Præcis det samme problem er til stede i hvert eneste vestlige land, der skødesløst åbnede sluserne for masseindvandring fra den muslimske verden. Et tidligt tegn på, hvad der var ved at ramme England, kom for næsten 20 år siden i et dokument, udgivet af Islamic Foundation i industribyen Leicester, 160 kilometer nord for London. Ifølge denne offentlige publikation er den islamiske bevægelse ...

"... en organiseret kamp for at ændre det eksisterende samfund til et islamisk samfund baseret på Koranen og sunna, og gøre islam, som er en kodeks for hele livet, enerådende og dominerende, især i de socio-politiske sfærer (...) det endelige mål for den islamiske bevægelse vil ikke blive realiseret, medmindre kampen udføres af de lokale befolkninger. For det er kun dem, der har magten til at ændre samfundet til et islamisk samfund."

For tyve år siden var der røster i Vesten - tilmed yderst oplyste, anti-racistiske, post-nationalistiske, liberale røster - der udtrykte bekymringer og spurgte, hvad mening der er i at respektere dem, der ikke respekterer os, hvilken fornuft der er i at forsvare deres kultur, når de foragter vores.

Reaktionen dengang var den samme som i dag. Da den italienske forfatter Oriana Fallaci erklærede: "Jeg ønsker at forsvare vores, og jeg fortæller jer, at jeg foretrækker Dante frem for Omar Khayam," brød uvejret løs. De korsfæstede hende: "Racist! racist!" Og hun var faktisk en farveblind, ultra-tolerant, diversitetsbevidst venstreorienteret! Mindre modige sjæle foretrak naturligvis at tie stille.

Siden da, har jihad aldrig haft det så godt. Verdens muslimske befolkning er eksploderet, ikke kun i Asien og Afrika, men også i Europa og USA. I modsætning til de vestlige demokratier, Kina, Japan og Indien, som alle forsøger at kontrollere fødselstallet for at øge levestandarden, betragter de fleste muslimske lande demografi som et politisk våben. De vil hellere end gerne eksportere deres overskydende befolkning til Europa og USA fuldt vidende om, at jo større diasporaen er, jo større politisk indflydelse vil den udøve, og jo flere indrømmelser vil den islamiske verden være i stand til at afpresse Vesten.

At opretholde den spredte muslimske diasporas loyalitet har været en topprioritet. Derfor er den islamiske religiøse undervisning i de nyligt plantede muslimske samfund på begge sider af Atlanten blevet udført af indvandrede imamer, der har en klar dagsorden med sigte på at indoktrinere deres vestligt fødte flokke med foragt for og endog had til deres omgivelser.

En bombeeksplosion, der beskadigede parkerede biler og knuste ruder nær indenrigsministeriet i det indre Rom i februar 2002, skete kun dage efter opdagelsen af en tunnel, som mistænkte muslimske terrorister havde gravet nær den amerikanske ambassade i den italienske hovedstad, tilsyneladende i den hensigt at udføre et kemisk angreb. Et år tidligere blev ambassaden lukket i flere dage efter oplysninger om, at et angreb var umiddelbart forestående.

Da fire marokkanere blev anholdt i Rom den 21. februar 2002 og fundet i besiddelse af kort over byens vandforsyning og et stof indeholdende cyanid, blev romerne grebet af panik. Mange mennesker indså, at muslimsk terrorisme ikke er noget, der kun sker for andre, og spekulerede over, hvordan mange lignende trusler mod deres liv, der stadig ikke er opdaget. Lækkede rapporter til pressen fortalte, at marokkanerne var tilknyttet al-Qaedas europæiske netværk, hvoraf fire medlemmer skulle stilles for retten i Milano den følgende dag.

Den 22. februar 2002 dømte den milanesiske domstol de fire. Essid Sami Ben Khemais, en 33-årig, kendt blandt sine fæller som "Sabel" og mistænkt for at styre Osama bin Ladens europæiske logistik, erklærede sig skyldig i anklager, der omfattede kriminel sammensværgelse for at erhverve og transportere våben, sprængstoffer og kemikalier, og blev idømt fem års fængsel. Tre andre tunesere, der var stillet for retten sammen med ham - Belgacem Mohamed Ben Aouadi, Bouchoucha Mokhtar og Charaabi Tarek – blev dømt på de samme anklager og fik fængselsstraffe på op til fem år. De fremstillede også falske dokumenter, der tillod al-Qaeda-aktivister at rejse i Europa og andre steder. Tuneserne anmodede om og fik en hurtig rettergang, hvilket reducerede maksimumstraffen fra ni år til seks. Stefano Dambruoso fra anklagemyndigheden sagde, at denne er "den første dom i Europa, der anerkender eksistensen på europæisk område af en celle med stærk tilknytning til centret i Afghanistan" siden 11. september. Ben Khemais er også mistænkt for at have haft opsyn med et planlagt angreb på den amerikanske ambassade i Rom i januar 2001, selv om han ikke er sigtet i denne sag.

Milanos vigtigste islamiske kulturcenter er under stærkt mistanke for at være Bin Ladens primære logistikbase i Europa. Det italienske anti-terror-politi, Digo, siger, at Milano-gruppen rekrutterede terrorister og sendte dem til Afghanistan og leverede dække, falske dokumenter, job og penge til al-Qaeda-aktivister i Europa. 500 kilometer mod syd, i Rom, var lederen af en tilknyttet islamisk terrorist-ring, Ahamad Naseer, også leder af en lille improviseret moské nær byens hovedbanegård, indtil hans anholdelse i marts 2002. Chihab Goumri, en algerier anklaget for være cellens kurer, begyndte at frekventere moskeen for at få hjælp til et fysisk handicap som følge af tabet af hans venstre ben i en ulykke i begyndelsen af 1990'erne.

Ben Khemais’ og Chaib Goiumris opstigning gennem de islamiske terroristers rækker er sat på standby et stykke tid. Der er snesevis af andre, som er gået i skjul, og der er de friske rekrutter, som ankommer til Europas kyster hver dag. Siden terrorangrebene den 11. september har politi og anklagere i Italien, Tyskland, Frankrig, Spanien, Belgien og Storbritannien foretaget snesevis af anholdelser og afdækket, hvad de mistænker, er et stort og sammenhængende netværk af muslimske terrorister. Amerika kan være det primære mål, men Europa er grobunden.

"Britiske moskeer bytte for terror" advarede en nylig overskrift i London Times, og artiklen forklarede, at dette til dels skyldtes det britiske indenrigsministeriums rutinemæssige godkendelse af prioriteret indrejse til muslimske gejstlige fra lande som Pakistan, der ikke taler engelsk og ikke ønsker at kontrollere ekstremister, som overtager deres moskeer. [1] De britiske sikkerhedstjenester har ligesom regeringen længe befundet sig i en tilstand af benægtelse om den islamistiske trussel. Der har ikke været nogen seriøs indsats for at udvikle og forbedre efterretningsdækningen og analysekapaciteten; ej heller er rekruttering af arabisktalende blevet prioriteret. Igen og igen har de britiske domstole fortolket kriminal-, asyl-, og terrorlovene på måder, der var til skade for rigets sikkerhed og til gavn for den islamiske undergrund. Britisk politi har gentagne gange ignoreret advarsler om, at rekrutteringsagenter for ekstremistiske grupper udnytter moskeer, universiteter og samfundscentre. Der er nu over hele Storbritannien mere end tre hundrede skoler med undervisning efter normal skoletid, der er drevet af militante grupper, og hvor børnene bliver indoktrineret i bedste Taleban-stil.

"Vi vil omforme dette land i et islamisk billede," svarede den syrisk-fødte sheik Omar bin Bakri, en førende islamisk leder i Storbritannien, der er aktiv i "kampen mod racisme og diskrimination", som muslimerne i Storbritannien angiveligt udsættes for. På samme tid er han med i Den Internationale Islamiske Front for Jihad mod Jøder og Korsfarere, grundlagt af Bin Laden, og siger pralende:

"Vi indsamler midler for at være i stand til at fortsætte kampen; vi rekrutterer militsfolk; og nogle gange tager vi os af disse gruppers propagandabehov i Europa." [2]

Bakri er også leder af London-afdelingen af Hizb Al-Tahrir (Det Islamiske Revolutionære Parti), som har omkring 50 afdelinger over hele Vesteuropa. Da den afghanske krig startede i oktober 2001, erklærede Bakri:

"Vi vil erstatte Bibelen med Koranen (...). Kristne må lære, at de ikke kan gøre dette mod islam. Vi vil ikke tillade vore brødre at blive koloniseret. Hvis de prøver på det, vil Storbritannien blive forvandlet til Bosnien." [3]

Bemærkelsesværdigt nok blev denne samme Mr. Bakri - der ikke tager hensyn til, at Bibelen i Storbritannien længe har været erstattet af Mr. Blairs terapeutiske stat - udvist af Saudi-Arabien i 1985 som en farlig agitator for at have skabt Al-Muhajirun, en gren af Det Islamiske Revolutionære Parti. Han har boet i London siden 1986, hvor han hæver 3000 kr. om ugen i velfærdsydelser og opfordrer unge muslimer til at gribe til våben mod "modstandere af islam" - hvilket i sidste ende betyder enhver, der ikke er muslim, eller som ikke tilslutter sig hans vision om islam. Mens han lever i Storbritannien på dets skatteydernes regning, fordømmer han det som "blasfemiens spydspids, der søger at vælte muslimer og det islamiske kalifat".

Vi kan kun gætte på hvor mange tusinde Bakri'er, der opererer frit i Boston, Michigan eller New Jersey, eller for den sags skyld i Paris, Berlin, Toronto, Amsterdam eller Milano. De drager fuld nytte af værtslandenes love og opererer ofte under dække af velgørenhed. Et bemærkelsesværdigt eksempel var International Development Foundation med kontorer i Londons Curzon Street, der i en fransk parlamentarisk rapport fra 2001 blev nævnt som en finansiel frontorganisation for al-Qaeda. Fondens bestyrelsesmedlemmer var fire brødre, der tilhører den velhavende bin Mahfouz-familie, en af Saudi-Arabiens mest magtfulde, med en formue anslået til over fire milliarder dollars.

"Vort eget lovværk forhindrer os i at bekæmpe ekstremistisk religion," konkluderer en pakistansk født britisk anglikaner, der voksede op som muslim. Historisk set har islam aldrig lært at leve som en minoritet og kan ikke rekonstruere sig til vestlige samfund:

"Min egen fornemmelse er, at det der vil ske i det britiske samfund - jeg venter på at se, om det vil ske i USA – er, at muslimske samfund vil opstå indenfor de vestlige lande, hvor de vil udvikle deres egne mønstre af social sharia [islamisk lov]. I Storbritannien i dag, hvor islam styrer det indre af byerne, finder vi stor social udstødelse og udvikling af sharia. Vi har haft kirker brændt ned, kristne angrebet og et missionscenter ødelagt. Medierne har bevidst fortiet det alt sammen." [4]

Ved at lade en stor og hidtil helt ukontrolleret subkultur af væsentligt fjendtlige ikke-vestlige indvandrere opstå inden for deres samfund, har de udviklede lande tilladt fremkomsten af en alternativ social og politisk struktur i deres midte, i hvilken terrorister kan operere stort set uopdaget. Værtslandenes forsøg på at formilde den ved at indrømme den særlige privilegier udløser kun latter over vores dumhed og krav om mere. Det bugner med eksempler.

I Tyskland bestemte landets højeste domstol i januar 2002, at muslimske slagtere skal have lov til at slagte dyr efter islamisk praksis, ved at skære halsen over på dem og lade dem bløde til døde uden på nogen måde at bedøve dem først. Tysk ret siger, at dyr ikke må slagtes uden først at blive bedøvet, men det har forfatningsdomstolen nu omstødt. Lederen af Tysklands Islamiske Råd, Hasan Oezdogan, erklærede, at dette vil blive "et vigtigt skridt for integrationen af muslimer i Tyskland." [5] Hvis og når forfatningsdomstolen tillader omskæring af Tysklands muslimske piger, vil formentlig endnu et vigtigt skridt blive taget, men denne integration vil først blive fuldstændig, når pakistanere i Storbritannien, algeriere i Frankrig og tyrkere i Tyskland omdanner værtslandet til et islamisk samfund ved at tvinge det til at tilpasse sig deres levevis.

Bosniske muslimer er den næststørste indvandrergruppe i Tyskland, og den fastholder tætte forbindelser med det tyrkiske samfund. [6] Allerede for ti år siden, hvor antallet af muslimske indbyggere nærmede sig tre millioner, og antallet af moské-foreninger oversteg 2.000, stod skriften på den tyske væg:

"Tyrkerne i Berlin udgør et socialt problem uden løsning. Der er hele sektioner af byen lukket sig om sig selv, som understøtter en parallel og fjendtlig kultur, uden nogen form for symbiose med den tyske kultur. Og Magreb-befolkningen har gjort det samme i Marseille [Frankrig]. Som det modsatte af integration, er deres mål at organisere samfundet i henhold til Koranen. Islam er en livsform, der ophæver enhver adskillelse mellem den religiøse, borgerlige og politiske virkelighed." [7]

Også i 1991, i Australien, foreslog en muslimsk lærd, at flerkoneri bør legaliseres og voldtægt i ægteskabet ophæves som en umulighed: "En kvinde bør ikke kunne anklage sin mand for voldtægt." [8]

På den anden side af Kanalen, hvor fem millioner muslimer lever og frembringer en tredjedel af alle nyfødte "franske" babyer, blev en tidlig islamisk terrorkampagne indledt af en tuneser ved navn Fouad Salah, der i 1992 blev dømt for at have udløst bomber, der dræbte 13 franskmænd under terrorkampagner i 1985-1986. Han fortalte dommeren:

"Jeg afsværger ikke min kamp mod Vesten (...) Vi muslimer bør dræbe jer alle ned til sidste mand."

Imam Abdelali Hamdoune tilskynder de troende:

"Tillad ikke jeres børn at følge franskmændenes eksempel. De bør optræde på en helt anden måde end franskmændene. Her i Frankrig er vi nødt til at påtvinge os selv, og påtvinge islam." [9]

Derfor bliver der i Frankrig og i hele Vesteuropa fremsat krav om, at virksomheder, der beskæftiger muslimer, indretter sig efter den islamiske kalender, eller at offentlige skoler indfører kønsadskillelse og inkluderer islams læresætninger i pensum. Overalt forlanger de, at deres døtre får lov til at bære det traditionelle tørklæde, eller hijab, idet de hævder, at det mere er et kulturelt end et religiøst symbol. I Frankrig har de allerede sejret.

Spanien er næste stop. En marokkansk pige, Fatima el Hadi, forårsagede kontrovers - kun måneder efter ankomsten til Madrid - for at nægte at bære en halvprivat romersk-katolsk skoles uniform og insistere på hijab. Hendes far sagsøger nu den spanske stat for diskrimination. [10] "Hvorfor skulle hun holde op med at bære tørklæde, når de kristne piger bære små kors?" spørger Tomas Calvo, leder af Studiecenter for Migration og Racisme ved Madrid Universitet. [11] Gaspar Llamazares, leder af koalitionen Det Forenede Venstre, beskrev problemet som "racistisk" og "endnu et eksempel på regeringens intolerance".

Samtidig, og i modsætning til medie-lancerede stereotyper om samfundet af "lovlydige borgere", tegner muslimske indvandrere sig for et uforholdsmæssigt stort antal alvorlige forbrydelser i alle vesteuropæiske lande. En algerisk islamisk gruppe udførte det eneste anti-jødiske terrorangreb Europa i 1995, da de forsøgte at bombe en jødisk skole i nærheden af Lyon. Fra Birmingham til Berlin er antisemitisme i dagens Europa nu primært et muslimsk fænomen. Muslimske indvandrere på begge sider af Atlanten er de mest livlige bidragydere til jøde-hadet og bruger dristigt udtryk for rå antisemitisk propaganda, der ikke er hørt siden Julius Streicher redigerede Der Stürmer.

I Danmark, hvor overvejende muslimske indvandrere står for 68% af voldtægterne, gjorde islamiske "samfundsledere" sig stor umage med at beskrive voldtægt som "uislamisk". [12] Måske har de ikke læst Koranen. I Holland havde politiet svært ved at styre demonstrationer af unge højstemte marokkanere, der fejrede angrebene den 11. september.

I Italien - i øjeblikket hjemsted for over en million muslimer - kræver islamiske ledere ødelæggelse af en uvurderlig fresko fra det 15. århundrede i Bologna, der "krænker islam" ved at vise - hævder de - Muhammed blive smidt i Helvede. Foreningen af Italienske Muslimer har skrevet til paven og sagt, at freskoen "udgør en endnu alvorligere krænkelse af religionen end den forårsaget af Salman Rushdies De Sataniske Vers". I Torino i oktober sidste år, forsvarede den fremtrædende imam Bouriki Bouchta, leder af to af byens fem moskeer, bin Laden og opfordrede til "enden på Vesten". Denne by, Torino, hovedstaden i Piemonte, der skabte Italien, ligner nu Algier, Dacca eller Tripoli. Som Oriana Fallaci begræder, er duerne på Venedigs Piazza San Marco blevet erstattet af små tæpper med "handelsvarer", så selv Othello ville føle sig ilde til mode; mens den vidunderlige palazzi i Genova, som Rubens beundrede så højt, er blevet erobret af dem og nu går til grunde som en smuk kvinde, der er blevet voldtaget. Påstanden om, at problemet er "uløseligt" er fup, og har altid været det:

"Jeg vil aldrig glemme den måde, hvorpå disse blinde passagerer sidste år fyldte Italiens piazzaer med forsamlinger, der højlydt skrigende krævede visum. Disse forvrængede, vilde ansigter. Disse hævede knytnæver, truende. Disse ondsindede røster, der førte mig tilbage til Khomeinis Teheran. Jeg vil aldrig glemme det, fordi jeg følte mig krænket af deres aggressive mobberi i mit eget hjem, og fordi jeg følte mig gjort til grin af ministrene, der fortalte os: 'Vi vil gerne deportere dem, men vi ved ikke, hvor de skjuler sig.' Bastarder! Der var tusindvis af dem på disse piazzaer og det er sikkert som Helvede, at de ikke skjulte sig. For at deportere dem var alt, hvad de behøvede at gøre, at stille dem op på rad og række og sige: 'Denne vej hr.' og så eskortere dem til en havn eller lufthavn."

I Rom "hvor politik kynisme af enhver falskhed og enhver farve lefler for dem i håbet om at få deres fremtidige stemmer", beskytter selv paven dem, der kræver, at undervisningen i Dante suspenderes i italienske skoler, fordi han kastede Muhammed i sit Inferno.

Noter

[1] The Times, 27. december 2001.

[2] Il Giornale (Milan), 14. oktober 2000.

[3] The Observer (London), 27. oktober 2001.

[4] The Washington Times, 16. januar 2002.

[5] Reuters, 15. januar 2002.

[6] www.csis.org/europe/frm990412.html

[7] Vittorio Messori in Avvenire, Rome, 18. november 1992.

[8] The Sun-Herald, Sydney, 28. april 1991, s. 21.

[9] L'Express, Paris, 16. maj 1996.

[10] AP, 16. februar 2002.

[11] El Pais, 15. februar 2002.

[12] The Copenhagen Post, 18. september 2001.

*****

Robert Locke er associeret redaktør af Front Page Magazine.

---

Serge Trifkovic modtog sin ph.d. fra University of Southampton i England og udførte ph.d.-forskning ved Hoover Institution på Stanford. Som journalist har han arbejdet for bl.a. BBC World Service, The Voice of America, CNN International, MSNBC, U.S. News & World Report, The Washington Times, The Philadelphia Inquirer, The Times of London, og The Cleveland Plain Dealer. Han er udenrigsredaktør af Chronicles.

Hans bøger om islam er:

The Sword of the Prophet: The Politically Incorrect Guide to Islam og
Defeating Jihad: How the War on Terror May Yet Be Won, in Spite of Ourselves

---

Trifkovic-serien:

Del 1.           Islams Guldalder er en myte
Del 2.           Islams andre ofre: Indien
Del 3.           Islams skændige historie om slaveri
Del 4.           Islamismens andre ofre: Tragedien i Østtimor
Del 5.           Tror muslimer, kristne og jøder på den samme Gud?
Del 6.           Islams nazi-forbindelser
Del 7.           Det moralske problem for islamisk etik
Del 8.           Islam: Eftergivenhedens dårskab
Del 9.           Islams andre ofre: Krige mod kristne
Del 10.         Saudi-Arabien, en falsk ven
Del 11.         Dum dialog med islam
Del 12.         Pakistan, en tvivlsom ven
Del 13.         Islams immigrant-invasion af Europa
Del 14.         Jihads femte kolonne i Vesten
Del 15.         Islams had-kærlighedsforhold til homoseksualitet
Del 16.         Realisme i forhold til Tyrkiet
Del 17.         Islams andre ofre: Afrika

---

Oversættelse: Bombadillo