"Denne synd, som man får myrekryb af og som ord ikke kan beskrive, er bevis på perverterede instinkter, totalt sammenbrud af skam og ære og ekstrem smudsighed af karakter og sjæl (...). Himlen, Jorden og bjergene skælver fra virkningerne af denne synd. Englene gyser, når de forudser Allahs straf falde over de mennesker, der begår denne ubeskrivelige synd." [1]

Der er mange synder i islam, der kan passe til denne beskrivelse - fra afgudsdyrkelse, ateisme og frafald, til drukkenskab, utroskab og at betvivle Koranens guddommelige oprindelse. I dette særlige tilfælde drejer det sig om homoseksualitet, som der stadig er dødsdom for i lovbøgerne og som håndhæves i flere islamiske lande.

I Saudi-Arabien den 16. april 2001 blev fem homoseksuelle idømt 2.600 piskeslag og 6 års fængsel, og fire andre idømt 2.400 piskeslag og 5 års fængsel for "afvigende seksuel adfærd". Amnesty International rapporterede efterfølgende, at seks mænd blev henrettet på anklager for afvigende seksuel adfærd, hvoraf nogle var relateret til deres seksuelle orientering, men det var usikkert, om de seks mænd, som blev henrettet, var blandt de ni, der blev idømt piskning og fængsel i april. [2]

Det er vanskeligt at fastslå præcist hvor mange homoseksuelle, der er blevet henrettet i Iran siden den islamiske revolution i 1979, da ikke alle domme er offentligt kendte, men skøn spænder fra flere hundrede til 4.000. [3] Ifølge Amnesty International blev mindst tre homoseksuelle mænd og to lesbiske offentligt halshugget i januar 1990. Den islamiske straffelov lov mod homoseksuelle, godkendt i juli 1991 og ratificeret i november samme år, er enkel. Artikel 110: "Straffen for homoseksualitet er drab; sharia-dommeren beslutter, hvordan drabet skal udføres." Artikel 129: "Straffen for lesbisk adfærd er hundrede (100) piskeslag til hver part." Artikel 131: "Hvis den lesbiske adfærd gentages tre gange og straffen er blevet håndhævet hver gang, vil dødsdom blive afsagt den fjerde gang."

Da Taleban regerede Afghanistan henrettede den regelmæssigt homoseksuelle. Islamiske jurister i Kabul og Kandahar adskilte sig kun ved drabsmetoden. Én gruppe lærde mente, at de dømte skulle tages op på toppen af den højeste bygning i byen og kastes i døden, mens andre foretrak at placere dem i en grav ved siden af en mur, som skulle væltes ned over dem, så de blev begravet levende. Begge metoder var solidt funderet i den autoritative tradition, og begge blev anvendt. Mindst fem mænd, dømt for homoseksualitet af Afghanistans sharia-domstole, blev "placeret ved siden af mure af Taliban-funktionærer og derefter begravet under murbrokkerne, da murene blev væltet ned over dem." I en sådan hændelse blev tre homoseksuelle straffet, mens Taleban-lederen Mullah Mohammad Omar så på sammen med tusindvis af tilskuere. Efter den 30 minutters ventetid, var de tre mænd stadig i live, men to døde den næste dag. Hvad der blev af den tredje vides ikke. [4] Straffen ved stening er afledt af Koranens beretning om Sodomas ødelæggelse af en "regn (af sten)", som selv var et produkt af Muhammeds misforståelse af den hebraiske fortælling om "svovl og ild" (1 Mos 19:24):

"Og Lot! Da han sagde til sit folk: 'Vil I bedrive skamløshed som intet menneske i verden før jer? I går til mænd med jeres begær, i stedet for til kvinder. Nej I er folk, der går for vidt!' Det eneste svar fra hans folk var, at de sagde: 'Driv dem ud af jeres by! De er mennesker, der holder sig rene.' Derpå frelste Vi ham og hans folk, dog med undtagelse af hans hustru. Hun var en af dem, der sakker bagud. Vi lod en regn (af sten) falde ned over dem. Se, hvilken ende det tog med dem, der forbrød sig!" [5] [Den parentetiske tilføjelse "af sten" kan findes i The Noble Quran, og er i overensstemmelse med K. 11:82 og 15:74, o.a.]

Koranens påstand om, at homoseksualitet var ukendt inden den først dukkede op i Sodoma, er unik for islam; det samme gælder forestillingen om, at byens ødelæggelse udelukkende skyldtes indbyggeres homoseksuelle praksis, hvilket er en afvigelse fra De Hebraiske Skrifter.

Ud over Koranen har mange hadither - eller autoritative overleveringer af Muhammeds ord og gerninger - en omtale af luwat (homoseksuelt samleje, sodomi), som f.eks.: "Når en mand bestiger en anden mand, ryster Guds trone," og "Dræb den, der gør det, og dræb også den, det bliver gjort imod". [6]

Muhammeds første efterfølger, Abu Bakr, fik efter sigende en homoseksuel brændt på bålet. Den fjerde kalif, Muhammeds svigersøn Ali, beordrede en homoseksuel kastet ud fra minareten af en moské. Andre beordrede han stenet. En af de tidligste og mest autoritative koran-kommentatorer, Ibn Abbas (død 687), kombinerede disse metoder til en henrettelse i to trin, hvor "den homoseksuelle skulle kastes ud fra den højeste bygning i byen og derefter stenes". Senere blev det besluttet, at hvis ingen bygning var høj nok, kunne han blive skubbet ud fra en klippe. Uanset den nøjagtige fremgangsmåde:

"Muslimske jurister er enige om, at hvis skylden er bevist, skal de begge dræbes. Juristerne er dog uenige om henrettelsesmetoden." [7]

Der er syv lande i verden, der har dødsstraf for homoseksuelle handlinger, og alle retfærdiggør de denne straf med sharia.

I muslimske lande har undertrykkelsen af forbindelser mellem mænd og kvinder udenfor arrangeret ægteskab skabt seksuelle frustrationer, der gennem århundrederne har søgt og fundet afledning i homoseksuelt samleje. De, som blev nægtet adgang til lovlig seksualitet, søgte og fandt former for afløb, der skabte kroniske modsætninger mellem den normative moral og de sociale realiteter. Mandlig og kvindelig prostitution samt homoseksuel aktivitet - herunder misbrug af unge drenge af deres ældre mandlige slægtninge - har været omsiggribende i islamiske samfund fra middelalderen til i dag. Det skal understreges, at disse samfund lægger vægt på en forskel mellem selve den seksuelle akt, der anses for acceptabel, og en følelsesmæssig tilknytning, der er utilgivelig:

"Seksuelle relationer i mellemøstlige samfund har historisk udtrykt sociale hierarkier, dvs. dominerende og underordnede sociale positioner: Voksne mænd på toppen; kvinder, drenge og slaver nedenunder." [8]

En muslim, der er den aktive part i seksuelle relationer med andre mænd, bliver ikke betragtet som "homoseksuel" (ordet har intet præ-moderne arabisk modstykke); tværtimod kan hans seksuelle dominans af en anden mand give ham status som hyper-maskulin. Han kan bruge andre mænd som erstatninger for kvinder, og samtidig nære stor foragt for dem. Dette fordærvede syn på sex, almindeligt i hovedparten af muslimske samfund, er i Vesten kun almindeligt forekommende i fængslerne. I alle tilfælde er det tilstedeværelsen af kærlighed, hengivenhed eller lighed mellem de seksuelle partnere, der er utålelig. Lighed i seksuelle relationer er utænkelig i islam, hvad enten disse er heteroseksuelle eller homoseksuelle. Sex i islamiske samfund har aldrig handlet om gensidighed mellem partnere, men om den voksne mands opnåelse af nydelse gennem dominans.

Historisk set var denne situation ikke nogen hemmelighed for vestlige iagttagere, der var fascinerede, chokerede og ofte tiltrukket af de slet skjulte tilfælde af pæderasti. I 1800 skrev en europæisk rejsende i Egypten:

"Denne ufattelige tilbøjelighed, der har kastet skam over antikkens grækere og persere, udgør egypternes fryd, eller rettere sagt skændsel (...) smitten har grebet den fattige såvel som den rige."

Den pågældende "smitte" blev udtrykt mere direkte af en tidligere forfatter, Thomas Sherley, i sin beskrivelse af tyrkerne:

"For their Sodommerye they use it soe publiquely and impudentlye as an honest Christian woulde shame to companye his wyffe as they do with their buggeringe boys." [9]

En 17. århundredes fransk besøgende i Mellemøsten gik så vidt som til at påstå, at muslimer var biseksuelle af natur, og mange mandlige forfattere gav beskrivelser af "tøjlesløshed" (lesbisk adfærd) blandt kvinder i haremmer og badehuse. Homoseksualitet blev af englænderne kendt som den "persiske" eller "tyrkiske" last.

Dette ejendommelige aspekt ved Mellemøsten er aldrig helt forsvundet. Synet af mænd, selv soldater i uniform, der slentrer hen ad en gade hånd i hånd, slår den førstegangsbesøgende som noget ekstraordinært selv i dag. Den muslimske verden havde ry for at være et sikkert sted for sex med drenge og mænd frem til godt ind i det tyvende århundrede. Tilbøjelighederne af mange vestlige forfattere som Gustave Flaubert, Oscar Wilde eller André Gide, afspejlede de pæderastiske og homoseksuelle attraktioner i den islamiske verden; fascinationen fortsætter i vor egen tids "bøssekultur":

"Men bundlinjen - og det kommer fra en hengiven bund - er, at der stadig er noget ekstremt sensuelt og potent ved billedet af den islamiske mand. Man behøver kun at sammenligne den stive, kønsløse frigiditet af Bush og hans konservative kone med de dådyr-øjede, følsomme og mildt talende kvaliteter, der kendetegner den skæggede Bin Laden - feminin og alligevel viril, med sine mange koner og store børneflok - for at se forskellen." [10]

Forfatteren til ovenstående passage, en selverklæret promiskuøs homoseksuel, har intuitivt fanget noget vigtigt, og farligt. Udpræget tilbagestående, underkuede mødre, som er fikserede på deres afkom, og reserverede, for det meste fjerne og dominerende fædre, skaber forudsætninger for, hvad der i klinisk psykologi kendes som "tabt objekt homoseksualitet", i modsætning til den præ-ødipale polyforme homoseksualitet, kendt som "kærlighed til mænd". Råbet efter den forsvundne fader, der fem gange dagligt over hele den muslimske verden udgår fra hundredetusinde minareter, og herfra bevæger sig ind i det endeløse tomrum, kan aldrig blive besvaret. Det had, der motiverer bin Laden og hans "feminine og alligevel virile" tilhængere, er ikke barnets normale aggressivitet mod faderen i den ødipale fase, som kan formildes og håndteres, men en hard-core psykotisk homoseksualitet hos sønnen, der er forladt af sin far, en næsten uhelbredelig tilstand, der kan føre til morderisk paranoia.

Denne tilstand er velkendt for udøvere af klinisk psykologi og psykoanalyse i Storbritannien, hvor tusindvis af sønner fra over- og højere middelklassefamilier ender i neo-islamiske institutioner kendt som kostskoler [fx Eton o.a.]. Det er ikke for langt ude at konkludere, at britisk islamofili under Disraeli og senere ikke blot skyldtes det sædvanlige spil om magtbalance:

"Jeg har nogle gange spekuleret over, om der ikke er en eller anden uhyggelig tiltrækning - især for engelske drenge opdraget på en kostskole - ved den brutale mandighed, der betragter homoseksuel voldtægt som et udtryk for virilitet. Under alle omstændigheder har en række angelsaksiske mænd, der var gået på jagt efter deres mandighed, fundet den i den islamiske kultur: Sir Richard Burton, T. E. Lawrence og Pasha Club står i spidsen for et stort kobbel, hvis bagtrop er opdraget af akademiske medløbere og fondsbestyrere, der i deres forsvar for islam finder undskyldningen for deres had til jøder." [11]

Mænd og kvinder er skabt forskelligt, og anerkendelsen af disse forskelle er afgørende for ethvert samfund, der ikke ønsker at ende i post-moderne fordærv. Benægtelsen af denne forskel er et væsentligt element i det Faustiske eksperiment, som Vesten har udsat sig selv for. De, der ikke vil have med dette at gøre, kan finde islams ærlige indrømmelse af forskellen mellem kønnene dragende. Men det er som at lokke med demens som kur mod kræft. Islam har fundet den modsatte yderlighed til det moderne Vestens sengehoppende unisex-feminisme, og har her fundet en kilde til modsatte, men lige giftige, patologier. Den traditionelle vestlige opfattelse - en balance mellem seksuel lighed og seksuel forskel, mellem frihed og tilbageholdenhed - er det bedste svar. Islams problem med homoseksualitet - en afspejling af den dybere psykose, der er en endemisk konsekvens af det islamiske verdensbillede - illustrerer et problem, der ikke kan løses på anden måde end ved islams grundige og omfattende reform og revision.

Noter

[1] Dr. Abdul Aziz Al-Fawzan, The Evil Sin of Homosexuality

[2] Associated Press, 16. april 2001.

[3] http://iranian.com/Letters/1999/September/gay.html

[4] Amnesty International Report, maj 1998

[5] Koranen 7:80-84

[6] Flere eksempler er oplistet på http://www.religioustolerance.org/hom_isla.htm

[7] http://www.jamaat.org/qa/homo.html [ugyldigt link]

[8] Bruce Dunne, “Power and Sexuality in the Middle East,” Middle East Report, Spring 1998.

[9] Brian Whitaker in The Guardian, 19. november 2001 http://www.theguardian.com/world/2001/nov/19/worlddispatch.brianwhitaker

[10] http://www.brucelabruce.com/Moslem/right.html [ugyldigt link]

[11] Th. Fleming, Chronicles (1999), op. cit.

*****

Robert Locke er associeret redaktør af Front Page Magazine.

---

Serge Trifkovic modtog sin ph.d. fra University of Southampton i England og udførte ph.d.-forskning ved Hoover Institution på Stanford. Som journalist har han arbejdet for bl.a. BBC World Service, The Voice of America, CNN International, MSNBC, U.S. News & World Report, The Washington Times, The Philadelphia Inquirer, The Times of London, og The Cleveland Plain Dealer. Han er udenrigsredaktør af Chronicles.

Hans bøger om islam er:

The Sword of the Prophet: The Politically Incorrect Guide to Islam og
Defeating Jihad: How the War on Terror May Yet Be Won, in Spite of Ourselves

---

Trifkovic-serien:

Del 1.           Islams Guldalder er en myte
Del 2.           Islams andre ofre: Indien
Del 3.           Islams skændige historie om slaveri
Del 4.           Islamismens andre ofre: Tragedien i Østtimor
Del 5.           Tror muslimer, kristne og jøder på den samme Gud?
Del 6.           Islams nazi-forbindelser
Del 7.           Det moralske problem for islamisk etik
Del 8.           Islam: Eftergivenhedens dårskab
Del 9.           Islams andre ofre: Krige mod kristne
Del 10.         Saudi-Arabien, en falsk ven
Del 11.         Dum dialog med islam
Del 12.         Pakistan, en tvivlsom ven
Del 13.         Islams immigrant-invasion af Europa
Del 14.         Jihads femte kolonne i Vesten
Del 15.         Islams had-kærlighedsforhold til homoseksualitet
Del 16.         Realisme i forhold til Tyrkiet
Del 17.         Islams andre ofre: Afrika

---

Oversættelse: Bombadillo