Forord

(af David A. Harris)

Begivenhederne den 11. september var et rædselsvækkende alarmsignal for amerikanerne og verden. Som talrige snakkende hoveder og bagkloge analytikere har bemærket, var advarselstegnene om et terrorangreb mod disse centre og symboler for amerikansk sikkerhed tydelige længe før 9/11, både i Al-Qaeda-bevægelsens retorik og i tidligere mindre angreb.

Ikke mindre tydeligt - ja, faktisk fuldt synligt i avisartikler, tv-udsendelser og taler af regeringsrepræsentanter - har en ondartet stamme af antisemitisme i nogen tid "i en hidtil uset grad slået rod i den islamiske befolkning", sagt af Robert S. Wistrich, forfatteren til den følgende rapport. Samtidig med at den trækker på negative jøde-stereotyper med oprindelse i Koranen, og henter næring i den arabisk-israelske konflikts politiske dynamik, udvisker denne "nuværende flodbølge af antisemitisme" enhver skelnen mellem "zionister" og "jøder". Den er global i rækkevidde, og stikker sit hoved frem i litteratur, der fordeles over hele verden, og senest ved den fejlbenævnte FN-sponsorerede Durban-konference mod Racisme, Racediskrimination, Fremmedhad og Intolerance.

Hvad der er særligt isnende ved den nye muslimske antisemitisme, er, at den overtager symboler og motiver fra klassisk europæisk anti-jødisk bigotteri og fra nazistisk propaganda. I de illustrationer, der er gengivet i det følgende, kan man således se billeder af jøder med krumme næser eller som djævelske figurer, israelere med hagekors eller i færd med at drikke børns blod. Had-litteratur, som f.eks. den berygtede forfalskning fra det 19. århundrede, Zions Vises Protokoller, er blevet genoplivet og udgivet i talrige udgaver over hele den arabiske verden. Blodanklagen - den bagvaskelse, at jøder kræver ikke-jøders blod til rituelle formål - er genopstået ud af munden på den syriske forsvarsminister, Mustafa Tlas, og senest i en artikel af en medicinsk professor i den udbredte saudiske avis Al-Riyadh. Arabiske udgaver af Mein Kampf sælger stort i bl.a. London og områder kontrolleret af Den Palæstinensiske Myndighed.

Hvis vi har lært noget af fortiden - både den umiddelbare fortid fra 9/11 og den nazistiske fascismes fjernere historie - så er det, at vi ikke bare kan lade som om, at den slags advarselstegn ikke eksisterer, at vi ikke bare kan afvise den slags groteske fordrejninger af sandheden som blot deklamatorisk galmandsværk.

Den følgende publikation er tænkt som en rungende alarmklokke om en meget klar og umiddelbar trussel mod jøder verden over, og i forlængelse heraf også mod de demokratiske værdier. At slå alarm i tilfælde af umiddelbar fare for jøder overalt, har været kernen i American Jewish Committees mission siden dens grundlæggelse i 1906. Kampen mod denne seneste fare er én, vi har været fuldt engageret i, for den står ved vort eget dørtrin, den findes den halve verden borte i Mellemøsten og har også bredt sig til muslimske samfund fra Europa til Sydafrika.

Vi står i gæld til dr. Robert S. Wistrich, Neuberger-professor i Moderne Europæisk og Jødisk Historie ved Hebraisk Universitet, for omhyggeligt at have undersøgt dette fænomen og have leveret dokumentation for dets omfang og ondartethed. Hans forskning giver rigeligt bevis for - hvis der skulle være behov for noget - at denne nye bølge af antisemitisme ikke blot er et retorisk biprodukt af den arabisk-israelske konflikt, men har en lang historie såvel som sit eget selvkørende momentum.

Vort mål med denne indsats er klart: At arbejde sammen med de muslimer, som søger dialog og harmoni, i overensstemmelse med AJC's historiske engagement i at opbygge stærke bånd af forståelse mellem forskellige religiøse grupper, og samtidig rette et afslørende søgelys mod dem, der forsøger at sprede hadets gift.

- David A. Harris, administrerende direktør for American Jewish Committee, april 2002

Introduktion

For seksten år siden gjorde historikeren Bernard Lewis, en førende autoritet i Mellemøstens historie, denne skræmmende iagttagelse:

Mængden af publicerede antisemitiske bøger og artikler; størrelsen og antallet af udgaver og optryk; den fremtrædende position og autoritet af dem, der skriver, udgiver og sponsorerer dem; deres plads i skolers og højere læreanstalters læseplaner; deres rolle i massemedierne, synes alt sammen at antyde, at klassisk antisemitisme er en væsentlig del af arabisk intellektuelt liv på nuværende tidspunkt - næsten lige så meget som tilfældet var i Nazityskland, og betydeligt mere end i Frankrig i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. [1]

Trods alvorlig bekymring over det store output af antisemitisk litteratur i den arabiske og muslimske verden, mente Lewis, ligesom de fleste andre kommentatorer, at dette arabiske had var uden den central- og østeuropæiske antisemitismes legemlige og intenst indædte karaktertræk. Ifølge den konventionelle visdom, var antisemitismen i arabiske lande "stadig i vid udstrækning politisk og ideologisk, intellektuel og litterær", uden nogen dyb personlig uvilje eller folkelig resonans. [2] Trods dens voldsomhed og allestedsnærvær blev den mellemøstlige judeofobi overvejende (selv af Lewis) set som en funktion af den arabisk-israelske konflikt, som noget, der kynisk blev udnyttet til propagandaformål af arabiske herskere og intellektuelle eliter: Den var "noget, der kom ovenfra, fra ledelsen, snarere end nedenfra, fra samfundet - et politisk og polemisk våben, som kunne kasseres, hvis og når det ikke længere var påkrævet". [3]

Men denne antagelse var, efter min mening, alt for optimistisk og intellektuelt tvivlsom selv på det tidspunkt, den blev fremført. I de senere år er dette blevet stadig tydeligere, da den antisemitiske virus i en hidtil uset grad har slået rod i den islamiske befolkning. [4]

Den afvæbnende påstand, at eftersom arabere selv er "semitter", kan de per definition ikke betragtes som antisemitter, kan ikke desto mindre stadig høres i visse kredse. Dette har altid været og er stadig et absurd argument af mange grunde. For det første er begrebet "semit" en sproglig, ikke en racemæssig eller national, klassificering, der kun har præcis betydning i relation til den semitiske sprogfamilie, som omfatter hebraisk, arabisk og aramæisk. [5] For det andet havde udtrykket "antisemitisme", der første gang blev formuleret i Tyskland af Wilhelm Marr i 1879, aldrig til hensigt at henvise til arabere. Det var klart rettet udelukkende mod jøderne som et våben mod deres frigørelse. Dets indlysende racemæssige farvning fik det til at lyde som en videnskabelig erstatning for det mere traditionelle religiøse had til jøder. Begrebet race, skal man huske, havde i slutningen af det 19. århundrede endnu ikke fået tilføjet den karakter af vanære og stigmatisering, det senere skulle få.

For det tredje var Hitler og nazisterne mere end glade for at invitere stormuftien af Jerusalem og leder af den palæstinensiske arabiske nationale bevægelse, Hajj Amin al-Husseini, til krigstidens Berlin som en æret gæst og allieret, selvom de var i gang med massemordet på de europæiske jøder. At al-Husseini tilhørte den arabisktalende gren af den "semitiske" sprogfamilie afholdt ikke Heinrich Himmler, den hensynsløse leder af SS, fra at ønske stormuftien held og lykke i hans kamp "mod den fremmede jøde". [6] Ej heller forhindrede en eller anden følelse af loyalitet mod "semitisme" al-Husseini i entusiastisk at erklære den 2. november 1943, at "tyskerne ved, hvordan man slipper af med jøderne". Ja, faktisk understregede den palæstinensiske arabiske nationale leder den ideologiske forbindelse mellem tyskere og muslimer:

Tyskerne har aldrig skadet nogen muslim, og de kæmper igen mod vores fælles fjende (...). Men frem for alt, har de endegyldigt løst det jødiske problem. Disse bånd, og især det sidste ["Den Endelige Løsning"], gjorde vort venskab med Tyskland, ikke til et foreløbigt ét, afhængigt af betingelser, men til et permanent og varigt venskab baseret på gensidig interesse. [7]

Men man behøver ikke at genopfriske arabisk, muslimsk eller palæstinensisk samarbejde med folkemorderisk nazistisk judeofobi for at erkende, at dybt fjendtlige holdninger til jøder ikke ophører med at være antisemitiske, blot fordi de udtrykkes af arabere på det arabiske sprog. For eksempel er Zions Vises Protokoller et typisk produkt af fin-de-siècle russisk og europæisk antisemitisme, der kommer fra en historisk og kulturel tradition, der tydeligvist er forskellig fra den af de muslimske arabere. Men når dette værk hele tiden udkommer i nye oplag over hele den arabiske verden, ophører det med at være et rent europæisk produkt, og træder ind i hovedstrømmen af arabisk tænkning. [8] For mange muslimer og arabere er dets appel blevet desto større, fordi ideen om jøder som værende i besiddelse af en almægtig, okkult kraft er blevet mere håndgribelig og konkretiseret ved at betragte Protokollerne som et "zionistisk manifest for verdenserobring." [9] Samtidig er genfærdet af en sådan magtfuld, satanisk sammensværgelse også en hjælp til lindring af de psykiske traumer og ydmygelser opstået ved successive arabiske nederlag i hænderne på Israel og Vesten. For kun et par måneder siden blev Protokollerne endda "dramatiseret" i en multimillion-dollar serie i tredive dele, produceret i Egypten af Arabisk Radio og TV, med en skuespillerstab på 400. Ifølge et fremtrædende egyptisk ugeblad, kunne de arabiske seere nu endelig blive præsenteret for den centrale strategi, "der til den dag i dag dominerer Israels politik, politiske ambitioner og racisme." [10]

Arabiske intellektuelle og vestlige anti-zionister, som - trods alle beviser - ikke desto mindre fortsætter med at benægte eksistensen af "semitisk" antisemitisme, foregiver ofte, at der i den relevante litteratur er en skarp skelnen mellem jøder og zionister. I virkeligheden var dette sjældent tilfældet, ikke engang i fortiden, og hvor en sådan differentiering engang måtte have eksisteret, er den nu næsten helt udhulet. I over halvtreds år er udtrykket "jøder" (yahud) faktisk blevet blandet op eller brugt i flæng med "zionister" (sahyuniyyun), med "israelere" eller med "Israels børn" (Banu Israil). [11] Den stigende mængde og blotte udbredelse af denne heftigt antisemitiske litteratur og kommentar i Mellemøstens aviser, tidsskrifter, magasiner, radio, tv og daglige liv, har overvældet det mindretal af arabere, der forsøgte at adskille deres holdninger til jøder fra deres afvisning af zionismen. [12] Desuden har den nuværende flodbølge af antisemitisme i en årrække været udkrystalliseret som et ægte massefænomen. Allerede for fem år siden bemærkede Daniel Pipes:

I de tyve år siden Camp David, har den egyptiske stemning imod Israel bevæget sig fra slem mod værre. I overvældende antal fortsætter politikere, intellektuelle, journalister og religiøse skikkelser med at afvise Sadats arv og med at bagtale og håne den jødiske stat. [13]

Det samme mønster har kunnet ses i den jordanske befolkning i de seneste år, på trods af fredsaftalen med Israel. Faglige sammenslutninger og virksomheder i Jordan opretholder officielle og uofficielle boykotter af Israel, mens religiøse ledere udspyr ondskabsfulde bagvaskelser af zionister og jøder i deres ugentlige prædikener og offentlige optrædener.

Bag denne arabiske afvisning ligger en spærreild af nedsættende og frastødende billeder af jøder og jødedommen, der kan findes både i regerings- og oppositionsmedier, i folkelige og akademiske publikationer, i tv-billeder, i karikaturer og i kassette-optagelser af gejstlige, og som for længst har udvisket den tilbageværende grænse mellem anti-zionisme og antisemitisme. Strømmen af ætsende visuelle og verbale billeder strækker sig fra Marokko til Golfstaterne og Iran; den er lige så stærk i det angiveligt "moderate" Egypten som i de åbent fjendtlige arabiske lande som Irak, Libyen og Syrien.

Jøderne bliver i arabiske karikaturtegninger skildret som dæmoner og mordere, som et hadefuldt, modbydeligt folk, der skal frygtes og undgås. De ses uvægerligt som oprindelsen til alt ondt og al korruption, drivkræfterne bag en mørk, ubønhørlig sammensværgelse om at infiltrere og ødelægge muslimske samfund for til sidst at overtage verden. [14] Den mest almindelige visuelle forvrængning af jøden går ud på at skildre ham som en krumbøjet, mørk, skægget mand iført en sort kappe, med en lang, krum næse og et djævelsk udseende - nøjagtig den hæslige stereotype, der kendes fra den klassiske nazistiske propagandasprøjte, Der Stürmer. [15] Jødedommen selv præsenteres som en skummel, umoralsk religion, baseret på intriger og blodritualer, mens zionister systematisk ligestilles med eller identificeres som kriminelle racister eller nazister. Målet er ikke blot moralsk at delegitimere Israel som en jødisk stat og en national enhed i Mellemøsten, men at umenneskeliggøre jødedommen og det jødiske folk som sådan. Ingen objektiv observatør, der har det mindste kendskab til denne kaskade af had, der i øjeblikket når nye højder af bagvaskelse, kan tvivle på, at den er dybt og totalt antisemitisk. Det spinkle "anti-zionistiske" påskud for dette rendestensmateriale er ærligt talt en fornærmelse mod ethvert anstændigt menneskes intelligens. Som Hillel Halkin har bemærket:

Israel er jødernes stat. Zionisme er den opfattelse, at jøderne bør have en stat. At bagvaske Israel er at bagvaske jøderne. At ønske at det ikke eksisterede eller ville ophøre med at eksistere er at ønske at tilintetgøre jøderne. [16]

Hensigten om at ødelægge Israel er imidlertid fortsat med at være en central drivkraft i mange araberes politiske udsyn. Kerneforudsætningen, at Israel skal forsvinde fra verdenskortet, er ikke kun et religiøst fundamentalistisk aksiom, men ét, der deles bredt af de fleste arabiske og palæstinensiske nationalister samt af flertallet i den arabiske gade. Antisemitisme er virkelig blevet en integreret og organisk del af denne arabisk-muslimske kultur af had - et potent redskab for ophidselse, terror og politisk manipulation. [17]

Hårdnakketheden, integriteten og dybden af dette had bør dog ikke gøre os blinde for det faktum, at antisemitisme, historisk set, er et relativt nyt fænomen i arabisk kultur og blandt muslimer i almindelighed. Den eksisterede ikke som en væsentlig kraft i den traditionelle islamiske verden, selvom - som vi vil få at se - nogle af frøene til moderne anti-jødiske holdninger kan findes i Koranen og andre tidlige islamiske kilder. På trods af mørket, der indhyller den nuværende fase i de muslimsk-jødiske relationer, er det nyttigt at huske, at der både har været øjeblikke af fred og harmoni samt af bitter konflikt, i denne lange historie af interaktion.

Muslimsk-jødiske relationer i historien: Ikke alle "gyldne"

Jøder og muslimer har eksisteret sammen uafbrudt siden islams fremkomst i det 7. århundrede af den kristne æra. Der var perioder, hvor relativ tolerance herskede og jøder var i stand til at gøre virkelige intellektuelle fremskridt, til at nyde økonomisk velstand, og lejlighedsvis endda at opnå en vis politisk indflydelse under islamisk styre. [18] Men oftere end almindeligt anerkendt, var deres eksistens fra Marokko til Iran præget af elendighed, ydmygelse og folkelig vold. [19] Disse prøvelser, især i de 11. og 12. århundreder, fik endda den største af de middelalderlige jødiske filosoffer, Maimonides, til bittert at skrive om "Ismaels nation, der forfølger os alvorligt, og som udtænker måder til at skade os og nedværdige os." [20] Faktisk indtraf de sefardiske jøders "Guldalder", som faldt sammen med en af den middelalderlige islamiske civilisations højdepunkter, ikke uden også at fremprovokere muslimsk misundelse og fjendtlighed mod jødernes indflydelse og socioøkonomiske succes. [21]

Den juridiske status for jøder og kristne under islam i præmoderne tid var i det væsentlige den af dhimmitude; dvs. de var dhimmier ("beskyttede folk"), hvis religioner officielt var anerkendt af myndighederne. Mod betaling af en hovedskat (jizya), kunne de frit praktisere deres religioner, nyde en vis grad af personlig sikkerhed og have deres egne fællesskabsorganisationer. Men beskyttelsen, der blev givet til disse "Bogens Folk" (ahl al-kitab), var kombineret med underkastelse; den "tolerance", de nød godt af, eksisterede inden en social ramme af diskrimination og diskvalificering, der konstant understregede muslimers overlegenhed over både jøder og kristne.

Jøder kunne for eksempel ikke bære våben; de kunne ikke ride på heste; de var forpligtet til at bære særlige klæder (det gule kendemærke havde sin oprindelse i Bagdad, ikke i middelalderens Europa); og de var forbudt at bygge nye tilbedelsessteder. [22] Deres dhimmi-status, som udarbejdet af muslimske jurister fra islams begyndelse til starten af det tyvende århundrede, er blevet kortfattet opsummeret som følger:

Dhimmier blev ofte betragtet som urene og måtte holdes adskilt fra det muslimske samfund. Det var forbudt for dem at træde ind i hellige muslimske byer, moskeer, offentlige bade samt visse gader. Deres turbaner - når de fik lov til at bære dem - deres dragter, bælter, sko, udseendet af deres hustruer og deres ansatte skulle være forskellige fra muslimernes for at adskille og ydmyge dem; for dhimmier kunne aldrig få lov til at glemme, at de var underlegne væsener. [23]

Sandt nok blev diskriminerende lovgivning ikke altid strengt overholdt af muslimske herskere, når den stred mod deres egne politiske og økonomiske interesser. Men næsten enhver myndighedsudøvelse eller iøjnefaldende indflydelse af dhimmier kunne antænde de muslimske massers vrede og vække krav fra religiøse reformatorer om at sætte dem på plads, hvor de hørte til. Enhver afvigelse fra de muslimske juridiske og sociale normer om ydmygelse og fornedrelse af jøder og kristne blev let opfattet som et brud på "Umars Pagt" (dekreter af kalif Umar I fra det 8. århundrede, som først regulerede dhimmiernes status). Ethvert tegn på jøders eller kristnes "hovmod" og "arrogance" risikerede at blive straffet med døden. [24]

I mere fjerntliggende lande som Marokko, Iran og Yemen, hvor jøder særligt havde lidt under fornedrelse, foragt og fysisk utryghed, blev dhimmi-restriktioner håndhævet med særlig strenghed. Muslimske optøjer og drab på jøder var hyppigere i sådanne perifere lande, selv i begyndelsen af det 20. århundrede. [25] Rov, plyndring og mord på forsvarsløse jøder skete også andre steder i Nordafrika med ret jævne mellemrum op gennem det 19. århundrede. Det samme gjaldt den bagvaskende "blodanklage", der opstod i det muslimske Osmanniske Rige blandt græsk-ortodokse kristne, og førte til pogromer i Smyrna (1872) og i Konstantinopel to år senere.

Tidligere eksempler på blodanklagen kunne ses i Beirut (1824), Antiokia (1826), Hama (1829), og frem for alt i den berygtede Damaskus-affære i 1840. Bagvaskelsen blev bredt troet af europæiske katolikker og støttet af den franske konsul selv. [26] Denne middelalderlige blodanklage (der beskylder jøder for at myrde kristne børn og bruge ofrenes blod til at bage matzo-brød til Påsken) var faktisk helt fremmed for den islamiske tro og tradition. Ligesom en række andre klassiske europæiske antisemitiske forestillinger, blev blodanklage-fantasien oprindeligt indført i den muslimske verden af indfødte kristne (græsk-ortodokse, katolikker, maronitter, etc.), der også generelt stod i spidsen for den nye sekulære arabiske nationalisme i begyndelsen af det 20. århundrede. [27]

På trods af trældommen og diskriminationen, der er indbygget i den præmoderne tids dhimmi-status, havde jøder under islam ikke desto mindre en forholdsvis bedre position end deres trosfæller i kristne lande. De måtte for eksempel ikke bære den teologiske had-betegnelse, Kristusdræbere, som et Kainsmærke i panden. De mere selvsikre middelalderlige muslimer følte sig ikke, som deres kristne sidestykker, tvunget til at negere jødedommen som religion, til at engagere sig i endeløse nedgørende polemikker mod dens gyldighed, eller til at erstatte den "Gamle Pagt" med et "nyt" Israel af ånden. For middelalderlige muslimer var kristendommen, af indlysende grunde, en langt alvorligere teologisk, politisk og militær udfordring end jødedommen og forekom også betydeligt mere fremmed. [28] Til sammenligning var jøderne næppe en trussel mod muslimerne og var endda mulige allierede. Desuden indebar dhimmi-status under islamisk styre normalt ikke - i modsætning til den middelalderlige kristenhed - at jøder blev spærret inde i ghettoer, henvist til ågervirksomhed, eller forhindret i at eje jord og udøve forskellige håndværk. Den diskrimination, de alligevel måtte tåle under islam, var kvalitativt langt mere mild end deres udstødelse og dæmonisering i middelalderens kristendom. [29]

Ikke desto mindre var Koranens billede af jøden - der aktuelt er blevet så kraftigt forværret og radikaliseret i moderne islamiske skrifter - langt fra harmløst. I Koranen er der nogle særlig barske passager, hvor Muhammed stempler jøderne som fjender af islam og skildrer dem som i besiddelse af en ondsindet, oprørsk ånd. [30] Der er også vers, der taler om deres berettigede fornedrelse og fattigdom, om at jøderne "pådrog sig Allahs vrede" for deres ulydighed. De måtte ydmyges, "for de troede ikke på Allahs tegn, og de slog med urette profeterne ihjel". (Koranen 2:61) Ifølge et andet vers: "De af Israels børn, der var vantro, blev forbandet af David og Jesus, Marias søn." (Koranen 5:78) Straffen for vantro på Guds tegn og profeternes mirakler var at blive forvandlet til aber og svin eller tilbedere af afguder. (efter Koranen 5:60)

Koranen understreger særligt, at jøderne afviste Muhammed selvom de (ifølge muslimske kilder) vidste, at han var en profet - angiveligt ud af ren jalousi mod araberne og vrede over, at han ikke var jøde. Sådanne handlinger præsenteres i dag som værende typiske for jødernes svigefulde, forræderiske og intrigante natur, som skildret i den koraniske tekst. For disse onde karaktertræk blev de lovet "vanære i denne verden" og en "vældig straf" i den kommende verden. [31]

En række vers beskylder yderligere jøderne for "løgn" (Koranen 3:71), forvrængning (4:46), fejhed, grådighed og at være "forvanskere af Skriften". [32] Denne sidste beskyldning vedrører en fast forankret islamisk tro på, at Det Gamle og Det Nye Testamentes oprindelige åbenbaringer havde været ægte, men at de efterfølgende var blevet fordrejet af deres uværdige (jødiske og kristne) vogtere. Derfor måtte de bibelske skrifter afløses af Koranen, Guds bogstavelige ord, formidlet til hans profet Muhammed gennem englen Gabriel. [33] Denne muslimske udgave af erstatningsteologi betragter Muhammed som den sidste af profeterne, ham, der er blevet skænket Guds endelige og fuldstændige åbenbaring i form af islam.

Den mest grundlæggende anti-jødiske stereotype, næret af Koranen, er stadig beskyldningen om, at jøderne stædigt og forsætligt har afvist Allahs sandhed. [34] Og ikke alene det, men ifølge den hellige tekst har de altid forfulgt Hans profeter, heriblandt Muhammed, som til sidst var nødt til at udvise to store jødiske klaner fra Medina og at udrydde den tredje stamme, Qurayza. Hadith-litteraturen (den nedskrevne mundtlige tradition) går langt videre og hævder, at jøderne, i overensstemmelse med deres perfide natur, bevidst forårsagede Muhammeds smertefulde, langtrukne død af forgiftning. Desuden har ondsindede, konspiratoriske jøder skylden for de sekteriske stridigheder i islams begyndelse, og for kætterier og afvigelser, der undergravede eller truede ummaens (den muslimske nations) enhed. [35] Dette er et tema, der er blevet taget op og uddybet af moderne fundamentalister, som i Profetens egen kamp mod jøderne i det 7. århundredes Arabien søger inspiration til deres krig mod nutidens jøder. Den fast forankrede arketype om en "jødisk trussel" eller udfordring, der eksisterede ved selve fødslen af islam, har antaget en stadig mere skinger og militant form siden 1948, og især i kampen mod Israel og verdens jøder i dag.

Den forestilling, for eksempel, at jøder er "arrogante forfalskere", der hele tiden udklækker nye plots og konspirationer for at så uenighed, konflikt og splittelse i det muslimske samfund, opfattes som selvindlysende og i perfekt overensstemmelse med Koranens lære. Kun resolut tilslutning til sande islamiske værdier, bliver det hele tiden gentaget, kan beskytte muslimer mod den alvorlige trussel, der udgøres af jødisk-zionistisk og vestlig imperialistisk infiltration - en fare, der angiveligt er forudset af Koranens hellige tekster. Dette er det centrale budskab i Sayyid Qutbs: “Our Struggle with the Jews” - et skelsættende essay skrevet i midten af 1950'erne af den tids førende egyptiske muslimske ideolog, som efterfølgende har inspireret meget af nutidens fundamentalistiske lære.

For Qutb sammenfattede jøderne og zionismen et ømt punkt i islams civilisatoriske krise, forstærket endnu mere af muslimsk frygt og svaghed overfor sekulær modernitet, seksuel løssluppenhed og den indtrængende styrke af amerikansk massekultur.

Jødisk frigørelse fra muslimsk styre (opfattet som resultat af et voksende vestligt kolonialistisk engagement i den islamiske verden), var blevet fulgt af noget langt mere skræmmende - etableringen af en jødisk stat i hjertet af den arabisk-muslimske verden. Arabernes manglende evne til at forhindre denne "katastrofe", betegnede for Qutb og hans tilhængere det fulde omfang af det kulturelle forfald, og varslede islams mulige kollaps efter flere århundreders tilbagegang. [36] I dette uhyggeligt pessimistiske scenario, tjente jøder primært som katalysator for kulturel krise, men "forsømmelige muslimer" eller "vantro" (kuffar) og verdslige arabiske nationalistiske herskere var en lige så farlig femte kolonne, der svækkede den islamiske verdens modstand mod Israel og Vesten.

For muslimske fundamentalister er jøderne kommet til at repræsentere en "evig fjende" af islam, fra deres intrigante "dobbeltspil" mod Profeten i det 7. århundredes Arabien til den kampberedte nutid. Hele tiden har de (angiveligt) været ude på at ødelægge den islamiske tro. Ifølge Qutb opfandt jøder de moderne doktriner om "ateistisk materialisme" (kommunisme, psykoanalyse og sociologi) til netop dette formål; ligeledes stod de bag "ødelæggelsen af familien og nedbrydningen af hellige relationer i samfundet." [37] Læren af Marx, Freud og Durkheim var klassiske eksempler på den undergravende jødiske rolle i forsøget på at sabotere troen og indføre universel "umoral" i centrale områder af Dar al-Islam. Det var jødernes naturligt ondsindede natur, misantropi og varige had til muslimer (som bevidnet af Koranen), der udløste sådanne handlinger, men deres intriger ville komme til kort, så snart de troende vendte tilbage til kilderne for deres uovervindelige tro.

Konspirationsteorier: Protokollerne og blodanklagen i islamisk klædedragt

Qutbs islamiske judeofobi, har, ligesom hans fundamentalistiske tilhængeres, let kunnet blandes op med det 20. århundredes langt mere moderne racistiske og politisk antisemitiske motiver stammende fra vestlige kilder. Vigtigst blandt disse europæiske importvarer har været Zions Vises Protokoller, som udgør en komplet historisk konspirationsteori, i hvilken sataniske jøder utrætteligt stræber efter verdensherredømme. Kommunisme, frimureri, zionisme og staten Israel ses alle som instrumenter for denne jødedommens djævelske plan. Protokollernes tiltrækningskraft for godtroende muslimer er vokset enormt med hvert efterfølgende nederlag til Israel. [38] Antisemitisk konspirationsteori er, for eksempel, et påfaldende vigtigt element i det palæstinensiske Hamas' Charter fra 1988, hvis artikel 32 erklærer:

... for den zionistiske plan har ingen grænser, og efter Palæstina ønsker de at udvide [deres territorium] fra Nilen til Eufrat, og når de har fortæret ét område, hungrer de efter yderligere ekspansion og så videre på ubestemt tid. Deres plan er udlagt i Zions Vises Protokoller, og deres nuværende [adfærd] er det bedste bevis på, hvad vi siger. [39]

Jøderne bliver af Hamas (Den Islamiske Modstandsbevægelse) åbenlyst beskyldt for at kontrollere verdens rigdom og dens massemedier, og have anstiftet de franske og russiske revolutioner samt to verdenskrige for kynisk at fremme zionistiske mål. Ligeledes beskyldes de for at oprette hemmelige organisationer (f.eks. Frimurerne, Rotary- og Lions-klubber, etc.) med henblik på spionage og undergravende virksomhed. [40] Jøderne, hævdes det, udslettede bevidst det islamiske kalifat og etablerede derefter Folkeforbundet i 1920'erne, "så de kunne regere verden gennem denne organisation". [41] Ifølge disse palæstinensiske muslimske fundamentalister: "Hvor som helst der er krig i verden, er det dem, der trækker i trådene bag kulisserne." [42]

Ordet hamas betyder bogstaveligt hengivenhed og iver for Allahs sag. Bevægelsen - en palæstinensisk udløber af, hvad der oprindeligt var det egyptiske Muslimske Broderskab - har konsekvent kombineret en heftig islamisk judeofobi med vestlig antisemitisk retorik. [43] Den gør stort set ingen forskel mellem zionister og jøder i sine ekstremt aggressive foldere. Meget karakteristisk fremhæver Hamas' litteratur Muhammeds erobring i 628 e.Kr. af Khaybar - en oase på Den Arabiske Halvø, hvor de "forræderiske" jøder blev elimineret af Profeten - som en inspiration for dens nuværende krig for at udslette Israel.

En tilsvarende radikal ideologi motiverer den libanesiske shia-bevægelse, Hizbollah ("Allahs Parti"), der trådte i forgrunden efter dens modstand mod den israelske invasion af Libanon i 1982. Dens totale afvisning af Israels eksistens og dens syn på jødedommen som islams ældste og bitreste fjende står i stor gæld til ayatollah Khomeinis "anti-zionistiske" prædiken og bevægelsens symbiotiske forhold til Den Islamiske Republik Iran. I overensstemmelse med denne doktrinære inspirationskilde, er Hizbollah imod nationalisme, imperialisme og "vestlig arrogance", mens den lægger særlig vægt på befrielsen af Palæstina og Jerusalem som et vigtigt strategisk mål. Som med Hamas og andre fundamentalistiske grupperinger, bliver Israel skildret som en vestlig marionet, der er installeret i Mellemøsten for at gøre imperialismen i stand til at fortsætte sin dominans og udnyttelse af arabiske regionale ressourcer. Israel ses ufravigeligt som kilden til al ondskab og vold i området og som den vigtigste hindring for islamisk enhed. Derfor skal det udryddes totalt. [44] Den seneste israelske tilbagetrækning fra Libanon er ikke andet end en optakt til denne fremtidige udslettelse af islams store "tilraner-fjende" - der hyppigt er beskrevet af Hizbollah (såvel som i iransk propaganda) som en "kræft" og en gift, der påvirker hele verden.

Hizbollah mest højtstående gejstlige, sheik Husayn Fadlallah, understregede konstant gennem 1990'erne, at Israel ikke bare var en jødisk stat i den formelle forstand af ordet. Det var det ultimative udtryk for den korrupte, forræderiske og aggressive "jødiske" personlighed. Jøderne var "en fjende af hele den menneskelige race", medfødt "racistiske" og nedladende i deres holdning til andre folk og skånselsløst besluttede på at opnå globalt herredømme. I et interview i slutningen af 1980'erne, udtrykte Fadlallah allerede en udbredt fundamentalistisk holdning til de angiveligt grænseløse jødiske ambitioner:

Jøderne ønsker at være en verdenssupermagt. Denne racistiske kreds af jøder ønsker at hævne sig på hele verden for deres historiske forfølgelse og ydmygelse. I dette lys, vil jøderne arbejde på basis af, at jødiske interesser står over alle verdensinteresser. [45]

Hizbollahs konsekvent uforsonlige filosofi om total krig mod Israel, zionisme og jøderne, er understøttet af en umiskendelig ondartet antisemitisme, der er knyttet til dens overordnede pan-islamiske, revolutionære perspektiv. Dens særlige gift trækker også på de traditionelle iranske shiitiske holdninger til jøder som urene og korrupte vantro. Dette er et tema, der gennemsyrede ayatollah Khomeinis udsyn og stadig påvirker den nuværende iranske ledelse. [46] Ligesom Hamas og Islamisk Jihad, udsætter også Hizbollah den jødiske og zionistiske fjende for total dæmonisering, og har ivrigt tilsluttet sig brug af vold, "selvmordsbombning", martyrium og terror som den eneste vej til at "befri" Palæstina, ødelægge Israel og besejre Vesten. [47] Alt er underordnet det højeste bud om jihad, den hellige krig, der skal udkæmpes til døden mod de vantro - indtil alle islamiske lande er befriet og en sand islamisk stat er genetableret. [48]

De vestlige medier har, som skik er, været yderst tilbageholdende med at forbinde den aktuelle terrorist-krig mod Israel og Vesten med dens ideologiske rødder i islam eller med kilderne til og meningen med jihad. De er lige så utilbøjelige til at forbinde terrorismen med de anti-jødiske tvangstanker, der i øjeblikket animerer millioner af muslimer. [49] Forbavsende ringe opmærksomhed er blevet givet til overfloden, energien og ondskaben af moderne muslimsk antisemitisme fra Cairo og Gaza til Damaskus, Baghdad, Teheran og Lahore. Den tilsyneladende endeløse parade af groteske usandheder, der stilles til skue i den arabiske og muslimske bagvaskelse af jøder og den jødiske stat, synes næppe at kollidere med vestlig bevidsthed. Den opfattes højst som en fodnote til den rasende storm af anti-amerikanisme eller som en form for "politisk opposition" til israelske aktioner. Ikke engang de vilde arabiske påstande om, at Holocaust var en fabrikation opfundet af zionister og jøder (som tiltrækker megen opmærksomhed i de europæiske medier, når de fremsættes af nynazister eller den yderste højrefløj) udløser mere end de svageste reaktioner i Vesten. [50] Der har heller ikke været megen interesse for de antisemitiske udgydelser af den nuværende syriske forsvarsminister Mustafa Tlas (i sin stilling siden 1972!), der i årevis, med nidkær beslutsomhed, har fremført den middelalderlige anklage om, at jøder drikker blodet af ikke-jødiske børn. I forordet til sin nu "klassiske" bog, The Matzo of Zion, udgivet første gang i 1983, skrev Tlas:

Jøden kan dræbe dig og tage dit blod for at bage sit zionistiske brød. Her åbner der sig for os et aspekt, der er mere hæsligt end forbrydelsen selv: Jødernes religiøse overbevisninger og de perversioner, de indeholder, som henter deres orientering fra et mørkt had til hele menneskeheden og alle religioner. [51]

Den 8. februar 1991 opfordrede den syriske delegerede ved FN's Menneskerettighedskommission i Genève faktisk alle de tilstedeværende repræsentanter til at læse Tlas for bedre at forstå karakteren af den "zionistiske racisme". I 1999 gentog den syriske forsvarsminister stadig sin påstand fra The Matzo of Zion om, at 1840-blodanklagen i Damaskus havde været baseret på det "kendte faktum", at fanatiske jøder begår ritualmord. [52] Senere samme år udgav et fremtrædende syrisk litterært tidsskrift følgende "mesterværk", som kombinerer flere traditioner i moderne arabisk antisemitisme, herunder blodanklagen:

Talmud-instruktionerne, gennemsyret af had og fjendtlighed mod menneskeheden, er mejslet ind i den jødiske sjæl. Gennem historien har verden kendt mere end én Shylock, mere end én fader Thomas [det påståede kristne mål for Damaskus-jøderne i 1840], som offer for disse talmudiske instruktioner og dette had (...). Tiden er nu inde for Shylock af New York (...). Israels matzo vil fortsætte med at sejle i blod, hvis udgydelse er tilladt i Talmud, for at forherlige det jødiske militær. [53]

Denne umenneskeliggørende og forrykte retorik, som i øjeblikket gentages i utallige variationer gennem det meste af arabisk og muslimsk kultur, er langsomt men sikkert ved at inficere andre dele af verden. Den fejlbenævnte "konference mod racisme" i Durban, Sydafrika (afsluttet kun 48 timer før terrorangrebet på World Trade Center i New York), er et berygtet eksempel. De ikke-statslige organisationer (ngo'er) ved Durban-konferencen, producerede det måske mest skamløst antisemitiske dokument fra nogen international sammenkomst siden 1945. Anført af arabiske, palæstinensiske og muslimske organisationer, beskyldte de gentagne gange Israel for folkemord på det palæstinensiske folk, etnisk udrensning og at være en helt igennem "racistisk apartheidstat". Den såkaldte af Israel begåede palæstinensiske "Katastrofe" blev ved dette Durban ngo-forum stemplet som en "tredje holocaust". Et centralt afsnit, der fordømte antisemitisme, blev bevidst udelukket fra drøftelserne, mens - ved brug af rendyrket Orwellsk nysprog - "zionistiske praksisser mod semitisme" nu blev ophøjet til en vigtig form for moderne racisme. [54]

Dette giftige festfyrværkeri af ondsindet ophidselse, som bidrog til en amerikansk udvandring, strømmede snart over fra konferencesalene til gaderne. Hadlitteratur distribueret af arabiske NGO'er veg ikke tilbage fra at portrættere jøder med bloddryppende hugtænder og iført hjelme med nazistiske hagekors. Måske mest sigende i hele dette orgie af had var en pamflet, udstillet ved Durban Exhibition Center, med et billede af Adolf Hitler under overskriften: "Hvis jeg havde vundet krigen, ville intet ... palæstinensisk blod være tabt." [55]

"Islamisk fascisme": Ildevarslende paralleller i lyset af 11. september

Omtale af Hitler bringer os hele vejen rundt til de umiskendelige paralleller mellem nazisme og hvad jeg andetsteds har kaldt "islamisk fascisme" - ligheder, der er kommet i relief efter angrebene på Tvillingetårnene den 11. september 2001. [56] For lidt mere end et halvt århundrede siden, den 18. november 1947, skrev Førerens nærmeste fortrolige, Albert Speer, følgende erindring i sin Spandau Fængsel-dagbog, som i dag lyder uhyggeligt profetisk:

Jeg husker, hvordan [Hitler] fik vist film i Rigskansleriet om Londons brand, om flammehavet over Warszawa, om eksploderende konvojer, og den form for rovgrisk glæde, der greb ham hver gang. Men jeg så ham aldrig så meget ude af sig selv, som da han, i en febervildelse, afbillede New York styrte sammen i flammer. Han beskrev, hvordan skyskraberne ville blive omdannet til gigantiske brændende fakler, hvordan de ville bryde sammen i kaotisk forvirring, hvordan lysene fra den eksploderende by ville tegne sig mod den mørke himmel. [57]

I september 2001 blev dette vilde Wagnerske billedsprog virkelighed. De islamiske terrorist-gerningsmænd bag disse angreb taler - ligesom nazisterne og fascisterne for 60 år siden - et sprog af uudslukkeligt had, ikke kun mod Amerika og Vesten, men også mod Israel og det jødiske folk. [58] Disse radikale muslimer har bevidst valgt en dødens kult, og gjort offeret og martyriet til noget presserende, elementært, pseudoreligiøst og endda mystisk. [59] Deres bibel kan være Koranen og ikke Mein Kampf, men de mentale strukturer og verdenssynet bag deres handlinger har slående ligheder med tysk nationalsocialisme. [60] De muslimske fundamentalister - ligesom nazisterne før og under Holocaust - skråler ligeså voldsomt op imod globaliseringens "anonyme kræfter" og det plutokratiske Vesten (symboliseret ved World Trade Center og byen New York) som de hamrede løs på sovjetkommunismens citadeller i Afghanistan for mere end et årti siden. Ligesom deres totalitære forgængere, hævder de (fejlagtigt) at tale på vegne af frustrerede, underprivilegerede og forarmede masser, der er forrådt af de mere traditionelle arabiske og muslimske herskende eliter og hensynsløst udnyttet af den internationale kapitalisme. For de radikale muslimer er det "jødiske" New York, i lige så høj grad som den zionistiske stat Israel, inkarnationen af satanisk ondskab, ligesom Wall Street legemliggjorde centret for forretningsmæssig ondskab og kosmopolitisk jødedom for nazisterne og andre fascistiske sande troende før krigen. [61] Antisemitiske konspirationsteorier ligger i selve hjertet af det muslimsk fundamentalistiske og arabisk nationalistiske verdensbillede i dag, og kobler plutokratisk finans, internationalt frimureri, sekularisme, zionismen og kommunisme sammen som mørke, okkulte kræfter - styret af den internationale jødedoms gigantiske blæksprutte - hvis påståede mål er at ødelægge islam og undergrave de muslimske troendes kulturelle identitet. [62]

Denne mytiske tankestruktur er på mange måder næsten identisk med nazistisk antisemitisme, på trods af at den har gennemgået en "islamisering" og citerer vers fra Koranen til at retfærdiggøre uhyrlige terrorhandlinger. Fundamentalistisk islam har den samme totalitære, pseudo-messianske stræben efter verdensherredømme som den tyske nazisme eller sovjetiske kommunisme. Den udtrykker også en latent og undertiden eksplicit folkemorderisk retorik i sit angreb på "jødisk-korsfarer"-civilisation, der fremmaner alarmerende ekkoer fra fortiden. [63] For militante islamiske grupper som al-Qaeda, Taliban, Hamas, Hizbollah og mange andre, fungerer antisemitisk anti-zionisme som en væsentlig del af deres nihilistisk-totalitære tankegang. Jihad-terrorister er helt overgivet til vold, opsat på total konfrontation med de vantro på basis af en enten-eller-politik om sejr eller død, og med et verdenssyn, der er rodfæstet i en manikæisk polarisering mellem lysets og mørkets kræfter. Denne verdens bin Laden'er er ikke blot drevet af fanatisk ekstremisme - med deres afsky for "kristne korsfarere", kættere, afvigere, jøder og kvinder samt deres afvisning af Amerika og vestlig modernitet som sådan - nej, de hader også civilisation på en måde, der er radikalt nihilistisk.

Det er meget karakteristisk for dette verdenssyn, at terrorangrebene den 11. september mod USA blev mødt med så stor begejstring i mange dele af den muslimske verden, herunder i Den Palæstinensiske Myndighed. For eksempel opfordrede muftien af Jerusalem, under sin fredagsprædiken i Al-Aqsa-moskeen, åbent til ødelæggelsen af Israel, Storbritannien og USA:

Oh Allah, ødelæg Amerika, for det er styret af zionistiske jøder .... Allah vil male Det Hvide Hus sort! [64]

Andre muslimske gejstlige, såsom sheik Ibrahim Mahdi, fokuserede mere deres indsats på at lovprise "selvmordsbombere" i Israel. Med ord, der blev udsendt gentagne gange af Den Palæstinensiske Myndigheds tv, tilskyndede Mahdi entusiastisk til den kyniske ofring af børn som værende "martyr"-handlinger mod Israel:

Alle våben skal være rettet mod jøderne, mod Allahs fjender, den forbandede nation i Koranen, som Koranen beskriver som aber og svin .... Vi vil sprænge dem i luften i Hadera, vil vi sprænge dem i luften i Tel Aviv og i Netanya .... Vi velsigner alle dem, der opdrager deres børn til jihad og martyrium. [65]

Den nuværende bølge af muslimske selvmordsbombninger, Israelofobi og terrorisme synes at give massiv sympatisk genlyd blandt de fleste palæstinensere og et stort antal arabere og muslimer. Islamisk antisemitisme har også spredt sig med elektrificerende hastighed blandt muslimske og arabiske indvandrere i de vestlige demokratier. Disse indvandrere bærer allerede den antisemitiske bagage fra deres fædrene lande og kulturer, forværret ved intensiv mediedækning af den eskalerende Mellemøst-konflikt. I september og oktober 2000 resulterede dette i en alarmerende stigning i muslimske/arabiske antisemitiske overfald på jødiske samfund i diaspora, især i Europa - herunder afbrænding af synagoger, vanhelligelser, fysiske overfald, brevbomber og ætsende verbal ophidselse af den mest intimiderende slags. [66] Sådanne angreb har antaget nær-epidemiske dimensioner i Frankrig, som har en stor muslimsk befolkning (ca. 6 millioner indvandrere primært fra Maghreb) og et betydeligt, skønt meget mindre samfund af omkring 600.000 jøder. [67] Den farlige kombination af radikal anti-zionisme (der ildevarslende glider over i antisemitisme i de liberale og venstreorienterede franske medier) og islamistisk judeofobi blandt de muslimske indvandrere, har alvorligt foruroliget de franske jøder. [68] Også i Storbritannien er der ved at opstå et lignende mønster af muslimsk antisemitisme, der i stigende grad har skabt bekymring blandt jøderne (i forvejen foruroligede over de liberale britiske mediers negative holdning til Israel). [69]

Terrorangrebenes antisemitiske biprodukt og den efterfølgende miltbrand-skræk har været et afslørende indeks over dybden af det muslimsk-arabiske had til Amerika, Israel og jøderne. Oprindeligt var reaktionerne fest og glæde, udtrykt med særlig heftighed i fundamentalistiske kredse, over ydmygelsen af amerikansk "arrogance, tyranni og praleri". [70] Det Muslimske Broderskabs egyptisk baserede tidsskrift hyldede henrykt Osama bin Laden som "en helt i den fulde betydning af ordet", og bad til, at hans tilhængere i sidste ende ville "udrydde Amerika og dets 'grænseløse retfærdighed'". [71] Et andet egyptisk ugeblad jublede over, at "Amerika er på vej til at bryde sammen, ligesom alle de undertrykkende imperier gennem historien". [72] Som Al Ahram Al Arabi udtrykte det den 4. oktober 2001, smagte Amerika endelig giften af sin egen hensynsløse undertrykkelse, og med sammenbruddet af "globaliseringsbyen", New York - blev det dristigt forudsagt - vil også "globaliseringsteorien (...) blive begravet". [73] Den pan-arabiske oppositions ugeblad Al Usbu gjorde det meget klart, at det ikke kunne have nogen sympati for Amerika i dets sorg, og en klummeskribent, der havde set infernoet i New York, tilstod, at disse øjeblikke af "intenst glødende helvede" var "de mest dyrebare øjeblikke i mit liv". [74] Et nasseristisk ugeblad udtrykte utilsløret tilfredshed med, at "amerikanerne endelig smager dødens bitterhed". [75] Selv skribenter på det egyptiske Liberale Partis dagblad Al-Ahrar følte, at uhæmmet glæde var en national og religiøs pligt, da "den amerikanske holdning til den arabisk-zionistiske konflikt får arabere til at glæde sig over enhver katastrofe, der rammer den amerikanske regering". [76]

For Det Muslimske Broderskab var terror-anslaget intet mindre end "guddommelig gengældelse", ikke mindst fordi amerikanerne "foretrak aberne [dvs. jøderne] frem for mennesker, behandlede mennesker fra lande uden for USA tarveligt og støttede homoseksuelle og åger". [77] Islamiske radikale, pan-arabister og nasserister følte alle en fælles opstemthed ved det pludselige sammenbrud af de "mytologiske symboler på arrogant amerikansk imperialistisk magt" og det slag, som de mente var blevet slået på vegne af kampberedte muslimer i Palæstina, Irak, Kashmir og andre kriseområder på planeten.

Men ikke mindre hurtigt, på tværs af muslimske og arabiske samfund, blev skylden for terrorist- og miltbrandangrebene solidt placeret hos zionisterne, den israelske regering og Mossad. Den syriske ambassadør i Teheran blev af pålidelig kilde citeret for at sige, at "israelerne har været involveret i disse hændelser, og ingen jødisk ansat var til stede i World Trade Center-bygningen på dagen". [78] Ifølge den syriske regeringsavis Al Thawra, forsøgte den israelske premierminister Ariel Sharon dermed at aflede opmærksomheden fra hans aggressive planer mod palæstinenserne. [79] Han skulle angiveligt have skabt denne gyldne mulighed for at forårsage maksimal skade og provokere dyb splittelse i de arabisk-amerikanske relationer. [80] I den jordanske avis Al-Dustour den 13. september 2001 optrådte en (på ingen måde enestående) artikel, som hævdede, at angrebet på Tvillingetårnene faktisk var "begået af den store jødiske zionistiske mastermind, der styrer verdens økonomi, medier og politik", og at det djævelske plot hurtigt ville føre verden ud i global katastrofe. [81]

I det samme nummer advarede en libanesisk-jordansk holocaustbenægter arabere mod de "jødisk-zionistiske hænder bag den forfærdelige begivenhed"; en anden jordansk klummeskribent understregede den herskende arabiske visdom om, "at Israel ... vil få stor gavn af den blodige, modbydelige terror-operation". [82] Den egyptiske sheik Mohammad Al-Gameia, tidligere imam for New Yorks Islamiske Kulturcenter og Moské, havde også kun ringe tvivl om, at jøderne stod bag september-terrorangrebene: "Det jødiske element er, som beskrevet af Allah (...). Vi ved, at de altid har brudt aftaler, at de uretfærdigt myrdede profeterne og forrådte troen." [83] Teorien om, at Mossad, Israels efterretningstjeneste, stod bag angrebet på Tvillingetårnene, var især populær i det muslimske Pakistan. Generalmajor Hamid Gul, tidligere leder af Pakistans efterretningstjeneste, var urokkelig:

Jeg siger jer, det var et kup [-forsøg], og jeg kan ikke sige med sikkerhed, hvem der stod bag det, men det er israelerne, der skaber så megen elendighed i verden. Israelerne ønsker ikke at se nogen magt i Washington, medmindre den er tjenlig for deres interesser, og præsident Bush har ikke været tjenlig. [84]

Til støtte for den zionistiske konspirationsteori genbrugte den Lahore-baserede Jihad Times og andre pakistanske medier i én uendelighed fablen om, at omkring 4.000 israelere og jøder, der arbejdede i World Trade Center, havde modtaget hemmeligt direktiv fra Mossad om ikke at møde på arbejde den 11. september. Angrebene var angiveligt blevet beordret af "Zions Vise" som reaktion på de slag mod Israel, der var blevet afleveret ved den tredje FN-konference mod racisme i Durban. [85] Bemærkelsesværdigt nok - ifølge pakistanske meningsmålinger i oktober 2001 - var mere end to tredjedele af pakistanerne enige om, at det var "muligt", at jøder var blevet advaret om at tage på arbejde den 11. september. [86] Et lignende antal mente åbenbart, at verdenszionismen stod bag blodbadet. De var overbevist om, at jøder kontrollerede mediernes behandling af begivenhederne og dikterede "bagvaskelseskampagnen mod muslimerne".

Forestillingen om, at moderne jødedom udøver et "mediediktatur", der bevidst søger at forgifte forholdet mellem islam og Vesten, er faktisk blevet udbredt i mange muslimske kredse. Endnu mere populær er den idé, at jøder manipulerer Vestlige massemedier som helhed, især i USA. [87] Iran Daily hævdede for eksempel, at Vesten siden den 11. september var blevet oversvømmet af propaganda fra "zionistiske kredse, [der] næsten ukontrollabelt har udbredt deres dybe foragt for islam". [88]

Det Palæstinensiske Journalistforbund insisterede også på, at de vestlige medier var helt behersket af den internationale finansverden og zionistiske jøder. [89] Det palæstinensiske informationsministeriums hjemmeside gik endnu videre og erklærede, at der var et absolut jødisk monopol over de amerikanske nyhedsmedier. Et lille mindretal havde "magten til at forme vore sind til at passe med deres egne talmudiske interesser (...). [De havde] en afgørende indflydelse på vort [amerikanske] politiske system og faktisk kontrol over vore børns sind og sjæle, hvis holdninger og ideer er formet mere af jødisk fjernsyn og jødiske film end af deres forældre, deres skoler eller nogen anden indflydelse". [90]

Den Palæstinensiske Myndighed, ligesom saudierne og ægypterne, blev rasende, da den ikke-jødiske borgmester i New York, Rudolph Giuliani, afviste saudi-prins Al-Walid bin Talals politisk ladede tilbud om finansiel bistand til byen New York. Ikke alene saudi-prinsen selv, men også den egyptiske præsident Hosni Mubarak, klagede offentligt over den jødiske lobbys magt i USA og dens "blinde støtte" til Israel i spørgsmål om terrorisme og dermed beslægtede emner. Al Hayat Al-Jadida tilsluttede sig koret og anklagede borgmester Giuliani for "had til arabere", mens en ledende saudisk avis hånligt stemplede ham som en "jøde", der ofrede almenvellet og amerikanske interesser for privat vinding. [91]

De anti-israelske og antisemitiske konspirationsteorier, der har været eskalerende i den arabiske og muslimske verden side 11. september, er ikke i sig selv nye. Men de afslører en meget eksplosiv blanding af anti-vestlighed, ideologisk fanatisme, usminket had og irrationalitet, der ligger til grund for en betydningsfuld retning af nutidig muslimsk tænkning. Holdningen til især jøderne, med dens lidenskabelige sprog og fokus på "radikale løsninger", minder foruroligende om 1930'erne og 1940'erne. De antisemitiske stereotyper, som vi har set, er lige så hyppige i Jordan og Egypten, der har fredsaftaler med Israel, som de er i Syrien, Den Palæstinensiske Myndighed, Saudi-Arabien eller andre Golf-stater. Det vrimler med eksempler, som kunne mangedobles til ulidelighed. I Tishreen, et statsejet syrisk dagblad, tog chefredaktør Mohamed Kheir al-Wadi i januar 2000 for givet, at "zionismen skabte Holocaust-myten for at afpresse og terrorisere verdens intellektuelle og politikere". [92]

Og en måned senere erklærede en leder, skrevet af Muhammed Ali Bouzha, i en anden statskontrolleret syrisk avis, Al-thawra, følgende for selvindlysende:

Israel har afsløret sig selv som en enhed - gennemsyret af racisme, had og statsstøttet terrorisme - som har overgået selv nazisterne i sine kriminelle handlinger af mord, ødelæggelse og hærgen og i sin foragt for menneskeheden. [93]

Nogle gange er Holocaust-benægtelse og "zionisme-er-nazisme"-myten også smeltet sammen, som i reaktionen fra den statsejede syriske radio i slutningen af februar 2000 på Israels daværende udenrigsminister David Levys strenge advarsel til Libanon, udtalt fra Knessets talerstol, om at tøjle Hizbollah. Syrisk radio beskyldte straks Israel for at "spille rollen som de nazistiske bødler, der, ifølge zionisterne, brændte jøderne i Auschwitz". Det statsdrevne libanesiske tv gentog den 28. februar 2000 denne syriske propaganda ved at køre en annonce, der viste billeder af tilskadekomne fra IDF-angreb i Libanon sammenstillet med billeder fra nazistiske koncentrationslejre efterfulgt af ordene: "Samme had. Samme racisme. Samme kriminalitet. Samme historie." [94]

I Golfstaterne blev Levys erklæring også taget som bevis på, at "zionismen var nazismens efterkommer" [95] Trods sine bestræbelser på at opnå fred, kunne den israelske premierminister Ehud Barak - ligesom hans mindre forsonende forgængere Begin, Shamir og Netanyahu eller Ariel Sharon i dag - regelmæssigt finde sig selv portrætteret i nazi-uniform med hagekors-armbind; da israelske krigsfly bombede Libanon, lød billedteksten i Al-Watan forudsigeligt: "I Libanon opfører Israel sig som nazisterne." [96]

Det er heller ikke nogen stor overraskelse at finde, at israelofobi og antisemitisme i lige grad har været til stede i de egyptiske medier ved årtusindeskiftet på trods af 1979-fredsaftalen med den jødiske stat. Sammenligninger af Israel med nazisterne, benægtelse af Holocaust og middelalderlige blodanklager optræder regelmæssigt i den statsstøttede presse (herunder de største dagblade, Al-Ahram og Al-Goumhurriya, og det populære magasin Oktober), såvel som i de venstreorienterede, nasseristiske og fundamentalistiske oppositionsaviser. Værre endnu, tegningerne forvansker konsekvent jøder. De er næsten altid beskidte, krumnæsede, pengepugende, hævngerrige, intrigante og grusomme. [97] Den ekstremt fjendtlige visuelle og verbale stereotypisering i et land, der stadig betragtes som omdrejningsaksen i den arabiske verden - og desuden et land, hvis aviser, blade og bøger er med til at forme den offentlige mening i hele regionen - er både farlig og alarmerende.

Illustrationer

Forside af en bog uddelt af Arabiske Advokaters Sammenslutning ved den FN-sponsorerede Durban-konference i 2001

Den Zionistiske Djævel, Al-Dustour, Jordan, 30. september 1994

Sharon som Hitlers efterfølger, Al-Gumhuria, Egypten, 12. december 2001

Israels forbrydelser sammenlignet med nazisternes forbrydelser, Tishreen, Syrien, 15. april 1993

Israel über Alles, Al-Gumhuria, Egypten, 25. maj 1994

Blodet fra et palæstinensisk barn, en gave til mors dag, Al-Dustour, Jordan, 22. marts 1994

Sharon fortærer palæstinensiske børn, Al-Quds, palæstinensisk, 17. maj 2001

Forside af bogen The Struggle Between the Koran and the Talmud, der for tiden er tilgængelig i USA

Antisemitiske usandheder: Fra madforgiftere til børnemishandlere

Eksemplerne på antisemitiske usandheder er virkelig uden ende og konsekvent oprørende. Således påstår egyptiske (og jordanske) nyhedskilder igen og igen, at Israel spreder narkotika-opblandet tyggegummi og slik for at gøre kvinder seksuelt umoralske og at dræbe børn. Al-Ahram, det ledende statsstøttede dagblad i Egypten, forklarer i detaljer, i en særlig serie, hvordan jøder bruger blod fra ikke-jøder til at lave matzo-brød til påsken. En egyptisk intellektuel, der skrev i Al-Akhbar for mindre end et år siden, forklarer, at Talmud (beskrevet som jødernes næst-helligste bog) "bestemmer, at 'matzo-brød' til Forsoningsdagen [sic] skal æltes 'med blod' fra ikke-jøder. Det foretrukne er blod fra unge, efter at de først er blevet voldtaget". [98]

Dette var et yndlingsmotiv for den afdøde kong Feisal af Saudi-Arabien, som ikke alene insisterede på, at jøder udførte ritualmord på børn, men hævdede, at dette beviste "omfanget af deres [jødernes] had og ondskab mod ikke-jødiske folk". [99]

På tærsklen til det nye årtusinde, ajourførte de arabiske forfatteres ugeblad i Damaskus blodanklagen med følgende litterære perle:

Israels [påske-] matzo er gennemvædet med blodet fra irakere, efterkommerne af babylonierne; libanesere, efterkommerne af sidoneserne; og palæstinensere, efterkommerne af kana'anæerne. Denne matzo er æltet med amerikanske våben og hadets missiler rettet mod både muslimske og kristne arabere. [100]

På den første dag i det tredje kristne årtusinde, optrappede det syriske ugeblad sine israelofobiske angreb på de "berygtede Camp David-aftaler" og de "beskidte sataniske metoder brugt [af den zionistiske entitet] ... til at ødelægge det egyptiske samfunds struktur". Disse "zionistiske" metoder omfattede spredning af AIDS blandt arabiske unge ved at sende "smukke HIV-positive jødiske prostituerede til Egypten og uddele tyggegummi til at vække seksuelt begær". [121] Denne absurde bagvaskelse - vidt udbredt blandt egyptere og palæstinensere - var uden tvivl vand på møllen for syriske modstandere af enhver "normalisering" med Israel.

Vesten modtog til sidst et alt for sjældent offentligt glimt af det brutale anti-jødiske bigotteri - så almindeligt i den arabiske verden - da den unge syriske præsident, Bashar Al-Assad, hilste pave Johannes Paul II velkommen under det historiske besøg i Damaskus i begyndelsen af maj 2001. Den syriske vært gjorde sit bedste for i en enkelt sætning at sammensmelte kernen af europæisk kristen og islamisk judeofobi. Det var en mindeværdig præstation af hjernedød bagvaskelse:

De [israelere og jøder] forsøger at dræbe alle guddommelige religioners principper med den samme mentalitet, hvormed de forrådte Jesus Kristus og torturerede ham, og på samme måde, hvorpå de forsøgte at begå forræderi mod Profeten Muhammed. [102]

Den anti-jødiske gift, der faldt så naturligt over Assads læber, er nu blevet en fast bestanddel af Den Palæstinensiske Myndigheds uddannelsesprogram. I palæstinensiske lærebøger i dag, er omtale af jøder minimal undtagen i tilfælde af negative generaliseringer, der tilskriver dem egenskaber som svindel, grådighed og barbari. De insinuerer også, at jøder aldrig overholder aftaler, hvilket muslimer gør. [103] Den jødiske forbindelse til Det Hellige Land bliver i almindelighed benægtet eller alternativt begrænset til antikken og næsten ignoreret efter den romerske periode. Der er ingen henvisning til jødiske hellige steder eller til nogen særlig forbindelse mellem jøderne eller jødedommen og byen Jerusalem. [104] Hebraisk bliver ikke engang anset for at være ét af sprogene i landet, og zionisme nævnes kun i forbindelse med fremmed indtrængen, invasion eller infiltration. Staten Israel bliver ikke anerkendt overhovedet, og dens internationalt anerkendte territorium omtales kun med udtryk som det "indre" eller "1948-områder". Den jødiske stat bliver pr. definition præsenteret som en kolonialistisk tronraner og besætter. [105] Den jødiske stat - brutal, umenneskelig og grådig som den er - holdes helt ansvarlig for udslettelsen af den palæstinensiske nationale identitet, ødelæggelsen af den palæstinensiske økonomi og ekspropriationen af palæstinensernes jord, vand og landsbyer. [106]

Landkortene i palæstinensiske lærebøger lader uden undtagelse hånt om Israels og dets 5,5 millioner indbyggeres eksistens. Det Palæstina, der strækker sig fra Jordan-floden til Middelhavet, er angivet som rent og udelukkende arabisk. [107] Det samlede billede, der tegner sig, er, at jøderne, zionismen og Israel ikke har nogen som helst legitime krav på et arabisk og muslimsk land, ved navn Palæstina. Jøder har heller ikke nogen historisk forbindelse med Jerusalem. Muslimske og kristne hellige steder er trukket frem, men der er intet jødisk ved Davids by, eller stedet for Salomons Tempel. Hvis denne historiske forfalskning ikke skulle være nok, er der den lige så absurde og parallelle påstand om, at de palæstinensiske arabere (angiveligt som direkte efterkommere af kana'anæerne) historisk levede i landet Israel forud for jøderne.

Derfor er det ingen overraskelse at finde islamiske forfattere som Safi Naz Kallam, der frit citeres i den officielle PA-avis for at hævde, "at der ikke er noget folk eller land ved navn Israel", kun zionistiske tyve, uegnede til at etablere en nation eller til at have deres eget sprog og egen religion; eller at opdage, at jøderne bliver bagvasket som "landets Shylock'er", travlt beskæftiget med at tømme palæstinensiske lommer; [108] eller at erfare, at der skulle have været en større zionistisk plan for ekspansion - hugget i sten - lige siden Zions Vises Protokoller angiveligt blev brygget sammen af Herzl i 1897. [109] Naturligvis bliver temaet om zionistisk ekspansion sjældent påkaldt uden henvisning til de oprindelige synder om racisme, kolonialisme og nazisme. Al Hayat Al-Jadeeda bliver for eksempel aldrig træt af at minde sine læsere om, at "den racistiske zionistiske entitet har indført forskellige former for terrorisme på daglig basis, hvilket er en gentagelse af den nazistiske terror". [110] Den "israelske kolonialistiske besættelse af Palæstina" bliver af generaldirektøren af PA's Informationsministerium fyndigt karakteriseret som en "talmudisk offensiv, der sønderriver siderne i Koranen, og som krænker Profeternes Herre, Muhammed, Allahs velsignelse være med ham, og Den Hellige Jomfru, Kristi mor". [111]

Palæstinensiske gejstlige, intellektuelle og forfattere, har i de seneste år ikke tøvet med at afvise eller fordreje den historiske virkelighed af Holocaust, selv mens de beskylder zionismen for at være nazismens arving. En artikel den 13. april 2001 af Hiri Manzour i den officielle palæstinensiske avis hævdede, at "tallet på seks millioner jøder kremeret i de nazistiske Auschwitz-lejre er en løgn", mens den foregav, at dette svindelnummer blev fremmet af jøder som en del af deres internationale "markedsføringsoperation". [112] Teknikken med den "store løgn", først perfektioneret af Hitler og Goebbels, er dog på ingen måde begrænset til Holocaust-relaterede emner. For eksempel viger palæstinensiske embedsmænd ikke tilbage fra de mest aparte og ærekrænkende påstande om israelske "forbrydelser mod menneskeheden".

Ved FN's Menneskerettighedskommission i Genève den 17. marts 1997 blev de delegerede lamslået af Nabil Ramlawi, som erklærede, at "israelske myndigheder (...) ved injektion havde smittet 300 palæstinensiske børn med HIV-virus under intifada-årene". Den øverstbefalende for Den Palæstinensiske Almene Sikkerhedstjeneste i Gaza beskyldte ikke mindre løgnagtigt Israel for at tilskynde "russiske jødiske piger med AIDS til at sprede sygdommen blandt palæstinensiske unge". [113] PA's Forsyningsminister, Abdel Hamid al-Quds, havde endda den frækhed at informere den israelske avis Yediot Aharonot om at:

Israel distribuerer fødevarer indeholdende stoffer, der forårsager kræft, og hormoner, der skader den mandlige virilitet og fordærver fødevarer (...) for at forgifte og skade den palæstinensiske befolkning. [114]

Efter samme ufine mønster - på en pressekonference i overværelse af Hillary Clinton (dengang førstedame) - anklagede Suha Arafat, PA-præsidentens hustru, usandt Israel for bevidst at forgifte palæstinensisk luft og vand. Og ved et 2001 World Economic Forum i Davos, Schweiz chokerede Yasser Arafat selv sit fornemme publikum ved - foran Israels udenrigsminister Shimon Peres - at insistere på, at Israel brugte forarmet uran og nervegas mod civile palæstinensere. Filmklip fra det officielle PA-tv blev passende fabrikeret for at vise de påståede ofre, martrede af kramper og opkastning. I andre tilfælde var der scener af voldtægt og mord, der angiveligt skulle være udført af israelske soldater, "rekonstrueret" for kameraerne. [115] Den slags antisemitisk ophidselse og forfalskning bør ikke trivialiseres eller reduceres til en simpel forlængelse af den palæstinensiske politiske kamp mod israelsk besættelse, som den konventionelle visdom normalt præsenterer den. Den seneste intifada har gjort det indlysende klart, at de palæstinensiske, arabiske og muslimske klager mod den jødiske stat ikke kan tilfredsstilles blot ved israelske territoriale og politiske indrømmelser.

Fjendskabet ligger ikke alene langt dybere og rækker langt ud over spørgsmålet om "bosættelser", men strækker sig til hele det jødiske nationale projekt, til Israels eksistens i Mellemøsten, til afvisningen af, hvad den store humanist og moralfilosof Saddam Hussein gentagne gange har kaldt den "kriminelle zionistiske entitet". Vi er nødt til at erkende, at der er opstået en kultur af had, der er blevet et mål i sig selv, snarere end en form for politik med andre midler.

Israel som en "Djævelsk Abstraktion"

Efter den nuværende arabiske opfattelse, er Israel ikke alene endnu et af europæisk racismes og nazismes ansigter, men faktisk "en dobbelt nazisme". [116] For at citere denne anden berømte politiske moralist, præsident Assad af Syrien, er Israel "mere racistisk end nazisterne". Fiamma Nirenstein har skarp opsummeret tingenes sande tilstand som følger:

Israel er blevet forvandlet til kun lidt mere end en djævelsk abstraktion, ikke et land overhovedet, men en ondskabsfuld kraft, der legemliggør enhver mulig negativ egenskab - aggressor, tronraner, synder, besættelsesmagt, fordærver, vantro, morder, barbar (...). Den ukomplicerede stemning, produceret af disse karikaturer, er godt fanget af det seneste pop-hit i Cairo, Damaskus og Østjerusalem. Sangens titel: "Jeg hader Israel." [117]

Dette skræmmende billede af den jødiske stat som inkarnationen af alt ondt, tilskynder naturligt den idé, at alle jøder i Israel bør udslettes. I sådan en jordbund, der er gødet med dæmonisering, vil martyriets kult lettere blomstre og miste sine sidste moralske hæmninger. Den muslimske fundamentalistiske gejstlighed spiller en særlig rolle i denne djævelske cyklus af ophidselse. I juni 2001 udsendte PA-tv sheik Ibrahim Mahdis prædiken, der velsignede "enhver, der har sat et sprængstofbælte på sin egen eller sine sønners krop og er styrtet ud blandt jøderne". [118] Der er bogstaveligt talt tusindvis af sådanne prædikener, der prædiker vold mod jøder. Ligeså gruopvækkende er den måde, hvorpå arabiske og palæstinensiske skribenter ekstatisk hylder selvmordsbomberne, der ødelægger uskyldige israelske liv såvel som deres egne. Sådanne terrorister får i meningsmålingerne moralsk støtte fra mere end tre fjerdedele af alle palæstinensere. Jihad-kampen mod Israel bliver især af islamisterne set, ikke kun som en militær-politisk kamp om Palæstinas umistelige "hellige muslimske jord" (waqf), men som en kamp mod en meget større kraft - hvad enten det er Amerika eller jødernes okkulte magt.

For den bedst kendte leder af Hizbollah i Libanon, ayatollah Fadlallah, er Staten Israel simpelthen en militær gren af den større jødiske sammensværgelse, der er kernen i spredningen af jødernes økonomiske og kulturelle dominans. Ifølge Fadlallah er der en "jødisk verdensbevægelse, der arbejder på at fratage islam dens faktiske magtpositioner"; jøderne ønsker at kontrollere den islamiske verdens økonomiske potentiale og ressourcer, samt at svække den åndeligt i spørgsmålet om Jerusalem og geografisk i spørgsmålet om Palæstina. [119] For Fadlallah er dette en kamp for kulturen selv, endnu mere end for palæstinensisk land eller for Jerusalem. Der er tale om en apokalyptisk, manikæisk konflikt. Som Martin Kramer udtrykker det, er dette "et billede af muslim og jøde låst fast i en total konfrontation, der vil fortsætte, indtil den ene side helt undertvinger den anden". [120]

Enhver fredsaftale med Israel ville, set med islamisternes øjne, skæbnesvangert udsætte den muslimske verden for fuldstændig jødisk dominans. Ifølge Hamas-talsmand Ibrahim Ghawshah: Hvis der nogen sinde kommer et kompromis mellem arabere og israelere, "vil Israel dominere regionen ligesom Japan dominerer det sydøstlige Asien, og araberne vil alle blive ansatte hos jøderne". [121]

Spøgelset om "jødisk dominans", der understøtter moderne islamisk antisemitisme, er en del af den omfattende vision om en verdensomspændende jødisk sammensværgelse. Dette er et verdenssyn, der til stadighed har samlet kraft siden det knusende arabiske nederlag til Israel i 1967. Dette ydmygende tab var ikke alene et slag mod arabisk stolthed, macho og nationale ambitioner, men for mange muslimer også en afspejling af krisen i islam - et samfund og en kultur i døsig tilbageståenhed, besejret af en stærk, moderne, teknologisk avanceret og højt motiveret fjende. Den sekulære panarabiske nationalisme og arabiske socialisme, der tidligere herskede, blev delvist miskrediteret. I deres sted kom en ny tendens til at se islam som engageret i en skæbnesvanger kamp for civilisation. [122] Israel blev fra da af bandlyst som en del af det dominerende, kraftfulde Vesten. I et ekko af neo-marxistisk retorik, blev de "zionistiske angribere" opfattet som hvide nybygger-kolonisatorer, der truede den kulturelle identitet af islam selv.

Kort efter katastrofen i juni 1967 forværrede og skærpede de mere konservative fundamentalister det traditionelle billede af zionismen og jøderne til noget så aldeles modbydeligt og perverst, at de ikke kunne fortjene andet end total udryddelse. [123] I virkeligheden var den muslimske arabiske antisemitisme fra slutningen af 1960'erne allerede folkemorderisk i sine konsekvenser. Stort set alle de arabiske teologer, der var samlet i Cairo i 1968, betegnede jøder som "fjender af Gud" og "fjender af menneskeheden", som et kriminelt sammenrend snarere end som et folk, og deres stat blev set som den illegitime kulmination på angiveligt uforanderlige og permanent fordærvede karaktertræk. Som deres hellige bøger rigeligt demonstrerede, var "ondskab, slethed, løftebrud og penge-tilbedelse" jødernes "iboende egenskaber", der var blevet skrækindjagende synlige i deres erobring af Palæstina. [124] I tråd med denne konservative islamiske tankestrømning, omtalte Egyptens præsident Sadat den 25. april 1972 jøderne som "en nation af løgnere og forrædere, intrigemagere, et folk, født til forræderi", der snart ville blive "dømt til fornedrelse og elendighed", som profeteret i Koranen. [125] Lederen af Akademiet for Islamisk Forskning, dr. Abdul Halim Mahmoud, var endnu mere eksplicit i en vigtig bog fra 1974, året efter Yom Kippur-krigen:

Allah befaler muslimerne at bekæmpe Satans venner, uanset hvor de findes. Blandt Satans venner - ja, blandt Satans allerbedste venner i vores nuværende tidsalder - er jøderne. [126]

Siden krigen i 1973, på trods af tyve års fred med Egypten, er mindst to generationer af muslimer blevet systematisk lært at hade de jødiske og israelske djævle. Således er det blevet almindeligt, at israelske ledere konsekvent skildres som monstre i arabiske karikaturer, hvad enten det er tidligere premierminister Ehud Barak i nazistiske regalier med hænderne dryppende af blod, eller Ariel Sharon, der stiger ud af en kiste med et hagekors på siden. Den populære tv-station Al-Jazeera sender dagligt denne form for ophidsende tilskyndelse ind i millioner af arabiske hjem, [127] hvor den igen og igen bringer billeder af et dæmonisk Israel, der bevidst spreder narkotika, moralsk fordærv og prostitution i den arabiske verden og gasser palæstinenserne eller bevidst forgifter deres fødevarer og vand. Dette er en kriminel nation, ledet af et blodtørstigt og kannibalistisk uhyre, der hver dag spiser palæstinensiske børn til morgenmad.

Holocaust-benægtelse og overtagelse af nazistiske symboler

Arabiske og muslimske antisemitter har i de seneste årtier annekteret den europæiske antisemitismes symboler og udtryk, selvom de har "islamiseret" dens sprog. Et særligt betydningsfyldt eksempel, hvor arabisk antisemitisme har vist sig stort set identisk med de seneste nynazistiske, racistiske og "anti-zionistiske" former for vestlig judeofobi, er Holocaust-benægtelsen. Ja, i de senere år er denne blevet et centralt punkt i arabisk og muslimsk antisemitisme. [128] Man finder i den arabiske verden en voksende vilje til at tro, at jøderne bevidst opfandt "Auschwitz-løgnen", "svindelnummeret" om deres egne udryddelse, som led i en i sandhed djævelsk plan for at opnå verdensherredømme. I dette super-machiavellistiske scenarium, opnår den sataniske arketype om den konspiratoriske jøde - skaber og nyttehaver af det tyvende århundredes største "myte" - en grufuld og hidtil ukendt ophøjelse.

For araberne ligger et af Holocaust-benægtelsens tiltrækkende elementer klart i dens radikale underminering af det moralske grundlag for den israelske stat. De første glimt af mellemøstlig "Holocaust-revisionisme" var faktisk allerede dukket op i 1980'erne. I 1983 skrev Mahmoud Abbas (i dag bedre kendt som Abu Mazen), der siden viste sig som den ledende PLO-arkitekt bag Oslo-fredsaftalerne, en Holocaust-benægtende bog med titlen The Other Side: The Secret Relationship between Nazism and the Zionist Movement [Den anden side: Det hemmelige forhold mellem nazismen og den zionistiske bevægelse]. Heri lod han formode, at antallet af jødiske ofre for Holocaust var "endnu mindre end en million". [129] Også i 1980'ern udviklede en tidligere marokkansk officer, Ahmed Rami, en langt mere effektiv og voldsom antisemitisk kampagne om Holocaust-benægtelse. Han arbejdede i Stockholm, Sverige, hvor han grundlagde "Radio Islam". Under dække af "anti-zionisme" og angiveligt for at forsvare den palæstinensiske sag, kaldte Rami på "en ny Hitler", som ville samle Vesten og islam mod den "jødiske magts" cancer, og befri dem fra "talmudismens" og Holocaust-industriens løgnagtige åg. [130]

Også i Iran eksisterede der allerede i begyndelsen af 1980'erne en embryonal form for Holocaust-benægtelse side om side med Stürmer-lignende karikaturer af den "talmudiske jøde", den neurotiske fremme af Protokol-myten og gentagne opfordringer til at udrydde den zionistiske cancer fra jordens overflade. [131] Holocaust-benægtelsen var et logisk sidste skridt for den militante, Khomeini-agtige radikalisme, der totalt dæmoniserer zionismen og i den ser en enestående ondsindet og snigende reinkarnation i det 20. århundrede af "jødedommens undergravende og listige ånd". [132]

På denne historiske baggrund var det ikke den store overraskelse, da man for nyligt hørte Irans nuværende leder ayatollah Ali Khameini hævde:

Der er beviser på, at zionister havde tætte forbindelser med de tyske nazister og overdrev statistikkerne om drabene på jøder. Der er endda beviser på hånden om, at et stort antal ikke-jødiske hooligans og bøller fra Østeuropa blev tvunget til at emigrere til Palæstina som jøder (...) for i hjertet af den islamiske verden at installere en anti-islamisk stat under dække af støtte til racismens ofre. [133]

For ikke at stå tilbage, sagde muftien af Jerusalem, sheik Ikrima Subri, til New York Times i marts 2000:

Vi mener, at antallet på 6 millioner er overdrevet. Jøderne bruger dette problem på mange måder, også til at afpresse tyskerne økonomisk (...). Holocaust beskytter Israel. [134]

Også andre palæstinensere er i de seneste år blevet udtrykkeligt ærekrænkende om Holocaust. Hassan al-Agha, professor ved Islamisk Universitet i Gaza By, erklærede i 1997 i et tv-program om PA-kulturelle anliggender:

Jøderne betragter [Holocaust] som et profitabelt foretagende, så de blæser hele tiden antallet af ofre i vejret. Om yderligere ti år ved jeg ikke hvilket tal de er nået til (...). Som du ved, når det drejer sig om økonomi og investeringer, har jøderne været meget erfarne lige siden Købmanden i Venedigs dage. [135]

Seif Ali Al-Jarwan - i en artikel et år senere i den palæstinensiske avis Al Hayat Al-Jadeeda - påkaldte også skyggen af Shylock som "billedet på de grådige, snu, onde og foragtede jøder", for hvem det var lykkedes at hjernevaske den amerikanske og europæiske offentlighed om eksistensen af Shoah.

De udklækkede forfærdelige historier om gaskamre, som Hitler, hævdede de, brugte til at brænde dem levende. Pressen svømmede over med billeder af jøder, der blev skudt ned (...) eller blev skubbet ind i gaskamre (...). Sandheden er, at en sådan forfølgelse var en ondsindet fabrikation af jøderne. [136]

Arabiske antisemitter ser uvægerligt historien om Holocaust som et zionistisk plot "for at føre verden på afveje". [137] Ifølge den egyptiske avis Al-Akhbar: "Dette blev gjort med det formål at motivere jøderne til at emigrere til Israel og at presse penge af tyskerne samt at opnå verdens støtte til jøderne." [138]

Opfattelsen i disse kredse er, at den jødiske stat eksisterer og trives primært i kraft af "Holocaust-løgnen". Denne er "limen, der holder jøderne sammen", ifølge den libanesiske forfatter og politiker dr. Isaam Na'aman. [139] Andre, som f.eks. Mahmoud Al-Khatib, der skriver i den jordanske avis Al-Arab Al-Yom, bygger mere på de vestlige Holocaust-"revisionister", når de fejlagtigt hævder, at der "ingen beviser" er for Shoah undtagen "de modstridende vidnesbyrd fra et par jødiske 'overlevende'". Ifølge Al-Khatib myrdede Hitler højest omkring 300.000 jøder, og han dræbte dem ikke fordi de var jøder, "men snarere fordi de forrådte Tyskland". [140]

Et særligt uhyggeligt eksempel på denne populære genre er artiklen af redaktøren af Tishreen, Syriens førende dagblad, som for to år siden anklagede zionisterne for kynisk at blæse Holocaust op "til astronomiske dimensioner", og bruge den "til at bedrage den internationale opinion, vinde dens medfølelse og afpresse den". Israel og de jødiske organisationer, skrev han, fremmer "deres forvrængede udgave af historien" for at presse endnu flere penge ud af Tyskland og andre europæiske stater som erstatninger, men de bruger også Holocaust "som et sværd hængende over halsen på alle, der er imod zionismen". [141] Zionisterne var imidlertid blevet ramt af frygt pga. de spørgsmål, der begynder at blive stillet om Holocaust af forfattere som Robert Faurisson, David Irving, Arthur Butz og andre "revisionister", som satte deres præg på den offentlige mening og medierne. Men efter den syriske opfattelse var det zionistiske forsøg på at lamme menneskelig hukommelse, logik og diskussion dømt til at mislykkes:

Israel, der præsenterer sig selv som Holocaust-ofrenes arving, har begået og begår stadig langt mere forfærdeligt forbrydelser end dem nazisterne begik. Nazisterne fordrev ikke en hel nation og begravede heller ikke folk og fanger levende, som zionisterne gjorde. [142]

Men den europæiske "revisionist", der oftest nævntes som kilde af arabiske Holocaust-benægtere, var den franske venstreorienterede intellektuelle (og konvertit til islam) Roger Garaudy. Retssagen mod og domfældelsen af Garaudy i Frankrig i 1998 for "négationisme" gjorde ham faktisk til en helt i store dele af Mellemøsten. [143] Blandt hans beundrere var den tidligere iranske præsident, Ali Akbar Hashemi Rafsanjani, der i en prædiken i Teheran Radio erklærede sig fuldt overbevist om, at "Hitler kun havde dræbt 20.000 jøder og ikke seks millioner" og tilføjede, at "Garaudys forbrydelse er en følge af den tvivl, han såede om zionistisk propaganda". [144]

Rafsanjani er den selv samme "moderate" gejstlige, der for kun et par måneder siden på "Jerusalem Dag" i Iran erklærede, at "én atombombe ville udslette Israel sporløst", mens den islamiske verden kun ville blive beskadiget snarere end ødelagt af israelske nukleare repressalier. [145] I det iranske tilfælde har vi et eksempel på en folkemorderisk Israelofobi og terrorisme - drevet af jihad-kulten (dybt antisemitisk i sine forudsætninger) - som ubarmhjertigt taler for udryddelsen af "svulsten kaldet Israel". Det er kun alt for karakteristisk for denne fanatiske indstilling, at den virkelige nazistiske Holocaust, der blev påført jøderne, bliver så ihærdigt benægtet af dem, der ønsker at gentage den. [146]

Garaudy-affæren - en følge af den franske forfatters 1995-bog, Det moderne Israels stiftende myter [engelsk titel: The Founding Myths of Modern Israel] (som hævder, at jøderne i det væsentlige fabrikerede Holocaust for at opnå finansiel og politisk gevinst) - er afslørende, netop fordi den udstillede vitaliteten af den nye Holocaust-benægtende antisemitisme på tværs af de muslimske og arabiske verdener. De arabiske oversættelser af Garaudys værk blev bestsellere i mange mellemøstlige lande, men i Frankrig selv blev han anklaget for at opildne til racehad. [147] Mange arabiske fagfolk tilbød ivrigt deres tjenester for at hjælpe Garaudy. Syv medlemmer af Beiruts Advokatforening stillede sig til rådighed for at forsvare forfatteren i Frankrig selv, og de Arabiske Advokaters Sammenslutning i Egypten sendte et juridisk team til Paris for at støtte ham. Budskaber om solidaritet og finansielle bidrag (herunder en generøs donation fra hustruen til De Forenede Arabiske Emiraters leder) strømmede ind til den avis i Den Arabiske Golf, der havde offentliggjort en appel på hans vegne. [148] Men den bindende ideologiske cement bag disse tilkendegivelser af solidaritet med Garaudy var en Protokoller-lignende antisemitisme, der ser det som en nærmest selvindlysende sandhed, at Holocaust var en zionistisk opfindelse. Derfor den meget gunstige reaktion på Garaudys tese fra så mange arabiske aviser og blade, samt fra gejstlige som sheik Muhammad Al-Tantawi, politikere som Rafiq Hariri og intellektuelle som Muhammad Hassanin Haikal. [149]

Garaudy kunne finde en så frugtbar jord blandt araberne, fordi mange årtiers ondartede legender om nazi-zionistisk samarbejde, skildringer af "zionisme som nazisme", og tro på, at jøderne manipulerede Holocaust for at retfærdiggøre Israels etablering, var blevet aksiomatiske. [150] Arabiske forfattere har længe talt om israelsk "folkemorderisk" politik, sammenlignet Auschwitz med de såkaldte "zionistiske lejre i Palæstina", ligestillet invasionen af Libanon i 1982 med den tyske Blitzkrieg, og gentaget påstanden om, at zionisme og nazisme har identisk ideologisk oprindelse. [151] Arabiske forfattere har også hyppigt foregivet, at store jødiske økonomiske interesser stod bag "Holocaust-løgnen"; eller alternativt, at det politiske pres fra den internationale zionistiske lobby havde tvunget det officielle minde om denne (rent fiktive) begivenhed ned over hovedet på en hjernevasket offentlighed. For et mellemøstligt publikum var Garaudys argumenter derfor ikke nogen åbenbaring i sig selv. De var snarere en bekræftelse af allerede eksisterende arabiske forestillinger om de magtfulde, "kriminelle" jøder og zionister. Disse monstre havde konspireret for at opfinde en ikke-eksisterende nazistisk Holocaust, selv mens de udførte deres egne "folkemorderiske forbrydelser" mod palæstinenserne.

Det er ikke mindre afslørende, at palæstinensiske intellektuelle, gejstlige og lovgivere har vist sådan en modvilje mod at inkorporere ethvert aspekt af Shoah i deres skolers læseplaner af frygt for, at det kunne styrke de zionistiske krav om Palæstina. [152] Hatem Abd Al-Qader, en Hamas-leder, forklarede i en nylig intern palæstinensisk debat, at en sådan undervisning ville være "en stor fare for dannelsen af en palæstinensisk bevidsthed"; den ville direkte true palæstinensiske politiske drømme og religiøse forhåbninger, som f.eks. løftet fra Allah om, at hele Palæstina var en hellig besiddelse for araberne. Andre palæstinensiske intellektuelle har nævnt påståede "tvivl" om "sandfærdigheden" af Shoah blandt europæiske tænkere og på den internationale scene; eller har opfordret til en mere koncentreret fokus på zionistisk "terror", "grusomhed" og "massakrer" mod forsvarsløse palæstinensere; eller har ganske enkelt erklæret, at enhver henvisning til jødiske ofre for Holocaust skal minimeres, hvis ikke udelukkes. [153]

Ifølge den palæstinensiske intellektuelle, Abdallah Horani, skal Israel og zionisterne ikke tilbydes palæstinensisk bistand til at udbrede deres "løgne" og deres "falske historie" om Shoah. Efter hans opfattelse var selve det at bringe denne sag på bane en del af et amerikansk-israelsk komplot om at udviske den palæstinensiske nationale hukommelse til fordel for den globaliserende "fredskultur", og at bane vejen for Vestens ideologisk-kulturelle invasion af Palæstina. [154] Lederen af Palæstinensisk Islamisk Jihad i Gaza, sheik Nafez Azzam, var kortere og mere absolut: "Ønsket om at lære om Shoah i palæstinensiske skoler er i strid med universets orden." [155]

Den "zionistiske entitet": Afvisning af at acceptere Israels eksistens

Et centralt element i arabisk anti-zionistisk antisemitisme har været, og er fortsat, den kategoriske afvisning af at acceptere Israels ret til at eksistere og dets moralske legitimitet. Denne grundlæggende forudsætning er blevet forværret af en uddannelse, der ubarmhjertigt har været rettet mod had til Israel og jøderne. I denne propaganda er Israel syndebuk for de vedvarende arabiske nederlag i bestræbelserne på at opnå politisk enhed, økonomisk udvikling eller andre nationale mål. Frustrationen over det fejlslagne forsøg på modernisering har ført til en flytning af raseriet over på jøder og den jødiske stat som en "agent for vestlig imperialisme, globalisering og indtrængende modernistisk kultur i regionen". Men der er visse arabiske herskere, som f.eks. Saddam Hussein, der er gået meget længere i både deres retorik og handlinger. De taler om den "zionistiske entitet", ikke kun som et fremmed, kunstigt "implantat", men som en mangearmet "blæksprutte", en "dødelig kræft" eller en "AIDS-virus", der skal udslettes totalt. [156] I det forløbne år er sådanne erklæringer, der kræver Israels udslettelse, blevet fremsat gentagne gange både af sekulære panarabiske nationalister fra det regerende Baath-parti i Irak, og af ayatollaherne i Iran. For Saddam Hussein, ikke mindre end for de muslimske fundamentalister, gælder det, at "Palæstina er arabisk og skal befries fra floden til havet, og alle de zionister, der emigrerede til Palæstina, skal væk". [157]

Der er en implicit såvel som en eksplicit antisemitisme, der ligger til grund for denne eksklusivistisk nationalistiske retorik, som er legemliggjort i arabiske karikaturer og skærpet af, hvad der er blevet et totalt dehumaniseret portræt af israelere. De bliver stemplet som mordere, kriminelle, udskud, jordens bærme. Israelere er simpelthen en samling rodløse, nomadiske jøder, der ulovligt stjal et land, der ikke var deres, for at skabe en "nazificeret" stat baseret på drømme om verdensherredømme som udlagt i Protokollerne. Denne "kunstige" og onde stat, som udnytter den "imperialistiske" jødiske religion og dens begreb om et "udvalgt folk" til at sætte sig i besiddelse af stadig mere arabisk jord, svarer til en omsiggribende cancer, der må fjernes kirurgisk. [158]

Arabisk og muslimsk antisemitisme har altid haft en skarp politisk brod, der kommer af intensiteten af den arabisk-israelske konflikt. Men den palæstinensiske territoriale dimension bør ikke gøre os blinde for den kendsgerning, at antisemitisme har en egen selvstændig dynamik. [159] Der er en karakteristisk, underliggende struktur i den arabisk-muslimske antisemitiske ideologi, der ligger dybere end de umiddelbare politiske omstændigheder, den offentlige propaganda, den territoriale konflikt med Israel og den nyttebestemte brug af anti-jødiske stereotyper og symboler importeret fra Vesten.

Vi har diskuteret nogle af de indre, egne kilder til denne anti-jødiske tankegang i tidlig islam selv og konsekvenserne af dhimmiens ydmygede status under muslimsk styre.

Udbredelsen af "blodanklagen" og andre anti-jødiske stereotyper blandt kristne arabere i det 19. århundrede og muslimers overtagelse af dem gennem de sidste hundrede år blev også noteret. [160]

Moderne arabisk nationalisme konstruerede også en "arabisme" (al-uruba), der var fjendtlig overfor den jødiske tilstedeværelse i Mellemøsten.

Den lettede en generelt stereotypisk måde at betragte alle "outsidere" (herunder jøder) på som "fremmede" og fjender.

Allerede i Nassers Egypten i 1950'erne og i Syriens og Iraks Baath-bevægelser kan man se, hvor ubesværet en vestlig og endda en "nazificeret" antisemitisme kan podes ind på den panarabiske vision om én, stærk og homogen arabisk-talende nation. Den historiske vrede mod vestlig kolonialisme og imperialisme, samt bitterheden fremkaldt af rækken af nederlag til israelske jøder, har i høj grad skærpet denne form for tænkning. Konspirationsteorier, der postulerer en "international zionisme" (begrebsmæssigt slået sammen med "verdensjødedommen") låst fast i evigt fjendskab til den arabiske nation, har været lige så udbredte blandt arabiske nationalister som i fundamentalistiske kredse. [161]

Sekulære panarabiske nationalister betragtede allerede før 1967 Israels eksistens og konsolidering som en "civilisatorisk udfordring", et patologisk symptom på arabernes svaghed og tilbageståenhed. Det særligt uforståelige var, at de tidligere magtesløse og forsvarsløse jødiske dhimmier med held havde rejst sig og skabt en uafhængig jødisk stat, der var i stand til at besejre flere arabiske hære på slagmarken. Man kan måske bedst forklare det ejendommelige følelsesmæssige raseri bag arabisk-muslimsk antisemitisme som et forsøg på at komme af med de uløste traumer, som israelsk militær og teknologisk overlegenhed påførte den arabiske psyke.

Seksdageskrigen intensiverede i høj grad dæmoniseringen af zionismen og jøderne, især blandt muslimske fundamentalister. Der var en dyb følelse af ydmygelse over tabet af islamisk territorium i 1967 og israelernes erobring af den hellige by Jerusalem; ikke tilfældigt fremstillede fundamentalisterne nu konflikten som en kamp mellem islam og jøderne - en kamp for kultur, civilisation og religion. [162] Den jødiske sejr blev for dem et symptom på islams elendighed og fornedrelse - dens manglende evne til at genoplive de religiøse kilder til dens tidligere storhed, og overvinde udfordringerne fra en "dekadent", om end angiveligt magtfuld vestlig modernitet. En radikal afvisning af alt vestligt og troen på, at islam alene var løsningen (islam huwa al-hal), løb derefter sammen med en ny vision af den jødiske fare og af Israel som en total fjende og en eksistentiel trussel.

Denne eksistentielle frygt bag meget af den islamiske og arabiske antisemitisme minder om nazisternes jødehad, og får den til at virke særlig dynamisk, omskiftelig og endda folkemorderisk i sine konsekvenser. Israel og jøderne opfattes ikke kun som en militær, politisk og økonomisk trussel mod araberne og islam. De er også et symbol på alle de fobier, der vækkes til live af sekularismen og den vestlige kulturs "giftstoffer" - pornografi, AIDS, prostitution, rockmusik, Hollywood, masseforbrugerisme, kriminalitet, narkotika og alkoholisme. [163]

Et af de mest iøjnefaldende træk ved moderne arabisk-islamisk antisemitisme er dens underliggende stereotypers faste, nærmest statiske karakter. Jøder bliver konstant nedgjort som uhelbredeligt onde, korrupte, umoralske, intrigerende, svigefulde og grådige væsener, eller de bagvaskes som racistiske, kolonialistiske og fascistiske "vampyrer", der udsuger arabisk blod. For præcis tyve år siden skrev en fremtrædende egyptisk lærd, dr. Lutfi abd-al-Adhim, om jøderne og den israelsk-arabiske konflikt i nøjagtig de samme antisemitiske vendinger, der er så almindelige i dag:

For jøder er jøder; de har ikke ændret sig gennem tusinder af år: De legemliggør forræderi, smålighed, bedrag og foragt for menneskelige værdier. De ville æde et levende menneskes kød og drikke hans blod, hvis de derved kunne stjæle hans ejendom. [164]

I samme artikel påstås det, at jøder fører "en total tilintetgørelseskrig (...) mod den arabiske nation". For Abd-al-Adhim var det indlysende, at der var "ingen forskel mellem de bander af sabotører, der styrer Israel, og de jødiske lobbyer, der findes over hele kloden". Han var i det mindste ærlig nok til at indrømme, at dette var arabisk antisemitisme, da han forklarede, at "vores antisemitisme er [rettet] mod jødiske semitter". [165]

I løbet af de sidste tyve år har meget lidt ændret sig i det grundlæggende repertoire og i indholdet af den arabiske antisemitisme. Men den er, desværre, blevet mere udbredt, intens, radikaliseret og "islamisk" i karakter. I 1990 skrev jeg, at "en anti-jødisk arabisk ideologi har udkrystalliseret sig og har over de seneste årtier erhvervet sit eget momentum, der har forvrænget og tilsværtet billedet af jøden på måder, der historisk er uden fortilfælde i den islamiske verden". [166]

Konklusionen på min bog, Antisemitism: The Longest Hatred, skrevet mere end et årti siden, forekommer mig stadig at være gyldig:

Populære myter om det vestlige forræderi mod Palæstina og om en skummel jødisk sammensværgelse for at undergrave arabismen og islam, vil sandsynligvis fortsætte med at blomstre (...). For i hjertet af mellemøst-problemet ligger for de fleste arabere deres følelsesmæssige afvisning af at acceptere Israel og jødernes ret til at udøve nogen form for suverænitet i et muslimsk domæne. Hverken i arabisk nationalisme eller i islam kan national uafhængighed og lighed for jøder tolereres. Også for palæstinenserne - der ivrigt har hyldet en grusom og brutal undertrykker som Saddam Hussein som deres helt og befrier - synes "fred" og "retfærdighed" ikke at betyde ret meget andet end et krav om fuldstændig arabisering af den jødiske stat. [167]

I min afsluttende sætning advarede jeg om, at hvis den muslimske og arabiske antisemitismes hærgen ikke blev standset, kunne denne undladelse "kun føre Mellemøsten længere ned ad vejen mod selvdestruktion". Aldrig har denne advarsel syntes mere på sin plads end i dag.

Noter

[1] Bernard Lewis, Semites and Antisemites (New York/London: Norton, 1986), s. 286.

[2] Ibid., s. 258. Se også Y. Harkabis banebrydende, om end noget anakronistiske, undersøgelse, Arab Attitudes to Israel (Jerusalem: Keter, 1972; London: Vallentine & Co., 1973), s. 227. Harkabi mente, at arabisk antisemitisme primært var litterær og politisk, et produkt af eliter og regeringspropaganda, uden folkelige fundamenter. I dag er dette tydeligvist ikke tilfældet.

[3] Lewis, Semites and Antisemites, s. 259.

[4] Se Robert S. Wistrich, Hitler’s Apocalypse (New York: St. Martin’s Press, 1986). I denne bog argumenterede jeg for, at arabisk og islamisk antisemitisme havde folkemorderisk potentiale, og at den betragtede staten Israel som inkarnationen af ondskaben selv, der fortjente døden. Jeg pegede på, at de arabisk-muslimske "visioner om at kvæle Israel og kaster det i havet, havde indlysende slægtskab med nazismen" (ibid., s. 183). Jeg mener, ​​at denne analyse er blevet rigeligt bekræftet i de seneste år.

[5] Bernard Lewis, “The Arab World Discovers Anti-Semitism,” Commentary, Maj 1986, s. 30-35; Robert S. Wistrich, Antisemitism: The Longest Hatred (New York: Pantheon, 1991), s. 252–53.

[6] Se Moshe Pearlman, Mufti of Jerusalem (London: V. Gollancz, 1947), s. 50, om lykønskningstelegrammet den 2. november 1943 fra Himmler på årsdagen for Balfour-deklarationen. Telegrammet begyndte med specifikt at minde om, at det nazistiske parti havde indskrevet "udryddelsen af verdensjødedommen" i sit flag. Meddelagtigheden kunne næppe være tydeligere.

[7] Ibid., s. 49. Hajj Amin al-Husseinis tale begyndte med flere anti-jødiske citater fra Koranen. Den 1. marts, 1944, hvor han igen talte på Radio Berlin, opfordrede muftien af Jerusalem araberne til at rejse sig og kæmpe: "Dræb jøderne, hvor end I finder dem. Det behager Allah, historie og religion. Det redder jeres ære. Allah er med jer." (ibid., s. 51). Se Wistrich, Hitler’s Apocalypse, s. 164–71, om Hajj Amins opfattelse på de stærke ideologiske ligheder mellem islam og nationalsocialismen, især i deres autoritarisme, antikommunisme og had til jøderne.

[8] I 1970 var der allerede ni forskelige udgaver af Protokollerne i den muslimske arabiske verden. Se Harkabi, Arab Attitudes to Israel, s. 518. I dag er der så mange som 60 forskellige arabiske udgaver, som let kan købes i boghandler i de store byer i den muslimske verden.

[9] Misbahul Islam Faruqi, red., Jewish Conspiracy and the Muslim World (Karachi, 1967) er et typisk engelsksproget eksempel må muslimsk brug af Protokollerne.

[10] Se Hillel Halkin, “The Return of Anti-Semitism,” Commentary, februar 2002, s. 31, om den seneste Protokol-tv-serie og "andet morderisk vanvid om Israel, der cirkulerer i den arabiske og muslimske verden."

[11] Norman Stillman, “Antisemitism in the Contemporary Arab World,” i Michael Curtis, red., Antisemitism in the Contemporary World (Boulder, Colo.: Westview Press, 1986), s. 70–71.

[12] Wistrich, Antisemitism, s. 253.

[13] Daniel Pipes, “On Arab Rejectionism,” Commentary, December 1997, s. 47.

[14] Anti-Semitism in the Egyptian Media (New York: Anti-Defamation League, 1997).

[15] Ibid., s. 3.

[16] Halkin, “Return of Anti-Semitism,” s. 31.

[17] For illustrative citater, se Yossef Bodansky, Islamic Anti-Semitism as a Political Instrument (Houston: Freeman Center for Strategic Studies, 1999). Desværre mangler dette kompendium enhver dybtgående analyse af fænomenet. Den mest ajourførte samling af data er på hebraisk, redigeret af Reuven Ehrlich: Incitement and Propaganda against Israel, the Jewish People and the West (Herzlia: HaMercaz leMoreshet Hamodi’in, 1. januar 2002).

[18] Bernard Lewis, The Jews of Islam (Princeton: Princeton University Press, 1984), s. 1–66 og Mark R. Cohen, “Islam and the Jews: Myth, Counter-Myth, History,” Jerusalem Quarterly 33 (1986): 125–37 diskuterer både de idylliske og begrædelige opfattelser af de jødisk-muslimske relationer gennem århundrederne.

[19] Bat Ye’or, The Dhimmi: Jews and Christians under Islam (Rutherford, N.J.: Fairleigh-Dickinson University Press, 1985). Denne er en vigtig banebrydende undersøgelse af emnet.

[20] Se Norman A. Stillman, red., The Jews of Arab Lands: A History and Source Book (Philadelphia: Jewish Publication Society, 1979), s. 233–46, for oversættelsen af Maimonides’ tekst. Citatet er på side 241.

[21] Ibid., s. 214-16; Avraham Grossman, “The Economic and Social Background of Hostile Attitudes to Jews in the Ninth and Tenth Century Muslim Caliphate,” i Shmuel Almog, red., Anti-Semitism through the Ages (Oxford: Butterworth-Heinemann, 1988), s. 171–87. Se S. D. Goitein, Jews and Arabs: Their Contacts through the Ages, 3rd ed. (New York: Schocken, 1974), s. 125–211 for en mere positiv vurdering.

[22] Se Lewis, Jews of Islam, s. 34 ff.; Bat Ye’or, The Dhimmi, s. 51–77, om disse og andre ydmygende aspekter ved dhimmi-tilstanden.

[23] Bat Ye’or, Oriental Jewry and the Dhimmi Image in Contemporary Nationalism (Geneva: Avenir-WOJAC, 1979), s. 3.

[24] Jane S. Gerber, “Antisemitism and the Muslim World,” i D. Berger red., History and Hate: The Dimensions of Anti-Semitism (Philadelphia: Jewish Publication Society, 1986), s. 84.

[25] Om den foragtelige undertrykkelse af marokkanske jøder, der fremgår af udenlandske rejsendes beretninger siden slutningen af det 17. århundrede, se Stillman: “Antisemitism in the Contemporary Arab World,” s. 303–4, 306–17, 367–73. Se også David Littman: “Jews under Muslim Rule in the Late Nineteenth Century,” Wiener Library Bulletin 26 (1975): 65–76. Dansk oversættelse: "Jøder under muslimsk styre i slutningen af det nittende århundrede."

[26] Jacob Barnai, “‘Blood Libels’ in the Ottoman Empire of the Fifteenth to the Nineteenth Centuries,” i Almog, Antisemitism, s. 289 ff.; Jacob Landau, “Ritual Murder Accusations and Persecutions of Jews in Nineteenth Century Egypt” (på hebraisk) Sefunot 5 (1961): 417–60. Om ritualmord-sagen i 1840 i Damaskus, se Stillman, “Antisemitism in the Contemporary Arab World,” s. 393–402, og den omfattende analyse i Jonathan Frankel, The Damascus Affair (Cambridge: Cambridge University Press, 1997).

[27] Stillman, “Antisemitism in the Contemporary Arab World,” s. 107 påstår, at antisemitismens begyndelse i den arabiske verden kom af det delvist emanciperede kristne mindretals bestræbelser på at beskytte sig mod "økonomisk konkurrence" fra en anden mindre assimileret minoritet, jøderne. Se dog Bat Ye’or, Juifs et Chrétiens sous l’Islam. Les dhimmis face au défi intégriste (Paris: Berg International, 1994), s. 263 ff., der demonstrerer selvhadet og boomerangeffekterne af de arabiske kristnes judeofobi og anti-zionisme i forsøget på at underminere den kristne dhimmi-position i Mellemøsten.

[28] Hava Lazarus-Yafeh, “Jews and Christians in Medieval Muslim Thought,” i Robert S. Wistrich, red., Demonizing the Other: Antisemitism, Racism and Xenophobia (Amsterdam: Harwood Academic Publishers, 1999), s. 108–17. Ogs Mark R. Cohen, Under Crescent and Cross: The Jews in the Middle Ages (Princeton: Princeton University Press, 1994).

[29] Wistrich, Antisemitism, s. 202–3.

[30] Haggai Ben-Shammai, “Jew-hatred in the Islamic Tradition and the Koranic Exegesis,” i Almog, Antisemitism, s. 161–69.

[31] Wistrich, Antisemitism, s. 200.

[32] Ben-Shammai, “Jew-hatred,” s. 164–66. Se Gerber, “Anti-Semitism and the Muslim World,” s. 78–79.

[33] G. Vajda, “Juifs et musulmans selon le hadith,” Journal Historique 229 (1937): 57–129; Se Lazarus-Yafeh, “Jews and Christians,” s. 113 om det muslimske argument om tahrif, beskyldningen om, at både jøder og kristne havde forfalsket deres respektive Skrifter.

[34] Koranen erklærer udtrykkeligt (5:82): "Du finder, at det er jøderne og dem, der sætter andre ved Allahs side, der er mest fjendtligt stemt overfor dem, der tror; ..."

[35] Ronald L. Nettler, “Islamic Archetypes of the Jews: Then and Now,” i Robert S. Wistrich, red., Anti-Zionism and Anti-Semitism in the Contemporary World (New York: New York University Press, 1990), s. 78–83.

[36] Ronald L. Nettler, Past Trials and Present Tribulations: A Muslim Fundamentalist’s View of the Jews (Oxford: Butterworth-Heinemann, 1987), s. 19–58. Qutbs essay blev genoptrykt i 1970 af den saudi-arabiske regering.

[37] Ibid., s. 55.

[38] Pierre-André Taguieff, Les Protocoles des Sages de Sion. Faux et usages d’un faux, vol. I (Paris: Berg International, 1992), s. 284–314.

[39] Se Raphael Israeli, Fundamentalist Islam and Israel: Essays in Interpretation (New York: University Press of America, 1993), s. 155.

[40] Ibid., s. 148. Artikel 22 af Hamas' Charter.

[41] Ibid.

[42] Ibid.

[43] Esther Webman, Anti-Semitic Motifs in the Ideology of Hizballah and Hamas (Tel-Aviv: Tel-Aviv University, 1994), s. 17–22.

[44] Ibid., s. 8–9.

[45] Middle East Insight, March-April 1988, s. 10.

[46] David Menashri, “The Jews of Iran: Between the Shah and Khomeini,” i Sander Gilman and Steven T. Katz, red., Anti-Semitism in Times of Crisis (New York: New York University Press, 1991), s. 353–71.

[47] Raphael Israeli, “Islamikaze and Their Significance,” Terrorism and Political Violence 9:3 (Autumn 1997): 96–121, understreger den planlagte, overlagt stil af "selvmordene" arrangeret af muslimske terrorister, som er designet til at anrette maksimal skade på den "afskyelige" zionistiske fjende.

[48] Ibid., s. 110–11.

[49] Se Raphael Israeli, The Terrorist Masquerade (Shaarei Tikva, Israel: Ariel Center for Policy Research, 2001).

[50] Se Holocaust Denial in the Middle East: The Latest Anti-Israel Propaganda Theme (New York: Anti-Defamation League, 2001).

[51] Citeret af Raphael Israeli, Arab and Islamic Antisemitism (Shaarei Tikva, Israel: Ariel Center for Policy Research, 2000), s. 18.

[52] France-Pays Arabes, Juli-August 1999.

[53] Al-Usbu al-Adabi, Nov. 27, 1999. Artikel af Jbara al-Barguti, “Shylock of New York and the Industry of Death” (Washington, D.C.: Memri [Middle East Media Research Institute], December 1999).

[54] Arch Puddington, “The Wages of Durban,” Commentary, November 2001. Også “Le Pogrom de Durban,” L’Arche, no. 524–25 (Oktober- November 2001): 78–87.

[55] Se Response (Simon Wiesenthal Center Report) 22:3 (Fall 2001): 3–6.

[56] Robert S. Wistrich, “The New Islamic Fascism,” Partisan Review 69:1 (2002): 32–4.

[57] Albert Speer, Spandau: The Secret Diaries (New York: Macmillan, 1976), s. 80.

[58] For en levende beretning om, hvordan der til stadighed slås på tromme for en ondartet anti-amerikanisme i den arabiske verden, se Fouad Ajami, “The Sentry’s Solitude,” Foreign Affairs 80:6 (November/December 2001): 2–16. Ajami påpeger, at terror kastede en skygge over den amerikanske tilstedeværelse i Mellemøsten gennem 1990'erne. Men han diskuterer ikke den voldelige antisemitisme, der gik forud, og som er blevet yderligere forværret af Pax Americana.

[59] Memri 226 ( 8. juni 2001) citerer den højest rangerende gejstlige i Den Palæstinensiske Myndighed, mufti af Jerusalem sheik Ikrem Sabri, for at sige: "Vore fjender [dvs. Israel] tror,
at de skræmmer vore folk. Vi siger til dem: Lige så meget som I elsker livet, elsker muslimen døden og martyriet. Der er stor forskel mellem den, der elsker det hinsides, og den, der elsker denne verden. Muslimen elsker døden og [stræber efter] martyriet."

[60] I denne sammenhæng er Hitlers konstante popularitet i den arabiske verden betydningesfuld. Se Wistrich, Antisemitism, s. 247. For en karakteristisk nyligt eksempel, se klummeskribent Ahmad Ragabs: “Thanks to Hitler”, i den statsstøttede egyptiske avis Al-Akhbar (citeret i Memri 208, 20. april 2001).

[61] Se Wistrich, Hitler’s Apocalypse, s. 154–93; og Lewis, Semites and Antisemites, s. 140–63. Lewis understreger, at det var det arabiske lederskab, som indledte tilnærmelserne til Nazityskland mellem 1933 og 1945.

[62] Man kan finde sådanne konspirationsteorier i værket af Sayyid Qutb, den egyptiske muslimske fundamentalistiske forfatter - henrettet af Nasser i 1966 - der betragtede kampen med jøderne som en kosmisk og skæbnesvanger krig for islam. Se Nettler, Past Trials and Present Tribulations, s. 44–57.

[63] Se Yediot Aharonot, 28. dec. 2001, s. 10–13, 28–29 for en vidtspændende diskussion, i hvilken forfatteren deltog.

[64] Response, Fall 2001, s. 9.

[65] Citeret i L’Arche, Oktober-November 2001, c. 66. “Cette guerre se poursuivra, de plus en plus violente, jusqu’à ce que nous ayons vaincu les juifs.”

[66] Raphael Israeli, “Anti-Semitism Revived: The Impact of the Intifada on Muslim Immigrant Groups in Western Democracies,” Jerusalem Viewpoints 455 (1. juni 2001), Udgivet af Jerusalem Center for Public Affairs.

[67] Se Actualité Juive 733 (17. jan. 2002): 6, 9–11, 22–24, 31–32, for forskellige synspunkter - israelske, franske og fransk jødiske - angående den stigende antisemitisme i Frankrig.

[68] Emmanuel Navon, “Pardon My French,” Jerusalem Post, 29. jan. 2002.

[69] David Landau, “Jewish Angst in Albion,” Ha’aretz, 23. jan. 2002.

[70] Den ledende artikel “To Anthrax” i Al-Risala, 7. nov. 2001, af klummeskribent Atallah Abu Al-Subh. Hamas-ugebladet, i hvilket denne artikel dukkede op, er baseret i Gaza.

[71] Ahmad Al-Magdoub i Afaq Arabiya, 26. sept. 2001 (Memri 281, 4. okt. 2001).

[72] Redaktør Issam Al-Ghazi, Al-Maydan, 24. sept. 2001. Dette er et uafhængigt egyptisk ugeblad (Memri 281).

[73] Memri 281.

[74] Memri 274 (21. sept. 2001). Se artiklen af viceredaktør Magdi Shandi og især (den 17. sept.) af klummeskribent Muhammad Mustagab.

[75] Al-Arabi, 16. sept. 2001. Artiklen var af klummeskribent Ahmad Murad.

[76] Salim ‘Azzouz, Al-Ahrar, 17. sept. 2001.

[77] Ammar Shammakh i det egyptisk baserede Afaq Arabiya, 19. sept. 2001 (Memri 281).

[78] Tehran Times, 25. okt. 2001. Islamic Republic News Agency, 24. okt. 2001.

[79] Al Thawra, 19. sept. 2001.

[80] Omayma Abdel-Latif, Al-Ahram Weekly Online, 27. sept - 3. okt. 2001.

[81] Ahmad Al-Muslih, i Al-Dustour, 13. sept. 2001 (Memri 270, 20. sept. 2001).

[82] Memri 270. Artikel af Hayat Al-Hweiek Atiya og Rakan Al-Majali, der tilføjede, at jøder mere end andre "er i stand til at skjule en kriminel handling, de begår, og kan være sikre på, at ingen vil spørge dem om, hvad de laver".

[83] Interview til Al-Azhar-universitetets officielle hjemmeside, www.lilatalqadr.com (Memri 288, 17. okt. 2001).

[84] Interview med Rod Nordland, Newsweek, 14. sept. 2001.

[85] “Zionists Could Be Behind Attack on WTC and Pentagon,” 14. okt. 2001, på webstedet www.islamweb.net/english. "Kendsgerningerne" bag artiklen kommer fra Pakistan, selv om webstedet er registreret som tilhørende Staten Qatars Ministerium for Stiftelser og Religiøse Anliggender.

[86] Washington Post, 13. okt. 2001. Webstedet www.Paknews.com bestilte meningsmålingen.

[87] Arab News.Com, saudisk engelsksproget dagblad; lagt ud den 5. november af Hassan Tahsin.

[88] Iran Daily, 29. okt. 2001.

[89] Islamic Republic News Agency, 25. okt. 2001.

[90] Palestinian Daily Press Review, 24. sept. 2001.

[91] Redaktør Hadez Al-Barghouthi, Al Hayat Al-Jadida, 17. okt. 2001; også klummeskribent Mahmoud bin Abd Al-Ghani Sabbagh i saudi-avisen Al- Riyadh, 15. okt. 2001 (Memri 291, 25. okt. 2001).

[92] Se Tishreen, 31. jan. 2000, ledende artikel.

[93] Al Thawra, 22. feb. 2000, ledende artikel. Daglig kommenteret rapport på syrisk radio, 24. feb 2000. Se også Al Ba’ath, 10. feb. 2000. “All those who saw Levy on television threatening Lebanon were reminded of the Nazi period” ["Alle dem, der på tv så Levy true Libanon, blev mindet om den nazistiske periode"].

[94] Libanesiske tv-billeder fra den 28. februar 2000, der viser David Levys tale i Knesset, hvor han truer med at "brænde Libanons jord" (som gengældelse for Hizbollah-angreb), sammen med optagelser af Hitlers nazi-stævner.

[95] Al-Ittihad (dagblad fra De Forenede Arabiske Emirater), 25. feb. 2000.

[96] Al-Watan (halv-uafhængigt Qatar-dagblad), 21. februar 2000. En del af dette materiale blev udarbejdet af Anti-Defamation League. Se ADL's baggrundsfil for marts 2000 om “Anti-Semitism and Demonization of Israel in the Arab Media” (Januar-Februar 2000).

[97] Anti-Semitic Images in the Egyptian Media (New York: Anti-Defamation League, 2001). Om den ekstraordinære forekomst af fjendtlige anti-jødiske holdninger på tværs af det politiske spektrum i Egypten, se Rivka Yadlin, An Arrogant, Oppressive Spirit: Anti-Zionism as Anti-Judaism in Egypt (Oxford/New York: Pergamon, 1989). Yadlin viser, hvor tæt jøder og zionister blev flettet sammen i moderne egyptiske skrifter. "De afskyelige træk, udtrykt i Israels optræden, opfattes som særegne, arvede og selve det jødiske væsen iboende. De nedarves i det jødiske samfund og er derfor delt af hele Israel såvel som af andre jøder" (ibid., s. 105). Zionismen, i den dybeste forstand, betragtes som "jødedommens essens".

[98] Mahmoud Al-Said Al-Kurdi, Al Akhbar, 25. marts 2001.

[99] Al-Musawwar, 4. aug. 1972, s. 13.

[100] Zbeir Sultan, “The Peace of Zion,” i ibid., 1. jan. 2000 (Memri 67, 6. jan. 2000).

[101] Ibid. Se også Al Ahram, 29. april 2001, der genopfrisker Muammar Al-Gaddafis "afsløringer" om, at libyske børn havde fået indsprøjtet AIDS af udenlandske sygeplejersker. Regeringen gentager dagligt beskyldningerne fra dem, der tror, at CIA eller det israelske Mossad stod bag denne forbrydelse.

[102] Syrian News Agency, 5. maj 2001.

[103] Jews, Israel, and Peace in Palestinian School Textbooks, 2000-2001 and 2001-2002 (New York: Center for Monitoring the Impact of Peace, 2001), siderne 22–25.

[104] Ibid., s. 17.

[105] Ibid., s. 35.

[106] Ibid., s. 28–29, 34–40.

[107] Ibid., s. 42.

[108] Al Hayat Al-Jadeeda, 5. nov. 1997.

[109] Ibid., 3. nov. 1997.

[110] Ibid., 3. sept. 1997.

[111] Ibid., 7. juli 1997.

[112] Ibid., 13. apr. 2001. Hiri Manzours artikel, udgivet på Israels Holocaust Mindedag, havde provokerende fået titlen “The Fable of the Holocaust” ["Holocaust-fablen"] for at gøre krænkelsen maksimal.

[113] Ibid., 15. maj 1997.

[114] Yediot Aharonot, 25. juni 1997.

[115] Fiamma Nirenstein, “How Suicide Bombers Are Made,” Commentary, september 2001, s. 53–55.

[116] Ibid., s. 54. Udtrykket "dobbelt nazisme" kommer fra en klumme i det egyptiske Al-Arabi i maj 2001.

[117] Ibid.

[118] Ibid., s. 55.

[119] Martin Kramer, “The Salience of Islamic Fundamentalism,” Institute of Jewish Affairs (Oktober 1995): 5–6.

[120] Ibid., s. 6.

[121] Ibid., s. 8.

[122] Se Fouad Ajami, The Arab Predicament: Arab Political Thought and Practice since 1967 (Cambridge: Cambridge University Press, 1984), s. 50–76.

[123] D. F. Green red., Arab Theologians on Jews and Israel, 3. udg., (Geneva: Editions l’Avenir, 1976), s. 9.

[124] Kamal Ahmad Own, “The Jews Are the Enemies of Human Life,” ibid., s. 19–24.

[125] Ibid., s. 91.

[126] Ibid., s. 95 Abdul Halim Mahmoud, Al-Jihad wa al-Nasr [Holy War and Victory] (Cairo, 1974), s. 148–50.

[127] Se Arieh Stav, Ha-Shalom. Caricatura Aravit [Fred: Den arabiske karikatur] (Tel Aviv/New York: Gefen Publishers, 1996), s. 111–234. Fouad Ajami, “What the Arab World Is Watching,” New York Times Magazine, 18. nov. 2001, beskriver den anti-amerikanske og anti-zionistiske diæt, som Al-Jazeera serverer.

[128] Eliahu Salpeter, “Anti-Semitism among the Arabs,” Ha’aretz, 9. feb. 2000.

[129] Se Holocaust Denial in the Middle East, s. 5–6. Abu Mazen har aldrig offentligt trukket sin Holocaust-benægtende bog tilbage, på trods af en anmodning herom fra Simon Wiesenthal Center i Los Angeles. Han fortalte den israelske avis Maariv, at han skrev bogen på et tidspunkt, hvor PLO var "i krig med Israel". Efter Oslo, hævdede han, ville han ikke være kommet med sådanne bemærkninger. Men nu, hvor Oslo er død, betyder det så, at Holocaust-benægtelse igen kan blive betragtet som politisk hensigtsmæssig?

[130] Se Per Ahlmark, “Reflections on Combating Anti-Semitism,” i Yaffa Zilbershats, red., The Rising Tide of Anti-Semitism (Ramat Gan: Bar-Ilan University, n. d.), s. 59–66. Per Ahlmark, som var medstifter af Den Svenske Komité mod Antisemitisme, har kaldt Ramis Holocaust-benægtende udtalelser "den mest ondskabsfulde anti-jødiske kampagne i Europa siden Det Tredje Rige". Rami er blevet retsforfulgt i svenske domstole ved tre lejligheder. Han blev igen dømt skyldig og idømt bøde i oktober 2000.

[131] Se Imam (marts og maj 1984), en udgivelse af den iranske ambassade i London. Se også The Imam Against Zionism (Ministry of Islamic Guidance, the Islamic Republic of Iran, 1983) for ayatollah Khomeinis ondsindede syn på Israel. Og se Emmanuel Sivan, “Islamic Fundamentalism, Antisemitism and Anti-Zionism,” i Wistrich, red., Anti-Zionism and Antisemitism, s. 74–84. Note 55.

[132] Olivier Carré, L’Utopie Islamique dans l’Orient Arabe (Paris, 1991), s. 195-201. Robert S. Wistrich, “The Antisemitic Ideology in the Contemporary Islamic World,” i Zilbershats, red., Rising Tide, s. 67–74.

[133] Jerusalem Post, 25. april 2001. Et år tidligere havde en konservativ iransk avis, Tehran Times, i en leder insisteret på, at Holocaust var "et af de største svindelnumre i det 20. århundrede". Dette udløste en klage fra det britiske parlamentsmedlem, Louise Ellman, til den iranske ambassadør i London. Agence France-Presse, 14. maj 2000.

[134] New York Times, 26. marts 2000. Sabri tilføjede: "Det er bestemt ikke vores fejl, at Hitler hadede jøder. Var de ikke hadet noget nær overalt?"

[135] Citeret i Holocaust Denial in the Middle East, s. 12.

[136] “Jewish Control of the World Media,” Al Hayat al-Jadeeda, 2. july 1998 (oversat i Memri, Special Dispatch 1). En nylig krydsogtværs i samme palæstinensiske avis (18. feb. 1999) bad læserne om at finde navnet på det "jødiske center for eternalisering Holocaust og dens løgne". Det rigtige svar var Yad Vashem, det officielle israelske Holocaust-mindesmærke i Jerusalem.

[137] “Deres Holocaust og vores gravplads” i den jordanske avis Al-Arab Al-Yom, 4. juli 1998.

[138] “Holocaust, Netanyahu og mig,” Al-Akhbar, 25. sep. 1998.

[139] Al-Quds Al-Arabi, 22. april 1998 (oversat til engelsk af Antisemitism Monitoring Forum).

[140] Al-Arab Al-Yom, 27. april 1998 (oversat til engelsk af Antisemitism Monitoring Forum på www.antisemitism.org.il). Som det ofte er tilfældet med Holocaust-benægtende litteratur, er denne artikel fuld af forvirring og uvidenhed, og hævder triumferende, at der aldrig levede 6 millioner jøder i Tyskland før krigen, som om "Den Endelige Løsning" primært var rettet mod tyske jøder, og nazisterne aldrig havde erobret hele det europæiske kontinent.

[141] Muhammad Kheir al-Wadi, “Det tredje årtusindes pest,” Tishreen, 31. jan. 2000.

[142] Ibid.

[143] Al-Ahram forsvarede den 14. marts 1998 Garaudy ved bl.a. at hævde, at der var "ingen spor af gaskamrene", der påstås at skulle have eksisteret i Tyskland. Faktisk var der ingen gaskamre opstillet i Tyskland selv - alle dødslejrene lå i Polen.

[144] Holocaust Denial in the Middle East, s. 8–9.

[145] Bemærkningerne blev fremsat ved fredagsbønnen på Teheran Universitet den 15. december 2001, og var meget omtalt i verdenspressen. Dagen forinden sagde Rafsanjani på iransk tv: "Etableringen af staten Israel er den værste begivenhed i historien. Jøderne, der bor i Israel, bliver nødt til at migrere en gang mere." Se Ehrlich, red., Incitement and Propaganda, s. 38.

[146] Det er ikke tilfældigt, at europæiske Holocaust-benægtere som den østrigske ingeniør Wolfgang Fröhlich og schweizeren Jürgen Graf er velkomne og bosat i Iran. Se Holocaust Denial in the Middle East, s. 7–8.

[147] Roger Garaudy, Les Mythes fondateurs de la politique israélienne (Paris, 1995). Som tidligere katolik, dernæst kommunist, blev Garaudy muslim i 1982 og giftede sig med en Jerusalem-født palæstinensisk kvinde. Om reaktionen i Frankrig, se Pierre-André Taguieff, “L’Abbé Pierre et Roger Garaudy: Négationisme, Antijudaisme, Antisionisme,” Esprit 8–9 (1996): 215. Også Valérie Igounet, Histoire du Négationisme en France (Paris: Editions de Seuil, 2000), s. 472–83.

[148] For et nyttigt sammendrag se Esther Webman, “Rethinking the Holocaust: An Open Debate in the Arab World,” i Anti-Semitism Worldwide 1998/9 (Tel Aviv: The Stephen Roth Institute for the Study of Anti-Semitism and Racism, Tel Aviv University, 1999). Hun bemærker, at der findes nogle få kritiske arabiske røster, der kræver anerkendelse af Holocaust som en ekstraordinær forbrydelse mod menneskeheden. Også Rainer Zimmer-Winkel, red., Die Araber und die Shoah (Trier: Aphorisma, 2000), s. 9–33.

[149] Se artiklen af Mouna Naim i Le Monde, 1. marts 1998.

[150] Se Goetz Nordbruch, The Socio-Historical Background of Holocaust Denial in Arab Countries, Acta 17, Analysis of Current Trends in Antisemitism (The Hebrew University of Jerusalem, Vidal Sassoon International Center, 2001), s. 6–14.

[151] Ibid., s. 11. Den tyske forfatter citerer en række arabiske kilder. Han bemærker også kravet fra det London-baserede Al-Hayat (15. jan. 1998) om en anerkendelse "af de andre Holocaust'er begået af Israel mod den arabiske verden". Dette blev fremsat af redaktøren, i ramme alvor, som en forudsætning for arabisk anerkendelse af det nazistiske Holocaust mod jøderne.

[152] Memri 188, 20. feb. 2001.

[153] Al-Risala, 13. apr. 2000. Dr. Sisalem har tidligere benægtet eksistensen af gaskamrene. Han hævdede, at zionisterne stadig "afpressede" penge fra europæiske lande som et resultat af Shoah. Desuden havde jøderne i Stockholm (januar 2000) presset mange regeringer til at indføre Holocaust i deres skolers læseplaner. Dette, sagde han, havde til formål at dække over de oprørende zionistiske forbrydelser i Palæstina.

[154] Al-Istiqlal, 20. april 2000.

[155] Ibid.

[156] For et udvalg af Saddam Husseins nyere udtalelser om Israel, se Ehrlich, Incitement and Propaganda, s. 31–32. På irakisk fjernsyn (22. feb. 2001) henviste han til “den beskidte zionistiske entitet”; den 27. marts 2001 opfordrede han til totalmobilisering “for at befri Palæstina”, og tilføjede, “til helvede med jøderne”; i Radio Baghdad ( 28. maj 2001) kaldte han den zionistisk-arabiske konflict en skæbnens krig; enten ville den arabiske nation leve i fred (hvilket krævede Israels udslettelse) eller zionisterne ville ekspandere på arabisk bekostning. Den 28. august 2001 i Radio Baghdad opfordrede han den arabisk islamiske nation til at rejse sig og “fordrive sønnerne af aber og svin blandt zionisterne fra det erobrede land [Palæstina].”

[157] Saddam Hussein på irakisk fjernsyn, hvor han taler til en algerisk delegation, 30. maj2001, ibid., s. 32.

[158] Dette tema er særlig stærkt i syrisk, irakisk og iransk regeringspropaganda, men lignende udtryk kan findes i mere "moderate" arabiske lande som Saudi-Arabien, Jordan og Egypten.

[159] Y. Harkabi har konsekvent hævdet, at arabisk antisemitisme var "resultatet af politiske omstændigheder", ikke "en årsag til konflikten, men et produkt af den". Se hans “Contemporary Arab Anti-Semitism: Its Causes and Roots,” i Helen Fein, red., Current Research on Antisemitism: The Persisting Question: Sociological Perspectives and Social Contexts of Modern Antisemitism (Berlin/New York: Walter De Gruyter, 1987), s. 420. Jeg er respektfuldt uenig med Harkabi på dette punkt.

[160] Se Sylvia Haim, “Arab Antisemitic Literature,” Jewish Social Studies 4 (1956): 307–9. Arabiske oversættelser af fransk antisemitisk litteratur (udført af kristne arabere) var et vigtigt transportbånd for overførslen af anti-jødiske stereotyper med oprindelse i europæisk kristen kultur.

[161] Bodansky, Islamic Anti-Semitism, s. 41–50.

[162] Robert S. Wistrich, “The Anti-Semitic Ideology,” i Zilbershats, Rising Tide, s. 70.

[163] Ibid., s. 20–21.

[164] Lutfi abd-al-’Adhim, “Arabs and Jews: Who Will Annihilate Whom?” Al-Ahram al-Iqtisadi, 27. sept. 1982. Se det lange uddrag citeret af Raphael Israeli i hans pamflet Arab and Islamic Antisemitism, s. 14–15.

[165] Ibid.

[166] Wistrich, Antisemitism, s. 265.

[167] Ibid., s. 267.

---

Robert Solomon Wistrich (7. april 1945 - 19. maj 2015) var Erich Neuberger professor i Europæisk og Jødisk Historie ved Hebraisk Universitet i Jerusalem, og leder af universitetets Vidal Sassoon Internationalt Center for Studiet af Antisemitisme. Ifølge Indiana Universitet var Wistrich "en ledende forsker i antisemitismens historie".

Blandt hans mange bøger er: Antisemitism: The Longest Hatred, Schocken Books, New York, 1991 og A Lethal Obsession: Anti-Semitism from Antiquity to the Global Jihad, Random House, New York, 2010.

Se følgende video med hans sidste tale ved Det 5. Globale Forum for Bekæmpelse af Antisemitisme i 2015. Han døde nogle dage senere i Rom den 19. maj efter et hjerteanfald. Han skulle have talt til det italienske senat om den stigende antisemitisme i Europa.

Kilde: Wikipedia og YouTube

---

Oversættelse: Bombadillo