---

INDHOLD

DOKUMENT
1905. Edikt bekendtgjort i Yemen af imam Yahya

INDLEDNING

DHIMMIEN
Økonomisk udnyttelse
Politisk-økonomisk diskrimination

DOKUMENT
1851. Ingen retfærdighed for dhimmien

FRA DHIMMI TIL DHIMMI-STAT
Udnyttelse af dhimmien
Underkastelse af dhimmien
Fornedrelse af dhimmien
Historie glemt
Israel. Dhimmi-stat

DHIMMIENS BEFRIELSE

DOKUMENT
1839. Jødiske dhimmier fra Jerusalem

TILBAGEBLIK PÅ DHIMMI-LAND
Judæa og Samaria

NOTER

DOKUMENT
1884. Oprindelsen til den palæstinensiske arabiske befolkning: Eksemplet Sharonsletten

EFTERSKRIFT
Præsident Sadats besøg i Jerusalem

DHIMMIENS TILBAGEVENDEN

---

Yemenitiske jøder i Sana'a i begyndelsen af det 20. århundrede

---

DOKUMENT

Imam Said Yahya Ibn Muhammed, religiøs og politisk leder af Yemen, skrev med egen hånd det edikt, der følger. I 1905 gav imamen det til jøderne og lovede at beskytte dem, "hvis de forblev i deres tidligere status." I 1921 blev den gamle lov, der kræver tvungen konvertering af jødiske forældreløse, fornyet og i 1925 gjort strengere. Den forblev i kraft indtil jødernes afrejse til Israel i 1948-50.

1905. Edikt bekendtgjort i Yemen af imam Yahya

I Allahs navn, den albarmhjertige og milde.
Dette er den forordning, som jeg fastsætter for alle jøderne, der skal forblive underkastet mine love og betale [hoved] skat uden nogen ændring.
Jeg minder om de gamle ord og deres betydning; jeg minder om de forpligtelser, som tyrkerne har glemt, og som blev overholdt i de fromme imamers tid, før folk, der var uvidende om loven, triumferede.
Jøderne kan fortsat leve uforstyrret og være sikre på deres eksistens, hvis de regelmæssigt betaler jizya.
Enhver af hankøn, der har nået en alder af tretten år, er omfattet af denne skat (…) og ved denne vil deres liv blive bevaret under vort herredømme.
Ingen kan undgå at betale denne skat inden udgangen af året (…), som det står skrevet i Koranen, bogen, der er modtaget fra Allah (…)

Jøderne må ikke:

1) hæve stemmen overfor muslimer,
2) bygge huse, højere end muslimers huse,
3) strejfe muslimer, når de passerer dem på gaden,
4) være beskæftiget i de samme erhverv som araberne,
5) sige, at muslimsk lov kan have en defekt,
6) fornærme profeterne,
7) diskutere religion med muslimer,
8) ride overskrævs på dyr,
9) misse med øjnene ved synet af muslimers nøgenhed,
10) udøve deres religiøse andagt uden for deres gudshuse,
11) hæve deres stemmer under bøn,
12) lade deres shofar [et blæseinstrument] lyde højt,
13) udlåne penge mod renter, hvilket kan medføre verdens undergang.
14) De skal altid rejse sig foran muslimer og ære dem under alle forhold.

— Kilde: Y. Sémach, Une mission de l'Alliance au Yémen, Paris 1910, pp. 38-40.

INDLEDNING

… at løse ondskabens lænker
og sprænge ågets bånd,
at sætte de undertrykte i frihed,
og bryde hvert åg;
— Esajas kap. 58, v. 6

Der er folk, der strejfer om på Jorden, som ikke længere har en sjæl. Flugt og eksil har svækket deres erindringer, fordunklet deres syn og kvalt deres tale. Gennem historiebøger ser de på os, og smiler vemodigt: I dag eksisterer deres nationer ikke længere. Besejrede folkeslag; de er blevet afvist af historien og er tilsluttet den anonyme masse af udbyttede folk, hvis blod, tårer og sved har bidraget til at opbygge deres undertrykkeres civilisation. Derfor vandrer de gennem verden, med hverken rødder eller erindringer; fremmede, glemt af tiden, forstøvede (...) og bærer deres længsel som en lænke.

Når historikeren, der ser ind i historien gennem erobrerens briller, møder dem ved udgangen af hvert århundrede, veltalende i deres dystre tavshed, bruger han ordet "tolerant" om det folkemord, som decimerede dem, og glemmer, at nationernes tavshed er den samme som Gulags. Nogle har overlevet, afmagret: Det er samaritanerne. Andre gør modstand og når deres kamp eksploderer i vold, bliver verden mindet om betydningen af tapperhed: Det er maronitterne. Andre kæmper alene i uafhængighedens navn: Disse er kurderne. Andre fortvivler i eksil: Det er armenierne og de assyriske kristne. Nogle har givet sig ind under deres skæbne: Det er kopterne. Og andre gravede ud af deres befriede jord, ruinerne af deres gamle kultur, ødelagt af besætterne: Disse er israelerne. Så mange og forskelligartede, deler alle disse nationer en fælles skæbne: I tretten århundreder har de stået imod, indtil grænserne for menneskelig udholdenhed, for at overleve.

I dette år, dedikeret til kampen mod racisme, undertrykkelse, imperialisme og kolonialisme, ønsker vi at mindes dem. Og i betragtning af de amerikanske indianeres appel ved FN*, spekulerede vi på, om ikke et martyrium, udholdt gennem tretten århundreder, berettiger til, at der omsider sker en anerkendelse af de nationale rettigheder og menneskerettigheder for dhimmi-folkene, som er arvinger til de ældste civilisationers nationale og kulturelle værdier.
* International NGO-konference om diskrimination af oprindelige folk - 1977 i Amerika, afholdt i FN, Genève, 21.-23. september 1977.

---

Jøder i dhimmi-klæder (Debdou, Marokko) - Schulmann 1955

"De [jøderne] opnåede først brugen af dette tørklæde i Marokko [Marrakesh] og Mequinez som et middel til dækning af deres ører. I virkeligheden ønskede de at slippe for den sædvanlige krænkelse fra mauriske børn, der fornøjede sig med at slå deres huer af, som var et tegn på trældom. De har ikke tilladelse til at fastgøre tørklædet med en dobbelt knude under hagen. Denne knude skal være enkel og tørklædet skal fjernes i nærværelse af muslimske notabiliteter (...). De er forpligtet til altid at bære den sorte eller mørkeblå kappe (ya'lak); det er det kun ved tolerance, at de bærer det hvide slag, en lille jakke, der er nyttig mod den varme sol. Kåbens hætte, lavet af blåt klæde, må ikke folde over hovedet, for at jøden ikke på afstand skal kunne forveksles med en maurer; maureren går nemlig til tider med en hætte af samme farve, men med en anden kant.

Desuden skal den sorte hue altid være synlig. Endvidere skal jakken have en lille åbning til højre og hætten skal falde ned over den venstre skulder for at besvære armbevægelsen som endnu et tegn på trældom."

— Abbé Godard, Le Maroc, note d'un voyageur, 1858-59, Algier 1860, p. 35, i J. Goulven, Les Mellahs de Rabat-Salé, Paris 1927, pp.. 27-28.

---

DHIMMIEN

Det grundlæggende onde i fremmedgørelse er glemsomhed
— Robert Misrahi

I denne artikel, er det umuligt at gå meget videre end til de generelle udsagn. Disse kan dog bedst vurderes, efter at læseren er blevet forsynet med den grundlæggende historiske ramme. Derfor har det syntes hensigtsmæssigt at give en kort præcisering af den socioøkonomiske baggrund, i hvilken dhimmi-nationerne udvikledes, og samtidig, af hensyn til klarheden og pladsen, at afstå fra nogen dybtgående analyse af den historiske kontekst.

Efter den arabiske erobring, betegnede udtrykket ”dhimmi" de oprindelige ikke-arabiske og ikke-muslimske befolkninger – jøder, kristne, zoroastriere (persere) – hvis landområder kom under arabisk-muslimsk dominans. Det betyder beskyttet, fordi disse befolkninger – i teorien, skønt ikke altid i praksis – blev beskyttet mod plyndring, slaveri, eksil og massakre ved særlige betingelser fastsat i en aftalt pagt mellem sejrherrerne og de besejrede. Til gengæld for denne beskyttelse, var dhimmierne forpligtet til at underkaste sig en kodeks eller pagt (almindeligvis kaldet Umars Pagt), som der er givet et sammendrag af nedenfor. Behovet for at kontrollere disse fremmede folkeslag tvang naturligvis det sejrende arabiske mindretal til at antage en undertrykkende politisk holdning, som blev strengere og strengere med årene. For at retfærdiggøre deres undertrykkelse, baserede herskerne sig på bestemte religiøse værdier under udelukkelse af andre Koran-vers, der anbefalede velgørenhed og broderskab. En almindelig geopolitisk begivenhed – erobringen af fremmede lande og undertvingelse af erobrede folk – blev således knyttet til et religiøst begreb, jihad eller hellig krig, der som uundgåelig konsekvens har undertrykkelsen af de vantro. Så selvom dhimmiens vilkår er typisk for religiøs intolerance – næppe usædvanlig i menneskets historie – vil kun det politiske aspekt, udplyndringen og undertvingelsen af de oprindelige indbyggere, blive undersøgt her.

En dhimmi-civilisation er kendetegnet ved et sprog, en historie og en kultur samt særlige politiske og juridiske institutioner, der er udviklet i det nationale hjemland før dets anneksion af de arabiske erobrere. Udtrykket "dhimmi-civilisation" eller "dhimmi-folk" refererer til en nation, hvis etniske oprindelse er knyttet til et bestemt geografisk område, uanset denne nations nuværende spredning. Mennesker, der tilhører en dhimmi-civilisation, er individer, som er fortsat med at give deres særlige arv videre til deres efterkommere, uden hensyn til deres vandringer og deres øjeblikkelige opholdssted, som er resultatet af tabet af deres nationale uafhængighed gennem besættelse, undertrykkelse og eksil. En jøde, uanset om han er vestlig eller orientalsk, er således en del af en dhimmi-civilisation, hvis han villigt fastholder og accepterer Israels nationale og kulturelle værdier. Det samme gælder for armenierne, assyrerne og maronitterne samt andre folkeslag, der, efter erobringen af deres hjemland, blev underkastet en lovgivning, som enten decimerede dem eller tvang dem til at leve i eksil.

Økonomisk udnyttelse

En afgift (kharaj) blev opkrævet på den jord, der blev overladt til de indfødte dhimmier. Denne afgift symboliserede arabiseringen af dhimmierne, dvs. dets indlemmelse i det arabisk-muslimske samfunds arvegods. I den tidlige periode af kolonisering, blev land, givet i len, fritaget fra kharaj.

Hver mandlig dhimmi, med den teoretiske undtagelse af de ældre, syge og slaver, skulle betale en hovedskat (jizya), som symboliserede underkastelsen og ydmygelsen af de besejrede.

Dhimmierne betalte også dobbelt så høje skatter som muslimerne. Hertil kommer, at løsepenge (avani) ofte blev afpresset de lokale jødiske og kristne samfund under trussel om kollektive sanktioner, herunder tortur og død.

Politisk-økonomisk diskrimination

Det var forbudt for dhimmien under trussel om døden:

- at bære eller besidde våben,
- at lægge hånd på en muslim, også selvom denne er en angriber, der uretfærdigt er besluttet på at dræbe ham,
- at alliere sig med arabernes fjender,
- at kritisere islam, Profeten eller englene,
- at konvertere til nogen anden religion end islam, og efter at have konverteret til islam at vende tilbage til sin oprindelige religion,
- at være forbundet ved ægteskab eller konkubinat med en muslimsk kvinde,
- at indehave en position, der giver ham autoritet over en muslim,

Dhimmierne var forpligtet til:

- at leve adskilt fra muslimer i særlige kvarterer, hvis porte blev lukket hver aften; eller, som i Yemen, uden for byer, der var beboet af muslimer,
- at have lavere huse end muslimer,
- at praktisere deres religion hemmeligt og i stilhed,
- at begrave deres døde hastigt
- at afstå fra offentligt at vise religiøse genstande, som kors, bannere eller hellige tekster,
- at adskille sig fra muslimerne ved deres udseende,
- at bære tøj, der ikke blot adskiller sig i form (længde, ærmeform, osv.), men også ved specielle farver, som tildeles hver enkelt gruppe af dhimmier: dvs. jøder, kristne og samaritanere,
- at have andre typer gravmæler end muslimerne.

Det var forbudt for dhimmierne:

- at komme i nærheden af moskéer eller at komme ind i visse højagtede byer, som derved ville blive forurenede,
- at have hovedbeklædning, bælter, sko, rigt udsmykkede sadler eller sadler magen til muslimernes – alle dele af deres ydre fremtræden var bestemt til at skulle understrege deres ydmyge og usle status.

De var forbudt at ride heste eller kameler, da disse dyr blev anset for at være for ædle for dem. Æsler var tilladt, men de kunne kun ride på dem uden for byerne, og de måtte stige af ved synet af en muslim. I visse perioder var de tvunget til at bære særlige mærker i de offentlige bade, og i visse områder var de tilmed forbudt at komme ind i dem overhovedet.

Dhimmierne var forpligtet til

- at skynde sig på gaden, altid passere på den venstre (urene) side af en muslim, der blev rådet til at presse dem ind mod en eventuel mur,
- at bevæge sig ydmygt med sænkede øjne,
- at acceptere fornærmelser uden at svare,
- at blive stående i en ydmyg og respektfuld stilling i en muslims nærværelse,
- at overlade muslimerne de bedste pladser,
- aldrig at tale til muslimer, undtagen som svar.

Enhver tvist mellem en dhimmi og en muslim blev indbragt for en islamisk domstol, hvor dhimmiens vidneudsagn var uacceptabelt.

I Nordafrika og Yemen blev de mest frastødende opgaver, såsom bøddel, graver, latrinrenser på offentlige toiletter, osv. påtvunget jøder; selv på lørdage og helligdage. Foragt for dhimmiens liv blev udtrykt gennem ulige straffe for de samme lovovertrædelser. Straffen for mord var meget lavere, hvis offeret var en dhimmi. En dhimmis morder blev sjældent straffet, fordi han kunne retfærdiggøre sin handling ved at beskylde sit offer for blasfemi mod islam eller for at have overfaldet en muslim.

Muslimer blev stærkt frarådet at have socialt samkvem med dhimmier, men hvis kontakt med dem ikke kunne undgås, blev det anbefalet, at de begrænsede forholdet til det strengest nødvendige og altid viste foragt.

Dette korte sammendrag giver kun en oversigt over de regler, der styrede et helt system af undertrykkelse, som var stærkere eller svagere alt efter de særlige forhold i hver region. Til gengæld for disse forpligtelser, som dhimmierne blev påtvunget, blev deres eksistens tolereret i deres eget land, der nu var arabiseret. Denne tolerance var ikke endegyldig. Den kunne ophæves på to måder: Ved herskerens ensidige beslutning om at eksilere dhimmierne, eller ved dhimmiernes overtrædelse af reglerne. Det sidste tilfælde tillod individuelle eller kollektive repressalier mod dhimmi-samfundene, der kunne ende med plyndring eller massakre.

Håndhævelse eller lempelse af reglerne afhang af de politiske forhold og af herskernes gode vilje. Nogle orientalister har anset dem for at være "tolerante", og dette var åbenbart også opfattelsen hos dem, der nød godt af dem. Men det var naturligvis ikke ofrenes opfattelse. For hvordan kan undertrykkelse være berettiget eller anset for "tolerant" på anden måde end ved at nægte de undertvungnes menneskelighed? Enhver koloniserende magt hævder, at mennesker ikke er lige, og mener, at dens åg er mildt og tolerant. Og det var heller ikke araberne, der opfandt denne lovgivning. Den byzantinske gejstlighed udarbejdede den først – hvorved den gav et ideologisk våben til den kejserlige magt – med det formål at udslette Israel i dets hjemland og i diasporaen. De arabiske erobrere islamiserede den, og udviklede og brugte den så igen til at tilintetgøre både den orientalske og nordafrikanske jødedom og kristendom på de politiske, økonomiske, religiøse og kulturelle områder.

Situationen for den kristne dhimmi blev lindret efter vesteuropæisk pres for at beskytte de orientalske kristne, pilgrimsrejser til Det hellige Land og handelen med Orienten. I anden halvdel af det 19. århundrede var europæiske jødiske organisationer, hjulpet af europæiske konsuler, i stand til at forbedre situationen for den jødiske dhimmi. Det var først med den europæiske kolonisering, som proklamerede de facto ligestilling mellem muslim, kristen og jøde, at dhimmierne, nu befriet fra diskrimination, kunne føle sig frie og endda opnå en vis økonomisk fremgang.

Efter den europæiske afkolonisering, indførte de arabiske regeringer en politik for intensiv arabisering. Fjernelsen af den europæiske koloniserings følger betød blandt andet, for så vidt angår de oprindelige nationale mindretal, en genetablering af politisk, økonomisk, social og kulturel diskrimination med det formål at indskrænke de friheder, som var blevet nydt i kolonitiden. Denne diskrimination blev justeret til nye ideologiske formler og blev udtrykt med stærk understregning af det arabisk-muslimske element på bekostning af de præ-islamiske etniske kulturer og nationaliteter. Sidstnævnte blev enten angrebet, som i tilfældet med assyrernes, kurdernes, zionisternes og maronitternes nationale bevægelser, eller lammet, som i de egyptiske kopteres tilfælde. Således genetableredes det arabisk-muslimske samfunds overlegenhed og dominans over de etniske orientalske nationaliteter, medens panarabismen bekræftede sit imperialistiske princip om universelt herredømme, der havde været roden til den arabiske kolonisering af Mellemøsten og Nordafrika.

DOKUMENT

1851. Ingen retfærdighed for dhimmien

"Det er min pligt at indberette til Deres Excellence, at jøder i Hebron er blevet stærkt foruroliget over trusler fra muslimer dér ved begyndelsen af ramadanen. (...)

Da jøderne har klaget over, at en frigiven slave ved navn Saad Allah var mere ubehagelig over for dem end nogen anden person i Hebron, og at Abderrahhman havde løsladt ham næsten straks efter, at han havde dømt ham til fængsel, har jeg anmodet pashaen om at få Saad Allah bragt til Jerusalem.

Hans Excellence gav ordre til, at gerningsmanden skulle forhøres af Rådet i Hebron og, såfremt han bliver dømt, sendes til Jerusalem for at blive straffet.

I overensstemmelse hermed blev der holdt et rådsmøde af fem timers varighed, og resultatet var, at en rapport (Mazbata) blev udarbejdet og underskrevet af muftien og kadien, der erklærede, at ingen andre end jødiske vidner var mødt op, "og vi modtager ikke vidnesbyrd fra jøder." Saad Allah blev derfor frigivet (...) "

— Fra et brev (15.7.1851) fra James Finn, britiske konsul i Jerusalem, til Sir Stratford Canning, britisk ambassadør i Konstantinopel. (F.O. 78/874, nr. 10)
A. M. Hyamson, The British Consulate in Jerusalem in relation to the Jews of Palestine, London, 1939, del 1, pp. 171.

FRA DHIMMI TIL DHIMMI-STAT

De, der ikke kan huske fortiden, er dømt til at gentage den
— Georges Santayana
(Indskrift på porten til Dachau Museum)

Blandt de bevæggrunde, der bidrog til udarbejdelsen af dhimmi-statusen, fremstår forholdet, sejrherre-besejret, i dets politiske aspekt, som det dominerende element. Men der må skelnes mellem den behandling, de arabisk-muslimske erobrere udmålte for ikke-arabisk land på den ene side, og dets indbyggere på den anden. Lige meget hvordan landene blev erobret, blev de permanent annekteret af det arabisk-muslimske fællesskab, dvs. de blev arabiseret. Deres indbyggeres skæbne afhang af, om de havde overgivet sig som følge af nederlag i kamp eller i henhold til traktat, men i begge tilfælde blev en indfødt indbygger, der nægtede at konvertere til islam, kun tolereret, hvis han accepterede dhimmi-status. Arabisering af de erobrede landområder blev markeret ved en jordskat (kharaj), der kun blev opkrævet på dhimmi-ejet jord. Skatten blev betalt til det islamiske fællesskab, da både dhimmierne og udbyttet af deres arbejde, blev betragtet som tilhørende det sejrende fællesskab af troende.

Arabisering var i virkeligheden synonym med ekspropriation, for det indebar en opløsning af båndet mellem jorden og dens tidligere ejer. Fremover ville dhimmien være "tolereret" på sin egen jord af en fremmed, der lovligt var kommet i besiddelse af den – for tilegnelse ved magt, blev betragtet som lovlig.

Udnyttelse af dhimmien

Efter legitimt at have frataget de erobrede befolkninger deres ejendom i henhold til slagets lov, forsøgte erobrerne at styrke deres greb ved at svække den indfødte befolkning gennem økonomisk udnyttelse og uretfærdige love. Den afgørende grund til sejrherrens tolerance over for dhimmiens eksistens var økonomisk. De var fastboende folk, hvis daglige arbejde, både på landet og i byerne, var produktivt og nødvendigt. Imperiet blev udvidet ved hjælp af en beduinhær, som nød godt af krigsbyttet, mens dets opretholdelse blev sikret gennem udnyttelsen af dhimmierne i alle de erobrede områder. Fra da af var dhimmierne blot en menneskemasse, der kunne udnyttes og hvorfra hoveriarbejde kunne hentes efter behag. I nogle perioder blev de tolereret med nedladenhed og i andre med fjendskab alt efter imperiets øjeblikkelige økonomiske og strategiske behov.

Underkastelse af dhimmien

Forholdet sejrherre-besejret tvang, som et magtforhold, herskeren til at fastholde dhimmien i en permanent tilstand af svaghed, underordning og mindreværd. Dhimmien var forbudt at bære våben eller at have dem hjemme. Han kunne blive dømt til døden for at lægge hånd på et medlem af den sejrende race, selv i forsvar, når han blev overfaldet kriminelt eller angrebet af et barn. Under visse omstændigheder var indrullering af dhimmi lejesoldater dog tilladt; i sådanne tilfælde havde sidstnævnte samme rettigheder som muslimer.

Ekspropriation og den økonomiske udnyttelse af dhimmi-folkene krævede en moralsk begrundelse. For at legitimere erobrerens adkomst til den besejredes person og ejendom, glorificerede den herskende magt den udvalgte erobrer-races overlegenhed samt de åndelige værdier, den hævdede, i modsætning til de besejrede dhimmiers fordærvelse.

Det var nødvendigt for den dominerende gruppe, gennem sin værdighed, myndighed og rigdom, at illustrere den guddommelige nåde, som belønnede erobrerens retfærdige sag i modsætning til de besejredes ydmyghed, isolation og fornedrelse. Erobrerne stræbte efter at nedværdige selve dhimmiens sjæl ved at pålægge ham ydre tegn på moralsk degradering. Da den politisk-militære fare for et massivt dhimmi-oprør var ovre, var det denne moralske og sociale nedværdigelse af mennesket, begrundet i herre-racens overlegenhed, der prægede dhimmi-tilstanden. Men selv da overlevede de politiske konsekvenser af forholdet, sejrherre-besejret, side om side med forholdene, hersker-behersket, undertrykker-undertrykt.

Den dominerende magt følte sig forpligtet til offentligt at udstille dhimmiernes tilskrevne fordærvelse, især fordi deres kultur – som arvinger af Orientens gamle civilisationer – uden sammenligning var højere udviklet end erobrernes. Ifølge den berømte sheik Damanhuri, må dhimmier "ikke efterligne dragten af lærde og ærefulde mænd, eller bære luksuriøse dragter, silke, eller for eksempel fint klæde. De skal kunne skelnes fra os selv i klædedragt, som den lokale skik i hvert område bestemmer det, men uden pynt, så den markerer deres ydmygelse, underkastelse, og fornedrelse. Deres skobånd må ikke være som vores. Hvor der bæres lukkede sko, ikke snøret fodtøj, skal deres sko være grove og af ubehagelig farve. Følgesvende [af Profeten] enedes om disse punkter for at fremvise de vantros fornedrelse og beskytte de svagt troendes tro." [1] (Egypten, 18. århundrede)

Fornedrelse af dhimmien

Et regelkodeks (Umars Pagt), baseret på religiøse og juridiske tekster, påtvang den allerede udplyndrede og kuede dhimmi en moralsk fornedrelse, som reducerede ham til det ydre udtryk for fuldkommen foragtelighed. Han var berøvet alle midler til selvforsvar, både fysisk og juridisk, hvilket gjorde ham kujonagtig i sammenligning med hans overordnedes mod; han var forpligtet til at krybe på en underdanig måde, så sejrherren kunne fremstå mere generøs; han var tvunget til at leve i frygt for morgendagen, så hver dag, han blev reddet fra døden, ville fylde ham med taknemmelighed, og derved kvalte hans vilje til at gøre oprør mod sin undertrykker, som kun skånede ham på grund af hans produktivitet. Ifølge Maghreb-teologen Sayh Muhammad al-Magili, blev jøderne, på dagen, der var afsat til opkrævning af hovedskatten (jizya), samlet et offentligt sted, f.eks. i basaren, på det laveste og mest nedværdigende sted.

Skatteopkræverne skulle stå hævet over jøderne i en truende stilling, så det kunne fremstå for alle, at de sidstnævnte blev ydmyget og plyndret for deres ejendele. "De vil så indse, hvilken gunst vi skænker dem ved at acceptere jizya-skatten og lade dem gå så let. Så skal de slæbes væk, én efter én (...). Under betalingen skal dhimmien slås i ansigtet og skubbes væk, så han vil tænke over, at gennem denne form for løskøbelse, er han undsluppet sværdet." [2] (Maghreb, 15. århundrede)

Gennem isolation, vanære, sårbarhed og fattigdom, blev dhimmien en social paria. Spillet var vundet, og fra da af blev udplyndringen af dette undermenneskelige væsen, både hans person og hans ejendele, tolket som et tegn på den guddommelige vilje, der belønnede sejrherrens retfærdige sag. At påstå, at goder og æresbevisninger, som visse dhimmier nød, var ulovlige og syndige, var et let næste skridt, som blev taget af den berømte jurist, Ibn Taymiyya, der hævdede, at det påhvilede herskerne "at ydmyge og undertrykke dem [dhimmierne] ved at tvinge dem til at overholde Umars befalinger; de har pligt til at trække dem væk fra de vigtige stillinger, de besidder, og generelt at forbyde dem adgang til muslimske anliggender." [3] (Egypten, 14. århundrede.)

Tolerance af et så foragteligt væsen var afgjort et tegn på sejrherrens generøsitet, men det var ikke noget, der var gratis. Ifølge samme jurist bør det herskende samfund således stramme åget på sin protegé, så han kunne indse, at forsøg på at undgå denne vanærende tilstand ville blive straffet med repressalier: Hvert øjeblik blev han truet med død eller eksil. Han måtte leve i en atmosfære af permanent trussel. Den tolerance, der skånede hans liv, skulle ikke tages for givet, den måtte købes med guld og underdanighed, og den kunne ophæves ensidigt, da straffen for den vantro kun midlertidigt blev holdt i skak. Denne udsættelse krævede, for at blive forlænget, mere guld og flere ydmygelser, mere arbejde og mere korruption.

Da dhimmiens loyalitet over for sin religion var hjørnestenen i hans passive modstand mod sejrherren, var det nødvendigt at nedværdige den. Bygning af nye religiøse bygninger blev forbudt, mens de, der stammede fra den præ-islamiske periode, kun kunne istandsættes på visse betingelser, forudsat at ingen udvidelse eller udsmykning ville forbedre den oprindelige bygning. Med andre ord ville enhver restaurering blot bevare dem i en konstant tilstand af forfald. Religiøse genstande blev set på med hån som symboler på en foragtelig praksis og blev ofte plyndret, brændt eller vanhelliget. Deres fornedrelse forstærkede nedbrydningen af de få af dhimmiernes gudshuse, der var undsluppet ødelæggelse og konfiskation.

Disse var så de politiske, økonomiske og moralske bevæggrunde, der producerede både dhimmiens status, og hele det system af myter, der retfærdiggør den onde cirkel af menneskets fornedrelse af mennesket. Men dhimmi-tilstanden var på ingen måde en historisk undtagelse. En række diskriminerende praksisser fandtes allerede i den østlige kristenhed, og disse blev båret med af arabiserede konvertitter og bygget ind i de arabiske erobreres historiske, politiske og religiøse værdier.

Historie glemt

I dag, når historikeren forsøger at grave dhimmi-samfundenes fortid frem, overvældes han af de "huller" i historien, som omgiver nationers død. Ragende frem af asken af forladte steder, kan kun ødelagte synagoger, kirker og vanhelligede kirkegårde findes. Selv krænkelsen af fortiden, som symboliserede dhimmiens modstand mod undertrykkelse, er glemt, eller rettere fornægtet af hans efterkommere – for de er blevet befriet af Vesten og er ivrige efter at glemme deres forfædres ydmygelse – samt af dem, der bevidst har forfalsket eller skjult den historiske sandhed.

Tavsheden, som kvæler skrigene fra fortidens undertrykkelse og ydmygelse, er symbolsk for dhimmiens skæbne. Et folk uden fortid, er også et folk uden rettigheder; og i vor tid, hvor ubetydelig nationalisme springer kunstigt frem indenfor et årti, og anskaffer sig nationale slogans efter behag, bliver dhimmiernes ret til national selvbestemmelse i deres befriede hjemland eller ønske om lige rettigheder med deres undertrykkere aldrig nævnt. Resterne af nationer – døde skønt endnu levende folk – bevaret på trods af en tusindårig tavshed, baseret på princippet om, at al kritik af undertrykkeren er blasfemi; disse folk er indbegrebet af tavs lidelse. I forholdet, sejrherre-besejret, er de stadig i dag ofre for en total ensidig politik: Absolut alt for sejrherren, absolut intet for den besejrede. Sejrherren kan herliggøre sig i en triumferende succesrig imperialisme, i glansen fra udplyndrede civilisationer, i verdens respekt for styrke og magt. De besejrede må slæbe sig gennem en undergiven tilværelse, hvor de bekræfter deres herrers herlighed samt den foragt, som historien reserverer for den svage, for taberen.

Israel. Dhimmi-stat

Er det nødvendigt, kan man spørge, at formidle et budskab, der ikke længere klinger i hjertet på en eftertid, der fornægter sin fortid? For et menneske, selv en dhimmi, der i sin søgen efter identitet har udforsket undertrykkelsens afgrund, er verden i dag fuld af dhimmier; for det system, der producerer dem og ikke er blevet afdækket i vores tid, er stadig i arbejde. Sandheden er, at dhimmi-tilstanden har bredt sig fra Orienten til den frie verden i den forstand, at ofrene for den arabiske økonomiske boykot og den PLO-inspirerede internationale terrorisme – som med døden fjerner enhver, der bespotter arabismen – også er dhimmier. Og værre endnu, der er sågar også en dhimmi-stat, Israel, der eksisterer, men alligevel fornægtes. Det system af værdier, der producerer dhimmier i dag, dekreterer, at dette at chikanere, myrde eller lemlæste den israelske befolkning og dens sympatisører, som har gjort sig skyldige i oprør (zionisme), er lovligt og prisværdigt. Den samme straf blev brugt til at tugte den oprørske dhimmi, hvis oprør blev betragtet som blasfemi – fordi han anfægtede dogmet om sejrherrens overlegenhed og underlegenheden af den besejrede. Racisme, imperialisme, kolonialisme er de hadefulde udtryk for foragt og hån, der tillægges Staten Israel med det formål at afvæbne og udfryse et land, hvis befolkning, hovedsagelig bestående af dhimmi-flygtninge fra arabiske lande og efter at være blevet befriet af zionismen, kæmper for at overleve.

Men er henvisninger til fortiden ikke skadelige for enhver udsigt til fred i Mellemøsten, og bør sådanne anklager ikke skubbes i baggrunden? Disse to punkter er vigtige. Det første indebærer, at undervisningen i historie skal underordnes, hvad der er politisk hensigtsmæssigt i nutiden, en politik, der vil medføre ikke blot historieforfalskning, men også fornægtelse af historien. Hvis dette er tilfældet, vil verdensfreden kræve en ødelæggelse af alle menneskehedens historiebøger, som fremover, berøvet sin hukommelse, erfaring, kultur og intelligens, vil vende tilbage til barbariet. Når nytten af menneskets historie først er blevet indrømmet, så vil en nægtelse af dette princip udelukkende for dhimmi-nationer, under påskud af, at deres fortid blot er en fordømmelse af undertrykkelse, skabe et moralsk problem for historien. Skal forfulgte og ydmygede folk afvises med den begrundelse, at historien er bestemt til at være en narcissistisk afspejling for overmennesker og sejrherrer, som uden samvittighedsnag praler af deres egne glansfulde gerninger, der er badet i de besejredes blod og elendighed?

Det er min overbevisning, at en objektiv viden om fortiden, selvom den ikke er den grundlæggende betingelse for at skabe broderlig forståelse mellem mennesker, ikke desto mindre er et nødvendigt skridt på vejen. At nægte historiens objektive data er udtryk for den samme mentalitet, som engang lærte, trods alle beviser, at Solen kredser om Jorden.

Og så ... er der fred ... og fred.

Der er pax arabica, pålagt af Khalid af Arabien, for at bremse den kommunistiske fremgang i Orienten og skabe de nødvendige betingelser for en ødelæggelse af Israel: At isolere den hebræiske stat, og samtidig bevæbne dens naboer til tænderne under en "kold krig" med det formål, at svække den ved at gennemtvinge en tilbagevenden af palæstiniserede arabere til dens område. Denne form for fred er ikke andet end en taktisk fred i en krigens strategi.

Men der kunne være en anden form for fred, den eneste reelle fred, som giver mening i Orientens geopolitiske historie. Og denne fred kan kun komme i stand efter en revolutionerende omformning af arabismens værdier, som for første gang kan forårsage en opgivelse af alt-eller-intet-begreber og en accept af lige rettigheder og national selvstændighed for dhimmi-nationer. Men, kunne man indvende, er Israel – hvoraf en del af befolkningen er af europæisk herkomst – virkelig en dhimmi-nation? Hvis det hebræiske folk, på deres forfædres jord, kan genopvække det sprog, de institutioner, den historiske geografi, den kultur og de præ-islamiske nationale traditioner, der er karakteristiske for dette land, så er Israel i sandhed en dhimmi-nation, der har opnået sin afkolonisering. Spredningen af den hebraiske nation efter en imperialistisk anneksion af dens territorium, kan ikke fremføres som en retfærdiggørelse af denne anneksion. Med andre ord kan de fejl og mangler, som offeret udvikler som resultat af undertrykkelsen, ikke bruges af undertrykkeren som et påskud for hans undertrykkelse (herrefolk-dhimmi-forholdet). Men det er faktisk denne spredning, som er en følge af ekspropriationen af den jødiske dhimmis land, der påberåbes for at legitimere arabiseringen af det erobrede område.

Artikel 20 i PLO's Nationacharter hævder, at jøder ikke udgør et virkeligt folk og ikke er andet end borgere i de stater, de tilhører. Artikel 1 forklarer baggrunden for denne holdning: "Palæstina er hjemland for det arabiske palæstinensiske folk; det er en uadskillelig del af det arabiske hjemland, og det palæstinensiske folk er en integreret del af den arabiske nation." [4] – hvilket i moderne terminologi er det arabiske imperium.

Genfødslen af præ-islamisk hebraisk sprog og kultur, i et land, der blev erobret og arabiseret med magt, er en revolutionerende udfordring af den alt-eller-intet-mentalitet, der så længe har betinget herrefolk-dhimmi-forholdet. I Israel er det hebraiske sprog - det før-arabiske nationale folkesprog – ligestillet med arabisk og betragtes ikke som et ringere eller ikke-eksisterende sprog, som tilfældet er med kurdisk, der er i dag kæmper for at overleve, eller syrisk, som for længst er forsvundet fra Irak og Syrien. Ved judaiseringen eller gen-hebraiseringen af det arabiserede land bliver dhimmi-kulturen – udryddet i nogle dele, holdt i foragt i andre, især i landet Israel for at bekræfte og fastholde dets arabisering – genindsat på lige fod med sejrherrens kultur.

Det ses derfor, at en anerkendelse af Israel ikke blot kan være en taktisk tolerance i en begrænset periode. En ægte anerkendelse ville kræve af arabismen – som en nødvendig forudsætning for fredelig sameksistens mellem arabere og dhimmi-nationer, herunder respekt for hinandens rettigheder – at den foretog en total omvurdering af de værdier, som sikrede dens ekspansion og dominans. En sådan kritisk revision af panarabismen som ideologisk bevægelse ville gøre det af med for det historiske perspektiv, i hvilket dhimmi-nationer så længe har været dehumaniseret, og ville åbne den første breche i alt-eller-intet-mentaliteten.

På baggrund af disse historiske og politiske drivkræfter, synes det territoriale aspekt af den israelsk-arabiske konflikt at være af sekundær betydning, og vil i sidste ende afhænge af udviklingen af de mentale holdninger, der er oparbejdet i Orienten under århundreders arabisering. For at en proces i retning af fred kan vare ved og bære frugt mellem arabere og befriede dhimmi-nationer, må den tage hensyn til det underliggende menneskelige lag af sociologisk og kulturel art, der er formet af historien. For at det skal lykkes at skabe fred – at arbejde for en fred, som ikke er et foreløbigt middel – må man kende dhimmiernes historie.

DHIMMIENS BEFRIELSE

Den dag forbrydelse pynter sig med uskylds fjer ved en mærkelig omvending ... bliver uskyld stillet til regnskab for sig selv
— Albert Camus

Under møderne i det kollokvium om zionisme, som fandt sted på College de France (Paris, oktober 1976), blev den europæiske zionismes ideologiske holdninger drøftet af anerkendte specialister. Med undtagelse af Madame Bensimon-Donath, syntes ingen at bemærke fraværet af denne glemte repræsentant, den orientalske jødedom, der stadig ventede på, at historiens døre skulle åbnes. Den er vigtig, måske ikke numerisk (den udgør kun en lille del af det jødiske folk), men i kraft af den lære, der kan drages af dens historie. Bortset fra den politiske kontekst og den urigtige fremstilling af zionisme som vestlig imperialisme, så er det i videnskabens interesse, samt i det jødiske folks, at opdage denne anden zionisme – inderlighedens zionisme, rygradszionismen, der motiverede overførslen af hele orientalske samfund til Israel. Den er de ydmyges zionisme, der aldrig blev talt om, fordi den var så naturlig og så nødvendig for de orientalske masser som den luft, de indåndede. Og hvis orientalske jøder hverken frembragte store teoretiske diskussioner eller organisatoriske strukturer, er grunden den, at zionistisk undervisning, at dømme efter deres massive tilbagevenden til Israel, ville have været overflødig, og også fordi zionismen, i arabiske lande, ofte blev tvunget til at operere i hemmelighed. Desuden, hvis udvandringen af orientalsk jødedom ikke blev sat i gang før 1948, var det fordi dets ledere forstod, at redningen af europæisk jødedom var en vigtig prioritet. Derudover reducerede arabisk pres mulighederne for udvandring.

Det ville afgjort være godt for de europæiske jødiske intellektuelle – især for den nye generation, fyldt med politisk generøsitet, at vende sig mod dette de vestlig jøders ærværdige ophav for at opdage dets skæbnes storhed og adel. For de vestlige jøder udgør ikke, selvom de er et flertal, hele det jødiske folk, og deres historie, skønt interessant, er ikke dækkende for hele Israels folk. De orientalske jøder, hvis fortid er revet ned og skrupelløst bruges af politiske opportunister, kan og skal give et uundværligt moralsk og historisk bidrag til Israels historie.

De orientalske jøders historie er interessant i mange henseender. For det første giver den os et indblik i betydningen og den særlige udvikling af arabisk-jødiske relationer. For det andet forklarer den dhimmi-nationernes senere udvikling, fordi jødernes skæbne i Arabien indvarslede dhimmiernes senere skæbne og blev accepteret som standardprocedure under hele den arabiske erobring. Jødernes vilkår i traditionel islam – i lighed med de kristnes – blev bestemt ved den måde, på hvilken araberne under deres ekspansion nægtede at anerkende den nationale selvstændighed af de præ-islamiske kulturer og civilisationer hvis lande, de havde tilranet sig. Men som alle nationale historier, er dhimmiernes historie ikke begrænset til en ramme af årsag og virkning, dvs. en kæde af kendsgerninger og politiske og økonomiske faser. Den løber over i et særligt åndeligt univers, hvis moralske dimensioner, smedet i løbet af tretten århundreder, stadig er mærkbar i reaktionen fra folkeslag, når de konfronteres med historie. Og den afgørende historiske begivenhed, der ændrede jødisk liv i Orienten, var den massive tilbagevenden til Israel i en periode på mindre end to årtier. Så de jødiske dhimmiers traditionelle holdninger viste sig i deres tilbagevenden til Zion.

I første omgang er denne ”Samling af eksilerede til Israel" i overensstemmelse med den messianske strømning, som gennemvævede og gav kraft til dhimmi-jødernes historie – og kun denne strømning kan forklare den kollektive beslutsomme vilje til at forblive jødiske over for en forfølgelse, der stammede fra denne beslutsomhed. Dette håb om tilbagevenden er udtrykt i en dobbelt holdning, som tilsyneladende er modstridende: En kollektiv trofasthed mod en national fortid, paradoksalt nok knyttet til en fremtidig vision om et bedre samfund, for enhver messiansk forventning indebærer nødvendigvis en tro på fremtiden. Den massive overførsel af orientalske jøder til Israel, er i overensstemmelse med den historiske kontinuitet; den er opfyldelsen af deres messiansk-nationale forhåbninger, næret gennem hele deres eksil.

Hvad angår deres forbindelser med den arabiske verden, så bevarede de orientalske jøder også dhimmiens traditionelle holdninger over for muslimen. I islam har dhimmien faktisk en meget præcis økonomisk funktion, som de, der byggede det muslimske imperium, pålagde ham, og som efterfølgende blev stadfæstet i alle de lovtekster, der var bestemmende for hans status. Kalif Umar, der betragtes som grundlæggeren af det muslimske imperium, havde allerede under erobringen af Syrien befalet, at de oprindelige folk ikke skulle fordeles blandt araberne, men gøres til genstand for beskatning, således at følgende generationer af muslimer kunne drage nytte af deres arbejde: "Vore børn vil leve af dem på ubestemt tid, så længe de overlever, og disse mennesker vil forblive slaver for islams tilhængerne, så længe sidstnævnte holder fast. Derfor, slå dem med hovedskatten ..." [5] Skatterne pålagt dhimmierne, skriver den berømte jurist al-Mawardi (d. 1058) "er to byrder pålagt polyteisterne af Allah til gavn for de troende." Dhimmierne var således en menneskemasse, som skulle tolereres, så længe den kunne udnyttes.

Når islams interesser krævede det, var de troendes samfund forpligtet til at henrette dhimmi-mænd og reducere deres kvinder og børn til slaveri, mens de satte sig i besiddelse af deres ejendele; som et alternativ kunne dhimmierne fordrives og deres ejendom konfiskeres. Begge tiltag var lovlige, og afgørelsen blev overladt til herskerens griller – til indehaveren af den religiøse og politiske myndighed. I moderne tid blev det andet alternativ anvendt for jøder i mange arabiske lande.

Det er sandt, at orientalske jøder havde valgt at vende tilbage til Israel, men ikke desto mindre afrejste de ikke fra de arabiske lande; i de fleste tilfælde blev de fordrevet under de mest smertelige omstændigheder, tvunget til at efterlade alle deres ejendele, mens de led under brutalitet og ydmygelser – for, skal det tilføjes, ydmygelse og fornedrelse af dhimmien er også en juridisk forrettighed for de troendes samfund.

Derfor - i det 20. århundrede blev jøderne behandlet som dhimmier – i overensstemmelse med traditionen – af nogle arabiske stater, som netop havde opnået deres uafhængighed. Og påfaldende nok, jøderne reagerede præcis på dhimmiernes traditionelle måde. Som i fortiden, fandt de sig i at lide massakre, voldtægt og plyndring, da de var afvæbnet i forhold til volden og loven ved forbuddet mod at bære våben og den manglende ret til at henvende sig til domstolene. I moderne tid accepterede de således stiltiende, at frugten af generationers dhimmi-arbejde blev konfiskeret. I tretten århundreder, havde mænds retfærdighed henvist dem til en tilstand, der i virkeligheden var permanent uretfærdighed. Kunne retfærdighed for dem være andet end intethed eller hån? Sådanne idéer som at hævde deres ret eller endog at forestille sig, at de havde nogen rettigheder, var så revolutionerende, at de var utænkelige for dhimmi-mentaliteten. Derfor drømte dhimmierne aldrig om at klage til internationale organisationer. Ej heller organiserede de sig i terroristiske bander, der dræbte uskyldige arabiske civile for at tage hævn over de regeringer, der havde udbyttet og plyndret dem. De krævede aldrig, at det internationale samfund skulle sørge for deres behov. De har aldrig udnyttet medfølelsen i den offentlige mening som middel til destruktive politiske mål. Betinget til underdanighed, til ydmyghed og til tavshed af de moralske eftervirkninger af en langvarig tilstand af frygt, uretfærdighed og undertrykkelse, som heroisk blev tålt gennem tretten århundreder, var de jødiske flygtninge fra arabiske lande i stand til at finde den moralske kraft i sig selv, der var nødvendig for at overvinde disse prøvelser. På grund af dette, er de psykologiske og fysiske problemer ved den sociale og økonomiske integration, der berører omkring to millioner orientalske jøder, herunder børn, i dag praktisk talt ukendt for verden som helhed, eller endda for de vestlige jøder.

Hvordan har de moderne dhimmier så klaret sig? Præcis som deres forfædre, når de var drevet ud, landsforvist og udplyndret; de var nødt til at klare modgangen med intet andet end deres egne ressourcer. De vendte tilbage til deres økonomiske funktion som dhimmier: Som utrættelige kreative arbejdere. Men der var en forskel, for de havde nu brudt trældommens pagt og var herefter herrer over deres egen skæbne.

De orientalske jøder vendte tilbage til Israel, opdyrkede ørkenen, opbyggede grænsebyer, udviklede landets industrielle infrastruktur og deltog i den nationale forsvarskrig. Og da de arabiske nationer, som havde udnyttet, undertrykt og udplyndret dem, hyrede terrorister til at dræbe deres børn og sprænge deres nye hjem i luften, så svarede de alligevel igen, som dhimmier ville, med et fredstilbud – med andre ord, med en messiansk vision om forløsningen af folkene, en messianisme der, som vi har set, var affødt af viljen til at forblive jødiske dhimmier i håb om, at deres trældom en dag ville få ende.

De orientalske jødiske flygtninge, som emigrerede til Europa og USA, måtte se problemer i øjnene, der på ingen måde var mindre belastende. Uden hjælp overhovedet, måtte de integrere sig i højteknologiske samfund og sørge for deres familier og uddannelsen af deres børn. I dag, hvor den arabiske økonomiske boykot igen truer disse flygtninges bestræbelser, reagerer de orientalske jøder endnu engang med en opfordring til fred.

Studiet af dhimmi-tilstanden er en rig kilde til belæring. Det indbyder os til at overveje skæbnen for det udbyttede og undertrykte menneske, ikke på grund af hans uundgåelige skæbne (race, hudfarve, social klan), men som et resultat af hans bevidste valg, fornyet gennem tiderne, om at forblive på et åndeligt plan, højere end hans undertrykkeres, uanset hvilken form for skændsel han påtvinges. Af dialektikken i forholdet, undertrykker-undertrykt, som fulgte, kan man se dhimmiens typiske profil: Et mod, der manifesterer sig i tavshed hellere end i ord, en tragedie, der for evigt er overvundet, fordi den er valgt, den daglige heroismes ydmyge adel, gentaget om og om igen.

Dette er også betydningen af den ekstraordinære lektion i tapperhed, som er givet til verden af en håndfuld mænd, klar til at dø, misforstået, foragtet og forladt: Maronitterne i Libanon.

DOKUMENT

1839. Jødiske dhimmier fra Jerusalem

"I overensstemmelse med Deres Excellences befaling, har jeg den ære at aflægge beretning om jødernes situation i Palæstina, så vidt jeg kan i landets nuværende tilstand, hvor, på grund af karantænerne [pga. pest, o.a.], vore kommunikationsmidler er meget begrænsede. (...) Ånden af tolerance over for jøden, er endnu ikke kendt her i samme omfang som i Europa – selv om deres tilladelse til at bo i det muslimske kvarter tyder på, at den heftige ånd af undertrykkelse er noget mindre. Det skal dog nævnes, at de betaler mere end andre for leje af deres huse, således at det i et vist omfang kan siges, at de køber tolerance.

Pachaen* har vist meget mere hensyn til jøderne, end hans folk har. Jeg har hørt flere indrømme, at de har mere fred og ro under hans regering, end de nogensinde har haft her før. Jøden i Jerusalem regnes dog stadig ikke for meget mere værd end en hund – og der går næppe en dag, uden at jeg hører om en eller anden tyrannisk og undertrykkende handling mod en jøde – først og fremmest fra soldaterne, som trænger ind i deres huse og låner, hvad de behøver, uden at spørge om lov – undertiden vender de tilbage med tingen, men oftere ikke. I to tilfælde har jeg haft held til at opnå retfærdighed for jøder mod tyrkere. Men det er en ganske ny ting i disse menneskers øjne at kræve retfærdighed for en jøde – og jeg har god grund til at tro, at mine bestræbelser på at beskytte jøderne, har været – og vil være i en begrænset tid fremover - til skade for min indflydelse på andre klasser – kristne såvel som tyrkere. [dvs. muslimer]

(...) en anden depeche til Hendes Majestæts agent angående en ny proklamation, der er udstedt her, som forbyder jøder at bede i deres egne huse – og som beretter om den mest barbariske straf af en jøde og jødinde, der fandt sted i Jerusalem i denne uge. (...)

Hvad jøden må udholde, fra alle sider, lader sig ikke fortælle.

Som en elendig hund uden ejer bliver han sparket af én, fordi han krydser hans vej, og slået af en anden, fordi han udstøder et skrig - at søge oprejsning tør han ikke af frygt for, at det vil bringe større ulykker over ham; han mener, det er bedre at udholde end at leve i forventningen om, at hans klage vil blive hævnet mod ham. Fra barnsben opdraget til at betragte sine allestedsnærværende borgerlige indskrænkninger som tegn på fornedrelse, bliver hans hjerte en vugge af frygt og mistro – han finder, at ingen stoler på ham – og derfor lever han selv uden tillid til nogen. (...)"

* Ibrahim Pacha, søn af Muhammed Ali, hersker af Egypten. Han erobrede og kontrollerede Syrien og Palæstina 1832-1840.

— Fra en rapport (23.5.1839) fra W. T. Young, britisk vicekonsul, Jerusalem til viscount Palmerston, udenrigsminister, London (F.O. 78/368 nr. 13)
A. M. Hyamson, The British Consulate in Jerusalem in relation to the Jews of Palestine, London, 1939, Part I, pp. 4-7.

TILBAGEBLIK PÅ DHIMMI-LAND

Judæa og Samaria

Juli. Lyset skinner i stilheden. Til alle sider: Judæa. Dér er en klippeknold ... næppe en bakke, en tåre, faldet på judæisk jord. Det er Bethar, hvor engang den modige Bar Kochbas fæstning stod, den sidste højborg for gammel hebraisk modstand. Stenene vidner i stilhed, for jorden kan ikke lyve. Det betror sit budskab til hvem, der lytter, uden at det er nødvendigt at vende jorden med en murske. Alt er der, blotlagt som i en åben bog, på trods af erobreres hærgen. Et firkantet tårn og en mur, der forbinder to bastioner, vidner om skønheden og holdbarheden af den typiske hebraiske arkitektur på det første tempels tid. Derovre en mur og et tårn, bygget af Herodes mere end et halvt årtusinde senere. Og som kronen på det hele, Bar Kochbas fæstningsværk: Et firkantet tårn beklædt med sten, halvrunde vagttårne og porte. Længere væk kan sporene af den romerske lejr stadig ses. Her, den 9. Ab i året 135, blev hebraisk modstand tilintetgjort af den romerske hær.

Stilhed. Vi har søgt dækning i skyggen af et oliventræ. Straks har børnene slået rede i grenene, hvor de lytter højtideligt til vores guide. Et eller andet sted parfumerer et figentræ luften ... eller er det blot en brise fra de judæiske bakker? Cirkulær gestus af Ya'acov Meshorer, arkæologisk chefkurator på Israel Museum, berømt numismatiker og tidligere inspektør for udgravningerne i Judæa-Samaria.

"Udgravninger i Judæa har bragt blomstrende byer med mange synagoger for dagen. Arkitekturen samt de dekorative mønstre er typiske for den attraktive præ-islamiske hebraiske civilisation, der er repræsenteret i Galilæa ved synagogerne i Kapernaum, Beth Shearim, Chorazim, Kfar Baram, Meron og andre steder. Mellem år 70 e.Kr. og den arabiske invasion og besættelse i 640, var disse bakker overstrøet med hebraiske byer og landsbyer, hvor et intenst nationalt, religiøst og kulturelt liv trivedes. Berøvet sin uafhængighed, koncentrerede nationen sin genius ved at reflektere over den nationale fortid rigdom. Det er den periode, hvori Mishnah blev udarbejdet og fuldført i det andet århundrede, for snart efter at blive fulgt af Talmud – monumentale religiøse, juridiske og sociale samlinger. Afsluttet i omkring 400, blev dette arbejde videreført i yderligere to århundreder, og holdt en intens messiansk forventning i live, hvis styrke kunne mærkes så langt væk som Arabien.

Den arabiske besættelse ændrede næppe de hebraiske stednavne, og de jødiske indbyggere, der nu betragtedes som dhimmier, forblev på deres jord. Det var først senere, at den ubønhørlige mekanisme, typisk for enhver kolonisering, efterhånden udslettede den oprindelige befolkning, og dermed fremmede en tiltagende arabisering af jorden."

I den tidligere jødiske by Bethar er der nu 1500 arabere. De kalder stedet, hvor de jødiske levn står, for Khirbet al-Yahud, jødernes ruiner. Men hvis israelerne skulle vende tilbage, ville araberne alligevel ikke tøve med at jage dem væk med indignation og omtale dem som fremmede indtrængende. Det orientalske sinds mysterium eller besætterens logik? Disse arabere, næppe interesseret i en fortid, som ikke er deres, ignorerer fuldstændig historien om de steder, hvor de bor. Naturligvis ved de, at stedet tidligere var beboet af jøder, som navnet antyder, men disse ruiner, der vidner om et berøvet og fordrevet folk, har kun interesse som et stenbrud, der bekvemt leverer sten, som andre har hugget ud. Men de begejstrede kommentarer fra oliventræet lærte mig, at ethvert jødisk barn ved mere om dette steds historie end dets arabiske indbyggere.

I Eshtemoa, et bibelsk navn, som beboerne har arabiseret til Es-Samoa, bor de arabiske indbyggerne stadig i huse, der praktisk talt blev bygget næsten femten århundreder tidligere. De arkitektoniske elementer og dekorative mønstre, herunder menorah [den syvarmede ”lysestage”], er alle typiske for præ-islamisk hebraisk kunst. Det er almindeligt at finde arabiske landsbyboere, der tilbereder mad på ældgamle mosaikgulve. I centrum af landsbyen stod engang en treetagers synagoge, hvoraf kun to ødelagte etager er tilbage. Størrelsen af synagogen tyder på, at der her trivedes et betydningsfuldt samfund. Ligesom mange andre oprindelige monumenter, blev synagogen ødelagt i begyndelsen af den arabiske besættelse. Dens sten, især dem, der var dekoreret med basrelieffer, blev brugt af araberne og pryder i dag deres dørstolper.

I Yata, det bibelske navn for en hebraisk landsby, er smukt dekorerede jødiske ossuarier, typiske for 1. og 2. århundrede, spredt omkring i arabiske huse, hvor de anvendes som drikketrug til kvæg. Mange henkastede mønter, der stammer fra det 2. tempels og hasmonæisk tid, er blevet fundet i dette område.

Misforholdet mellem historie og befolkning i Judæa og Samaria bekymrer den rejsende konstant. Det er rigtigt, at de hebraiske stednavne er blevet arabiserede, at jødiske religiøse helligdomme er blevet islamiserede – som i Hebron og andre steder – og at arabiseringen har formået at slette alle spor af hebraisk nationalisme. Det er også rigtigt, at de arabiske landsbyer på afstand ser maleriske ud. Men dette er kun et overfladisk indtryk, for hvis den rejsende, i sin stræben efter at stilne sin urolige ånd skulle se nærmere efter, ville han ofte kun finde en bunke ruiner. Forsømmelsen af den omgivende vegetation er så fremherskende, at man ikke bliver mindet om et bibelsk landskab af skovklædte skråninger, men om Arabiens sandede ørken. Man bliver slået af medlidenhed, for folk bor normalt ikke i ruiner, lige meget hvor fattige de er. Ruiner ses overalt, så meget, at de ikke længere bemærkes.

I 1864 sagde Arthur Penrhyn Stanley, provst af Westminster, at Palæstina, mere end noget andet land, var et land af ruiner. "I Judæa er det næppe en overdrivelse at sige, at mens der i miles omkreds ikke er noget tegn på nuværende liv eller beboelse, bortset fra den lejlighedsvise gedehyrde på bakkeskråningen, eller forsamlingen af kvinder ved brøndene, er der alligevel næppe en bakketop af de mange inden for synsvidde, som ikke er dækket af resterne efter en eller anden fæstning eller by fra tidligere tider. Nogle gange er de fragmenter af gamle mure, nogle gange blot fundamenter og bunker af sten, men altid nok til at vise tegn på menneskelig beboelse og civilisation." [6]

Terrasserne på skråningerne, som i oldtiden var beplantet med vinmarker og oliventræer, er ikke det eneste aspekt af ødelæggelse. Hvad kunne være mere bedrøveligt end disse fattige beboelser uden gader, huse - eller rettere faldefærdige kasser - uden arkitektur, som på må og få er holdt oppe af udhuggede blokke, brudte søjler og kapitæler, plyndret fra tidligere civilisationers monumenter. Hvad enten de blev forvist eller massakreret, så er de indfødte dhimmier helt forsvundet. Nomaderne blev fastboende, kolonisterne kom. De slog lejr i andres huse, lappede på dem, når det var nødvendigt ved at ødelægge monumenter, som de ikke selv havde bygget. Stedets fortid interesserede dem næppe, fremmede på denne jord, der var taget fra andre: det var ikke deres. Og da eksilets nådesløse lidelser bragte de oprindelige indbyggere tilbage til deres land, resulterede frygten for denne stadige tilbagevenden og udsigten til at skulle dele landet med de udplyndrede ofre i fjendskab og blodsudgydelser. Historiske beviser mangler ikke, men jeg vil nøjes med at citere et eller to vidneudsagn fra det forrige århundrede. I en rapport til Palmerston i 1836, beskriver oberst Campbell, den britiske konsul i Egypten, hvordan "deres muhammedanske landsmænd i Saffet benyttede sig af den urolige situation i landet, og overfaldt, den 16. juni, de uskyldige jøder i denne by, røvede deres ejendele, voldtog deres kvinder, myrdede dem, der forsøgte modstand, og fortsatte deres lovløse hærgen og treogtredive dage." [7] På omtrent samme tid i 1834, beskriver den amerikanske rejsende, John Lloyd Stephens, lignende scener begået mod jøderne i Hebron, som med egne øjne måtte bevidne voldtægten af deres koner og døtre. [8]

I 1872 blev den engelske rejsende, Thomas Jenner, dybt bevæget under et besøg i Nablus over lidelsen af to jøder, som "regeringen havde jaget ud af deres hjem og smidt på gaden med deres ejendele, fordi den havde brug for deres bolig til indkvartering af soldater." [9] Intet ekstraordinært ved en sådan foranstaltning, for indkvartering og forplejning af muslimske tropper var ofte en forpligtelse, som sejrherren havde pålagt de indfødte dhimmier. I tider med overhåndtagende anarki blev angriberne tilskyndet af en sådan lov til at fortrænge deres forgængere "lovligt" – især da sidstnævnte, hvis det huskes, var helt ubevæbnede, og deres edsvorne vidneudsagn blev afvist. Dette er kun et ubetydeligt element sammen med så mange andre i den lange kæde af begivenheder, som omdannede dhimmi-folkene fra flertalsbefolkninger til "tålte" mindretal i deres eget land.

Men ingen andre steder er historiens tragedie så intens som i Shomron-Sebastia i Samaria. Ingen andre steder er ødelæggelsen så dyster som i ruinerne af den gamle hovedstad i det nordlige kongerige Israel, grundlagt omkring 880 f.Kr. Her, måske mere end noget andet sted, er der en slående kontrast mellem den nuværende trøstesløshed og de storslåede rester af en blomstrende og aktiv befolkning. Her findes Omris, Akabs og Jezebels befæstninger og paladser, Jeroboam II’s (787-749) kornkamre. Herodes byggede her en allé indrammet af søjler. Et teater, et stadion, en bymur med porte og tårne vidner om den solide, elegante, hebraiske arkitektur i denne periode.

I dag er Shomron-Sebastia ikke andet end en elendig landsby, hvor 1300 arabere har slået lejr mellem ruinerne. Kirken, bygget af korsfarerne, som indeholder gamle grave, tilskrevet de hebraiske profeter Elisa og Obadia, er blevet deres moské. På trods af brokkerne på gulvet – som følge af en ophobning af århundreders vanrøgt – er bygningen stadig imponerende. Fremmede for denne fortid, ignorerer nutidens indbyggere den og skjuler deres elendighed i ruinerne. Disse søjler, disse udhuggede sten, bliver blot brugt som materiale til reparation af deres fattige rønner. Menneskelig lidelse og historiens omvæltninger samles her for at gøre Shomron-Sebastia til symbolet på et folks storhed og udslettelse.

Dette folk, offer for verdens længstvarende folkemord, er i dag repræsenteret ved en rest. 250 samaritanere, ikke mere, "tålt" af 44.000 arabere i deres tidligere hovedstad, Sikem-Neapolis, arabiseret til Nablus. Dette er ikke stedet at beskrive de massakrer, konfiskationer og forfølgelser af enhver art, der reducerede denne talrige befolkning af landmænd og faglærte håndværkere til noget på størrelse af en patetisk rest. Den interesserede læser kan se efter i artiklen, Samaritan, i Encyclopaedia Judaica (1971), hvori nævnes den trussel om total udslettelse, som i 1842 helt sikkert ville have overvundet dette harmløse og døende samfund på 142 sjæle, hvis ikke et andet dhimmi-samfund – jøderne i Jerusalem – var kommet dem til undsætning i sidste øjeblik. Benyamin Tsedaka, en 125-generationers efterkommer af Manasse (søn af patriarken Joseph), forklarer, at årsagen til den numeriske forskel i dag mellem jøder og samaritanere er, at hans folk nægtede at gå i eksil. "Vores princip var ikke at forlade [landet] Israel." (International Herald Tribune, den 8. marts 1977). Dette er den enkle forklaring på den historiske anomali af et Samaria uden samaritanerne og et Judæa uden jøder. I dag er de storslåede ruiner af Shomron-Sebastia blandt de mest bevægende monumenter i Israel. Fordi de var en jødisk sekt, der var knyttet til jorden, led samaritanerne deres "endelige løsning" i den dunkle og ydmyge stilhed, i hvilken historien har begravet dhimmierne.

Dhimmiens spøgelse, indhyllet i had, udplyndret og fortvivlet over al menneskelig retfærdighed, da han er blevet afvist af den – hvilket så ofte er beskrevet for dem, der ved, hvor de skal lede – hjemsøger i dag Judæas og Samarias øde bjerge, hvor han mødte sin skæbne.

I dag er befolkningerne i disse regioner muslimer, med undtagelse af nogle få lommer af arabiserede kristne, resterne af den byzantinske besættelse eller korsfarertiden, der har overlevet takket være beskyttelsen fra den europæiske kristenhed. Samaritanerne er i deres hjemland blevet reduceret til 470 overlevende, hvoraf 250 stadig bor i Nablus. Helt indtil 1948 blev jødiske indbyggere i regionen massakreret eller fordrevet og retten til at opholde sig dér, var dem forbudt indtil 1967. Arabiseringen af regionen resulterede i en Judenrein arabisk provins, dvs. "renset" for alle spor af dens præ-arabiske kultur.

De oprindelige folk blev erstattet af grækere, arabiske beduiner, persere, drusere, tjerkessere, tyrkere og slaver, der således var i stand til at drage nytte af dhimmiernes arabiserede land. Men siden 1967 er disse fredelige landsbyboere, der, med uanfægtet samvittighed, retfærdiggjorde deres arabiske rettigheder ved det fordrevne eller tilintetgjorte oprindelige folks martyrium, nu begyndt at opleve et mareridt. Hebræeren, eksileret i kølvandet på flere bølger af besættelser og deres følger, eller tålt i hans eget hjemland, men i en tilstand af underkastelse – denne hebræer vender nu tilbage. Og han kommer tilbage, ikke længere som en dhimmi – den eneste status acceptabel for en indfødt – men som en borger, med alle en fri mands rettigheder. Det er rigtigt, uanset hvor forargeligt det kan forekomme, at en sådan hændelse ikke er enestående. Flere dhimmi-folk har genvundet deres uafhængighed: Sicilianere, spaniere, grækere og maronitter, men ikke uden at efterlade åbne sår i den panarabiske bevidsthed. "Vi agter at kæmpe for, at vores palæstinensiske hjemland ikke skal blive et nyt Andalusien", erklærede Abu Iyad, en af de mest fremtrædende ledere af PLO (Le Monde, 20.-21. januar 1974). Skal man være forbavset over, at visse arabiske kredse beklager hispaniseringen af Spanien, libaniseringen af Libanon og hebraiseringen af Israel?

Hebræeren vender således tilbage (…). Forsigtigt søger han blandt ruinerne, og bringer tusind år gamle dokumenter for dagen, forsynet med hebraiske indskrifter, der er meningsløse for landsbyboerne. De monumenter og mønter han finder, bekræfter hans historie. Hebræeren, behandlet som en fremmed, rækker ud efter jorden, som skænker ham sin historie. En fuldkommen harmonisk dialog i tid og rum er etableret mellem dem.

Mareridtet, udsat i alle disse århundreder af umenneskelige love, bliver pludselig en realitet. Der er ingen tvivl om det, den indfødte er vendt tilbage. Og hvad hvis han skulle tage sin jord tilbage, genetablere de ødelagte bjerg-terrasser, genopbygge sine utallige ødelagte synagoger? Hvad hvis det var muligt at taksere lidelsen af tretten århundreders tvungen eksil? Hvis der var eksil, så må der have været besættelse – de to begreber er uadskillelige – og hver part kender sin respektive historie. Så modstand er forberedt mod indsamlingen af de eksilerede i et arabiseret land.

Men israeleren ikke er interesseret i ordkløveri om fortiden; alt, han ønsker, er at bygge en ny fremtid. Uden at jage nogen væk, er alt, han ønsker, at vende hjem. Disse arabere, født og opvokset på denne jord, er på ingen måde ansvarlige for en tusind år gammel imperialisme, selv om de er dens arvinger og nyder godt af den. Ingen skal være en fremmed, så israeleren har derfor foreslået en fredelig sameksistens på hans historiske jord, i byer og landsbyer, som bærer hebraiske navne. Han er parat til at dele med sin arabiske fætter, hvis sprog så meget ligner hans eget. Det er alt sammen meget enkelt: En diskriminerende lovgivning, som den, dhimmierne var underkastet, findes ikke hverken i Israels historie eller indenfor dets retsområde. Set fra det israelske synspunkt, er der således intet til hinder for, at et normalt forhold af ligestilling kan etableres mellem de to parter.

De nuværende arabiske befolkninger står over for et valg mellem enten en accept af fredelig sameksistens og ligestilling mellem arabere og hebræere i stedet for det traditionelle herrefolk-dhimmi-forhold; eller en fortsættelse af den traditionelle jihad med massakre, fordrivelse eller dominans af den legitime arving i en fornyet indsats for total arabisering. "Borgerkrigen i Libanon er ikke slut, og blodet vil fortsætte med at flyde! Vores krig i Libanon vil redde arabiseringen af Libanon. Jeg erklærer på vegne af den palæstinensiske bevægelse, og for de nationale venstreorienterede libanesiske styrker, at Libanon vil forblive arabisk", erklærede Arafat den 30. november 1975 i Damaskus. Dette valg angår også andre orientalske folkeslag foruden Israel. Det modsætter sig en tradition for arabisk dominans til fordel for en revolutionær befrielsesbevægelse, der kæmper for andre ikke-arabiske orientalske folkeslags rettigheder.

Med disse tanker i sindet, slentrede jeg gennem et arabisk kvarter i udkanten af Jerusalem, næppe et par hundrede meter fra bjerget Zion. Pludselig blev jeg mødt af en regn af sten. En gruppe arabiske unge, i dækning bag olietønder, slyngede kasteskyts og forbandelser mod mig, mens de hylede op om deres loyalitet over for PLO. Bevægelsen jeg gjorde for at beskytte mig selv, førte mig tyve år tilbage til den jødiske kirkegård i Cairo, hvortil jeg havde fulgt nogle ældre slægtninge, enker, der tog afsked med deres afdøde, for som jødinder, var de reelt blevet forvist fra Egypten. De blev opskræmt af en regn af sten, kastet af en gruppe arabere. Jaget væk af spot, flygtede de så hurtigt de kunne, ligeså sårbare i deres alderdom, som de jordiske rester, de havde efterladt til sandsynlig hærgen. Og den gestus, vi dengang gjorde, dem for at beskytte sig selv og jeg for at skærme dem, var den samme, som jeg nu gjorde under arabisk kasteskyts i Jerusalem, i Israels konge, Davids by. En gestus, gentaget i tusind år af dhimmien, der begravede sin afdøde i hemmelighed og hast, eller som blev overfaldet og ydmyget på gaden. En traditionel gestus af araberen, givet videre fra far til søn med undertrykkerens samme hadefulde foragt for sine ofre.

I samme måned i juli 1977, mindede bølgerne af bombeangreb i Israel og forsøgene på at udslette maronitterne i det sydlige Libanon mig om, at udgydelse af dhimmi-blod stadig er lovlig ...

NOTER

1) Moshe Perlmann (red. og overs.), Shaykh Damanhuri On the Churches of Cairo (1739), University of California 1975, p. 56.
2) Georges Vajda, Un traité Maghrébin : “Adversus Judaeos” Akham Ahl Al-Dimma, du Sayh Muhammad b. ‘Abd Al-Karim Al-Magili, i Etudes d’Orientalisme dédiées à la mémoire de Lévy-Provençal, Tome II, Paris 1962, p. 811.
3) Martin Schreiner, Contributions à l’Histoire des Juifs en Egypte, i Revue des Etudes Juives, Tome XXXI, Paris 1895, p. 11.
4) Palestine National Covenant of the PLO, i Y. Harkabi, Palestinians and Israel, Keter, Jerusalem, 1974, pp. 51-69.
5) Abou Yousof Ya’koub, Le livre de l’Impôt Foncier (Kitâb el-Kharadj), overs. E. Fagnan, Paris 1921, pp. 217-218.
6) Arthur Penrhyn Stanley, Sinai and Palestine, London 1866, p. 117.
7) John Bowring, Report on the Commercial Statistics of Syria, (addressed to Lord Palmerston and presented to both Houses of Parliament), London 1840, p. 129 (Reprinted Edition 1973 by Arno Press Inc.)
8) John Lloyd Stephens, Incidents of Travel in Egypt, Arabia Petraea, and the Holy Land, New York 1837 (Ny udgave, University of Oklahoma Press 1970, p. 32).
9) Thomas Jenner, Palestine et Liban, Paris et Neuchâtel 1883, p. 142.

DOKUMENT

1884. Oprindelsen til den palæstinensiske arabiske befolkning: Eksemplet Sharonsletten

"[...] Det er en besynderlig kendsgerning, at kyststriben fra Haifa til Caesarea synes at være blevet et centrum for tilstrømning af kolonister og fremmede fra de mest forskellige racer. De nye indvandrere til Caesarea er slaver. Nogle af dem taler lidt tyrkisk. Arabisk er et ukendt tungemål for dem, som de er ved at lære. Deres eget sprog er en slavisk dialekt. Da problemerne i provinserne Bosnien og Hercegovina først brød ud [1875], hvilket førte til den russisk-tyrkiske krig, udstødte filantroperne et brøl af forargelse [...] Da det [landbrugsspørgsmålet] var løst, ved at overgive provinserne til Østrig, emigrerede det slaviske muslimske aristokrati, der nu fandt sig forfulgt af deres tidligere bønder og den kristne magt, der beskyttede dem, til sultanens mere åndsbeslægtede styre. Så det ejendommelige skue udgøres af en slaviske befolkning, der er vandret fra østrigsk styre til Asien, for at være under en muslimsk regering.

Tæt ved den nye bosniske koloni er der på Sharonsletten oprettet to eller tre kolonier af tjerkessere. Dette er de mennesker, der begik de bulgarske grusomheder. Skæbnens ironi har nu anbragt dem indenfor tre eller fire miles afstand af kolonister, der tilhører den selv samme race, de massakrerede. Også de har, på flugt fra kristnes regering, søgt tilflugt under sultanens beskyttende vinger, hvor de, er jeg ked af at sige, som jeg beskrev i et tidligere brev, stadig svælger i deres røveriske tilbøjeligheder. I umiddelbar nærhed af dem er de sorte telte af en stamme af turkmenere. De tilhører den gamle seldjuk-slægt, og deres stammes vugge gav fødsel til de nuværende herskere af det tyrkiske imperium. De har været her i omkring tre hundrede år og har glemt det tyrkiske sprog, men for et par måneder siden ankom en ny bølge af indvandrere fra bjergene i Mesopotamien. Disse nomader talte ikke andet end tyrkisk, og håbede at få en hjertelig modtagelse af deres gamle stammefæller på Sharonsletten. Heri blev de skuffede, og de har nu, til min væmmelse, slået deres telte op på nogle af Karmels udløbere, hvor deres store lodne kameler og deres egne posede bagdele står i påfaldende kontrast til beduinernes kameler og dragter, som vi er bekendt med [...]

"De slaviske kolonister, hvis indvandring er beskrevet i mit sidste brev, udstikker brede gader tværs igennem de mest interessante ruiner, bruger de gamle fundamenter, anvender det smukke murværk, de hvide sten, der dannede templet, bygget af Herodes, og de brune kalkstensblokke fra korsfarernes katedral, bryder sten fra gamle bygninger under jordoverfladen, jævner ruinerne med jorden på ét sted, nivellerer dem op på et andet, og på den måde fuldstændig omdanner hele det maleriske område, så det snart ikke er til at kende igen. [...]

De var landadelen i deres eget land, og har derfor bragt en betydelig rigdom med sig. En stor strækning af den mest frugtbare jord på Sharonsletten er blevet givet til dem af den tyrkiske regering [...]

Den lavere stand eller bondestanden i Bosnien og Hercegovina var ikke forpligtet til, da landet blev erobret af muslimerne, at ændre deres religion, og fortsatte med at være kristne; imens blev deres herrers efterkommerne, som forblev ejere af jorden, fanatiske muslimer. Konsekvensen har været, at nu hvor landet er blevet overgivet til østrigerne, har de kristne bønder naturligt fået myndighedernes beskyttelse mod undertrykkelsen fra deres tidligere herrer. Da disse var ude af stand til at udholde ydmygelserne ved at se bordene vendt, og deres gamle tjenere kunne trodse dem ustraffet, solgte de alle deres ejendele og migrerede til sultanens magtområde, hellere end at udholde de nedværdigelser, som de hævder, at deres nye kristne herskere og deres gamle kristne livegne udsatte dem for (...). Om de kan komme overens med deres tjerkessiske naboer, er stadig et åbent spørgsmål. De danner fortroppen af en langt større immigration, som skal følge, så snart forberedelser er gjort for at modtage dem."

— Laurence Oliphant, Haifa or Life in modern Palestine, London 1887 (Ny udgave, Jerusalem 1976, pp. 238-239/241-242)

EFTERSKRIFT

Præsident Sadats besøg i Jerusalem

At vide, er at forstå: De, der er vel bekendt med dhimmi-jøde-stereotypens besættelse af den moderne arabers bevidsthed – især af den palæstinensiske arabers – og dens centrale polariserende rolle i den arabisk-israelske konflikt, kan forstå præsident Sadats mod og den symbolske storhed af hans handling. Det historiske møde mellem Sadat og Begin og varmen i deres hilsener udtrykker Sadats vilje til for fremtiden at afvise dhimmi-jødens dæmonologi – overført til zionisterne – for til gengæld at opdage Israels menneskelige ansigt. De halvfjerds procent psykologiske elementer i konflikten, som Sadat henviste til, er baseret på forestillingen om urenheden og urørligheden af den formodede dhimmi-zionist, med hvem araberen indtil nu har undgået al kontakt. Isoleret i hjertet af den arabiske verden, blev zionisten et symbol på hån, had og afsky. Men at tale med en israeler, at give ham hånden, at acceptere hans tilstedeværelse, at kommunikere med ham ved hjælp af sprog og fornuft – alle fornemme menneskelige privilegier – er at se ham som en ligeværdig.

Kun historisk viden kan bidrage til en forståelse af, at denne gestus bryder med traditionelle holdninger, der har eksisteret i de sidste tretten århundreder. Dette betyder selvfølgelig ikke, at jøden bør føle nogen rasende taknemmelighed, fordi han er blevet forfremmet fra undermenneskeheden til menneskeheden: Han kunne lige så vel beklage de tretten århundreder, hvor hans menneskelighed er blevet afvist. Hvad man nu skal beundre ved præsident Sadat, er handlingen af en mand, der har forsøgt at overvinde fortidens fordomme med al den hjertesorg og al den tvivl, som dette indebærer. Han er en mand, der, som den første i sit eget folk, har sat foden på en ny vej. Det er derfor i arabismens særlige sammenhæng, at Sadat har erhvervet statur som en mand af enestående mod og intelligens.

Hvad Israel afventer fra præsident Sadat, fra det egyptiske folk og fra de arabiske folk, er en anerkendelse af forbindelsen, skildret i historien og Koranen, mellem det hebræiske folk og landet Israel – såvel som retten til national suverænitet for den jødiske stat i dens eget land. Det modige initiativ af præsident Sadat skal støttes helhjertet. Det baner vejen for etableringen af en retfærdig fred, der respekterer de nationale rettigheder for både jøder og arabere.

DHIMMIENS TILBAGEVENDEN

I 1881 besluttede de jødiske dhimmier i Yemen sig for en kollektiv tilbagevenden til Det Hellige Land. Her er beretninger om indvandrere, der nåede sikkert frem:

1) "Og de fejrede højtiden [sukkot, løvhyttefesten] under stor jubel. Og under hele festen, dag og nat, talte mænd og kvinder kun om Eretz Israel. Og alle jøderne, der var i Sana'a, og alle jøderne i Yemen enedes sammen om at sælge alle deres huse og alle deres ejendele for at bruge pengene til at rejse til deres land. Og næsten alle af dem hverken slumrede eller sov om natten, på grund af deres længsel og ønske, og den brændende entusiasme i deres kærlighed til Eretz Israel. Og så kraftigt brød denne kærlighed frem i deres hjerter, at de sløsede med deres værdier, solgte alle deres huse og ejendele til en ottendedel af værdien, for at finde penge til udgifterne til rejsen over land og til søs."
— The Exodus from Yemen, Tel Aviv n.d.

2) "... En første karavane [af yemenitter] var så heldig at ankomme [til Jerusalem] ... Denne anden karavane, og en tredje, der for nylig ankom fra Sana'a og de omkringliggende bjerge, er blokeret ved Hodeida. De tyrkiske myndigheder har forbudt deres afrejse til Jerusalem. Denne ordre er højst uretfærdig, for det var først efter, at disse fattige mennesker havde solgt den smule de ejede til muslimerne, at generalguvernøren i Yemen besluttede at stoppe deres afrejse."
— Fra et brev (29.11.1881) fra Alexandre Lucciana, fransk vicekonsul i Hodeida, Yemen, til formanden for Alliance Israélite Universelle, Paris (Archives AIU, Frankrig VIII D 49).

3) "... De yemenittiske jøder drog vestpå og nåede det Røde Hav. De rejste med sambouk til Jedda, Hodeida og Aden og derfra ombord på dampskibe til Egypten, Palæstina og det europæiske Tyrkiet. Den sidste karavane, der forlod Haidan [!], En dagsrejse fra Sa'dah, var tre år om at nå Jaffa. Disse ulykkelige mennesker nåede havet, og da de fandt sig selv uden midler, drog de mod nord til fods, og krydsede landet Assyr. De ydede små tjenester for arabere – kvinderne lavede håndarbejde, mændene lavede smykker – og da de ankom til Jedda, havde de samlet penge nok til at betale for deres passage til Jaffa." [...]
— Y. Sémach, Une Mission de l’Alliance au Yémen, Paris 1910, p. 109.

Dhimmiens tilbagevenden omkring 1949

Herren har frelst sit folk,
Israels rest!
Jeg bringer dem
fra Nordens land,
jeg samler dem fra jordens fjerneste egne.
Blandt dem er blinde og halte,
sammen med svangre og fødende,
en stor skare vender tilbage.
Grædende kommer de,
jeg leder de tryglende
og fører dem til bække
ad den jævne vej, hvor de ikke snubler.

— Jeremias 31:7-9

---

Bat Ye'or, der betyder "Nilens datter", er et pseudonym for Gisèle Littman, født Orebi.

Bat Ye'or blev født i en jødisk familie i Cairo, Egypten. Hun og hendes forældre forlod Egypten i 1957 efter Suez-krigen i 1956, og ankom til London som statsløse flygtninge. I 1958 blev hun optaget på Institut for Arkæologi ved University College, London, og flyttede til Schweiz i 1960 for at fortsætte sine studier ved Genève Universitet, men blev aldrig færdig med sin kandidatgrad og har aldrig haft en akademisk stilling.

Hun beskriver sine oplevelser på følgende måde:

Jeg havde været vidne til ødelæggelsen, over et par korte år, af et dynamisk jødisk samfund, der havde levet i Egypten i over 2.600 år og som havde eksisteret siden profeten Jeremias tid. Jeg så opløsningen og flugten af familier, fordrevet og ydmyget, ødelæggelsen af deres synagoger, bombningen af de jødiske kvarterer og terroriseringen af en fredelig befolkning. Jeg har personligt oplevet eksilets byrder, statsløshedens ulykke - og jeg ønskede at finde den dybeste årsag til alt dette. Jeg ønskede at forstå, hvorfor jøder fra arabiske lande, næsten en million, havde delt min erfaring.

Hun var gift med den britiske historiker og menneskerettighedaktivist David Littman fra september 1959 indtil hans død i maj 2012. Mange af hendes publikationer og værker blev til i samarbejde med Littman. Hendes britiske statsborgerskab daterer sig fra hendes ægteskab. De flyttede til Schweiz i 1960 og fik tre børn.

Hun har givet briefinger til FN og Den amerikanske Kongres, og har holdt forelæsninger ved større universiteter som Georgetown, Brown, Yale, Brandeis og Columbia.

Hun er forfatter til otte bøger, herunder ...
The Dhimmi: Jews and Christians Under Islam (fransk: 1980, engelsk: 1985).
The Decline of Eastern Christianity: From Jihad to Dhimmitude (fransk: 1991, engelsk: 1996),
Islam and Dhimmitude: Where Civilizations Collide (2001),
Eurabia: The Euro-Arab Axis (2005),
Europe, Globalization, and the Coming Universal Caliphate (2011)
Understanding Dhimmitude (2013)

Kilde: Wikipedia

---

Oversættelse: Bombadillo