Hvis du læser The Stream regelmæssigt, har du arbejdet dig igennem titusinder af ord, der prøver at forklare, hvad vi er oppe imod: De sociale mediers magt til at censurere og bringe til tavshed. Korruptionen af vore domstole. Den fuldstændig ufortjente følelse af overlegenhed, som uvidende, hånende 20-årige demonstrerer mod erfarne troende. Den langsomme undergang af Det Demokratiske Parti, som er ophørt med at være en patriotisk eller bare en tilregnelig organisation. Fremkomsten af en ny, inkvisitorisk religion, som tilbeder en flimrende skygge kaldet "social retfærdighed". Den langsomme kværn af love, der har til hensigt at forfølge vores religion.

Jeg skriver om disse emner fem dage om ugen, hver uge året rundt. (Med ca. 1000 ord pr. klumme bliver det til en 250.000 ord om året - længden af fire rimeligt store bøger.) Det føles nogle gange som at kæmpe mod en sværm af hvepse. Fordi dem, der hader kristendommen, der hader det land, som den hjalp med at skabe, og den civilisation, som den byggede op, er utrættelige. De holder aldrig op. Lad os sige, at vi har en hæderlig domstol, der forkaster et sammenkoblet angreb på vore friheder. Så finder de en anden jurisdiktion og relancerer den samme offensiv. Vi rejser os for at afvise en helt igennem ond politik fra regeringens side. Så bedrager eller truer vore fjender nogle gigantiske virksomheder til at tvinge den på os i stedet. Det. Er. Ubarmhjertigt.

Intellektuel eksorcisme

Hvis du nogensinde har set en film om eksorcisme, vil du se ligheden. Den onde ånd forsøger at udmatte præsten med ethvert tænkeligt middel. Han vil lokke ham ind i subtile logiske spil. Hvis det ikke virker, vil han bombardere ham med profanitet. True hans liv, hans menighed, hans familie. Så tilbage til tankespil igen. Eller den malende gentagelse af den samme sjofle sætning om og om igen. Du ved, ligesom de tweets fra Sex og Samliv [Planned Parenthood] der fortæller, at "abort er sundhedspleje" 60 gange, afbrudt af små smiley-ansigter eller idiotisk klappende hænder.

Midt i denne storm af elendighed er det nyttigt, når nogen træder frem og råber op. Eller snarere trækker i tågehornet, så de kvalmende dunster letter og du ser, hvad der foregår. Det er, hvad vi må takke David Horowitz for. I sin nye bog, Dark Agenda: The War to Destroy Christian America, lykkes det Horowitz at gøre noget helt overraskende. Han udstiller på færre end 200 sider motivationerne, strategierne og logikken bag de anti-kristne kampagner. Han viser, ikke tilfældigt, hvorfor de, der kæmper hårdest for at fjerne ethvert spor af kristen kultur, normalt også hader jøderne - og Amerika, fra dets frie økonomi til dets kultur og forfatning.

Disse ting hænger sammen, forstår du. Amerika, på sit højeste, var styret af fornuft og knyttet sammen af tro. Det undgik både teokratiets banditagtige spændetrøje og sekularismens tomhed. Det beviste, til fuldstændig forbavselse for både konservative gejstlige og gudløse filosoffer, at frihed og dyd kunne være forenelige. At de kunne trives sammen i en slags himmelsk dans. Faktisk kan man anskue princippet om magtdeling [checks and balances] i vores storslåede [amerikanske] forfatning på netop den måde. Dette dokument og de institutioner, der fødte det og værdsatte det (fra bymøder til kirker, borgerforeninger til moralske korstog) tvang amerikanerne til at danse med hinanden. Ingen kunne slippe godt fra at skubbe for hårdt på, eller drive alle ud på dansegulvet for at strækmarchere i én retning. Og resultatet var ofte ... smukt.

Derfor hader de Gud og os

Men ikke for alle - hvilket Horowitz ved, og fortæller os om. Han voksede op i en familie, der var loyal overfor det stalinistiske Rusland. Hans familie afviste jødedommens religiøse kerne. Som så mange millioner, jødiske og ikke-jødiske, fandt hans familie et messiansk håb i denne verden, ikke sendt af Gud, men flikket sammen gennem menneskelige anstrengelser. Og påtvunget hundreder af millioner ved spidsen af en bajonet. Horowitz fortæller her kort (som han har gjort det andre steder med stor grundighed), hvordan det føles at tilbede den afgud. Og de chokerende, voldelige oplevelser, der drev ham til at opgive den.

Horowitz voksede fra at være en skråsikker, anti-kristen ateist og kommunist til at være en forvirret, respektfuld agnostiker, der indrømmer at være jaloux på dem, der har fået troens gave. Hans holdning til kristne institutioner og kultur (der ofte havde været intolerant og mangelfuld) er nu generøs og godgørende. Det viser, at der i denne kulturkæmper banker et varmt og velvilligt hjerte.

Udmattet af drømme om Utopia

Horowitz forklarer i detaljer, hvorfor "progressive" er endt med at hade kristendommen, staten Israel, markedsøkonomien og den frie udfoldelse af forskellige ideer. De har tilsluttet sig en intolerant og skrøbelig falsk religion. Det er ikke helt marxisme længere - dette system er for rigoristisk, og er også blevet totalt modbevist af begivenhedernes gang. Det er en slags frit flydende kynisk foragt for stort set alt, som det faktisk eksisterer, til fordel for en uklar, følelsesladet fornemmelse af, hvordan tingene burde være - når man har frigjort sig fra ethvert hensyn til, hvad det ville koste. Ikke i penge (selvom de selvfølgelig, som Alexandria Ocasio-Cortez, fejer det spørgsmålet til side). I frihed. Og i menneskelig spontanitet. I ægte mangfoldighed, som ikke bare handler om hudfarve, men rører sig dybt nede i hjernen.

I Dark Agenda udstiller Horowitz alle de logisk skødesløse, elitære tyranner og venstreorienterede ogginokker, der arbejder på at påtvinge Amerika deres excentriske dagsordener. De har gjort det mest ved hjælp af pinagtige domstolsafgørelser. Eller udøvende dekreter. Eller politikker, prakket os på af bureaukrater, vi ikke har valgt og kan ikke fjerne. Han påpeger, hvor meget mere splittende sådanne metoder har været, end demokratisk debat og ærlig afstemning. Og han bemærker, hvor tæt vi er kommet til det øjeblik, som Ronald Reagan advarede om, da han sagde: "Vi er altid kun én generation fra at miste vores frihed."

---

John Zmirak er chefredaktør af The Stream, og forfatter til bogen Politically Incorrect Guide to Catholicism.

---

Oversættelse: Bombadillo