Denne artikel analyserer, hvordan radikale islamistiske bevægelser har ændret de traditionelle islamiske begreber for at retfærdiggøre deres verdenssyn. Baseret på skrifter af fremtrædende radikale islamistiske ledere over et bredt spektrum, analyserer den idéerne om en kosmisk kamp mellem det gode og det onde, som afspejles i individet og i samfundet. Den eftersporer hvordan nyfortolkningen af de traditionelle islamiske begreber som jahiliyya, takfir, hijra, mufassala, jihad og istishad bruges til at retfærdiggøre vilkårlig vold. Bin Laden og hans al-Qaeda-gruppe bruger disse nyfortolkninger til at retfærdiggøre terrorisme, samtidig med at disse idéer også giver deres gerninger opbakning fra en langt bredere sektor blandt muslimer.

Efter terrorangrebet på World Trade Center i New York den 11. september 2001, har der været en voksende offentlig interesse for islamisk "fundamentalisme", der opfattes som grobund for moderne international terrorisme, samt en voksende forvirring i forsøget på at forklare dens ideer og ordne dens forskellige elementer. I denne artikel beskrives nogle grundlæggende synspunkter hos islamistiske bevægelser, hvoraf mange afspejles og forstærkes i Osama bin Ladens tænkning og hos dem, der var involveret i angrebet på World Trade Center og andre mål i USA.

Den radikale islamistiske bevægelse er et ret moderne fænomen, en del af en bredere genopblussen af religion, der fejer henover hele den muslimske verden, og som lever i et symbiotisk forhold med andre tendenser. Den er et led i rækken af gentagne vækkelser, der er karakteristisk for muslimsk historie, og er også en reaktion på en alvorlig krise forårsaget af, at moderniteten løber sammen med fremkomsten af karismatiske profetiske ledere. Den udgør en religiøs reformbevægelse og en politisk ideologi, der indeholder et element af social protest og søgen efter en identitet for de fattige i den muslimske verden, vendt mod en undertrykkende verdensorden. Fundamentalismen er spydspidsen for en religion, der er gået til modangreb på sekularismen, som i de seneste årtier har reduceret dens magt. [1]

Islamistisk fundamentalisme er sammensat af en lang række bevægelser og synspunkter, der tilbyder islam som en samlet livsform, og som et levedygtigt alternativ til de vestlige sekulære ideologier. Den sigter mod på at bringe hele det moderne samfund ind under Guds herredømme, styre og lov, som åbenbaret i Skriften. Genetablering af islamisk storhed vil blive opnået ved at rense samfundet for uislamisk lære og praksis; ved at vende tilbage til islams oprindelige rene kilder (Koranen - Guds skriftlige åbenbaring gennem Muhammed, og hadith – overleveringerne om Profetens ord og gerninger) som eneste autoritet; og ved at etablere en ideel islamisk stat modelleret efter den, der blev skabt af Profeten og hans fæller.

De fleste fundamentalistiske bevægelser er enige i disse mål om at islamisere det samlede sociale og politiske system i deres samfund, og at etablere en genoplivet, autentisk og verdensomspændende islamisk stat baseret på sharia (den altomfattende Guds lov for mennesker, baseret på Koranen og hadith). Forskellene mellem bevægelserne skyldes forskellige argumenter om, hvordan man bedst når disse mål, og om man skal lægge vægt på et internationalistisk program eller fokusere på at stræbe efter magten i en bestemt stat som et første skridt. Der er en debat mellem moderate gradualister, der er villige til at arbejde inden for rammerne af et lokalt politisk system, og de radikale revolutionære, der er villige til at bruge magt for at nå deres mål.

Fundamentalister står i stærk kontrast til traditionalister på mange områder, men især ved deres ideologiske fokus på staten. Staten ses som det vigtigste instrument til gennemførelse af den fundamentalistiske vision om en gudvelbehagelig stat under sharia og som garanten for dens overlevelse. Fundamentalister koncentrerer derfor deres indsats om at erobre staten og dens magtcentre - enten lovligt inden for den demokratiske ramme, eller voldeligt ved revolution eller statskup. [2]

Mens fundamentalister er en minoritet i de fleste muslimske samfund og stater, har deres insisterende og heftige diskurs haft stor indflydelse på den muslimske verden, og har opfyldt tomrummet efter de sekulære regimers fiasko. De har omdefineret ortodoksien, opblødt grænserne for politiske magtrelationer, indsnævret grænserne for det tilladelige, vakt genklang i hjerterne hos de forarmede masser, og appelleret til et nyt lag af uddannede folk med moderne teknisk kunnen. [3]

Denne artikel forsøger at forklare begrebet kamp, fælles for de fleste religioner, som det er overtaget af islamiske fundamentalister, og de forskellige fortolkninger af det, der gives af forskellige strømninger på tværs af det fundamentalistiske spektrum.

Opfattelsen af verden som en slagmark, hvor gode og onde kræfter kæmper imod hinanden i en stadig universel kamp, der foregår overalt og til alle tider, er fælles for de fleste profetiske religioner, men er især karakteristisk for de fundamentalistiske grupper inden for dem. Fundamentalister ser historien som en kosmisk kamp mellem godt og ondt, og bruger skarpe todelte modsætningspar til at beskrive de forskellige lejre. [4] Denne retorik understreger, at den vigtigste kamp er åndelig, men ikke desto mindre reel, og bliver udkæmpet på området for personlig, åndelig og moralsk udvikling, såvel som på området for idéer, verdensopfattelser og ideologier. [5] Men manipulation af begrebet krig for at mobilisere tilhængerne til aktivisme kan imidlertid let udviske forskellene mellem termer, der symboliserer moralsk og åndelig kamp, som f.eks. jihad, og disse termers genfortolkning i specifikke sammenhænge til at legitimere voldelig kamp, der undskyldes med en "målet helliger midlet" ideologi. [6]

Islamisk fundamentalisme tilbyder en radikal nyfortolkning af traditionelle islamiske begreber, og dens diskurs om emnet kamp tjener til at mobilisere de troende, at advare mod dem, der identificeres som fjender, og at opfordre dem til at uddanne, organisere og deltage aktivt i kampen. Taktikken er forskellig, eftersom nogle fundamentalister har tendens til at trække sig midlertidigt ud af samfundet i isoleret adskillelse, mens andre aktivt engagerer sig i socialpolitiske forhold for at forvandle samfundet. [7] Begge reaktioner er former for kamp, hvad enten de ses som defensive aktioner mod angribende onde kræfter eller offensive kampagner for at besejre fjenden og forandre verden.

Forskellige aspekter af kampen

Fundamentalismen ser historien i dialektisk form som en permanent åndelig kamp, som del af en stor kosmisk og åndelig konfrontation mellem Guds gode kræfter og Satans onde kræfter. Nogle fremhæver den overnaturlige karakter af kampen, og hævder, at usynlige onde magter, der kæmper for få kontrol over enkeltmennesker og hele kulturer, har infiltreret alle samfund. Enhver troende, der vælger side for sandheden, kommer under angreb, og er involveret i kampen. Det er derfor bydende nødvendigt at være advaret og forberedt for ikke at blive overrumplet. De troendes tilsyneladende trivielle daglige kampe i denne verden ses som afspejlinger af højere kampe i de åndelige og himmelske verdener.

Kampens realitet

Sayyid Qutb (1906-1966) var ideolog for det egyptiske Muslimske Broderskab i 1950'erne og 1960'erne, og blev tortureret og henrettet af præsident Nasser for hans bog Milestones (ma'alim fil Tariq), som nyfortolkede traditionelle islamiske begreber for at retfærdiggøre en voldelig overtagelse af staten. Hans nyfortolkning af de traditionelle islamiske begreber var katalysator for de frembrydende radikale islamiske grupper. Qutb postulerer en virkelig kamp, der finder sted i denne verden mellem de gode og de onde kræfter, mellem tro og vantro. Sande troende skal kæmpe og lide tålmodigt, ikke for belønningens skyld, men fordi det er deres pligt over for Gud. Denne verden er en slagmark med engle, der ser efter, hvordan troende kæmper, og kampen er ikke begrænset til denne jord, men rækker ud i al rum og tid. Mens der i denne verden kun er delvise sejre, er det godes endelige sejr sikker. Selv om de troende ikke altid vinder, og ofte lider nederlag og martyrium, er der ingen grund til fortvivlelse, for Gud vil trøste og opmuntre dem. Set fra Guds perspektiv er denne verden og dens anliggender småting i sammenligning med den kommende verden. Verdslig succes vejer ikke meget i Guds vægtskål:

"Virkelig triumf er ikke begrænset til øjeblikkelig sejr (...) på Allahs marked er tro den eneste efterspurgte vare. Den højeste form for triumf er sjælens sejr over materien, overbevisningens sejr over smerte, og troens sejr over forfølgelse." [8]

Kampen i idéernes, verdenssynets og ideologiernes verden

Fundamentalismen understreger vigtigheden af kampen i idéernes verden. To uforenelige verdenssyn kæmper om menneskenes hjerter og sind for at opnå ledelsen af menneskeheden: Det ene er den islamiske fundamentalistiske lære, centreret på Gud og hans fuldkomne åbenbaring, den anden er den vestlige sekulære, humanistiske opfattelse, centreret på mennesket og dets fornuft og lidenskaber. Denne konflikt gennemsyrer alle niveauer af samfundet.

Islamisterne understreger kampen mod jahiliyya, der traditionelt opfattes som den hedenske tilstand af uvidenhed i det præislamiske Arabien, men som er nyfortolket af Qutb til at betyde ethvert moderne system, der ikke er baseret på de oprindelige hellige kilder, Koranen og hadith, og som ikke fungerer i henhold til sharia. Qutb har også nyfortolket jihad til at betyde den permanente konflikt mellem det islamiske system og alle moderne jahili-paradigmer. De to systemers begreber er helt uforenelige, så der er ingen mulighed for kompromis eller sameksistens mellem dem. Sandheden er én og udelelig: Alt, hvad der ikke er sandt, er nødvendigvis falsk, og sammenblandingen af sandhed med usandhed er umulig. Islam betyder total underkastelse under Gud og hans lov, mens jahili-systemer er "en afvigelse fra tilbedelsen af den ene Gud og den guddommeligt forordnede livsform." [9]

Ifølge Israr Ahmad (1932-), fundamentalistisk prædikant, forfatter og amir i den pakistanske Tanzim-i-Islami-bevægelse, der er en udløber af den bedre kendte Jamaat-i-Islami, bekæmper islam aktivt alle former for jahiliyya, både den uislamiske folkereligions overtroiske jahiliyya og den ateistiske, sekulær-materialistiske form for jahiliyya, med dens moralske eftergivenhed. I denne kamp er Koranen det mest kraftfulde våben, og udfordringen er at rense det ideologiske område for alle ateistiske elementer, og rekonstruere islamisk tænkning i en nutidig form. Selvom Koranen er den sande vejleder og inspirator, kan dens lære kun blive virksom, når den sammenkobles med islamisk aktivisme. [10]

Sand religion som radikal og revolutionær

Fundamentalistiske forfattere understreger den revolutionære karakter af islam, der ses som en revolte mod status quo og dens korrumperende indflydelse, samtidig med at den søger at etablere en ny social og politisk orden. Profeten afbildes som en revolutionær leder, og hans budskab tolkes som en revolutionær ideologi, der stadig er i stand til at bekæmpe det onde og skabe drastisk forandring i den moderne verden.

Abul Hasan Ali Nadwi (1914-1999), en stor fundamentalistisk lærd, forfatter og foredragsholder, som var rektor for Nadwatul Ulama seminariet i Pakistan og bestyrelsesformand for Oxford Centre for Islamic Studies, ser islam som en revolutionær ideologi med styrke til at ændre nutidens samfund og kultur, ligesom den forvandlede det syvende århundredes samfund. [11] Qutb erklærer, at sand islam aldrig kan acceptere status quo, men altid må kæmpe for at modstå og ændre den ved at tilskynde til fornyelse. Formålet med det islamiske program (manhaj) er at drive menneskeheden frem mod større frihed og kreativitet, og samtidig fjerne al trældom og lidelse. [12]

Abul Ala Mawdudi (1903-1979), en af moderne islamisk fundamentalismes største grundlæggere og ideologer, stifter af det pakistanske Jamaat i-Islami, skildrer sand islam og dens tidligere og nuværende ledere som et moderne revolutionært parti, engageret i en revolutionær kamp (jihad) for at omforme verden:

”Islam er en revolutionær ideologi, som søger at ændre den sociale orden overalt i verden og genopbygge den i overensstemmelse med dens egne grundsætninger og idealer. ’Muslimer’ er navnet på dette ’Internationale Revolutionære Parti', der er organiseret af islam til at gennemføre dens revolutionære program. 'Jihad' henviser til den revolutionære kamp og yderste anstrengelse, som Den Islamiske Nation/Det Islamiske Parti sætter i gang for at nå dette mål (…). Der er ingen tvivl om, at alle Allahs profeter, uden undtagelse, var revolutionære ledere, og at den strålende profet Muhammed var den største revolutionære leder af alle.” [13]

Todelte modsætningspar

Fundamentalister har en tendens til at bruge absolutte manikæiske, todelte modsætningspar såsom Gud kontra Satan; sandhed kontra løgn; lys kontra mørke og det gode kontra det onde. [14] De ser menneskeheden som delt i to fjendtlige lejre af troende og vantro, hvor neutralitet ikke er mulig for nogen. Mens al fundamentalistisk diskurs er domineret af en kosmologi om kampen for det gode mod det onde, koncentrerer ekstreme grupper sig om konspirationsteorier, og fremkalder derved et had mod bestemte opfattede fjender, der kan legitimere udbrud af vold. Ved at stemple alt i det moderne Vesten, såvel som ikke-fundamentalistiske regimer og samfund i muslimske stater, som satanisk og ondt, gør ekstremisterne dem til legitime mål for voldelige angreb. [15]

Qutb opdeler verden i to lejre: Guds parti mod Satans. Mennesket står over for et moralsk valg, det ikke kan komme uden om, og det skal frivilligt underkaste sig Guds moralske love i sharia. Der er kun én Gud og én sandhed. Alt andet er fejl. Der er kun én lov, sharia. Al anden lov er blot menneskeligt lune. Der er kun ét sandt system, islam. Alle andre systemer er jahiliyya. Qutb lægger megen vægt på enten/eller-karakteren af konflikten mellem islam og jahiliyya:

”Islam kan ikke acceptere nogen form for kompromis med jahiliyya, hverken i dets koncept eller i dets livsformer, afledt af dette koncept. Enten vil islam bestå, eller jahiliyya; islam kan ikke acceptere eller tilslutte sig en situation, der er halv-islam og halv-jahiliyya. Hvad dette angår, er islams standpunkt meget klart. Den siger, at sandheden er én og ikke kan deles; hvis noget ikke er sandhed, så må det være usandhed. Blanding og sameksistens mellem sandhed og løgn er umulig. Herredømmet tilhører Allah, eller jahiliyya. Enten vil Allahs sharia sejre, eller folks begær.” [16]

Mawdudi fremfører, at islam betyder underkastelse under Gud, kufr betyder ulydighed mod Gud. Gud elsker muslimer, men kan ikke lide kafirer. Muslimer finder Guds tilgivelse, kafirer ikke. Muslimer vil komme i Janna (Paradis), kafirer i Helvede (jahannam). Begge lejre består af mennesker, men muslimer anerkender og adlyder deres Herre, mens kafirer hverken anerkender ham eller adlyder ham. Det er den grundlæggende forskel. [17]

Ibrahim, Abdul Maajid, & Darbaalah er disciple af den egyptiske sheik Omar ibn Abdalrahman, (fængslet i USA for deltagelse i den første bombning af World Trade Center), og tilknyttet den radikale egyptiske islamiske gruppe al-jamaa al-Islamiyya. De erklærer, at islam klart beskriver "stillingen for Allahs parti som modstander af Satans parti." Den befaler totalt had, fjendskab og hårdhed mod vantro, med hvem der ikke kan gås på kompromis. [18]

Bin Laden (1956 -), den saudiske leder af den radikale islamistiske al-Qaeda gruppe, der menes at stå bag de fleste anti-amerikanske terrorangreb i det seneste tiår - herunder bombningen af de amerikanske ambassader i Nairobi og Dar es Salaam i 1998 samt angrebene på World Trade Center i New York og Pentagon i Washington den 11. september 2001 - ser verden som delt i to lejre: "… én af tro, hvor der ikke er hykleri, og én af vantro, som vi håber, at Gud vil beskytte os imod". Troens lejr er den muslimske lejr, og vantroens lejr er ledet af USA under kristendommens banner. [19]

På den mere moderate side, ser Rached Ghannouchi (1941 -), landsforvist leder af den tunesiske fundamentalistiske Al-Nahda-bevægelse, den egentlige konflikt i den moderne verden, ikke som en konflikt mellem civilisationer eller religioner, men som den flerdimensionale konflikt mellem sandhed og usandhed, mellem undertrykte og undertrykkere. Disse konflikter er ofte pakket ind i tiltalende humanistiske og religiøse slogans, for således at bedrage masserne. [20]

Den moralske kamp i det individuelle selv

Fundamentalismen lægger vægt på det individuelle ansvar og betydningen af den indre kamp i hver enkelt troende imod synd og fristelse. De fremhæver de forædlende resultater af denne kamp efterhånden som den troende overvinder sin lavere natur og udvikles i renhed, Gudsbevidsthed og hengivenhed.

Som i traditionel islam, er begrebet jihad blandt muslimske fundamentalister opdelt i to: Den større jihad og den mindre jihad. Den større jihad er den moralske kamp i den individuelle sjæl, en vedvarende kamp, der tager sigte på at betvinge menneskets lavere natur og afstemme den efter Guds moralske normer, åbenbaret i sharia. Den mindre jihad er den, der kæmpes med sværdet.

Selv om ikke alle muslimske fundamentalister tilslutter sig læren om menneskets to naturer, så er det tilfældet hos de karismatiske prædikanter og dem, der er under indflydelse af shia- og sufi-lære. Qutb fastslår kategorisk, at mennesket har to naturer. Ethvert individ er forpligtet til "at afvise sit lavere selv og dets ulovlige ønsker og at rense og forædle det og føre det fremad på vejen mod åndelig sundhed og frelse; ellers vil det føre ham til destruktion." Den enkelte er ansvarlig for at vogte over sit lavere selv, og kræve det til regnskab, når det fejler. [21]

Ayatollah Ruhollah Khomeini (1902-1989), leder af den iranske islamiske revolution og grundlægger af Den Islamiske Republik Iran, understreger, at menneskets værste fjende er det lavere selv i ham, en afgud, som hindrer ham i at udvikle sig i gudfrygtighed. Det er absolut nødvendigt at knuse denne afgud og komme af med egoismen, som er roden til den menneskelige fordærvelse. Den større jihad er kampen mod ens lavere selv - det er nytteløst at engagere sig i andre former for jihad, før man har haft held med denne. Khomeini fremhæver de tidlige muslimer, der først kæmpede mod deres lavere selv, før de drog ud i jihad mod de vantro, og han opfordrer nutidens troende til at efterligne dem ved at kæmpe til det yderste mod verdslige ønsker i det indre, i tillid til Allah for succes. [22]

Sheikh Abd al-Hamid Kishk (1933 -), en yderst populær og karismatisk egyptisk prædikant, hvis bøger og prædikener på kassetter er vidt udbredt over hele Egypten og den arabiske verden, gentager traditionelle temaer, når han skildrer den troende i denne verden, som omgivet til alle sider og alle tider af "frygtindgydende bølger af materialisme", som kun troen kan redde ham fra. Enhver må stå fast i denne kamp mod verden, Djævelen og hans eget lavere selv, i tillid til Guds nåde og tilgivelse. [23]

Kishk ser mennesket som en tvedeling af krop og ånd, lavere selv og intellekt. Ånden stræber efter at løfte mennesket op til de sublime højder, hvor det opfylder Guds krav, mens det lavere selv distraherer ham fra dette ophøjede mål ved at friste ham til at være optaget af lyster. Det lavere selv blev skabt for at teste mænd ved konstant at friste dem bort "fra det godes, kærlighedens og pligtens vej." Men Allah, som skabte mennesket til denne kamp mod dets lavere selv, har også givet det den indre styrke til at konfrontere det. Kishk understreger, at for at undslippe Helvedes ild, opnå frihed fra selvets slaveri, og modtage Allahs fred og vished, skal de troende hele tiden kæmpe mod det lavere selvs tilbøjeligheder ved at disciplinere det. Dette indebærer at give afkald på de ting det higer efter, og lære at være tilfreds med de materielle ting, når de netop rækker til at "holde kroppen sund." Selvdisciplin, lydighed mod sharia, meditation over Gud og bekræftelse af Hans storhed er de midler, der er givet til at overvinde det onde. Den større jihad er en vedvarende kamp for at betvinge menneskets lavere natur og afstemme det efter Guds moralske normer. Den er grundlaget for en personlig moralsk udvikling, der skaber from og filantropisk aktivisme, fremmer retfærdighed og velstand i samfundet, og samtidig bekæmper uvidenhed, uretfærdighed og undertrykkelse. Som et resultat af denne større jihad, siger Kishk, vil islam "helbrede de samfund, der følger dens vejledning og er bygget på den samvittighed, der er blevet vakt, og de hjerter, der er blevet oplyst, af troens lys." [24]

Fundamentalistisk separatisme

Alle fundamentalister er separatister på det moralske og adfærdsmæssige område, og understreger betydningen af personlig moralsk adskillelse fra det onde og kampen mod det. De fleste går videre ved at opsætte synlige grænser og kræve en vis grad af adskillelse fra det verdslige samfund og dets korrumperende indflydelse, synliggjort ved normer for god opførsel, påklædning og adfærd. Nogle forlanger institutionel adskillelse, ikke kun fra verden, men også fra vildfarne troende for at sikre læremæssig og institutionel renhed. Nogle få forlanger total adskillelse fra alle aspekter af det omgivende onde samfund og den korrupte stat. Det er graden af adskillelse fra jahili-samfundet, der giver brændstof til diskussionen.

Islamistiske syn på adskillelse - udvikling i etaper

For de fleste islamistiske fundamentalister, er adskillelse en etape i den politiske stræben efter oprettelsen af den islamiske stat, modelleret efter Muhammeds praksis.

Qutb startede den moderne islamiske debat om adskillelse ved hans nyfortolkning af begreberne adskillelse (mufassala) og udvandring (hijra). Han fremførte, at det første muslimske samfund udvikledes i klart definerede etaper, der skal efterlignes i dag. Først kom forkyndelsen af budskabet (dawa), derefter adskillelsen (mufassala) fra vantro, og til sidst kampen for at indføre Guds nye samfund på jorden (jihad). Adskillelse fra jahili-samfundet er et nødvendigt skridt for at etablere grænser og identitet. Det opfattes ikke som fuldstændig fysisk adskillelse, men som en åndelig adskillelse, mens man bliver i samfundet for at forkynde og rekruttere. Når et menneske i den islamiske guldalder blev muslim, foretog han et klart brud med sin fortid, adskilte sig fuldstændig fra jahili-miljøet og begyndte et nyt liv med Koranen som sin eneste vejledning.

Qutb konkluderer, at dette særpræg for den første unikke generation er en nødvendig betingelse for enhver moderne fornyelse: "I de tidlige stadier af den nye islamiske bevægelse, må vi fjerne os fra alle påvirkninger fra det jahiliyya, vi lever i, og som vi nyder godt af." Det første skridt for sande muslimer er at adskillelse sig fra jahili-samfundet, forvandle sig ved at fordybe sig i Koranen, og således ændre samfundet radikalt, vad at følge i de første muslimers fodspor. [25]

I processen med at erstatte alle andre menneskelige systemer med islams gudgivne revolutionære ideologi og system, er total adskillelse imidlertid ikke mulig – Qutb indtager her et standpunkt noget lignende som det kristne princip "i verden, uden at være af verden":

"Dette kan ikke ske, hvis vi følges blot nogle få skridt med jahiliyya, og heller ikke ved at afbryde forbindelserne med den og trække os tilbage til et adskilt hjørne; aldrig. Den korrekte fremgangsmåde er at blande sig med skønsomhed, give og tage med værdighed; tale sandheden med kærlighed, og vise troens overlegenhed med ydmyghed. Men vi må altid huske på, at vi lever midt i jahiliyya, at vores livsform er ædlere end jahiliyya, og at overgangen fra jahiliyya til islam er enorm og vidtrækkende. Svælget mellem islam og jahiliyya er stor, og der skal ikke bygge bro over det, således at mennesker på de to sider kan blandes med hinanden, men kun således, at folk i jahiliyya kan komme over til islam. Dette gælder hvad enten disse folk bor i et såkaldt islamisk land, og anser sig selv for muslimer, eller lever uden for den muslimske verden - så de kan komme ud af mørket ind i lyset, komme ud af deres kummerlige forhold, og nyde de velsignelser, som vi har smagt - vi, der har forstået islam og lever i dens atmosfære. Hvis de ikke reagerer på vores opfordring, så skal vi sige til dem, hvad Allah befalede Hans budbringer, fred være med ham, at sige: ’For dig din måde, for mig min’." [26]

Fysisk adskillelse

Den egyptiske ekstremistiske bevægelse Takfir wal-Hijra udviklede Qutbs idéer om adskillelse til at betyde, at alle sande muslimer i alle generationer skal efterligne Muhammeds model for hijra (udvandring) fra Mekka til Medina: Der skal være fysisk adskillelse fra vantro samfund, tilbagetrækning til en ny lokalitet for at etablere et nyt alternativt samfund, og forberede næste etape, tamakkun (styrke), og den endelige sejr. Total adskillelse (mufassala kamila) er en absolut nødvendighed i den midlertidige fase af svaghed, der slutter, når den alternative umma bliver stærk nok til at udfordre regimet. Indtil da anbefales passiv separation, ikke-vold, og undvigelse til sikre områder for at mindske kontakten med den frafaldne verden.

Takfir-bevægelsen sigtede mod at vinde en stor del af den samlede befolkning over på sin side, før den ville anse sig for stærk nok til det endelige angreb på jahili-samfundet. Den nåede dog ikke frem til denne fase af magt - den var stadig i fasen af svaghed, da den blev tilintetgjort. Den fortolkede også adskillelse derhen, at medlemmerne i tilfælde af krig ikke måtte kæmpe i den egyptiske hærs rækker, men skulle flygte til sikre områder. Bevægelsens medlemmer nægtede at lade sig indkalde til hæren og følte ingen loyalitet mod staten; de afviste alt, hvad der kunne tjene dens interesser. De anerkendte ikke statens uddannelse, uniformer, ægteskaber, eller juridiske system - da alt sammen var jahili. De havde ikke lov til at være statsligt ansatte, og dem der var, skiftede job, når de trådte ind i bevægelsen. [27]

En sådan altomfattende og udstrakt adskillelse som gruppe, er imidlertid sjælden blandt islamistiske bevægelser.

Åndelig adskillelse

En mere almindelig fortolkning, som blev praktiseret af en anden egyptisk radikal islamisk gruppe, al-Jihad, ansvarlig for mordet på Sadat i 1981, afviste tanken om total adskillelse fra samfundet, som anbefalet af Takfir-bevægelsen, og tolkede i stedet Qutbs begreb om adskillelse i en ren åndelig og moralsk retning, med en pligt for de sande troende til at gennemtrænge jahili-samfundet og dets strukturer for at skabe en radikal ændring så hurtigt som muligt. Al-Jihad forsøgte at infiltrere militæret, sikkerhedstjenesten og de offentlige institutioner, for på den måde at føre øjeblikkelig jihad, hvilket den indledte med mordet på præsident Anwar Sadat. [28] Flere ledere af al-Jihad (især Ayman al-Zawahiri) har i de seneste år samarbejdede med Osama bin Laden i hans angreb på amerikanske mål.

Eskatologiens indvirkning

Eskatologi, messianisme, og tro på tusindårsriget spiller en vigtig rolle i de fleste fundamentalisters verdenssyn, hvilket fremmer separatisme og motiverer konspirationsteorier og vold. [29] Eskatologiske synspunkter påvirker fortolkningen af forholdet mellem Guds rige, staten og samfundet, hvilket hjælper de troende til at identificere fjender og får dem til at se sig selv som deltagere i de sidste tiders endelige slag.

De fleste fundamentalister accepterer den traditionelle sunnitiske eller shiitiske eskatologiske lære om tegnene i de sidste tider: Fremkomsten af Antikrist (Dajjal) og dennes modstander, mahdien (den muslimske traditions forventede frelserskikkelse i de sidste tider, som i shiitisk tradition er identisk med den genkomne Skjulte Imam), der vil oprette et retfærdigt styre på jorden. [30] Nogle grupper er dog kraftigere påvirket af islamisk eskatologi end andre, og ser deres aktiviteter som en del af begivenhedsforløbet i de sidste tider.

Den egyptiske Takfir wal-Hijra organisation var en mahdi-bevægelse med et eskatologisk verdensbillede, magen til det kristne syn på begivenhederne forud for tusindårsriget. Verdens ende var nær, hvilket vantro, undertrykkelse, umoral, hungersnød, krige, jordskælv og orkaner var tegn på. Deres karismatiske leder, Shukri Mustafa (1942-1978), en discipel af Sayyid Qutb, blev betragtet som den lovede mahdi, som ville grundlægge det nye muslimske samfund, erobre verden, og indvarsle Guds endelige herredømme på jorden. [31]

Abd al-Salam Faraj (1952-1982), grundlægger af al-Jihad og dens teoretiker, der i sin udbredte lille bog "Den forsømte pligt" havde hævet voldelig jihad op til en status som islams sjette søjle, accepterede traditionerne om mahdien, som vil komme i de sidste tider og skabe retfærdighed i hele verden. Dette skulle dog ikke føre til passivitet, fordi sande muslimer i mellemtiden er forpligtede til aktivet at opfylde Guds oprindelige befaling om at sprede islam til hele verden inden de sidste tider og mahdiens komme. Mangelen på messiansk lederskab er ingen undskyldning for at udsætte kampen, fordi ledelsen i mellemtiden kan gives til den bedste muslim i samfundet. [32]

I Saudi-Arabien anførte Juhayman al-Utaybi (1943-1979), en streng wahhabi, der var desillusioneret pga. den kongelige families ryggesløse livsstil, en fejlslagen revolte mod det saudiske regime i 1979. [33] Det skete på vegne af en proklameret mahdi, Muhammad ibn-Abdullah al-Qahtani, som var studerende på det islamiske universitet i Riyadh, og hvis mahdi-status var blevet åbenbaret i drømme til hans kone og søster og faldt sammen med begyndelsen af det 15. islamiske hijra århundrede. Hans tilhængere hævdede, at al-Qahtani opfyldte en hadith om, at mahdien ville komme til syne ved kabaen ved skiftet af et islamiske århundrede, samt andre hadither, der fastslår, at han vil have det samme navn som Profeten og de samme fysiske egenskaber. Bevægelsens ideologi lærte, at efter en lang periode med afvigelser fra sand islam, var mahdien nu kommet for at sætte en stopper for det tyranniske kongedømme og oprette Guds herredømme med retfærdighed og fred. Bevægelsen var overbevist om, at når deres mahdi først havde vist sig, ville alle muslimer give ham troskab, og hjælpe ham til at besejre de korrupte regimer, der ville blive opslugt af jorden. [34]

Det kunne se ud til, at for mange forarmede og undertrykte muslimer i dag, der venter en messiansk frelser-figur til at genskabe både deres velstand og den islamiske stolthed og ære, er Osama bin Laden en mahdi-lignende skikkelse, som har opnået mytiske proportioner. Hans strengt nøjsomme og fromme livsførelse, glødende iver for islam, rapporterede bedrifter, legendariske rigdom, og internationale anseelse har givet ham en overdreven folkelig appel for de muslimske masser over hele verden. [35]

I den shiitiske del af verden, var Khomeinis opstigen til magten under den islamiske revolution i samklang med shiitiske eskatologiske symboler og inspirerede mange iranere at se ham enten som selve den lovede "skjulte imam", eller i det mindste som en slags eskatologisk manifestation og repræsentant for den skjulte imam sendt for at bane vejen for de sidste tider. Ali Shariati (1933-1977), den iranske revolutions vigtigste ideolog og en radikal social og politisk tænker, nyfortolkede det shiitiske begreb, intizar, dvs. venten på den skjulte imams tilbagekomst, til at være en aktiv venten og fremme af hans komme - en progressiv kamp mod revolutions mål. Alle veje fører til det uundgåelige klimaks, hvor lighed og enhed er realiseret i hele verden - dette vil være Utopia, afslutningen af historien, mahdiens genkomst, kulminationen af den dialektiske kamp. [36]

Konspirationsteorier

Syndebuk-metoden bruges i mange forskellige sociale og politiske grupperinger, der føler behov for at give ydre kræfter skylden for deres egen utålelige situation. Det er dog især typisk for religiøs fundamentalisme, hvor de mere radikale grupper har en særlig tilbøjelighed til at nære bizarre konspirationsteorier. Islamisterne identificerer alle former for sekularisme, det kristne Vesten, jødedom (især zionisme) og frimureri som del af en ond, satanisk og verdensomspændende sammensværgelse, der har til hensigt at udrydde sand islam. Mens Osama bin Laden har udtrykt dette særligt utilsløret, ved at kalde til kamp mod en kristen-jødisk sammensværgelse, er det grundlæggende syn fælles for alle radikale islammister.

Islamiske konspirationsteorier har rødder i en frustration, der udspringer af flere århundreders kolonialisme og afhængighed. Mod traditionalisternes syn på jøder og kristne som beskyttede ”dhimmier" og "Bogens Folk", forbinder fundamentalisterne nutidens vestlige overlegenhed med jøders og kristnes historiske modstand mod Muhammed i det 7. århundrede, og desuden til tekster i Koranen og hadith med anti-kristne og anti-jødiske følger. Dernæst har de udviklet en moderne forestilling om et uafbrudt kristent og jødisk had til islam siden dens start, udtrykt i uophørlige bestræbelser gennem historien på at splitte, svække og ødelægge islam. Jøderne og de kristne i det 7. århundrede betragtes som identiske med jøder og kristne i dag, hvorved "Vestens kristne korstog", i dets forskellige moderne post-koloniale former, sammen med jøderne, bliver set som evige fjender, der konspirerer for at tilintetgøre islam.

Sekularisme er den anden yndlingsfjende for islamiske fundamentalister. De seneste årtier har set fremkomsten af en muslimsk anti-sekulær diskurs, der beskylder sekularismen i dens forskellige former for at være en del af et lyssky komplot for at undergrave islam. Muslimer, der også er sekularister, ses som værende anti-islamiske udenlandske agenter. [37] De fleste islamiske fundamentalister accepterer de fremherskende konspirationsteorier, der ser det kristne Vesten, jødisk zionisme, og sekularisme som tre kræfter, der har forenet sig for at fordærve, splitte og destruere islam. Magthavere i muslimske stater opfattes som marionetter for disse kræfter, hvorved de, på forræderisk vis, fører deres lande ind i afhængighed og sekularisering.

Qutb fornemmer en verdensomspændende sammensværgelse bestående af Vestens kristne korsfarere, marxistisk kommunisme og verdensjødedommen vendt mod sand islam. Disse tre kræfter er jahiliyya af værste slags, fjender af Gud, der altid konspirerer for at ødelægge islam. Moderne imperialisme er et maskeret korstog, udført af det kristne Vesten med hjælp fra jøderne, for at opnå verdensherredømme. Ateistiske marxister, der erstattede Gud med dialektisk-materialistisk determinisme, tilsluttede sig dette angreb på islam. [38] Qutb ser fjendtlighed mod islam som nedarvet, iboende, og latent i den vestlige verden siden korstogenes tid. Orientalismen videregav de forvrængede udgaver af islam, der blev dannet under korstogene, Reconquistaen, Konstantinopels fald og reformationen. Det sekulære Europa arvede foragten for alt islamisk fra det religiøse Europa, og på trods af sin rationalisme, har disse irrationelle fordomme overlevet, styrket af den vestlige imperialisme, der ser islam som den vigtigste hindring for opnåelse af verdensherredømmet. Denne anti-islamiske ånd forener alle vestlige stater og kulturer. [39]

Taqi al-Din al-Nabhan (1909-1977), palæstinensisk grundlægger af den radikale Hizb-ut-Tahrir, en ekstremistisk udløber af Det Muslimske Broderskab, ser også den vestlige fjendtlighed mod islam som en konstant faktor lige siden korstogene. Den er drevet af et ønske om hævn og manifesterer sig i "undertrykkelse, ydmygelse, kolonisering og udbytning." I kolonitiden viste den sig som orientalisme og missions-virksomhed, begge støttet af vestlige stater. Denne dybt rodfæstede korsfarer-fjendtlighed mod islam resulterede i den militære erobring af arabisk jord under Første Verdenskrig. Det moderne Europa er involveret i et kulturelt korstog mod islam, der tager sigte på at forgifte sindene hos unge muslimer ved at forvrænge islamisk historie og islamiske værdier. Denne kulturelle gift er langt farligere end korstogene og portrætterer islam som en "menneskehedens bussemand, eller denne dæmon, som ville ødelægge menneskehedens fremskridt." Orientalister og kristne præster fortsætter med at støtte alle anti-islamiske aktiviteter i verden, der konspirerer mod islam, bagvasker dens historie og nedværdiger Muhammed og hans følgesvende. [40]

Også Khomeini har meget at sige om sammensværgelser af jøder og kristne mod islam:

”Helt fra begyndelsen har islam været plaget af jøder, der forstyrrede islams anseelse ved at angribe og bagvaske den, og dette er blevet ved indtil vore dage. Korstogene fik det kristne Vesten til at indse, at islam med sine love og tro var den største hindring for dens kontrol og dominans af verden. Det er derfor, de nærede modvilje mod den og behandlede den uretfærdigt. Så for mere end tre århundreder siden, kom de onde kolonister, der i den muslimske verden fandt deres længe søgte mål. For at opfylde deres ambitioner, arbejdede de på at etablere et grundlag, der ville føre til udslettelse af islam. Missionærer, orientalister, medierne - alle er de til tjeneste for de kolonialistiske lande og alle er skyldige i at fordreje islam på en måde, der har fået mange muslimer til at vende sig bort fra den og ikke finde vej tilbage. Mens islam er religionen i kampen for ret, retfærdighed, frihed og uafhængighed, har disse fjender, selv i den akademiske verden, skildret den i forvrænget form med det formål at slukke dens flamme og berøve den dens revolutionære karakter. De lærer, at islam ikke har relevans for samfundet og politisk ledelse og kun beskæftiger sig med private ritualer. Disse fjender har, ved hjælp af deres agenter, indpodet deres usandheder i hovedet på den muslimske befolkning, og har formået at fjerne islams dømmende og politiske love fra deres anvendelsesområder, og erstattet dem ved europæiske love. Kolonisterne og deres lakajer hævder, at der er en adskillelse mellem stat og religion, så de kan isolere islam fra samfundets anliggender og holde ulama væk fra folket. Når de har adskilt og isoleret os, kan de tage vores ressourcer fra os og styre os.” [41]

Ayatollah Ali Khamenei (1939 -), tidligere præsident i Iran og Khomeinis efterfølger som Øverste Vogter af Den islamiske republik Iran, stempler USA og Israel som fjender af Iran og islam. Iran har ødelagt den amerikanske supermagts myte om uovervindelighed ved at rejse sig imod dens trusler og ikke bøjet sig for dens krav. Efter Irans eksempel er muslimer over hele verden begyndt at kæmpe og udtrykke deres muslimske følelser. Khamenei postulerer en kamp, der er foregået i de sidste tyve år, mellem to indbyrdes konkurrerende lejre på den internationale politiske scene - arrogancens lejr, ledet af USA, og den islamiske lejr, ledet af Den islamiske republik Iran. Den islamiske lejr er rykket frem og har opnået sejre med islamiske bevægelser, der er kommet til magten i forskellige stater. Khamenei fortsætter med at gennemgå historien om USA's indblanding i Iran - en historie om "Amerika, der retter slag mod os, forråder os, dolker os i ryggen ved at planlægge statskup ..." I Irak-Iran krigen støttede USA Irak mod Iran. Amerika har skadet Iran mere end nogen anden, og det fortjener fuldt ud titlen: "Den Store Satan", fordi "det tager del i det onde, i forræderi, i mord, og fordi det er arrogant." Amerika er også "den største støtte for det zionistiske regime, der har kastet en islamisk nation ud af dets hjemland." [42]

Den iranske revolutionære hadtale mod Amerika påvirkede også sunnitiske fundamentalistiske grupper. Ved et møde i Den verdensislamiske Front i London den 23. februar 1998, som talte blandt andet Osama bin Laden (al-Qaeda), Ayman al-Zawahiri (al-Jihad), Abu-Yasir Taha (Jamaa al-Islamiyya), Mir Hamza (Jamiatul Ulama-e-Pakistan), og Fazlul Rahman (Jihad Bevægelse Bangladesh), udsendtes en erklæring: "Jihad mod jøder og korsfarere", hvori USA blev identificeret som islams største fjende for at have besat islamisk hellige jord på Den Arabiske Halvø, og for at kæmpe imod de irakiske og palæstinensiske folk. I denne bestræbelse har amerikanerne skabt en alliance med de andre store fjender af islam, zionisterne og jøderne: "Alle disse forbrydelser og synder, begået af amerikanerne, er en klar krigserklæring mod Gud, hans budbringer, og muslimer." Fronten udstedte en fatwa, der erklærede det for en individuel pligt (fard ayn) for alle muslimer at dræbe amerikanerne og deres allierede hvor end det er muligt, for at befri al-Aqsa i Jerusalem og Den hellige Moske i Mekka fra deres greb, og for at drive deres hære ud af alle muslimske lande. [43]

Osama bin Laden ser to parter kæmpe mod hinanden: på den ene side står verdenskristendommen allieret med zionistisk jødedom og ledet af USA, Storbritannien og Israel; på den anden side står den muslimske verden. [44] Sammensværgelsen ledet af Amerika, Storbritannien og Israel er den store fjende, en vantro korsfarer-jøde alliance under dække af FN, som kæmper mod islams folk. Denne alliance siges at have udgydt muslimsk blod i massakrer i Palæstina, Irak, Libanon, Tadsjikistan, Burma, Kashmir, Assam, Filippinerne, Somalia, Eritrea, Tjetjenien og Bosnien. [45]

Det største overgreb af alle er stationeringen af amerikanske tropper i Saudi-Arabien, som er en direkte vantro besættelse af "de to Hellige Steders jord, fundamentet for Islams Hus, åbenbaringens sted, budskabets kilde og i stedet for den ædle Kaba, qiblaen for af alle muslimer." Nogle regimer i muslimske stater, herunder den saudiske regering, har tilsluttet sig denne onde alliance og blevet amerikanernes marionetter, som undertrykker den trofaste ulama, der ville afsløre sandheden for deres folk. Vesterlændinge, der bor på Den Arabiske Halvø er ikke Bogens Folk, men vantro, der besætter muslimsk helligt land og skal uddrives med voldelig jihad. Bin Laden beskylder også de vestlige magter for at have planlagt at opdele Irak i tre mini-stater (norden for kurdere, midten for sunnitter, og syden for shiitter), og for at planlægge en lignende deling i Saudi-Arabien: En mini-stat omkring de hellige byer Mekka og Medina, én i midten, og én i den olierige østlige region. [46]

Antisemitisme

Sammenlignet med det kristne Europa, har islam ord for at have behandlet jøder med tolerance over mange århundreder og set dem som beskyttede dhimmier og som legitime "Bogens Folk" (ahl al-kitab). Traditionelle muslimer så ikke de jøder, der havde modsat sig Muhammed som repræsentative for alle jøder overalt og til alle tider. I modsætning hertil har moderne islamiske fundamentalister, der reagerer på den israelsk-palæstinensiske konflikt, udviklet en ondartet ny form for antisemitisme, der ser jøder overalt og til alle tider som involveret i et dystert komplot for at ødelægge islam. Ved selektivt at bruge de samme antijødiske skriftsteder i Koranen og hadith som traditionalisterne, udvisker de forskellene mellem antisemitisme og antizionisme, og spreder den opfattelse, at jøder overalt og til alle tider er fjender af Gud og konspiratorer mod islam. Islamisterne har suget meget til sig fra de moderne vestlige irrationelle fascistiske og nazistiske ideologier, med deres racistiske antisemitisme. For at undskylde moderne muslimsk svaghed og den følelse af skam og ydmygelse det fører med sig, har de rettet skytset mod jøderne som bekvemme syndebukke. [47]

Det er hovedsagelig Qutbs kraftige skældsord, der er årsagen til, at antisemitisme blev en markør for fundamentalistiske bevægelser og også inficerede det almindelige muslimske samfund, især i den arabiske verden. Qutb brugt racistiske stereotyper og falsknerier hentet fra vestlig antisemitisme, såsom Zions Vises Protokoller (oversat til arabisk og vidt udbredt i den muslimske verden). [48] Som et resultat ser islamisk fundamentalisme i dag sig selv som involveret i en kosmisk kamp mod "jøden" og har udviklet en omfattende ny doktrin om muslimsk-jødiske relationer. [49]

For Qutb er nutidens jøder identiske med deres forfædre på Muhammeds tid, der "konfronterede islam med fjendskab fra det øjeblik, den islamiske stat blev oprettet i Medina. De konspirerede mod det muslimske samfund fra den første dag, blev det et samfund." [50] Siden da, har alle jøder altid været ondsindede fjender af islam, og den nuværende muslimske umma bliver fortsat angrebet af de selv samme jøder og deres:

"Intriger og dobbeltspil som tog modet fra de tidlige muslimer (…). Jøderne fortsætter med - gennem deres ugudelighed og dobbeltspil – at føre dette (muslimske) samfund væk fra dets religion og gøre det fremmed for dets Koran (…). Enhver, der fører dette samfund væk fra dets religion og Koranen, kan kun være en jødisk agent ..." [51]

Qutb beskylder jøderne for at have konspireret for at forgifte den islamiske arv, herunder også koraneksegesen, ved at indsætte løgn i den "islamiske mundtlige arv" for at forvirre muslimer. [52] Jøder er i følge deres natur onde, fordi de gennem alle tider har gjort oprør mod Gud. Derfor: "Fra sådanne skabninger, der dræber, massakrerer og bagvasker profeter, kan man kun forvente udgydelse af menneskeblod og smudsige metoder, der yderligere kan fremme deres rænkespil og ondskab." De er kendetegnet ved utaknemmelighed, egoisme, fanatisme, isolationisme, og had til alle andre, altid i færd med at anstifte splid i deres værtslande og udnytte alle katastrofer til egen fordel på bekostning af andres elendighed. De bruger åger til at opsamle rigdom, infiltrere samfund, og dominere hele verden. [53]

Qutb fastslår, at jøder har stået bag enhver ulykke, der har ramt muslimerne gennem tiderne, hvor zionismen blot er det seneste i den lange række af jødiske anslag mod islam. Han bestemmer den moderne sekulære filosofi som en fælde, lagt af verdensjødedommen, for at nedbryde trosbarrierer, svække samfundet, og gøre det muligt for jøder at trænge ind i ethvert land med deres "sataniske ågervirksomhed", der til slut vil "lægge udbyttet af alt menneskeligt slid i hænderne på de store jødiske finansielle ågerinstitutioner." [54] Han hævder også, at orientalismen er infiltreret af jøder, som forgifter de vestlige akademiske studier af islam. Jøderne har tilmed infiltreret muslimske stater maskeret som politiske ledere, der forråder deres egne folk: "Derfor er kampen mellem islam og jøderne fortsat i gang og vil fortsætte, fordi jøderne kun vil være tilfredse med ødelæggelsen af denne religion (islam)." [55]

Osama bin Ladens synspunkter afslører en blanding af traditionelle og moderne antijødiske holdninger. Han anfører, at jøderne ønsker at splitte den muslimske verden, slavebinde den og plyndre dens rigdom, og at de bruger de vestlige magter til at nå disse mål. [56] Fortidens jøder angreb profeterne og beskyldte Maria, Jesu mor, som æres i den muslimske tradition, for at have begået en stor synd. De tror, at alle andre mennesker blev skabt for at blive udbyttet af dem, og de tager del i drab, voldtægt og tyveri. De har formået at installere regeringer i USA, der tjener som deres agenter og adlyder deres befalinger. [57]

Nogle af disse synspunkter kommer til udtryk i kilder, der bruger internettet til at kombinere radikale islamiske synspunkter om politik og magt med vulgær antisemitisme af den moderne vestlige, racistiske slags. Et eksempel er webstedet "al-Bayan", hvis chefredaktør er Jamaaluddin al-Haidar, en amerikansk islamistisk forfatter og aktivist med base i Houston, Texas. Når det tager jøder under behandling, kombinerer det henvisninger til steder i Koranen og hadith, der taler nedsættende om jøder, med moderne vestlig antijødisk diskurs såsom Zions Vises Protokoller og artikler, der tydeligvis er indsamlet på den kristne nynazistiske hårdkogte højrefløj såsom: "The Truth About the Talmud: An Expose on the Roots of Zionism" [”Sandheden om Talmud: En afdækning af zionismens rødder”] og "EXPOSED!: The AIPAC Tapes Revisited: Evidence of Zionist stranglehold over Clinton White House and US Congress." [“AFSLØRET!: AIPAC-båndene gennemgået: Beviser for zionistisk kvælertag på Clintons Hvide Hus og den amerikanske kongres”]. [58] I en artikel, hvori al-Haidar opfordrer muslimer af forskellige overbevisninger til at droppe deres smålige interne skænderier (den mindre kufr [vantro]) for at forene sig i kampen mod den "større kufr", nævner han jøderne som den fælles fjende og forklarer:

"De [jøderne] er vampyrer, og vampyrer lever ikke af vampyrer. De kan ikke leve udelukkende blandt dem selv. De skal leve af kristne og andre mennesker, som ikke er af deres race. Hvis man ikke holder dem ude, så vil vores efterkommere om mindre end 200 år arbejde på markerne, for at give dem næring, mens de vil sidde i regnskabsafdelingen og gnide sig i hænderne. (dvs. i det jødisk-dominerede Wall Street i New York City)." [59]

Et andet eksempel er Ahmed Rami, en tidligere løjtnant i den marokkanske hær, der flygtede til Sverige efter hans medvirken i militærkup i Marokko i begyndelsen af 1970'erne. Han har startet en radiostation kaldet Radio Islam, der udsender og offentliggør ondskabsfuld antisemitisk materiale, der er rettet mod zionisme og jøder som "den eneste fjende" af islam og menneskeheden, og som omfatter uddrag af Zions Vises Protokoller og racistisk og antisemitisk materiale fra den amerikanske ekstreme højrefløj. Han har knyttet bånd til både amerikanske og russiske antisemitiske grupper. Han ser jødiske sammensværgelser bag alle vestlige og visse arabiske regeringer, f.eks. den marokkanske, som han under ét betegner som "Judaeokratier". Han hævder, at en "zionistisk mafia" og jødisk intellektuel terrorisme har overmandet vestlige systemer (som i Sverige), og at "magten over banker, massemedier og det kommercielle og industrielle liv er i hænderne på en lille gruppe af 'det udvalgte folk.' Al uddannelse i skoler og på universiteter foregår på en måde, der er gunstig for ’herrefolket’." [60] Ahmad offentliggjorde også et brev på sin station, hvori forfatteren indtrængende gør gældende, at "det er på tide at muslimer og kristne holder op med at bekæmpe hinanden og får øjnene op for den VIRKELIGE fjende!" [61]

Azzam Tamimi, en discipel af Ghannouchi og leder af Institute of Islamic Political Thought i London, repræsenterer et mere moderat islamistisk fundamentalistisk synspunkt, når han erkender, at i de første tretten århundreder af islams historie, har den muslimske opfattelse af jøder som beskyttede Bogens Folk sammen med kristne aldrig ændret sig. De fik tildelt et sikkert tilflugtssted i muslimske lande mod kristen forfølgelse og mulighed for at deltage i den islamiske stat. Det var kristne, ikke muslimer, der regelmæssigt beskyldte jøder for enhver katastrofe og krise. Det var den moderne zionisme og oprettelsen af staten Israel, der ændrede denne opfattelse, siger han, og gjorde jøder til fjender af arabere og muslimer. Tamimi advarer mod det omslag i muslimsk opfattelse, skabt af en genlæsning af historien og nyfortolkning af de hellige tekster, der betragter alle jøder overalt som altid korrupte og rænkefulde mod islam. Han erkender det fundamentale bidrag fra moderne vestlig-kristen antijødisk litteratur, herunder Zions Vises Protokoller, til den nye islamistiske antisemitisme, der konkluderer, at jøderne har udklækket en global sammensværgelse med sigte på at påtvinge hele verden deres kontrol. Tamimi accepterer også, at fjendtlighed mod det zionistiske projekt har udvisket den traditionelle skelnen mellem Koranens fordømmelse af nogle jøder for deres dårlige opførsel, og Koranens påbud om at give jøder og kristne rettigheder efter en kontrakt, som det er en alvorlig synd at krænke. [62]

Tamimi advarer sine muslimer trosfæller mod ikke at skelne mellem zionistiske og anti-zionistiske jøder, og han opfordrer til en revision og en nyfortolkning af kilderne og en eliminering af falske opfattelser, der ikke skelner mellem dem. Denne revision kræver en genindførelse af den kontekstuelle fortolkning af Koranens tekster, som klart skelner mellem onde og retfærdige jøder, og vil forberede den muslimske verden til post-Israel perioden, hvor, på grund af vestlig tilbagetrækning og muslimsk politisk vækkelse, staten Israel vil forsvinde, men jøderne forblive. [63]

Nogle fundamentalister længere væk fra Mellemøsten indtager en mere moderat holdning til det jødiske spørgsmål. Khurram Murad (1932-1996), en højt respekteret lærd og leder af det pakistanske Jama'at-i-Islami, hævder, at det primære formål med Koranens beretninger om jødernes mangler ikke var at fordømme jøderne på Profetens tid, men at give et eksempel på, hvad der kan gå galt for ethvert troende individ eller samfund. Jøderne havde været ”den tids muslimske umma” og historien om deres afvigelse gives som en advarsel, som et spejl, der er stillet op foran muslimer til alle tider, så de kan se et sandt billede af sig selv i deres svar på Guds åbenbaring: "Dette 'spejl' viser for muslimer, hvad der kan gå galt, hvor og hvorfor, og konsekvenserne heraf." Muslimer, siger Murad, "er ikke anderledes (...). Som Profeten sagde: ’Du vil følge Bani Israels vej, skridt for skridt’." Murad ser store ligheder mellem jødernes historie og den muslimske ummas senere afvigelse fra sharia, der begge førte til, at de på samme måde blev undertvunget af fremmede magter. [64]

Legitimering af modstand og vold

Radikale fundamentalister ser militarisme som et forsvar mod moderne sekulariserende tendenser, der truer med at ødelægge religionen. Som svar, er de villige til at bryde statens love i en højere hellig lovs navn. [65] Som bærere af en revolutionær ideologi, er fundamentalister aktivt engageret i at rekruttere, mobilisere og organisere til opgøret med de fjendtlige systemer.

Ikke alle stater er uskyldige ofre for terror. Stater gennemtvinger konformitet med deres eget verdenssyn, og stempler grupper, der benægter deres legitimitet eller bruger vold, som terrorister, mod hvem statslig vold er legitim. [66] Som mange iagttagere påpeger, agerer staten i den muslimske verden ofte lige så forkasteligt som de fundamentalistiske grupper i denne onde cirkel af undertrykkelse og vold. [67]

Fundamentalismen har tendens til at se nutidens moderne og post-moderne samfund som i alt væsentligt nyhedenske, som en tilbagevenden til den umoral og modsigelse, der prægede de præislamiske, polyteistiske og hedenske civilisationer (jahiliyya). Denne tilbagevenden til hedenskab tjener som den vigtigste legitimering af forestillingerne om civil ulydighed og modstand mod umoralsk og ond statslig regulering. Fundamentalistisk civil ulydighed er knyttet til situationer, hvor et blot og bart menneske befaler, hvad Gud udtrykkeligt forbyder i de åbenbarede skrifter. Selvom de fleste fundamentalister har det bedst med at være konservative, lovlydige, gode borgere, så vil moralske konflikter påtvunget af verdslige myndigheder vække deres samvittighed og få dem til at slå over i en tilstand af passiv civil ulydighed, der kan gå videre til aktivistiske voldelige tilstande. [68]

Den fundamentalistiske tendens til konstant at fremhæve spørgsmål, der vækker dyb følelsesmæssig resonans, kan til sidst nedslide psykologiske barrierer mod voldelig kamp. Religiøse spørgsmål vækker dybtliggende forestillinger om identitet og værdier, hvilket føjer yderligere vildskab til konflikter. Selv om statslig vold kan ødelægge nogle organisationer, dukker der altid nye radikale grupper op for at fortsætte kampen. Religioner er ikke i sig selv mere tilbøjelige til vold end andre ideologier, men de indeholder et potentiale for vold ved siden af deres potentiale for fred og forsoning. Religioner gør i almindelighed vold til genstand for detaljerede etiske regler, der definerer legitimiteten af deres mål og metoder. Men religiøse grupper og de retningslinjer de følger, kan nemt manipuleres af skruppelløse ledere. [69]

Fundamentalistiske opfattelser af jahiliyya og takfir

I traditionel islam henviser udtrykket ”jahiliyya” til den historiske tilstand af umoralsk hedenskab og primitiv uvidenhed i det præislamiske Arabien. Det har altid haft en nedsættende betydning, og uvidenhed om jahiliyya-perioden er stadig fremherskende i de fleste muslimske samfund, mens undersøgelser af jahiliyya, der ikke passer sammen med islamiske perspektiver, stemples som antiislamiske. For de fleste muslimer, traditionelle og fundamentalistiske, begyndte den virkelige historie med islam - alt før den er jahiliyya og derfor uden værdi, undtagen som et kontrapunkt til islamisk storhed. [70] Fundamentalister har imidlertid nyfortolket jahiliyya til også at gælde for nutidige samfund, herskere og regimer. Ved kun at se sharia-baserede regimer som virkelig legitime, har nogle omfortolket de traditionelle begreber, jahiliyya og takfir, i deres forsøg på at retfærdiggøre brugen af magt mod andre muslimer og mod statslige regimer.

De radikale hhv. de brede bevægelser er uenige om anvendelsen af jahiliyya til også at betegne muslimske samfund og stater. Det centrale spørgsmål for islamisterne er omfanget af jahiliyya: Gælder det for samfundet som helhed eller kun for regimet? Indbefatter det bureaukratiet og militæret? Eller måske også ulama? Hvis hele samfundet, ikke kun regeringen, er jahili, så legitimerer dette angreb på civile, der i realiteten er frafaldne. Der er ingen neutral grund. [71] For ekstreme muslimske fundamentalister, er jahiliyya den faktiske tilstand i et samfund, der ved sin manglende gennemførelse af fuld sharia afslører sit oprør mod Guds suverænitet. Alle vestlige samfund og de internationale organisationer, der er domineret af dem, er jahili, hvilket også gælder alle muslimske regimer.

Siden de voldelige kharijitter-oprør i det syvende århundrede har ulama indset farerne ved takfir (dette at betegne en anden som frafalden) [72] og bestemt, at det ikke kan bruges mod bekendende muslimer. Wahhabierne i Arabien var de første til at genindføre kharijitternes takfir-begreb i deres doktrinære verdenssyn. Muhammad ibn Abd al-Wahhab (1691-1787), grundlægger af wahhabi-bevægelsen, der senere affødte den saudiarabiske stat, brugte takfir-begrebet både mod ikke-muslimer og mod de muslimer, han definerede som hyklere eller vantro. Han var også den første til at udvide jahiliyya-begrebet til at omfatte hans egen tids muslimske samfund, der var ledt bort fra Koranens og sunnaens rene vej, ved at begå shirk (den store synd at sætte andre ved Guds side), især ved at vise ærbødighed overfor helgener og deres grave. [73] At betegne muslimer som jahili og kafir åbnede op for den mulighed, at erklære jihad mod dem. [74] Den tidlige wahhabisme påvirkede datidens fundamentalistiske bevægelser i Egypten via Rashid Rida (1865-1935), som accepterede mange af dens idéer i formuleringen af det moderne salafi verdenssyn.

Selvom den saudiske regering bekæmper en hjemmedyrket radikal islamistisk opposition, der inkluderer bin Laden, har den tilskyndet og finansieret moderne wahhabi-bevægelser i hele den muslimske verden, såvel som enhver afart af radikale islamistiske bevægelser i udlandet, og således spredt disse begreber i nutidens muslimske samfund. Siden 1950'erne, da Saudi-Arabien støttede egyptiske islamister mod den egyptiske præsident Gamal Abdel Nassers arabisk-nationalistiske regime, og gav asyl til mange af dem, har der været en gensidig krydsbestøvning og integration mellem wahhabismen og moderne former for fundamentalisme. Radikale saudiske oppositionelle som Muhammad al-Masari og Osama bin Laden er bærere af denne integrerede wahhabi-fundamentalistiske arv. [75] Den afghanske jihad mod Sovjet så disse begreber, fremmet af både wahhabi og fundamentalistiske mujahediner, hvilket radikaliserede pakistanske og afghanske traditionelle reformbevægelser af deobandi-skolen såsom Jamiat-e Ulema-i Islam, hvilket til sidst affødte taleban-bevægelsen. [76]

De store brede fundamentalistiske bevægelser som Det Muslimske Broderskab, følger, selvom de bruger jahili-begrebet i deres diskurs, traditionen med ikke at erklære takfir mod nogen muslim, idet de tager påstande om at tilhøre troen for pålydende, og overlader bedømmelsen af hensigten til Gud.

Qutb lærte, at den vigtigste årsag til tabet af moralske værdier, der rammer kristne og muslimske samfund, er menneskets tilbagevenden til hedenskabet (jahiliyya) og detroniseringen af Gud fra hans retmæssige herredømme og styre (hakimiyya). Efter hans opfattelse er jahiliyya ikke en præ-islamisk historisk æra med hedenskab, men snarere en stedse foreliggende mulighed for at afvise Guds herredømme, tilrane sig Hans autoritet og leve efter menneskeskabte love, der slavebinder mennesker under deres herskere og avler undertrykkelse. Qutb identificerer fjenden som alle jahili-samfund, og sætter således særlig fokus for revolutionær handling. Jahiliyya er altid ondt, uanset i hvilken form det viser sig, og vil altid forsøge at knuse sand islam. Magtens jihad (bil saif) skal bruges til at tilintetgøre jahili-regimer og erstatte dem med sande muslimske systemer. [77]

Qutb hævdede, at det første skridt hen imod islamisk fornyelse er at dømme alle samfund, institutioner og regimer efter kriterier for sand tawhid og hakimiyya. Alle dem, der ikke opfylder disse kriterier, skal erklæres for jahili. Alle vestlige samfund, kristne, jødiske, kommunistiske, og alle moderne muslimske samfund anklages for jahili, og ingen sand islamisk stat eksisterer i verden i dag. Denne erklæring (takfir) af enkeltpersoner og samfund som frafaldne gjorde dem til legitime mål for aktiv jihad. Qutbs nyfortolkning af jahiliyya og takfir gjorde et fristende våben klar til de radikale: Muligheden for at erklære alle rivaliserende grupper og enkeltpersoner for kufr - og dermed bane vejen for vilkårlig terror, som praktiseret af Jamaa al-Islamiyya i Egypten eller af Den Væbnede Islamiske Gruppe (GIA) i Algeriet. [78]

Efter Qutbs nyfortolkninger, bruger radikale bevægelser begreberne jahiliyya og takfir til at legitimere deres handlinger. De er parate til at erklære hele samfund (herunder muslimske) og regimer såvel som enkeltpersoner for kufr. Ifølge de radikale, vil en manglende indføring af sharia i en hvilken som helst stat betyde, at den er en jahili-stat under takfir, og at alle sande muslimer har pligt til at føre jihad mod dens regime. Radikale bevægelser, som Jamaa al-Islamiyya og al-Jihad i Egypten, hævder, at gradvise forsøg på reformer er ukoraniske, og betragter de fleste regimer i muslimske lande, som værende i en tilstand af jahiliyya i lighed med araberne i præislamisk tid. Men for nutidige radikale er moderne jahiliyya langt værre, da den indeholder en afvisning af islams budskab: "Det er ikke en uvidenhedens jahiliyya, men en jahiliyya af bevidst afvisning." [79]

Shukri Mustafa, leder af den egyptiske Takfir wal-Hijra, for eksempel, erklærede både styre og samfund i en tilstand af jahiliyya og under takfir, og beordrede sande muslimer til at adskille sig fra dem. [80] Han betragtede alle muslimske samfund siden Muhammed og de rashidun [retledte] kaliffers tid for jahili. Alle traditioner, der kom til efter Koranen og sunna (herunder de fire sunni-muslimske retsskoler, madhaber), var blot menneskelige traditioner og derfor jahili. De var unødvendige, da Koranen blev givet på almindeligt arabisk og er fuldstændig klar for enhver muslim. Ved at lukke dørene for ijtihad, dvs. den personlige udlægning af islamiske principper, havde de fire imamer, som grundlagde disse retsskoler, gjort sig selv til tawaghit, hedenske afguder, idet de stillede sig ind som formidlere mellem Gud og den troende. [81]

Abdessalam Faraj, grundlæggeren af al-Jihad, så ikke alt i samfundet som jahili, ligesom han ikke afviste de fire madhaber. Snarere skal den enkelte i samfundet behandles efter, om han er en sand muslim eller en jahili. Faraj udlagde Ibn-Taymiyya derhen, at mens masserne er sammensat af både muslimer og jahilier blandet sammen, er de herskende alle jahili, fordi de, skønt de hævder at være islamiske, styrer efter deres egne luner. [82]

Diskurs om Jihad

Det andet begreb, der benyttes til at legitimere vold, er jihad, der er et meget populært begreb i islamisk heroisk folklore og myte. Traditionel islam tillod kun den kompetente ulama at erklære jihad efter nøje overvejelser, og det var omgærdet af detaljerede betingelser. I modsætning hertil har islamiske fundamentalister populariseret jihad som et effektivt redskab mod alle fjender i deres kamp for en islamisk stat, med lægmands-ledere, der har givet sig selv autoriteten til at erklære jihad. Nogle har faktisk gjort jihad til en sjette søjle i islam - den manglende eller glemte pligt.

Selv om de accepterer, at den enkeltes indre kamp er vigtig, ser mange fundamentalister jihad, stræben på Guds vej, som først og fremmest en ydre kamp mod samfundets onder, et forsvar mod fjender og som en strategi for udbredelse af islam med henblik på at etablere et ægte islamisk system baseret på sharia. Det eneste spørgsmål er, om målet skal nås ved en fredelig kamp eller ved en voldelig indsats. Radikale går ud over begrebet, accepteret af de brede bevægelser, om en gradvis kamp for at forbedre samfundet (hvor magt forbeholdes forsvaret mod aggressorer), så det også omfatter aggressiv voldelig handling for at overtage magten i staten. Nogle retfærdiggør angreb på andre muslimske og ikke-muslimske jahili-stater, der ses som dar al-harb (Krigens Hus), for at indføre det islamiske sharia-system i hele verden.

Hasan al-Banna (1906-1949), en vigtig tidlig leder under islams moderne genkomst, grundlægger af det brede Muslimske Broderskab i Egypten, så jihad som en guddommelig indstiftet, defensiv strategi, og sagde, at de fleste islamiske lærde "enstemmigt er enige om, at jihad er en fælles defensiv forpligtelse for den islamiske umma, til at udsende kaldet (til at antage islam), og at det er en individuel forpligtelse til at tilbagedrive angreb fra vantro." Men som et resultat af, at vantro hersker over muslimske lande og ydmyger den muslimske ære, er det "… blevet en individuel forpligtelse, som ingen kan unddrage sig, for enhver muslim at klargøre sit udstyr, at beslutte sig for at deltage i jihad og at gøre sig klar til det, indtil tiden er moden, og Gud træffer en afgørelse, som helt sikkert vil komme." [83]

Banna accepterer ikke ægtheden af den hadith, der hævder, at åndens jihad er den større jihad, mens sværdets jihad er den mindre jihad, og han forherliger den aktive defensive jihad: "Det højeste martyrium er kun tildelt dem, der dræber eller bliver dræbt på Guds vej. Da døden er uundgåelig, og kun kan ske én gang, er deltagelse i jihad favorabel i denne verden og den næste." [84]

Ghannouchi støtter den defensive karakter af jihad. Koranen "fordømmer aggression og undertrykkelse og anerkender den undertryktes legitime ret til at gøre modstand og tilmed kæmpe for at afskrække undertrykkelse." Koranen accepterer konfliktens kendsgerning, som et naturligt element i menneskets udvikling: Som det onde spredes, således må kampen mod det intensiveres. Koranen opfordrer til etablering af sandhed og retfærdighed, både med fredelige midler og med jihad. [85]

Qutb ser jihad som både defensiv og offensiv og erklærer, at jahiliyya altid er ond uanset i hvilken form den manifesterer sig, og jihad med magt (bil saif) skal anvendes til at tilintetgøre onde jahili-regimer og erstatte dem med islamiske systemer. Jihad bil saif er ikke rettet mod enkeltpersoner – Koran-sætningen: "Der er ingen tvang i religionen" definerer islams holdning til enkeltpersoner. Men for at sikre det frie valg til at acceptere sand islam, må individerne leve i et muslimsk miljø, hvor der ikke er hindringer for gennemførelsen af sharia. Målet med jihad er at frigøre mennesker fra slaveri under andre mennesker, så de kan tjene Gud alene i et samfund, hvor alle kan se islam fungere, som Gud havde til hensigt: Alle er frie, alle er Guds slaver på lige fod, der praktiseres juridisk og social retfærdighed, grådighed og åger er elimineret.

Når der ikke er en sådan frihed, påhviler det muslimer at starte en kamp, at tage initiativet til en aktivistisk bevægelse, som er forpligtet til at genoprette deres frihed og ødelægge de regimer, der nægter folk friheden til at lytte til islams budskab og tvinger dem til at bøje sig for deres eget herredømme i stedet for Allahs. Når tyranniet er tilintetgjort, etablerer islam derefter et nyt socialt, økonomisk og politisk system, hvor alle mænd og kvinder har reel frihed. Formålet med jihad bil saif er at indføre ægte frihed for alle og bane vejen for en fri forkyndelse af islam til hele menneskeheden. Dette udretter den ved at bruge alle de midler, der praktisk er til rådighed i enhver given menneskelig situation, og ved at udvikle sig i bestemte stadier, hvor den i hver af dem benytter hensigtsmæssige nye metoder. [86]

Mawdudi synes at gå et skridt videre og forklarer jihad som den revolutionære kamp for at etablere Guds retfærdige orden på jorden: "At fremkalde en revolution og etablere en ny orden i overensstemmelse med islams ideologi." Denne kamp udføres ikke af egoistiske grunde, men for at opnå Guds velbehag, idet målet ikke er at "erstatte Cæsar med Cæsar", men at etablere en "rimelig og retfærdig social orden blandt mennesker." I denne kamp skal muslimer ofre alt hvad de ejer, herunder deres liv, i kampen mod det onde, "så ondskab og opsætsighed bliver udryddet, og Allahs lov håndhæves på jorden." Mawdudi forklarer, at det er en pligt for sande troende at "fjerne undertrykkelse, forsyndelse, strid, umoral, arrogance og ulovlig udbytning fra verden med våbenmagt. Det er deres mål at nedbryde ’halvguders’ og falske guders skær af guddommelighed, og at genindsætte det gode i stedet for det onde." Under en ond ledelse vil onde systemer slå rod og blomstre, og ingen gudfrygtig orden kan nogensinde blive etableret. Dette er grunden til, at det islamiske parti ikke har andet valg end at vriste regeringsmagten fra ugudelige hænder og lægge den i hænderne på sande muslimer. [87]

De radikale ser jihad som både aggressiv og bydende nødvendig. Shukri Mustafa hævdede, at da både samfundet og regimet i Egypten er under takfir, er begge den første fjende, jihad skal tage sig af. Israel, fjenden langt borte, vil turen komme til senere. Åben jihad skal imidlertid ikke indledes før Takfir-bevægelsen når sin fase af styrke. [88]

Faraj fra al-Jihad erklærede både regimet og dets ansatte som jahili og under takfir. Jihad mod dem er derfor berettiget og nødvendig. Aktiv jihad var Guds løsning på problemet med at håndtere frafaldne herskere. Faraj lærte, at voldelig jihad mod alle vantro er den udeladte sjette søjle i islam, sande muslimers vigtigste religiøse pligt, overlegen i forhold til alle andre former for kamp, som skal have højeste prioritet. Sand islam betyder umiddelbar og vedvarende jihad mod Egyptens ateistiske ledelse og stat. Med henblik på at opnå politisk magt, gav Faraj prioritet til et umiddelbart kup mod regimet, overtagelse af den politiske magt, og mordet på den "onde fyrste." Det første mål måtte være fjenden hjemme - ydre fjender ville komme under behandling senere. Der var ingen undskyldning for at udsætte konfrontationen, som skulle gennemføres ved vold og mobilisering af masserne. Drab på sande muslimer, hvervet af regimet, blev retfærdiggjort med henvisning til Profetens eksempel og berømte kommentatorer, hvilket også gjaldt infiltration af fjendens lejr og brugen af bedrag til at vælte styret. Faraj kritiserede andre grupper for deres trinvise strategi om deltagelse i det politiske system, som han mente, kun ville styrke regimet. Han drøftede forskellige fremsatte undskyldninger for at udskyde aktiv jihad eller fortolke jihad som defensiv eller ikke-voldelig, og konkluderede, at de alle tog fejl, og at aktiv og umiddelbar jihad er den eneste strategi for at opnå en islamisk stat. [89]

Ibrahim, Abdul-Majid, og Darbaalah, der er tæt på al-Jamaa al-Islamiyya, kritiserer muslimer, som tror, at jihad kun er tilladt i selvforsvar, eller at jihad af forskellige årsager bør udsættes. De anfører, at jihad er en af de tre metoder, dawa (kaldet til islam), hisba (den offentlige orden i henhold til sharia), og jihad, der er indstiftet af Gud som metoder i omgangen med verden og som er anvendelige overalt til alle tider. [90] Jihad er rettet mod de vantro, mod hvem der hele tiden skal føres krig, og er selve midlet til at oprette khilafa, efter at have fjernet de vantro herskere, der har tilranet sig Guds position, og at etablere Guds lov som den højeste. Jihad er også det eneste middel til at genvinde tabte muslimske lande. Jihad er en pligt for alle muslimer, og det er en utilgivelig forbrydelse at opgive den. Faraj havde ret i at kalde den "Den glemte pligt". Dog må jihad kun føres i forbindelse med en jama'a, baseret på sharia. [91]

Abdullah Azzam, (1941-1989), en fremtrædende palæstinensisk jihad-kriger i Afghanistan, der af mange anses for at være bin Ladens mentor, afviste hadithen om den "større jihad" som uægte. Han så jihad som den højeste religiøse pligt næstefter tro (iman). Den er en af Gud indstiftet metode til at virkeliggøre islam i verden, en "kamp (…) for menneskehedens omvendelse, for at sandheden kan blive herskende og det gode udbredes." [92] Azzam hævdede, at jihad er toppen af en trinvis proces, der omfatter hijra (migration), forberedelse, og ribat (defensivt liv i frontlinjen). Kun de syge, invalide, børn, kvinder, der ikke kan emigrere, og gamle er fritaget for denne pligt, som er en fælles gudstjeneste, udført under en anerkendt leder. [93]

I tilslutning til Faraj hævder Azzam, at denne forpligtelse er blevet glemt, og dens forsømmelse er årsag til nutidens muslimske ydmygelse. Når islam ikke er under direkte angreb af de vantro, er jihad en fælles forpligtelse (fard kifaya), hvor det er tilstrækkeligt, at de væbnede styrker beskytter grænserne og imamen udsender en hær mindst en gang om året "for at terrorisere Allahs fjender." Men når kuffar besætter muslimsk land, bliver jihad en obligatorisk individuel forpligtelse (fard ayn) for hver eneste muslim, og fortsætter med at være det, indtil befrielsen af det sidste stykke besat muslimsk land. Azzam henter citater fra de fire madhaber [retsskoler] til støtte for dette synspunkt. Da vantro i dag er i besiddelse af muslimske lande i Palæstina, Afghanistan (i 1980'erne), Kashmir og andre steder, er det klart, at forpligtelsen er personlig for alle muslimer. Azzam anbefaler at koncentrere sig først om Afghanistan og Palæstina, "fordi de er blevet vores mest presserende problemer." [94]

Azzam opfordrer også muslimer til at opgive snæver nationalisme og lade deres visioner række ud over de nationale grænser, ”der er blevet trukket for os af Kuffar." Han afviser alle argumenter imod den umiddelbare udøvelse af jihad, som f.eks. manglen på en kvalificeret emir (fyrstelig leder), interne stridigheder blandt muslimer eller manglen på mandskab. Intet ophæver pligten til at kæmpe i forsvaret for muslimske lande. Faktisk er udøvelse af jihad en del af processen med at forene muslimer og oprette et virkeligt kalifat. [95]

Osama bin Laden teoretiserer ikke om jihad, men hævder blot, at den er en del af den islamiske religion, som er særlig relevant, når det gælder om at afvise vantro angribere. Stationeringen af vestlige militærbaser på muslimske staters jord er det samme som en vantro besættelse, en klar grund til jihad. [96] I sit berygtede "bin Laden Brev", hvori han erklærede jihad mod Amerika, baserer han sig på Ibn Taymiyya, der understregede vigtigheden af at tage sig af den "større kufr", før de andre, mindre former for kufr, baseret på princippet om nødvendighed. Det er en religiøs pligt at afvise den største fare, selv om det betyder, at mindre fjender må overses et stykke tid. Han identificerer den større kufr som Amerika, på grund af dets besættelse af Den Arabiske Halvø og dets støtte til Israel. [97]

Diskursen om martyrium og selvmordsmissioner

Aktivt martyrium er et andet område med genfortolkning og indførelse. Martyrium (istishad) bliver aktivt fremmet og forherliget af fundamentalister, og dets belønning i livet efter døden bliver fremhævet, for at få mange til søge det. Ekstreme fundamentalister har genoplivet kharijitternes og assassinernes (ismailitter) traditioner for selvmordsdrab, som et legitimt våben i deres moderne jihad. [98] Dette gælder især for shia-fundamentalister, [99], men har også motiveret sunni-grupper til at fremme og organisere voldeligt martyrium. [100]

Shariati lægger stor vægt på martyriet som et revolutionært våben. Dets anvendelighed ligger i, at det er en integreret del af shiitisk ideologi, som motiverer mennesker til at blive martyrer, hvilket ses som historiens hjerteslag. Husseins martyrium, han, som var Muhammeds barnebarn og er rollemodel for shia-muslimer, er det store mønstergyldige eksempel; en protest mod tyranni og et vidnesbyrd om islams sande værdier; garanti for, at troen vil overleve. Martyriet er et legitimt bevidst valg, som vil styrke de fremtidige generationer, mens det gør fjendens onde magter til skamme. Det er en sand jihad, der garanterer ære, tro, og fremtiden for de magtesløse. Det forvandler shiitter fra passive "vogtere af kirkegårdene" til aktive tilhængere af Ali og Hussein, der kæmper for sandheden på alle fronter. Med henvisning til stedet og datoen for Husseins død, erklærer han:

"I historiens permanente kamp – overalt og alle vegne, er alle slagmarker Karbala, alle måneder Moharram, alle dage Ashura ..."

Shariati hævder, at når falsk religion er etableret, når alle muligheder for protest er udtømte, når potentielle revolutionære er bestukne, har skiftet side eller er aflivede, så vil Husseins forbillede lære mennesket at blive martyr, og ved sin død blive et vidne om sandheden og en bombe under det ondes imperium: "Det er en invitation til alle tidsaldre og generationer, at hvis du ikke kan dræbe, dø". [101]

Martyrmotivets nytteværdi for revolutionen blev senere demonstreret af de myriader af idealistiske unge iranere, der fandt deres død på slagmarkerne under Irak-Iran-krigen, hvor de gjorde frivillig tjeneste som menneskelige angrebsbølger eller levende landmine-detonatorer, samt af Hizbollah-aktivister det sydlige Libanon.

Konceptet og diskursen omkring martyrium og selvmordsmissioner blev optaget af sunni-radikale og er blevet en vigtig bestanddel i deres arsenal af våben, som demonstreret af palæstinensiske Hamas og Jihad selvmordsbombninger i Israel og al-Qaedas selvmordsangreb på tvillingetårnene i New York.

Traditionel islam forbyder selvmord (intihar) og understreger, at det ikke er en del af jihad-diskursen i sharia og at det er en stor synd. Desuden forbyder den drab på ikke-kombattanter, kvinder, børn og ældre. [102] De fleste radikale enige om, at selvmord er en stor synd, der er forbudt i islam. Men de bruger Koran-vers, hadith og eksempler fra islams tidlige historie til at bevise, at den frivillige ofring af sig selv i kampen for islam (herunder at sprænge sig selv i luften som en levende bombe) med det formål, at forsvare muslimer og skade deres fjender, ikke betragtes som selvmord, men er en legitim kamp til døden. [103] Andre tilgange er at hævde, at der er tale om martyrium, som er noget andet end selvmord og legitimt i islam, eller blot at erklære, at selvmordsbombning er en tilladt form for opfyldelse af den individuelle pligt (fard ayn) til jihad. Feldner citerer Sheikh Yusuf al-Qaradawi (1926 -), fremtrædende egyptisk gejstlig og lærd, leder af Institut for Sunna Studier ved universitetet i Qatar, og ”moderat” medlem af Det Muslimske Broderskab, for at hævde, at selvmordsbombninger er "heroiske martyroperationer”, som intet har at gøre med selvmord, og "er den højeste form for jihad for Allahs skyld, og en form for terrorisme, som er tilladt i henhold til sharia." [104]

Det er hensigten bag forsøget, der giver brændstof til diskussionen. Alle er enige om, at den, der forsøger at gøre en ende på sit liv af personlige grunde, begår et forbudt selvmord. Muhammad Sayyed Tantawi, sheik på al-Azhar, hævder, at en selvmordsoperation skal betragtes som et martyrium, hvis hensigten er at dræbe fjendtlige soldater, men ikke kvinder eller børn. Al-Qaradawi hævdede, at de er lovlige, også selv om kvinder og børn bliver dræbt, fordi det israelske samfund er militaristisk af natur og kvinder gør tjeneste i dets hær. Men børn og ældre bør ikke gøres til mål, selvom dette, at de bliver dræbt ved et uheld, kan undskyldes med princippet om nødvendighed, som berettiger det forbudte. En gruppe lærde fra al-Azhar offentliggjorde en fatwa til støtte for selvmordsangreb, hvor mennesker ofrer sig selv for at beskytte muslimers rettigheder, ære og land. [105]

Efter angrebet på tvillingetårnene udsendte stormuftien af Saudi-Arabien, sheik Abdul-Aziz ibn Abdullah ibn-Muhammed Al el-Sheikh, en erklæring, der fordømte denne handling som kriminel med den begrundelse, at islam forbyder kapring af fly, terror mod uskyldige mennesker, samt udgydelse af blod. Denne er repræsentativ for mange regime-lærde, der udsender erklæringer, som begrunder deres regerings støtte til USA. Men han kom ikke ind på spørgsmålet om martyrium eller selvmord - en væsentlig udeladelse. [106]

Skift til internationalisme

I 1970'erne og 1980'erne forsøgte de fleste radikale islamiske grupper at fokusere deres voldelige aktiviteter mod at destabilisere og ødelægge de vantro regimer i deres egne stater, i overensstemmelse med påbudet om at bekæmpe de nærmeste fjender før dem, der er længere væk. I 1990'erne skete der et skifte på grund af den katalytiske virkning af den afghanske krig mod den sovjetiske besættelse. Tusindvis af frivillige fra hele den muslimske verden sluttede sig til jihad-krigen mod de sovjetiske styrker, og en vis grad af samarbejde blev smedet mellem de meget forskellige grupper, på trods af mange interne konflikter. [107] Deres sejr over supermagten, kombineret med udvekslingen af idéer og nye kontakter mellem grupperne, hjalp til at internationalisere bevægelsen.

Mange Afghanistan-veteraner, der vendte hjem efter den sovjetiske tilbagetrækning, ansporede til en radikalisering af islamistiske grupper og en markant stigning i volden i deres hjemlande, især i Algeriet og Egypten. Andre fandt nye sponsorer og flyttede til andre brændpunkter, hvor de fornemmede angreb fra vantro på muslimske samfund, som f.eks. Kashmir, Bosnien, Tjetjenien, Kosovo og Filippinerne. De har medvirket til at intensivere de islamistiske bevægelsers krigeriskhed i Indonesien og i Afrika syd for Sahara. [108]

En anden interessant udvikling i 1990'erne var flytningen af centrene for mange ekstremistiske bevægelser fra deres oprindelseslande til Vesten på grund af undertrykkelsen af de radikale fundamentalister i deres hjemlande. Mange ledere og aktivister blev sendt i eksil eller gik i frivilligt eksil i Vesteuropa, USA og Canada, hvor de udnyttede den relative handlefrihed, de blev givet af de sekulære og liberale demokratier, til at oprette deres baser og netværk. Fra Vesten kunne de mere effektivt føre opsyn med deres netværk, danne forbindelser med hinanden og formidle deres doktriner tilbage til deres hjemlande, ved at anvende moderne globaliserede teknologier som fax, e-mail og internettet. Samtidig kunne de hverve nye medlemmer i vestlige muslimske samfund og rejse de nødvendige økonomiske midler til øgede aktiviteter. [109]

Golfkrigen radikaliserede yderligere disse grupper ved at bekræfte deres opfattelse af Vesten som sigtende mod at genkolonisere muslimske stater. De var især rasende over den permanente stationering af amerikanske tropper i Saudi-Arabien. Tilstedeværelsen af kafir-soldater, der forurenende Det Hellige Land med dets to hellige steder, blev opfattet som en aggressiv handling fra de vantros side med sigte på at dominere det muslimske kerneland.

USA blev således en fjende, der stod først for, og den store fokus for grupper som al-Jihad og al-Jamaa al-Islamiyya (…). Osama bin Ladens al-Qaeda var i spidsen for dem, der opfordrede til kontakt og netværkssamarbejde mellem en lang række af disse bevægelser rundt om i verden, for at forberede angreb, der virkelig kunne skade og ydmyge Amerika. Smålige skænderier og fjendskab mod korrupte regimer i muslimske lande blev sekundære i lyset af denne jihad mod den større kufr. Resultaterne af dette skifte er nu blevet synlige, bl.a. i bombningerne af de amerikanske ambassader i Nairobi og Dar es Salaam og i det dramatiske angreb på tvillingetårnene i New York ved hjælp af kaprede civile fly.

Hvor passer Osama bin Laden ind?

Bin Laden er ikke den lidenskabelige revolutionære radikale som Qutb eller Shariati, der ønsker social retfærdighed for de fattige og undertrykte. Ej heller er han produktet af chikaneri, fængsling og tortur udført af muslimske regimer, hvilket gælder for lederne af de egyptiske al-Jihad og al-Jamaa grupper. Bin Laden er snarere et produkt af den traditionelle saudiske wahhabisme, med rigdom og en privilegeret stilling indtil hans radikalisering i den afghanske krig. Men han er påvirket af sin tætte forbindelse med ideologisk radikale, egyptiske fundamentalistiske grupper som al-Jihad.

Bin Laden nævner ikke begreberne jahiliyya og takfir i sine interviews, fatwaer og erklæringer. Han fokuserer på jihad, som forstået af den mere traditionelle ulama - en defensiv kamp mod fjender, der angriber og besætter muslimsk land. Det var ikke Qutbs teorier og nyfortolkninger, der mobiliserede ham, men den sovjetiske invasion af det muslimske Afghanistan og stationeringen af amerikanske tropper i Saudi-Arabien. Hans fokus er ikke at udskifte det korrupte saudi-regime (selv om han kalder det en amerikansk håndlanger, som nok skal komme for tur), men at bekæmpe islams ydre fjender, hvem de end måtte være. [110]

Hvad der kendetegner ham, er hans pan-islamiske holdning, der ikke anerkender intern splittelse i ummaen, og hans følelse af forurettelse over hele ummaens svaghed og dens fortsatte ydmygelse i hænderne på Vesten. Hans administrative og tekniske evner, hans karisma og inspirerende kraft og hans evne til at danne alliancer på tværs af et bredt spektrum af ideologier, har bragt ham i spidsen for radikale islamister, der bruger terror til at fremme deres sag. Han er ikke en uvirkelig hemmelighedsfuld figur, som andre ledere af radikale grupper, men appellerer offentligt og bredt i interviews og i video- og tv-programmer. Hans bedrifters rystende omfang, målt i ofre og ødelæggelser, og hans talent for public relations har gjort ham til yndling for muslimske masser over hele verden. Han appellerer til deres folkelige opfattelse af jihad, giver udtryk for deres følelse af såret stolthed og ønske om hævn, og udpeger en meget synlig syndebuk, USA, som roden til al ondskab og korruption.

Konklusion

Et vigtigt kendetegn for fundamentalismen er opfattelsen af livet som en konstant kamp mellem Guds gode magter og sataniske onde magter. Fundamentalister opfordrer de troende til at kæmpe og lide tålmodigt for Guds sag, og fremhæver den militante holdning, der forventes af troende i denne kritiske situation.

Fundamentalister ser historien som en dialektisk åndelig kamp, hvor en indsats for Guds sandhed altid vil medføre konfrontation. De bruger todelte modsætningspar til at beskrive verden og understreger, at der ikke kan være neutralitet eller kompromis, og at Guds modstandere er fuldstændig korrupte og onde. De understreger de overnaturlige aspekter af denne kamp, såvel som kampen i idéernes, verdensopfattelsernes og ideologiernes verden. I denne kamp kæmper to diametralt modsatte lejre om herredømmet, hvor det centrale er spørgsmålet om Guds autoritet og styre. Fundamentalister hævder, at profeten Muhammed og de tidlige kaliffer og imamer var radikale revolutionære, der havde indført et nyt system, der tilintetgjorde den korrupte status quo, og at nutidens muslimer skal efterligne dette system.

Nogle fundamentalister argumenterer engageret for vigtigheden af den enkeltes personlige moralske kamp, og understreger menneskets dobbelte natur og vigtigheden af kampen mod fristelser og ondskab i udviklingen af en gudfrygtig og from karakter. De bruger billedet med det nedre onde selv, der skal erobres og betvinges i den større jihad som en forberedelse til deltagelse i den mindre jihad mod ydre fjender.

Fundamentalisme taler for separatisme i varierende grad. Dette omfatter adskillelse fra personlige onder og kætterske lærdomme og systemer, hvilket får mange til at oprette deres egne uafhængige bevægelser og institutioner. For islamiske fundamentalister ses adskillelse normalt som en efterligning af Profetens hijra fra Mekka til Medina, fortolket som en midlertidig adskillelse fra jahili-miljøet med det formål at opbygge samfundets styrke og til sidst vende magtfuld tilbage for at tilintetgøre det onde og etablere Guds herredømme. Mens det personlige aspekt af denne adskillelse understreges af nogle, handler den islamiske diskurs mest om dens politiske udtryk, hvor det diskuteres, om det betyder total ikke-involvering med nuværende regimer og samfund, eller kun delvis adskillelse hvor sande muslimer forsøger at påvirke individer i samfundet og øve indflydelse på den generelle kultur.

Et andet interessant kendetegn ved fundamentalismen er dens blomstrende konspirationsteorier. Der er en tendens til at identificere indbildte fjender og demaskere hemmelige sammensvorne. For islamister, er islams evige fjender de kristne korsfarere, jøderne og sekularisme i alle dens mange former. I moderne islamisk fundamentalisme, spiller antisemitisk retorik en dominerende rolle.

Fundamentalismen opfatter det moderne samfund som nyhedensk (jahili) med dets afvisning af moralske absolutter, dets liberale seksuelle normer og verdsligt-ateistiske verdenssyn. De understreger nødvendigheden af at modstå de ugudelige og onde diktater fra sådanne systemer. For de brede grupper er kampen primært af ideologisk art og de taler for deltagelse i civilsamfundet, velgørende arbejde og demokratiet for at ændre det onde system. For radikale er jahiliyya, takfir, og jihad de begreber, der anvendes til at retfærdiggøre, dels væbnet modstand og voldelig overtagelse af regeringsmagten fra korrupte og frafaldne regimer, og dels vilkårlige terrorhandlinger mod alle opfattede fjender, med selvmordsmissioner som et legitimt redskab. Mens nogle ser alle moderne samfund som frafaldne og legitime mål for vold, da der ikke findes uskyldige neutrale, hævder andre, at det kun er herskerne, regimerne og de aktive hjælpere, der må gøres til mål.

På det seneste, efter krigen mod Sovjetunionen i Afghanistan og Golf-krigen, er fokus for jihad flyttet til USA som islams største fjende. Den væsentligste grund angives at være USA’s faste stationering af tropper i Saudi-Arabien, islams Hellige Land, og dets sanktioner mod Irak, der har kostet hundredtusinder af børn livet. Hertil kommer dets ældre synder: At støtte Israel mod palæstinenserne og eksportere dekadent, umoralsk kultur til muslimske samfund. Radikale grupper har brugt moderne teknologi til at opbygge løse væv-lignende internationale organisatoriske strukturer, såvel som til at mangedoble omfanget af skader forårsaget af deres terrorhandlinger især mod amerikanske mål.

Begrebet kamp synes at være kommet hele vejen rundt. Begyndende med ønsket om at reformere islam selv i en aktivistisk åndelig og intellektuel kamp for at fjerne iboende interne årsager til ummaens svaghed og dekadence, har den udviklet en eskapistisk version, der søger efter syndebukke. Disse blev først defineret som korrupte regimer og institutioner i muslimske stater og samfund og senere identificeret som eksterne vestlige magter, især USA og Israel. Reformistiske energier bliver undergravet og spredt ved at rette alle de sidste par århundreders frustrationer med afhængighed og ydmygelse mod dem, der er udpeget som syndebukke. Ved at appellere til folkelige forestillinger om skam, såret stolthed og tab af ære frembringes en situation, der kun kan indløses ved at udgyde blod. Vilkårlig blodsudgydelse er blevet et kendetegn for radikale bevægelser fra Maghreb til Stillehavet, med den seneste manifestation så levende erfaret i New York og Washington.

Noter

1. Ameer Ali, "Islamism: Emancipation, Protest and Identity", Journal of Muslim Minority Affairs, Vol. 20, No. 1, (2000), pp. 11-28; For en meget grundig diskussion af forskellige former for fundamentalisme på tværs af religioner, henvises læseren til 5-bindsværket: "The Fundamentalist Project", redigeret af Martin E. Marty & Scott Appleby udgivet af University of Chicago Press mellem 1991 og 1995.

2. Laura Guazzone, "Islamism and Islamists in the Contemporary Arab World" i Laura Guazzone, red., The Islamist Dilemma: The Political Role of Islamist Movements in the Contemporary Arab World (Reading: Ithaca Press, 1995), pp. 10-12.

3. Salwa Isma‘il, Discourse and Ideology in Contemporary Egypt unpublished PhD thesis, Department of Political Science, McGill University, (1992), pp. 1-2, 89-92,112-116.

4. Lionel Caplan in Caplan, red., Studies in Religious Fundamentalisms (Albany, NY: State University of New York Press, 1987), pp. 18-19.

5. Mark Juergensmeyer, The New Cold War? Religious Nationalism Confronts the Secular State (Berkeley, CA: University of California Press, 1993), pp. 156-160.

6. Manipulation er ikke et monopol for fundamentalister. Behændige politikere manipulerer gladelig med disse begreber for at fremme deres interesser. Undertiden vender disse manipulationer tilbage som en boomerang. Et godt eksempel er Pakistans støtte til diverse ekstremistiske grupper i Afghanistan og Kashmir for at fremme dets regionale interesser. Disse grupper er nu ved at destabilisere selve staten. Se Selig S. Harrison, "Pakistan: The Destabilisation Game", Le Monde diplomatique (oktober 2001).

7. David C. Rapoport, "Comparing Militant Fundamentalist Groups," i Marty & Appleby, eds., Fundamentalisms and the State (Chicago: University of Chicago Press, 1993), pp. 430-431.

8. Sayyid Qutb, Milestones (Ma‘alim fil Tariq) engelsk oversættelse, (Indianapolis: American Trust Publications, 1990), pp. 130-137.

9. Qutb 1990, pp. 111-113.

10. Israr Ahmad, "Atheistic Ideologies can be defeated only through the Qur’an", Tanzeem-e-Islami, Press Release, 26,9,97, MSANEWS, Internet, <http://www.mynet.net/~msanews/>.

11. Abul Hasan Ali Nadwi. 1983. Muslims in the West: The Message and Mission, redigeret af Khurram Murad, (Leicester: The Islamic Foundation, 1983), p. 94.

12. Sayyid Qutb, "Social Justice in Islam" i Shepard, W. ed., Sayyid Qutb and Islamic Activism: A Translation and Critical Analysis of ‘Social Justice in Islam’ (Leiden: E. J. Brill, 1996), pp. 309-311.

13. Abul A‘la Mawdudi, Jihad fi Sabilillah (Jihad in Islam) oversat af Khurshid Ahmad, (Birmingham: UK Islamic Dawah Centre, 1997), pp. 3, 8-9.

14. William Shepard, "Fundamentalism, Christian and Islamic", Religion No 17 (1987), p. 362.

15. Nader Saiedi, "What is Fundamentalism?" i Hadden & Shupe, eds., Prophetic Religions and Politics (New York: Paragon Press, 1986), pp. 173-195.

16. Qutb. 1990. pp. 101-102, 112.

17. Abul A‘la Mawdudi, Let Us Be Muslims, redigeret af Khurram Murad, (Leicester: The Islamic Foundation, 1982), pp. 53-54.

18. Naahah Ibrahim, Asim Abdul Maajid, & Esaam-ud-Deen Darbaalah, In Pursuit of Allah’s Pleasure (London: Al-Firdous, 1997), pp. 199-201.

19. Usama bin-Laden, "Bin Laden’s Warning: Full Text", Den fulde ordlyd af en optaget erklæring udsendt på al-Jazeera television. BBC News, South Asia, Sunday, October 7, 2001, Internet: <http://news.bbc.co.uk/hi/english/w…th_asia/newsid_1585000/1585636.stm>. Se også CNN-rapport om et brev fra bin Laden til det pakistanske folk, hvori han fordømmer Pakistans støtte til den amerikanske kampagne mod Afghanistan, Internet: <http://www.cnn.com/2001/WORLD/asiapcf/central/11/01/ret.binladen.letter/index.html>.

20. Rached Ghannouchi, "The Conflict Between the West and Islam: The Tunisian Case: Reality and Prospects", et foredrag holdt ved Royal Institute of International Affairs, Chatham House, London, 9. maj, 1995, Internet: <http://msanews.mynet.net/Scholars/Ghannoushi/royal.html>, pp. 2-3; 7.

21. Qutb, "Social Justice in Islam," pp. 70-71.

22. Ruhollah Khomeini, "Difference Between Bismillah of each Surah", i Mutahhari, Tabatabai, & Khumayni, Light Within Me (Qum: Ansariyan Publications, nd), pp. 139-44.

23. ‘Abd al-Hamid Kishk, Dealing With Lust and Greed According to Islam (London: Dar Al Taqwa, 1995), pp. 143-145.

24. Ibid., pp. 2-9, 133.

25. Qutb, Milestones, pp. 14-16.

26. Ibid., pp. 113-114, 120.

27. Nabeel T. Jabbour, The Rumbling Volcano: Islamic Fundamentalism In Egypt (Pasadena, CA: William Carey Library, 1993) pp. 143-157; Se også Gilles Kepel, The Prophet and The Pharaoh: Muslim Extremism in Egypt, (London: al-Saqi, 1985), pp. 95-96, 150.

28. Hrair R. Dekmejian, 1985. Islam In Revolution: Fundamentalism in the Arab World (Syracuse, NY: Syracuse University Press, 1985), pp. 92-96, 101.

29. Rapoport, "Comparing Militant Fundamentalist Groups," pp. 447, 450.

30. Ibrahim, Abdul-Maajid, & Darbaalah, In Pursuit of Allah’s Pleasure, pp. 30-31. Forfatterne, der er medlemmer af den egyptiske al-Jamaa al-Islamiyya bevægelse, indbefatter i deres trosbekendelse (aqida) følgende punkter: "Vi er ikke i tvivl om, at den ventede Mahdi (eller retledte Imam) vil fremstå fra Profetens umma ved tidernes ende (på Jorden). Vi tror på Den sidste Times tegn: tilsynekomsten af ad-Dajjal (falsk Messias eller Antikrist), nedstigningen fra himlen af Isa, søn af Maria, solens opstigen fra Vest, Dyrets fremkomst fra jorden, samt andre tegn, der er nævnt i Koranen og Profetens autentiske hadith."

31. Walid M. Abdelnasser, The Islamic Movement in Egypt (London: Kegan Paul International, 1994), p. 216. Se også Derek Hopwood, 1991. Egypt: Politics and Society 1945-1990, (London: Harper Collins Academic, 1991), p. 118.

32. Muhammad Abdessalam Faraj, Al-farida al-gha’iba, oversat i Jansen, G. H., 1986. The Neglected Duty: The Creed of Sadat’s Assassins and Islamic Resurgence in the Middle East (New York: Macmillan, 1986), pp. 163-164. Se også Abdelnasser, pp. 234-235.

33. Juhayman og hans tilhængere besatte Den Store Moské i 1979 og måtte fordrives af sikkerhedsstyrkerne efter en voldelig belejring.

34. Ayman Al-Yassini, Religion and State in the Kingdom of Saudi Arabia (Boulder, CO: Westview Press, 1985), pp.124-129.

35. Khaled Dawoud, "America’s Most Wanted", Al-Ahram Weekly Online Issue No. 552, September 20-26, 2001. Dawoud forklarer, at "For hans tilhængere er Bin Laden ikke blot en politisk figur, men har status nærmest som en helgen eller en messias". Han beskriver bin Ladens asketiske livsstil i barske bjergegne og huler i Afghanistan, hvor han lever på en simpel kost af ost, mælk og dadler. Se også Daniel Pipes, "Muslims Love Bin Laden", New York Post, October 22, 2001.

36. Ali Shariati. 1982. "Intizar: The Religion of Protest and the Return to Self", i Donohue & Esposito, eds., Islam in Transition: Muslim Perspectives (New York: Oxford University Press, 1982), pp. 298-304; Se også Ali Shariati, On the Sociology of Islam oversat af Hamid Algar, (Berkeley: Mizan Press, 1979), p. 124.

37. Kate Zebiri, "Muslim Anti-Secularist Discourse in the Context of Muslim-Christian Relations", Islam and Christian-Muslim Relations Vol. 9, No. 1 (1998), p. 3.

38. Qutb, Milestones, pp. 94-96.

39. Qutb, "Social Justice in Islam," pp. 284-288.

40. Taqiuddin al-Nabhani, The Islamic State, (London: Al-Khilafah Publications, nd), pp. 188-192.

41. Ruhollah Khomeini, "Islamic Government," i Donohue & Esposito, eds., Islam in Transition: Muslim Perspectives, pp. 314-315.

42. Ali Khamenei, "No Need for Iran-US Negotiations," uddrag af en khutbah [prædiken] henvendt til troende ved en fredagsbøn i Teheran den 16. januar 1998. MSANEWS, 27. januar, 1998.

43. World Islamic Front Statement, "Jihad Against Jews and Crusaders," Internet, <http://www.fas.org/irp/world/pra/ladin.htm>. Denne fatwa er baseret på koranversene: "Bekæmp alle dem, der sætter andre ved guds side, ligesom de bekæmper jer alle" (9:36, se også 2:190), og "Bekæmp dem, indtil der ikke længere er nogen fristelse til frafald [fitna], og indtil al religion tilhører Gud." (8.39, se også 2:193)

44. "Usamah Bin-Laden, the Destruction of the Base", et interview med Osama bin Laden foretaget af Jamal Isma'il og udsendt den 10. juni, 1999. Udgivet af The Terrorism Research Centre, Internet, <http://www.terrorism.com/terrorism/BinLadinTranscript.shtm>.

45. Usama bin-Laden, "Declaration of War Against the Americans Occupying the Land of the Two Holy Places", (1996), Internet, <http://www.azzzam.com/html/body_declaration.html>; Se også "Terror Suspect", et ABC News-interview med Osama bin Laden foretaget af Rahimullah Yousafsai i december 1998, Internet, <http://printerfriend…mGLUE=true&GLUEService=ABCNewsArc>.

46. Ibid.

47. Martin Kramer, "The Salience of Islamic Antisemitism", hele teksten til et foredrag, der blev holdt af professor Kramer på Institute of Jewish Affairs i London og offentliggjort i dets "Reports" serie (no. 2, October 1995). Internet, <http://www.geocities.com/martinkramerorg/Antisemitism.htm>

48. Qutb, Milestones pp. 94-96.

49. Ronald L. Nettler, Past Trials and Present Tribulations: A Muslim Fundamentalist’s View of the Jews (Oxford: Pergamon Press, 1987), Forord & p. x.

50. Qutb, "Our Struggle With the Jews", in Nettler, Past Trials and Present Tribulations: A Muslim Fundamentalist’s View of the Jews, p. 81.

51. Ibid., p. 72.

52. Qutb henviser her tydeligvis til Isra’iliyat.

53. Qutb, "Our Struggles with the Jews"; Se også Qutb, Milestones pp. 94-96.

54. Qutb, "Social Justice in Islam", p. 303.

55. Qutb, "Our Struggles with the Jews", pp. 75-85.

56. "Conversation with Terror", Interview med Osama bin Laden, TIME 11. januar, 1999, pp. 34-35.

57. "Talking with Terror’s Banker", et ABCNews-interview med Osama bin-Laden foretaget af John Miller, 28. maj 1998. Internet, <http://abcnews.go.com/sections/world/dailynews/terror_980609.html>.

58. Al-Bayan Homepage, Internet, <http://www.ummah.net.pk/albayan/ >.

59. Jamaaluddin al-Haidar, "Sufi-vs-Salafi: The Pot Calls the Kettle Black," Internet, <http://www.ummah.net.pk/albayan/editorsdeskSet1.html>.

60. "Ahmad Rami’s Idealism", Pravda interview med Ahmad Rami, Radio Islam, 15. juli, 1997, Internet, <http://www.radioislam/english/toread/pravda.htm>.

61. "Right On!" af Jessie, Radio Islam, Internet, <http://www.radioislam.net/letters/chrtmus.htm>.

62. Azzam Tamimi, "Jews and Muslims in Post-Israel Middle East", MSANEWS 30. juni, 1999, Internet, <http://msanews.mynet.net/Scholars/Tamimi/kitabi.html>.

63. Ibid.

64. Khurram Murad, 1996. Key to al-Baqarah: The Longest Surah of the Qur’an (Leicester: The Islamic foundation, 1996), pp. 15-19.

65. Rapoport, "Comparing Militant Fundamentalist Groups," pp. 429-430.

66. William Herbrecht, "Religious Authenticity as a Function of State Power", i Bromley & Carter, eds., Religion and the Social Order, vol.6, 1996: The Issue of Authenticity in the Study of Religions (Greenwich, CT: JAI Press, 1996), pp. 20-21.

67. Ahmad S. Moussalli, "Modern Islamic Fundamentalist Discourses on Civil Society, Pluralism and Democracy", i Augustus R. Norton, ed., Civil Society in the Middle East (Leiden: E.J. Brill, 1995), pp. 16-17.

68. John H. Garvey, "Fundamentalism and American Law", i Marty & Appleby, eds., Fundamentalisms and the State, pp. 35-36.

69. Rapoport, "Comparing Militant Fundamentalist Groups," pp. 439-440, 446-447.

70. As‘ad Abu-Khalil, "The Incoherence of Islamic Fundamentalism: Arab Islamic Thought at the End of the 20th Century", Middle East Journal, Vol. 48, No. 4 (Autumn 1994).

71. Strawson, John, "Encountering Islamic Law," Essay præsenteret ved Critical Legal Conference, New College, Oxford, 9 – 12 september, 1993. The World Wide Web Virtual Library: Islamic and Middle Eastern Law, Internet, <http://www.uel.ac.uk/faculties/socsci/law/jsrps.html>. p. 11.

72. Kharijitterne forlod Alis lejr i 659 AD på grund af hans kompromis med Muawiyah. De anså muslimer, der havde begået synder, for at være ikke-muslimske frafaldne, der fortjente at dø, og startede mange oprør i islams første århundreder, indtil de blev brutalt undertrykt.

73. Ende & Steinbach, eds., Der Islam in der Gegenwart (Munchen: C. H. Beck, 1984), pp. 96-98.

74. al-Yasini, Religion and State in the Kingdom of Saudi Arabia, pp. 28-29.

75. Joseph Kostiner, "State, Islam and Opposition in Saudi Arabia", i Bruce Maddy-Wizman & Efraim Inbar, eds., Religious Radicalism in the Greater Middle East (London: Frank Cass, 1997), pp. 75-89. Kostiner karakteriserer visse oppositionspolitikere som wahhabier, der har en moderne uddannelse og er påvirkede af ideer fra Det Muslimske Broderskab og radikale vækkelsesgrupper i Egypten (p. 81).

76. Om Talebans opståen og om hvorvidt de er traditionalister eller fundamentalister, se William Maley, "Interpreting the Taliban", i William Maley, ed., Fundamentalism Reborn? Afghanistan and the Taliban (London: Hurst & Company, 1998), pp. 1-28..

77. Qutb, Milestones, pp. 5-10, 15-17, 45-50, 66-67, 101, 123.

78. Ibid., pp. 64-68, 91-92,

79. Strawson, "Encountering Islamic Law," p. 11.

80. Jabbour, The Rumbling Volcano: Islamic Fundamentalism in Egypt, pp. 194-212; Se også Abdelnasser, The Islamic Movement in Egypt, pp. 204-205.

81. Dekmejian, Islam in Revolution: Fundamentalism in the Arab World, pp. 92-96.

82. Faraj, "al-Farida al-Gha’ibah", pp. 169-175; Se også Kepel, The Prophet and the Pharaoh: Muslim Extremism in Egypt, pp. 191-222; også Esposito, The Islamic Threat: Myth or Reality? (New York: Oxford University Press, 1992), pp. 134-135.

83 Hasan al-Banna. 1978. Five Tracts of Hasan al-Banna (1906-1949): A Selection from the Majmu‘at Rasa’il al-Imam al-Shahid (Bekeley, CA: University of California Press, 1978), pp. 150-151.

84. Al-Banna, Five Tracts of Hasan al-Banna (1906-1949): A Selection from the Majmu‘at Rasa’il al-Imam al-Shahid, pp. 155-156.

85. Ghannouchi, "The Conflict Between the West and Islam: The Tunisian Case: Reality and Prospects".

86. Qutb, Milestones, pp. 43-50.

87. Mawdudi, Jihad fi-Sabil Allah, pp. 4-6, 10-11.

88. Jabbour, The Rumbling Volcano: Islamic Fundamentalism in Egypt, pp. 194-212; Se også Abdelnasser, The Islamic Movement in Egypt, pp. 204-205.

89. Faraj, "al-Farida al-Gha’ibah", pp. 159-179, 186-189, 192-193, 207-213; Se også Hamid Ansari, "The Islamic Militants in Egyptian Politics", International Journal of Middle Eastern Studies Vol. 16, (1984), pp. 136-137; også Esposito, The Islamic Threat: Myth or Reality? pp. 134-135.

90. Dawa er det missionerende kald til alle mennesker om at underkaste sig islam, mens hisba omfatter alle de praktiske midler til at påbyde det rette og forbyde det forkerte i samfundet.

91. Ibrahim, Abdul-Maajid, & Darbaalah., Seeking Allah’s Pleasure, pp. 48-51, 76-77, 115, 123.

92. ‘Abdullah ‘Azzam, Defence of the Muslim Lands (Ahle Sunnah Wal Jama‘at, nd), pp. 4-6.

93. ‘Abdullah ‘Azzam, Join the Caravan (London: Azzam Publications, 1996), pp. 36-38.

94. ‘Azzam, Defence of the Muslim Lands, pp. 7-17.

95. ‘Azzam, Defence of the Muslim Lands, pp. 29-33.

96. "Conversation with Terror", Interview med Osama bin Laden in TIME, 11. januar, 1999, pp. 34-35. Se også "Terror Suspect", et ABC News interview med Osama bin Laden foretaget af Rahimullah Yousafsai i december 1998, Internet, <http://printerfriend…mGLUE=true&GLUEService=ABCNewsArc>.

97. Usama bin-Laden, 1996. "Declaration of War Against the Americans Occupying the Land of the Two Holy Places", Internet, <http://www.azzzam.com/html/body_declaration.html>. Qutb, Milestones, pp. 94-96.

98. Ziauddin Sardar, "Clinton Provokes a Jihad: Bin Laden vs Hasan-e Sabah", New Statesman August 28, 1998. Assassiner var en ekstrem shiamuslimsk gruppe af Nizari-ismailitter, der anvendte selvmordsmissioner og politiske mord for at fremme deres mål om oprettelse af en verdensomspændende ismailittisk stat.

99. For en god introduktion til moderne shia-tænkning om martyriet, se: Ali Shariati, Martyrdom: Arise and Bear Witness (Teheran: Ministry of Islamic Guidance, 1981), hvori Shariati understreger betydningen af martyriet som et revolutionært våben.

100. Olivier Roy, The Failure of Political Islam (London: I. B. Tauris, 1994), pp. 65-67; Se også: Gabriel Ben-Dor, "The Uniqueness of Islamic Fundamentalism", i Maddy-Weizman & Inbar, eds., Islamic Radicalism in the Greater Middle East, pp. 246-247. Shia-martyriet har en lang stamtavle begyndende med Alis og Husayns martyrium, som hvert år mindes under Ashura-festen. Martyrium som et politisk og militært redskab har især været dyrket af shia-muslimske grupper i Iran (Fidayin-i-Islam) og Libanon (Hizbollah), samt de palæstinensiske Hamas og Islamisk Jihad, selv om det også forekommer på andre islamiske kamppladser mod opfattede fjender, som i Afghanistan, Tjetjenien, osv.

101. Shari‘ati, Martyrdom: Arise and Bear Witness, pp. 12, 50-51, 70-76, 89-91, 94.

102. Om drøftelserne i ulama angående spørgsmålet om selvmordsbomber i forbindelse med den palæstinensiske opstand, se Yotam Feldner, "Debating the Religious, Political and Moral Legitimacy of Suicide Bombings", The Middle East Media & Research Institute Inquiry & Analysis No. 53, (May 2, 2001), Internet: <http://www.memri.org/ia/lA5301.html>.

103. Abu Ruqaiyah. "The Islamic Legitimacy of the ‘Martyrdom Operations’", Nida’ul Islam december/januar 1996-7, Internet: <http://www.islam.org.au/articles/16/martyrdom.htm>.

104. Yotam Feldner, "Debating the Religious, Political and Moral Legitimacy of Suicide Bombings", The Middle East Media & Research Institute Inquiry & Analysis, No. 53, May 2, 2001, Internet: <http://www.memri.org/ia/lA5301.html>.

105. Feldner, "Debating the Religious, Political and Moral Legitimacy of Suicide Bombings"; Se også No. 65, 26. juli, 2001., <Internet:<http://www.memri.org/ia/lA6501.html>.

106. Article 6, Ain-al-Yaqeen (September 21, 2001), Internet:<http://www.ain-al-yaqeen.com/issues/2001921/feat6en.htm>.

107. Forskellene var baseret på sunni- og shia-trosbekendelserne, etnisk og stammemæssig rivalisering og ideologiske nuancer samt opbakning fra ydre muslimske magter som Pakistan, Iran og Saudi-Arabien.

108. Richard Engel, "Inside Al-Qaeda: A Window into the World of Militant Islam and the Afghani Alumni", Jane’s International Security News (September 28, 2001), Internet: <http://www.janes.com/security/inter…ity/news/misc/janes010928_1_n.shtml>; Se også Simon Reeves, The New Jackals: Ramzi Yousef, Osama bin Laden and the Future of Terrorism (London : Andre Deutsch, 2000,), pp. 172-189. Også Shaul Shay & Yoram Schweitzer, "The ‘Afghan Alumni’ Terrorism: Islamic Militants Against the Rest of the World", The International Policy Institute for Counter Terrorism, (6 November, 2000), Internet: <http://www.ict.org.il/articledet.cfm?articleid=140>

109. Se Reeves, The New Jackals: Ramzi Yousef, Osama bin Laden and the Future of Terrorism, p. 232, om de radikale grupper, der etablerer sig i USA.

110. Diaa Rashwan, "A War over Resources," Al-Ahram Weekly Online, September 20-26, 2001. Rashwan skelner klart mellem islamistiske grupper som al-Jihad og al-Jamaa al-Islamiyya, der går ind for intern jihad mod deres egne muslimske regimer for at skabe islamiske stater, og grupper som al-Qaeda, der går ind for ekstern jihad mod ikke-muslimske fjender. Naturligvis har samarbejdet mellem de forskellige grupper i den afghanske krig ført til en forskydning af den første i retning af den anden.

---

David Zeidan er forsknings-konsulent i mellemøstlige og islamiske anliggender. Han har en MA fra School of Oriental and African Studies (University of London) i Middle East Area Studies, og en ph.d. i Sammenlignende Religion fra University of London for sin afhandling: The Resurgence of Religion: A Comparative Study of Selected Themes in Christian and Islamic Fundamentalisms. Hans udgivelser omfatter: "The Alevi of Anatolia", MERIA Journal, Vol. 3, No. 4 (December 1999); "Radical Islam in Egypt: A Comparison of Two Groups," MERIA Journal, Vol. 3, No. 3, (September, 1999); og "The Copts – Equal, Protected or Persecuted? The Impact of Islamization on Muslim-Christian Relations in Modern Egypt," Islam and Christian-Muslim Relations, Vol. 10, No. 1, 1999.

---

Oversættelse: Bombadillo