Jeg stødte første gang på Gisèle Littman, bedre kendt som "Bat Ye'or," gennem hendes bog, The Dhimmi: Jews and Christians under Islam, mens jeg gennemgik judæica-sektionen i en Barnes & Noble-boghandel i Westport, Connecticut i 1985. Læsningen af denne bog åbnede mit sind for de historiske beviser for den underkuende behandling, som jøder, kristne og andre ikke-muslimer blev udsat for under sharia i kølvandet på islamisk jihad i de erobrede områder.

Hendes bog kastede betydelig tvivl over 1980'ernes fashionable bemærkning om middelalderen, at jøder og kristne var blevet godt behandlet i Al Andalus, det muslimske Spanien, samt i Det Osmanniske Imperiums - kalifatets - vidtstrakte råder. Bat Ye'ors gennemtrængende historiske analyse i The Dhimmi blev efterfulgt af yderligere undersøgelser af de kristnes situation under den islamiske sharias "dhimmitude-system."

Dhimmitude som et historisk begreb blev skabt af Bat Ye'or i 1983 til at beskrive de juridiske og sociale forhold for jøder og kristne, der var underkastet islamisk styre. Ordet dhimmitude kommer af ordet dhimmi, et arabisk ord, som betyder "beskyttet." Bat Ye'or har gennem sine sidstnævnte værker kunnet lodde dybden af islamiseringen af Europa med sit hovedværk, Eurabia: The Euro-Arab Axis, og den nyligt udkomne, Europe, Globalization, and the Coming of the Universal Caliphate. Se vores anmeldelse i denne udgave.

Jeg mødte første gang Bat Ye'or og hendes mand, David Littman for mere end et årti siden ved et foredrag på Brown University, arrangeret af Andrew Bostom, der dengang stod midt i udforskningen til sine bøger, The Legacy of Jihad: Islamic Holy War and the Treatment of Non-Muslims og The Legacy of Islamic Antisemitism: From Sacred Texts to Solemn History. I 2003 talte Bat Ye'or i min synagoge i Fairfield, Connecticut. Vi drøftede hvilket emne vi skulle tage op. Hendes National Review-artikel, en forløber for Eurabia, var blevet udgivet kort forinden. Mine kolleger, Fred Leder, Judith Greenberg, Dr. Richard L. Rubenstein og jeg var enige om, at det skulle være truslen om islamisering af Europa, isolationen af Israel og det jødiske folk. Da Eurabia blev udgivet i 2005, overværede Dr. Rubenstein og jeg Bat Ye'ors forelæsning på Columbia University. Vi mødtes næste gang, da hun vendte tilbage til New York i 2007 for at holde flere foredrag om sit syn på islamiseringen af Europa. Hun var blevet inviteret af et fakultetsmedlem til at holde foredrag om disse emner for en klasse fremtidige stabsofficerer ved US Army Command and General Staff College, Fort Leavenworth, Kansas.

Mindre kendt er sagaen om Bat Ye'ors families fordrivelse fra Egypten som statsløse personer som følge af den første Sinai-krig i 1956. Berøvet deres ressourcer fandt de vej til eksil i England. Dette interview med Bat Ye'or har fokus på hendes oplevelser og hvad hendes familie måtte igennem som jøder i Egypten i denne tumultagtige periode efter grundlæggelsen af Staten Israel og De Frie Officerers kup i Egypten. Det kommer ind på hendes familiebaggrund; hendes møde med sin kommende mand mens begge var studerende ved Institute of Archeology på London University; deres ægteskab og deres lidet kendte bedrift med hemmeligt at redde marokkanske jødiske børn og muliggøre deres emigration til Israel. Både Bat Ye'or og hendes mand David Littman blev hædret i 2009 for denne redning, kendt under Littmans kodenavn, Operation Mural.

Jerry Gordon: Bat Ye'or, tak fordi du vil deltage i dette interview.

Bat Ye'or: Tak fordi du har inviteret mig.

Jerry Gordon: Du er født og opvokset i Egypten. Kan du fortælle os om din familiebaggrund?

Bat Ye'or: Jeg er født i en familie af blandet herkomst. Min mor var fransk og voksede op i Paris. Hendes mor, der var britisk, var blevet gift med en franskmand. De var frigjorte og ikke-observerende jøder, velintegrerede i fransk kultur, som i deres familie talte malere og forfattere. Medlemmer af min mors familie levede også i Egypten og var fremtrædende ledere af det alexandrinske jødiske samfund.

Billedet var meget anderledes på min fars side. Orebierne var observerende italienske jøder, som talte arabisk, flere andre sprog og var mindre vestliggjorte. Min bedstefar fik titel af Bey under den sidste osmanniske sultan. Han døde da min far var tretten år gammel.

Familierne var i slægt med hinanden, tilhørte det samme veluddannede og velhavende vestliggjorte jødiske borgerskab og delte det samme sociale miljø. Min mor elskede at læse og fulgte med i de kulturelle begivenheder i Frankrig. Hun gav os sin smag for litteratur. Vi havde altid masser af bøger derhjemme. Så vidt jeg kan huske, læste jeg altid.

Efter at de italienske racelove blev dekreteret af Mussolini i 1938, søgte min far egyptisk statsborgerskab, der først var blevet etableret i 1924. Normalt blev dette nægtet jøder, men han opnåede det. Han kunne næppe dengang have gættet, at han mindre end 20 år senere ville forlade Egypten, ribbet for alt, herunder sin nationalitet.

Gordon: Hvordan var det at vokse op som jøde i Egypten forud for oprettelsen af Staten Israel i 1948?

Bat Ye'or: I min barndom var vi mere bekymrede over den nazistiske fremrykning mod Alexandria og krigen i Europa. I Egypten vidste vi besked om udryddelsen af de europæiske jøder, min mor var bekymret over, at hendes forældre levede i det besatte Paris, iført den gule stjerne. Hendes to brødre og onkler skjulte sig i den såkaldt frie zone. Da tyskerne nærmede sig Alexandria, blev befolkningen omkring os truende, og vi forlod Cairo og skjulte os på landet.

Senere, efter krigen, udløste Det Muslimske Broderskab og nationalisterne en bølge af mord og voldelige demonstrationer mod briterne og især mod jøder. De prøvelser, som jøderne i de fattige kvarterer blev udsat for, kendte jeg kun til gennem mine forældre. Vi boede i et boligområde med mange europæere. Vi var beskyttede børn, der kun gik ud sammen med vores barnepiger og chauffør.

Mine forældre anbefalede, at vi aldrig talte om Israel eller nogen form for politik, selv ikke med venner. Vi havde følelsen af at blive udspioneret, tilmed af vores muslimske tjener. Så da jøder blev vilkårligt fængslet eller bortvist fra deres job, eller fordrevet fra landet, blev vi hyllet ind i et klima af frygt og utryghed. Voldelige pogromer brød ud; pøbelflokke dræbte jøder på gaden, voldtog jødiske kvinder, vandaliserede jødiske butikker, og brændte jødiske skoler og hospitaler. Alle jødiske aktiver blev beslaglagt, herunder min fars. Jøder blev fyret fra administrative stillinger og liberale erhverv. Vi levede med frygten for, at livet kunne ende hvert øjeblik.

Under 2. Verdenskrig havde de jødiske palæstinensiske soldater i den britiske hær trænet de unge egyptiske jøder til selvforsvar og som zionister. Derfor kunne det jødiske kvarter forsvares, når det blev angrebet og unge zionister kunne i hemmelighed nå frem til Palæstina.

Gordon: Efter De Frie Officerers revolte i 1952 og styrtelsen af aristokratiet under kong Farouk I, blev der da sat restriktioner for det egyptiske jødiske samfund?

Bat Ye'or: Restriktionerne fra 1947-48 blev aldrig helt fjernet. Jøder kunne næppe finde et job og var under politiovervågning. Det anti-jødiske had blev sædvane, især med ankomsten af talrige tyske nazi-forbrydere, der organiserede den nye regerings anti-jødiske politik. Jøder blev overfaldet og ydmyget på offentlige steder, og de kunne ikke svare eller forsvare sig. De fandt sig prisgivet anonyme anklager. De unge indså, at de ikke havde nogen fremtid i Egypten, og mange rejste til Israel eller for at studere i Europa. Det jødiske samfund var allerede ved at organisere den sidste fase af sin 3000-årige historie.

Gordon: Hvilken indflydelse havde den israelske spion-skandale, Lavon-affæren i 1954, på Egyptens jøders og din families status?

Bat Ye'or: Den forøgede fjendtligheden mod jøderne, deres udskillelse, isolation og det hemmelige politis tætte overvågning.

Gordon: Hvad skete der med dig og din familie efter udbruddet af Suez-krisen og den første Sinai-krig i 1956?

Bat Ye'or: Det anti-jødiske apartheid-system blev uddybet. Jøder blev ekskluderet fra klubber, og forbudt at gå på restauranter, i biografer og at færdes på offentlige steder. Mange blev øjeblikkeligt smidt ud af landet eller kastet i fængsel. Det hemmelige politi kunne komme om natten for at arrestere dem. Andre, som min mor, var under husarrest og deres bank-aktiver blev indefrosset. Deres telefoner blev lukket. Mange jøder blev isoleret og kunne ikke kommunikere. Mange forlod landet med det samme og opgav alt. Jeg husker, at jeg så deres lejligheder og smukke villaer blive plyndret. Hver enkelt tog af sted i al hemmelighed af frygt for at blive forhindret i at forlade deres land, der var blevet et fængsel.

Lige før min mor kom i husarrest, fulgtes jeg med hende til banken, hvor hun hurtigt trak sine smykker ud. Vi solgte vores lejlighed for ingenting, fordi udplyndringen af jødiske hjem havde sænket priserne. Jeg valgte tyve bøger blandt de hundredvis vi havde; vi solgte alle de andre. Det var hjerteskærende, fordi jeg altid havde ønsket at blive forfatter. Jeg havde samlet mange dagbøger fra en tidlig alder, og senere essays og litterær kritik. Jeg indså, at jeg var vidne til det egyptiske jødiske samfunds dødskamp, og tog noter til en bog. En aften brændte jeg dem alle i kaminen. Det var som at dø. Jeg vidste, at vi kun kunne tage af sted med to kufferter hver, og at censorerne ville læse hvert stykke papir.

Familier blev spredt i alle retninger. Én søster tog til London med mand og barn, en anden havde planlagt at tage til Belgien, fætre tog til Brasilien, andre tog til Schweiz og Frankrig. Da folk tog af sted hemmeligt, kunne jeg aldrig vide, om jeg så dem for sidste gang. Jeg gennemlevede en verdens undergang uden at vide, om jeg ville overleve den næste dag. Mens pøbelen jublede i dens plyndringer, kunne jeg nøje iagttage den indre ødelæggelse af familie, venskaber, bekendtskaber, samfund samt af værdigheden og beslutsomheden hos ofrene.

På det tidspunkt havde jeg meget få venner tilbage. For mig tilhørte de en elsket og hensvindende verden, der var døende sammen med en del af mit liv, hvor alt dette så flygtige også blev så dyrebart. I de sidste måneder før vores afrejse gik jeg alene gennem Cairo og Alexandria, deres gamle kvarterer, deres museer og alle de steder, der nu var forladt af venner og familie. I årevis havde jeg været fascineret af egyptologi, kunst og historie. Jeg vidste, at jeg aldrig ville se disse skatte igen.

Vi tog af sted om natten i hemmelighed. Min far og mor kunne næsten ikke gå. Takket være en advokat havde min far omsider fået solgt et stykke jord. Provenuet fra dette salg var, sammen med min mors juveler, sendt ud af landet gennem en hemmelig kanal. Det schweiziske konsulat gav os et Nansen-pas [pas for statsløse flygtninge indført af Folkeforbundet i 1922, o.a.], da egyptiske jøder kun fik lov til at forlade Egypten på betingelse af, at de gav afkald på deres statsborgerskab og alle deres ejendele i Egypten og aldrig kom tilbage. Vi underskrev alle en sådan erklæring.

Vi havde pladsreservationer på et KLM-fly. Vi blev tilbageholdt i lufthavnen i timevis, blev kropsvisiteret, vore kufferter tømt på gulvet, blev fornærmet, ydmyget og truet af en egyptisk-sudanesisk officer, der gik omkring os og smældede med en pisk (curbash). Mine sparsomme tyve egyptiske pund blev konfiskeret. Endelig lod de os komme af sted. Vi stoppede i Amsterdam, hvortil min anden søster var kommet fra Belgien med sin mand og sit barn, for at se os og fortælle os, at penge og juveler var sikkert deponeret i en bank.

Det var underligt at se dem i et Amsterdam-hotel. Vi var nu flygtninge, hjemløse, statsløse, i en verden, hvor vi ikke kendte nogen. Vi var fulde af ængstelse på tærsklen til et nyt liv, hvor vi ville ødelægge vores fortid for at opbygge fremtiden. Det var min første nat i eksil.

Gordon: Efter jeres fordrivelse fra Egypten i 1957, hvordan var du og din familie i stand til at komme ind i Storbritannien som statsløse?

Bat Ye'or: Som statsløse var det svært at komme ind i et andet land. Selvom vi var politiske flygtninge, var det ikke let for min forviste britiske svoger at få os ind i England på en kortvarig opholdstilladelse og på hans garanti om, at vi havde penge nok at leve af. Jeg ønskede at tage til Israel, men min mor besluttede, at vi skulle tage til London, hvor min søster, hendes fireårige søn og hendes britiske mand levede som flygtninge. Vi boede hos dem i en måned i deres lille uopvarmede lejlighed.

Vi begyndte vore liv som statsløse, udplyndrede, hjemløse flygtninge i en kold, våd engelske vinter. Et liv, hvor man næsten ikke fik nok at spise og ikke vidste, hvor man skulle sove om natten, hvor tiden var som en tilstand af endeløs mørk kulde, der trængte gennem sjæl og krop. Jeg var nødt til at planlægge fremtiden for mine forældre med de få penge vi havde. Min mor havde et brækket ben og min far havde været invalid siden en alder af tre, da han fik polio. Begge havde aldrig arbejdet, de havde altid penge og tjenere. De var totalt uegnede til at klare sådan en situation. Da vi forlod min søsters hjem, fandt jeg kun med stort besvær et værelse til mine forældre. Døre blev smækket i for næsen af mig, ingen ønskede at huse statsløse invalider. Jeg begyndte at skrive en kort roman, inspireret af vores situation. Jeg plejede at gå på museer for at skrive, fordi de var opvarmede. Museer var som hjem for mig. Jeg brugte måneder på at vandre gennem London, frossen ind til knoglerne i regn og sne, for at finde et passende hjem til mine forældre, hvor de kunne bo komfortabelt, men også leje et par værelser. Jeg troede, at jeg derefter ville tage til Israel.

Gordon: Hvordan mødtes du og din mand, David Littman i Storbritannien?

David, Gisèle og Diana Littman - Casablanca (22. juni, 1961)

Bat Ye'or: Andre jødiske flygtninge satte os i kontakt med en jødisk organisation, som hjalp egyptiske flygtninge. De bistod os på enhver måde, de rådgav os og gav os et kort, der gjorde det muligt for os at få varmt tøj fra Marks & Spencer. Da jeg fandt et hus i Londons udkant, i Ealing Broadway, gav den jødiske organisation os små lån. Fra oktober, hvor vi ankom til London, til april, brugte jeg seks måneder på at vandre gennem London-tåge og regn eller skrive på museer. Jeg kendte ingen og var blevet en slags aggressivt dyr, altid sulten og kold, som bekæmpede fortvivlelsen ved at skabe fiktive karakterer, der var helt fortabt i livets tåge.

Den jødiske organisation gav mig et års stipendium til at studere ved London universitets Institut for Arkæologi. Der mødte jeg David. Han tilbød mig kiks i pausen i cafeteriet. Det var ofte det eneste jeg fik at spise i løbet af de mange timer, jeg tilbragte på instituttet. David og jeg delte en kærlighed til arkæologi, museer, historie og kunst. Mine lærere var ikke tilfredse med mig, fordi jeg skrev mine romaner under deres kurser, og jeg var en oprørsk studerende. David følte straks trang til at beskytte og rådgive mig til trods for min dårlige karakter. Vi mødtes hver dag på universitetet, og vi tog den samme metrolinje hjem. Davids station var Holland Park, mindre end halvt så langt væk som min, men han kørte ofte videre sammen med mig, indtil jeg nåede min egen station, og kørte så samme vej tilbage. På dette tidspunkt levede vi et liv som fattige studerende, men vi var unge, begge idealister, der levede i en verden af ideer, musik og kunst.

Livet i London var hårdt. Med ængstelse måtte jeg hele tiden tilpasse mig nye situationer, hvilket ofte var smertefuldt. Men jeg opdagede friheden dér og en helt ny intellektuel atmosfære, som jeg savnede så meget i Egypten. I England var folk høflige, imødekommende, varme og hjælpsomme. Flygtet fra egyptisk trældom og racistisk had, opdagede jeg på denne grå og kolde engelske ø menneskelig godhed og den usammenlignelige verden af kultur og viden. Alt imens jeg måtte gennem elendighed og nød.

Gordon: Efter jeres ægteskab i 1959 var både du og din mand involveret i Operation Mural, den hemmelige indsats, på vegne af Jewish Agency, for at hjælpe jødiske børn med at udvandre fra Marokko til Israel. Kan du fortælle os om denne virksomhed og den nylige hæder, din familie har modtaget fra Staten Israel?

Bat Ye'or: Efter fødslen af mit første barn, ville jeg gøre en mitzvah [god, næstekærlig gerning, o.a.]. Jeg følte, jeg havde fået så meget, at jeg havde en gæld at betale tilbage til det jødiske folk. I Egypten følte jeg mig international og afviste det religiøse tilhørsforhold. Men i England indså jeg, at jeg var blevet fordrevet fra Ægypten, fordi jeg var jøde. I min eksilerede ensomhed, kom fremmede os til hjælp, fordi vi var jødiske. Da forstod jeg, hvor min plads var og hvilket folk, jeg tilhørte.

Vi boede midlertidigt i Lausanne, min mand læste William Shirers bog om folkemordet på de europæiske jøder, The Rise and Fall of the Third Reich. Han var chokeret og accepterede et forslag, der kom tilfældigt, om at tage til Marokko og hemmeligt redde jødiske børn. Jøder havde dengang forbud mod at forlade Marokko. Vi gik igang på frivillig basis uden at blive betalt. Min mand vidste ikke, hvor farligt det var at arbejde for en zionistisk organisation i et muslimsk land, men jeg vidste, at vi risikerede døden eller år i fængsel. Jeg tog min datter med mig i min studentertaske af strå, og var gravid med min anden datter.

Vi tog af sted under dække af at være kristne, der arbejdede for en schweizisk organisation. I Marokko blev vi kontaktet af en zionistisk undergrundsofficer, som vi ikke vidste var israeler. Min mand gjorde et fantastisk stykke arbejde og formåede på nogle få måneder at sende 530 børn fra Marokko til Israel, via Schweiz og Frankrig. Deres forældre fulgte efter på andre måder. Men efter at have opnået dette, måtte vi forlade landet i al hast. Dette var Operation Mural, min mands kodenavn. For nylig blev der lavet en film om Operation Mural, som blev vist på San Francisco Jewish Film Festival i 2009 (Se dette You Tube videouddrag). Israels præsident Shimon Peres modtog os tillige med hele det israelske og israelsk-marokkanske hemmelige jødiske netværk, der var involveret i denne operation. I 2009 modtog min mand ordenen, "Tavshedens Helt" af Israel Intelligence Heritage & Commemoration Centre. Det var en stærk anerkendelse af hans totale engagement i denne operation, der reddede marokkanske jødiske børn fra trældom for at bringe dem i frihed. Vi kunne godt lide de marokkanere, vi mødte. Men vi afviste kongens jødiske udvandringspolitik, der tvang os til at handle, som vi gjorde.

David og Gisèle Littman med barnebarn, sekondløjtnant Taïr;
bag dem: Gad Shahar, Carmit Gatmon, Shmuel Segev (Foto: Ariane Littman)

Gordon: Hvad satte dig i gang med dine livslange videnskabelige undersøgelser af islamisk jihad og dhimmitude - behandlingen af ikke-muslimske minoriteter under islam?

Bat Ye'or: Jeg havde aldrig nogen forventning om, at jeg ville komme til at udføre den slags forskning. Jeg var romanforfatter, i færd med at skrive en lang historisk roman om det egyptiske jødiske samfund og mens jeg læste hundredvis af bøger og lavede research til denne roman, opdagede jeg dhimmi-tilstanden. Denne bog blev afvist af et forlag, fordi det historiske materiale var for tungt. Jeg tog et udtræk af den og skrev en kort, faktuel historisk bog. Jeg troede på det tidspunkt, at jeg ville vende tilbage til min roman, men i stedet bearbejdede jeg den historiske bog for en hebraisk udgave. Da opdagede jeg, at uvidenheden om disse emner var enorm, så jeg besluttede at udgive en bog med dokumenter. Den franske politiske og akademiske verden var fuldstændig afvisende over for mine synspunkter. Det tog mig tre år at finde en udgiver. Jeg var nødt til at være meget forsigtig med at skrive Le Dhimmi. Mærkeligt nok var kristne mere interesserede end jøder. De bad om, at jeg uddybede og fortsatte udforskningen af de samme temaer, og jeg vendte aldrig tilbage til mine romaner. Jeg indså, at dette at skrive romaner om dhimmien, tvang mig til at undersøge dokumenterne ud fra andre vinkler end de blot historiske, for at kunne trænge dybere ind i dhimmiens menneskelighed, sjæl og erfaring - en undersøgelse, som jeg indførte i mit arbejde.

Gordon: Hvad er dhimmitude, og hvordan opstod dette udtryk?

Bat Ye'or: Udtrykket opstod, da jeg, på opfordring af libanesiske kristne venner, udvidede min forskning fra den jødiske dhimmi-tilstand til den kristne. Jeg indså da, at jeg stod over for en hel anden situation. Virkningen af islam på kristendommen udløste mekanismer i alle sektorer af den kristne stat, demografi, kultur og samfund, der sigtede mod at omdanne et kristent land med dets befolkning og kultur til et islamisk samfund. Fænomenet startede altid med et muslimsk mindretal i et kristent flertal og endte med et muslimsk flertal, der styrede et kristent underkuet mindretal på dets vej mod udslettelse. Jeg studerede de religiøse, juridiske, demografiske faktorer i denne udvikling over 13 århundreder og kaldte disse omfattende, velstrukturerede mekanismer for "dhimmitude". Dhimmitude er derfor en kompleks historisk udvikling, knyttet til islams forhold til ikke-muslimer. Den har sammenhæng med jihad-ideologien og dens jurisdiktion og er integreret i shariah. Den er forankret i Koranen, sunna og biografierne over profeten Muhammed. Med andre ord findes den i selve kernen af islam.

Mens jeg forskede, var jeg på udkig efter et begreb, der kunne rumme alle disse komplekse vekselvirkninger mellem sammenhængende faktorer. Jeg forsøgte med ordet dhimmitude og diskuterede det med mine libanesiske venner, uden at turde skrive det i artikler, fordi jeg havde fået så meget skældud for blot at bruge ordet dhimmi. Min ven diskuterede dette ord med Bashir Gemayel, der brugte det i sin sidste tale før han blev myrdet. År senere fortalte en libanesisk kristen mig, at fordi Gemayel talte om dhimmitude, ville kristne acceptere det, men at de aldrig ville have accepteret det fra mig. Jeg tænkte da, at skæbnen havde begunstiget mig, fordi dhimmitude er det vigtigste begreb at forstå, hvis vi skal kunne håndtere det 21. århundredes udfordringer.

Gordon: I over fire årtier har du udgivet skelsættende værker indenfor studiet af dhimmitude, begyndende i 1971 med Les Juifs en Egypte og The Dhimmi, oversat til engelsk i 1985, der har etableret dig som en international forsker. Kan du beskrive de vigtigste historiske temaer i disse værker om dhimmitude og kontroverserne de gav anledning til?

Bat Ye'or: De vigtigste temaer består i studiet af de varierede og forskelligartede niveauer af den kristne opløsningsproces - religiøs, social og politisk - der er knyttet til dhimmitude. Jeg har også tilføjet de psykologiske elementer, som ikke tidligere blev taget i betragtning. Utallige arbejder har analyseret, eller bare nævnt blandt andre emner, vilkårene for jøder og kristne under islam. Mit bidrag til dette område var, at gøre det til en særlig disciplin og give det et navn. Navngivning af objekter eller begreber forsyner sindet med begrebsmæssige redskaber, der giver mulighed for klassificering af elementer; de kan så erkendes og placeres i en struktur.

Jeg havde allerede gjort dette arbejde med dhimmien og jeg blev angrebet, fordi jeg gjorde dhimmi-tilstanden til en særlig kategori. For mig er det en social, religiøs, juridisk kategori blandt andre, udviklet af menneskelige samfund, fordi den havde en juridisk struktur. Den opstod ikke ved et tilfælde. Dhimmi-tilstanden er integreret i en målrettet politik med dens ideologiske og juridiske struktur, lige som systemerne for slaveri eller apartheid. Dens konstituerende elementer kan genkendes uændret gennem århundreder og i de lande, hvor islamisk lov er indført.

Andre kritikere blev forargede, fordi jeg havde sat jøder og kristne sammen i den samme dhimmi-kategori. Dette var selvfølgelig et politisk og racistisk syn, rodfæstet i den overbevisning, at kristne ikke kunne være i samme kategori som de djævelske jøder. Fortalerne for denne opfattelse talte for en kristen-muslimsk alliance mod jøderne, som de beskyldte for at skabe konflikter mellem muslimer og dem selv. Mit syn på dhimmien, et fælles vilkår for jøder og kristne, der sammen er undertrykt af den samme muslimske lov, efterfulgt af min konceptualisering af dhimmitude, kunne ikke for dem være mere rædselsvækkende.

Jeg understregede også, at den såkaldte beskyttelse, der gives til dhimmien, var en beskyttelse mod truslen om jihad: Død, slaveri eller tvangskonvertering pålagt ikke-muslimer af muslimsk lov. Tolerancen kommer derfor inden for rammerne af en fordømmelse. En sådan beskyttelse fortjener ingen beundring og taknemmelighed af dens ofre, fordi den er en del af et uretfærdigt system, der nægter ikke-muslimer retten til at leve. Den er kun tolerant efter den islamiske opfattelse af retfærdighed. Hvis vi siger, at den er tolerant, indebærer det, at vi er enige om den første betingelse: Fordømmelsen.

Min diskussion af de særlige kendetegn ved islamisk tolerance klarlagde dette begrebs vildfarelser og overfladiskhed. Dette punkt skaffede mig også mange fjender, eftersom troen på retfærdigheden af islamisk lov, og derfor på retfærdigheden af dhimmitude-systemet, er en religiøs pligt for muslimer og derfor også for flokkevis af deres støtter i Vesten. Jeg anerkender selvfølgelig, at mine undersøgelser langt fra er perfekte og bør forbedres og korrigeres, men kontroverserne var mere affødt af politik eller antisemitisme end af historiske argumenter.

Mine bøger viste også, at slaveri ikke kun blev praktiseret af Vesten; islam praktiserede det i en langt større og mere længerevarende skala. På samme måde var erobringskrige, kolonialisme og imperialisme meget mere praktiseret af muslimer end af kristne. Disse historiske kendsgerninger blev bittert bekæmpet af europæere. Mine skrifter om forfølgelse af kristne i muslimske lande, vakte mistanke og had i kristne pro-palæstinensiske grupper. Alt i alt kunne mit arbejde ikke være mere i strid med den europæiske politik om alliance og integration med den muslimske verden, baseret på et fælles euro-arabisk had til Israel. Europa var involveret i skabelsen af Palæstina og i svækkelsen, afviklingen af Israel.

Gordon: Du offentliggjorde et essay i National Review i 2002, der førte til et større arbejde, Eurabia: The Euro-Arab Axis, udgivet i 2005. Kan du fortælle os om oprindelsen til udtrykket, om din bogs vigtigste tese og om de fremtidige konsekvenser for EU, England og sågar Amerika?

Bat Ye'or: Dette udtryk, Eurabien blev skabt af europæiske politikere og intellektuelle, der fra slutningen af 1960'erne arbejdede for palæstinensernes sag og for euro-arabisk tilnærmelse, og endda en euro-arabisk symbiose omkring Middelhavet. Denne bevægelse var antisemitisk og anti-amerikansk; den tiltrak mange tidligere nazister og deres støtter og samarbejdspartnere i de europæiske lande. Den blev støttet af det franske udenrigsministerium. I 1973 blev den en uofficiel, men organiseret politik i Det Europæiske Fællesskab og dets udøvende institution, Europa-Kommissionen sammen med Den Arabiske Liga.

Min bog undersøger de mange officielle tekster, politikker og beslutninger, der er blevet genereret af ideologien om Eurabien, samt deres konsekvenser for de nationale og internationale anliggender i Det Europæiske Fællesskabs lande. Jeg analyserer disse forandringer inden for den historiske ramme af dhimmitude, da den muslimske verdens forhold til den ikke-muslimske verden ikke har ændret sig. Konsekvenserne for Vesten vil være dens islamisering og ødelæggelsen af den jødisk-kristne civilisation, netop det fænomen, jeg har undersøgt i dets historiske udvikling fra det 7. årh. - i dets forskellige former i mange lande.

Gordon: Hvad tror du ligger bag accepten af den islamiske doktrin, integrationen af sharia, islamisk lov, i de vestlige retssystemer samt etableringen af de facto selvstyrende muslimske områder i EU og Storbritannien?

Bat Ye'or: Der er mange faktorer. For det første er den vestlige demografi svag og vores befolkning er aldrende og rig. Desuden afskyr vesterlændinge krig. To verdenskrige producerede folkemord, masseofringer og ufattelige lidelser. Vore vestlige ledere kender udmærket historien om jihad og dens konsekvenser for ikke-muslimer. Netop af denne grund, valgte de en politik af eftergivenhed og tilnærmelse til den muslimske verden, også i betragtning af de økonomiske og energimæssige faktorer, såvel som muligheden for taktiske alliancer mod andre stater. Jeg tror ikke, at det eurabiske projekt havde forudset konsekvenserne af en massiv muslimsk tilstedeværelse i Vesten, men nu kan vores ledere ikke se nogen anden mulig politik end underkastelse, dhimmitude og islamiseringen af deres egne lande gennem multikulturalisme og globalisering. Denne politik er en følge af materialistiske og opportunistiske overvejelser under dække af humanitære formål; den er blottet for enhver etik og moral.

Gordon: Hvor farlige tror du, at disse "snigende jihad"-trusler [Stealth Jihad threats] er for fremtiden af den vestlige civilisation og de jødisk-kristne værdier?

Bat Ye'or: Snigende jihad foregår i alle dele af de vestlige samfund, inden for jura, kultur, skoler, universiteter, politikker, bankvirksomhed, økonomi, medier. Målet er at ødelægge de jødisk-kristne værdier og islamisere de vestlige samfund, efter tusind års islamisk erobring af kristne lande. De bliver hjulpet i Vesten af fortalere for multikulturalisme og venstrefløjen.

Gordon: Hvorfor har, efter din mening, EU-eliten og mainstream-medierne afvist de trusler, der ligger i projekt Eurabien?

Bat Ye'or: Nogle afviste dem pga. personlige politiske interesser og begær; andre fordi de, ligesom nazisterne, ønskede at ødelægge den kristne civilisation, rodfæstet i jødedommen, og elskede islam. Kristne forrædere, der tilsluttede sig og støttede de muslimske styrker imod deres eget folk, udgør en permanent og stærk strømning i de muslimsk-kristne interaktioner og krige gennem historien. Nu er de dødeligt bange for terrorisme, hvis de vover at skifte politik. Hvad angår medierne vil jeg mene, at de adlyder ordrerne fra Organisationen for Islamisk Samarbejde (OIC) [tidligere: Organisationen for Den Islamiske Konference, o.a.], der repræsenterer ummaen, det universelle muslimske samfund. OIC samarbejder med europæiske og vestlige ledere på alle niveauer. Blasfemilovene, der straffer kritik af islam, er indført i Vesten på anmodning af OIC. Ligeledes vedtog europæiske lande en nylig beslutning om religionsundervisning i skolerne, fordi OIC insisterede på det.

Gordon: Hvem betragter du som allierede i EU og Amerika til fremme for din Eurabien-tese angående truslen om islamisering i fremtidens Vesten?

Bat Ye'or: Alle europæere er klar over Europas forvandling under pres fra den massive muslimske indvandring. Nogle muslimer er fuldstændig integrerede og modsætter sig islamiseringen af europæisk skolevæsen, kultur, jura, samfund. Ingen europæer eller amerikaner, der er velintegreret i sin vestlige og jødisk-kristne kultur, vil kunne byde velkommen til en udskiftning af denne kultur med et Koran-baseret sharia-samfund, der pålægger en religiøs opfattelse af historien, som hævder, at jihad er retfærdig og at modstand mod jihad er aggression. Han vil heller ikke kunne acceptere de diskriminerede vilkår for kvinder, benægtelsen af lighed mellem mennesker, og restriktionerne på viden. Derfor, for at besvare dine spørgsmål, vil jeg sige, at dette problem, som er blevet forvrænget og formørket af vores ledere i så lang tid, ikke bare er mit problem, men en bekymring for alle vesterlændinge.

Gordon: Du har udviklet udtrykket "palæstinisme?" Kan du forklare dette udtryk og hvorfor det ligger ved roden til Europas forfald og isolationen af Israel?

Bat Ye'or: Palæstinisme er en verdenspolitik, igangsat og pålagt af OIC og dens vestlige allierede, der sigter mod at overføre det jødiske folks historie og kulturelle og religiøse arv til palæstinensiske muslimer. Oprindelsen til denne tro findes i Koranen, hvori det hedder, at Bibelen er en forfalskning, og at de bibelske skikkelser, herunder Jesus og apostlene, alle var muslimske profeter, som prædikede islam. Denne teori undertrykker jødisk og kristen historie og legitimitet. Palæstinismen kæmper for at udslette Israel og erstatte det med et muslimsk Palæstina, fordi den er baseret på en islamisering af Bibelen.

Palæstinisme er også en politisk og teologisk strømning, der arbejder for en islamisering af kristendommen ved at udskifte dens jødiske bibelske rødder med Koranens fortolkning af Bibelen. Initiativtageren til denne teologi er Sabeel Christian Center i Jerusalem, der lærer kristne den islamiske fortolkning af Bibelen.

Palæstinisme ligger ved roden til hele den eurabiske konstruktion, den europæiske dhimmitude og de vestlige lederes underkastelse. Palæstinisme omfatter alle vest-muslimske relationer, og dette er grunden til, at Vesten har gjort oprettelsen af Palæstina og ødelæggelsen af Israel til de mest presserende sager på planeten. Dette sker også i lydighed mod OIC, der gjorde palæstinisme/antisemitisme til grundlaget for sin politik over for Vesten og dennes undertvingelse. Støtte til palæstinenserne er garantien for Europas sikkerhed. Vesterlændinge har betalt milliarder i jizya (tribut) [beskyttelsespenge, o.a.] til palæstinenserne som beskyttelse mod terror. OIC forpligter Vesten til at benægte Israels rettigheder og overtage den islamiske opfattelse af historien, i hvilken jøders og kristnes ret til deres historie og kultur bliver afvist, som vi for nylig har set med UNESCO's islamiseringen af de hebraiske patriarkers grave i Hebron.

Palæstinisme gør ødelæggelsen af Israel til en universel pligt.

Gordon: I USA er der opstået en græsrodsbevægelse, der forsøger at sætte en stopper for indførelse af sharia-lov i vores amerikanske retssystem. Tre stater, Arizona, Louisiana og Tennessee har indført anti-sharia-love. Andre statslige lovgivere overvejer en lignende lovgivning. Ser du dette som et positivt tegn, trods indsigelser fra Det Muslimske Broderskabs frontgrupper og borgerrettighedsgrupper i USA?

Bat Ye'or: Det er et positivt tegn, fordi sharia-loven følger koranske værdier, som er i strid med vores, og gælder for Erklæringen om Menneskerettigheder i Islam [Cairoerklæringen, vedtaget af OIC i 1990, o.a.], der på mange måder er i strid med FN's Verdenserklæring om Menneskerettigheder [Paris 1948].

Gordon: Nu har vi udbruddet af det arabiske forår i Mellemøsten, hvad ser du som dets endelige resultat?

Bat Ye'or: Jeg er helt igennem pessimist. Der er ingen basis eller struktur i noget arabisk land for demokratiske regeringer. Ekstremisterne og Det Muslimske Broderskab vil kontrollere hele området og vil arbejde for at genetablere det 7. århundredes kalifat med dets jihad-ideologi om verdenserobring. Sharia og demokrati er modstridende.

Gordon: Hvor truet tror du Amerikas langsigtede støtte til Israel er i kølvandet på det arabiske forår?

Bat Ye'or: Fjenden Israel står over for er Amerikas fjende, og hvis amerikanerne ikke forstår det, vil Amerika forsvinde.

Gordon: Din nye bog, Europe, Globalization, and the Coming of the Universal Caliphate, udvider din oprindelige tese om Eurabien. Kan denne mørke udsigt på eller anden måde vendes, og overvindes?

Bat Ye'or: Det kan den, hvis Vesten forstår de komplekse og forskelligartede aspekter af denne konfrontation, men der er vi langt fra at være.

---

Oversættelse: Bombadillo