Opfattelsen af Den Anden i moderne arabiske og muslimske samfund er meget differentieret; situationen i Tyrkiet kan ikke sammenlignes med situationen i Afghanistan. Opfattelsen af Den Anden er tydeligvis påvirket af historie og kultur, og hvis traditionelle fordomme aldrig er blevet fordømt i et samfund, vil de kun være så meget mere meningsfulde, især hvis de er begrundet i religiøse fortolkninger.

I slutningen af det tyvende århundrede sagde den åndelige leder af Det Muslimske Broderskab, sheik Yusuf al-Qaradawi, i et svar – under et interview, foretaget efter et besøg af Israels ashkenaziske overrabbiner, Israël Lau hos Muhammad Sayyed Tantawi, sheik på al-Azhar, den 15. december 1997 – at islamisk lov deler Bogens Folk - jøder og kristne – op i tre kategorier:

1) ikke-muslimer i krigens lande;
2) ikke-muslimer i lande med en midlertidig våbenhvile;
3) ikke-muslimer, der er beskyttet af islamisk lov, det vil sige dhimmier. [1]

Sheiken gjorde det klart, at islamisk lov havde opstillet forskellige regler for hver af disse kategorier. Med nogle få ord havde sheiken således sammenfattet teorien om jihad, der regulerer forholdet mellem muslimer og ikke-muslimer. Denne teori blev kodificeret og institutionaliseret så tidligt som i det ottende århundrede af muslimske teologer og retskyndige. Som vi ser fra utallige opfordringer til jihad og situationen dag for dag, så gennemtrænger denne ideologi den aktuelle tænkning og adfærd.

Indbyggerne i krigens lande er mennesker, der skal bekæmpes, fordi de modsætter sig indførelsen af islamisk lov i deres lande. Disse vantro har ingen rettigheder, deres person og deres ejendele er lovlige – for at benytte den sædvanlige formel - for enhver muslim, hvem han end måtte være. Dette forklarer de mord og drab på civile på vejene, når lejlighed byder sig. Selve deres eksistens betragtes som ulovlig.

Vantro fra et land med midlertidig våbenhvile lever i en tilstand af udsættelse mellem to krige.

Dhimmier er tidligere harbier [borgere i dar al-harb, o.a.], som er overført fra en kategori - krigens domæne (dar al-harb) – til kategorien: "beskyttet" folk indenfor islams domæne (dar al-islam). De har bragt jihad-krigen, der truede dem, til ophør ved hjælp af den magiske formel: ”Afgivelse af jord til gengæld for fred og sikkerhed under dhimmitude.” De har afstået deres land til gengæld for beskyttelse. Islamisk lov definerer deres rettigheder, som den håndhæver under visse særlige betingelser (fastlagt i dhimmaen [kontrakt mellem dhimmien og de sejrende muslimer, o.a.]). Det betyder, at ikke-muslimen ikke har nogen rettigheder ud over dem, der er specificeret og beskyttet af islamisk lov. Denne lov er kilden til ikke-muslimers rettigheder. I dag, i alle de samfund, der er mobiliseret af jihad, er det denne fortolkning, der gælder - tilmed i Egypten.

Jihad er en krig, som i dag ville blive betegnet som folkemorderisk, fordi den befaler, at [ikke-muslimske] mænd skal massakreres, og [ikke-muslimske] kvinder og børn gøres til slaver, hvis der gøres modstand [mod muslimerne]. Disse regler blev anvendt gennem det tyvende århundrede og er fortsat blevet anvendt frem til i dag i det sydlige Sudan med slavebinding af oprøreres hustruer og børn.

Lovene om 'dhimmitude' - det vil sige forholdet til ikke-muslimer – følger tre grundlæggende principper:

- Ikke-muslimers underlegenhed på ethvert område. Denne situation eksisterer i dag i stort set alle de arabiske lande, i Iran, Afghanistan og andre lande.
- Den vantros sårbarhed, der i fortiden blev opnået gennem forbuddet mod at han bar våben og vidnede mod en muslim - hvilket indebar en dødelig fare i forbindelse med en anklage for blasfemi, en situation, som stadig eksisterer, især i Pakistan, og som har forårsaget mordet på uskyldige kristne. John Joseph, biskop i Faisalabad, formand for den Menneskerettighedskommission, der blev oprettet af Den Katolske Bispekonference i Pakistan, begik selvmord den 6. maj 1998, for at henlede verdens opmærksomhed på disse blasfemiloves uretfærdighed.
- Ydmygelse og fornedrelse af ikke-muslimer, der påføres ved hjælp af et meget præcist sæt regler.

Ud over fra de netop nævnte militære, juridiske og sociale områder, som har dannet grundlag for relationerne mellem muslimer og ikke-muslimer i mere end et årtusinde, så viser forskellene sig også på det teologiske område, især mellem jøder og kristne på den ene side og muslimer på den anden. Islamisterne tror, på grundlag af mange vers i Koranen, at islam opstod ved Skabelsens begyndelse, og derfor gik forud for jødedommen og kristendommen. Adam, Eva og Noah, betragtet som menneskehedens aner, var muslimer og bekendte sig til islam. Det følger heraf, at menneskeheden er islamisk og, ifølge en hadith, at alle børn er født muslimer. Denne opfattelse legaliserede bortførelse af børn fra dhimmi-samfund, en svøbe, der var endemisk i hele dar al-islam.

Ifølge denne fortolkning er profeterne og personligheder, der er nævnt i Koranen - i versioner, der adskiller sig fra den bibelske beretning - muslimer. Abraham, Moses, David, Salomon, Jesus og apostlene, bliver æret som muslimer og profeter, der bekendte sig til islam. Det følger heraf, at Bibelen er en forfalsket fortælling, og at hele Israels frelseshistorie, som kristendommen også afhænger af, er en islamisk historie.

Derfor bliver Israels rettigheder i sit land ikke anerkendt. Jøderne har ikke en historie. Bibelen er kun en samling fortællinger. Israels historie kan findes i Koranen, og det er en islamisk historie. I denne forbindelse er det klart, at Israels henvisninger til den bibelske historie som deres egen, til deres konger, deres byer og landsbyer, samt jødiskheden af Jesus, Maria og apostlene kun kan gøre islamister rasende. Naturligvis må denne islamisering af Bibelen bekymre kristne lige så meget som jøder.

Der er i islam tydeligvist et reelt problem med accepten af Den Anden, det vil sige af anderledeshed. Menneskeheden er muslimsk - selv om man kan finde en accept af mangfoldighed og pluralisme i Koranen. Men teorien om jihad har struktureret forholdet til Den Anden, enten som had, eller som en latent fjendtlighed mod mennesker i lande med en midlertidig våbenhvile, eller ved den foragt, der er forbundet med dhimmitude-tilstanden.

Alle samfund og religioner har udviklet deres egen form for fanatisme. Men i de jødisk-kristne samfund har adskillelsen af politik og religion – til tider ren teoretisk, det er sandt – gjort det muligt at udfordre intolerancen og undertrykkelsen. Dette er tilfældet i det verdslige Tyrkiet. De mennesker, der kæmpede for slaveriets afskaffelse og jødernes frigørelse var kristne. Jøder og kristne kæmpede side om side for anerkendelsen af menneskerettighederne. Denne udfordring forekommer ikke i den muslimske verden. Dér har der aldrig været dette åndens storsind overfor de undertrykte dhimmier, denne vision om et menneskenes broderskab, hvor fornedrelsen af dhimmien ville fremstå som en forbrydelse mod menneskeheden. Den muslimske intelligentsia har aldrig fordømt jihad som et folkemord, der har udryddet hele befolkninger – og heller aldrig dhimmitude som en dehumaniserende og udbyttende institution, der har været årsag til ekspropriation, slaveri, og deportation af hele befolkninger, hvis kulturelle og historiske arv er blevet fuldstændig ødelagt. Så længe denne selvkritik af egen historie ikke er gennemført, vil det være umuligt at genindsætte Den Anden i en menneskelig dimension, og tidligere fordomme vil fortsætte med at løbe grassat. Det er i denne jihad- og dhimmitude-sammenhæng, at den arabisk-israelske konflikt befinder sig, fordi Israel repræsenterer befrielsen af sit land fra lovene om dhimmitude.

Noter

[1] Saut Al-Haqq wa Al-Huriyya, den 9. januar 1998 (MEMRI, 8. februar 1998 (Special Report: Meeting between the Sheikh of Al-Azhar and the Chief Rabbi of Israel).

* Bat Ye'or er forfatter til
The Dhimmi. Jews and Christians under Islam (1985, 4th pr. 1996);
The Decline of Eastern Christianity under Islam. From Jihad to Dhimmitude. 7th to 20th Century (1996);
Islam and Dhimmitude. Where Civilizations Collide (2002);
Eurabia. The Euro-Arab Axis (2005) og
Europe, Globalization, and the Coming of the Universal Caliphate (2011)

---

Bat Ye'or, der betyder "Nilens datter", er et pseudonym for Gisèle Littman, født Orebi.

Bat Ye'or blev født i en jødisk familie i Cairo, Egypten. Hun og hendes forældre forlod Egypten i 1957 efter Suez-krigen i 1956, og ankom til London som statsløse flygtninge. I 1958 blev hun optaget på Institut for Arkæologi ved University College, London, og flyttede til Schweiz i 1960 for at fortsætte sine studier ved Genève Universitet, men blev aldrig færdig med sin kandidatgrad og har aldrig haft en akademisk stilling.

Hun beskriver sine oplevelser på følgende måde:

Jeg havde været vidne til ødelæggelsen, over et par korte år, af et dynamisk jødisk samfund, der havde levet i Egypten i over 2.600 år og som havde eksisteret siden profeten Jeremias tid. Jeg så opløsningen og flugten af familier, fordrevet og ydmyget, ødelæggelsen af deres synagoger, bombningen af de jødiske kvarterer og terroriseringen af en fredelig befolkning. Jeg har personligt oplevet eksilets byrder, statsløshedens ulykke - og jeg ønskede at finde den dybeste årsag til alt dette. Jeg ønskede at forstå, hvorfor jøder fra arabiske lande, næsten en million, havde delt min erfaring.

Hun var gift med den britiske historiker og menneskerettighedaktivist David Littman fra september 1959 indtil hans død i maj 2012. Mange af hendes publikationer og værker blev til i samarbejde med Littman. Hendes britiske statsborgerskab daterer sig fra hendes ægteskab. De flyttede til Schweiz i 1960 og fik tre børn.

Hun har givet briefinger til FN og Den amerikanske Kongres, og har holdt forelæsninger ved større universiteter som Georgetown, Brown, Yale, Brandeis og Columbia.

Hun er forfatter til otte bøger, herunder ...
The Dhimmi: Jews and Christians Under Islam (fransk: 1980, engelsk: 1985).
The Decline of Eastern Christianity: From Jihad to Dhimmitude (fransk: 1991, engelsk: 1996),
Islam and Dhimmitude: Where Civilizations Collide (2001),
Eurabia: The Euro-Arab Axis (2005),
Europe, Globalization, and the Coming Universal Caliphate (2011)
Understanding Dhimmitude (2013)

Kilde: Wikipedia

---

Oversættelse: Bombadillo