Deborah Weiss

Når islam eller profeten Muhammed bliver kritiseret eller hængt ud, kan hele den islamiske verden gå amok. Islamiske ledere verden over forsøger at kriminalisere enhver negativ kommentar om deres religion. Dette gælder frem for alt Den Islamiske Samarbejdsorganisation (OIC), som flere gange har foreslået sådanne kriminaliserende resolutioner i FN. Felix Strüning fra Citizen Times talte om dette med Deborah Weiss, journalist og ekspert i FN's resolutioner om religionskrænkelse, samt om konsekvenserne for den frie verden.

Fr Weiss, du har nu gennem mange år været iagttager af Den Islamiske Samarbejdsorganisation (OIC), en organisation, der er ukendt for de fleste vesterlændinge. Hvad er OIC egentlig og hvad er dens mål?

Deborah Weiss: Først vil jeg gerne takke dig for at invitere mig til dette Citizen Times-interview. Jeg sætter pris på din interesse for dette vigtige og underbelyste emne. OIC er den næststørste internationale organisation i verden, kun overgået af FN, og det er den største islamiske organisation i verden, som hævder at repræsentere 1,5 mia muslimer verden over. Den består af 56 FN-medlemsstater plus Den Palæstinensiske Myndighed, og de har tendens til at stemme sammen som en blok. Den er i det væsentlige den største stemmeblok i FN.

Det er en islamistisk supremacistisk organisation, der ser det som sit ultimative mål at opnå en verdensomspændende islamisk stat, som ikke anerkender territoriale grænser, er regeret af en kalif og er styret af sharia-lov.

I 1990 vedtog OIC-udenrigsministre Cairo-erklæringen om Menneskerettigheder i Islam. Så hvis OIC-medlemslande taler om menneskerettigheder, hvad kan de så mene, hvis man går efter definitionerne i denne erklæring?

Weiss: Det er et meget fint spørgsmål; jeg er glad for at du stiller det. FN's Verdenserklæring om Menneskerettigheder (UNDHR), skønt ikke juridisk bindende, betragtes som et grundlæggende dokument i den internationale menneskerettighedslovgivning. Den fremmer talrige fundamentale menneskerettigheder, og har tjent som inspiration for mangfoldige menneskerettighedslove verden over. Den nævner ikke specifikt nogen religion, men antager, at alle religioner er lige, og at mænd og kvinder er lige.

I 1990 undlod mange af OIC-landene at stemme for UNDHR, idet de hævdede, at den ikke tager hensyn til islamiske landes kulturelle og religiøse kontekst. I stedet tilbød de et alternativ, kaldet Cairo-erklæringen om Menneskerettigheder i Islam. Selvom OIC-landene hævder, at denne er et anvendeligt alternativ til UNDHR, er den i virkeligheden slet ikke et menneskerettighedsdokument i den sande betydning af ordet.

For det første er det ikke et religionsneutralt dokument, men hævder islams overlegenhed over alle andre religioner. Dermed søger det, hvad der er i den bedste interesse for den islamiske umma snarere end, hvad der fremmer individets rettigheder.

I det omfang, det lader til at handle om individuelle rettigheder, skal alle de opregnede rettigheder udtrykkeligt ses indenfor rammerne af sharia-loven. Og da sharia-loven stærkt begrænser mange af de rettigheder, der er anført i Cairo-erklæringen, så vil det sige, at hvad Cairo-erklæringen giver med den ene hånd, det tager sharia med den anden, og at de derfor i virkeligheden slet ikke er rettigheder.

For eksempel foregiver Cairo-erklæringen at give ytringsfrihed - som tilladt under sharia-loven. Men i henhold til sharia-loven er kritik af islam eller den muslimske profet Muhammed blasfemi og er forbudt. Hårdhændede foranstaltninger tjener som straf for at udøve ytringsfrihed i denne henseende og spænder fra bøder til fængsel til henrettelse. Så den ytringsfrihed, som dette dokument henviser til, er alligevel ikke helt så fri.

Tilsvarende hævder Cairo-erklæringen at give religionsfrihed - igen inden for rammerne af sharia. Men en muslim, der ønsker at konvertere til kristendommen, vil være underlagt dødsstraf, fordi apostasi straffes med døden under sharia-loven. Derudover indeholder Cairo-erklæringen forskellige rettigheder for mænd og kvinder. Der er flere eksempler, men jeg tror du har fanget pointen.

I virkeligheden er Cairo-erklæringen ikke en opgørelse over individuelle rettigheder, men er en liste over forpligtelser, som individer skal overholde under sharia.

Du har ret i, Felix, at når OIC bruger udtrykket "menneskerettigheder", så er dens definition i overensstemmelse med definitionen af menneskerettigheder i Cairo-erklæringen, og den ligger et godt stykke vej fra menneskerettigheder, som begrebet forstås i Vesten.

I årevis har OIC presset på for FN-resolutioner om at kriminalisere "religionskrænkelse". Hvad betyder det for os i Vesten?

Weiss: I øjeblikket er OIC's mål den internationale kriminalisering af al tale, der er kritisk over for islam-relaterede emner, herunder islam, muslimer, sharia, islamisk terrorisme og islamisk forfølgelse af religiøse mindretal. Den har ikke presset på for kriminalisering direkte, vel vidende, at det ikke ville blive accepteret i Vesten. I stedet introducerer den FN-resolutioner og sigter mod parlamenter i EU-landene, hvor den holder sproget i en udvandet form for at nå sine mål gradvist og trinvist.

I det amerikanske retssystem definerer vi bagvaskelse som noget, der angår personer, ikke religioner eller ideer. Derudover skal bagvaskelse i vort system være i strid med kendsgerningerne. Sandheden er et forsvar og meningstilkendegivelse, uanset hvor negativ, er beskyttet af princippet om ytringsfrihed.

OIC ønsker love, der giver en religion retlig beskyttelse mod kritik, også selvom kritikken er sand. Hvis du for eksempel ønsker at tale om islamisk terrorisme eller islamisk forfølgelse af religiøse mindretal vil OIC have indført straf for en sådan diskussion. Eller hvis du for eksempel bare havde lyst til at sige, du ikke kan lide religionen islam, så ville denne udtalelse også være strafbar.

Selvom udtrykket er "religionskrænkelse" så gælder det, efter OIC's fortolkning, kun for islam. Selv i det tilfælde, at sanktionerne skulle blive udmålt retfærdigt blandt alle religioner, ville jeg være imod det, fordi det selvfølgelig ville have en enorm undertrykkende indflydelse på ytringsfriheden.

Men i virkeligheden, ville det altid ende med at blive anvendt oftere på islam end på andre religioner, simpelthen fordi man ikke kan se den situation for sig, hvor jøder, kristne eller buddhister løber i retten, fordi nogen har kritiseret eller fornærmet deres religion. I almindelighed ville de ignorere det eller svare igen på en ikke-juridisk og ikke-voldelig måde, som f.eks. at skrive kommentarer eller læserbreve for at få deres modsynspunkt frem. Desværre synes mønstret at være, at det primært er muslimer, der anlægger sag, beder om beskyttende lovgivning mod tale, som går imod deres religion og begår vold som reaktion på tegninger, videoer eller anden "krænkende tale".

Jeg ønsker gøre det klart, at jeg ikke siger, at alle muslimer gør dette. Jeg siger blot, at når denne adfærd finder sted, sker det inden for det muslimske samfund, fordi det er en del af deres religion, at det ikke er tilladt at kritisere den. Det er også en del af deres "religion", at ikke-muslimer skal underkaste sig denne idé, hvilket er ensbetydende med at rette sig efter islamiske blasfemi-regler.

I 2011 så det ud til, at der skete en ændring: Resolution 16/18 handlede pludselig kun om "Bekæmpelse af intolerance, negativ stereotypering og stigmatisering af samt diskrimination, tilskyndelse til vold og vold mod personer på grund af religion eller tro." Har OIC overtaget den vestlige tankegang om, at kun diskrimination af troende er strafbar, men ikke bagvaskelse af en religion?

Weiss: Jeg ville ønske det var tilfældet, Felix, og jeg er sikker på at mange andre har det på samme måde! Jeg formoder, at det var naivt af os i Vesten at tro, at OIC, hvis mission er at bringe verden under kontrol af sharia-lov, faktisk ville bevæge sig i retning af at opgive deres mål om undertrykkelse af kritik af islam.

Da vestlige lande fik færten af, at begrebet "religionskrænkelse" kunne få potentielt alvorlige konsekvenser for ytringsfriheden, blev der skrevet adskillige artikler om det og USA startede en kampagne for at oplyse FN-delegerede og afholde dem fra at støtte disse resolutioner.

Da det amerikanske udenrigsministerium bad OIC om at udarbejde en alternativ resolution, der ville bevare ytringsfriheden og stadig handle om dens bekymring over "islamofobi", producerede OIC resolution 16/18.

I første omgang blev USA og mange ngo'er opstemte, fordi de troede, at OIC var begyndt at fokusere på beskyttelse af religiøse mindretal frem for beskyttelse af islam mod kritik. Sproget i teksten kunne for det meste bestemt tolkes på den måde. Mest bemærkelsesværdigt blev udtrykket "religionskrænkelse" droppet i den nye resolution, så folk havde grund til at tro, at tingene var på vej i den rigtige retning.

Det var ikke til at vide, at OIC ville tage sproget i resolution 16/18 og vende det på hovedet ved at give ordene definitioner, som ingen i Vesten nogensinde havde hørt om før, og som ville resultere i en OIC-fortolkning, der stadig handler om at beskytte islam mod såkaldt "bagvaskelse".

Først efter det amerikanske udenrigsministeriums meddelelse om, at det ville afholde den første Istanbul-konference, hvor indførelse af resolution 16/18 ville være temaet, blev det fra andre dokumenter og udtalelser klart, at OIC helt havde bevaret sit mål om at bekæmpe bagvaskelse af islam, og at den ville bruge Istanbul-processen til at skubbe Vesten i retning af ytringsrestriktioner.

Du nævnte Istanbul-processen. Kan du forklare, hvad det er?

Weiss: Istanbul-processen er blot implementeringsprocessen for resolution 16/18 med henblik på at gøre den til en realitet. Den er meget usædvanlig derved, at FN-resolutioner normalt ikke "implementeres", men forbliver politiske dokumenter. Den er udset til at blive en handlingsorienteret tilgang og selvfølgelig blev processen indledt af OIC.

Desværre tilbød det amerikanske udenrigsministerium at være vært for den første Istanbul-konference, hvilket giver resten af den frie verden det indtryk, at samarbejde med OIC er ønskeligt. Hidtil har der været afholdt to officielle Istanbul-konferencer og en tredje forventes i den nærmeste fremtid. Lande og ngo'er fra hele verden deltager.

Processen er i gang med det OIC-mål for øje, at få de enkelte lande til at indføre nationale politikker, love og praksisser, der gør resolution 16/18 til at tage og føle på. Det vigtigste resultat, vi har set fra Istanbul-processen, er desværre en bevægelse mod at kvæle ytringsfriheden, når det drejer sig om kritik af islam-relaterede emner, og et skub i retning af tværreligiøse og "pædagogiske" møder, der hvidvasker eller benægter farerne ved islamisk terrorisme.

To år efter resolution 16/18, i marts 2013, vedtog FN's Menneskerettighedsråd Resolution A/HRC/22/L.40, der erklærer, at "terrorisme i alle dens former og udtryk, ikke kan og ikke bør forbindes med nogen religion, nationalitet, civilisation eller etnisk gruppe". Hvilke konsekvenser har dette for os?

Weiss: Ja, dette er klart et skridt i den gale retning og viser et svigt i den internationale "konsensus" om at støtte ytringsfriheden.

Det er klart, at enhver, der ikke helt har stukket sit hoved i sandet, ved, at der findes sådan noget som islamisk terrorisme. For vesterlændinge vil et forbud mod at diskutere det ikke alene være en krænkelse af ytringsfriheden, men også et nationalt sikkerhedsproblem. Det er svært at producere en effektiv national sikkerhedsstrategi, hvis du er forbudt at diskutere truslen og identificere den ved navn.

EU-repræsentanten ved FN fordømte udtrykkeligt denne og andre bestemmelser i resolution L.40 og den deraf følgende optrævling af den internationale støtte til ytringsfriheden.

Det er intet mindre end skændigt, at den amerikanske ambassadør ikke gjorde det samme. Det vil blive en skamplet på amerikansk historie, at regeringen under Obama-administrationen undlod at hævde et stærkt principielt standpunkt i spørgsmålet om ytringsfrihedens ret og værdi. I stedet havde den amerikanske ambassadør ikke andet end ros til overs for OIC, selv i lyset af den undergravning af ytringsfriheden, som udtrykkes i resolution L.40.

Amerika er stadig frihedens sidste bastion angående ytringsfrihed, men det er klart, at selv her er vi os på vej ned ad den glidebane, der fører til udtryksfrihedens død. Det er sørgeligt og skræmmende. Jeg håber, at folk vil vågne op; mange tager deres frihed for givet, mens den stille og roligt er ved at blive stjålet for næsen af dem.

Hvilken effekt, om nogen, har disse resolutioner fra Menneskerettighedsrådet (UNHRC) på lovgivningen i de vestlige demokratier? De er trods alt ikke juridisk bindende ...

Weiss: Det er rigtigt, Felix, at FN-resolutioner ikke er juridisk bindende. Men ideerne i dem har politisk slagkraft. Så hvis en resolution vedtages gentagne gange i årenes løb eller vedtages i talrige FN-organer, får disse ideer større betydning. På et tidspunkt er der risiko for, at de vil blive anset for "retssædvane og international ret". På det tidspunkt, vil alle lande blive presset til at overholde de ideer, der er indeholdt i resolutionerne. Og i parentes bemærket blev nogle af disse resolutioner ikke bare vedtaget i UNHRC, men også i Generalforsamlingen.

At vestlige lande faktisk underskrev både resolution 16/18 og resolution L.40, gør tingene endnu vanskeligere. OIC presser vestlige lande til at udarbejde national lovgivning, der vil straffe kritik af islam. Desværre har de fleste EU-lande gjort netop dette. Lovene bliver aldrig kaldt islamiske blasfemilove, men ideen går i denne retning - hvis du kritiserer islam eller fremstiller den i et negativt lys, kommer det til at koste.

Nogle af de typer lovgivning, vedtaget med dette formål, kaldes "nedgørelse af religion", "bagvaskelse af religion", "lov om hadtale" eller "lov om offentlig orden". Alle disse love, når de indføres i ikke-muslimske, angiveligt frie lande, tjener til at afskrække udøvelsen af ytringsfriheden, når det drejer sig om kritik af islam, hvilket er præcis, hvad OIC ønsker.

Hvilke forskelle ser du mellem USA og Europa angående udtryksfrihed?

Weiss: Europa er meget længere fremme i islamiseringsprocessen. Dele af Europa har "adgang forbudt-zoner" [no-go zones], hvilket er muslimske enklaver, der styrer sig selv ved sharia-lov. Mange gange er politiet bange for at komme ind i disse zoner af frygt for at blive angrebet.

Derudover er der dele af Europa, hvor et stort antal muslimer uden videre overtræder loven og politiet bare ser til uden at gøre noget. I London og Frankrig for eksempel, vil store grupper af muslimer undertiden samles og bede udendørs, hvorved de blokerer trafikken i strid med zoneinddelingslovene.

Som jeg nævnte tidligere, har de fleste EU-lande allerede former for love, der giver afskrækkende straffe for "hadtale" eller lignende.

Folk tror, at dette ikke kan ske i USA, men vi befinder os lige rundt om hjørnet. Alt hvad det kræver, er vedtagelse af love om hadtale og fem højesteretsdommere, der mener at disse er forfatningsmæssige, også selvom de har uret. Folk må være på vagt for at beholde deres frihed. Vi er det sidste land tilbage på jorden, der virkelig har den.

---

Deborah Weiss er journalist og ekspert i resolutioner om religionskrænkelse. Hun er en regelmæssig bidragyder til FrontPage Magazine og The Washington Times, og bidragende forfatter til bogen, “Saudi Arabia and the Global Islamic Terrorist Network” (Palgrave Macmillan 2011). En delvis liste over hendes arbejde kan findes på www.vigilancenow.org

---

Felix Strüning, født i 1982, er politolog og journalist. Han leder Citizen Times, das Magazin für liberale Politik & Werte. Han er som direktør ansvarlig for det politiske arbejde i Stresemann Stiftung, for hvilken han blandt andet udgiver bøger og diskussionsoplæg.

---

Oversættelse: Bombadillo