Islams gyldighed er tæt forbundet med Muhammeds pålidelighed. Det vil sige - hvis der er gode grunde til at konkludere, at Muhammed var et pålideligt Guds sendebud, kan vi med rimelighed antage, at islam er sand. Men hvis der er stærke grunde til at sætte spørgsmålstegn Muhammeds troværdighed, falder islam fra hinanden.

De tidligste muslimske skrifter og traditioner, herunder Koranen, Ibn Ishaqs Sirat Rasul Allah, Sahih Al-Bukhari og Sahih Muslim, giver rigelig belæg for at afvise Muhammed som en profet. De primære kilde-dokumenter viser, at Muhammed ofte var voldelig og hensynsløs over for dem, der fornærmede ham; at han modtog åbenbaringer, der gav ham lov til at overtræde andre åbenbaringer i Koranen; at han havde en foragtelig opfattelse af kvinder; at han deltog i slave-handel; at han tillod vold mod kvinder og at en af hans seksuelle partnere var en niårig pige. (For yderligere oplysninger om disse kendsgerninger, se "Islam Beheaded.") Desuden erklærede Muhammed, at løgn er acceptabel, hvis den bruges til at skabe fred, en erklæring, der burde få os til at spekulere over, hvor ofte Muhammed benyttede sig af dette princip, når han prædikede sit budskab. [1]

Ud over alt dette, har vi grund til at nære mistanke om, at Muhammed led under enten psykisk sygdom eller dæmonisk indflydelse. Vidnesbyrd fra de tidligste beretninger om hans liv viser, at han kan have været psykisk eller åndelig ustabil før, under og efter hans "konvertering" til islam. Når denne ustabilitet kombineres med andre kendsgerninger omkring Muhammeds liv, er det vanskeligt at forstå, hvordan muslimske apologeter har formået at overbevise millioner af tilhængere om, at islam er et rationelt trossystem.

Data der antyder, at Muhammed var ude af balance, går helt tilbage til barndommen. Hans forældre døde da han var ung, så han blev opdraget af sin bedstefar og sin onkel. Muhammed havde en amme, der tog sig af ham forud for hans mors død. Denne amme giver følgende beretning om en mærkelig hændelse, der fandt sted i Muhammeds barndom:

Nogle måneder efter vores hjemkomst var [Muhammed] og hans bror [plejebror, o.a.] sammen med vore lam bag teltene, da hans bror kom løbende og sagde til os: "To mænd klædt i hvidt har taget min Qurayshi-bror og kastet ham ned og åbnet hans mave og roder rundt i den." Vi løb hen til ham og fandt ham stående op med et ligblegt ansigt. Vi tog fat i ham og spurgte ham, hvad der var i vejen. Han sagde: "To mænd i hvide klæder kom og kastede mig ned og åbnede min mave og søgte deri efter, jeg ved ikke hvad." Så tog vi ham med tilbage til vores telt.

Hans far sagde til mig: "Jeg er bange for, at dette barn har haft et slagtilfælde, så tag ham tilbage til hans familie, før virkningerne viser sig." Så vi tog ham og bragte ham til hans mor, som spurgte, hvorfor vi var kommet med ham, da jeg havde været ængstelig for hans velfærd og ivrig efter at beholde ham hos mig. Jeg sagde til hende: "Gud har ladet min søn leve så vidt, og jeg har gjort min pligt. Jeg er bange for, at han vil blive ramt af sygdom, så jeg har bragt ham tilbage til dig, som du ønskede." Hun spurgte mig, hvad der var sket, og gav mig ingen ro, før jeg fortalte hende det. Da hun spurgte, om jeg frygtede, at en dæmon besatte ham, svarede jeg, at jeg gjorde." [2]

Muhammeds amme var ikke den eneste, der frygtede, at Muhammed kunne være dæmonbesat; Profeten selv kom til nøjagtig den samme konklusion, da han begyndte at modtage åbenbaringer fra Gabriel. En fuld redegørelse for Muhammeds første møde med Gabriel er givet i Sirat Rasul Allah:

Da den nat kom, hvor Allah hædrede ham med hans mission og derved viste barmhjertighed mod Hans tjenere, bragte Gabriel ham Allahs befaling. "Han kom til mig," sagde Allahs apostel, "mens jeg sov med et tæppe af brokade, hvorpå der var skrevet noget, og sagde: 'Læs!' Jeg sagde: 'Hvad skal jeg læse?' Han trykkede mig med det så stramt, at jeg troede det var døden; så lod han mig slippe og sagde: 'Læs!' Jeg sagde: 'Hvad skal jeg læse?' Han trykkede mig med det igen, så jeg troede det var døden; så lod han mig slippe og sagde: 'Læs!' Jeg sagde: 'Hvad skal jeg læse?' Han trykkede mig med det for tredje gang, så jeg troede det var døden og sagde: 'Læs!' Jeg sagde: 'Hvad er det så jeg skal læse?' - og dette sagde jeg kun for at komme fri af ham, for at han ikke skulle gøre det samme mod mig igen. Han sagde:

'Læs op i din Herres navn, Han, som skabte,
som skabte mennesket af levret blod!
Læs op! Din Herre, den mest gavmilde, er den,
der lærte med pennen,
der lærte mennesket, hvad det ikke vidste.' [Koranen 96:1-5]

Så læste jeg det, og han forlod mig. Og jeg vågnede fra min søvn, og det var som om disse ord var skrevet på mit hjerte." [3]

Så vidt så godt - bortset fra den voldelige måde, hvorpå Gabriel bragte budskabet til Muhammed. Men Muhammeds fortolkning af begivenheden er ganske afslørende. Hans første indtryk af hans møde var, at han havde været besat; som et resultat heraf, kom Muhammed hurtigt i selvmordstanker:

Nu var der ingen af Allahs skabninger, jeg hadede mere end en (ekstatisk) digter eller en besat: Jeg kunne ikke engang se på dem. Jeg tænkte, Ve mig, digter eller besat - aldrig skal Quraysh sige dette om mig! Jeg vil gå op på toppen af bjerget og kaste mig ud, så jeg kan dræbe mig selv og få fred. [4]

Muhammed forsøgte at kaste sig ud fra en klippe, men blev stoppet af Gabriel. Senere kom han igen i selvmordstanker, da der ingen yderligere åbenbaringer kom. Alligevel blev han nogle gange endnu mere forfærdet, når Gabriel talte til ham, og hans åbenbaringer synes at have været meget stressede situationer:

[Muhammed sagde]: "Den Guddommelige Inspiration blev forsinket i en kort periode, men pludselig, da jeg kom gående, hørte jeg en stemme i himlen, og da jeg så op mod himlen, så jeg til min overraskelse den engel, der var kommet til mig i Hira-hulen, og han sad på en stol imellem himmel og jord. Jeg var så bange for ham, at jeg faldt til jorden og kom til min familie og sagde (til dem): ’Dæk mig! (med et tæppe), dæk mig!’" [5]

Da Kaabaen blev genopbygget, gik Profeten (Allahs velsignelse og fred være med ham) og Abbas hen for at bære sten. Abbas sagde til Profeten (Allahs velsignelse og fred være med ham): "(Tag og) læg dit lændeklæde over din nakke, så stenene ikke kan skade dig." (Men så snart han tog sit lændeklæde) faldt han bevidstløs til jorden med begge sine øjne rettet mod himlen. Da han kom til sig selv, sagde han: "Mit lændeklæde! Mit lændeklæde!" Så bandt han sit lændeklæde (omkring sin talje). [6]

Allahs Apostel (fred være med ham) svedte i koldt vejr, når en åbenbaring kom ned over ham. [7]

Aisha berettede: Når en åbenbaring kom ned over Allahs Sendebud (fred være med ham), selv på de kolde dage, svedte han på panden. [8]

Aisha berettede, at Harith bin Hisham spurgte Allahs Apostel (fred være med ham): Hvordan kommer wahi (inspiration) til dig? Han sagde: Nogle gange kommer den til mig som ringen af en klokke, og det er mest alvorligt for mig, og når det er overstået, fastholder jeg (hvad jeg modtog som wahi), og nogle gange kommer en engel i form af et menneske til mig (og taler) og jeg fastholder, hvad han sagde. [9]

Ubada bin Samit fortalte, at når wahi (inspiration) kom ned over Allahs Sendebud (fred være med ham), følte han en byrde af denne grund og farven på hans ansigt forandrede sig. [10]

Mens den nøjagtige karakter af disse møder ikke kan bestemmes historisk, viser beretningerne, at Muhammed ikke altid kunne se forskel på åbenbaringer fra Gud og åbenbaringer fra Satan. Det mest berømte eksempel på Muhammeds manglende evne til at skelne det sande fra det falske, er den pinlige beretning om de berygtede "Sataniske Vers":

Nu var apostlen meget optaget af sit folks velfærd og ønskede at tiltrække dem så vidt, han kunne. (...) Da apostlen så, at hans folk vendte ham ryggen og det smertede ham at se deres afvisning af, hvad han bragte dem fra Allah, længtes han efter, at der skulle komme et budskab til ham fra Allah, der kunne forsone hans folk med ham. På grund af hans kærlighed til sit folk og hans bekymring for dem ville det glæde ham, hvis den forhindring, der gjorde hans opgave så vanskelig, kunne fjernes (...). Så nedsendte Allah: "Ved stjernen, når den synker! Jeres fælle er ikke faret vild og går ikke fejl. Han taler ikke ud af egen lyst." [K 53:1-3] Og da han nåede til Hans ord: "Hvad mener I om al-Lat og al-Uzza, og dernæst Manat, den tredje?" [K 53:19-20] så lagde Satan, da han mediterede over det og ønskede at bringe det til hans folk, ham ordene på læben: "Disse er de ophøjede Gharaniq [numidiske traner - jomfrutraner], hvis forbøn er godkendt." Da Quraysh hørte dette, blev de glade og i høj grad tilfredse med den måde, hvorpå han talte om deres guder, og de lyttede til ham. Da de troende holdt for sandt, hvad deres profet bragte dem fra deres Herre, og ikke havde mistanke om en fejl eller et forfængeligt ønske eller en lapsus, så kastede muslimerne sig ned, da deres profet kastede sig ned ved slutningen af suraen, og derved bekræftede, hvad han bragte og adlød hans befaling. Og polyteisterne fra Quraysh og andre, der var i moskéen, kastede sig ned da de hørte omtalen af deres guder, så alle i moskéen - troende og vantro - kastede sig ned (...). Så begyndte folk at spredes og Quraysh kom ud, henrykte over hvad der var blevet sagt om deres guder, og sagde: "Muhammed har talt om vores guder på en strålende måde. Han hævdede, i hvad han læste, at de er de ophøjede Gharaniq, hvis forbøn er godkendt."

Nyheden nåede profetens fæller, der var i Abessinien, hvor det blev fortalt, at Quraysh havde accepteret islam, så at nogle mænd begyndte at vende hjem, mens andre blev tilbage. Så kom Gabriel til apostlen og sagde: "Hvad har du gjort, Muhammed? Du har læst noget til disse mennesker, jeg ikke har bragt dig fra Allah, og du har sagt, hvad Han ikke sagde til dig." Apostlen var bittert bedrøvet og var i stor frygt for Allah. Så nedsendte Allah (en åbenbaring), for han var barmhjertig over for ham, trøstede ham og gjorde ham sagen lettere, der fortalte ham, at enhver profet og apostel før ham begærede, som han begærede og ønskede, hvad han ønskede, og at Satan indskød noget i hans begær, som han havde på læben. Så annullerede Allah, hvad Satan havde foreslået, og Allah etablerede Hans vers, dvs: Du er ligesom profeterne og apostlene. Derpå nedsendte Allah: "Vi har aldrig før udsendt nogen udsending eller profet, uden at det skete, når han havde et ønske, at Satan indføjede noget i hans ønske; men Allah ophæver det, som Satan har indføjet, og derpå gør Allah sine tegn utvetydige. Allah er vidende og vis. " [K 22:52] [11]

Denne passage viser:

1. Muhammeds modtagelse af åbenbaringer blev præget af hans personlige ønsker;
2. han modtog en åbenbaring fra Satan;
3. han forkyndte denne åbenbaring som et budskab fra Allah;
4. han og hans tilhængere kastede sig ned i ærbødighed for modtagelsen af åbenbaringen; og
5. Allahs svar var i realiteten: "Det skal du ikke bekymre dig om, Muhammed. Alle profeter forkynder sataniske budskaber fra tid til anden."

Faktisk blev Allahs svar til Muhammed indlemmet i Koranen:

"Vi har aldrig før udsendt nogen udsending eller profet, uden at det skete, når han havde et ønske, at Satan indføjede noget i hans ønske; men Allah ophæver det, som Satan har indføjet, og derpå gør Allah sine tegn utvetydige. Allah er vidende og vis." [12]

Satan var således i stand til at påvirke både Muhammed og angiveligt alle profeterne før ham. Men Satan var ikke den eneste, der havde indflydelse på Muhammed. En jødisk troldmand ved navn Labid var også i stand til at udøve kontrol over "Profeternes Segl."

Aisha (må Allah være tilfreds med hende) fortalte: "Engang blev Profeten (Allahs velsignelse og fred være med ham) forhekset, så han begyndte at forestille sig, at han havde gjort noget, som han i virkeligheden ikke havde gjort." [13]

Aisha (må Allah være tilfreds med hende) fortalte: Magi blev udøvet på Allahs Apostel (må Allahs velsignelse og fred være med ham), så han plejede at tro, at han havde haft seksuelt samkvem med sine koner, mens det i virkeligheden ikke var sket. Så en dag sagde han: "O Aisha, ved du, at Allah har instrueret mig angående den sag, jeg spurgte Ham om? To mænd kom til mig; den ene af dem satte sig nær mit hoved og den anden i nærheden af mine fødder. Ham, der var nær mit hoved, spurgte den anden: 'Hvad er der galt med denne mand?' Sidstnævnte svarede: 'Han er under påvirkning af magi.' Den første spurgte: 'Hvem har udøvet magi på ham?' Den anden svarede: 'Labid bin Al-Asam, en mand fra Bani Zuraiq, der var en allieret af jøder og en hykler.' Den første spurgte: 'Hvilket materiale brugte han?' Den anden svarede: 'En kam og håret, der sad fast på den.'" [14]

Ibn Ishaq beretter også, at "Labid bin Asam (...) forheksede Allahs apostel, så han ikke kunne komme til sine koner." [15] Guillaume tilføjer i en note, at "forhekselsen varede et år" ifølge traditionen. [16]

Vurdering

Ifølge de tidligste og mest pålidelige muslimske skrifter og traditioner, var Muhammeds første indtryk af hans guddommelige møde, at han var blevet besat af dæmoner. Dette møde forstyrrede Muhammed så meget, at han ville begå selvmord. Desuden har vi en historie i Ibn Ishaq, den tidligste Muhammed-biograf, der fortæller, at Profetens amme i barndommen også mente, at han kunne være dæmonbesat. Nogle af detaljerne i Muhammeds møde synes at understøtte denne konklusion. Han var til tider bange for sine åbenbaringer, råbte efter nogen til at dække sig. Han svedte meget, selv i kulden, og hans ansigt skiftede farve. Derudover kunne Muhammed ikke skelne ægte åbenbaringer fra sataniske åbenbaringer, og han var offer for en invaliderende magisk forhekselse, der formentlig varede et år.

I Vesten er Muhammeds kritikere hurtige til at hævde, at han var besat af dæmoner. Selvom vi har visse vidnesbyrd til støtte for denne påstand, er konklusionen måske forhastet. Vi ved, at der helt sikkert var et eller andet galt med Muhammed, men vi har ikke data nok til at berettige en så hård dom. Men beviserne er helt tilstrækkelige for et rationelt menneske til alvorligt at betvivle Muhammeds troværdighed som profet. En mand, der (utvivlsomt) proklamerede vers fra Satan og var offer for trolddom, mens han erklærede sig selv for at være Guds største budbringer, bør man ikke stole på uden usædvanlig gode beviser til støtte for hans påstand. Da der ikke findes sådanne beviser for islam, er vi berettiget til at drage hans rolle som Guds sendebud i tvivl.

Desuden - når vi undersøger livet af en anden af Guds sendebud, Jesus af Nazaret, så finder vi, at Muhammed må afvises helt og aldeles. Betragt et af Jesu mange møder med dæmoner:

Så kom de til Kapernaum. Da det blev sabbat, gik han [Jesus] straks ind i synagogen og underviste. Og de blev slået af forundring over hans lære; for han lærte dem som en, der har myndighed, og ikke som de skriftkloge. Netop da var der i deres synagoge en mand med en uren ånd, og han skreg: "Hvad har vi med dig at gøre, Jesus fra Nazaret! Er du kommet for at ødelægge os? Jeg ved hvem du er: Guds hellige!"

Men Jesus truede ad ånden og sagde: "Ti stille, og far ud af ham!" Den urene ånd rev og sled i ham, gav et højt skrig fra sig og fór ud af ham.

De blev alle sammen så forfærdede, at de sagde i munden på hinanden: "Hvad er dette? En ny lære med myndighed! Selv de urene ånder befaler han over, og de adlyder ham!" [17]

I modsætning til, hvad Koranen antyder, var ikke alle Guds sendebud lejlighedsvise marionetter for Satan. Vi kender mindst én, der havde fuldstændig autoritet over dæmoner. Hvis vi skal vælge, hvilket sendebud vi vil lytte til (og dette er en beslutning, som kristne og muslimer må træffe), er det så ikke rimeligt at stole på den, der gjorde dæmoner rædselsslagne ved sin blotte tilstedeværelse? Desuden advarede Jesus sine tilhængere om, at "mange falske profeter skal stå frem og føre mange vild." [18] Men ikke alle falske profeter bedrager bevidst deres disciple. Nogle blev ledet af Satan til at gøre det, og beviserne tyder stærkt på, at Muhammed falder ind under denne kategori. Selv hans egne tilhængere sagde, at han var forhekset.

Denne artikel er en lettere revideret udgave af et essay, der oprindeligt blev udgivet på http://answeringinfidels.com/.

Noter

[1] I Sahih Al-Bukhari [Dr. Muhammad Matraji, overs. (New Delhi: Islamic Book Service, 2002), Number 2692]: Muhammed sagde, at den "der skaber fred mellem mennesker ved at opfinde god information eller sige gode ting, er ikke en løgner."

[2] Ibn Ishaq, Sirat Rasul Allah (The Life of Muhammad), A. Guillaume, overs. (New York: Oxford University Press, 1980), p. 71-72.

[3] Ibid., p. 106.

[4] Ibid., p. 106.

[5] Sahih Al-Bukhari, Nummer 3238.

[6] Sahih Al-Bukhari, Nummer 3829.

[7] Sahih Muslim, Abdul Hamid Siddiqi, overs., Nummer 5763.

[8] Ibid., Nummer 5764.

[9] Ibid., Nummer 5765.

[10] Ibid., Nummer 5766.

[11] Ibn Ishaq, p. 165-166.

[12] Koranen 22:52.

[13] Sahih Al-Bukhari, Nummer 3175.

[14] Ibid., Nummer 5765.

[15] Ibn Ishaq, p. 240.

[16] Ibid., p. 240.

[17] Markus 1:21-27.

[18] Matthæus 24:11.

---

Oversættelse: Bombadillo