Søndag den 18. april 2004 fandt denne afslørende ordveksling sted mellem den afgående spanske premierminister Jose Maria Aznar og intervieweren Chris Wallace fra FoxNews:

Chris Wallace: ”I lejligheden, der blev sprængt i luften, fandt politiet et videobånd, på hvilket bombemændene omtalte Spanien som Andalusien, som landet blev kaldt af de muslimske maurere, inden de blev drevet ud i 1492.”

Jose Maria Aznar (via oversætteren): ”Så dette betyder, at Iraq, for dem, blot var et påskud. Islamiske terrorister har øjnene rettet mod vesten, og Spanien er en meget speciel del af dette område, fordi de føler, at de ved at genvinde Spanien får noget af deres territorium tilbage.”

Den islamiske lærde Mordechai Nisan diskuterede for nyligt den påstand, fremsat af grundlæggeren af Institut for Islamisk Uddannelse, M. Amir Ali, at middelalderens Spanien i virkeligheden var blevet befriet af muslimske styrker, som ”afsatte dets tyranner.” Nisan fortsatte ad samme ahistoriske bane og overvejede:

“Når man tænker over den 11. marts, hvor muslimsk terrorisme dræbte 200 og sårede 1.400 mennesker i Madrid, kan man spekulere på, om ikke også denne begivenhed en dag vil blive husket som et frigørende øjeblik.”

Begivenheder omkring færdiggørelsen af den nye Granada Moské, som i festskrifter den 10. juli 2003 blev markeret som en ”… tilbagevenden af islam til Spanien,” stemte også overens med Nisans dystre spekulationer. Ved en konference med titlen ”Islam i Europa,” som afholdtes i forbindelse med moskéens åbning, kom europæiske muslimske ledere med opsigtsvækkende udtalelser. Konferencens hovedtaler, Umar Ibrahim Vadillo, en spansk muslimsk leder, opmuntrede muslimer til at skabe økonomisk sammenbrud i de vestlige økonomier (ved at holde op med at bruge vestlige valutaer og skifte til guld-dinarer), mens den tyske muslimske leder Abu Bakr Rieger fortalte de muslimske deltagere, at de skulle undgå at tilpasse deres islamiske religiøse praksis til europæiske værdier (Oplysningstidens?).

Kort efter denne begivenhed fremhævede en lederskribent i Wall Street Journal, i en groft fordrejet lovtale til det muslimske Spanien, den ”tværreligiøse humanisme” i andalusisk islam, og hævdede tilmed, at ”man kunne argumentere for, at den manglende ’reformation’ af islam, som tit begrædes, var undervejs dér, indtil den blev afbrudt af inkvisitionen.”

María Rosa Menocal, Yale-professor i spansk og portugisisk, har videre hævdet (i sin ”helgenkåring” af det muslimske Spanien fra 2002, The Ornament of the World), at ”den nye islamiske stat ikke alene tillod jøder og kristne at overleve, men også, efter koranisk befaling, i det store og hele beskyttede dem.”

Vi har den opfattelse, at den stadige gentagelse af disse ahistoriske, rosenrøde påstande om det muslimske Spanien, støtter nutidens islamistiske dagsorden og svækker udviklingen af en liberal, reformeret ”euroislam”, som er fuld forenelig med moderne europæiske værdier.

Iberia (Spanien) blev erobret i årene 710-716 af arabiska stammer, der kom fra det nordlige, centrale og sydlige Arabien. Erobringen blev efterfulgt af massiv berberisk og arabisk immigration og kolonisering af den Iberiske Halvø. De fleste kirker blev omdannet til moskéer. Selvom erobringen var planlagt og udført i samarbejde med en stærk gruppe af spanske, kristne oppositionelle, heriblandt en biskop, så forløb den som en klassisk jihad med massive plyndringer, indfangning af slaver, deportationer og drab.

Toledo, som først overgav sig til araberne i 711 eller 712, gjorde oprør i 713. Byen blev straffet med plyndring og alle dens fremtrædende personer fik halsen skåret over. I 730 blev Cerdagne (i Septimania nær Barcelona) raseret og en biskop brændt levende. I områder under fast islamisk kontrol blev jøder og kristne toleret som dhimmier – ligesom alle andre steder i den islamiske verden – og kunne ikke bygge nye kirker eller synagoger eller istandsætte gamle. De blev holdt adskilt i særlige kvarterer og måtte bære diskriminerende klæder. Belagt med tyngende skatter udgjorde den kristne bondestand en tjenende klasse tilknyttet de arabiske godser. Mange opgav deres land og flygtede til byerne. Skånselsløse gengældelsesforanstaltninger med skamfering og korsfæstelse retfærdiggjorde mozarabernes (de kristne dhimmiers) råb om hjælp til de kristne konger. Hvis en enkelt dhimmi skadede en muslim, kunne hele samfundet miste sin status som beskyttet og lægges åbent for plyndrng, slavejagt og tilfældige myrderier.

Ved slutningen af det 8. årh. havde herskerne i Nordafrika og Andalusien indført malikismen, en af de strengeste skoler i islamisk ret, og derefter undertrykt de andre muslimske retsskoler. For trekvart århundrede siden, i en tid da politisk korrekthed ikke dominerede historisk publicering og diskurs, skrev den fremragende Andalusien-forsker, Evariste Lévi-Provençal: ”Den muslimske stat, Andalusien, fremtræder således fra dens tidligste begyndelse som forsvarer og forkæmper for en nidkær rettroenhed, som blev stadig mere forbenet i blind lydighed mod en stiv doktrin, der på forhånd mistænkeliggjorde og fordømte det mindste forsøg på rationel spekulation.”

Den ydmygende status, som dhimmierne blev påtvunget, samt beslaglæggelsen af deres land fremkaldte mange oprør, der blev straffet med massakrer, som i Toledo (761, 784-86, 797). Efter en anden Toledo-revolte i 806 blev syv hundrede indbyggere henrettet. Der udbrød opstande i Saragossa fra 781 til 881, i Cordoba (805), i Merida (805-813, 828 og 829, og senere i 868), og atter igen i Toledo (811-819); oprørerne blev korsfæstet, som foreskrevet i Koranen 5:33*.

Oprøret i Cordoba i 818 blev knust efter tre dage med massakrer og plyndring, hvor 300 rangspersoner blev korsfæstet og 20.000 familier fordrevet. Fejder foregik overalt i andalusiske byer mellem de forskellige befolkningsgrupper: arabiske og berberiske kolonisatorer, iberiske islam-konvertitter (muwalladun) og kristne dhimmier (mozarabere). Der var sjældent perioder med fred i Cordoba Emiratet (756-912), og heller ikke senere.

Al-Andalus var jihad-landet frem for noget. Hvert år, somme tider to gange om året, blev der afsendt overfaldsekspeditioner for at hærge de kristne kongedømmer mod nord, de baskiske områder eller Frankrig og Rhônedalen, og de bragte bytte og slaver med tilbage. Andalusiske korsarer angreb og invaderede langs sicilianske og italienske kyster, selv så langt væk som de Ægæiske Øer, hvor de plyndrede og nedbrændte på deres vej. Tusindvis af mennesker blev ført bort til slaveri i Andalusien, hvor kaliffen holdt en hær af titusinder af kristne slaver, bragt sammen fra alle dele af det kristne Europa (Saqaliba), samt et harem fyldt med fangne kristne kvinder. Samfundet var skarpt opdelt langs etniske og religiøse linier med de arabiske stammer i toppen af hierarkiet efterfulgt af berberne, som aldrig blev anerkendt som ligestillede, selvom de var islamiserede; lavere stod mullawadun-konvertitterne og allernederst de kristne og jødiske dhimmier.

Den andalusiske maliki-jurist Ibn Abdun (d. 1134) gav disse sigende retsbestemmelser angående jøder og kristne i Sevilla omkring år 1100: ”Ingen (...) jøde eller kristen har lov til at klæde sig som aristokrat, eller som jurist, eller som et velstående individ; de skal tværtimod afskys og undgås. Det er forbudt at [hilse] dem med [udtrykket] 'Fred være med dig.' Det er sådan, at 'Satan har fået dem i sin magt og ladet dem glemme Guds påmindelse. De er Satans tilhængere. Satans tilhængere, de er fortabte.' (Koranen 58:19. Ellen Wulffs oversættelse). De skal pålægges at bære et særligt kendetegn, så de kan skelnes fra andre, og dette vil for dem være en form for vanære.”

Ibn Abdun forbød også salget af videnskabelige bøger til dhimmierne under påskud af, at de oversatte dem og gav deres trosfæller og biskopper æren for forfatterskabet. Plagiat er faktisk svært at bevise, fordi hele jødiske og kristne biblioteker blev plyndret og ødelagt. En anden fremtrædende andalusisk jurist Ibn Hazm af Cordoba (d. 1064), skrev, at Allah havde etableret de vantros ejerskab til besiddelser, blot for at kunne forsyne muslimer med bytte.

I Granada blev de jødiske vesirer, Samuel Ibn Naghrela og hans søn Joseph, som beskyttede det jødiske samfund, begge myrdet mellem 1056 og 1066, hvorefter lokale muslimer udryddede den jødiske befolkning. Det skønnes, at op mod fem tusinde jøder omkom i muslimernes pogromer efter mordet i 1066. Dette tal svarer til eller overgår det antal jøder, der ca. 30 år senere, blev dræbt af korsfarere under deres plyndring af Rhinlandet ved begyndelsen af det første korstog.

Granada-pogromen blev sandsynligvis til dels ansporet af en bitter antijødisk ode af Abu Ishaq, en på den tid velkendt muslimsk jurist og poet, som skrev: ”Smid dem tilbage, hvor de hører til og degradér dem til det laveste af det lave … vend blikket mod andre [muslimske] lande og du vil finde, at jøderne dér er udstødte hunde (...). Se det ikke som en forbrydelse mod troen at dræbe dem (...). De har krænket vores pagt med dem, så hvordan kan du holdes skyldig mod krænkerne?”

Almohaderne, det muslimske berberdynasti i Spanien og Nordafrika (1130-1232), udøste enorm ødelæggelse over de jødiske og kristne samfund. Denne hærgen – massakre, fangenskab og tvungen konversion – blev beskrevet af den jødiske krønikeskriver, Abraham Ibn Daud, og digteren, Abraham Ibn Ezra. Når der var tvivl om oprigtigheden af jødiske konversioner til islam, så fjernede muslimske ”inkvisitorer” (som altså foregreb deres kristne, spanske modstykke med tre århundreder) børnene fra sådanne familier og anbragte dem i pleje hos muslimske opdragere. Maimonides, den berømte filosof og læge, oplevede almohadernes forfølgelser og måtte i 1148 flygte fra Cordoba med hele sin familie. Han opholdt sig midlertidigt i Fez – forklædt som muslim – før han fandt asyl i fatimidernes Ægypten.

Selvom Maimonides hyppigt omtales som et mønster på jødisk stordåd, hjulpet frem af Andalusiens oplyste styre, så rammer hans egne ord en pæl igennem dette utopiske syn på islamisk behandling af jøder: ”… araberne har forfulgt os strengt, og indført skadelig og diskriminerende lovgivning mod os (...). Aldrig har en nation forulempet, nedbrudt, nedværdiget og hadet os så meget som dem …”

En gyldig samlet vurdering af forholdet mellem religionerne i det muslimske Spanien, og af moderne strømninger der søger at skjule denne historie, kan findes i Richard Fletchers indtagende Moorish Spain. Fletcher bringer disse tankevækkende, uangribelige iagttagelser:

”Vidnesbyrd fra dem, der gennemlevede rædselerne under berbernes erobring, under den andalusiske fitna i begyndelsen af det 11. årh., under almoravidernes invasion – for blot at nævne nogle få nedbrydende episoder - må stemple dette [det rosenrøde billede af det muslimske Spanien] som løgn. Den klare og verificerbare sandhed er, at maurisk Spanien oftere var et land i oprør end et land i fred og ro (...). Tolerance? Spørg jøderne i Granada, som blev nedsablet i 1066, eller de kristne, som almoraviderne deporterede til Marokko i 1126 (ligesom moriskerne fem århundreder senere) (...). I anden halvdel af det 20. årh. viser der sig en ny åndsformørkende kraft: Den liberale samvittigheds skyld, som ser kolonialismens onder – formodet snarere end bevist - foregrebet i den kristne erobring af al-Andalus og forfølgelsen af moriskerne (men mærkeligt nok ikke den mauriske erobring og kolonisering). Ryst blandingen godt sammen og udsend den frit til godtroende akademikere og mediepersoner over hele den vestlige verden. Hæld den så gavmildt udover sandheden (...) under de kulturelle vilkår, der hersker i den vestlige verden i dag, må fortiden markedsføres, og en vellykket markedføringen kræver, at indpakningen er tiltrækkende. Middelalderens Spanien er i naturtilstanden ikke særlig tiltrækkende. Ødsle forestillinger om glamour (...) gør mirakler i forskønnelsen af dets billede. Men det mauriske Spanien var ikke et tolerant og oplyst samfund, end ikke i dets mest kultiverede perioder.”

Andalusiens socio-politiske historie var kendetegnet ved en særdeles undertrykkende dhimmitude, som er fuldstændig uforenelig med moderne idéer om lighed mellem individer, uanset religiøs tro. Ved begyndelsen af det 21. årh. må vi insistere på, at muslimer i Vesten antager Oplysningstidens samfundsmæssige normer om lighed, og for altid opgiver deres ”helgenkåring” af de brutale, diskriminerende normer, der blev praktiseret af de klassiske maliki-jurister i det ”oplyste” Andalusien.

* Koranen Sura 5, vers 33 (Ellen Wulffs oversættelse):

"Gengældelsen for dem, der fører krig mod Gud og Hans udsending og stræber efter at skabe fordærv i landet, er, at de bliver dræbt eller korsfæstet eller får deres hænder og fødder hugget af i modsat side eller bliver fordrevet fra landet. Sådan er det. Der tilkommer dem vanære i denne verden, og i den hinsidige har de en vældig straf i vente."

---

Bat Ye'or, der betyder "Nilens datter", er et pseudonym for Gisèle Littman, født Orebi.

Bat Ye'or blev født i en jødisk familie i Cairo, Egypten. Hun og hendes forældre forlod Egypten i 1957 efter Suez-krigen i 1956, og ankom til London som statsløse flygtninge. I 1958 blev hun optaget på Institut for Arkæologi ved University College, London, og flyttede til Schweiz i 1960 for at fortsætte sine studier ved Genève Universitet, men blev aldrig færdig med sin kandidatgrad og har aldrig haft en akademisk stilling.

Hun beskriver sine oplevelser på følgende måde:

Jeg havde været vidne til ødelæggelsen, over et par korte år, af et dynamisk jødisk samfund, der havde levet i Egypten i over 2.600 år og som havde eksisteret siden profeten Jeremias tid. Jeg så opløsningen og flugten af familier, fordrevet og ydmyget, ødelæggelsen af deres synagoger, bombningen af de jødiske kvarterer og terroriseringen af en fredelig befolkning. Jeg har personligt oplevet eksilets byrder, statsløshedens ulykke - og jeg ønskede at finde den dybeste årsag til alt dette. Jeg ønskede at forstå, hvorfor jøder fra arabiske lande, næsten en million, havde delt min erfaring.

Hun var gift med den britiske historiker og menneskerettighedaktivist David Littman fra september 1959 indtil hans død i maj 2012. Mange af hendes publikationer og værker blev til i samarbejde med Littman. Hendes britiske statsborgerskab daterer sig fra hendes ægteskab. De flyttede til Schweiz i 1960 og fik tre børn.

Hun har givet briefinger til FN og Den amerikanske Kongres, og har holdt forelæsninger ved større universiteter som Georgetown, Brown, Yale, Brandeis og Columbia.

Hun er forfatter til otte bøger, herunder ...
The Dhimmi: Jews and Christians Under Islam (fransk: 1980, engelsk: 1985).
The Decline of Eastern Christianity: From Jihad to Dhimmitude (fransk: 1991, engelsk: 1996),
Islam and Dhimmitude: Where Civilizations Collide (2001),
Eurabia: The Euro-Arab Axis (2005),
Europe, Globalization, and the Coming Universal Caliphate (2011)
Understanding Dhimmitude (2013)

Kilde: Wikipedia

---

Oversættelse: Bombadillo