Rektor Abraham Harman - hr. formand - mine damer og herrer. Jeg er meget beæret over at være inviteret til at tale for jer i dag ved denne forelæsning og pristildeling til minde om pastor dr. James Parkes.

James Parkes' første bog om antisemitisme udkom i 1930, og i 1934 udgav han sin autoritative Oxford-doktorafhanding: The Conflict of the Church and the Synagogue: A Study in the Origins of Antisemitism [Konflikten mellem Kirken og Synagogen: Et studie af antisemitismes oprindelse]. Det er yderst passende, på 50-årsdagen for denne innovative undersøgelse, at manden - og hans livsværk - bliver æret her i Jerusalem på Det Hebraiske Universitet. Den første forelæsning og pristildeling til minde om James Parkes er en passende lejlighed til at reflektere over både hans liv og den imponerende arv, han har efterladt os.

Det var i trediverne han blev klar over den dødelige fare, der truende jøderne. I halvtreds år, indtil sin død, bekæmpede han antisemitismen - og risikerede tilmed sit liv i nazitiden. I dag er onde kræfter atter på vej, hvis mål er ødelæggelsen af staten Israel og jøderne som et folk. I en sådan situation, er livet og forfatterskabet af den afdøde pastor James Parkes en kilde til inspiration og refleksion.

Selv om oprindelsen til og udviklingen af antisemitismen i de europæiske lande er velkendt og ofte analyseres i Vesten og i Israel af fremtrædende forskere, er dette ikke tilfældet med hensyn til islamisk judeofobi. Der er mange grunde til denne mangel, men den vigtigste årsag er, at dem, der burde have fordømt sådanne manifestationer, hverken var skikkede til opgaven eller i stand til at udføre den.

Indtil for nylig har orientalsk jødedom ikke forstået sin egen historie. Historisk forskning kræver frihed: Friheden til at beskrive de mørkere sider med undertrykkelse og uretfærdighed såvel som de lysere tider. Jødiske og kristne dhimmi-samfund (dvs. jøder og kristne, der levede under islamisk styre) var næppe i stand til at beskrive og analysere deres mørkere perioder åbent, da dette ville have krænket muslimerne og indeholdt en påstand om, at muslimsk sharia, eller muslimsk herredømme, var uretfærdigt eller havde defekter. En sådan kritik var strengt forbudt under islamisk lov.

Dhimmi-folkene var ude af stand til at opfatte de forskellige aspekter af deres egen historie, fordi historie - ligesom kultur - er et grundlæggende aspekt af frihed, og dhimmi-folkene blev kun tolereret af islamiske herskere som underkastede befolkninger.

Bortset fra Sovjetunionens centrale rolle, er det de arabiske lande, der i dag er den vigtigste kilde til judeofobi og antizionisme. Faktisk er antizionismes endelige mål ødelæggelsen af staten Israel, og dette er Den Arabiske Ligas politik. Det er klart, at denne antizionisme ofte er iklædt europæiske antisemitiske temaer, som spredes ved hjælp af vestlige propagandametoder, men dette er kun en taktisk manøvre. Hvis man ønsker at blive forstået af en vestlig offentlighed må man naturligvis forholde sig til netop den. Derfor finder man hyppigt arabisk antizionisme, passende klædt i europæisk antisemitisk dragt. Det er nytteløst at forklare den arabisk-israelske konflikt som et resultat af sovjetiske eller udenlandske politiske interesser. Selv om disse interesser klart eksisterer, er de blot perifere. Konflikten bør sættes ind i sin egen geografiske og historiske sammenhæng, og bør ikke alene forklares med henvisning til en udenlandsk kontekst. Jeg vil her begrænse mig til et par ord om arabisk antizionisme, hvilken efter min mening indirekte stimulerer vestlig og sovjetisk antizionisme.

Ideologi, fordomme og politikker i et bestemt samfund dukker ikke op fra et vakuum, men udtrykker snarere kontinuiteten af lange, traditionelle og ideologiske tendenser, samt ånden af en bestemt civilisation.

Lad mig minde om James Parkes' ord fra hans selvbiografi: "Jeg var altid bevidst om, at historisk forskning var berettiget, fordi den var nødvendig for forståelsen af en moderne ondskab og dens udryddelse."

Vi må derfor undersøge jødens placering i det traditionelle islamiske samfund, samt ideologien, motivationen og indførelsen af den særlige lovgivning, der blev anvendt for ham, hvilket i Det Osmanniske Rige varede indtil midten af det nittende århundrede, og i visse andre lande er arabisk antizionisme dybt forankret i dhimmi-stereotypen. Vestlige jøder er også direkte berørt af denne stereotype, da den ikke gælder udelukkende for orientalske jøder, men generelt for ethvert ikke-muslimsk folk, hvis land er blevet islamiseret - i dette tilfælde, det jødiske folk i relation til dets fædrene hjemland. Dhimmi-tilstanden gælder for et folk i forhold til dets religion og dets fædrene territorium.

Det er netop dette dobbelte forhold, der polariserer og forener antisemitisme med antizionisme. Antisemitisme vedrører et samfund, der er ydmyget og stigmatiseret på grund af dets religion. Arabisk antizionisme vedrører dette samfunds nationale territorium, et territorium, der har været arabiseret og islamiseret. Men antisemitisme fører ikke nødvendigvis til antizionisme. Man kan være antisemit og samtidig acceptere eller endog beundre Israel, ligesom man kan have racemæssige fordomme mod sorte uden at ville ødelægge afrikanske stater. Omvendt er arabisk antizionisme, i selve sin natur, rodfæstet i antisemitisme. Arabisk antizionisme er nødt til at udnytte antisemitiske argumenter for at retfærdiggøre og nå sit mål. Moderne arabisk antizionisme fører os uundgåeligt tilbage til de orientalske jøder historie og de særlige islamiske regler, der strukturerede jødisk liv og tillod dette at vare ved - samt til alle de forskellige aspekter af dhimmiens status.

Jeg vil her blot give nogle korte bemærkninger om dhimmiens status. Den har to dimensioner, der er ikke-eksisterende i de jødiske vilkår i kristenheden.

1. Den ene er på det politiske plan. Et dhimmi-folk er et folk, hvis land er blevet islamiseret gennem jihad. Eksistensen af dette folk eller samfund tolereres under muslimsk styre på to hovedbetingelser: Det skal tilbagekøbe sin ret til at leve på sin egen jord ved betaling af en tribut til det muslimske samfund, og det skal acceptere at blive ydmyget og at være underlegent i forhold til den dominerende muslimske gruppe. Denne kontrakt indebærer, at ikke-muslimske folk ikke har en umistelig ret til liv. De har kun indrømmede og betingede rettigheder, der skaber et hierarki mellem en overlegen gruppe, der indrømmede retten til liv og som også kan trække den tilbage igen, og en underlegen gruppe, der er taknemmelig for de indrømmede rettigheder, og for evigt er placeret i en situation af forpligtelse. Kort sagt er dhimmi-tilstanden ikke kun bestemt af en religion, en situation af underlegenhed og ulighed mellem to grupper, men også af en territorial konflikt.

2. Det andet aspekt af dhimmiens status er, at den er universel. Det er ikke begrænset til jøder alene, men skal automatisk gælde for alle ikke-muslimske folk. Ved at studere tilstanden for dhimmi-jøden kan man lære meget om tilstanden for den kristne dhimmi. Den ene reflekterer den anden som i et spejl.

Som konklusion - de nuværende arabiske holdninger til Israel stammer fra den traditionelle muslimske adfærd over for dhimmi-befolkninger: Krigsførelse ved grænsen, terrorisme inde i Israel - fordi israelerne, som oprørske dhimmier, har gjort sig fortjent til død eller eksil.

På den internationale scene bliver Israel hånet, bagvasket, isoleret, boykottet, svækket økonomisk, karikeret, delegitimeret, fjernet fra historien og geografien på samme måde som dhimmi-folkene blev det.

En grundig undersøgelse af dhimmiens status er uomgængelig, hvis vi ønsker at forstå den historiske baggrund for den arabisk-israelske konflikt, især nu, hvor fundamentalismens genkomst bringer håndhævelsen af traditionelle fordomme tilbage. Det er netop denne viden om fortiden, som vil bane vejen til fred i fremtiden. (I denne forbindelse vil jeg gerne fremhæve professor Ron Nettlers ekstremt vigtige videnskabelig forskning.) Skulle denne dhimmi-fortid blive ignoreret og den indrømmede tolerance overfor dhimmier lovprist, er der ingen grund til at beklage dagens situation, hvor drab, krige, terrorisme og bagvaskelse praktiseres, for dette er en integreret del af skæbnen for dem, der i gamle dage vovede at nægte at betale deres hovedskat (jizya) og at blive kuet. (Koranen 9:29).

Hvis vi derimod ønsker at se en ændring af denne situation, må vi åbne dhimmi-filen på vid gab og forklare både arabere og muslimer, at tiden er inde til at ændre traditionelle holdninger, opgive jihad-ideologien og acceptere, at ikke-muslimske folk har samme legitime rettigheder til statsdannelse, som muslimske folk har. Man kan forhandle om territorium og grænser, men man kan ikke forhandle om ens egen ret til eksistens, et begreb, der ligger ved roden til den betingede dhimmi-status.

Arabisk antizionisme udgår fra en mentalitet, knyttet til jihads værdier og resultater, der overfører den politiske magt over et erobret område til det muslimske samfund alene. Hvis Israels ret til at eksistere ikke accepteres som et princip, men bliver et spørgsmål om forhandlinger, så kan retten til uafhængighed for hver eneste ikke-muslimske stat, ifølge den samme ideologi, på tilsvarende måde blive anfægtet.

Det er bydende nødvendigt at bringe denne konflikt til ophør, og en viden om dhimmi-befolkningernes historie gennem århundrederne er den eneste vej til at vække den arabisk-muslimske samvittighed for deres lidelser, deres rettigheder og deres værdighed - som et skridt i retning af fred. Vi skal undersøge alle aspekter af dhimmiens status og samtidig fastholde et fredens sprog. Det er en smertefuld pligt at fordømme dhimmi-tilstanden, men det er helt sikkert den eneste vej til at etablere en ny ramme for sameksistens og gensidig agtelse med de arabiske og muslimske folk. Dette er udfordringen for vores generation. Begrebet indrømmet tolerance må vige for accept af ligestilling. Den fortsatte formørkelse af dhimmiernes historie eller forherligelsen af en hånlig tolerance, kan kun opmuntre den tragiske gentagelse af fortiden, og vil ved vor tavshed gøre os medskyldige i et system, i hvilket vi alle - både jøder, kristne og muslimer - vil være ofre.

(*) - Forelæsningen “Past Trials and Present Tribulations – A Muslim Fundamentalist View of the Jews” ("Fortids prøvelser og nutids trængsler - en muslimsk fundamentalists syn på jøderne") blev holdt af prisens modtager, professor Ron Nettler.

---

Bat Ye'or, der betyder "Nilens datter", er et pseudonym for Gisèle Littman, født Orebi.

Bat Ye'or blev født i en jødisk familie i Cairo, Egypten. Hun og hendes forældre forlod Egypten i 1957 efter Suez-krigen i 1956, og ankom til London som statsløse flygtninge. I 1958 blev hun optaget på Institut for Arkæologi ved University College, London, og flyttede til Schweiz i 1960 for at fortsætte sine studier ved Genève Universitet, men blev aldrig færdig med sin kandidatgrad og har aldrig haft en akademisk stilling.

Hun beskriver sine oplevelser på følgende måde:

Jeg havde været vidne til ødelæggelsen, over et par korte år, af et dynamisk jødisk samfund, der havde levet i Egypten i over 2.600 år og som havde eksisteret siden profeten Jeremias tid. Jeg så opløsningen og flugten af familier, fordrevet og ydmyget, ødelæggelsen af deres synagoger, bombningen af de jødiske kvarterer og terroriseringen af en fredelig befolkning. Jeg har personligt oplevet eksilets byrder, statsløshedens ulykke - og jeg ønskede at finde den dybeste årsag til alt dette. Jeg ønskede at forstå, hvorfor jøder fra arabiske lande, næsten en million, havde delt min erfaring.

Hun var gift med den britiske historiker og menneskerettighedaktivist David Littman fra september 1959 indtil hans død i maj 2012. Mange af hendes publikationer og værker blev til i samarbejde med Littman. Hendes britiske statsborgerskab daterer sig fra hendes ægteskab. De flyttede til Schweiz i 1960 og fik tre børn.

Hun har givet briefinger til FN og Den amerikanske Kongres, og har holdt forelæsninger ved større universiteter som Georgetown, Brown, Yale, Brandeis og Columbia.

Hun er forfatter til otte bøger, herunder ...
The Dhimmi: Jews and Christians Under Islam (fransk: 1980, engelsk: 1985).
The Decline of Eastern Christianity: From Jihad to Dhimmitude (fransk: 1991, engelsk: 1996),
Islam and Dhimmitude: Where Civilizations Collide (2001),
Eurabia: The Euro-Arab Axis (2005),
Europe, Globalization, and the Coming Universal Caliphate (2011)
Understanding Dhimmitude (2013)

Kilde: Wikipedia

---

Oversættelse: Bombadillo