Pamela Geller skrev for nylig om mordene på i alt 120 kristne, der var sket i Nigeria siden februar i år. Dette er kun toppen af isbjerget af angreb på kirker og kristne ud over verden, begået af islamister, der tørster efter kristne martyrers blod. Mange venstreorienterede ateister kalder så dem, der protesterer højlydt mod denne blodsudgydelse for "islamofober". Derved giver de i realiteten tilladelse til, og direkte opmuntrer til, at de militante islamister kan fortsætte deres voldsudøvelse.

Sympatien for islamiske jihadister er det nødvendige perverse resultat af en dyb mental sygdom, som jeg diagnosticerer og kalder islamofili. Denne er den overdrevne kærlighed til islam og tilhængere af islam, baseret på et ønske om at bringe død og ødelæggelse over kristne, jøder og endda de sekulære, som forbliver tro mod den jødisk-kristne moral. Det er en overidentifikation med en holdning, der ønsker at ødelægge anglo-amerikansk frihed, som baseret på naturlige rettigheder og den dybe vestlige tilknytning til personlig autonomi og privat ejendom. Vores anglo-amerikanske civilisations naturlige [og umistelige] rettigheder er, ifølge vores Uafhængighedserklæring, givet af Skaberen selv. Disse rettigheder er bibelske rettigheder, fundet i Skriften, som ved Guds hellige forsyn er ført ind på den menneskelige ledelses jordiske område.

Kort sagt sublimerer vores egen kulturs venstreorienterede brigader deres hadefulde vendetta mod naturlige rettigheder og kristen tro (som er dybt forankret i Det Gamle Testamentes lære og tro) gennem stedfortrædende identifikation med de voldelige islamiske jihadisters anslag mod ikke-islamiske samfund, subkulturer og regeringer.

Islamofili, ikke islamofobi, er den største trussel mod freden og roen i den vestlige civilisation. Ligesom mange af de andre "-filier" er den en dybt irrationel forstyrrelse, som virker ved at overdrive de gode egenskaber ved en gruppe af væsener (her islam) for at aflede opmærksomheden fra en realistisk vurdering af denne gruppe eller samling. Pædofili, for eksempel, er en irrationel og pervers seksuel tiltrækning af voksne mod børn. Pædofili er defineret som "en psykiatrisk lidelse", der involverer voksnes seksuelle fantasier og aktiviteter med børn. En anden mere detaljeret definition siger, at pædofili er "... juridisk defineret som seksuelt misbrug af børn." Derfor kan vi sige, at lidelse, afvigelse og misbrug er de definerende egenskaber ved udtrykket islamofili, som det bliver fremført i denne artikel.

En anden pervers "-fili" er nekrofili. Nekrofili er defineret som "En sygelig glæde ved at være i nærheden af døde kroppe. [og] Impulsen til at have seksuel kontakt eller at have en sådan kontakt med en død krop, normalt mænd med kvindelige lig." Sex i disse tilfælde betyder, at der ikke er gensidig lidenskab. Den nekrofile udtrykker erotiske begær mod de døde, og de døde, som døde, sender intet tilbage. De er, nå ja, døde (…). Nu har vi fem arbejds-begreber til forståelse af islamofili: Lidelse, afvigelse, misbrug, sygelighed og perversitet.

Douglas Murray, assisterende redaktør for Spectator i Storbritannien, har skabt udtrykket islamofili. Men han bruger kriterier til at definere begrebet, der angår islamofile i pressen og på venstrefløjen, som kun gør det til en form for stædighed, og som ikke bringer os til forståelse af denne "-fili" som en neurotisk manifestation af nogle dybe patologier.

Han siger for eksempel, at islamofili er en "uforholdsmæssig beundring af islam". Med denne erklæring undlader han at rette læserens opmærksomhed på perversiteten af denne "uforholdsmæssighed". Efter 1400 år med angreb på Vesten, både Europa og USA, såvel som angreb på ikke-muslimer i mange andre kristne og ikke-kristne lande, kan vi se, at glæden ved at tilbede Allah ikke står øverst i deres sind. Snarere er det religiøs/politisk erobring af alle andre folkeslag, der som den drivende kraft er forbundet med deres tro.

Alle andre verdensreligioner gør nogle betydelige fredskrav, men ikke islam. Manglende anerkendelse af denne historiske realitet betyder, at den islamofiles defensive reaktion til støtte for islam ikke bare er uforholdsmæssig, men er afvigende og syg. Dens hovedmål er at hærge de kristne samfund og undergrave Vestens tro på, at dens kristne og jødiske fundament er gyldigt. Da de oplever kristendommen som en form for kulturel mishandling, ønsker de på deres side at mishandle kristne. For de ikke-islamiske islamofile, er islam tænkt som instrumentet til denne mishandling.

Murray siger videre: "Men når det drejer sig om kristendommen, ser det ud til, at du ikke kan hævde dens doktriner uden straks at blive anklaget for obskurantisme eller bigotteri. Dette skyldes en dyb foragt i intellektuelle kredse for for de religioner, der understøtter Vesten, og en tilsvarende overdreven respekt for det, der formodes at være den underudviklede verdens kulturer." Denne iagttagelse er helt sikkert sand, da den negative reaktion på kristendommen i alle dens manifestationer (katolske, ortodokse og protestantiske) fremkalder en forgudelse af islam, der ikke er baseret på respekt for dens principper, men på antipati mod den kristne tro og mod Faderen, Skaber af Himmel og Jord og alt, hvad der lever deri. Kristus er hadet af islamofile. Den islamofile er derfor perverteret, for hans eller hendes tiltrækning af islam er en pseudo-tiltrækning, baseret mere på had til kristendommen end på kærlighed til og respekt for det islamiske.

Derudover bemærker Murray: "Medierne (...) kunne aldrig sende eller trykke (...) en artikel, der forklarer - set ud fra den kristne eller nogen anden synsvinkel - hvorfor islams oprindelseshistorie simpelthen ikke hænger sammen (...). Slip enhver forsker løs på materialerne og de kunne vise det. Forskere i Bibelen eller Toraen, der bruger de tekstkritiske værktøjer, kunne bruge dem på Koranen og få en vidunderlig og fascinerende tid ud af det." Således ser han med rette, at mainstream-medierne er uvillige til i det offentlige rum at bringe kritik af islam, set fra andre religioners synspunkt, for derved at hjælpe offentligheden til at erkende problemerne. Faktisk er skribenter som Robert Spencer, Pamela Geller, Raymond Ibrahim, Daniel Pipes, Jamie Glazov, Daniel Greenfield, David Horowitz, Martin Sherman, Mordecai Kedar og Steve Emerson marginaliseret i den højeste grad muligt. De islamofile ønsker således forblive i uvidenhed om både kristendom og islam. På den måde fremmer de deres egen uvidenhed sammen med den offentlige uvidenhed. Derved opmuntrer de til sygelige og hadefulde tanker, der er grundet, ikke på viden, men på fortsat uvidenhed.

"Islamofile" har brugt udtrykket islamofobi til at bagvaske dem, der ønsker at forsvare vores kultur mod den falske, ikke-kristne religion: islam, som er fast besluttet på at erobre Vesten og alle andre kulturer. Fra nu af bør de, der bruger udtrykket islamofobi, straks konfronteres som neurotiske islamofile. Offentlig brug af sproglige udtryk til at tilskrive andre falske holdninger er afgørende i kulturkampene. Venstrefløjen har ofte haft held med at stigmatisere patrioters synspunkter, der går imod dem. Nye initiativer skal tages, så venstrefløjen kommer til at mærke, at piben har fået en anden lyd. Konservative skal ikke kun udtrykke modstand, men skabe modstand. Ligesom venstrefløjen forsøger at stigmatisere dem, de er uenige med, ved at bruge udtrykket islamofobi, således bør de selv stigmatiseres ved brug af udtrykket islamofili.

---

Oversættelse: Bombadillo