Heinrich Heine skrev engang et kløgtigt digt med titlen "Marie Antoinette", hvori ånden efter denne franske yndlingsdronning underholder sine gæster efter den "strengeste etikette." Ironien i digtet er, at hverken Antoinette eller hendes gæster indser, at deres hoveder mangler. De blev alle halshugget under den franske revolution, men uden deres hoveder, har de ikke hjerne til at erkende deres hovedløshed.
Islam er i øjeblikket i en lignende situation. Muhammeds trosimperium har formået at trives i den moderne verden af én eneste grund: Muslimer har holdt Muhammeds dystre fortid hemmelig. Faktisk har de mere end holdt den hemmelig; de har på en eller anden måde overbevist sig selv (og mange andre) om, at Muhammed var et enestående moralsk eksempel, måske endda alle tiders største moralske eksempel. Forevigelsen af denne svindel har, efter min mening, været det mest formidable bedrag i verdenshistorien.
Sandt nok er der masser af tilfælde i Muhammeds liv, man kunne se som handlinger af et moralsk individ, og muslimer er hurtige til at påpege hans velgørenhed og hans dedikation til bøn. Men i vurderingen af den overordnede moralske karakter af en mand, må vi tage hensyn til alle hans handlinger, ikke kun dem, der understøtter vores følelser for ham. Antag for eksempel at jeg bliver overbevist om, at det største menneske i historien var en mand ved navn John Gacy. Jeg kunne pege på hans velgørende arbejde på lokale hospitaler, på hans aktiviteter i drengespejderne og The Jaycees (se forklaring i note [2]), på hans tålmodige udholdenhed under en lang række fysiske lidelser, på hans aktiviteter i lokalsamfundet såsom grillfester og andre sociale sammenkomster i kvarteret, på hans gavmildhed over for andre, på hans hengivenhed for sin familie og på hans fremragende arbejdsmoral, som gjorde ham til en af grundpillerne i det lokale erhvervsliv. Men hvis jeg vil argumentere for Mr. Gacys moralske overlegenhed, må jeg ikke udelade det faktum, at han voldtog, torturerede og myrdede mere end tredive drenge og begravede dem under sit hus. [3]
Jeg bringer dette op, på grund af den besynderlige taktik muslimer benytter, når Muhammeds karakter bliver udfordret. Når nogen hævder, at Muhammed var en røver eller en morder, råber muslimer pludselig med én stemme: "Men han var barmhjertig og venlig! Han startede islam, og islam er god! Gud åbenbarede Koranen gennem ham! Hvor vover du sige noget dårligt om ham!? Han var den største profet nogensinde! Hold op med at være så intolerant!" Vanskeligheden her er, at uanset hvor højt en muslim råber disse indvendinger, så har de ingen magt til at overvinde den historiske kendsgerning, at Muhammed var en røver og en morder. Men for en muslim der allerede tror, at Muhammed var en profet, giver denne islamiske tankegang tilsyneladende mening. Ikke desto mindre - for enhver, der ikke er hengiven muslim, vil krav om moralsk overlegenhed være et empirisk spørgsmål, altså et spørgsmål om at undersøge og afveje beviserne.
Tragisk nok er dette at undersøge beviserne noget, de fleste muslimer synes uvillige til at gøre. Faktisk har muslimer ignoreret kendsgerningerne om deres profet så vedholdende, at den Muhammed, der nu forkyndes af islam, har meget ringe lighed med den mand, der prædikede i Arabien for mere end tretten århundreder siden. For eksempel præsenterer Abul A'la Mawdudi følgende billede af Muhammed:
"Han er helt forskellig fra de mennesker, han er født iblandt og med hvem han tilbringer sin ungdom og tidlige manddom. Han fortæller aldrig en løgn. Hele nationen vidner i enighed om hans sanddruhed (...). Han er selve legemliggørelsen af beskedenhed midt i et samfund, der er ubeskedent helt ind til marven (...). Han hjælper forældreløse og enker. Han er gæstfri over for rejsende. Han skader ingen (...). [Han] er en så stor elsker af fred, at hans hjerte græder over folk, når de griber til våben og skærer halsen over på hinanden (...). Kort sagt - denne mands knejsende og strålende personlighed, midt i et så fordærvet og formørket miljø, kan sammenlignes med et fyrtårn, der strålende oplyser en bælgmørk nat, eller med en diamant i en bunke døde sten (...). [Da han begyndte at prædike budskabet om islam] vendte den uvidende nation sig imod ham. Skældsord og sten haglede ned over hans ophøjede person. Al tænkelig tortur og grusomhed blev begået imod ham (...). Kan nogen forestille sig et højere eksempel på selvopofrelse, broderskab og venlighed over for sine medmennesker, end dette at ville ødelægge sin egen lykke til gavn for andre, mens de selv samme mennesker, til hvis gavn han stræber, stener ham, mishandler ham, forviser ham og ikke giver ham ro, selv ikke i hans eksil, og på trods af alt dette, at nægte at stoppe med at arbejde for deres trivsel? (...). Da han begyndte at prædike sit budskab, stod hele Arabien i ærefrygt og undren og blev fortryllet af hans vidunderlige veltalenhed og talekunst. Den var så imponerende og fængslende, at hans værste fjender var bange for at høre den, for at den ikke skulle trænge ind i deres hjerters dybeste kroge, så de blev revet med, og få dem til at forlade deres gamle religion og kultur. Det var så mageløst, at hele rækken af arabiske digtere, prædikanter og talere af højeste kaliber ikke kunne frembringe noget tilsvarende (...). Denne tilbageholdende og stille mand, der i fulde 40 år aldrig viste noget tegn på politisk interesse eller aktivitet, dukkede pludselig op på verdensscenen som en så stor politisk reformator og statsmand, at han, uden hjælp af radio, telefon og presse, kunne samle de spredte beboere i en ørken, der strakte sig over 1200 tusinde kvadratmil. Han bragte et folk sammen - der var krigerisk, uvidende, uregerligt, ukultiveret og kastet ud i meningsløs selvdestruktiv krigsførelse - under ét banner, én lov, én religion, én kultur, én civilisation og én form for regering (...). Han udførte denne bedrift, ikke gennem nogen tillokkelse, undertrykkelse eller grusomhed, men ved sin fængslende optræden, sin vindende personlighed og sin læres overbevisende kraft. Med sin ædle og blide adfærd, viste han velvilje mod selv sine fjender. Han erobrede menneskers hjerter med sin grænseløse sympati og medmenneskelighed (...). Han undertrykte ikke engang sine dødsfjender, mænd, der havde svoret at dræbe ham (...). Han tilgav dem alle, da han havde sejret over dem. Han tog aldrig hævn over nogen af personlige grunde. Han gjorde aldrig gengæld mod nogen for en uret, begået mod ham selv (...). Det var ham, der vendte den menneskelige tankes kurs væk fra overtro, det unaturlige og uforklarlige, og i retning af en logisk tilgang, hvilket illustrerer kærlighed til sandhed og et afbalanceret verdsligt liv (...). I den verdenshistoriske kavalkade rager dette vidunderlige menneskes sublime skikkelse så højt op over alle tidernes store mænd, at de virker som dværge i sammenligning med ham (...). Kan nogen nævne et andet eksempel på en skabende historisk personlighed med så stor anseelse, en anden revolutionær af en sådan glans og pragt?" [4]
Dette er faktisk en meget komprimeret udgave af Mawdudis ærbødige skildring af sin elskede profet, men den afspejler præcist den islamiske opfattelse af Muhammed. Problemet er selvfølgelig, at denne opfattelse er frygtelig forkert. Den historiske Muhammed (dvs. den Muhammed vi kan få kendskab til gennem historiske vidnesbyrd) var psykisk ustabil, brutal over for sine fjender og ifølge nogle, seksuelt perverteret. Dette ikke for at sige, at Muhammed var et helt igennem dårligt menneske. Det var han ikke, og Mawdudi har ret i at hævde, at Muhammeds karakter spillede en rolle i omvendelsen af folk til islam. Alligevel - mens Muhammed kan have haft mange forsonende træk, er nogle af hans mindre beundringsværdige egenskaber svære at ignorere. Overvej de følgende kendsgerninger om Muhammeds liv, som kan hentes fra hans tidligste tilhængeres beretninger:
Kendsgerning 1: Da Muhammed begyndte at modtage sine åbenbaringer, var hans første indtryk, at han var besat af dæmoner. "Englen", som viste sig for Muhammed, kvalte ham næsten til døde. Muhammed konkluderede, at han var dæmonbesat og blev hurtigt selvmorderisk. [5] Dette var dog ikke første gang, et menneske troede, at Muhammed var under dæmonisk indflydelse. Ibn Ishaq fortæller os, at Muhammeds barndoms-amme også mente, at han var dæmonbesat. [6] Både den kvinde, der opfostrede ham og Muhammed selv (skønt kun i kort tid) mente således, at han var besat af dæmoner. Desuden troede Muhammed gennem hele sit liv, at han var offer for magiske forhekselser, påført ham af hans fjender, der på den ene eller anden måde var i stand til at pine Allahs udvalgte profet gennem deres besværgelser:
"Aisha (må Allah være tilfreds med hende) fortalte: Magi blev udøvet på Allahs Apostel (må Allahs velsignelse og fred være med ham), så han plejede at tro, at han havde haft seksuelt samkvem med sine koner, mens det i virkeligheden ikke var sket. Så en dag sagde han: 'O Aisha, ved du, at Allah har instrueret mig angående den sag, jeg spurgte Ham om? To mænd kom til mig; den ene af dem satte sig nær mit hoved og den anden i nærheden af mine fødder. Ham, der var nær mit hoved, spurgte den anden: "Hvad er der galt med denne mand?" Sidstnævnte svarede: "Han er under påvirkning af magi." Den første spurgte: "Hvem har udøvet magi på ham?" Den anden svarede: "Labid bin Al-Asam, en mand fra Bani Zuraiq, der var en allieret af jøder og en hykler." Den første spurgte: "Hvilket materiale brugte han?" Den anden svarede: "En kam og håret, der sad fast i den."'" [7]
(For mere om Muhammed, magi og dæmoner se "En forhekset profet?")
Kendsgerning 2: Muhammed forsørgede sit spirende religiøse samfund ved at stjæle fra folk. De tidlige muslimer kunne have opretholdt islam gennem hårdt arbejde, sparsommelighed og gaver fra beundrere. Men Muhammed valgte røveri som sin hovedindtægtskilde og grådighed blev hurtigt en af de primære faktorer bag folks hurtige konvertering til islam. Ja, Muhammed brugte bevidst krigsbytte som middel til at lokke folk til islam. Da han blev kritiseret for den måde, han fordelte sin nyvundne rigdom på, svarede han: "Er I forstyrrede i tankerne på grund af de gode ting i dette liv, ved hvilke jeg vinder et folk, så de kan blive muslimer, mens jeg betror jer til jeres islam?" [8] I betragtning af udsigten til umådelig rigdom er det ikke underligt, at så mange mennesker bandt sig til islam. Muhammed garanterede, at Allah "vil lade Kæmperen for Hans sag komme i Paradiset, hvis han bliver dræbt; ellers vil Han bringe ham sikkert tilbage til sit hjem med belønninger og krigsbytte." [9] Dette budskab må have lydt fantastisk for de fattige i Arabien. Hvis de døde i kampen for Allahs sag, ville de komme i Paradis og blive rige. Hvis de overlevede, ville de plyndre deres fjender og blive rige. Uanset hvad, ville deres situation blive meget bedre, når de konverterede til islam.
(For mere om Muhammeds brug af rigdom til at vinde konvertitter, se "Tab ikke hovedet!")
Kendsgerning 3: Muhammed var ofte hensynsløs over for sine modstandere. Straffene for at tage et standpunkt imod Muhammed omfattede tortur og død. Både mænd og kvinder blev brutalt myrdet for at kritisere Muhammed. [10] Hundreder af jødiske mænd blev halshugget for at stå ham imod, mens deres hustruer og børn blev solgt til slaveri. [11] Nogle tidlige muslimer, der forlod islam, blev dræbt, efter at Muhammed gav befaling om at dræbe alle, der vendte sig bort fra islam. [12] Moderne muslimer hævder ofte, at Muhammed kun dræbte, når han blev angrebet af sine fjender, men historien viser, at han myrdede mange mennesker, hvis eneste forbrydelse var at skrive digte imod ham. [13] Kendsgerningerne taget i betragtning er det svært at forstå, hvordan muslimske forfattere som Mawdudi har kunnet have den frækhed at hævde, at Muhammed "tog aldrig hævn over nogen af personlige grunde".
(For mere om Muhammeds brutalitet, se "Myrdet af Muhammed.")
Kendsgerning 4: Muhammed havde langt flere koner end selv hans egne åbenbaringer tillod. Koranen tillader muslimer at have op til fire koner: "Hvis I er bange for, at I ikke kan behandle de forældreløse retfærdigt, så gift jer med de kvinder, I finder for godt: To, tre eller fire. Hvis I er bange for ikke at kunne behandle dem ligeligt, så kun med én, eller de slavinder, I ejer." (4:3) Vi ved, at Muhammed havde mindst tretten koner i sin levetid, og at han på et tidspunkt havde mindst ni koner samtidigt. Men han havde selvfølgelig også modtaget en koranisk åbenbaring, der fortalte ham, at han alene kunne gå ud over fire-koners-grænsen: "Profet! Vi gør dine hustruer tilladte for dig, dem, som du har givet deres løn, de slavinder, som Allah har givet dig som bytte (...). Dette gælder specielt for dig og ikke for de andre troende ..." (33:50) Eftersom Muhammed modtog åbenbaringer, som tillod ham at overtræde regler, der gjaldt for alle andre, har mange mennesker konkluderet, at han opfandt åbenbaringerne for at retfærdiggøre sin egen hykleriske adfærd.
(For mere om Muhammeds koner, se "Hvorfor fik Muhammed så mange koner?")
Kendsgerning 5: Muhammed fuldbyrdede et ægteskab med en 9-årig pige. Muhammeds frieri til Aisha begyndte, da hun kun var seks år gammel. [14] Muhammed havde en drøm om hende, som fik ham til at tro, at Allah ville have ham til at gifte sig med den unge pige. [15] Heldigvis havde Muhammed ikke sex med hende, før hun fik menstruation i en alder af ni. (De fleste piger har ikke deres første menstruation i denne alder, men Aisha var blevet ramt af en form for intens sygdom, som sandsynligvis fremkaldte tidlig menstruation). Muhammed tog tilsyneladende Aishas første menstruation som et tegn på, at hun var blevet voksen, klar til seksuelle relationer, og Aisha blev hurtigt hans foretrukne kone. Blandt hendes tidligste pligter som Muhammeds kone var opgaven at vaske sædpletter af hans tøj: "Aisha (må Allah være tilfreds med hende) fortalte: Jeg plejede at vaske sæden af Profetens tøj (Allahs velsignelse og fred være med ham), og selv da plejede jeg at bemærke en eller flere pletter på det". [16]
(For mere om Muhammeds forhold til Aisha, se "Var Muhammed pædofil?")
Kendsgerning 6: Muhammed så på kvinder med foragt. Muslimske apologeter hævder ofte, at Muhammed højnede kvinders status, og de har helt ret i at sige dette. Men den status han hævede dem til, er næsten lige så beskæmmende som deres status i det præ-islamiske Arabien. Ifølge Muhammed er kvinders sind så mangelfuldt, at vidneudsagn fra en kvinde kun er halvt så meget værd som en mands. [17] På baggrund af denne mangel på intellektuelle evner, skal kvinder holdes under kontrol med andre midler. Således godkender Koranen at slå kvinder: "De, fra hvem I frygter genstridighed, skal I formane, lade alene i sengen og slå [let, uden synlige skader]. Hvis de så adlyder jer, skal I ikke foretage jer mere mod dem." (4:34) Bemærk den indskudte bemærkning om, at kvinder kun skal slås let. Disse ord forekommer ikke i den arabiske originaltekst [og heller ikke i Ellen Wulffs danske oversættelse af Koranen, hvorfra ovenstående citat er hentet. Parentesen er tilføjet af nærværende danske oversætter af Woods artikel, o.a.]; tilsyneladende har selv muslimske oversættere et problem med dette vers, og gør hvad de kan for at udvande det. Bemærk også, at hustruen skal slås for at bringe hende til underkastelse. Muhammed advarede gentagne gange kvinder mod at være respektløse overfor deres ægtemænd: "Profeten (Allahs velsignelse og fred være med ham) sagde: 'Jeg blev vist Helvedesilden, og de fleste af dens beboere var kvinder, der havde været utaknemmelige.'" [18] Helvede bebos således primært af utaknemmelige kvinder (måske havde deres mænd ikke slået dem tilstrækkeligt). Men selv et ophold i Himlen er en dyster udsigt for kvinder, for ifølge Muhammed vil kvinder tilbringe evigheden stående i hjørnerne af Paradiset ventende på, at mændene skal komme og have sex med dem. [19]
(For mere om Muhammeds opfattelse af kvinder, se "Forvis dem til deres senge og pisk dem!")
Kendsgerning 7: Muhammed er unik blandt profeterne derved, at han er den eneste, der har modtaget en åbenbaring, forkyndt den som en del af Guds budskab til mennesket, og senere trukket den tilbage med påstanden om, at den i virkeligheden kom fra Satan. Ifølge den tidligste bevarede Muhammed-biografi blev han til sidst så ked af, at hans landsmænd afviste hans profetskab, at han begyndte at længes efter nogle vers, der ville bringe dem til islam. Snart modtog han, hvad han håbede på - en åbenbaring der sagde, at tre andre guders forbøn var acceptabel. Muhammed præsenterede åbenbaringen for folket, og hans landsmænd blev henrykte over at høre, at de kunne fortsætte med at bede til al-Lat, al-Uzza og Manat. En masse-konvertering til islam fulgte, men med tiden modtog Muhammed en anden åbenbaring, der fortalte ham, at de tidligere vers var blevet givet til ham af Satan. Allah fortalte ham, at han ikke skulle være alt for bekymret over denne sag, fordi alle profeter, ifølge den nye åbenbaring, fra tid til anden modtager ideer fra Satan:
"Apostlen var bittert bedrøvet og var i stor frygt for Allah. Så nedsendte Allah (en åbenbaring), for han var barmhjertig over for ham, trøstede ham og gjorde ham sagen lettere, der fortalte ham, at enhver profet og apostel før ham begærede, som han begærede og ønskede, hvad han ønskede, og at Satan indskød noget i hans begær, som han havde på læben. Så annullerede Allah, hvad Satan havde foreslået, og Allah etablerede Hans vers, dvs: Du er ligesom profeterne og apostlene. Derpå nedsendte Allah: 'Vi har aldrig før udsendt nogen udsending eller profet, uden at det skete, når han havde et ønske, at Satan indføjede noget i hans ønske; men Allah ophæver det, som Satan har indføjet, og derpå gør Allah sine tegn utvetydige. Allah er vidende og vis.'" (Koranen 22:52) [20]
(For mere om dette, se "En forhekset profet?")
Disse er blot nogle af de kendsgerninger, som muslimer har holdt hemmeligt, men som rækker til at få ethvert fornuftigt menneske til at tvivle på gyldigheden af islam. Muhammed var skyldig i utallige tilfælde af mord og tortur af sine ofre. Han røvede handelskaravaner og deltog i slavehandel. Hans forfølgelse af jøderne grænsede til folkemord. Hans polygami gik ud over det, som selv hans egne åbenbaringer tillod (selvom han faktisk fik en åbenbaring om, at det var i orden i hans tilfælde). En af hans koner var en ni-årig pige, hvis tidligste pligter i Muhammeds hus omfattede den konstante opgave at vaske sædpletter af hans tøj. Til tider troede han, at han var dæmonbesat eller under påvirkning af magi. Han var kendt for at gå i selvmordstanker. Han modtog et budskab fra Satan og gav det videre til mennesker, som om det var fra Allah. Han erklærede, at kvinder har halvdelen af de intellektuelle evner, som mænd har, at det er okay for mænd at slå deres koner, at de fleste af indbyggerne i Helvede er kvinder og at en kvindes evighed, hvis det på en eller anden måde skulle lykkes for hende at komme i Himlen, vil bestå i at stå i et hjørne og vente på at mænd vil nyde hende seksuelt. [21]
Disse oplysninger om Muhammed rejser et meget vigtigt spørgsmål: Hvad skal en profet gøre, for at få muslimer til at sætte spørgsmålstegn ved, om han virkelig er det største moralske eksempel i historien? Normalt når vi siger, at en eller anden er et moralsk menneske, så mener vi, at han ikke begår sådanne handlinger som røveri og mord. Men Muhammed gjorde alle disse ting og meget mere. Det ser derfor ud til, at muslimer bruger udtrykket "moralsk" på en helt unik måde. I denne enestående muslimske betydning af ordet, er "moralsk" defineret som "hvad som helst Muhammed gør." Så hvis Muhammed hugger hovedet af hundreder af mennesker (hvilket han gjorde), så vil denne handling stadig være defineret som en moralsk handling, fordi sådan gør Muhammed og alt hvad Muhammed gør, per definition er moralsk.
Men det rejser et andet vigtigt spørgsmål. Hvis Guds største profet er fri til at deltage i mord, røveri, folkemord og slave-handel, kan vi så virkelig pege fingre ad folk som Osama bin Laden og Saddam Hussein og sige, at de er onde? De dræbte mange uskyldige, men det samme gjorde Muhammed. Saddam torturerede utallige mennesker, men det samme gjorde Muhammed. Faktisk kunne man argumentere for, at Osama bin Laden er moralsk overlegen i forhold til Muhammed, for selvom bin Laden dræbte tusindvis af mennesker, så solgte han dog ikke deres koner og børn til slaveri, eller havde sex med en lille pige, eller giftede sig med mere end et dusin kvinder.
Sandheden om Muhammed har været en af verdens bedst bevarede hemmeligheder. I århundreder har det været praktisk taget umuligt at rejse kritik af Muhammeds karakter i muslimske lande, fordi alle, der rejste sådanne indvendinger, omgående (efter Muhammeds eksempel) ville blive dræbt. Udenfor den muslimske verden, har der været meget ringe interesse for islam, og de, der har været interesseret, har typisk påberåbt sig moderne muslimske beretninger om Muhammed, som f.eks. den ovenstående passage fra Mawdudi. Men tingene har ændret sig. Nu er mange mennesker interesseret i islam og muslimer er ikke i stand til at bringe alle til tavshed. Desuden, med fremkomsten af internettet, er det nu umuligt at holde Muhammeds liv hemmeligt. Kendsgerningerne om islams grundlægger breder sig meget hurtigt og muslimer har travlt med febrilsk at forsvare deres tro. Men informationsmotorvejen baner sig vej og erstatter den uvidenhed, der i århundreder har været selve de islamiske dogmers bastion. I sidste ende vil islam falde, for hele dens struktur er bygget på den tro, at Muhammed var det største moralske eksempel i historien, og denne tro er beviseligt forkert.
Denne artikel er en revideret udgave af et essay, der oprindeligt blev udgivet på www.answeringinfidels.com.
Noter
Om de benyttede kilder. Jeg har trukket på flere kilder til tidlig information om Muhammeds liv. The Life of Muhammed (Ibn Ishaq) er den tidligste biografi om Muhammed. Sahih Muslim og Sahih Al-Bukhari anses af de fleste muslimer for at være de mest pålidelige kilder til information om Muhammeds liv. Alle koranvers i den danske udgave af artiklen er taget fra Ellen Wulffs oversættelse.
[1] Muslimer er imod at få deres religion kaldt "muhammedanisme"; men med "muhammedanisme" henviser jeg kun til den islamiske opfattelse af Muhammed. Udtrykket er således passende i denne sammenhæng.
[2] "The Jaycees" er en organisation, der hjælper unge med at udvikle forskellige færdigheder for at få succes på områder som forretningsudvikling, ledelse og management. Organisationen lægger stor vægt på samfundstjeneste.
[3] Før nogen misforstår mig her, må jeg indskyde, at jeg ikke sammenligner Muhammed med John Wayne Gacy. Min pointe er, at hvis jeg hævder, at nogen er det største moralske eksempel nogensinde, kan jeg ikke ignorere alle de detaljer, der beviser det modsatte. Hvis en mand bedrager sin kone hver lørdag aften, men forbliver tro mod hende resten af ugen, vil ingen påstå, at han er en fremragende ægtemand, blot fordi han er tro mod sin kone det meste af tiden. En lørdag aften ægteskabsbryder er stadig en ægteskabsbryder. Tilsvarende - når muslimer hævder, at Muhammed var den største af profeterne, kan de ikke nøjes med bare at udvælge de forhold, der understøtter deres opfattelse.
[4] Abul A’la Mawdudi, Towards Understanding Islam (Islamic Circle of North America, 1986), pp. 52-67.
[5] Ibn Ishaq, Sirat Rasul Allah, (The Life of Muhammad), A. Guillaume, overs. (New York: Oxford University Press, 1980), p. 106.
[6] Ibid., pp. 71-72.
[7] Sahih Al Bukhari, Dr. Muhammad Matraji, overs. (New Delhi: Islamic Book Service, 2002), Nummer 5765.
[8] Ibn Ishaq, p. 596.
[9] Sahih Al-Bukhari, Nummer 2787.
[10] Se for eksempel, Ibn Ishaq p. 368 og p. 676.
[11] Se Ibid., p. 464.
[12] Se Ibid., pp. 550-551. Se også Sahih Al-Bukhari 3017: "Profeten sagde: 'Hvis nogen ændrer sin reigion, dræb ham'."
[13] Se for eksempel Ibn Ishaq, pp. 675-676, hvor Asma bliver myrdet i sit hus for at skrive et digt mod Muhammed. I Ibid., pp. 364-368, bliver Kab myrdet for at skrive digte mod islam. Ibid., pp. 550-551, anfører, at Muhammed gav ordre til at dræbe (1) Al-Hawayrith for at fornærme ham, (2) en kvinde ved navn Sara, der engang havde fornærmet ham, og (3) Abdullahs to syngepiger for at synge sange om Muhammed. Én af syngepigerne overlevede og fik immunitet, de andre [inkl. Abdullah, o.a.] blev dræbt i lydighed mod Muhammeds befalinger.
[14] Sahih Al-Bukhari, Nummer 3894.
[15] Ibid., Nummer 3895.
[16] Ibid., Nummer 232. Se også 229, 230 og 231.
[17] Se Sahih Muslim, Abdul Hamid Siddiqi, overs., Nummer 142.
[18] Sahih Al-Bukhari, Nummer 29.
[19] Ibid., Nummer 4879.
[20] Ibn Ishaq, pp. 165-166.
[21] Sahih Al-Bukhari, Nummer 4879.
Oversættelse: Bombadillo