Hvis profeten Muhammed var en sand Guds profet, så burde hans udtalelser om videnskabelige spørgsmål passe. Men gør de?

På grund af fornyet interesse for islam i Vesten, er den historiske Muhammed endelig begyndt at komme i offentlighedens søgelys. Muhammed var en usædvanlig mand, men han havde alligevel sine fejl. Han var ofte hensynsløs over for sine modstandere, han befalede sine tilhængere at myrde dem, der fornærmede ham, og han halshuggede hundredvis af jøder. Selv om hans åbenbaringer kun tillod andre mænd at have fire koner, havde Muhammed mindst ni koner på én gang og mere end tretten gennem hele sit liv. En af disse koner var en ni-årig pige; en anden var hans adopterede søns fraskilte kone. Han gav også mænd ret til at slå deres koner. Desuden viste Muhammed tegn på mental og åndelig ustabilitet. Hans første indtryk af sit møde med englen Gabriel var, at han var under dæmonisk angreb. Selv efter at han blev Allahs Apostel, mente Muhammed, at han var offer for magiske forhekselser. [1]

Alle disse kendsgerninger sætter spørgsmålstegn ved Muhammeds troværdighed. Muslimer kan ikke længere henvise til Muhammeds "fejlfri" karakter som bevis for sandheden af deres tro, for historien viser, at Muhammed havde talrige fejl. Derfor må muslimerne forsvare deres religion med andre midler. Den mest populære metode i øjeblikket er at argumentere for Koranens "mirakuløse" videnskabelige nøjagtighed. Muslimsk ærbødighed for Muhammeds videnskabelige brillans kan næppe overdrives:

Det var [Muhammed], der vendte den menneskelige tanke væk fra overtro, det unaturlige og uforklarlige, og hen imod en logisk tilgang, hvilket illustrerer en kærlighed til sandhed og et afbalanceret verdslige liv (...). Det var ham, der, i stedet for grundløse spekulationer, førte mennesket til at bruge logik og ræsonnement på basis af observationer, forsøg og forskning. Han var den, der klart definerede sansningens, fornuftens og intuitionens grænser og funktioner. [2]

For mange af de udtalelser i Koranen, der er forbundet med videnskab, er det utænkeligt, at de kunne have været et menneskes værk. Det er desuden helt berettiget, ikke kun at betragte Koranen som udtryk for en åbenbaring, men også at tildele den en helt særlig stilling på grund af den ægthedsgaranti, den giver, samt dens indhold af videnskabelige udsagn, som, når de studeres i dag, fremstår som en udfordring for menneskelig forklaring. [3]

Muhammeds påståede videnskabelige præcision er berygtet for at være ualmindeligt uimponerende for enhver, der ikke allerede er hengiven muslim. Den taktik, der anvendes af muslimske apologeter er (1) at læse et simpelt vers fra Koranen, (2) at vride og strække fortolkningen så langt deres fantasi rækker, (3) at indsætte en masse videnskabelig terminologi i tolkningen, og (4) at erklære, at det er absolut umuligt, at en analfabetisk leder fra det syvende århundrede kunne have åbenbaret alle disse videnskabelige indsigter uden hjælp fra Gud. Efter at have hørt sådanne argumenter, står muslimer typisk tilbage i ærefrygt. Andre står undrende: "Hvor sagde verset dét?"

Formålet med denne artikel er ikke at give svar på de mange formodede tilfælde af videnskabelig nøjagtighed i Koranen. I stedet håber jeg at vise, at den muslimske tilgang er meget lidt lovende, for argumentet om videnskabelig nøjagtighed går begge veje. Det vil sige - man kan ikke med rimelighed pege på Muhammeds videnskabelige indsigter samtidig med, at man vender det blinde øje til hans talrige videnskabelige unøjagtigheder. Det viser sig, at dette er præcis, hvad muslimer gør. Men en sådan metode kunne bruges til at bevise den profetiske autoritet af mange mennesker gennem historien.

For eksempel var Thales fra Milet i stand til at forudsige en solformørkelse i 585 f.Kr. Man kunne bruge dette til at argumentere for, at han må have været inspireret af Gud. Men Thales erklærede også, at alt består af vand, en idé, der nu synes absurd. Ligeledes - i det fjerde århundrede f.Kr. foreslog Demokrit korrekt, at alt består af atomer. Men ingen anser dette for at være et bevis på guddommelig inspiration, for Demokrits atomteori var næsten fuldstændig forkert.

Vi løber ind i et lignende problem, når vi kommer til Muhammed. Selvom Muhammeds erklæringer ikke er nær så imponerende som Demokrits atomisme, har muslimer fremsat en række argumenter for Muhammeds videnskabelige intuition. De følgende eksempler på Muhammeds videnskabelige brølere burde dog være tilstrækkelige til at overbevise en fordomsfri undersøger om, at muslimer har ført deres sag for vidt.

Jeg må indskyde her, at jeg ikke mener, det er nødvendigt for alle en profets udtalelser (dvs. udsagn, der ikke er tænkt som åbenbaringer) at være i overensstemmelse med moderne videnskab. Profeter er jo menneskelige, og som mennesker kan de være overtroiske og tro på fabler. Men når en profet proklamerer et budskab fra Gud, må det være korrekt. Således er en del af den almindelige kritik af Muhammed noget malplaceret. Overvej for eksempel følgende påstande, som har forsynet islams kritikere med megen ammunition:

En flue i din drik

Profeten (Allahs velsignelse og fred være med ham) sagde: "Hvis en husflue falder i nogen af jeres drik, skal I sænke den (i drikken), for én af dens vinger har en sygdom og den anden har kuren mod sygdommen." [4]

Her giver Muhammed en leveregel: Hvis en flue lander i din Pepsi, skal du dyppe fluen helt ned i drikken. Han giver os også en grund til sin regel: Én af fluens vinger har en sygdom, mens den anden har midlet mod sygdommen. Hans grund er selvfølgelig helt forkert. En flue kan bestemt bære bakterier, som den pådrog sig under optagelsen af næring, men tanken om at fluer bærer modgift på vingerne, ville blive universelt afvist af mikrobiologer. Muhammeds leveregel er uklog og hans grund til at forkynde den er falsk. Men bemærk, at denne befaling ikke siges at være kommet fra en guddommelig åbenbaring. Muhammed kan ganske enkelt have videregivet en ammestuehistorie, som han har hørt på et eller andet tidspunkt i sit liv. Taget alene sår dette ingen videre tvivl om hans profetskab (selvom det sår tvivl om Mawdudis påstand om, at Muhammed "vendte den menneskelige tanke væk fra overtro").

Hvor høj var Adam?

Profeten (Allahs velsignelse og fred være med ham) sagde: "Allah skabte Adam og gjorde ham 60 alen [dvs. 36 m] høj (...). Folk har været faldende i statur siden skabelsen af Adam." [5]

Allahs Apostel (Allahs velsignelse og fred være med ham) sagde: "Den første gruppe af mennesker der vil komme ind i Paradis, vil være skinnende som fuldmånen, og dem der følger dem, vil glitre som den mest strålende stjerne på himlen (...). De vil alle se ens ud og vil ligne deres far Adam (i statur), 60 alen høje." [6]

Muhammed erklærede gentagne gange, at Adam var 60 alen høj og at folk har været skrumpende lige siden Adam. Hvis dette var sandt, måtte vi forvente, at palæontologer ville finde fossiler af ekstraordinært store lårbensknogler og kranier. Men det gør de ikke. Endnu en gang synes Muhammed at fortælle fabler. Ikke desto mindre - ligesom i tilfældet med fluen, er dette ikke diskvalificerende for Muhammed som profet, for han påstår ikke, at historien er fra Gud.

Andre passager er imidlertid meget mere problematiske. Muhammed kom med mange videnskabelige udtalelser, som han hævdede at have modtaget fra Gud gennem englen Gabriel, og mange af disse åbenbaringer er klart i modstrid med moderne videnskabelig viden. Disse påstande sår tvivl, ikke kun om hans videnskabelige nøjagtighed, men også om hans status som profet. To af de mest slående eksempler på videnskabelige brølere er Muhammeds åbenbaringer om astronomi og menneskelig forplantning.

Muhammed om astronomi

Muhammed mente klart, at det er solen, ikke jorden, der bevæger sig:

Abu Tharr (må Allah være tilfreds med ham) fortalte: "Profeten (Allahs velsignelse og fred være med ham) spurgte mig ved solnedgang: 'Ved du, hvor solen går hen (på tidspunktet for solnedgang)?' Jeg svarede: 'Allah og Hans Apostel ved bedre.' Han sagde: 'Den går (dvs. rejser) indtil den kaster sig ned under Tronen og beder om tilladelse til at stige igen, og det bliver tilladt, og derefter (vil der komme en tid, hvor) den vil være i færd med at kaste sig ned, men dens knæfald vil ikke blive accepteret, og den vil bede om tilladelse til at fortsætte sin kurs, men det vil ikke blive tilladt, men den vil blive befalet at vende tilbage til det sted, den er kommet fra, og således vil den stige op i vest." [7]

Jeg ville være villig til at acceptere denne passage som endnu et eksempel på Muhammeds forståelige tro på myter, hvis det ikke var for resten af passagen, der siger, at denne hadith giver fortolkningen af en bestemt passage i Koranen:

"... og solen løber til et hvilested, den har. Dette er Den Mægtiges og Den Videndes bestemmelse. For månen bestemte Vi faser, indtil den atter bliver som en gammel dadelkvist. Det passer sig ikke for solen at indhente månen, og ikke for natten at komme før dagen. Hver især løber i en bane." (Koranen 36:38-40) [Ellen Wullfs oversættelse. Sidste sætning kunne også oversættes med: Hver især svømmer (blot) af sted i (sin egen) bane (ifølge Loven)] [8]

Koranen erklærer således, at himmellegemerne svømmer af sted i deres baner. Vi kunne strække fortolkningen til at betyde, at universet er en kugle og at alt "svømmer" i den, eller at Muhammed virkelig taler om planeters og måners baner. Men Muhammed synes at have både månen og solen i tankerne:

"Han er den, der skabte natten og dagen, solen og månen. Hver især løber i en bane." (Koranen 21:33) [Alternativt: Alle (de himmelske legemer) svømmer af sted, hver især i deres afrundede løb.] [9]

Desuden - Muhammeds opfattelse af solens bevægelse fremgår klart af fortolkningen i hadithen: Solen bevæger sig omkring eller over jorden og den bevæger sig under Guds trone, når den går ned. Hvis vi beslutter, at omfortolke Muhammeds forklaring, så den stemmer overens med vores viden om astronomi, vil vi give en fortolkning af en fortolkning. Den eneste mulighed for muslimer er at konkludere, at Muhammed må have talt billedligt (dvs. at han blot bruger metaforisk tale for at vise, at Gud har magt over himmellegemerne). Men en sådan konklusion virker desperat, især når vi kombinerer disse passager med Muhammeds andre erklæringer om astronomi.

Den følgende rapport, taget fra Koranen, hævder, at en mand (som mange muslimer anser for at være Alexander den Store) engang nåede til det sted, hvor solen går ned:

"De spørger dig om ham med de to horn. Sig: 'Jeg vil læse en beretning om ham op for jer.' Vi gjorde ham mægtig på jorden og åbnede ham vejen til alt. Så fulgte han en vej. Da han så nåede det sted, hvor solen går ned, så han den gå ned i en sort mudderpøl, og ved den fandt han et folk." (Koranen 18:83-86) [10]

Dette vers siger, at solen er lille nok til at gå ned i en mudderpøl på jorden. Ja, mange af stjernerne vi ser, er i det mindste tilstrækkeligt små til at kunne kastes mod dæmoner, når de overskrider deres grænser:

"Den nederste himmel har Vi smykket med lys og gjort disse til skyts mod satanerne. Til dem har Vi gjort straffen i helvedesilden klar." (Koranen 67:5) [11]

"Vi har sat stjernebilleder på himlen og smykket dem for beskueren; Vi bevogter dem mod hver en bortstenet satan. Dog ikke den, der lytter i smug; ham forfølger et tydeligt stjerneskud." (Koranen 15:16-18) [12]

"Vi har smykket den underste himmel med stjernernes smykke, og som beskyttelse mod hver en oprørsk satan. De lytter ikke til det højeste råd; de bliver beskudt fra hver en kant og gennet bort, og de har en varig straf i vente; men hvis nogen skulle opfange en smule, så forfølger et skinnende stjerneskud ham." (Koranen 37:6-10) [13]

Det er svært at give denne mærkelige lære en gunstig billedlig fortolkning. Denne vanskelighed forværres af lignende referencer i hadith:

Abu Qatada, der nævnte Allahs udtalelse: "Den nederste himmel har Vi smykket med lys" (67:5), sagde: "Skabelsen af disse stjerner har tre formål, nemlig som udsmykning af himlen, som skyts til at ramme satanerne og som tegn til at vejlede rejsende. Så hvis nogen forsøger at finde en anden udlægning, tager han fejl. Han spilder bare sine kræfter og giver sig bekymringer om, hvad der ligger uden for hans begrænsede viden." [14]

Mens vi sad om natten med Allahs Sendebud (fred være med ham), gav et meteorskud et blændende lys. Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: "Hvad sagde I før islams dage, når der var et sådant skud (af en meteor)?" De sagde: "Allah og Hans Sendebud ved bedst (om dette), men vi plejede at sige, at der i denne selv samme nat var blevet født en stor mand og at en stor mand var død," hvorefter Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: "(Disse meteorer) bliver hverken skudt ved nogens død eller ved nogens fødsel. Allah, den Ophøjede og Herlige, udsender en kommando, når han beslutter sig for at gøre noget. Derefter besynger (englene), der støtter Tronen, Hans herlighed; derefter synger beboerne i himlen, som er tæt på dem, indtil denne Guds herlighed når til dem, der er i denne verdens himmel. Så vil de, der er i nærheden af Tronens støtter, spørge disse Tronens støtter: "Hvad har jeres Herre sagt?" Og de informerer dem derfor om, hvad Han siger. Så søger himlens beboere oplysning fra dem, indtil denne information når til denne verdens himmel. I denne overføringsproces (opsnapper jinnerne), hvad de formår at overhøre og bringer det til deres venner. Og når englene ser jinnerne, angriber de dem med meteorer." [15]

Det er let at se, hvordan Muhammed er nået frem til denne opfattelse. Han kunne se stjernerne på himlen, men han kunne også ind imellem se et "stjerneskud". Men hvad bliver disse stjerner skudt efter? De må være skudt efter dæmoner. Problemet med Muhammeds opfattelse er, at han forkyndte den, ikke som en hypotese, men som en autoritativ åbenbaring fra Gud. Astronomiske observationer har vist, at Muhammeds åbenbaring fra Gud var falsk.

Men Muhammeds astronomiske problemer stopper ikke dér. Koranen indebærer også, at den laveste himmel (den blå himmel) er en form for konkret stof, som ville falde ned på os, hvis ikke Gud holdt den oppe:

"Har du ikke set, at Allah har sat alt på jorden i jeres tjeneste og ligeledes skibene, der sejler på havet på Hans bud? Han holder himlen oppe, så den ikke falder ned over jorden uden Hans tilladelse. Allah er fuld af medfølelse med menneskene og barmhjertighed." (Koranen 22:65) [16]

"Har de ikke set, hvad der er foran dem og bagved dem af himmel og jord? Hvis Vi vil, lader Vi dem synke i jorden eller stykker af himlen falde ned over dem." (Koranen 34:9) [17]

Ved at sætte disse data sammen, er vi i stand til at få et glimt af Muhammeds billede af universet. Alt, herunder solen, rejser rundt om jorden. Solen rejser dog ikke helt uhindret, for den går ned i en sort mudderpøl. Himlen er en fast eller flydende genstand over jorden, der skal holdes oppe af Allah, så den ikke falder ned på os. Dette forklarer, hvorfor Muhammed beskrev himmellegemerne som "svømmende"; solen og månen må svømme gennem himlens stof. Ikke desto mindre kan stykker af himlen lejlighedsvis skalle af og ramme os. Stjernerne er muligt kasteskyts, der kan anvendes af engle, når dæmonerne forsøger at stjæle oplysninger fra himlen, og stjerneskud er skyts, der er taget i brug i forsvaret for Guds budskab. At dette billede af universet langt fra svarer til virkeligheden, er indlysende.

Muhammed om menneskelig forplantning

Koranen og hadith giver os en detaljeret beskrivelse af Muhammeds opfattelse af den menneskelige forplantning. Til hans ros, erkendte Muhammed vigtigheden af sæd i denne proces (selv om dette var blevet bemærket længe før Muhammed):

"Vi skabte mennesket af en dråbe, en blanding, for at sætte det på prøve, og så gav Vi det hørelse og syn." (Koranen 76:2) [18]

Desværre stopper Muhammeds videnskabelige nøjagtighed dér, for Koranen siger, at sæden kommer fra et område mellem ribbenene og rygsøjlen (et godt stykke vej fra testiklerne, hvor sæden faktisk bliver dannet):

"Lad mennesket se, hvoraf det er skabt! Det er skabt af en væske, der vælder frem og udgår fra et sted mellem lænder og ribben." (Koranen 86:5-7) [19]

Muhammed tilføjer i hadith, at kvinder har en udtømning svarende til sæden hos mænd (selvom kvinder ingen udtømning har, som svarer til mandens sæd):

Mandens udtømning (dvs. sæd) er tyk og hvid og kvindens udtømning er tynd og gul. [20]

Umm Salama sagde: "O Allahs Apostel! Allah undlader ikke at sige sandheden! Er det obligatorisk for en kvinde at tage et bad efter at hun har fået natlig udtømning?" Han sagde: "Ja, hvis hun bemærker vandet (dvs. udtømningen)." Umm Salama smilede og sagde: "Får en kvinde udtømning?" Allahs Apostel (Allahs velsignelse og fred være med ham) sagde: "Hvordan skulle et barn ellers kunne ligne (dets mor)?" [21]

Ifølge islam begynder forplantningen, når en mands tykke, hvide udtømning blandes sammen med en kvindes tynde, gule udtømning. Muhammed hævder at have fået kendskab til dette fra englen Gabriel, der fortalte ham, at udtømningens prioritet (dvs. hvilken af forældrene, der udtømmer først) vil bestemme barnets udseende:

Allahs Apostel (Allahs velsignelse og fred være med ham) sagde: "Gabriel har netop nu givet mig deres svar" [på de spørgsmål, han var blevet stillet] (...). Med hensyn til barnets lighed med dets forældre: Hvis en mand har samleje med sin kone og får udtømning først, vil barnet ligne faderen, og hvis kvinden får udtømning først, vil barnet ligne hende." Til dette sagde Abdullah bin Salam: "Jeg vidner om, at du er Allahs Apostel." [22]

Et barns udseende kan også bestemmes ud fra, hvilken af forældrene sæd der lægger sig øverst, når de er blandet:

[Muhammed sagde:] "Jeg besværger dig ved Allah og Hans gunstbevisninger mod Israels børn - ved du ikke, at en mands sæd er hvid og tyk, mens en kvindes er gul og tynd, og ligheden følger med den, der lægger sig øverst?" [23]

Muslimer har gjort sig store anstrengelser for at retfærdiggøre disse passager, men deres forsøg er alle, ved nærmere eftersyn, slået fejl. En af de mest almindelige strategier er at tilføje ord, der giver Muhammeds tale en antydning af videnskabelighed. I Abdul Siddiqis oversættelse af Sahih Muslim, for eksempel, tilføjer han parentetiske kommentarer, der er beregnet på at give passagen udseende af videnskabelig nøjagtighed:

[Muhammed] sagde: Mandens forplantningsstof er hvidt og kvindens (dvs. æggets centrale del) gult, og når de har samleje og mandens stof (kromosomer og gener) hersker over kvindens stof (kromosomer og gener), bliver det et drengebarn, der skabes ved Allahs dekret, og når kvindens stof hersker over stoffet, der kommer fra manden, bliver et pigebarn dannet ved Allahs dekret. [24]

Siddiqi hævder, at Muhammeds henvisninger til en kvindes "forplantningsstof" refererer til stoffet inde i ægget. Denne fortolkning er klart forkert, for, som vi allerede har set, så udskiller kvinden lejlighedsvis dette stof under natlige udtømninger. Det er en synlig udledning, så det kan ikke henvise til stoffet inde i ægget. Derudover kan Siddiqis fantasifulde tilføjelser til teksten ikke redde den fra absurditet, for passagen siger, at et barn vil blive af hankøn, hvis stoffet, der kommer fra manden, hersker, og af hunkøn, hvis kvindens stof hersker. Dette er også forkert; et barns køn, hvad enten det er han- eller hunkøn, bestemmes af sæden, som manden bidrager med. Det har intet at gøre med "kvindens stof."

For at vende tilbage til Muhammeds holdning til forplantning: Når den mandlige sæd har blandet sig med den kvindelige sæd, foregår udviklingen temmelig langsomt. Det udviklende menneske tilbringer fulde fyrre dage som en samling af sæd, hvorefter det tilbringer yderligere fyrre dage som en klump blod. Dette synspunkt støttes af både Koranen og hadith:

"Vi skabte jer af støv; siden af en dråbe, dernæst af levret blod, og så af en lille klump kød, formet og uformet, for at bringe jer klarhed." (Koranen 22:5) [25]

"Han er den, der skabte jer af støv; siden af en dråbe og dernæst af levret blod. Så lader Han jer komme til verden som et lille barn ..." (Koranen 40:67) [26]

[Muhammed sagde]: Allah, den Ophøjede og Herlige, har udpeget en engel som opsynsmand over livmoderen, og han vil sige: Min Herre, det er nu en dråbe sæd; min Herre, det er nu en klump blod; min Herre, det er nu blevet en klump kød, og når Allah beslutter at give det en endelig form, siger englen: Min Herre, skal det være en mand eller kvinde, eller skal det være en ond eller god person? [27]

Allahs Apostel (Allahs velsignelse og fred være med ham), den sande og sandt inspirerede, sagde: "(Stoffet til Skabelsen af) et menneske bringes sammen i moderens liv i fyrre dage, og så bliver det en tyk klump blod i en tilsvarende periode. [28]

[Muhammed sagde]: Når dråben (af sæd) forbliver i livmoderen i fyrre eller halvtreds (dage) eller fyrre nætter, kommer englen og siger: Min Herre, vil det blive godt eller ondt? Og begge disse ting vil blive skrevet. Så siger englen: Min Herre, ville det blive en mand eller kvinde? Og begge disse ting bliver skrevet. [29]

[Muhammed sagde]: Når fyrre nætter er gået, efter at sæden er kommet ind i livmoderen, sender Allah englen og giver det formen. Så skaber han dets høresans, synssans, dets hud, dets kød, dets knogler og derefter siger: Min Herre, skal det være mand eller kvinde? Og din Herre beslutter, som Han ønsker og englen udfører så også dette. [30]

Disse passager giver indblik i flere ting: 1 - den første fase af den menneskelige udvikling er sæd-fasen, som varer i en periode på fyrre til halvtreds dage. 2 - den næste fase er blodklump-fasen, som også varer omkring fyrre dage. 3 - barnets køn bestemmes efter den første fase og efter at det udviklende menneske har fået hørelse, syn, osv. Alle disse udsagn er falske. Sæd kan overleve op til en uge, når det først er blevet udskilt, men det kan helt sikkert ikke holde sig levende i fyrre dage. Der findes ikke sådan noget som en blodklump-fase, endsige én, der repræsenterer en betydelig del af den tidlige embryonale udvikling. Endvidere bliver et barns køn bestemt genetisk i det øjeblik, sædcellen trænger ind i ægget.

Muhammed opfattelse af forplantningen er, som vi har set, frygtelig forkert. Muhammed mente, at sæden produceres et sted mellem ribbenene og rygsøjlen, at kvinder producerer et lignende stof, at et barns udseende er baseret på, hvilken af forældrenes sæd, der udskilles først, at sæd-fasen varer i fyrre dage, at det udviklende foster dernæst bliver en blodklump og at barnets køn bestemmes mere end en måned efter befrugtningen. Måske er det eneste mirakel her, at Muhammeds moderne forsvarere nu bruger hans ideer om den menneskelige udvikling som et af deres vigtigste beviser for hans budskabs guddommelige autoritet!

Vurdering

Da Muhammeds liv og karakter giver stærke beviser på, at han ikke er en troværdig kilde til guddommelig lærdom, må ethvert argument til fordel for Koranens autoritet nødvendigvis være stærkt. Uden tilstrækkelige beviser til at overvinde de overvældende beviser mod islam, vil en ærlig undersøgers eneste fornuftige mulighed være at konkludere, at Muhammed ikke var en Guds profet og at Koranen ikke har nogen myndighed over mennesket.

For at overvinde deres profets åbenlyse mangler, hævder muslimske apologeter, at Muhammeds videnskabelige nøjagtighed beviser hans status som profet. Men vi har set, at Muhammed kom med talrige falske udsagn, hvoraf mange hævdedes at være kommet fra Gud. Vi har dækket to brede kategorier af videnskabelige problemer i Koranen og hadith, men der er en række andre problemer, som ikke er behandlet. For eksempel beretter Koranen, at Salomon engang overhørte en kort tale, som en myre holdt, og at han bagefter lyttede til en fugl, der redegjorde for dens opholdssted. [31] Koranen hævder også, at intet holder fugle i luften undtagen Allah, [32] mens luft ikke har noget med flyvning at gøre. Disse vers er problematiske for den muslimske apologet. Ikke desto mindre fortsætter muslimer med at forkynde islams videnskabelige arv som bevis for dens gyldighed. Men dette kan de kun gøre ved at anvende en særlig undersøgelsesmetode. Denne metode kræver kun to trin:

1. Find noget, der muligvis kan tolkes som en nøjagtig videnskabelig udtalelse, pynt på det, tilføj et par videnskabelige termer og påstå, at det er et mirakel.

2. Ignorer alle oplagt unøjagtige videnskabelige påstande eller fasthold, at de blot er billedlige udsagn.

En sådan teknik giver mening for muslimer, fordi de har lært, at Koranen er fuldkommen. Men at bruge denne metode i et argument er en helt anden historie. Muslimer kan ikke forvente, at alle skal fortolke Muhammeds udtalelser i det mest gunstige lys, når det er hans troværdighed som en profet, der bliver sat på prøve. Det muslimske argument har til hensigt at bevise, at Muhammed var en sand profet, men for at bevise dette er muslimer nødt til at antage, at Muhammed var en sand profet og at han derfor ikke kunne have begået nogen fejl. Dette gør den muslimske metode til skriftfortolkning til et klassisk eksempel på cirkulær argumentation. Som anført ovenfor kunne muslimsk logik bruges til at retfærdiggøre ethvert standpunkt i historien. Hvis jeg for eksempel skulle bruge den muslimske taktik til at forsvare Thales påstand, at alt består af vand, kunne jeg fremføre følgende argument:

Profeten Thales hævdede, at alt består af vand. Dette er naturligvis ikke sandt, men Thales var en profet, så han kan ikke have taget fejl. Hvad kunne han så have ment? Godt, se på sammensætningen af vand. Det er sammensat af brint og ilt. Det meste af massen i universet findes i form af brint, og alle levende ting bruger ilt på en eller anden måde. Således har vi i Thales' udtalelse en fuldstændig beskrivelse af universet - den ikke-levende del, der overvejende består af brint, og den levende, ilt-forbrugende del! Men hvordan kunne Thales have vidst disse ting, hvis ikke Gud havde åbenbaret dem for ham?

Denne form for ræsonnement vil synes næsten komisk for enhver, der ikke er hengiven muslim, men den er næsten universelt accepteret som gyldig i den islamiske verden. Vi kan forestille os følgende samtale finde sted:

Muslim: "Der er kun én Gud og Muhammed er hans profet!"
Spørger: "Jeg har mine tvivl om den anden del. Hvorfor skal jeg acceptere det?"
Muslim: "Du skal acceptere det faktum, at Muhammed er Guds profet, fordi Muhammed sagde, at han var Guds profet!"
Spørger: "Du går ud fra, at alt hvad Muhammed sagde, var sandt, men hvordan kan jeg vide det?"
Muslim: "Det kan du vide på grund af Koranens forbløffende videnskabelige nøjagtighed!"
Spørger: "Men hvad med talende myrer, stjerner som kasteskyts, der rammer dæmoner, solen, der går ned i havet, og mennesket, der bliver dannet af en klump blod? Hvad med alle disse passager?"
Muslim: "Disse passager er metaforiske!"
Spørger: "Men hvordan kan du vide, at de er metaforiske? Muhammed sagde ikke, at han brugte billedsprog, da han sagde disse ting. Faktisk synes han at tage dem helt bogstaveligt."
Muslim: "Muhammed kunne ikke have ment, at disse vers skulle tages bogstaveligt."
Spørger: "Hvorfor ikke"
Muslim: "Fordi han er Guds største profet og en profet ville aldrig tro på sådanne ting!"

Hvis der var en eller anden tvingende grund for os til at opfatte Muhammed som en profet, ville vi måske være berettigede til at fortolke hans udtalelser som helt præcise, sådan som muslimer gør. Hvis Muhammed for eksempel var opstået fra de døde (som Jesus gjorde), ville vi have Guds stempelmærke på hans budskab. Men vi har intet af den slags. I mangel af stærke beviser, må vi tage Muhammeds udtalelser for, hvad de synes at være: De til tider nøjagtige, men for det meste fejlagtige, spekulationer af en intelligent, men overtroisk mand.

Noter

[1] Se min artikel “Islam halshugget” for referencer.
[2] Abul, A’la Mawdudi, Towards Understanding Islam (New York: Islamic Circle of North America, 1986), p. 62.
[3] Buacille, Maurice, The Bible, The Qur’an, and Science (Elmhurst: Tahrike Tarsile Qur’an, Inc., 2003), p. 269.
[4] Sahih Al-Bukhari, Dr. Muhammad Matraji, overs. (New Delhi: Islamic Book Service, 2002), nummer 3320.
[5] Ibid., nummer 3326.
[6] Ibid., nummer 3327.
[7] Ibid., nummer 3199.
[8] Koranen 36:38-40.
[9] Ibid., 21:33.
[10] Ibid., 18:83-86.
[11] Ibid., 67:5.
[12] Ibid., 15:16-18.
[13] Ibid., 37:6-10.
[14] Sahih Al-Bukhari, nummer 3198.
[15] Sahih Muslim, Abdul Hamid Siddiqi, overs., nummer 5538.
[16] Qur’an 22:65, M.H. Shakirs oversættelse (Elmhurst: Tahrike Tarsile Qur’an Inc., 2002).
[17] Ibid., 34:9.
[18] Koranen 76:2
[19] Ibid., 86:5-7.
[20] Sahih Muslim, nummer 608.
[21] Ibid., nummer 3328.
[22] Ibid., nummer 3329.
[23] Ibn Ishaq, Sirat Rasul Allah (The Life of Muhammad), A. Guillaume, overs. (New York: Oxford University Press, 1980), p. 255.
[24] Sahih Muslim, nummer 614.
[25] Koranen 22:5.
[26] Ibid., 40:67.
[27] Sahih Muslim, nummer 6397.
[28] Sahih Al-Bukhari, nummer 3208.
[29] Sahih Muslim, nummer 6392.
[30] Ibid., nummer 6393.
[31] Se Koranen 27:16-22.
[32] Ibid., 16:79.

---

Oversættelse: Bombadillo