Islams andre ofre: Afrika
Af Serge Trifkovic
Oversættelse af: Islam's Other Victims: Africa
Kilde: FrontPageMagazine.com, 14. februar 2003
Udgivet på myIslam.dk: 16. maj 2016

17. del af en serie uddrag, tilpasset af Robert Locke, fra dr. Serge Trifkovics bog The Sword of the Prophet: The Politically Incorrect Guide to Islam. Se hele serien nedenfor.

Koranen befaler muslimer at føre jihad for den tvungne konvertering af hele verden. Afrika, med dets generelt lave civilisatoriske udvikling og tilsvarende mangel på magt til at forsvare sig, har været særlig sårbart over for disse aggressioner, især efter pausen påtvunget af kolonialismen (dens skyggesider ufortalt).

Tag Nigeria, en nation tynget af etnisk og religiøs mangfoldighed, som har været plaget af alle de afrikanske postkoloniale standarderfaringer, fra borgerkrig og en parade af korrupte og brutale militærdiktaturer, til udbrud af stridigheder forankret i kolliderende stammemæssige og religiøse loyaliteter blandt dets over 100 millioner indbyggere. Dets olierigdomme er blevet formøblet, stjålet eller forsvundet i roderi. Dets utallige økonomiske og sociale problemer ville være nok til sætte enhver hersker på alvorlig prøve selv uden spøgelset af religiøs konflikt. Hvordan kunne tingene være værre?

Ind kommer militant islam.

Kun omkring halvdelen af alle nigerianere er muslimer, men de udgør et flertal i flere nordlige stater. Brudlinjen mellem det arabiserede og muslimske Nordafrika og det egentlige sorte Afrika tættere på ækvator deler Nigeria i to, som tilfældet også er i Mauretanien og Sudan.

I årevis kom Nigerias korrupte militære herskere fra det muslimske nord. De behandlede resten af landet som besatte områder, der kunne plyndres efter behag. De søgte at sætte et muslimsk præg på hele landet, i så høj grad, at de tilslutte det Den Islamiske Konferenceorganisation (OIC) og dermed skabte det indtryk, at Nigeria som helhed er muslimsk.

Deres langsigtede strategi fremgår tydeligt af åbningskommunikéet fra Organisationen Islam i Afrika (IAO), der blev grundlagt ved en konference i Abuja i det nordlige Nigeria i november 1989. Det insisterer på at "genindsætte en stærkt og forenet umma" (islamisk samfund) i Afrika og at "genindføre brugen af arabisk skrift i modersmålet." [1] Desuden:

"Konferencen bemærker længslen hos muslimer overalt på kontinentet, der er blevet frataget deres ret til at blive styret af sharia, og opfordrer dem til at intensivere indsatsen i kampen for at genindføre anvendelsen af sharia." (Islamisk lov)

Det er her underforstået, at der engang havde været en umma i Afrika, i hvilken de lokale sprog blev skrevet med arabiske bogstaver, og at afrikanerne levede under sharia. Dette er ikke sandt; det er fantasihistorie. Konferencen krævede også, at "kun muslimer udnævnes til medlemslandenes strategiske nationale og internationale poster." Den lovede:

"At udrydde – i alle deres former og forgreninger – alle ikke-muslimske religioner i medlemslandene (sådanne religioner omfatter kristendom, ahmadiyya og andre former for stammetilbedelse, der er uacceptable for muslimer)."

Medlemmerne lovede at forfølge disse mål, ikke kun i islamiske stater, men også i dem med muslimske minoriteter. IAO havde enorme midler til sin rådighed fra den allerførste dag, herunder 21 milliarder dollars, der var "generøst doneret af Nigerias regering og befolkning" til den Islamiske Udviklingsfond.

Spol frem til slutningen af Nigerias militærstyre i 1999. Utilfredse med tabet af magt efter sammenbruddet af militærregimet, forsøger traditionelle herskere i de overvejende muslimske delstater i det nordlige Nigeria nu at anvende IAO-kommunikéet på deres egne samfunds niveau, mest synligt ved at indføre sharia. I slutningen af 1999 var delstaten Zamfara, hvis to millioner indbyggere overvejende er muslimer, den første til at vedtage en lov om indførelse af sharia. Dets inderligt muslimske guvernør, Alhaji Ahmed Sani, godkendte den trods indsigelser fra det kristne mindretal i Zamfara og protester fra resten af landet. Inden der var gået uger var alle barer, biografer og videostuer blevet lukket, og drenge og piger var fordelt i separate skoler. Resten af fornyelserne er velkendte for enhver besøgende i Mellemøsten: Tildækning af kvinder; amputation af lemmer, stening til døde og halshugning er opført i lovbogen for en række lovovertrædelser; forbrugere af alkohol af enhver art bliver "alvorligt pisket", hvis de tages i at drikke. Guvernør Sani har hævdet, at han ville kopiere den sharia-kodeks, der bruges i Saudi-Arabien.

Konsekvenserne har været forudsigelige. Muslimske fanatikere er blevet opmuntret til at kræve sharia i alle de nordlige nigerianske stater, hvor de har flertallet. Resulterende sammenstød i blandede områder omfattede to udbrud af blodige optøjer, i februar og maj 2000, hvor over to tusinde mennesker blev dræbt, da en anden nordlig nigeriansk stat, Kaduna, forsøgte at indføre sharia dér. Snesevis af kristne kirker er blevet brændt og skændet over hele det nordlige Nigeria.

Kristne er blevet fortalt ikke at frygte islamisk lov. "Islam," erklærede Usman Bugaje, generalsekretær for Organisationen Islam i Afrika med base i Nigeria, "har stor evne til tolerance." Men han lod sin besynderlige mening med ”tolerance” være uklar, fordi den i virkeligheden er begrænset til dem, der fra starten tror på principperne i sharia - dvs. muslimer. Nigerianske fortalere for sharia siger, at ikke-troende skal overtales gennem argument, dialog og eksempel. Men centralt for deres argument er den tese, at alle mennesker i sidste ende skal leve efter islams principper. De fastholder, som deres trosfæller overalt, at islam skal forene muslimer ud over og på tværs af nationalstaternes begrænsninger og tilvejebringe et enkelt center for autoritet. Afrika "higer efter islam," siger Usman Bugaje, som en del af sin søgen efter "kulturel frihed" og "et alternativt verdensbillede, der har styrke til at udfordre Vesten". Hvis sandt, er dette en forbavsende ærlig tilståelse af, at selv islamisterne ikke rigtig tror på islam forstået som en religiøs overbevisning: De vil bare have noget at stikke i øjnene på Vesten. Vrede og ønsket om blind selvhævdelse er den primære motivation.

Sudan er et andet afrikansk land, der er blevet offer for islamistisk aggression. General Omar Hassan al-Bashiris militærregime indførte sharia i 1989. Dette skridt medførte straks, at det nordlige Sudans arabere og arabiserede sorte rejste sig til kamp mod de kristne og animisterne (tilhængere af de gamle præ-koloniale stammereligioner) mod syd, og udløste den langvarige borgerkrig, i hvilken mindst to millioner kristne er blevet dræbt. [2] Skønt tragisk for befolkningen i Sudan, blev det resulterende kaos budt velkommen af visse arabiske lande – ofte USA’s mellemøstlige "allierede" – der aktivt fremmer det islamiske stormløb i det sorte Afrika. Dette - naturligvis - kommer fra en religion, der højrøstet tilbyder sig selv for sorte amerikanere med påstanden om, at den historisk set har behandlet de sorte bedre end kristendommen har. Men som jeg har skrevet i FrontPageMag.com: De eneste steder i verden i dag, hvor man kan købe en sort mand som slave for rede penge, er i muslimske lande.

Eller tag tilfældet Egypten, der angiveligt er en ven af USA, og efter Israel den næststørste nyder af amerikanske skatteyderes gavmildhed. Egypten undlod at dømme en eneste morder efter massakren i januar 2000 på 21 koptiske kristne i landsbyen Al-Kosheh, omkring 450 km syd for Cairo. Retten dømte kun fire ud af 96 tiltalte, og kun for mindre anklager. Alle fire dømte mænd var muslimer; ikke én blev dømt for mord, men to for "utilsigtet drab og ulovlig besiddelse af et våben", og de to andre blev hver idømt et års fængsel for at beskadige en privatejet bil. [3] Fra starten havde den egyptiske regering forsøgt at tilsløre sagens alvor og undgå det politiske minefelt, den ville komme ud i, hvis den straffede muslimer for mordet på kristne. Efter dommen frygtede Egyptens kristne for deres liv.

Men den største slyngel i Afrika er dette rigt begunstigede ikke-afrikanske center for muslimsk ekspansionisme: Saudi-Arabien. I 1983 lagde Saudi-Arabien pres på Sudan for at få det til at erklære sig som en islamisk stat. Det forsikrede om, at de, der slutte sig til Den Islamiske Konferenceorganisation (OIC) ville få hurtig adgang til midlerne i Den Islamiske Udviklingsbank og den arabisk-kontrollerede "Bank for Økonomisk Udvikling i Afrika". Ligesom de arabiske islamiske proselytmagere var ligeglade med sorte afrikaneres velfærd, da de drog på jagt efter dem og solgte dem som slaver for århundreder siden, således ser deres efterkommere dem som intet andet end kanonføde i projektet for global islamisk ekspansion. Eller de simpelthen benægter deres eksistens. Især det mauretanske muslimske regime er berygtet for at benægte eksistensen af det sorte flertal i landet, samtidig med at det hensynsløst undertrykker det. Dets tidligere præsident Ould Taya erklærede engang, at "Mauretanien kan ikke være midt i en arabiseringsproces, eftersom det allerede er et arabisk land". [4] Dette mærkelige udbrud af sort selvfornægtelse er typisk for det selvhad, som islam pålægger sine erobrede folkeslag, der manipuleres til at fornægte deres tidligere etniske identiteter.

Samtidig var der, ifølge Africa Watch (1990), ikke en eneste araber blandt de 200.000 mauretanske borgere, der blev deporteret til Senegal eller Mali. Mens sorte mauretaniere blev fordrevet fra deres hjem til flygtningelejre, blev arabiske flygtninge fra Senegal, Mali og Vestsahara budt velkommen i Mauretanien, hvor de fik statsborgerskab og blev genbosat på jord, hvis retmæssige ejere var blevet etnisk udrensede. Slaveri praktiseres udelukkende af arabiske mauretaniere og sudanesere på ikke-arabiske borgere i begge lande, og efter indførelsen af sharia-love i Mauretanien (1980) og Sudan (1983) er de barbariske straffe med amputation og piskning primært blevet idømt ikke-muslimske sorte af udelukkende arabisk-muslimske dommere.

Sudan viser, at folkemord ikke behøver at ske ved enorme massakrer i nazi- eller bolsjevikstil. Der er andre mere snigende, men lige så effektive måder at dræbe et stort antal mennesker på. Regeringen i Khartoum gør det ved nedslidning: Det sliber langsomt og metodisk samfundet og økonomien i Nuba ned og sulter hele befolkningen. I mellemtiden, i garnisonsbyer og Orwellsk klingende "fredslejre”, omformer regeringen den politiske og sociale identitet af det ikke-muslimske Nuba-folk med magt: Målet er at omdanne det til en rodløs underklasse, til loyale tjenere af en ekstremistisk islamisk stat. Under alle hærens angreb, skyder soldaterne først enhver ned, de finder – helt vilkårligt. Regeringen betaler dem ingen løn: Deres løn er byttet fra angrebene på de sydlige landsbyer. De ældre og syge bliver normalt dræbt på stedet, og deres kornmagasiner sat i brand. Hovedformålet med "finkæmningen" er at fange levende, duelige civile:

"Tusindvis af mænd, kvinder og børn bliver fanget, når deres landsby er omringet, eller pågribes, mens de passer deres afgrøder, vogter deres dyr eller henter vand. Mange mennesker løber for at undslippe regeringens angreb og gemme sig i huler, men de bliver drevet ud selv fra disse tilflugtssteder af sult og tørst, eller af tåregasangreb. Fangerne føres til garnisoner, mens de tvinges til at bære deres egne stjålne ejendele, eller til at drive deres egne stjålne dyr foran sig. Disse fanger - eller ’hjemvendte’, som regeringen kalder dem – ser som regel aldrig deres familier eller landsbyer igen. Mænd bliver enten dræbt eller tvunget ind i en milits, kendt som Folkets Forsvarsstyrke. Mange bliver tortureret. Kvinder voldtages og tvinges til at arbejde, ofte i særlige arbejdslejre. Alle undtagen de yngste børn skilles ud til 'skolegang’ – dvs. konvertering til islam og uddannelse til en rolle i det nye, ekstremistisk islamiske Sudan." [5]

Regeringen bruger også mad som middel til at lokke sydsudanesiske kristne ind i dens "fredslejre", som er anlagt i ørkenen. I dem foretages uddeling af fødevarer udelukkende af islamiske organisationer, der bruger løftet om mad som et middel til at konvertere kristne til islam. Teknikken er meget enkel: Hvis man ikke har en islamisk navn, bliver man nægtet mad. Uden nogen form for alternativ forsørgelse er valget, som altid, islam eller døden. [6]

Rt. Rev. Bullen Dolli, en episkopal biskop fra Sudan, blev forundret over den kolde modtagelse han fik, da han ankom til Washington i oktober 2001 for at tale om situationen for sin meget mishandlede flok under islam. "Det er en militant religion," sagde han på et sparsomt besøgt pressemøde, og advarede – på vegne af ofrene – mod dem, der virker som dens karaktervidner. Han påpegede, at dødstallet i Sudan er større end den samlede dødelighed i Bosnien, Kosovo, Afghanistan, Tjetjenien, Somalia og Algeriet. Dobbelt så mange sudanesere er omkommet i de seneste to årtier, end alle de krigsrelaterede dødsfald amerikanerne har måttet lide gennem i de seneste 200 år. [7] Men næppe nogen lyttede. Biskoppens værter kunne ikke skaffe ham blot en lille sekvens på NPR [US National Public Radio], på De Fire Store [tv-netværk (ABC, CBS og NBC. Det fjerde kunne være Fox News), o.a.] eller andre af de højt profilerede steder, der tidligere så ivrigt har bragt enhver omrejsende mullahs lovprisning af "Fredens og Tolerancens Religion".

For biskop Dolli kan det virke uforståeligt, at USA har grebet ind militært og politisk for at "redde" muslimerne i Bosnien og Kosovo fra et ikke-eksisterende folkemord angiveligt begået af deres kristne naboer, mens det fortsat er helt uanfægtet af det meget virkelige folkemord på kristne, som de herskende muslimer i Sudan har begået gennem to årtier. Han forstår ikke, at alene det, at hans flok er kristen, har udelukket den fra den certificerede offerrolle i de herskende vestlige eliters øjne. Politisk korrekthed har sat skyklapper for amerikansk tænkning, så enhver fra den tredje verden - uanset hvor morderisk – automatisk er ”én af de gode", mens omvendt kristne - uanset hvor mange af dem, der dør i hænderne på brutale islamisk inspirerede regeringer - er de automatiske skurke, eller i det mindste irrelevante ofre.


Noter

[1] http://www.islaminafrica.org/backG.htm

[2] 107th US Congress, 1st Session (H. CON. RES. 113) "Regarding human rights violations and oil development in Sudan."

[3] Associated Press, 5. februar 2001.

[4] Jeune Afrique, 1. januar 1990.

[5] Facing Genocide: The Nuba of Sudan, udgivet af African Rights, 21. juli 1995.

[6] Sabit A. Alleys tale holdt ved 19th Annual Holocaust and Genocide Program, Institute for Holocaust and Genocide Studies, New Jersey, 17. marts 2001. http://www.iabolish.com/today/features/sudan/overview3.htm

[7] Vidnesbyrd aflagt af Roger Winter, administrerende direktør for USA’s Flygtningekomité, om Amerikas Sudan-politik for Komiteen for Internationale Forhold i USA’s Repræsentanternes Hus (28. marts 2001).

*****

Robert Locke er associeret redaktør af Front Page Magazine.




Serge Trifkovic modtog sin ph.d. fra University of Southampton i England og udførte ph.d.-forskning ved Hoover Institution på Stanford. Som journalist har han arbejdet for bl.a. BBC World Service, The Voice of America, CNN International, MSNBC, U.S. News & World Report, The Washington Times, The Philadelphia Inquirer, The Times of London, og The Cleveland Plain Dealer. Han er udenrigsredaktør af Chronicles.

Hans bøger om islam er:

The Sword of the Prophet: The Politically Incorrect Guide to Islam og
Defeating Jihad: How the War on Terror May Yet Be Won, in Spite of Ourselves




Trifkovic-serien:

Del 1.           Islams Guldalder er en myte
Del 2.           Islams andre ofre: Indien
Del 3.           Islams skændige historie om slaveri
Del 4.           Islamismens andre ofre: Tragedien i Østtimor
Del 5.           Tror muslimer, kristne og jøder på den samme Gud?
Del 6.           Islams nazi-forbindelser
Del 7.           Det moralske problem for islamisk etik
Del 8.           Islam: Eftergivenhedens dårskab
Del 9.           Islams andre ofre: Krige mod kristne
Del 10.         Saudi-Arabien, en falsk ven
Del 11.         Dum dialog med islam
Del 12.         Pakistan, en tvivlsom ven
Del 13.         Islams immigrant-invasion af Europa
Del 14.         Jihads femte kolonne i Vesten
Del 15.         Islams had-kærlighedsforhold til homoseksualitet
Del 16.         Realisme i forhold til Tyrkiet
Del 17.         Islams andre ofre: Afrika



Oversættelse: Bombadillo