Je Ne Suis Pas Charlie
Jeg er ikke Charlie
Af David Warren
Oversættelse af: Je Ne Suis Pas Charlie
Kilde: The Catholic Thing, 9. januar 2015
Udgivet på myIslam.dk: 13. januar 2015

Angrebet på Charlie Hebdo-kontoret, begået af fanatiske muslimer i Paris i denne uge, fik kortvarigt slave-journalistens forbigående følelser og impulser til at blusse op i mig igen. Det var nyheder, men mere end det, angrebet var rettet mod "os". Noget måtte gøres, skrives, leveres - hvad som helst og med det samme - selv før tænkning.

På det satiriske magasins egne kontorer, var denne reaktion neddæmpet (sagt på dets egne forfatteres facon). Fremtrædende personale, herunder den fejrede redaktør og fire berømte tegnere, var alle døde. Men udenfor fyldte titusinder gaderne med mærkaten "Je suis Charlie" ["Jeg er Charlie"] og andre angivelser af forbipasserende solidaritet.

Så vidt jeg kan se, scorede fanatikerne deres hattrick. Mænd de fandt blasfemiske blev henrettet. Hele Frankrig gik i stå for at overveje gerningen. Og muslimer vidt og bredt blev stemplet som pariaer. Alle disse resultater var tilsigtede.

De kan meget vel have været psykopater, men som nok bemærket af enhver der har set de korte videoklip af skyderiet, var angriberne veltrænede. Dette var ikke en "efteraber"-operation som andre nylige angreb i Frankrig, når fx forstyrrede muslimer kørte biler ind i folkemængder.

Operationen var godt planlagt, disciplineret og et fingerpeg om, hvad der kan ventes i fremtiden, når hærdede dræbere fra "kalifatet" i Syrien og Irak vender tilbage til deres hjem i Europa og Amerika. De er hensynsløse og de ved, at vi ikke er det. Det giver dem en fordel ud over valget af våben.

Store mængder vrøvl er blevet brugt om "forsvaret af vore værdier". Dette er vand på fanatikernes mølle, for de ved, vi ikke har nogle. De ønsker at fremhæve kontrasten mellem troende og ikke-troende; de ønsker at overbevise deres muslimske trosfæller, især de unge, om, at blasfemi er vort eneste forsvar og at det kan overvindes.

De ønsker også at få unge muslimer, bosat i Vesten, til at føle sig isolerede: at sætte mere på spil for dem. De ønsker at lede politiet, der forfølger dem, lige ind i hjertet af den muslimske ghetto, hvor de vil finde sig særdeles uvelkomne.

I Frankrig og over hele verden, var moderate muslimske organisationer, som taler for "lev og lad leve", hurtige til at fordømme angrebene. De har lært at være meget hurtigt ude i disse sager. De har også lært ikke at være tvetydige i deres fordømmelser. Hvis de tilfældigvis mener, at Charlie Hebdo er et usmageligt magasin, der ofte og groft har hånet deres profet, så ved de, at denne ikke er den rette tid til at diskutere det.

Men også dette er blevet en tilsigtet virkning af voldelige angreb: At bringe de "moderate" i forlegenhed. Budskabet til unge med testosteron er: "Vi får resultater, de får ingen ting."

Måske den mest nedslående ting i vores dårligt betegnede "krig mod terror" er det svar, der hopper ud af munden på Vestens virkelige fjolser: dem, der siger, at "dette ikke handler om islam", selv når de udmærket ved, at det handler om islam og intet andet.

Den myrdede redaktør Stéphane Charbonnier i 2011. På forsidetegningen siger Muhammed: "100 piskeslag hvis du ikke dør af grin!"

Lige nu tillader de politisk korrekte ingen betegnelser overhovedet. De er fanget, fordi de ikke har nogen positive værdier at forsvare og dermed intet redskab til forstå de mennesker, der har til hensigt at udslette dem. De møder op præ-udslettede og det ved de muslimske fanatikere også. Faktisk ved de langt mere om os, end vi ved om dem, takket være vores forsætlige blindhed.

I stedet for positive kristne værdier, som på hvert punkt besvarer de muslimske (i enighed eller uenighed), præsenterer vi nu et intet. Vores "frihed" er formuleret i rent negative vendinger, som menneskelige "rettigheder" til at give sig hen til enhver form for tøjlesløshed på en snævert umiddelbar og materiel måde, "så længe det ikke skader nogen".

Se for eksempel forsiden af Charlie Hebdo i 2010. Tegningen viser pave Benedikt, der holder et kondom i vejret og siger: "Ceci est mon corps" ("Dette er mit legeme"). Den var typisk for bladets forsøg på at chokere. Det var et godt forsøg. Men det formåede ikke at blive til blasfemi, for i det moderne Vesten kan blasfemi simpelthen ikke opnås.

Vi har ingen Gud, der kan bespottes, bortset fra dette mindretal, der forbliver kristent og som for det meste forstår, at man skal være kristen for at kunne bespotte.

Da den franske præsident, François Hollande tog hen til Charlie Hebdo efter massakren, var alt han kunne levere et bundt klichéer. Det var som en selskabelig udmelding, på de døde.

Man kan sige, henkastet, at den frie presse aldrig kan bringes til tavshed; men det kan den, og det blev den, som begivenhederne netop har vist. Den er også meget villig til at lukke munden på sig selv, som vi så i de mange medier, der omhyggeligt pixelerede Charlie Hebdos tegninger, der "kunne være stødende for muslimer."

Undtagen når den render i hælende på pøbel, er den "frie presse" som regel uden rygrad. Min ene (og eneste) grund til at beundre de afdøde redaktører og tegnere fra Charlie Hebdo er, at de ikke var kujoner. De sagde faktisk: "I bliver nødt til at dræbe os for at lukke munden på os," og mente det. Deres udfordring af de muslimske fanatikere fordobledes efter at deres kontorer blev brandbombet i 2011.

I dette, satte de et eksempel for os alle. Og her tænker jeg på os katolikker.

Islam er en positiv kraft. Dens tilhængere tror på ting, og mange vil kæmpe for dem. Fanatikerne kan være forskruede, men deres sag er ikke selvisk personlig. De agter fuldt ud at erobre Europa - en uafsluttet sag fra det 7. århundrede - og deres taktik og strategi er næppe modproduktiv.

For hvert nyt angreb vinder de mere respekt, og inspirerer til mere støtte blandt unge muslimer. Hvert slag de sætter ind, afslører hulheden af det dekadente vestlige bryst. Vi vil ikke engang erkende, at vi er i krig - så fuldstændig er vores overgivelse.

Men den virkelige kamp, som de forstår det, er ikke islam versus tom tøjlesløshed. Den er for let vundet. Den virkelige kamp er derimod Kristus versus Muhammed: den eneste kamp, i hvilken de kan blive slået i defensiven; i hvilken deres egne børn kan vendes imod dem.




David Warren er tidligere redaktør af Idler Magazine og klummeskribent ved Ottawa Citizen. Han har omfattende erfaring fra Nær- og Fjernøsten. Hans blog, Essays in Idleness, kan nu findes på: davidwarrenonline.com.






Oversættelse: Bombadillo