Mine damer og herrer:

Mit emne her i aften er "Myter og politik: Oprindelsen til myten om det tolerante og pluralistiske islamiske samfund."

For ti år siden, da jeg kom til Amerika for at lancere min bog The Dhimmi: Jews and Christians under Islam, blev jeg slået af indskriften på Arkiv-bygningen i Washington: "Past is Prologue". Jeg havde tænkt - i hvert fald i starten af min forskning - at min genstand havde med en fjern fortid at gøre, men jeg indså, at nutidige begivenheder var i færd med hurtigt at modernisere denne fortid. Muslimske lande, hvor islamisk lov - sharia - var blevet erstattet af moderne lovgivning, indført af europæiske kolonimagter, var i færd med at opgive denne sekulariserende tendens, for at erstatte den med islamisering af en lang række områder af livet. Indtrykket af fortidens tilbagekomst blev endnu mere udtalt, da jeg arbejdede på min næste bog, udgivet i 1991, hvis engelske udgave vil komme i begyndelsen af 1996 under titlen: The Decline of Eastern Christianity under Islam - 7th to 20th century: from Jihad to Dhimmitude (Associated University Presses).

I denne undersøgelse forsøgte jeg at analysere de talrige processer, der havde forvandlet rige, magtfulde kristne civilisationer til islamiske lande, og deres langsigtede virkninger, som havde reduceret indfødte kristne befolkningsflertal til spredte små religiøse mindretal, på vej mod total forsvinden. Denne komplekse islamiseringsproces, der påvirkede kristne lande og civilisationer på begge sider af Middelhavet - og i Irak og Armenien - har jeg kaldt: ”dhimmitude-processen”; og civilisationen af de folk, som undergik denne forandring, har jeg navngivet: "dhimmitude-civilisationen". De oprindelige indfødte folk var jøder og kristne (ortodokse, katolikker, eller fra andre østlige kristne kirker). De bliver alle, af muslimske jurister, omtalt som "Bogens Folk" – hvor bogen er Bibelen - og de blev underkastet de samme vilkår i henhold til islamisk lov. De kaldes, efter det arabiske ord, for dhimmier: ”beskyttede folk”, fordi islamisk lov beskytter deres liv og ejendom på betingelse af, at de underkaster sig islamisk styre. Men det er netop denne islamiske lov, der genererer dhimmitude-processen og selvødelæggelsen.

Jeg vil ikke gå i detaljer her, for dette er et meget langt og kompliceret emne, men for at forstå den serbiske situation skal man vide, at serberne, i løbet af et halvt årtusinde, er blevet behandlet præcist som de andre kristne og jødiske dhimmier. De var en del af denne dhimmitude-civilisation. Det er vigtigt at forstå, at dhimmitude-civilisationen vokser frem af to store og indbyrdes forbundne religiøse institutioner: Jihad og sharia, der etablerer et særligt ideologisk system, som gør det obligatorisk – under jihad-operationer – at bruge terror, massedrab, deportation og slaveri. Og serberne – fordi jeg taler om dem i aften – kunne ikke undslippe denne skæbne, der var den samme for alle de folk omkring Middelhavet, der var blevet besejret gennem jihad. I århundreder kæmpede serberne for at befri deres land fra lovene om jihad og dhimmitude, som havde legaliseret deres tilstand af undertrykkelse i deres eget land.

Så mens jeg analyserede og skrev om dhimmitude-processerne og dhimmitude-civilisationen – og samtidig lyttede til radio, så tv, læste aviser - havde jeg en ubehagelig fornemmelse af, at urets visere blev stillet tilbage. Moderne politikere, sofistikerede forfattere - ved hjælp af telefoner, fly, computere og alle de moderne teknikker - syntes at være vendt flere hundrede år tilbage, til en tid med paryk og stiv flip, og brugte nøjagtig de samme korrumperende argumenter, samme uoprigtige kortsigtede politik, som tidligere havde bidraget til en gradvis islamisering af mange ikke-muslimske folk. Jeg var nødt til at ruske op mig selv i forsøget på at skelne fortiden fra nutiden.

Så er fortiden altid prolog? Er vi dømt til for altid at være fanget i de samme fejl? Sikkert, hvis vi ikke kender fortiden. Og denne fortid - den lange og pinefulde kristne udslettelsesproces ved lovene om jihad og dhimmitude - er en tabuhistorie, ikke kun i islamiske lande, men frem for alt i Vesten. Den er blevet begravet under en myte, fabrikeret af vestlige politikere, religiøse ledere og akademikere, med henblik på at fremme deres egne nationale, strategiske, økonomiske og personlige interesser.

Mærkeligt nok tog denne myte sin begyndelse i Bosnien-Hercegovina i det 19. århundrede. Den påstår, at det tyrkiske herredømme over kristne i dets europæiske provinser var retfærdigt og legitimt; at det osmanniske styre, fordi det var islamisk, var naturligt "tolerant" og velvilligt indstillet overfor dets kristne undersåtter; at dets retsudøvelse var fair, og at de kristnes sikkerhed for liv og ejendom blev garanteret af islamiske love. Osmannisk styre blev fremhævet som det bedst egnede regime til at styre Balkans kristne.

Denne teori blev fremført af europæiske politikere for at sikre magtbalancen i Europa, og for at blokere for den russiske fremtrængen mod Middelhavet. For at retfærdiggøre opretholdelsen af det tyrkiske åg på slaverne, måtte dette åg præsenteres for den offentlige mening som et retfærdigt styre. Billedet af Det Osmanniske Rige blev udmalet af turkofile som et mønster på et multi-etnisk, multi-religiøst imperium. Selvfølgelig var virkeligheden helt anderledes! Først og fremmest blev det Osmanniske Rige skabt gennem århundreders jihad mod kristne befolkninger; følgelig blev reglerne for jihad, der blev udarbejdet af arabisk-muslimske teologer fra det 8. til det 10. århundrede, anvendt på de undertvungne kristne og jødiske befolkninger i det tyrkisk-islamiske rige. Disse regler er en integreret del af den islamiske lovgivning vedrørende de ikke-muslimske besejrede folkeslag og udviser derfor en vis ensartethed overalt i de arabiske og tyrkiske imperier - og tilsyneladende også i det muslimske Asien.

Dhimmitude-civilisationen, som serberne var en del af, havde mange aspekter, der udviklede sig med skiftende politiske situationer. De led under de samme undertrykkende love og fordomme, der ramte alle kristne og jøder i det islamiske imperium. Fra 1830'erne gik osmannerne i gang med reformer (Tanzimat), med henblik på frigørelse af deres kristne raya-befolkninger (raya er tyrkisk for dhimmi). De gjorde det ikke af egen fri vilje, men blev af de europæiske magter tvunget til at acceptere dem. Det var ikke ud af medmenneskelighed, at de europæiske politikere ønskede at ophæve de kristnes nedværdigende tilstand; de pressede disse reformer igennem for at forhindre, at de kristne søgte russisk hjælp til at frigøre sig fra osmannisk undertrykkelse.

I de serbiske områder, var de mest fanatiske modstandere af kristen frigørelse de muslimske bosniere. De kæmpede mod de kristnes ret til at besidde jord, og - i juridiske anliggender - at have rettigheder svarende til deres egne. De modsatte sig disse reformer på basis af påstanden om, at muslimer og kristne under den gamle ordning, der gav dem fuldt herredømme over de kristne rayaer, havde levet sammen i århundreder i et frugtbart broderskab. Og dette argument bruges stadig i dag af den bosniske præsident Izetbegovic og andre. Han har gentagne gange erklæret, at det halve årtusinde med kristen dhimmitude var en periode med fred og religiøs harmoni.

Lad os nu konfrontere denne myte med virkeligheden. Jeg vil nu anføre nogle få fakta fra nogle af de dokumenter, der er med i min kommende bog.

En systematisk undersøgelse af forholdene for de kristne blev gennemført i 1860'erne af britiske konsuler over hele Det Osmanniske Rige. Storbritannien var på det tidspunkt Tyrkiets stærkeste allierede; det var i dets interesse at nå frem til, at undertrykkelsen af de kristne var elimineret, for at forhindre russisk eller østrigsk indblanding.

Den 22. juli 1860 sendte konsul James Zohrab en lang rapport fra Bosna-Serai (Sarajevo) til sin ambassadør i Konstantinopel, Sir Henry Bulwer, hvori han analyserede administrationen af provinserne Bosnien og Hercegovina. Han erklærede, at fra 1463 til 1850 havde de bosniske muslimer nydt alle feudalismens privilegier: "I en periode på næsten 300 år blev kristne udsat for megen undertrykkelse og grusomhed. For dem eksisterede der ingen andre lov end deres herrers luner."

Her må vi huske devshirme-systemet, som er velkendt. Det blev sat i gang af den osmanniske sultan Orkhan (1326-1359), og eksisterede i omkring 300 år. Det bestod af en fast afgift af kristne børn fra den kristne befolkning på Balkan. Disse unge, i alderen fra fjorten til tyve, blev islamiseret og gjort til slaver til militære formål. Disse periodiske afgifter, der blev indsamlet i grupper på tusinde, blev efterhånden årlige. For at modvirke flugt, blev børnene overført til fjerntliggende provinser og overdraget til muslimske herrer - soldater, som behandlede dem hårdt, som slaver. Der var et andet parallelt rekrutteringssystem i gang, som sørgede for afgiften af kristne børn i alderen seks til ti (ichoghlani), beregnet til sultanens palads. Overdraget til eunukker, fik de en tyrannisk oplæring igennem fjorten år. I Afrika eksisterede et system med slavebinding af sorte kristne og animistiske børn svarende til devshirme-systemet, som det fremgår af dokumenter, der offentliggøres i min bog. En slags devshirme-system eksisterer stadig i dag i Sudan og er blevet beskrevet og fordømt af FN's særlige rapportør Gaspar Biro i sin rapport fra 1994, og af en artikel i The Times of London (Sudanese Christians 'sold as slaves', August 25, 1995).

I 1850 satte bosniske ledere sig op imod Portens [den osmanniske regerings] myndighed og reformerne. De blev besejret af sultanens hær under kommando af Omer Pasha, hjulpet af de kristne. Den kristne befolknings hoveriarbejde, pålagt dem af deres bosniske herrer, blev afskaffet, såvel som muslimernes feudale privilegier. De kristne håbede, at den direkte administration fra Porten ville forbedre deres stilling, men de fik næppe gavn af det. Hertil kommer, at på trods af deres bistand til sultanens hær blev de afvæbnet, mens de muslimer, der bekæmpede sultanen, kunne beholde deres våben. Kristne forblev undertrykte som før, selv om det ikke var tilladt at behandle dem som tidligere. Under henvisning til reformen, erklærer Zohrab: "Jeg kan roligt sige, at (det) i praksis forbliver en lov, der ikke ænses".

Under omtalen af den straffrihed, som sultanen gav til muslimerne, skriver konsul Zohrab i samme rapport:

"Denne straffrihed - selvom den ikke tillader, at de kristne bliver behandlet, som de tidligere er blevet det - for så vidt er uudholdelig og uretfærdig, som den giver muhamedanerne mulighed for at udsuge dem med svære tvangsydelser. Falske fængslinger (fængsel under falsk anklage) er en daglig begivenhed. En kristen har kun en lille chance for en retfærdiggøre sig, hvis hans modstander er en muhamedaner (...) kristnes vidnesbyrd bliver, som regel, stadig afvist (...) kristne er nu tilladt at eje fast ejendom, men de forhindringer de mødes med, når de forsøger at erhverve sig den, er så mange og besværlige, at meget få indtil nu har vovet at trodse dem."

"Når dette er den generelle kurs, som regeringen følger mod kristne i hovedstaden (Sarajevo), i den provins, hvor de konsulære repræsentanter for de forskellige [udenlandske] magter residerer og kan udøve en vis grad af kontrol, kan man let gætte sig til, hvordan de kristne lider i de fjerntliggende distrikter, som er styret af mudirer (guvernører), der generelt er fanatiske og ubekendte med (de nye reformer af) loven."

Hvad angår erhvervelse af jord - en ny ret for de kristne – forklarer han:

”(Selvom) en kristen kan købe og eje, så er det først, når han har fået sin jord bragt i orden, eller når muhamedaneren, der solgte, har overvundet de økonomiske vanskeligheder, der tvang ham til at sælge, at den kristne føler hjælpeløsheden i sin stilling og regeringens uoprigtighed. Så tages der skridt af den oprindelige ejer, eller nogle af hans slægtninge, til at kræve jorden tilbage fra den kristne, som regel med en af følgende påstande: (...) at overførselsdokumenterne var mangelfulde; at salget ikke var sket på lovlig vis. Under den ene eller anden af disse påstande bliver den kristne i nitten tilfælde ud af tyve frataget sin ejendom, og han kan prise sig lykkelig, hvis han får den pris tilbage, han gav. Få, meget få, har været i stand til at opnå retfærdighed; men jeg må sige, at de fleste af disse skylder deres lykke, ikke det retfærdige i deres sag, men indflydelsen fra en eller anden magtfuld muhamedaner."

"Kristnes vidnesbyrd for Medjliserne (provinsrådene) bliver af og til accepteret, men som regel afvist, enten direkte eller indirekte, under henvisning til Mehkemeh. Da de kristne ved dette, møder de almindeligvis frem forberedt med en muhamedaner som vidne. De tilfælde, hvor kristnes vidneudsagn er blevet nægtet, er talrige." Men, kommenterer Zohrab, "for tyve år siden, det er rigtigt, da havde de ingen lov ud over deres godsejers luner (...). Tilfælde af undertrykkelse er hyppigt resultatet af muhamedansk fanatisme, men for disse må ansvaret lægges på regeringen (den tyrkiske), for hvis lovovertrædere blev straffet, ville undertrykkelsen nødvendigvis blive sjælden."

Ved en proklamation, i foråret 1861, bebudede sultanen nye reformer i Hercegovina, og lovede bl.a. frihed til at bygge kirker og bruge kirkeklokker samt mulighed for kristne til at erhverve jord. I en kommentar til dette fra Bosna-Serai, skrev konsul William Holmes til Sir Henry Bulwer den 21. maj 1861, at disse løfter ofte er blevet givet uden at blive anvendt. Han nævner, at serberne, det største samfund, var blevet nægtet retten til at bygge en kirke i Bosna-Serai.

Om retten til at købe jord, skrev han:

"Der stilles stadig enhver mulig hindring i vejen for, at kristne kan købe jord, og meget ofte, efter at de har været i stand til købe og forbedre jorden, er det ingen hemmelighed, at den, under et eller andet påskud, er blevet taget fra dem igen."

Fra Beograd skrev konsul Longworth til Sir Henry Bulwer den 14. juli 1860:

"Regeringen kan med sine edikter og Hatt-i humayun-dokumenter fremskynde og fremhjælpe en sådan reform; men jeg tvivler meget på, om der ikke vil opstå mere ondt end godt ved at proklamere en social lighed, som, med den nuværende tingenes tilstand og forholdene i samfundet, er moralsk umulig."

"Lighed for loven er det, der først må etableres; faktisk er det den eneste form for ligestilling, som, under de nuværende forhold, kan blive realiseret. Og i forbindelse med dette, kommer vi til klagen i andragendet - det eneste håndgribelige punkt i det – som har at gøre med afvisningen af kristnes vidneudsagn ved osmanniske domstole. I denne forbindelse kan det ikke nægtes, at der er plads til ændringer, ikke kun i Widdin, men i alle provinser i imperiet."

Dernæst kommenterer han "(...) det slappe og umoralske princip, der følges ved muhamedanske domstole, hvor, som det eneste middel til at sikre retfærdighed for kristne, muhamedanske falske vidner har tilladelse til at afgive forklaring på deres vegne. Afskaffelsen af denne praksis vil gøre mere end noget andet for at rense disse domstole; men dette kan kun effektivt opnås ved at give adgang til kristent vidnesbyrd, i stedet for muhamedansk mened, som en juridisk nødvendighed."

Han siger videre, at tvangsbortførelse af kristne piger af muhamedanere, "og spørgsmålet om kristent vidneudsagn, er de to vigtigste punkter, da de er kilder til bitterhed og diskussion, som Portens opmærksomhed nu burde rettes imod."

Idet han sammenligner de kristnes vilkår i de forskellige provinser, siger han, "men i Bosnien blev spørgsmålet om privilegier kompliceret af religiøse overvejelser, da de adelige, i en tidligere periode, var konverteret til muhamedanismen for at bevare deres godser, som således var garanteret dem på denne betingelse. Hver af de andre provinser havde været gennem deres egne særlige prøvelser."

Fra konsul Blunt – der skriver fra Pristina den 14. juli 1860, til sin ambassadør, Sir Henry Bulwer, om tilstanden i provinsen Makedonien - lærer vi, at:

"Provinsen (Uscup: Skopje) har i lang tid været bytte for røveri: kristne kirker og klostre, byer og indbyggere, bliver nu plyndret, massakreret og brændt ned af albanske horder, som det plejede at ske for ti år siden." (...) "De (de kristne) har ikke tilladelse til at bære våben. Dette, i betragtning af manglen på et ordentligt politi, udsætter dem endnu mere for angreb fra røvere."

"Kristnes vidneudsagn i retssager mellem en muhamedaner og en ikke-muhamedaner er ikke tilladt ved de lokale domstole."

Med nogle få eksempler, illustrerer han dernæst konsekvenserne af et sådant system i hverdagen:

"For ca. sytten måneder siden myrdede en tyrkisk soldat en muhamedaner, en gammel mand, der arbejdede på sin mark. De to eneste mennesker, der var vidne til dåden, var kristne. Medjlisen i Uscup ville ikke anerkende deres vidnesbyrd."

"Omtrent på samme tid, forsøgte en Zaptieh (soldat) med magt at konvertere en bulgarsk pige til islamisme. Da hun erklærede for Medjlisen i Camanova (Kumanovo, nær Skopje), at hun ikke ville afsværge sin religion, dræbte han hende i selve området omkring Mudirens hus. Denne tragedie vakte stor opsigt i provinsen. Medjliserne i Camanova og Prisrend (i nærheden af Kosovo) ville ikke acceptere kristent vidnesbyrd, og alt blev gjort for at redde Zaptiehen."

"For seks måneder siden blev en bulgarer, i Camanova-området, angrebet af to albanere, uden nogen provokation fra hans side. De sårede ham alvorligt; da sagen blev henvist til Prisrend nægtede Medjlisen at tage den til efterretning, fordi det eneste fremlagte vidnesbyrd var kristent."

For ti år siden, skriver konsulen: "var det ikke tilladt at bygge kirker; og man kan bedømme graden af tolerance, praktiseret på det tidspunkt, ved det forhold, [at kristne] var nødt til at krybe ind gennem døre [til deres huse], der knap var fire fod høje. Det var en fornærmelse at ryge og ride foran en tyrker; at krydse hans vej, eller ikke stå oprejst foran ham, var lige så forkert."

I sin rapport fra Konstantinopel af 10. oktober 1873, skrev Sir Henry Elliot til udenrigsminister Earl Granville, "at den nominelle lighed for loven mellem muhamedanere og kristne, som aldrig fuldstændigt havde eksisteret i praksis, nu i de fleste provinser var mere illusorisk end den havde været for nogle få år siden."

I en anden rapport fra konsul Edward Freeman i Bosna-Serai, dateret 30. december 1875, får vi at vide, at de bosniske muslimer havde sendt et andragende til sultanen, hvori de hævder, at de før reformerne "levede som brødre med raya-befolkningen (de kristne dhimmier). Faktisk synes deres mål at være, at degradere de kristne til deres tidligere gamle tilstand af livegenskab." Så endnu en gang bringes vi tilbage til myten. Situationen ændrede sig ikke, og i 1875 indrømmede storvesiren Mahmed Pasha for den britiske ambassadør i Konstantinopel, "umuligheden af at tillade kristnes vidneudsagn ved domstolene i Bosnien." Ambassadøren bemærkede: "Den erklærede ligestilling af kristne og muhamedanere er imidlertid helt illusorisk, så længe denne skelnen opretholdes."

Denne juridiske situation havde alvorlige konsekvenser på grund af retssystemet, som han forklarede: "Det er et punkt af stor betydning for de kristne, for da de (muslimske) religiøse domstole hverken tillader dokumentarisk eller skriftligt vidnesbyrd, eller modtager kristnes vidnesbyrd, kan de ikke håbe på megen retfærdighed fra dem."

Vanskeligheden ved at indføre reformer i sådan et vidtstrakt imperium fremkaldte denne desillusionerede kommentar (12. december 1875) fra Sir P. Francis, generalkonsul og dommer ved den britiske Konsulære Ret i Konstantinopel: "Ja, den moderne forvrængning af den orientalske idé om retfærdighed er en indrømmelse til en sagsøger ved nåde og gunst, og ikke en erklæring om en rettighed, på basis af retsprincipper, og i en stræben efter retfærdighed."

Når man læser litteraturen fra den tid, kan man se, at forsøget på at lægge hindringer i vejen for serbiske, græske og andre kristne befrielsesbevægelser var rodfæstet i to hovedargumenter:

1) De kristne dhimmier (rayaer) er af naturen uegnede til uafhængighed og selvstyre. De bør derfor forblive under islamisk styre.

2) Det osmanniske styre er en perfekt model for et multi-religiøst og multi-etnisk samfund.

Faktisk er dette teologiske, islamiske argumenter, der begrunder jihad: Alle ikke-muslimske befolkninger bør ikke bevare deres politiske uafhængighed, da deres love er onde, men skal med tiden underlægges islamisk styre. Vi finder den samme form for argumentation i det palæstinensiske Hamas' Charter fra 1988, som erklærer, at kun islamisk styre kan give fred og sikkerhed til jøder og kristne. Disse argumenter er meget almindelige i juridisk og teologisk litteratur og fremføres af moderne islamister.

Vi har set mytens oprindelse, dens politiske funktion og nytte - og vi har konfronteret denne myte med virkeligheden, beskrevet af samtidige observatører i det nittende århundrede. Det er interessant at bemærke den hemmelige forståelse mellem på den ene side de europæiske magter, der forsvarer Osmannerrigets territoriale integritet af hensyn til deres egne nationale interesser; og på den anden side den muslimske politik, der sigter mod at holde den kristne befolkning underkuet.

Myten døde ikke med sammenbruddet af det tyrkiske imperium efter 1. Verdenskrig. Den tog snarere en anden form, nemlig den, man fandt i den nationale arabiske bevægelse, der fremmede billedet af et arabisk samfund, hvor kristne og muslimer lever i perfekt harmoni. Igen var dette en fabrikation af europæiske politikere, forfattere og gejstlige. Og på samme måde som myten om det osmanniske politiske paradis blev skabt for at blokere for Balkan-nationernes uafhængighed, således blev myten om det arabiske multi-religiøse broderskab brugt som argument for at ødelægge de nationale befrielsesbevægelser af ikke-arabiske befolkninger i Mellemøsten (kurdere, armeniere, assyrere, maronitter, såvel som jøder).

Og selv om der fra begyndelsen af dette århundrede indtil 1930'erne, var en strøm af kristne flygtninge, der flygtede fra massakrer og folkemord - på vejene i Tyrkiet, Irak og Syrien - så fortsatte myten med at blomstre, for det meste holdt i live af arabisk-kristne forfattere og gejstlige. Efter at israelerne med held havde befriet deres land fra lovene om jihad og dhimmitude, dukkede myten op igen i form af et multi-kulturelt og multi-religiøst, broderligt Palæstina, der skulle erstatte Staten Israel (Arafats 1975 FN-tale). Dens skadelige virkninger førte til ødelæggelsen af de kristne i Libanon.

Man kunne have troet, at myten ville ende der, men pludselig tilbød den seneste krise i Jugoslavien en ny chance for dens genfødsel i form af en muslimsk domineret, multi-religiøs, multi-etnisk stat. Sikke en chance! En muslimsk stat igen i det centrale Europa. Og vi kender resten, lidelserne, elendigheden, krigens prøvelser, som denne myte endnu en gang bragte i sit kølvand. FN's beslutning i 1992 om at anerkende en "multi-etnisk", "multi-religiøs", muslimsk stat i det tidligere Jugoslavien, synes at have været en kompensation, der blev tilbudt den islamiske verden for den ødelæggende Golfkrig i 1991. Ødelæggelsen af Iraks nukleare, kemiske og bakteriologiske arsenal, samt dens økonomiske infrastruktur, ser ud til at være "rimeligt" modsvaret af NATO's massive bombardementer af de bosniske serbere, selv om de to situationer ikke kan sammenlignes.

Som konklusion vil jeg gerne sige et par sidste ord. Dhimmitude-civilisationen udvikler sig ikke på én gang. Det er en lang proces, der involverer mange elementer og en særlig mental tilstand. Det sker, når folk erstatter historie med myter, når de kæmper for at bevare disse destruktive myter mere end deres egne værdier, fordi de er forvirrede ved at have forvandlet løgne til sandhed. De holder fast i disse myter, som om de var den eneste garanti for deres overlevelse, mens de i virkeligheden er vejen til deres destruktion. Skrækslagne ved historiens beviser og lære, foretrækker disse folk at ødelægge den i stedet for at se den i øjnene. De erstatter historie med barnlige fortællinger, hvorved de kommer til at leve med et permanent hukommelsestab, og opfinder moralske begrundelser for deres egen selvdestruktion.

---

Bat Ye'or, der betyder "Nilens datter", er et pseudonym for Gisèle Littman, født Orebi.

Bat Ye'or blev født i en jødisk familie i Cairo, Egypten. Hun og hendes forældre forlod Egypten i 1957 efter Suez-krigen i 1956, og ankom til London som statsløse flygtninge. I 1958 blev hun optaget på Institut for Arkæologi ved University College, London, og flyttede til Schweiz i 1960 for at fortsætte sine studier ved Genève Universitet, men blev aldrig færdig med sin kandidatgrad og har aldrig haft en akademisk stilling.

Hun beskriver sine oplevelser på følgende måde:

Jeg havde været vidne til ødelæggelsen, over et par korte år, af et dynamisk jødisk samfund, der havde levet i Egypten i over 2.600 år og som havde eksisteret siden profeten Jeremias tid. Jeg så opløsningen og flugten af familier, fordrevet og ydmyget, ødelæggelsen af deres synagoger, bombningen af de jødiske kvarterer og terroriseringen af en fredelig befolkning. Jeg har personligt oplevet eksilets byrder, statsløshedens ulykke - og jeg ønskede at finde den dybeste årsag til alt dette. Jeg ønskede at forstå, hvorfor jøder fra arabiske lande, næsten en million, havde delt min erfaring.

Hun var gift med den britiske historiker og menneskerettighedaktivist David Littman fra september 1959 indtil hans død i maj 2012. Mange af hendes publikationer og værker blev til i samarbejde med Littman. Hendes britiske statsborgerskab daterer sig fra hendes ægteskab. De flyttede til Schweiz i 1960 og fik tre børn.

Hun har givet briefinger til FN og Den amerikanske Kongres, og har holdt forelæsninger ved større universiteter som Georgetown, Brown, Yale, Brandeis og Columbia.

Hun er forfatter til otte bøger, herunder ...
The Dhimmi: Jews and Christians Under Islam (fransk: 1980, engelsk: 1985).
The Decline of Eastern Christianity: From Jihad to Dhimmitude (fransk: 1991, engelsk: 1996),
Islam and Dhimmitude: Where Civilizations Collide (2001),
Eurabia: The Euro-Arab Axis (2005),
Europe, Globalization, and the Coming Universal Caliphate (2011)
Understanding Dhimmitude (2013)

Kilde: Wikipedia

---

Oversættelse: Bombadillo