Muslimer henviser ofte til islams tidlige udbredelse som bevis for dens guddommelige oprindelse. Historien viser, at islam bredte sig hurtigt, men mange muslimer (og mange ikke-muslimer) har et forvrænget billede af, hvorfor den bredte sig hurtigt. For eksempel hævder Mawdudi i et populært islamisk apologetisk skrift, at islam spredtes på grund af Muhammeds veltalenhed og overbevisning:

Da [Muhammed] begyndte at prædike sit budskab, stod hele Arabien i en tilstand af ærefrygt og undren og blev fortryllet af hans vidunderlige veltalenhed og talekunst. Den var så imponerende og fængslende, at hans værste fjender var bange for at høre den, for at den ikke skulle trænge ind i deres hjerters dybeste kroge, så de blev revet med, og få dem til at forlade deres gamle religion og kultur (...). Han stod for dem som en strålende politiker, en stor leder, en dommer af højeste rang og en uforlignelig general (...). En nation, der i århundreder ikke havde produceret en eneste stor mand, værdig til det navn, blev nu, under hans indflydelse og vejledning, ophav til tusindvis af ædle sjæle, der skulle rejse ud til Jordens fjerneste egne for at prædike og undervise i principperne for religion, moral og civilisation. Han udførte denne bedrift, ikke gennem nogen tillokkelse, undertrykkelse eller grusomhed, men ved sin fængslende optræden, sin vindende personlighed og sin læres overbevisende kraft. Med sin ædle og blide adfærd, viste han velvilje mod selv sine fjender. Han erobrede menneskers hjerter med sin grænseløse sympati og medmenneskelighed (...). Ved sin overbevisende personlighed, gjorde han et permanent indtryk på hjerterne af tusindvis af sine disciple og formede dem efter sit billede (...). Kan nogen nævne et andet eksempel på en skabende historisk personlighed med så stor anseelse, en anden revolutionær af en sådan glans og pragt? [1]

Mawdudi finder det tilsyneladende imponerende, at tidlige muslimer konverterede til islam på grund af Muhammeds "veltalenhed og talekunst", hans "fængslende optræden" og hans "læres overbevisende kraft." Disse er dog svage motiver for konvertering: Mange tyskere bandt sig til Adolf Hitlers politiske bevægelse af præcis de samme grunde. Men selv om disse grunde var helt berettigede, præsenterer Mawdudi os stadig for et ufuldstændigt billede. Der var mange andre årsager til den hurtige spredning af islam, men muslimer skammer sig forståeligt nok over at indrømme dem. Lad os kort diskutere fire sådanne årsager.

Årsag 1: Muhammeds evne til at vække raseri i sine tilhængere

Historisk kender vi til mindst én person, der blev så imponeret over islams evne til at få mænd til at dræbe uden at vakle, at han konkluderede, at islam måtte være sand:

Apostlen sagde: "Dræb enhver jøde, der falder i jeres magt." Muhayyisa bin Masud overfaldt derefter Ibn Sunayna, en jødisk købmand, med hvem de havde sociale og forretningsmæssige forbindelser, og dræbte ham. Huwayyisa var ikke muslim på det tidspunkt, skønt han var den ældre bror. Da Muhayyisa dræbte ham, begyndte Huwayyisa at slå ham og sagde: "Du fjende af Allah, har du dræbt ham, selvom meget af fedtet på din vom stammer fra hans rigdom?" Muhayyisa svarede: "Havde den, der beordrede mig til at dræbe ham, beordret mig til at dræbe dig, ville jeg have skåret dit hoved af." Han sagde, at dette var begyndelsen til Huwayyisas accept af islam. Den anden svarede: "Ved Allah, hvis Muhammed havde beordret dig til at dræbe mig, ville du så have dræbt mig?" Han sagde: "Ja, ved Allah, havde han beordret mig til at skære dit hoved af, ville jeg have gjort det." Han udbrød: "Ved Allah, en religion, der kan få dig til dette, er fantastisk!" Og han blev muslim. [2]

I denne passage fortæller Muhammed sine tilhængere: "Dræb enhver jøde, der falder i jeres magt." Muhayyisa, der handler på Muhammeds ordre, dræber en jødisk købmand ved navn Ibn Sunayna. Huwayyisa kan ikke forstå, hvordan Muhayyisa så hurtigt kunne vende sig mod en ven af familien, så Muhayyisa forklarer det for ham. I det væsentlige er Muhayyisas begrundelse for mordet, at Muhammed sagde, han skulle gøre det, og at han, hvis Muhammed havde befalet det, ville have myrdet enhver, selv hans egen familie. Huwayyisa er meget imponeret over sin brors villighed til ubetinget at følge Muhammeds ordrer, så han konverterer til islam og råber: "Ved Allah, en religion, der kan få dig til dette [dvs giver ham en parathed til at dræbe sin egen familie], er fantastisk!"

Huwayyisa beundring for sin brors dedikation blev formentlig delt af mange i det islamiske imperiums tidligste tid. Unge mænd uden retning i livet, blev pludselig omdannet til glødende tilhængere af et nyt trossystem, og de ville gøre alt for deres profet. "Der må virkelig være noget ved denne nye religion," ville folk tænke. Alligevel er de troendes hengivenhed ikke en ufejlbarlig test for sandhed. Hvis det var tilfældet, ville vi være nødt til at konkludere, at kristendom, mormonisme, islam, buddhisme, kommunisme og nazisme alle er sande, fordi alle disse systemer har produceret dedikerede tilhængere.

korok

Årsag 2: Klart falske profetier

Mange mennesker var imponerede, når Muhammed talte. Han syntes at vide alt, og han besvarede selvsikkert vanskelige spørgsmål, som ingen andre kunne svare på. Problemet er, at mange af hans svar senere viste sig at være helt forkerte. Overvej følgende svar af Muhammed:

Da Abdullah bin Salama hørte om ankomsten af Profeten (Allahs velsignelse og fred være med ham) til Medina, kom han til ham og sagde: "Jeg spørger dig om tre ting, som ingen kender svaret på, undtagen en profet: Hvad er det første varsel for Timen? Hvad vil være det første måltid, der indtages af folk i Paradis? Hvorfor ligner et barn dets far, og hvorfor ligner det dets morbror?" Allahs Apostel (Allahs velsignelse og fred være med ham) sagde: "Gabriel har lige netop givet mig deres svar." (...) "Det første varsel om Timen vil være en brand, der vil samle folk fra øst til vest; Det første måltid for folk i Paradis vil være et ekstra stykke fiskelever. Hvad angår barnets lighed med dets forældre: Hvis en mand har samleje med sin kone og får udløsning først, vil barnet ligne faderen, og hvis kvinden får udløsning først, vil barnet ligne hende." Til dette sagde Abdullah bin Salam: "Jeg vidner om, at du er Allahs Apostel." [3]

Her præsenteres Muhammed for tre spørgsmål: (1) Hvad er tegnet på, at tidernes ende er nær? (2) Hvad vil det første måltid i himlen være? (3) Hvordan kan det være, at et barn nogle gange ligner dets far, men andre gange ligner dets mors familie? Bemærk, at Muhammeds svar på de to første spørgsmål - en stor brand i de sidste tider og fiskelever i himlen - er helt ufalsificerbare; dvs, det er umuligt at teste dem eller bevise, at de er forkerte. Muhammed kunne lige så vel have påstået, at "varslet om Timen" vil være, at tre frøer vil recitere Koranen, og at det første måltid i himlen vil være sandwich med jordnøddesmør og gelé. Med andre ord har vi ingen grund til at tro, at Muhammeds svar er korrekte, for vi har ingen mulighed for at teste deres sandhed. Men Muhammeds tredje svar er falsificerbart; det kan let testes i lyset af moderne videnskab. Så hvordan klarer Muhammeds svar sig over for kritik? Ikke særlig godt. Kvinder har ikke en "udløsning", som bidrager til afkommets udseende. De har et æg, men dette er ikke en udløsning. Desuden har et barns udseende intet at gøre med hvem af forældrene, der har den første udløsning. Muhammeds svar, viser det sig, er forkert.

Men bemærk, at hans svar vandt ham en vigtig jødisk konvertit, der blev forbløffet over Muhammeds åndrighed. En af Muhammeds største styrker var, at han havde fuld tillid til sine egne svar, men denne tillid var malplaceret. Hans sikkerhed førte andre til at tro, at han måtte have ret, men det havde han ikke. Måske er det mest interessante aspekt ved Muhammeds proklamationer, at muslimer aldrig har overvundet deres ærefrygt for hans påstande, selv om mange af disse påstande har vist sig at være falske. Til denne dag har muslimer bevaret deres malplacerede tillid til deres profets udtalelser, og Muhammeds svar vinder stadig konvertitter.

(For mere om Muhammeds videnskabelige brølere, se "Talking Ants and Shrinking Humans.")

Årsag 3: Grænseløs grådighed

Muhammed gav en lokkende garanti til dem, der sluttede sig til ham i hans kamp:

[Muhammed sagde]: "Eksemplet med en kamp for Allahs sag - og Allah ved bedst, hvem der virkelig stræber for Hans sag - kan sammenlignes med en person, der faster og beder uden ophør. Allah garanterer, at han vil lade kæmperen for Hans sag komme i Paradiset, hvis han bliver dræbt; ellers vil Han bringe ham sikkert tilbage til sit hjem med belønninger og krigsbytte." [4]

[Muhammed] sagde: "Khosrau vil blive ødelagt, og der vil ikke være nogen Khosrau efter ham, og Cæsar vil helt sikkert blive ødelagt, og der vil ikke være nogen Cæsar efter ham, og I vil bruge deres skatte for Allahs sag." [5]

Hvis en hedensk araber fra det syvende århundrede afviste islam, var han ikke garanteret noget som helst. Han kunne være fattig hele sit liv, og han kunne ikke vide, hvad der ville ske med ham, når han døde. Men Muhammed garanterede, at hvis en person dør i kampen mod islams fjender, vil han komme i Paradis, og at han, hvis han overlever, vil vende "sikkert tilbage til sit hjem med belønninger og krigsbytte." Uanset hvad, var hedningerne meget bedre stillet (økonomisk), hvis de blev muslimer.

Dette løfte om belønninger og krigsbytte var en vigtig faktor i den tidlige udbredelse af islam. Faktisk var brugen af krigsbytte for at vinde konvertitter en del af Muhammeds strategi. For eksempel - da Muhammed blev beskyldt for en uretfærdig fordeling af krigsbytte, svarede han: "Er I forstyrrede i tankerne på grund af de gode ting i dette liv, ved hvilke jeg vinder et folk, så de kan blive muslimer, mens jeg betror jer til jeres islam?" [6] Imam Muslim tilføjer: "Da Allahs Sendebud (fred være med ham) erobrede Hunain, fordelte han byttet, og han gav til dem, hvis hjerter det var hensigten at vinde." [7]

Muhammeds løfter om rigdom var så store, at hans tilhængere, når der opstod problemer, nogle gange klagede over, at han ikke indfriede alt, hvad han havde lovet:

Situationen blev alvorlig og der herskede frygt overalt. Fjenden kom mod dem oppefra og nedefra, indtil de troende forestillede sig indholdsløse ting, og utilfredsheden var udbredt blandt de misfornøjede i en grad, så Maattib bin Qusyahr, bror B. Amr bin Auf, sagde: "Muhammed plejede at love os, at vi skulle spise Chosroes' og Cæsars skatte og i dag kan ikke én af os føle sig tryg ved at gå på lokum!" [8]

Disse passager understreger vigtigheden af rigdom og bytte som motiv for konvertering. Muhammed lovede sine tilhængere, at de en dag skulle bruge af Cæsars skatte. Han fordelte krigsbyttet efter hver militær kampagne og han brugte sin rigdom til at vinde konvertitter. Derfor tilsluttede mange tidlige muslimer sig religionen med urene motiver, men Muhammed så intet galt den i slags konverteringer.

Årsag 4: Frygt for at blive slået ihjel

Muhammeds personlighed, overbevisning og veltalenhed spillede sikkert en rolle i forsøget på at vinde folk til islam. Men han vandt kun få tilhængere, da han alene måtte stole på sin "vindende personlighed" og oprigtighed i udbredelsen af islam. Det var først, da Muhammed gik over til vold og undertrykkelse, at vi finder mange omvendelser til islam. For eksempel beretter muslimske skrifter om et stort antal konverteringer, som fandt sted efter mordet på en kvinde, der havde kritiseret islam:

Da apostlen hørte, hvad hun havde sagt, sagde han: "Hvem vil skaffe mig af med Marwans datter?" Umayr bin Adiy al-Khatmi, som var sammen med ham, hørte ham, og samme nat gik han hen til hendes hus og dræbte hende. Om morgenen kom han til apostlen og fortalte ham, hvad han havde gjort, og apostlen sagde: "Du har hjulpet Allah og Hans apostel, O Umayr!" Da han spurgte, om det ville få onde konsekvenser for ham, sagde apostlen: "To geder vil ikke støde hovederne sammen på grund af hende," så gik Umayr tilbage til sit folk (...). Dagen efter drabet på bint Marwan blev mændene i B. Khatma muslimer, fordi de så islams magt. [9]

Mens mændene fra Khatma blev muslimer, da de så islams magt over andre, konverterede mange enkeltpersoner, fordi deres eget liv var i fare. Kab bin Zuhayr hørte fra sin bror, at Muhammed "havde dræbt nogle af de mænd i Mekka, der havde satiriseret og fornærmet ham, og at de Quraysh-digtere, der var tilbage (...), var flygtet i alle retninger." [10] Broderen foreslog derefter, at Kab skulle gå til Muhammed og konvertere, før det var for sent. Kab lyttede til sin brors råd:

Da Kab modtog brevet, blev han dybt bedrøvet og ængstelig for sit liv. Hans fjender i området spredte alarmerende rapporter om ham, der sagde, at han var så godt som dræbt. Da han ikke kunne finde nogen udvej, skrev han sin ode, hvori han priste apostlen og nævnte sin frygt og sine fjenders løgnagtige påstande. Så drog han af sted til Medina og boede hos en mand af Juhayna, som han kendte - ifølge mine oplysninger. Han tog ham hen til apostlen, mens denne bad morgenbøn, og han bad sammen med ham. Manden udpegede apostlen for ham og sagde, at han skulle gå hen til ham og bede for sit liv. Han rejste sig og gik hen og satte sig ved apostlen og lagde sin hånd i hans; apostlen vidste ikke hvem han var. Han sagde, "O apostel, Kab bin Zuhayr er kommet for at bede om sikkerhed fra dig som en angrende muslim. Ville du acceptere ham som sådan, hvis han kom til dig?" Da apostlen sagde, at han ville, tilstod han, at han var Kab bin Zuhayr. [11]

Historien viser også, at nogle blev direkte truet med døden (i Muhammeds nærværelse), hvis de ikke konverterede:

[Muhammed] sagde: "Ve dig, Abu Sufyan, er det ikke på tide, du anerkender, at jeg er Allahs apostel?" Han svarede: "Hvad det angår, har jeg stadig mine tvivl." Jeg sagde til ham: "Underkast dig og bekend, at der ikke er anden gud end Allah og at Muhammed er Allahs apostel, før du mister dit hoved;" så gjorde han det. [12]

Abu Sufyan tvivlede på Muhammeds profetskab, men blev anbefalet at konvertere, før han mistede sit hoved. Fuldt bevidst om de utallige mennesker, der var blevet myrdet af Muhammed, underkastede Abu Sufyan sig profeten.

Frygt for at blive slået ihjel har derfor spillet en afgørende rolle i omvendelsen af folk til islam. Da islam ikke rigtig slog rod, før Muhammed begyndte at sprede den gennem vold, kan frygt for døden have været den vigtigste faktor i den tidlige udbredelse af islam.

(For mere om Muhammeds vold, se "Myrdet af Muhammed.")

Vurdering

Der er mange årsager til den tidlige udbredelse af islam. Muhammed vandt adskillige konvertitter på grund af sin overbevisning og oprigtighed, og mange var imponerede over hans venlige og velgørende gerninger og hans dedikation til bøn. Ikke desto mindre er disse ikke nødvendigvis gode grunde til at konvertere til en religion. Vi kan med rimelighed antage, at en sand profet vil være oprigtig og dedikeret til sin religion, men vi kan ikke derved konkludere, at en oprigtig og dedikeret person vil være en sand profet. Mange religiøse ledere gennem historien har delt visse beundringsværdige egenskaber; dette betyder ikke, at de alle talte sandt.

I valget af religion, kan en persons sjæl meget vel stå på spil; det er derfor ikke en sag, der skal tages let. Konvertering bør være en vending i retning af sandhed, ikke blot en vending mod en "vindende personlighed." Som vi har set, dedikerede folk sig til islam, fordi de var imponerede over dens evne til at inspirere folk til at begå mord. De valgte islam, fordi Muhammed havde fuld tillid til sine åbenbaringer, selvom mange af disse åbenbaringer viste sig at være falske. Muhammed vandt konvertitter ved at lokke dem med rigdom og ved at true dem med død. Disse er ikke gode grunde til at antage et trossystem.

Dette ikke for at sige, at der ikke findes gode grunde til at tilslutte sig en religion. Jeg forsøger kun at sige, at vi skal være meget forsigtige med, hvor vi placerer vores tro, for det vrimler med falske lærdomme og falske lærere i vores verden. Men sandheden er derude; den findes simpelthen bare ikke i islam. Men der er en anden religion, der, ligesom islam, spredtes meget hurtigt. Ligesom de tidlige muslimer, var dens tilhængere dedikerede. Ligesom Muhammed, var dens grundlægger oprigtig og veltalende. Men den spredtes ikke gennem vold, [13] eller gennem falske profetier, eller ved at friste med verdslig rigdom. I stedet blev den spredt, fordi dens grundlægger, Jesus af Nazaret, var opstået fra de døde. Dette mirakel viste, at Gud havde godkendt Jesu lære, og at vi alle derfor bør lytte til hans budskab. Men hvad var hans budskab? Jesus sagde, at han ville dø på korset for verdens synder, og at vi, ved at give vores tro til ham, ville opnå evigt liv. Kristendommen er den eneste religion, der har denne historiske verifikation som bevis for dens ægthed. Den er den eneste religion, vi kan vide er sand. De tidlige kristne havde derfor, i modsætning til de tidlige muslimer, en meget god grund til at konvertere.

Denne artikel er en revideret udgave af et essay, der oprindeligt blev udgivet på http://answeringinfidels.com/.

Noter

[1] Abul, Ala Mawdudi, Towards Understanding Islam (New York: Islamic Circle of North America, 1986), p. 58, 59, 67.

[2] Ibn Ishaq, Sirat Rasul Allah (The Life of Muhammad), A. Guillaume, overs. (New York: Oxford University Press, 1980), p. 369.

[3] Sahih Al-Bukhari, Dr. Muhammad Matraji, overs. (New Delhi: Islamic Book Service, 2002), Nummer 3329.

[4] Sahih Al-Bukhari, Nummer 2787.

[5] Ibid., Nummer 3027.

[6] Ibn Ishaq, p. 596.

[7] Sahih Muslim, Abdul Hamid Siddiqi, overs., Nummer 2313.

[8] Ibn Ishaq, pp. 453-454.

[9] Ibid., p. 676.

[10] Ibid., p. 597.

[11] Ibid., p. 598.

[12] Ibid., p. 547.

[13] Muslimer kan svare ved at hævde, at kristendommen brugte vold under korstogene og inkvisitionen, osv. Til dette er der at sige, for det første, at kristendommen først brugte vold, efter at den var fusioneret med Det Romerske Imperium. Da Kirken nu var kommet i forbund med de romerske kejsere, besluttede man sig for den romerske måde at gøre tingene på. Dette var en fejl begået af kristne, men har intet at gøre med Jesu lære. Vold havde ingen andel i kristendommens tidlige udbredelse. For det andet var denne brug af vold i strid med Jesu lære (se Matt 5:38-47). Derfor - mens vold er helt i overensstemmelse med både Muhammeds ord og gerninger, er den uforenelig med Jesu ord og gerninger.

---

Oversættelse: Bombadillo