I modsætning til de fleste krige, er løsningen på konflikten i Mellemøsten ikke kun afhængig af overdragelse af jord, eftersom Israel også er genstand for et ældgammelt religiøst had. Det involverede bigotteri er så forfærdende, at man helst undgår at nævne det, men alligevel er det der, og ligger til grund for kampen.

Fra begyndelsen involverede den arabisk-israelske konflikt ikke kun området i Mellemøsten, men også Europa og kirken. Det var næppe på grund af dets velstand og territoriale omfang, at Det hellige Land blev et fjendtlighedernes land, men snarere fordi det var stedet, hvor teologiske ekstremismer stødte sammen. Kun dér, i deres gamle hjemland, kunne det jødiske folk blive befriet for den forbandelse, som kristendommen havde plaget det med. Denne forbandelse, der var blevet videregivet gennem kristne kanaler til islam, blev herefter samlet inden for rammerne af jihad og gjorde både jøder og kristne til genstand for den samme fordømmelse. Princippet om en guddommelig forbandelse mod jøderne som folk, først undfanget af de tidlige kirkefædre i den patristiske litteratur, blev således senere optaget og nyfortolket i islamisk dogmatik og rettet mod både jøder og kristne.

På trods af de islamiske forfølgelser af kristne, har judeofobi – fælles for både kristendom og islam – beseglet den tætte alliance mellem kirken og islam til fordel for den palæstinensiske sag. I landet Israel, er det jødiske folk således blevet konfronteret ikke kun med fordomme, der følger af kristen doktrin, men også med dem, der følger af islamisk doktrin. Afskaffelsen af disse muslimske fordomme mod jøder, som affødes af jihad-doktrinen, ville også medføre en ophævelse af de samme muslimske fordomme mod kristne. Genetablering af Israels rettigheder i dets bibelske hjemland strider mod begrebet om det angiveligt forbandede folk, hadet af Gud – dømt til ydmygelse i al evighed, indtil det konverterer.

Fred i Mellemøsten betyder lighed mellem religioner. Derfor bør de områder, hvor de historisk har været i konfrontation og samspil, undersøges med henblik på at forstå deres moderne udtryk.

Konfliktens kendetegn

Den israelsk-arabiske konflikt er kun ét regionalt, begrænset aspekt af den almindelige, verdensomspændende kamp, der er affødt af jihad-ideologien. I mere end et årtusinde har muslimer erobret og fastholdt lande, befolket af kristne og jøder, på tre kontinenter: Afrika, Asien og Europa. I Østasien koloniserede og islamiserede de også buddhistiske og hinduistiske imperier. Kaliffer og sultaner administrerede dette væld af folkeslag gennem et juridisk-politisk system, baseret på fortolkninger af Koranen og hadith [1], som integrerede de besejrede folkeslags præ-islamiske love og skikke i en islamisk begrebsmæssig struktur. Dette system til styring af undertvungne befolkninger, som jeg har kaldt "dhimmitude," [2] bestemte de demografiske, religiøse og etniske forandringer i de lande, der blev opslugt af jihad. Udtrykket "dhimmitude" omfatter alle aspekter og kompleksiteten af et politisk system, mens ordet "tolerance" indebærer en subjektiv holdning. Dhimmitude-systemet indbefatter begrebet tolerance, men dette sidstnævnte begreb kan ikke udtrykke hele samspillet af politiske, religiøse og juridiske faktorer, der gennem århundreder har formet dhimmitude-civilisationen.

Jihad-ideologien kræver, at sharia - den lov, der regulerer det islamiske område - bliver anvendt i alle jihad-erobrede lande. I denne sammenhæng udgjorde jøderne et lille mindretal blandt de ikke-muslimske befolkninger, som alle blev udsat for jihad-ideologien. Islamisk lov giver samme status til jøder og kristne i deres egenskab af Bogens Folk (Bibelens folk), mens zoroastriere og andre, der anses for hedninge, blev degraderet til en langt værre situation og udsat for strengere undertrykkelse.

I den islamisk-kristne sammenhæng, har islamisering via jihad-krige, der blev sluppet løs i det syvende århundrede og er holdt i gang i over et årtusinde, i de sidste årtier igen antændt jihad-brande i Libanon, Balkan, Kaukasus, Armenien, Sudan, Nigeria, Kashmir, Filippinerne og Indonesien. Den israelsk-arabiske konflikt er kun en nyere og mindre del af den ældgamle geografiske kamp, der opstod som følge af denne jihad-ideologi. Fra det islamiske synspunkt omfatter jødernes stilling to aspekter: det jødiske, og det israelske (noget lignenede gælder for de kristne). Det første drejer sig om deres retsstilling som et tolereret, dhimmi-religiøst mindretal i et islamisk land. Det andet er rodfæstet i de komplekse spørgsmål, der opstår, når et dhimmi-folk befrier sit land fra jihad-lovene - et system, der påtvinger dhimmitude.

Denne frigørelsesproces kom til udtryk i alle de kristne lande - fra Portugal til Kaukasus – hvor dhimmitude-lovene, som af invaderende jihad-hære blev påtvunget de indfødte ikke-muslimske befolkninger, gradvist blev afskaffet. Det er denne fælles baggrund, der giver disse østeuropæiske stater og Israel visse ligheder, der ligger som et lag oven over forskellige karaktertræk. Faktisk er disse ligheder ikke resultatet af nogen europæisk støtte til Israel, men disse forbindelser kommer af den islamiske doktrin, der binder jøder og kristne sammen.

Fællestræk

Uden at gå i historiske detaljer må man huske på, at de europæiske kristne lande, der blev islamiseret af jihad, først blev befriet efter århundreders blodig kamp. Processen med af-islamisering begyndte i middelalderen, først i Spanien, Portugal og øerne i Middelhavet, hvorefter den fortsatte i det 18. og hele det 19. århundrede på Balkan. I Centraleuropa, var de islamiserede områder nået op til det sydlige Polen og Ungarn; i det 19. århundrede omfattede de stadig Grækenland, Serbien, Montenegro, Bulgarien og de delvist autonome rumænske fyrstedømmer. Disse nationale befrielseskrige fortsatte op til 1. Verdenskrig; de seneste blodige, uafsluttede konflikter på Balkan er en påmindelse.

Set fra et muslimsk dogmatisk og juridisk synspunkt, er Israels situation i dag ikke meget forskellig fra disse Balkan-befrielseskrige fra det 19. århundrede. Ligesom israelerne, blev disse folk også truet med udslettelse af en jihad-krig, der angreb deres ret til at udskille sig fra dar al-islam. Som med Palæstina, udgjorde også Balkan-området, erobret gennem jihad, en waqf-ejendom i islamisk lov – også kaldet fay-land, dvs. krigsbytte givet af Allah til det muslimske samfund i fællesskab – der skal forvaltes af kaliffen.

Desuden er waqf-princippet ikke begrænset til områder, erobret ved jihad. Ifølge dette dogme, udgør hele verden til et waqf-område, som Allah har lovet muslimerne; det er en religiøs pligt at tage det i besiddelse på et passende tidspunkt og lade det styre af sharia. Det er denne pligt, som pålægger muslimerne forpligtelsen til jihad, hvorved disse lande – stadig ulovligt i de vantros besiddelse – "vender tilbage" til muslimerne. Dér ligger oprindelsen, begrundelsen og den ideologiske drivkraft bag jihad-erobringskrigene. Det er forkert at hævde, at dette påbud om verdenserobring er moderne islamiske fanatikeres ekstremistiske fortolkning, som nogle nutidige politiske kommentatorer påstår. Denne fortolkning har faktisk udgjort grundlaget for jihad siden dets principper først blev udarbejdet af muslimske jurister og teologer i 8. og 9. århundrede. I denne sammenhæng udgør princippet om waqf-land, anvendt på Israel, en meget lille del af et universelt, geopolitisk begreb. Hvis Israel – uanset dets størrelse – betragtes som ulovligt etableret på "arabisk-muslimsk land," så kan også Spanien, Portugal, Balkan-staterne, etc. betragtes som besættelser af tidligere "muslimske lande"; og på samme måde er alle ikke-muslimske stater "ulovlige", da de er beliggende på potentielt muslimsk waqf-land.

Det 19. århundredes befrielseskrige genoprettede national territorial suverænitet for de østeuropæiske folk, på samme måde som det jødiske folk genvandt en del af deres land, Israel (Palæstina) i 1948. Denne proces muliggjorde den frie udvikling af deres kultur og deres retssystem. Genfødslen af disse kristne stater førte til den dramatiske flugt til Anatolien, Syrien og Palæstina af millioner af muslimer, hvis love havde udsat de indfødte ikke-muslimer for det dehumaniserende dhimmitude-system. Det ville være en absurditet i det 21. århundrede at hævde, at efterkommere af disse befolkninger blev udsat for en "uretfærdighed" og havde en "ret til at vende tilbage" til Spanien, Portugal, Sicilien, Balkan og andre steder. Det ville destabilisere efterkommerne af de folk, som i århundreder havde lidt under åget af dhimmitude.

De krige, der afskaffede dhimmitude-systemet, satte en stopper for en uretfærdighed, som en hvilken som hest tilbagevenden til den tidligere situation ville genindføre. Som med disse europæiske eksempler, ville "retten til at vende tilbage" til staten Israel af de palæstinensiske arabere – legemliggørelsen af jihad-værdierne – genindføre de samme betingelser, der fører til dhimmitude for jøderne. Det skal understreges, at dhimmitude indebærer ekspropriation af de oprindelige folk, der er henvist til dhimmi-status, efter at deres land er blevet et muslimsk waqf-område, der udelukkende er til gavn for det muslimske samfund (ummaen). Jøder og kristne bliver kun tolereret som dhimmier, forudsat at de underkaster sig restriktive regler, der omfatter forbud mod at eje jord i deres eget land.

For at opsummere, kan det bekræftes, at Israels situation, set fra et islamisk doktrinært synspunkt, er identisk med situationen for de europæiske befolkninger, fra Portugal henover Sicilien og Det Osmanniske Riges Balkan til Krim, for hvem det er lykkedes at frigøre sig fra dhimmitude-lovene – love, der er indført som følge af en jihad-krig og indførelse af sharia. Afskaffelsen af disse love gjorde det muligt for disse befolkninger at genetablere deres nationale uafhængighed og deres rettigheder. Modsætningen her er mellem dhimmi-folkenes befrielse og deres undertrykkelse og død i dhimmitude-systemets greb.

Modsatrettede aspekter

Geografisk set adskiller Israels situation sig fra Balkan-befolkningernes, da Israel - som Libanon, Georgien og Armenien - er kilet ind i en ren muslimsk region. I andre henseender, selv om vilkårene for jøder og kristne som dhimmier er identiske set fra det islamiske synspunkt, er der vigtige forskelle på det teologiske og det politiske niveau.

Teologi: På det doktrinære plan, er der konvergens og fusion mellem den kristne doktrin, der hævder en guddommelig fordømmelse af jøderne til eksil og fornedrelse, og den muslimske doktrin, der bevarer den guddommelige fordømmelse af jøderne til ydmygelse, men også lader den gælde for de kristne. For jøderne udgjorde den islamiske holdning en forbedring i forhold til den kristne teologi, som isolerede dem fra resten af menneskeheden i en unik, dæmoniseret kategori. For de kristne blev dette, at blive placeret på samme niveau som de mennesker, der vakte deres hadefulde foragt, stærkt oplevet som en yderligere bevidst ydmygelse, pålagt dem af islam. Denne bitre holdning hos de kristne var en af de faktorer, der i så lang tid bidrog til uklarheden om historien om dhimmitude, som var det fælles juridiske og teologiske vilkår for både jøder og kristne.

Kristendommen udviklede sig fra jødedommen. Bruddet på denne tætte symbiose var ledsaget af en fjendtlig afvisning af moder-religionen. Det er vigtigt at understrege, at konflikten mellem den tidlige byzantinske kirke og den palæstinensiske jødedom blev udkæmpet mest intenst i Det Hellige Land - hvor jødedommen havde været central siden det andet årtusinde f.Kr. Da Romerriget blev kristent i begyndelsen af det 4. århundrede, kunne Patriarkatet derefter genindføre kejser Hadrians bandlysning af jøder, der levede i Jerusalem (135 e.Kr.), som tilsyneladende var bortfaldet. I det 5. århundrede institutionaliserede alliancen mellem kirken, der var stærkt præget af hedenskab, og den byzantinske stat, kirkefædrenes anti-jødiske dogme i lovgivning og politik. Det var i det 5. århundredes Nordafrika, at St. Augustin (d. 430), biskop af Hippo – i dag Bône i Algeriet – mest tydeligt formulerede læren om det jødiske folk: Et "guddræbende folk", dømt til eksil og til omvandren i trældom og fornedrelse.

Dogmet om erstatning [at Guds udvælgelse er flyttet fra det jødiske til det kristne folk] udgjorde grundlaget for kirkens politik overfor jødedommen og af-judaiseringen af Jerusalem. Ansvaret for at opretholde dette dogme faldt på kirken i Det Hellige Land. Det var denne kirke, der overvågede udelukkelsen af jøder fra Jerusalem, deres ydmygelse, samt gennemførelsen af deres forfølgelse. Kun et par år før den arabiske erobring, efter den korte persiske besættelse, dekreterede kejser Herakleios, på foranledning af patriark Sophronius, den første massakre på jøder i Det Byzantinske Rige. Det var denne samme patriark, som senere bad de muslimske erobrere om at fastholde et grundlæggende princip for kristen dogmatik: Af-judaiseringen af Jerusalem. Det var således gennem lokale kristne kanaler, at denne politik blev overført til islam. Bevidste om at være garanter for denne doktrin, lagde kirkerne i Det Hellige Land ydmygelse og lidelse på den palæstinensiske jødedom og på de få, der fik lov til at vende tilbage til Jerusalem af de muslimske myndigheder.

Den zionistiske bevægelse og Balfourdeklarationen fra 1917 gav i denne kristne teologiske sammenhæng næring til den vanvittige antisemitisme, der i det kristne Europa kom til at gøde jorden for Shoa [Holocaust]. Den kristne lære, der fordømte jøderne til omvandren og fornedrelse, blev fastholdt uændret indtil 2. Vatikankoncil (1962-65). Revisionen af denne lære vakte lidenskabelig modstand, især i de østlige arabiske dhimmi-kirker, der var talerør for deres beskyttere, staterne i Den Arabiske Liga.

Trods bestræbelser fra kristne ordensfolk og lægfolk, der følte sig nært forbundet med jøder og jødedommen, var resultaterne af 2. Vatikankoncil temmelig tvetydige og udgjorde en sejr for det antisemitiske flertal i Den katolske Kirke. De fastholdt en politik om delegitimering og dæmonisering af staten Israel, og støttede dens udskiftning med en staten Palæstina. Med andre ord forblev princippet om "omvandren" et afgørende mål. Desuden var fordømmelsen af antisemitismen ikke ledsaget af en samlet rehabilitering af jøderne. Denne tvetydighed tillod kristne at have medlidenhed med jødernes ulykke, samtidig med at de mente, at den var en følge af deres egen ondsindede natur. [3] Denne tvetydighed tillod faktisk kristne i de efterfølgende årtier at forene medfølelse for jøder med den mest ondartede fjendtlighed mod israelerne. Overførslen af jødernes ondsindede natur til staten Israel blev til stadighed holdt i live af en utrættelig aktivisme af palæstinensiske kirkeledere, som var allierede med PLO.

Hele denne proces med dæmonisering af staten Israel blev udtænkt, videreudviklet, og overført til Europa af disse palæstinensiske, arabiske dhimmi-kirker. Befrielsen af Jerusalem i 1967 forstærkede denne tendens; lige siden er de europæiske befolkninger blevet oversvømmet i medierne af anti-israelsk indoktrinering. [4] Det er rigtigt, at proklamationer fra nationale biskoppelige råd i Europa udtrykte andre, mere positive opfattelser. Men den anti-zionistiske fobi – kulminerende i 1975 med FN's Generalforsamlings antisemitiske resolution 3379 ("bestemmer, at zionisme er en form for racisme og racediskrimination") – begyndte først at aftage, da denne beslutning blev omstødt i december 1991, efter Golfkrigen. Da Vatikanet, i december 1993, anerkendte Israel, anerkendte det næsten samtidigt Det Palæstinensiske Selvstyre (PNA). Dette skridt efterlod det ubehagelige indtryk, at den forsinkede etablering af diplomatiske forbindelser med Israel var nødt til at blive opvejet af en anerkendelse af PNA.

Denne situation skyldtes vægten af de antisemitiske og pro-islamiske tendenser, der repræsenterede en stor del af Den katolske Kirke. Disse samme strømninger havde held til at pålægge 2. Vatikankoncil i 1965 et fuldstændig symmetrisk standpunkt fra Kirkens side med hensyn til både jøder og muslimer. Men denne symmetri fangede Kirken i en fælde, da kristendommens forhold til jøder er fuldstændig asymmetrisk til Kirkens stilling over for muslimer – er endog i modsætning til det. Det kristne dogme om erstatning angår jøder - men ikke muslimer. Omvendt anvendte islam dette dogme på jødedommen og kristendommen, som begge, i henhold til islamisk doktrin, var forudgået og afsluttet af islam. De bibelske personligheder, der er nævnt i Koranen, som knap nok ligner originalerne – Abraham, Moses, David, Salomon, Jesus, og andre – betragtes som muslimer. Fraværet af et sådant ræsonnement i jødedommen om kristendommen skaber en falsk symmetri mellem jødedom og islam.

Ligeledes, på et historisk plan: Intet kristent land er nogen sinde blevet erobret af jøderne, men kristne lande er blevet islamiseret på tre kontinenter - Afrika, Asien og Europa - og styret af sharia. Hertil kommer, at islamisk ret fra dens begyndelse etablerede og perfektionerede en obligatorisk status for kristne, baseret på teologi. Der er derfor en absolut mangel på symmetri på de teologiske, juridiske, politiske og historiske områder mellem islam og jødedom i deres forhold til de kristne. Den kristne afvisning af at anerkende den radikale asymmetri mellem jødisk-kristne og muslimsk-kristne relationer skaber forvirring på vejen mod forsoning. Desuden øver denne symmetri, som angiveligt repræsenterer "retfærdighed", uretfærdighed mod jøderne, fordi den benægter de indlysende forskelle mellem jødedom og islam.

Trods mange ypperlige værker af kristne teologer og tænkere - og deres utrættelige indsats for at støtte en jødisk-kristen tilnærmelse – er anti-judaisme og anti-zionisme stadig dominerende kræfter over hele Europa. Desuden bruger de pro-islamiske lobbyer den jødiske holocaust-tragedie til at opfinde en europæisk skyldfølelse overfor palæstinensiske arabere og muslimske indvandrere i Europa, som angiveligt er symmetrisk med Europas skyld for Holocaust. Således er ikke alene Holocaust blevet overtaget til gavn for dem, der ellers benægter den og ønsker at føre en politik for Israels død, men også antisemitismen er blevet styrket gennem den uberettigede overdrivelse af kristen skyldfølelse over for islam - baseret på en falsk forbindelse til den jødiske tragedie i Europa. Denne taktik er udbredt blandt visse gejstlige grupper i både østlige og vestlige "islamiserede" kirker, især i deres omfattende støtte til en fri muslimsk indvandring til EU.

Politiske aspekter: Generelt set - siden 1970'erne har de forskellige europæiske regeringers politik over for Israel været præget af fjendtlighed. Denne politik har kombineret disse landes økonomiske og politiske interesser med deres rivalisering om markeder i den arabiske verden, især i forbindelse med salg af militære våben. Denne kyniske politik har ikke været tynget af nogen skrupler og har skjult sit formål under dække af "humanitære årsager" – især i forhold til de palæstinensiske arabere.

I denne sammenhæng bliver Israel behandlet på samme måde som de kristne befolkninger, hvis krav stod i vejen for de europæiske stormagters interesser i det 19. århundrede. Statslige interesser havde forrang for enhver solidaritet, der havde at gøre med humanitære principper. I det 19. århundrede var det kun den offentlige mening, der tvang magterne til at gribe ind - for sent - for at bremse massakrerne på kristne under de mange oprør på Balkan. Senere i århundredet blev armenierne opgivet, da ingen europæisk magt, selv ikke Rusland, havde interesse i at destabilisere Tyrkiet.

Efter 1. Verdenskrig ofrede Frankrig og Storbritannien armeniernes og de assyro-kaldæiske kristnes krav (i Irak) til fordel for en pro-muslimsk politik. Et halvt århundrede senere blev ødelæggelsen af de kristne politiske strukturer i Libanon, udført af den muslimsk-palæstinensiske alliance, mødt med almindelig ligegyldighed i Europa og USA. Denne kristne tragedie opnåede ikke andet end beskæmmende tavshed fra de fleste europæiske intellektuelle og medierne - især fra alle dem, der viste medfølelse med de arabiske palæstinensere, dag efter dag, i årtier. Denne iagttagelse gælder ligeledes for ofrene i Østtimor og Molukkerne, samt for de sudanesiske afrikanske kristne og animister, som i årevis har udstået jihad-krig og slavebinding fra de nordlige arabiske muslimers side uden større protester fra Den Europæiske Union. Denne tavshed var så meget desto mere påfaldende, fordi den stod i modsætning til den massive mediekampagne, der blev ført på vegne af muslimerne i Bosnien, Kosovo og senere i Tjetjenien. I dag bliver folkemordet på kristne i Indonesien næsten ikke nævnt i pressen.

Desuden har de forskellige former for diskrimination, som kristne i muslimske lande i stigende grad lider under, sjældent givet anledning til mediekampagner eller konstant interesse fra de større humanitære organisationer. Man kunne derfor placere Europas anti-zionistiske standpunkt i kategorien: Generel politisk kynisme. Dette rejser spørgsmålet om, hvad det er for politiske kriterier, der afgør mediernes "valg" af oplysninger – er det kriterier, som opererer enten gennem udeladelse, misinformation, systematisk ligegyldighed (Algeriet, Sudan, Nigeria, Østtimor, Molukkerne, Filippinerne, osv.), og/eller i direkte relation til de økonomiske og geostrategiske interesser?

I dets forhold til den muslimske verden, fører Vesten således den samme politik over for kristne som over for jøder. Man bør også understrege - og det er af stor betydning - tyrkernes og arabernes helt forskellige politik over for tidligere dhimmi-befolkninger. Osmannerne i det 19. århundrede og Tyrkiet i det 20. århundrede modtog og bosatte millioner af muslimske flygtninge, og begge sluttede fred med deres tidligere undertvungne folk. Med undtagelse af Jordan (77 procent af det tidligere Folkenes Forbunds Palæstina-mandat), nægtede de 20 stater i Den Arabiske Liga, på trods af at de dækker enorme områder - 10 procent af jordens overflade – at modtage, bosætte og give statsborgerskab til deres palæstinensiske arabiske slægtninge; kun Egypten og Jordan har anerkendt Israels de jure eksistens.

Økonomiske interessers kortsigtede politik

Europæiske demokratier er styret af partier, hvis repræsentanter kun disponerer over kort tid til at virkeliggøre deres politikker, som hovedsagelig er baseret på ønsket om økonomiske og sociale forbedringer. Som en regel er demokratiers mål kortsigtede. Sådan er situationen ikke i den tredje verdens diktaturer - som f.eks. Syrien, Irak og Libyen - hvis livstids-diktatorer har langsigtede ideologiske mål. Eksperter hævder normalt, at økonomisk udvikling er en afgørende faktor for opnåelse af fred og bekæmpelse af had og fordomme. Denne påstand modsiges af situationen i Saudi-Arabien, et af de rigeste lande i verden, hvor fordomme mod kvinder og ikke-muslimer knap nok har ændret sig i århundreder. Desuden ser sådanne generaliseringer bort fra store civilisatoriske forskelle, hvor nogle samfund sætter en religiøst inspireret krigerisk strategi om verdenserobring over alle aktuelle økonomiske overvejelser. I jihad-civilisationen er fred kun et interval mellem en fortsættelse af fjendtligheder.

Overlapningen af de to områder, det økonomiske og det politiske, har fostret Europas - især Frankrigs - politik over for den arabiske verden; i de kommende år vil denne politik afstedkomme betydelige politiske og kulturelle forandringer i Europa. Man kan især pege på store ændringer med hensyn til kvinders status, polygami, og integration af nogle sharia-regler i det europæiske retssystem, som krævet af millioner af de seneste muslimske indvandrere til Europa. EU's arabiske politik er forankret i et planlagt politisk projekt, der sigter mod at skabe et euro-arabisk økonomisk og geostrategisk kontinent, tænkt som en modvægt til amerikansk indflydelse. Det indebærer en sammensmeltning af Nord-Syd-befolkninger og en intensivering af europæiske økonomiske interesser i den arabiske og muslimske verden. Siden 1960'erne er en europæisk indvandringspolitik blevet udviklet inden for denne økonomisk-strategiske sammenhæng.

Dette Euro-Mediterræne Nord-Syd-projekt havde som sin utopiske model det "andalusiske paradis", billedet på en perfekt muslimsk-kristen symbiose. Denne grundmyte tjente til at konsolidere den euro-arabiske alliance og at overføre skylden for den nuværende diskrimination af kristne i muslimske lande på Israels uforsonlighed. Den Europæiske Union nægter at fordømme islamiske religiøse fordomme, men foretrækker at udsone sin afmægtige frustration på Israel. Men det er indlysende, at den pågældende diskrimination er forankret i sharia-lovene. Dette mytiske andalusiske paradis ville blive genfødt – er det ofte hævdet siden 1970'erne - hvis blot et demokratisk, arabisk Palæstina kunne erstatte Israel. Her er det vigtigt at påpege, at dette andalusiske multikulturelle paradis er en politisk myte. I virkeligheden var de andalusiske haremer fyldt med kvindelige kristne slaver, taget under vedvarende grænse-raids, og den muslimske stats magt var baseret på væbnede styrker, der bestod af tusindvis af islamiserede kristne mandlige slaver, mens alle ikke-muslimer forblev dhimmier. De var styret af herskere, som håndhævede den strenge malikitiske islamiske retsorden. Andalusien - et typisk eksempel på et jihad-orienteret land - var konstant gennemrystet af kristne oprør, mens alle spor af kristendom i det muslimsk-erobrede Spanien var slettet fra det 13. århundrede indtil Reconquistaen i det 16. århundrede.

Palæstinianisme: De palæstinensisk-kristne dhimmiers bidrag inden for rammerne af det euro-israelsk-arabiske forhold

De palæstinensisk-arabiske kristnes bidrag i denne sammenhæng er betydelig på tre politikområder: (1) Muslimsk indvandring til Europa, (2) den igangværende ødelæggelse af kristendommen i den arabiske og større muslimske verden, (3) den voksende europæiske anti-zionisme.

Temaet om muslimsk-kristen symbiose, en "guldalder" forud for "syndefaldet" - legemliggjort af staten Israel - erstattede historie med myte. Dette tema, der udgør et af principperne for arabisk nationalisme, blev udbredt især efter 1920'erne. I Levanten, og især i Palæstina-mandatet, kom det til udtryk i en politik for muslimsk-kristen samarbejde mod zionismen. Efter 1948 udgjorde denne myte det våben, der retfærdiggjorde afskaffelsen af den jødiske stat. [5] Den stillede en strategi til rådighed, der frikendte den arabiske verden for enhver skyld, og gjorde Israel ansvarlig for de kristnes lidelser i området. Denne hemmelige forståelse tillod handelen mellem Vesten og den arabisk-muslimske verden at fortsætte uden hindringer. Den forstærkede den anti-zionistiske kampagne og dæmpede den jødisk-kristne tilnærmelse. [6] Men denne politik, som den praktiseres af palæstinensisk-arabiske kristne, både lægfolk og præster, er ikke repræsentativ for alle kristne anskuelser. Denne propagandas succes i Europa siden 1960'erne – helt ude af proportion med den demografiske betydning af de palæstinensisk-arabiske kristne, som udgør et godt stykke under 5 procent af den samlede palæstinensisk-arabiske befolkning – er et resultat af alliancen med antisemitiske lobbyer. I dag er disse samme kristne konfronteret med Hamas-bevægelsens fremgang i de områder, der nu er under Arafats administration.

Arabisk indvandring til Europa havde været planlagt og tilskyndet fra begyndelsen af 1960'erne af europæiske politikere og deres arabistiske rådgivere. Den videreførte den pro-arabiske, pro-muslimske politik, der var ført af europæiske magter og kirkehierarkier siden begyndelsen af dette århundrede. I 1960'erne udgjorde tilnærmelsen til andre religioner, annonceret efter 2. Vatikankoncil, en generøs fornyelse, der brød med fortidens fordomme. Men i jødernes tilfælde, blev den politiske tilnærmelse til jødedommen opvejet af anti-zionisme og forsvaret af palæstinensiske interesser. Fordømmelsen af antisemitisme gik således hånd i hånd med udbredelsen af anti-zionisme. Vatikanets og mange protestantiske kirkers ensidige engagement til fordel for den palæstinensisk-arabiske sag understøttede den kristne teologi om erstatning, der havde delegitimeret staten Israel.

Efter 2. Vatikankoncil, og på foranledning af de palæstinensiske kirker, styrkede de katolske og protestantiske teologiske organer deres dialog med islam. [7] Tilnærmelsen til jødedommen blev overskygget af kristne interesser i den muslimske verden og de arabiske kirkers stejle modstand. Disse dhimmi-kirker arbejder udelukkende inden for de begrebsmæssige rammer af dhimmitude, som de har bevaret i 13 århundreder. Deres overlevelse er knyttet til deres fremme af muslimske interesser, dhimmiernes "tjeneste" for islam.

"Palestinianisme" har sat historien om dhimmitude ud af spillet og forhindret dens kritiske undersøgelse. Viden om disse forhold ville have opmuntret til en nedbrydning af de hellige, traditionelle muslimske fordomme om Bogens Folk. Et sådant skridt ville have ført til en muslimsk aggiornamento [italiensk, ”ajourføring”. Udtryk, anvendt af pave Johannes 23 da han i 1959 indkaldte det 2. Vatikankoncil, hvis opgave skulle være at forny Den katolske Kirke, o.a.]. Men den muslimsk-kristne symbiose, der skulle opnås i et fremtidigt demokratisk Palæstina – på bekostning af Israels død - blev et dogmatisk aksiom. Det forhindrede ethvert kendskab til historien og enhver kritisk refleksion over muslimsk-kristne relationer i forbindelse med jihad og dhimmitude - de begreber, der udgjorde selve grundlaget for disse relationer. Forbuddet mod at udfordre denne muslimsk-kristen symbiose lagde et tabu på de forværrede forhold for de kristne samfund i muslimske lande. [8] Mens Israel blev kaldt den "onde" for at bevare den euro-muslimske alliance, bidrog denne generelle tavshed også til en forværring af deres egen situation, og medførte en irreversibel bevægelse af kristne, der konverterede til islam, samt en massiv udvandring fra arabisk-muslimske lande til Vesten. [9]

Af både kommercielle og teologiske grunde er det stadig almindelig praksis at give Israel skylden for forværringen af de kristnes vilkår i den arabiske verden. Denne reaktion er en del af en fortsat tradition for trekantsrelationer mellem jøder, kristne og muslimer i forbindelse med dhimmitude. I fortiden, når kristne blev forfulgt af muslimer og var ude af stand til at hævne sig på deres forfølgere, kom de ofte af med deres frustration ved at angribe jøder. Forfølgelsen af jøder i middelalderens Europa var ofte en kristen reaktion på muslimske forfølgelser, som kristne led under i Spanien og Levanten. Den moderne anklage mod staten Israel er en del af denne tradition. Idet de ikke tør konfrontere den arabiske verden, af frygt for at miste deres markeder, hævner europæiske politikere sig på Israel over deres egen magtesløshed. Men det er klart, at det er sharia-love, som ikke har noget med Israel at gøre, der begrænser de kristnes rettigheder i de arabiske lande, og at diskriminationen og overgrebene, de udsættes for dér, er udtryk traditionelle muslimske fordomme.

Den palæstinensiske arabiske sag var et afgørende og grundlæggende element i EU's anti-zionisme. Det kristne dogme om jøderne som et "guddræbende folk" blev ofte genoplivet ved fremstillingen af et muslimsk-kristent Palæstina, ”korsfæstet" af den jødiske stat. Så sent som den 11. december 2000 - to uger før jubelårets julefest – var halvdelen af forsiden på et nyt palæstinensisk dagblad, Intifada, dækket af en provokerende karikatur, der viste en korsfæstet ung kvinde med navnet "Palæstina" over hovedet. Blod sprøjter fra hendes martrede krop på en trio af karikerede jøder, der ser op på den korsfæstede kvinde, som skal forestille Jesus/Palæstina. Tre dage senere kom Intifada med endnu et budskab i form af en massivt kors, denne gang uden korsfæstelsesscenen, men med en bøn rettet til "Min Herre, den forrådte - forrådt af det usle forræderiske kys," og sluttende med: "O Søn af Den hellige Jomfru, de kan ikke overvinde dig to gange."

Presset af de arabiske stater, torpederede de palæstinensiske dhimmi-kirker den jødisk-kristne tilnærmelse i Europa. Som arvinger til og vogtere af en ældgammel tradition for at nedværdige, ja, selv myrde, jøder i deres hjemland, retfærdiggjorde de højlydt PLO’s internationale terrorkampagne. Den politiske kamp mod Israel forlængede og opdaterede den teologiske kamp.

Dette fænomen har ingen relation til den berettigede kritik af visse aspekter af israelsk politik, som det er normalt for enhver stat. Det skyldes snarere en tvingende drift mod at hade og nedgøre. Guddræbende hentydninger, beskyldninger om ritualmord og verdenssammensværgelse, erstatningsteologi og holocaustbenægtelse bliver konstant genanvendt i de muslimsk-kristne medier i Mellemøsten, herunder de palæstinensiske, mens Den Europæiske Union fortsætter med at finansiere PNA's uddannelsessystem, der endog udelukker Israel fra landkortene.

Mens europæerne således er blevet forsonet med de jødiske samfund i EU-landene - forsvindende små befolkninger, der overlevede et europæisk folkemord – overfører anti-zionisme alle dets traditionelle fordomme på staten Israel, som er kommet til at legemliggøre den ondsindede natur af jødedommen selv. Det er rigtigt, at de religiøse katekismer er blevet rensede, men hver dag giver foragten genlyd af et andet register. Jo mere antisemitisme bliver fordømt, jo mere anti-zionisme bliver der udløst, som en slags efterligning. Dette genbrug af gammelt had projicerer undertrykkernes forbrydelser på deres ofre. Jo mere Israels kristne venner forsøger at ændre kirkens lære, jo mere forstærkes støtten til palestinianisme og palæstinensisk-arabisk erstatningsteologi. Det arabiske Palæstina ses som arving til det bibelske Israel og roden til kristendommen selv. Fornægtelsen af Israels identitet og historie har forøget erstatningsteologiens renhed.

Det er ingen tilfældighed, at anti-zionismen er vokset til et sådant omfang i Europa, det selv samme kontinent, hvor Holocaust blev begået. I nogle lande har nazistiske kollaboratører og sympatisører i årtier kunnet findes i ledende magtpositioner indenfor staten, højfinansen og medierne. Bestræbelser på at dømme de ansvarlige er ofte blevet blokeret. Kun Tyskland har, under en international forpligtelse til at gøre det, modigt foretaget en kritisk gennemgang af dets egen fortid. Ved at forfægte den palæstinensiske arabiske sag, har den europæiske antisemitisme frikendt sig selv, fjernet pletten af skyld og projiceret den, med hævn, på jøderne ved at dæmonisere og "nazificere" Israel.

Det er ikke let at vurdere styrken af politisk europæisk antisemitisme i dag, i betragtning af modviljen mod at offentliggøre pro-zionistiske holdninger i de nationale medier. Faktisk er det sikkert, at anti-zionismens succes kun kan forklares med den skjulte, eller åbenlyst politiske, støtte, den modtager på højeste politiske og religiøse plan. Ikke desto mindre har den katolske erklæring fra 2. Vatikankoncil, Nostra Aetate (1965); mange katolske og protestantiske teologers utrættelige kamp mod antisemitismen; Vatikanets anerkendelse af Israel; samt ønsket om at vedligeholde og styrke den jødisk-kristne tilnærmelse – eksemplificeret ved pave Johannes Paul II's pilgrimsrejse til Israel i marts 2000 – skabt nye former for adfærd. Sekulariseringen af de vestlige samfund og den stigende individualisme har udviklet den mest varierede række af holdninger i alle dele af befolkningen. Uden et konstant medie-bombardement, som det har været tilfældet i de seneste år – styrket fra oktober 2000 med den 2. intifada – ville det være vanskeligt at få øje på en konsensus i den europæiske offentlighed, selv om tendenserne og politikkerne i Den Europæiske Union er klare. Nogle indikatorer for den fremtidige udvikling kan ses i: (1) De voldsomt fjendtlige reaktioner på valget i 1996 af Benjamin Netanyahu til premierminister; (2) Det Europæiske Fællesskabs åbenlyse boykot af Jerusalem-festen ved indgangen til det tredje årtusinde (en benægtelse af dens jødisk-bibelske historie); (3) afvisningen af at anerkende Vestjerusalem som hovedstad for staten Israel (en symbolsk påmindelse om forbuddet mod jødisk suverænitet i Jerusalem); (4) ros til Ehud Barak så længe palæstinensiske krav konstant blev opfyldt under "fredsprocessen"; (5) den anti-israelske krigspropaganda i medierne efter at Arafats startede den 2. intifada; (6) den næsten universelle fjendtlighed over for valget af Ariel Sharon; (7) den stigende tendens til at rodfæste kristendommen i arabisk palestinianisme.

Jøde-kristendommens endeligt?

Vil vejen mod "palæstinensisk befrielsesteologi" føre til fuldstændig skilsmisse mellem de to religioner? Afvisningen af kristendommens jødiske rødder har udgjort en permanent strømning indenfor kirken. Dette problem viser sig klart på to niveauer. Det første har ført til udryddelsen af jøderne, retfærdiggjort ved deres dæmonisering. Som mange kristne har forstået så godt, var Holocaust og den nazistiske tilbagevenden til hedenskabet en dødsklokke for kristendommen. Med andre ord, bøddelen går åndeligt til grunde ved hans offers død.

Det andet niveau viser sig i afkristningsprocessen, gennem hadet til den jødiske kerne og spiritualitet, der strukturerer og opretholder kristen tænkning. Den samlede uddrivelse af jødedom fra den kristne bevidsthed finder sted gennem udarbejdelsen af en teologi, der søger at af-judaisere Bibelen, herunder Det Nye Testamente. Dette er allerede kommet til udtryk i Europa gennem "palæstinianiseringen" af Bibelen – dvs. dens af-judaisering. [11]

Palæstinensisk befrielsesteologi udgør således en del af denne historiske bevægelse i retning af at fjerne jødedommen fra kristendommen. Jesus betragtes ikke længere som en jøde født i Judæa, men som en araber fra Palæstina – og således også hans mor, hans familie, hans disciple, og apostlene. Denne parodi kan synes barnlig, hvis det ikke var fordi den reelt udtrykte et implicit ønske om at uddrive jødedommen helt fra kristendommen og at tilrane sig dens arv gennem en muslimsk-kristen palæstinianisme.

Af-judaiseringen af kristendommen kommer af en selv-destruktiv dynamik og en umulighed af at forene hadet til jøder med kristendommens jødiske oprindelse. Dette had er særlig udtalt i de historiske palæstinensiske afkristnede kirker - i landet Israel selv - og forklarer denne nye form for erstatningsteologi. Moder-datter-forholdet mellem jødedom og kristendom er uacceptabelt og skandaløst for kristne arabere, der er nedsunket i anti-judaisme. Det er ud af denne konflikt, mellem en kristendom født af jødedom og dens afvisning af jødedommen, at der opstår "Bibel-problemer" for de palæstinensiske kristne. Det nuværende forsøg på at løsrive Det Nye Testamente fra Det Gamle (Første) ved at af-judaisere Jesus og hans disciple og apostle (gennem deres palæstinianisering, arabisering, eller endog islamisering), er omfattet af denne kontrovers.

Men den positive ændring i Vatikanets politik over for Israel, såvel som den jødisk-kristne tilnærmelse, underminerer de traditionelle judeofobiske dogmer i de syrisk-palæstinensiske kirker. Disse kirker er nu konfronteret med en teologisk revision, der fjerner dem fra den rolle som Israels ofre, som de havde det godt med og bredt proklamerede over hele verden, og placerer dem i rollen som forfølgere af det jødiske folk i dets gamle hjemland gennem næsten to årtusinder. Og denne rolle - som de endnu ikke har udsonet - udelukker dem fra at gøre sig til "retfærdighedens" dommere i forhold til jøder og Israel.

Af-judaiseringen af evangelierne og alle de bibelske tekster, viser en manglende evne til at forene jødedom med kristendom i den kirke, der først stræbte efter at bringe jødisk etik til den hedenske verden. Den hedenske afvigelse - repræsenteret ved judeofobi, som manifesteret i kommunismen og nazismen - blev den største graver af kristendommens grav. I dag kommer den samme judeofobiske tendens tilbage i form af arabisering af evangelierne og et skred i retning af islamisering af kristen teologi. Det er svært at vide, om dette skridt er en følge af judeofobi selv eller en følge af det muslimske miljøs intolerance (som afviser jødedom og kristendom på samme måde, og derfor begrunder islamiseringen af de arabiske dhimmi-kirker i deres søgen efter tolerance). Hvorom alting er, så udgør denne tendens, som i øjeblikket ubønhørligt propaganderes i Europa af en pro-islamisk, judeofobisk kristen gejstlighed, en del af de konstante afståelser, der hænger sammen med dhimmi-mentaliteten.

Med behørig hensyntagen til de historiske forskelle, er situationen efter Holocaust noget lignende som den, der herskede i Orienten på tærsklen til islams opkomst i det 7. århundrede og det efterfølgende sammenbrud af imperier. Den byzantinske kejser Herakleios’ massakrer på jøder, tilskyndet af den palæstinensiske gejstlighed, blev få år senere efterfulgt af den arabiske erobring og islamiseringen af store områder af den østlige kristenhed. Sidstnævnte blev lettet af en ondartet anti-judaisme og blodige doktrinære konflikter mellem kirkerne; af en alliance mellem kristne og muslimer mod jøderne og mod hinanden; af et åndeligt tomrum; samt af korruption blandt lederne i både kirke og stat.

Historie - hvorfor bekymre sig?

Man hører ofte den påstand, at historie er overflødig. Sandheden er, at historie bliver en snare for dem, der glemmer den, og for dem, der kører fast i den og prøver at genoplive den i dag for enhver pris. Historiens frigørende dimension kan kun udvikle sig gennem en relativering af modstridende sandheder og gennem en vilje til ikke at genoplive historien, men at opfinde en fremtid. Men en viden om historien er afgørende for at kunne opfinde fremtiden. Glemsel af historien fører til skæbnesvangre fald i dens faldgruber.

Den tragiske udvikling i Libanon siden midten af 1970'erne kan meget vel have været programmeret af de politiske valg, der blev truffet i begyndelsen af det 20. århundrede. [12] På samme måde var genoprettelsen af staten Israel resultatet af en lang proces. Europa vil om 20 eller 30 år være blevet forvandlet af politikker, der blev vedtaget i 1960'erne og 1970'erne. Således projicerer historien konstant sig selv ind i fremtiden; den er ikke en ubetydelig del af fortiden, men en aktiv katalysator for vores nutid og vores fremtid.

Historien burde få os til at reflektere over vejene ud af historien med henblik på at løse konflikter gennem politikker for fred og forsoning. Sådanne politikker beskæftiger sig med strategiske aspekter: territorier og grænser - men også med ideologier. Den fred, som syntes at være ved at tage form mellem Israel og dets arabiske naboer, herunder de palæstinensiske arabere, indebar en total ændring af mentaliteten. Alligevel holder arabiseringen af bibelsk geografi og historie liv den gamle erstatningsteologi indenfor de palæstinensiske dhimmi-kirker; de synes at være dømt til enten endeløs fjendtlighed eller en islamisering, der ligger til grund for den selvudråbte palæstinensiske arabiskhed af deres oprindelse.

Men fred betyder også at anerkende den Anden i kraft af hans væren. Fred må sætte en stopper for fornægtende erstatninger, perverterede udtryk for en grundlæggende afvisning af menneskelig forskellighed. For palæstinensiske arabere betyder fred at acceptere Israels legitimitet – de jure og ikke af tolerance – såvel som Israels historie i dets fædrene hjemland. Og for Israel betyder fred også at anerkende, at kristendom og islam er universelle religioner, hvis bidrag til civilisationen er fundamentale. Fred betyder at acceptere og respektere deres legitimitet indenfor staten Israel. Befrielsen af jøderne i Israels land fra den kristne teologiske forbandelse og fra islamisk dhimmitude ville ophæve idéerne om guddommeligt had og guddommelig fordømmelse for alle folk.

At bringe en ende på denne historie om konflikt betyder at nærme sig hinanden med gensidig respekt. Så kan fred mellem religioner, fred mellem mænd og kvinder, udstråle fra Israel og Mellemøsten over hele verden og fjerne fanatismes mørke. For genoprettelsen af staten Israel – accepteret af verdens nationer med dens hovedstad Jerusalem – afviser idéen om et folk, der er kollektivt forbandet, udelukket fra guddommelig kærlighed, og fortrængt gennem erstatningsteologier. På denne måde medfører udsoningen af denne største uretfærdighed også forsoningen mellem jøder, kristne og muslimer.

Noter:

1. Hadith: Ord eller handlinger, tilskrevet profeten Muhammed, der betragtes som normative og obligatoriske. Samlet i manualer udgør de - med Koranen - grundlaget for islamisk lov, sharia. Ifølge muslimsk lære er Koranen, hadith og sharia udtryk for den guddommelige vilje, og deres karakter af hellig norm kan derfor ikke krænkes.

2. Dhimmitude: Kommer af ordet ”dhimmi” – ikke-muslim, der lever under de vilkår [beskrevet i en pagt, dhimma], som de islamiske erobrere gav de ikke-muslimske befolkninger at leve under, efter at de var overvundet af jihad. Det betyder "beskyttet", da disse oprindelige, ikke-muslimske folk teoretisk set var beskyttet mod døden eller slaveri, hvis de underkastede sig de islamiske regler. For en historisk oversigt, se The Decline of Eastern Christianity under Islam. From Jihad to Dhimmitude. Dhimmitude gennemsyrer muslimske religiøse opfattelser af jøder og kristne, og nogle af dens regler er stadig gældende i dag, enten mildt eller strengt, i flere muslimske lande. For en analyse af, hvad jeg kalder "dhimmitude-civilisationen", se min kommende bog, Islam and Dhimmitude. Where Civilizations Collide. Oversat af Miriam Kochan og David Littman. Cranbury, NJ/London: Fairleigh Dickinson University Press/Associated University Presses, 2001.

3. Den afdøde Abbé Youakim Moubarac, en syrisk katolsk præst og generalsekretær for Rådet for Katolske Patriarker i Orienten, blev den mest ondartede forkæmper for denne tese. Se hans L’Islam et le Dialogue Islamo-Chrétien. Pentalogie Islamo-Chrétienne, 5 bind. Beyrouth: Edition du Cénacle Libanais, 1972-1973, vol. 3 (L’Islam et le Dialogue Islamo-Chrétien), pp. 155-170. Fader Moubaracs teser er beskrevet i min nye bog, såvel som dem af kannik Naim Stifan Ateek og biskop Kenneth Cragg, en tidligere anglikansk stedfortrædende biskop af Jerusalem.

4. Inden for en uge efter starten på al-Aqsa intifadaen i oktober 2000, under ledelse af Jerusalems patriark Michael Sabbah, greb kansleren af Det latinske Patriarkat, fader Raed Awad Abusahlia, lejligheden til at starte en skadelig anti-Israel-kampagne ved udgivelsen af 12-siders "budskaber" to gange om ugen, gennem sit Olive Branch fra Jerusalem. De sigtede mod at overtale vestlige kirker og grupper til at påvirke deres regeringer til fordel for den palæstinensiske sag, og at lægge maksimalt pres på Israel. Denne "tjeneste" er drøftet i konklusionen til Islam and Dhimmitude.

5. Om denne symbiose se Robert Brenton Betts, Christians in the Arab World. A Political Study. London: SPCK, 1979, pp.. 226-227. Myten om denne "guldalder" blev regelmæssigt udtrykt af arabiske politikere og gejstlige, f.eks. Moubarac, der citerer den daværende syriske patriark Sayegh, i sin Pentalogie vol. 4 (Les chrétiens et le Monde Arabe), p. 64, og vol. 5 (Palestine et Arabité), p. 139.

6. Den Arabiske Liga gik stærkt imod bevægelsen for jødisk-kristen forsoning ved – gennem de østlige dhimmi-kirker – at fastholde anklagen om det "guddræbende folk".

7. Moubarac giver detaljer i sin Pentalogie, vol. 5, p. 28.

8. Michel Hayek, en libanesisk maronitisk præst erklærede: "Hvorfor ikke indrømme klart – for således at bryde et tabu og et politisk forbud – hvad der vækker så stor bitterhed i kødet og i den kristne samvittighed: At islam har været den mest frygtelige plage, der nogensinde har ramt kirken. Den kristne sensibilitet har været traumatiseret til denne dag." (I "Nouvelles approches de l'islam," Les Konferencer du Cénacle, Beyrouth, 1968, n. 970, XXII année, engelsk oversættelse fra Bat Ye'or, Islam and Dhimmitude)

9. Se Middle East Quarterly, vol.. 8, no. 1, Winter 2001. Hele dette nummer er afsat til emnet: "Disappearing Christians of the Middle East.”

10. Et langt spyd gennemborer kvindens krop og korset; dets fremstikkende spids er præget med en davidsstjerne, og for enden af skaftet har det et amerikansk flag. (Palestinian Media Watch, pmw@netvision.net.il, 13. og 15. december 2000) I påsken 1997 havde tre arabiske palæstinensere, i et spottende passionsspil, bundet sig til kors på Har Homa, med udsigt over Jerusalem. Korset havde indskriften: "Korsfæstelsen af fredsprocessen, af Jerusalem, og af Betlehem." Den palæstinensiske digter Mahmoud Darwish udnytter ofte - sandsynligvis bistået af kristne - korsfæstelsens traditionelle kristologiske anti-jødiske temaer.

11. Moubarac foreslår at "débiblioniser" ("af-bible") Bibelen i hans Pentalogie, vol. 3, pp.. 124-25. Dette tema er diskuteret i Islam and Dhimmitude.

12. Walid Phares, Lebanese Christian Nationalism. The Rise and Fall of an Ethnic Resistance. Boulder, Co./London: Lynne Rienner, 1995.

---

Bat Ye'or, der betyder "Nilens datter", er et pseudonym for Gisèle Littman, født Orebi.

Bat Ye'or blev født i en jødisk familie i Cairo, Egypten. Hun og hendes forældre forlod Egypten i 1957 efter Suez-krigen i 1956, og ankom til London som statsløse flygtninge. I 1958 blev hun optaget på Institut for Arkæologi ved University College, London, og flyttede til Schweiz i 1960 for at fortsætte sine studier ved Genève Universitet, men blev aldrig færdig med sin kandidatgrad og har aldrig haft en akademisk stilling.

Hun beskriver sine oplevelser på følgende måde:

Jeg havde været vidne til ødelæggelsen, over et par korte år, af et dynamisk jødisk samfund, der havde levet i Egypten i over 2.600 år og som havde eksisteret siden profeten Jeremias tid. Jeg så opløsningen og flugten af familier, fordrevet og ydmyget, ødelæggelsen af deres synagoger, bombningen af de jødiske kvarterer og terroriseringen af en fredelig befolkning. Jeg har personligt oplevet eksilets byrder, statsløshedens ulykke - og jeg ønskede at finde den dybeste årsag til alt dette. Jeg ønskede at forstå, hvorfor jøder fra arabiske lande, næsten en million, havde delt min erfaring.

Hun var gift med den britiske historiker og menneskerettighedaktivist David Littman fra september 1959 indtil hans død i maj 2012. Mange af hendes publikationer og værker blev til i samarbejde med Littman. Hendes britiske statsborgerskab daterer sig fra hendes ægteskab. De flyttede til Schweiz i 1960 og fik tre børn.

Hun har givet briefinger til FN og Den amerikanske Kongres, og har holdt forelæsninger ved større universiteter som Georgetown, Brown, Yale, Brandeis og Columbia.

Hun er forfatter til otte bøger, herunder ...
The Dhimmi: Jews and Christians Under Islam (fransk: 1980, engelsk: 1985).
The Decline of Eastern Christianity: From Jihad to Dhimmitude (fransk: 1991, engelsk: 1996),
Islam and Dhimmitude: Where Civilizations Collide (2001),
Eurabia: The Euro-Arab Axis (2005),
Europe, Globalization, and the Coming Universal Caliphate (2011)
Understanding Dhimmitude (2013)

Kilde: Wikipedia

---

Oversættelse: Bombadillo