Det er ingen hemmelighed, at Tyrkiet - i vores desperate søgen efter allierede i den muslimske verden – er øverst på listen over Amerikas formodede "venner", både på grund af dets strategiske beliggenhed og på grund af dets påståede succes med at skabe et sekulært muslimsk samfund. Vi må ikke forringe de positive aspekter ved denne nation og samtidig være afgjort realistiske omkring dens mangler. Vi fik problemer nok af at lyve for os selv om Saudi-Arabien, landet, der i vid udstrækning - om end indirekte - finansierede 9/11 som følge af dets bizarre fundamentalistiske kleptokrati. Lad os ikke gentage den fejl at indgå et politisk fornuftsægteskab indhyllet i romantiske illusioner. Tyrkiet har en alvorlig mørk side.

For at forstå nutidens Tyrkiet, er lidt historie påkrævet. For et århundrede siden var Det Osmanniske Rige døende, den Syge Mand ved Bosporus, hvis greb om de fjerntliggende provinser på Balkan og i Nordafrika og Mellemøsten blev svagere dag for dag. Dets usikre overlevelse i århundredet før 1. Verdenskrig skyldtes primært Europas manglende evne at blive enig om, hvad man skulle stille op med byttet, gennemtrængt af en vis fornemmelse af, at en opbrydning af det ville skabe et stort roderi. Dette var det berygtede "Østlige Spørgsmål", som forblev på den europæiske diplomatiske dagsorden indtil 1. Verdenskrig.

Da Det Osmanniske Rige var brudt sammen, fordi det var på den tabende side i 1. Verdenskrig, steg Mustafa Kemals tyrkiske republik op af asken. Dette faldt sammen med det endelige tæppefald for de kristne i Det Osmanniske Rige. Mellem 1915 og 1922 blev de fleste af armenierne og grækerne i Lilleasien udryddet eller etnisk udrenset. Mindst 1,5 millioner mennesker døde.

Til denne dag er det den tyrkiske regerings officielle holdning, at dette aldrig fandt sted. Dette ville svare til, at en David Irving-agtig Holocaust-benægtelse var den tyske regerings officielle holdning. Det er denne realitet, der burde være fokus for enhver betragtning af det moderne Tyrkiet. At osmannernes moderne efterkommere måske er blandt de mindst tolerante nationer i verden - som bekræftet af Tyrkiets fortsatte forfølgelse, ikke kun af muslimer som kurdere og alawitter, men også af grækere, cyprioter og armeniere - er et ekko af, hvad de østlige kristne måtte lide.

I dag er Tyrkiet tilbage som en vigtig aktør, en regional stormagt par excellence og en søjle i den amerikanske strategi i det østlige Middelhavsområde, Mellemøsten og Centralasien. Dets befolkning vil overstige Ruslands om tredive år, hvis dagens demografiske tendenser fortsætter. Dets indflydelse er stigende i dets gamle besiddelser på Balkan samt i hele det tidligere sovjetiske Centralasien. Tyrkiet presser aggressivt på med sit EU-kandidatur, mens det modstår selv svage vestlige krav om at afslutte dets brutale krig mod kurderne i den østlige del af landet, som har stået på - opnået ved hensynsløs kulturel undertrykkelse - i næsten tre årtier og har krævet omkring 30.000 liv.

Mere ekstrem er Tyrkiets afvisning af at give indrømmelser angående Cypern, som det invaderede i juli 1974, og lige siden har holdt delvist besat med 35.000 tyrkiske soldater. Over de sidste 28 år har Tyrkiet oversvømmet den besatte nordlige del af øen med bosættere fra fastlandet; deres antal overgår nu antallet af indfødte tyrkisk-cyprioter, omkring 115.000 i 1974 over for lidt mere end en halv million grækere. De besatte to femtedele af Cypern, og gav - i overensstemmelse med Profetens og de store kaliffers bedste traditioner - områdets græske indbyggere ordre til at forsvinde indenfor 24 timer. Græske huse og forretninger blev overdraget til tyrkisk-cyprioter. Græske landsbyer og byer blev angrebet i flæng, men i byer med blandede befolkninger blev målene valgt ud: Kristne kirker var de første til at gå op i flammer eller blive omdannet til moskeer. Det endelige tab var på 4000 døde mænd, kvinder og børn, 1619 savnede og formodet døde. Hele den græske befolkning på den tyrkisk besatte del af øen blev fysisk udryddet eller etnisk renset. Fyrre procent af øen, herunder 65% af agerjorden, 60% af alle dens vandressourcer, to tredjedele af dens mineralrigdomme, 70% af dens industrier og fire femtedele af alle turistanlæg kom under tyrkisk herredømme.

Mens andre lande ville være blevet fordømt, boykottet eller bombet for lignende overtrædelser, var der aldrig tvivl om Tyrkiets status som et bona fide medlem af NATO, en afgørende søjle i den amerikanske strategi i det østlige Middelhav og et brohoved for indflydelse i det olierige Kaspiske Bækken. Dets position som en afgørende amerikansk allieret, og dets evne til at slippe afsted med mord, blev yderligere forstærket i 1979, da hele den amerikanske strategi i Mellemøsten blev bragt i uorden ved shahen af Irans fald. Tyrkerne har hensynsløst udnyttet deres formodede nytte for os.

Næsten et kvart århundrede senere virker Washingtons aksiom om, at Tyrkiet vil forblive "sekulær" og "pro-vestlig", i bedste fald spinkelt, og det påhviler os at undersøge gyldigheden af disse antagelser. Hvad vil der ske, hvis historien gentager sig? - hvis Ankara går samme vej som Teheran, afskærer Amerikas adgang til den olierige kaspiske region og bringer Amerikas nye klienter i Sarajevo, Tirana, og Pristina indenfor sin sfære? Er det muligt, eller sandsynligt, eller endda overhængende? Har USA råd til at blive taget på sengen endnu en gang? Hvad kan det gøre for at forberede sig på en sådan mulighed?

Fraværet af en sammenhængende "tyrkisk" strategi i Washington var tydelig i juni 1997, da den tyrkiske hær pludselig tvang Necmettin Erbakan, landets demokratisk valgte premierminister, til at træde tilbage. Dette blev hyldet af Clinton-administrationen som en velkommen begivenhed, et nederlag for de "islamiske fundamentalister" fra Erbakans Refah-parti og en sejr for den "pro-vestlige" lejr ledet af hæren og støttet af nogle "sekulære" partier. Denne holdning var en afspejling af den amerikanske reaktion på militærkuppet i Algeriet, der forhindrede etableringen af en pro-islamisk regering efter radikale muslimers sejr ved stemmeurnerne.

I virkelige demokratier erstatter hæren ikke valgte regeringer, selvfølgelig ikke, men berettigelsen af politiske handlinger bedømmes i Washington på basis af det ønskelige i deres udfald, ikke efter om de overholder et eller andet ophøjet princip om demokrati. Til denne dag betragter det amerikanske udenrigspolitiske etablissement den tyrkiske hær som garanten for Ankaras permanente "pro-vestlige", sekulære orientering. Men i Mellemøsten falder "sekularisme" ikke sammen med "demokrati", hvilket de ryggesløse regimer i Irak og Syrien demonstrerer.

Hvis vi skal have en seriøs debat om USA's langsigtede interesser i det østlige Middelhav, må Mellemøsten-eksperter i Washington holde op med at foregive, at Tyrkiet er demokratisk. På nuværende tidspunkt er det i bedste fald et "guidet demokrati", hvor ingen institution, retslig eller civil, er uafhængig af staten og den lurende magt bag staten, nemlig generalerne i den tyrkiske hær, hvis benhårde kemalistiske ideologi er alt, hvad der står mellem Tyrkiet og kaos.

Det er også på tide at indrømme, at enhver reel "demokratisering" af Tyrkiet vil betyde dets irreversible islamisering. Dette skyldes, at Tyrkiet er et statssamfund baseret på islamisk etos, uanset dets politiske overbygning. Tyrkiet fik denne islamiske arv fra Det Osmanniske Rige. Med etableringen af den moderne tyrkiske stat i 1923 af Mustafa Kemal "Atatürk", indførtes et verdsligt begreb om nationen. Men etableringen af flerpartisystemet i 1945 gav politisk islam mulighed for igen at komme til orde. De seneste tre årtiers folkelige islamiske politiske bevægelser har produceret en "tyrkisk-islamisk syntese" - et islamisk begreb om nationen, der har osmanniske rødder og søger at genetablere et osmannisk-islamisk begreb om den tyrkiske nation. De er helt klare i deres afvisning af moderne vestlige landes levevis, værdisystem og ideologi. Deres succes skyldes det faktum, at et overvældende flertal af tyrkerne er muslimer i deres overbevisninger, værdier og verdenssyn.

Det faktum, at politisk islam har fundet en så frugtbar grobund i Tyrkiet, kommer som et chok for mange i vores [amerikanske] regering, hvilket afslører det politiske systems ultimative afhængighed af hæren. CIA's rapport fra 1997: "State Failure Task Force" identificerede Tyrkiet som et land i fare for at bryde sammen. Den resulterende erosion af det herskende lags selvtillid har ført til øget undertrykkelse. Journalister risikerer nu bøder, fængsling, skriveforbud eller voldelige angreb, hvis de skriver om "islams rolle i politik og samfund" eller "militærets rette rolle i regering og samfund." [1] Tyrkiet er i bedste fald et "guidet demokrati", uden nogen institution, retslig eller civil, der virkelig er uafhængig af staten, og med militæret som den endelige garant for dets pro-vestlige, sekulære orientering.

Ligesom enorme olieindtægter ikke kunne løse problemet i Iran, er der ingen grund til at tro, at de foreslåede massive indsprøjtninger af udenlandsk bistand og støtte, uanset art, vil ordne tingene i Tyrkiet. Den kemalistiske drøm om streng sekularisme er aldrig trængt ud til andre end militæret og en relativt smal byelite med centrum i Istanbul.

Den tyrkiske politiske elites manglende kulturelle forankring er stadig et lige så alvorligt problem i dag, som det var på Atatürks tid, og for mange er spørgsmålet om den sovende islamiske vulkan ikke et spørgsmål om hvis, men om hvornår. Den smalle kemalistiske herskende klasse styrer Tyrkiet ved Vestens nåde og hærens vilje, punktum. Den samme dynamik, der har fejet den væk i Teheran, kan feje den væk i Ankara i det næste årti. Parallellen med Iran er alarmerende. Bakket op af USA, har både shahen og de tyrkiske generaler ført en politik om militarisering som middel til at løse spændingen mellem en ovenfra dikteret modernisering og en religiøst udtrykt modstand nedefra. Undertrykkelse og militarisme har givet grobund for islam.

Uadskillelig fra den interne undertrykkelse er Ankaras eksterne ekspansionisme som et middel til at mindske politiske spændinger og militære trusler i jagten på territorial revisionisme. I januar 1996, bestred Ankara den græske suverænitet over den lille græske ø Imia. Seks måneder senere gjorde Tyrkiet krav på den græske ø Gavdos nær Kreta - knap 400 km fra den tyrkiske kyst. Og dette er et land, der ønsker at komme ind i EU, og derved yderligere oversvømme de allerede islamiserede gader Tyskland og andre europæiske nationer med billig tyrkisk arbejdskraft?

For hvert år der går, bliver det stadig mere presserende for den amerikanske regering at bryde med sin hovedløse turkofili. Tyrkiet bruger sin særlige status i Washington til at udvikle sig til en regional magt af væsentlig betydning, og denne position vil ikke blive ændret, hvis islamisterne tager over. Tyrkiets kulturelle og politiske indflydelse er voksende i dets gamle besiddelser på Balkan, samt i hele det tidligere sovjetiske Centralasien. Dets nærhed til de kaspiske oliefelter har befæstet dets position som en central amerikansk allieret i området - og en stor modtager af amerikanske våben og amerikansk teknologi - hvis flybase på Incirlik jævnligt bruges af US Air Force til at bombe Irak.

Bush-regeringen mangler endnu opdage, at "demokratisering" af Tyrkiet kan betyde dets irreversible islamisering. Den seneste krise burde få alarmklokkerne til at ringe i Washington og skabe forståelse for, at Amerika har brug for alternative scenarier til at dække en sådan eventualitet. Vi har tidligere set venner blive til fjender i denne del af verden, og det er på tide at planlægge for realistisk tænkte muligheder. Frem for alt, lad os holde op med at lyve for os selv med den teori, at vi ved at smigre fremmede nationer kan få dem til at tilpasse sig vore ønsker om, hvad de burde være.

Noter

[1] Human Rights Watch, 1999.

*****

Robert Locke er associeret redaktør af Front Page Magazine.

---

Serge Trifkovic modtog sin ph.d. fra University of Southampton i England og udførte ph.d.-forskning ved Hoover Institution på Stanford. Som journalist har han arbejdet for bl.a. BBC World Service, The Voice of America, CNN International, MSNBC, U.S. News & World Report, The Washington Times, The Philadelphia Inquirer, The Times of London, og The Cleveland Plain Dealer. Han er udenrigsredaktør af Chronicles.

Hans bøger om islam er:

The Sword of the Prophet: The Politically Incorrect Guide to Islam og
Defeating Jihad: How the War on Terror May Yet Be Won, in Spite of Ourselves

---

Trifkovic-serien:

Del 1.           Islams Guldalder er en myte
Del 2.           Islams andre ofre: Indien
Del 3.           Islams skændige historie om slaveri
Del 4.           Islamismens andre ofre: Tragedien i Østtimor
Del 5.           Tror muslimer, kristne og jøder på den samme Gud?
Del 6.           Islams nazi-forbindelser
Del 7.           Det moralske problem for islamisk etik
Del 8.           Islam: Eftergivenhedens dårskab
Del 9.           Islams andre ofre: Krige mod kristne
Del 10.         Saudi-Arabien, en falsk ven
Del 11.         Dum dialog med islam
Del 12.         Pakistan, en tvivlsom ven
Del 13.         Islams immigrant-invasion af Europa
Del 14.         Jihads femte kolonne i Vesten
Del 15.         Islams had-kærlighedsforhold til homoseksualitet
Del 16.         Realisme i forhold til Tyrkiet
Del 17.         Islams andre ofre: Afrika

---

Oversættelse: Bombadillo