Der er to områder at studere indenfor islam, dens lære og dens historie - teorien og dens resultater. Historien viser de konkrete resultater af læren.

Det første princip er, at Koranen, sira og hadith skal tages som en helhed. Vi kalder dem ”den islamiske trilogi” for at understrege teksternes enhed.

Vores vigtigste intellektuelle gennembrud er at se, at dualisme er grundlaget for og nøglen til at forstå islam. Alt om islam kommer parvist, begyndende med dens grundlæggende erklæring:

1. Der er ingen anden gud end Allah, og
2. Muhammed er Hans profet.

Islam er derfor Allah (Koranen) og sunna (ord og handlinger af Muhammed, der findes i sira og hadith).

Endeløse strømme af blæk er blevet spildt på at forsøge at besvare spørgsmålet om, hvad islam er? Er islam fredens religion? Eller er den sande islam en radikal ideologi? Er en moderat muslim den sande muslim?

Dette minder en videnskabsmand om de gamle diskussioner om lys. Er lys en partikel eller er lys en bølge? Argumenterne gik frem og tilbage. Kvantemekanikken gav os svaret. Lys er dualistisk; det er både en partikel og en bølge. Hvilken egenskab, der manifesterer sig, afhænger af omstændighederne. Islam fungerer på samme måde.

Vores første fingerpeg om dualismen er i Koranen, som faktisk er to bøger, Koranen fra Mekka (den tidlige) og Koranen fra Medina (den senere). Indsigten i Koranens logik kommer gennem det store antal selvmodsigelser i den. På overfladen løser islam disse selvmodsigelser ved at ty til "abrogation". Det betyder, at et vers skrevet senere, erstatter et tidligere vers [hvis de modsiger hinanden, o.a.]. Men i virkeligheden - da Koranen er Allahs fuldkomne ord - er begge vers hellige og sande. Det senere vers er "bedre", men det tidligere vers kan ikke være forkert, fordi det kom fra Allah, og Allah er fuldkommen. Dette er grundlaget for dualismen. Begge vers er "rigtige". Begge sider af modsigelsen er sande i dualistisk logik. Omstændighederne afgør, hvilket vers der bruges.

For eksempel:

Koranen (fra Mekka) 73:10: Udhold tålmodigt, hvad de siger, og skil dig fra dem i fordragelighed!

Fra tolerance bevæger vi os til den ultimative intolerance - ikke engang Universets Herre kan udstå de vantro:

Koranen (fra Medina) 8:12: Da din Herre åbenbarede for englene: "Jeg er med jer, så lad dem, der tror, stå fast! Jeg vil sætte en skræk i livet på dem, der er vantro. Hug dem over nakken! Hug dem over hver en finger!”

Al vestlig logik er baseret på modsigelsesprincippet - hvis to ting modsiger hinanden, er mindst én af dem falsk. Men islamisk logik er dualistisk - to ting kan modsige hinanden og begge være sande.

Intet dualistisk system kan måles ved ét svar. Dette er grunden til, at argumenterne om, hvad der udgør den "rigtige" islam, fortsætter i det uendelige og aldrig finder en løsning. Et enkelt rigtigt svar findes ikke.

Dualistiske systemer kan kun måles med statistik. Det er meningsløst at hævde, at den ene side af dualismen er sand. Som en analogi, giver kvantemekanikken altid et statistisk svar på alle spørgsmål.

Som et eksempel på anvendelse af statistik, se på spørgsmålet: Hvad er den virkelige jihad - den indre åndelige kamps jihad eller krigens jihad? Lad os vende os mod Bukhari (hadith) for at finde svaret; han taler gentagne gange om jihad. I Bukhari handler 97% af henvisningerne til jihad om krig og 3% handler om indre kamp. Så det statistiske svar er, at jihad er 97% krig og 3% indre kamp. Er jihad krig? Ja - 97%. Er jihad indre kamp? Ja - 3%. Så hvis du skriver en artikel, kan du argumentere for begge dele. Men i virkeligheden, kan næsten ethvert argument om islam besvares med: "Alt det ovennævnte." Begge sider af dualiteten er rigtige.

Vores uvidenhed

Lad os først se på, hvor uvidende vi er om politisk islams historie. Hvor mange kristne kan fortælle dig, hvordan Tyrkiet eller Egypten blev islamisk? Hvad skete der med Asiens syv kirker, nævnt i Pauli breve? Find en jøde, der kan fortælle dig om den jødiske historie om dhimmitude [1] (andenklasses borgere, der tjener islam). Hvilken europæer ved, at hvide kvinder var de højest prissatte slaver i Mekka? Alle ved, hvor mange jøder Hitler dræbte, men find en vantro, der kan oplyse dig om antallet af døde som følge af jihad gennem de sidste 1400 år.

Vi er lige så uvidende om islams lære. En FBI-agent får to timers undervisning om islam, hvoraf det meste handler om, hvordan man undgår at fornærme imamen. Vi kæmper i Irak. Hvem udnytter islams politiske, militære doktrin i den strategiske planlægning? Hvem kan finde en eneste rabbiner eller præst, der har læst Koranen, sira og hadith? Hvilke guvernører, senatorer, kongresmedlemmer eller militære ledere demonstrerer viden om islams politiske lære? Prøv at finde et tilgængeligt universitetskursus om islamisk politisk doktrin og etik. Kandidater er skolet i islamisk kunst, arkitektur, poesi, sufisme og en glorværdig historie, der ignorerer de uskyldige vantros lidelser. Kandidater læser kommentarer om Koranen og hadith, men læser ikke selve læren.

Så hvorfor er vi så uvidende? Lad os starte med begyndelsen. Da islam brød ud af Arabien og ind i en smuldrende byzantinsk verden, beskrev de vantro det som en arabisk invasion. Tilsvarende var invasionen af Østeuropa tyrkisk; invasionen af Spanien var af maurerne. Vore lærde var ude af stand til blot at navngive angriberne.

Mohammed dræbte hver eneste intellektuelle eller kunstner, der var imod ham. Og 1400 år senere var det frygt, ikke en eller anden indbildt finfølelse, der fik det store flertal af verdens medier til ikke at genoptrykke Muhammed-tegningerne. Frygt er en fabelagtig basis for uvidenhed, men den er ikke tilstrækkelig til at forklare det hele. Hvad skyldes den næsten psykotiske modvilje mod viden om islam? Bag frygten ligger erkendelsen af, at politisk islam er dybt fremmed for os.

Lad os undersøge det etiske grundlag for vores civilisation. Hele vores politik og etik er baseret på et unitarisk princip [princip om enhed, o.a.], der er bedst formuleret i Den Gyldne Regel:

Gør mod andre hvad du ønsker, andre skal gøre mod dig.

Grundlaget for denne regel er anerkendelsen af, at vi alle på et vist niveau er det samme. Vi er ikke alle ens. Enhver sportsudøvelse vil vise, at vi ikke har samme evner. Men enhver ønsker at blive behandlet som et menneske. I særdeleshed ønsker vi alle at være lige for loven og at blive behandlet som socialt ligestillede. På basis af Den Gyldne Regel - lighed mellem mennesker - har vi skabt demokrati, afskaffet slaveri og behandler kvinder og mænd som politisk ligestillede. Så Den Gyldne Regel er en unitarisk etik. Alle mennesker skal behandles ens. Alle religioner har en eller anden version af Den Gyldne Regel, undtagen islam.

Udtrykket "menneske" har ingen mening indenfor islam. Der findes ikke sådan noget som menneskeheden, kun dualiteten mellem troende og ikke-troende. Kig på de etiske udsagn, der findes i hadith. En muslim bør ikke lyve, snyde, dræbe eller stjæle fra andre muslimer. Men en muslim kan lyve, bedrage eller dræbe en vantro, hvis det fremmer islam. Der findes ikke sådan noget som en universel etisk erklæring i islam. Muslimer skal behandles på én måde og vantro på en anden. Det nærmeste islam kommer på en universel erklæring om etik er, at hele verden skal underkaste sig islam. Efter at Muhammed blev profet, behandlede han aldrig en vantro på samme måde som en muslim. Islam benægter sandheden af Den Gyldne Regel.

Desuden er denne dualistiske etik basis for jihad. Det etiske system opstiller den vantro som mindre end menneskelig; derfor er det let at dræbe, skade eller bedrage den vantro.

Læg nu mærke til, at vantro ofte ikke har levet op til Den Gyldne Regel; men vi kan blive dømt og fordømt på basis af den. Vi kommer til kort, men den er vort ideal.

Der har været andre dualistiske kulturer. Man kommer til at tænke på Ku Klux Klan. Men KKK er en naiv dualisme. KKK-medlemmet hader alle "niggere" til alle tider; der er kun ét valg. Det er meget ligetil og let at se.

Islams dualisme er mere bedragerisk og giver to muligheder for, hvordan man skal behandle den vantro. Den vantro kan behandles pænt, på samme måde som en landmand behandler sit kvæg godt. Så islam kan være "nice", men den ikke-troende er i intet tilfælde en "bror" eller en ven. Faktisk er der omkring 14 vers i Koranen, der siger dette eftertrykkeligt - en muslim er aldrig en ven med den vantro. En muslim kan være "venlig", men han er aldrig en egentlig ven. En muslim er faktisk kun en sand ven i det omfang, han inderst inde ikke er muslim, men hykler sin tro.

Som tidligere nævnt er logik det andet sted, hvor der hersker stor forskel. For at gentage, er al videnskab baseret på modsigelsesprincippet. Hvis to ting modsiger hinanden, så må mindst en af dem være falsk. Men indenfor islamisk logik kan to modstridende udtalelser begge være sande. Islam anvender dualistisk logik, og vi bruger unitarisk videnskabelig logik.

Da islam har en dualistisk logik og en dualistisk etik, er den fuldstændig fremmed for os. Muslimer tænker anderledes end os og føler anderledes end os. Så vores modvilje er baseret på frygt og en afvisning af islamisk etik og logik. Denne modvilje får os til at undgå at lære om islam, så vi er uvidende og forbliver uvidende.

En anden del af modviljen kommer af erkendelsen af, at der ikke er noget kompromis med dualistisk etik. Der er intet fælles mødested halvvejs mellem unitarisk og dualistisk etik. Hvis du har en forretningsaffære kørende med en person, der er en løgner og en bedrager, er der ingen måde at undgå at blive snydt på. Uanset hvor pæn du er overfor en svindler, vil han udnytte dig. Der er intet kompromis med dualistisk etik. Kort sagt kan islamisk politik, etik og logik ikke være en del af vores civilisation. Islam assimilerer ikke, den dominerer. Der kan aldrig blive nogen "kommen overens" med islam. Dens krav vil aldrig ophøre, og kravene skal opfyldes på islams betingelser: Underkastelse.

Den sidste grund til vores modvilje mod politisk islams historie, er vores skam. Islam gjorde over en million europæere til slaver. Da muslimer ikke kan slavebindes, var det en hvid kristen, der var den tyrkiske sultans sex-slave. Disse er ting, vi ikke ønsker at se i øjnene.

Jøder ønsker ikke at erkende politisk islams historie, fordi de var dhimmier, andenklasses borgere eller halv-slaver, ligesom de kristne. Jøder kan lide at mindes, hvordan de var rådgivere og læger for magtfulde muslimer, men uanset hvad jøden gjorde, eller hvilken position han havde, var han stadig en dhimmi. Der er intet kompromis mellem at være ligestillet og at være dhimmi.

Hvorfor skulle hinduer ønske at mindes slaveriets skam og ødelæggelsen af deres templer og byer? Efter at hindu-håndværkerne havde bygget Taj Mahal, fik den muslimske hersker, Shah Jahan, højre hånd hugget af på dem alle, så de ikke kunne bygge noget lige så smukt til nogen anden. Suttee-sædvanen, dette at enken kaster sig på ægtemandens ligbål, opstod som en reaktion på voldtægten og brutaliteten af den islamiske jihad, som den fejede hen over det gamle Hindustan.

Sorte ønsker ikke at se i øjnene, at det var muslimer, der indfangede deres forfædre i Afrika og solgte dem en masse til hvide slavehandlere. Araberen er afrikanerens sande herre og mester. Sorte kan ikke acceptere det fælles bånd, de har med hvide: At både europæere og afrikanere var slaver under islam. Sorte kan lide at forestille sig islam som deres modvægt til hvid magt; tanken om, at islam har hersket over dem i 1400 år, bryder de sig ikke om.

Dualistisk logik. Dualistisk etik. Frygt. Skam. Intet kompromis. Disse er grundene til, at vi ikke ønsker at vide noget om islams politiske historie, doktriner eller etik.

Politisk islam og ikke-politisk islam

Ikke-politisk islam er religiøs islam. Religiøs islam er, hvad en muslim gør for at undgå Helvede og komme i Paradis. Det er islams fem søjler: Bøn, velgørenhed over for muslimer, pilgrimsfærd til Mekka, faste og bekendelsen af Muhammed som den sidste profet.

Men trilogien er klar angående læren. Mindst 75% af sira (Muhammeds liv) handler om jihad. Ca. 67% af Koranen, skrevet i Mekka, handler om de vantro eller politik. Af Koranen fra Medina, er 51% afsat til de vantro. Omkring 20% af Bukharis hadith-samling handler om jihad og politik. Religion er den mindste del af islams grundlæggende tekster.

Politisk islams mest berømte dualisme er opdelingen af verden i troende, dar al-islam, og vantro, dar al-harb. Den største del af trilogien handler om behandlingen af de vantro, kafirerne. Selv Helvede er politisk. Der er 146 referencer til Helvede i Koranen. Kun 6% af dem i Helvede er der pga. moralske svigt - mord, tyveri, osv. De andre 94% er der på grund af den intellektuelle synd at være uenig med Muhammed, en politisk forbrydelse. Det islamiske Helvede er derfor et politisk fængsel for dem, der taler imod islam.

Muhammed prædikede sin religion i 13 år og fik kun 150 tilhængere. Men da han gik over til politik og krig, blev han efter en 10 års tid den første hersker over Arabien ved at udløse en eller anden voldkampagne i gennemsnit hver 7. uge gennem 9 år. Hans succes kom ikke som religiøs leder, men som politisk leder.

Kort sagt definerer politisk islam, hvordan de vantro skal håndteres og behandles.

Politisk islams historie

Politisk islams historie starter med Muhammeds udvandring fra Mekka til Medina. Fra dette øjeblik og frem, har islam altid tilbudt verden det dualistiske valg mellem at blive en del af en herlig religion eller at blive udsat for politisk pres og vold. Efter udvandringen til Medina blev islam voldelig, når overtalelse slog fejl. Jihad kom ind i verden.

Efter Muhammeds død overvandt Abu Bakr, den første kalif, de teologiske argumenter fra dem, der ønskede at forlade islam, med den politiske handling at slå dem ihjel med sværdet.

Den jihad, der førtes af Umar (den anden kalif, en pave-konge), eksploderede ind i de vantros verden. Jihad ødelagde et kristent Mellemøsten og et kristent Nordafrika. Snart blev det også skæbnen for de persiske zoroastriere og for hinduerne at blive ofre for jihad.

Historien om politisk islam fortæller indgående om ødelæggelsen af kristenheden i Mellemøsten, Egypten, Tyrkiet og Nordafrika. Halvdelen af kristenheden gik tabt. Før islam var Nordafrika den sydlige del af Europa (af Romerriget). Omkring 60 millioner kristne blev slagtet under jihad-erobringen.

Halvdelen af den glorværdige hindu-civilisation blev udslettet, og 80 millioner hinduer dræbt.

De første vestlige buddhister var de græske efterkommere fra Alexander den Stores hær i det, der nu er Afghanistan. Jihad ødelagde al buddhisme langs Silkevejen. Omkring 10 millioner buddhister døde. Erobringen af den buddhistiske verden er det praktiske resultat af pacifisme.

Zoroastrismen blev elimineret fra Persien.

Jøderne blev permanente dhimmier overalt i islam.

I Afrika er over 120 millioner kristne og animister døde under de sidste 1400 års jihad.

Ca. 270 millioner [se i slutningen af artiklen] ikke-troende døde under politisk islams jihad gennem de sidste 1400 år. Disse er Jihads Tårer, et emne, som ingen skole underviser i.

Vore intellektuelles svar

Grundlaget for hele den vantros "verdenssyn" er kollapset i mødet med islamisk politisk tænkning, etik og logik. Vi har allerede nævnt, hvordan de kristne intellektuelle ikke engang kunne benævne de invaderende som muslimer. Vi har ingen metode til analyse af islam. Vi kan ikke blive enige om, hvad islam er, og har ingen viden om vore lidelser som ofre for en 1400-årig jihad.

Se på, hvordan kristne, jøder, sorte, intellektuelle og kunstnere har håndteret islamisk doktrin og historie. I hvert tilfælde har deres primære ideer fejlet.

Kristne tror, at "kærlighed overvinder alt". Nå - men kærlighed overvinder ikke islam. Kristne har en vanskelighed med at se islam som en politisk doktrin, ikke en religion. Den sekteriske karakter af kristen tænkning betyder, at den gennemsnitlige ikke-ortodokse kristne ikke har nogen viden om eller sympati for de ortodokse kristnes lidelser.

Jøderne har en teologi, der postulerer et enestående forhold mellem jøder og universets skabergud. Men islam opfatter jøderne som aber, der forvanskede Det Gamle Testamente. Få jøder ser nogen sammenhæng mellem islams politiske doktrin og Israel.

7:166: Og da de fremturede med det, som de var blevet forbudt, sagde Vi til dem: "Bliv til aber, som man kyser bort!" [Jøderne blev forvandlet til aber]

Sorte intellektuelle har baseret deres ideer på en slave/offer-status og på, hvor forkert det var for hvide kristne at slavebinde dem. Islam har aldrig anerkendt noget af den smerte og lidelse, den har forårsaget i Afrika med dens 1400-årige slavehandel. På den anden side, gør sorte intet forsøg på at opnå en undskyldning og er tavse i nærværelse af islam. Araberen er de sortes herre og mester.

Multikulturalismen falder sammen overfor islams krav om enhver civilisations underkastelse. Tolerancens kultur falder sammen overfor den dualistiske etiks hellige intolerance. Intellektuelle reagerer ved at ignorere fejlen.

Sjælens forulempelse

Ikke-muslimer accepterer vold og trusler fra islam uden protest. Denne accept af vold er et tegn på en dybt forulempet psyke. "Den Frie" er som islams voldsramte hustru og forulempede barn.

Voldeligt overgreb kan forårsage fornægtelse.

Islams eksplosive jihad ødelagde halvdelen af kristendommen, hinduismen og hele buddhismen langs Silkevejen. Lad os nu se på, hvad der manifesterer sig efter et voldeligt overgreb. Den amerikanske KFUK's Manual for Kriserådgivning af Voldtægtsofre [YWCA Rape Crisis Counselor Training Manual] angiver, at følgende reaktioner er almindelige blandt ofre for voldtægt og børnemisbrug:

Offeret

Vantro: Offeret har utrolig svært ved at tro, at overgrebene fandt sted.

Medierne rapporterer meget lidt om den jihad, der føres rundt om i verden, og trækker aldrig nogen forbindelse mellem de forskellige voldelige begivenheder.

Frygt: Frygt er det værktøj, misbrugeren anvender til at kontrollere offeret.

Islam har brugt frygt mod "Den Frie" siden dag ét. Den første person, Muhammed fik myrdet, var en kunstner, der spottede ham. Enhver offentlig kritiker af islam lever i frygt.

Frygt for, at angriberen vil vende tilbage.

Hvor og hvornår vil det næste angreb finde sted?

Skyld: Offeret finder en måde at bebrejde sig selv/hende selv på.

Det er vores skyld. Vi har ikke behandlet islam på den rette måde.

Brændemærket: Offeret ønsker ikke, at andre skal få noget at vide om forbrydelsen.

Vi underviser ikke i historien om en million europæere, der blev taget som slaver af islam. Vi underviser ikke i historien om den jihad, der blev ført mod hinduer, kristne eller buddhister.

Ydmygelse: Offeret føler skam. De ting, der førte til krænkelsen, er svære at tale om.

Ofrene for jihad i det amerikanske immigrantsamfund ønsker ikke at tale om den brutalitet, der fik dem til at flygte til Amerika. Overlevende er ikke åbenhjertige. De er et slagent folk.

Manglende kontrol: Under angrebet var offeret hjælpeløst. Denne hjælpeløshed smitter af på evnen til at håndtere problemet.

Hvor er den person, der er optimistisk med hensyn til, hvad man kan stille op med politisk islam?

Vrede: Vrede mod angriberen kan være sund. Men ofte vender vreden sig indad.

Læg mærke til raseriet og hadet i det politiske liv siden 9/11. Alt er personligt, hadefuldt, ondskabsfuldt og trodsigt. Vi diskuterer ikke idéer, vi karaktermyrder.

Afmagt: Tingene vil ikke blive bedre.

Pessimisme angående håndteringen af islam er dagens stemning.

Voldsudøveren

Voldsudøverens træk og egenskaber er veldokumenterede.

Benægtelse: Voldsudøveren afviser, at mishandlingen nogensinde har fundet sted.

Muslimer anerkender ikke nogen af de forbrydelser, der er begået i islams navn. Enhver, dræbt under jihad, blev dræbt i selvforsvar.

Utilstrækkelighed: Voldsudøvere er arrogante og overdrevent selvsikre.

Islam er aldrig forkert på den. Muslimerne er det bedste fællesskab ifølge Koranen. [3:110]

Dominans

Ordet islam betyder "underkastelse". Voldsudøveren forventer underkastelse af offeret.

Manglende evne til at forstå eller anerkende problemet: Voldsudøveren er den sidste til at indrømme, at han har et problem.

Islam har aldrig accepteret noget ansvar for dens 1400 år lange historie om slaveri.

Manipulation: Voldsudøveren ønsker at få offeret til at føle sig skyldig.

Islam præsenteres som offeret. Som et eksempel kan nævnes, at alle palæstinensernes problemer er forårsaget af Israel.

Besat af våben

Har du nogensinde lagt mærke til alle sværdene på islamiske flag og segl? AK-47 riflen er et symbol på islam.

Hvad er det mest kontroversielle emne i dagens politik? Krigen i Irak. Og hvad handler Irak egentlig om? Politisk islam. På nettet findes en video, der hævder, at CIA og Bush planlagde og udførte 11. september. Kulturelt selvhad er parolen for vore intellektuelle og kunstnere.

Vi hader os selv, fordi vi er blevet psykisk forulempet og misbrugt. Vore intellektuelle og kunstnere har reageret på jihads mishandling, nøjagtigt som et seksuelt misbrugt barn eller et voldtægtsoffer ville reagere. Vi er intellektuelt syge og svigter vores opgave med at tænke klart. Vi kan ikke se vores benægtelse i øjnene.

Vi må lære, hvad politisk islam går ud på

Politisk Islam har tilintetgjort enhver kultur, den har invaderet eller er migreret til. Den samlede tid for udslettelse tager århundreder, men når islam først er dominerende, slår det aldrig fejl. Værtskulturen forsvinder og uddør.

Vi må lære politisk islams doktrin at kende for at overleve. Doktrinen er meget klar og går ud på, at alle former for magt og overtalelse kan og skal tages i brug for at erobre os. Islam er en selverklæret fjende af alle vantro. Den geniale kinesiske krigsteoretiker, Sun Tsu, gav os grundsætningen: Kend din fjende. Vi må lære vores fjendes doktrin kende eller blive tilintetgjort.

Eller sagt på en anden måde: Hvis vi ikke lærer politisk islams doktrin at kende, vil vores civilisation blive udslettet, ligesom Egyptens koptiske civilisation blev udslettet.

Da vantro er nødt til at kende politisk islams doktrin for at overleve, har CSPI [Center for the Study of Political Islam] skrevet alle sine bøger på et enkelt og ligefremt engelsk. Vore bøger er videnskabelige, men lette at læse. Som et eksempel kan alle, der er i stand til at læse en avis, tage bogen A Simple Koran, læse den og forstå den. Den er ikke "forsimplet ned" og indeholder hvert eneste ord fra originalen. Ikke alene er sproget enkelt, men der er taget logik i brug til at sortere og kategorisere. Kontekst og kronologi er blevet genoprettet. Resultatet er en Koran, som er en episk fortælling, endende med triumf over alle Allahs fjender.

Islam erklærer, at vi er Allahs fjender. Hvis vi ikke lærer islams politiske doktrin at kende, ender vi som de første ofre for islam - de tolerante, polyteistiske arabere fra Saudi-Arabien, som blev til nutidens wahabbier (en meget streng gren af islam), den mest intolerante kultur på jordens overflade.

Hvor vi er i dag

Vi nærmer os slutningen af første fase af vores strategi. Siden 9/11 har vi haft intellektuelle krigere, der har studeret islam, bygget hjemmesider, blogget og skrevet bøger. Vi kender nu hele den islamiske doktrins spektrum og de vigtigste elementer i en undertrykt og fornægtet historie om dhimmitude og udslettelse af kulturer. Vi kender nu fjenden, og dette er et tegn på vores succes.

Vores fjende er dualismens civilisation. Islamisk civilisations ultimative væsen er dualitet. Dualistisk islamisk etik og politik anviser muslimer én adfærd overfor muslimer og en anden adfærd overfor de vantro (kafirer). Islam har erklæret, at dualismens civilisation skal tilintetgøre den civilisation, som er baseret på en unitarisk opfattelse af menneskeheden - vores.

Vi ved nu, at det ikke kan lade sig gøre at have islam som en del af vort samfund. Det er logisk umuligt for en civilisation, baseret på en unitarisk opfattelse af menneskeheden, at sameksistere med en civilisation baseret på dualitet.

Historien bekræfter, at en underkastelse under islam betyder, at alle aspekter af den ramte civilisation må ophøre med at eksistere. Og det virker 100% af tiden. Der findes ikke sådan noget som en kultur, der kun er delvist islamisk. Beviserne er tindrende klare. Over tilstrækkelig lang tid, er udslettelse den fælles skæbne for alle kulturer, der tolererer islam. En lille islam er som en lille cancer. Ikke et problem nu? Bare vent.

For et folk, der er vokset op med uvidenhed om politisk islam, har vi gjort utrolige fremskridt. Husk på, at vi kun fik udglattende undskyldninger fra dem, der burde have været vores første forsvarslinje - vore kunstnere, intellektuelle, medier og uddannelsessystemet. I en vis forstand er vi begyndt fra et sted, under nulpunktet.

Vi burde alle stoppe op, tage en dyb indånding og se på, hvad vi har opnået; dernæst lykønske os selv for fuldførelsen af den første etape: Kend din fjende. Så må vi tage endnu en dyb indånding og komme tilbage til arbejdet.

Strategi

Nu da vi kender fjenden, er det tid til at se på vores hovedstrategi.

Hvis vi skal overleve, må vi have en strategi for krig. Vores moralske formål med krigen skal være at frelse vores dyrebare civilisation. Vores krig er for at redde selve vort Selv.

Dette kan ikke ske uden en krigsindstilling. Der findes en krigens psykologi, der sætter alt i et andet perspektiv. Vi er rige, fede, dumme og glade for at bo i det land, som alle ønsker at migrere til. Det er let at tænde for Super Bowl, planlægge bar mitzvah, arbejde for en forfremmelse og bare lade islam få sin vilje. Krigsindstillingen indser, at alt hvad vi har, er en illusion, at kræften er begyndt at metastasere. Indtil vi udvikler krigsindstillingen, er vi fortabte. Vi skal have åbnet for denne nødreserve, som krig bringer frem.

Uden krig vil vi miste alt, hvad vi har. Den store koptiske civilisation af faraonernes Egypten, som varede tusinder af år, er væk; den er et lig begravet under politisk islam. Det liberale demokrati er kun 200 år gammelt. Politisk islam er 1400 år gammel og i færd med at eksplodere i magt. Uden krigsindstillingen vil vores civilisation uddø under pres fra dualitetens civilisation.

Vores Dhimmitude

Det er bizart. Vi er talmæssigt overlegne i forhold til muslimerne i forholdet fire til en. Vi er bange for dem, de er ikke det fjerneste bange for os. Hvorfor er det sådan? Vi befinder os i en psykotisk tilstand af frygt og skam, forårsaget af en fortid med 1400 års dhimmitude og slaveri. Denne psykose er tilstanden af et forulempet sind. Islamisk politiks rædsler producerer en benægtelse af, at dødsfaldene, erobringerne, slaveriet, voldtægterne, ydmygelserne, nedværdigelserne, lidelserne og de civilisatoriske ødelæggelser nogensinde er sket. Det forulempede sind benægter politisk islams historie og doktrin. Dette er sindstilstanden, der kendetegner dhimmitude.

Vores civilisation må erkende sin tilstand. Vi er stadig dhimmier. Det har været 1400 års trældom, slaveri, dhimmitude, uvidenhed og en undertrykt og fornægtet historie. Når vi forstår vores historie, vil vi se, præcis hvor undertrykte og fornægtende vi er. Dhimmiens første kendetegn er uvidenhed om politisk islam.

Vi må erkende vores lidelse. Vi må beslutte, at 270.000.000 af vore forfædre ikke skal være døde forgæves. Vi må opnå indsigt i, hvorfor vi ved så lidt. Der er i vores kollektive psyke en meget dybtliggende årsag til, at vi vælger at være uvidende. Vi er bange for at indrømme vores dhimmitude og slaveri under politisk islam. En million europæere blev taget til fange og solgt til islamisk slaveri. Hvis historien om slaveri blev fortalt fuldt ud, kunne hvide og sorte se hinanden i et nyt lys. Islam har slavebundet os begge.

Tidligere kunne denne skam, uvidenhed og frygt ignoreres. Men nu er politisk islam her igen og har fat i os ved struben. Vores fremtid som civilisation afhænger af, at vi indser, hvor tæt på udslettelse vi er. Kun en revolution kan redde os. Vi må have et oprør af dhimmier - en dhimmi-revolution. Efter 1400 år er det på tide, vi konfronterer vores skam og frygt med en krigsindstilling.

Denne fælles lidelse må erkendes og deles. Historien og beretningerne skal fortælles indenfor vore egne grupper og deles med de andre grupper. Når vi ved besked med Jihads Tårer, vil vi blive stærke og modige. Når vi husker lidelserne under dhimmitude, kan vi holde op med at være bange, antage krigsindstillingen og blive helte i krigen for at redde vores civilisation.

Heldigvis er kuren mod dhimmitude meget enkel. Når du først kender politisk islams historie og doktrin, ophører du med at være en dhimmi. Viden er nøglen og den eneste nøgle til frihed fra skam og frygt. Vi skal kende sandheden, og sandheden skal gøre os fri. Vores fremtid afhænger af, at vi ser fortiden i øjnene.

Den nære fjende

Den fjerne fjende er politisk og etisk dualisme. Islam er den fjerne fjende, men vores største fare kommer fra vores nære fjende, islams apologeter. I sidste ende vil vi vinde eller tabe afhængigt af, hvordan vi tackler vore dhimmi-ledere i medierne, skoler og politik. Først når vi har vundet dhimmi-revolutionen, er det muligt at vinde krigen mod islam. Hvis vi ikke vinder revolutionen, vil vores civilisation blive udryddet.

Og hvad er den væsentligste egenskab ved den nære fjende, apologeterne? Uvidenhed om Muhammed og politisk islams historie. Vores erfaring er, at når en apologet lærer sandheden om politisk islams doktrin og historie, så går det op for ham, hvilken fare vi befinder os i.

Der er grundlæggende to former for viden om islam - viden om doktrinen og viden om historien. Den fuldstændige helbredelse kræver begge. Der er en 1400 år lang historie om slaveri og dhimmitude, så når du kurerer uvidenhed med politisk islams historie, er der en masse historie at vælge imellem.

Den politiske doktrin er meget enklere. Du kan holde doktrinen i én hånd - Koranen, sira og hadith. Selv om en detaljeret viden om Koranen er nyttig, er Muhammed det mest magtfulde element af doktrinen. Muhammed er islam, så vi må uddanne andre om Muhammed, islams første politiker og dens hellige politiske model.

Dhimmi-revolutionens politik

Men hvordan gør vi denne viden om politisk islams doktrin og historie til et værktøj i en politisk revolution?

Vi kan ikke vinde ved at skrive endnu en bog, eller starte endnu en hjemmeside eller blog. Disse ting er individuelle af natur. Vi skal bevæge os til den politiske fase. Det betyder støvler på jorden, folk, der mødes i samme rum, folk, der taler med folk. Politik. Grupper. Møder. Rigtige mennesker, ikke bare computerskærme eller bøger. Vi skal gribe til handling mod den nære fjende i vores by. Denne er slagmarken, hvor det afgøres, om vi skal leve eller dø som civilisation.

Det er umuligt for individer at vinde denne revolution. Vores første skridt må være at opbygge et fællesskab. Så hvordan kan vi opbygge et fællesskab? Selvfølgelig er der mange måder at gøre det på. Nogle mennesker kan bygge inden for en eksisterende gruppe. Et eksempel ville være at danne grupper i en kirke eller synagoge. Møder må holdes for at udforme strategier.

Vi skal også bygge fællesskaber med fremmede. Vi skal finde ud af, hvordan vi kan møde andre i vores by. Større fællesskaber skal dannes ud fra de små fællesskaber. Vi må finde ud af at dele erfaringer, så de revolutionære kan få at vide, hvad der sker i andre grupper og lære af hinandens fejl og succeser.

Et fællesskab bør dannes af dem, der har lignende funktioner i revolutionen. For eksempel bør forfattere lære hinanden at kende personligt. Hjemmeside-ejere har fælles problemer og har brug for at opbygge et fællesskab til at løse nogle af de fælles problemer. Folk, der skriver læserbreve, bør lære hinanden at kende. Fanget ideen?

Vi er nødt til at begynde at arbejde i grupper. En løve eller tiger dræber kun i omkring 10% af sine forsøg. Dyr i flok har en meget højere drabsrate, omkring 90%. Regning er nok. Gør det i flok [Do the math. Join the pack].

Vore splittelser

Vi er nødt til at komme ind på noget om det at samles i grupper. Vores civilisation har måske nok Den Gyldne Regel som sin ideelle moral-lov, men lad os se det i øjnene, vi kommer alle til kort. Vi er uendeligt splittede af kvababbelser, fejder og smertelig historie. Hinduer stoler ikke på de kristne; sorte bærer nag mod hvide, og så videre. Og der er yderligere splittelser inden for hver gruppe.

Vi må se dagens politiske realiteter i øjnene. Enten lærer vi at arbejde sammen på et fælles politisk grundlag, eller vi uddør ligesom buddhismen i Afghanistan. Vi skal have ambassadører mellem grupperne. Hvis protestantiske kristne mødes for at beskæftige sig med politisk islam, bør de invitere hinduer og ortodokse kristne. Deres fælles historie om lidelse i hænderne på politisk islam, kan være et udgangspunkt for et politisk fællesskab. På dette grundlag kan vi tale og arbejde sammen.

Håndtering af uvidenhed

Enhver klummeskribent, politiker, prædikant, præst, rabbiner, kunstner, forfatter, professor eller korrespondent, der kommer med en erklæring, kommentar eller konklusion om islam, og ikke henviser til døden af 270.000.000 ofre for jihad, til dhimmitude, eller til politisk islams lære, skal udfordres om deres uvidenhed. Enhver leder på ethvert område skal lære historien om dhimmitude, slaveri og Muhammeds liv. Når de ved dette, vil de begynde at bruge ordene Muhammed og Allah, når de taler om islam.

Dhimmi-revolutionen skal træde frem for ansigtet på alle vore ledere og konfrontere dem med deres uvidenhed. Dette skal ske uden løftede pegefingre. Vore ledere er ikke dumme, men uvidende. Og grunden til deres uvidenhed er, at de er vokset op i en kultur, hvor deres lærere var dhimmier, der havde underkastet sig islam ved at forblive uvidende om vores dhimmitude-historie. Disse ledere bærer byrden af 1400 års uvidenhed. Hver af dem lider under den forulempede sjæls psykose - en sjæl i fornægtelse og frygt, forårsaget af dualistisk politisk islams vold.

Vores dhimmi-revolution handler om at konfrontere uvidenhed. Vi skal først uddanne os selv og derefter vore politiske modstandere, den nære fjende - apologeterne.

Vores strategi skal tage højde for tre af de nære fjender - universiteterne, medierne og politikerne. Fra et strategisk synspunkt ligner de hinanden. De er organisationer, der har et lille antal mellemledere og ledere. Dette betyder, at de har en lille målliste at presse, påvirke og overtale. For eksempel bør et brev til redaktøren af en lokal avis ikke kun sendes til debatredaktøren, men skal op og ned ad hele kommandovejen. God information bør gennemsyre organisationen.

Et eller andet sted derude må der være nogle software-folk, der kan hjælpe os med at danne fællesskaber og formidle information til de rigtige mennesker. Som et eksempel: Denne type software kunne anvendes af en igangværende gruppe, der sender breve til redaktører. Forfatterkolleger kunne kommunikere med hinanden, opbygge fællesskaber og tiltrække nye forfattere, udvælge mål og have e-mail-lister over chefer og ledere i de udvalgte organisationer. Noget af dette bliver gjort i dag, men det må organiseres, koordineres og fortsættes løbende.

Vi skal udnytte internettet til fællesskabets gavn, til strategi og angreb. Men vi skal også færdes i lokaler med andre mennesker, som vi genkender, være med i grupper, der besøger politikere og andre, som vi ønsker at påvirke og overbevise.

Undervisning af hinanden

Nogle af os skal begynde at undervise dem, der ønsker at vide. CSPI har set, at der er mange, der ikke ønsker at læse om politisk islams doktrin eller historie. Det er for skræmmende og deprimerende. Men sæt dem ind i en gruppe, og de vil elske at høre om det og stille spørgsmål. Der er forandringer i luften. Nogle kirker har forelæsninger og klasser. De få må undervise de mange. For at deltage i dhimmi-revolutionen, må du først tage modgiften til dhimmitude: Viden.

Universiteter

Universiteterne er vores mål nummer ét. Deres indflydelse kan mærkes af politikerne og medierne. På nuværende tidspunkt sidder de nære fjender på skolerne. De statslige universiteter giver nogle særlige muligheder. De formodes at være beskæftiget med viden og de understøttes af vore skattepenge. Vi skal stille krav om, at skolerne underviser i historien om jihad og dhimmitude - Jihads Tårer.

Vi kan føre retssager om krænkede borgerrettigheder, som hævder diskrimination og intolerance i historieafdelingerne. Forestil dig den ballade vi kan lave ved at insistere på, at der skal undervises i slaveriets fulde historie. Vi ønsker hele denne historie lært, ikke bare den vestafrikanske begrænsede udgave. Vi er nødt til at lære historien om hvid slaveri, hindu slaveri, afrikansk slaveri, og vi vil undervises i det på skatteydernes skoler. Vi må vide, hvordan dualistisk islam slavebandt alle racer, religioner og kulturer. Arabisk har flere ord for slave end noget andet sprog. Vi kræver en ende på uvidenheden om politisk islams historie. Det er vores borgerlig ret, og vi må bruge alle midler til at hævde retten til at kende vores egen historie om dhimmitude, død og slaveri, især i en statsfinansieret skole.

Universiteterne er et konstant forum for islam. Vi skal have grupper, der besøger universiteter og stiller gode spørgsmål. Vi skal udøse svadaer, chikanere, lægge pres og besøge professorer, afdelingsledere, dekaner for at tvinge en fuld debat igennem. Humaniora-instituttet, kvinde-studier, historie, politologi, institutter for afrikanske og mellemøstlige studier er alle miljøer med rige muligheder. Vi skal altid presse på for at få undervisning i politisk islams fulde og sande lære.

Politikere

Dette fører os til politikerne. Vi skal bruge politikerne til at lægge pres på de statslige universiteter. Og det betyder, at vi skal presse politikerne.

Deres uvidenhed skal være vores angrebspunkt. Vi skal hele tiden konfrontere vore ledere og vise dem, hvordan de taler og opfører sig som dhimmier. Vi skal vise, hvordan der er en kur mod dhimmitude: Det er viden om politisk islams doktrin og historie. Alle politikere skal vide, at islam er et politisk system; islam som religion er kun relevant for muslimer.

Vi skal atter og atter påpege manglen på konkret viden. Vi må forlange, at alle politikere ved, hvad sharia-lov er og hvad den indebærer. Vi må forlange, at politikerne uddanner sig om islams politiske doktrin. Vi må forlange, at de ved, hvad en dhimmi er. Den islamiske etiks dualitet skal præsenteres for dem. Enhver politiker bør kende antallet af dræbte som følge af jihad.

Muhammeds politik og karakter skal gøres kendt. Når du først ved, hvem Muhammed var, vil den næste muslim, der fanger dit øre, blive hørt i en anden tone. Hvert skolebestyrelsesmedlem og rådsmedlem, enhver lovgiver og anden folkevalgt skal besøges og have stillet spørgsmål om hans/hendes viden om islams første politiker, Muhammed.

Uvidenhed skal gøres til skamme

Enhver forsker i politisk islam vil fortælle dig, at det er let at lære om politisk islam og Muhammed. Men den mest fantastiske ting ved politisk islam er den groteske uvidenhed hos mennesker, der ellers er vel belæste. Vi skal kaste skam over vore professorer, tænkere, politikere og medietyper for denne uvidenhed.

Vi skal også udskamme vore kunstnere og intellektuelle for deres manglende viden om Muhammeds forfølgelse af kunstnere og intellektuelle. Hver gang islam dræber og truer endnu en kunstner eller intellektuel, må vi angribe vore udtjente tænkeres fornægtelse. Vi må vise kunstnerne og de intellektuelle, at de er ofre for uvidenhed og dhimmitude-mentalitet, opfordre dem til at deltage i dhimmi-revolutionen og skabe kunst, der kan befri deres civilisation fra dhimmitude.

I sidste ende må den nære fjende forstå, at alle udsagn, kommentarer eller udtalelser om islam, der ikke nævner Muhammed eller Allah, er baseret på uvidenhed. Det konstante spørgsmål, enhver muslim må besvare er: "Hvad gjorde Muhammed eller hvad siger Allah?" Det er det eneste spørgsmål, og vi må også lære at besvare det.

Når vi udskammer apologeter for deres uvidenhed, skal det ske uden bitterhed, men de må bringes til at se i øjnene, at deres meninger om islam afslører uvidenhed om vores dhimmi-historie og de 270.000.000 ofre for jihad. De er uvidende om Muhammeds liv, politisk islams lære. Vi skal fortælle dem: "I kan gøre det bedre end dette." Og når de igen kommenterer uden at nævne islams historie og dens lære, må vi vende tilbage til dem og sige: "I er uvidende. I kan gøre det bedre end dette." Vi skal gøre dem til skamme.

Vi skal ikke engang gå ind på apologeternes argumenter. Fortæl dem i stedet, at de måske nok tror på, hvad de siger, men at de, hvis de kendte til historien om dhimmitude, til de 270.000.000 døde og til politisk islams lære, ville udtale sig helt anderledes. Vi beder ikke nogen om, at de ændrer deres mening. Men vi beder om, at de danner en mening, der indbefatter viden om politisk islams historie og lære.

Disse er høje mål. For høje til at de kan nås af enkeltpersoner. Det skal være sådan, at når en politiker hæver sit blik, vil han få øje på en lille gruppe af mange forskellige slags mennesker. Der bør ikke være et enkelt brev til redaktøren, der skal være et bombardement af breve. Hvis vi skal vinde dhimmi-revolutionen, må vi arbejde som et fællesskab.

Vi er nødt til at tage fat på det hyppige håb, set på nettet, når nogen foreslår en stor juridisk løsning på vores problem med politisk islam. Men uanset hvad ideen er, eller hvor god den er, så betyder det ikke noget. Lad os sige at du føler, at forfatningen bør ændres, så ingen muslim kan blive borger. Men hvor vil du få en afstemning i Huset eller Senatet? [USA's Repræsentanternes Hus kaldes Huset, o.a.] CSPI er kun bekendt med ét kongresmedlem, der har den mindste bevidsthed om politisk islam. Før vi kan gennemføre eventuelle politiske ideer, må vi have en politisk base. På nuværende tidspunkt har vi ikke brug for store løsninger; vi er nødt til at forberede en oplyst politisk base, før vi kan gøre noget. Vi må tage dhimmi-revolutionen til hvert kongresmedlem og hver senator og hver lovgiver i staterne, før vi kan få et eneste lovforslag vedtaget.

Og til slut

Dhimmi-revolutionen er at opbygge fællesskaber, at kende den fjerne fjende, angribe den nære fjende.

Sammenfattende kan vi sige, at vi er færdige med første etape af vores kamp for at forsvare vores civilisation - kend fjenden og dens dualistiske politik og dualistiske etik.

Æraen for enkeltpersoner er ved at være slut og vi må træde ind i fasen med græsrodspolitik.

Vi er for svage og splittede til at angribe islam, den fjerne fjende.

Vi må først angribe den nære fjende, vore islam-apologeter, som er uvidende om politisk islam.

Islams historie og lære er det våben, vi skal bruge til at afsløre den nære fjendes uvidenhed om Muhammed.

Vi må begynde at opbygge fællesskaber, så vi kan arbejde i grupper for at gøre det nødvendige politiske arbejde.

Vi skal udnytte eksisterende grupper og oprette særlige interessegrupper, beregnet til at føre dhimmi-revolutionen til universiteter, politikere, kunstnere, intellektuelle og medier.

Først dhimmi-revolutionen, så krigen.

---

Jihads Tårer

Disse tal er grove skøn over antallet af døde ikke-muslimer som følge af den politiske handling: Jihad.

Afrika

Thomas Sowell anslår, at elleve millioner slaver blev sendt over Atlanten og fjorten millioner blev sendt til de islamiske lande i Nordafrika og Mellemøsten. [2] For hver fanget slave døde mange andre. Skøn over disse dødsfald varierer. Den berømte missionær David Livingstone anslog, at for hver slave, der nåede plantagen, døde fem andre ved at blive dræbt under angrebet eller døde under den tvungne march af sygdom og afsavn. [3] De, der blev efterladt, var de helt unge, de svage, de syge og de gamle. Disse døde snart efter, da deres vigtigste forsørgere var blevet dræbt eller gjort til slaver. Så for 25 millioner slaver leveret til markedet, har vi døden af omkring 120 millioner mennesker. Muslimer drev hele slavehandelen i Afrika.

120 millioner afrikanere

Kristne

Antallet af kristne, gjort til martyrer af islam, er ni millioner. [4] Et groft skøn af Raphael Moore i History of Asia Minor er, at yderligere 50 millioner døde under jihad-krige. Så for også at dække de 1 million afrikanske kristne, der blev dræbt i det 20. århundrede, har vi:

60 millioner kristne

Hinduer

Koenraad Elst giver i Negationism in India [5] et skøn på 80 millioner hinduer, dræbt i den samlede jihad mod Indien. Det nuværende Indien er kun halvt så stort som det gamle Indien pga. jihad. Nogle bjerge nær Indien kaldes Hindu Kush, hvilket betyder "hinduernes ligbål".

80 millioner hinduer

Buddhister

Buddhister står ikke tilbage for krigens historie. Husk på, at under jihad fik kun kristne og jøder lov til at overleve som dhimmier (tjenere for islam); alle andre måtte konvertere eller dø. Jihad dræbte buddhister i Tyrkiet, Afghanistan, langs Silkevejen og i Indien. Det samlede tal er omtrent ti millioner. [6]

10 millioner buddhister

Jøder

Der blev ikke dræbt tilstrækkeligt mange jøder under jihad til afgørende at påvirke det samlede antal i Den Store Tilintetgørelse. Jihad-kampagnerne i Arabien var 100 procent effektive, men ofrene taltes i tusinder, ikke millioner. Efter dette underkastede jøderne sig, og blev islams dhimmier (tjenere og andenklasses borgere) uden geografisk politisk magt.

Total

Dette giver et groft skøn på 270 millioner, dræbt af jihad.

---

Noter

[1] En dhimmi i en islamisk stat er mindre end en andenrangs borger. De kan fortsætte med at være hhv. kristne eller jøder, men betaler en særlig skat og har meget få juridiske rettigheder. De har forbud mod at studere Koranen, tale imod islam eller missionere.
Islam kalder denne tilstand "beskyttet".
I dag er en dhimmi også en ikke-troende, der bøjer sig for islam, er uvidende om islams lære og aldrig udfordrer den. Dhimmitude er dhimmiens sindstilstand.

[2] Thomas Sowell, Race and Culture, BasicBooks, 1994, p. 188.

[3] Woman’s Presbyterian Board of Missions, David Livingstone, p. 62, 1888.

[4] David B. Barrett, Todd M. Johnson, World Christian Trends AD 30-AD 2200, William Carey Library, 2001, p. 230, table 4-10.

[5] Koenraad Elst, Negationism in India, Voice of India, New Delhi, 2002, p. 34.

[6] David B. Barrett, Todd M. Johnson, World Christian Trends AD 30-AD 2200, William Carey Library, 2001, p. 230, table 4-1.

---

Bill Warner er leder af Center for Studiet af Politisk Islam (CSPI).

---

Oversættelse: Bombadillo