Takket være en kæmpe bestikkelse i form af eftergivelse af dets massive udlandsgæld, tog Pakistan parti for Vesten i Amerikas krig for at udrydde Taliban i Afghanistan, og vi får at vide, at det er en pålidelig allieret i Krigen mod Terror. Men neden under Musharraf-styrets tynde skorpe, lurer der dybe spændinger i Pakistan, der må få os til at sætte spørgsmålstegn ved, om det er sandsynligt, at det være vores allierede i det lange løb.

Til en begyndelse er der det grundlæggende faktum, at Pakistan var den første moderne stat, der blev etableret på åbent islamiske principper, og selv dets navn, "de renes land", indebærer, at kun de "rene" - muslimerne - er sande borgere. Uden at have nogen reel historie som nation, blev det kunstigt skåret ud af Britisk Indien for at oprette en overvejende muslimsk nation, da Raj [dvs. Britisk Indien] blev opløst i 1947. Resultatet blev et løst sammensurium med intet andet end religion og militær magt til at holde det sammen.

Pakistan lider under mange fejl, der stammer fra dets oprindelse. Det er delt af kaste, med den højeste status forbeholdt de påståede, forestillede og måske et par ægte efterkommere af de arabiske erobrere, kaldet ashraf. Denne sociale struktur, der bygger på den islamiske imperialismes formodede overlegenhed, antyder i sig selv, at islam er årsagen, eller i det mindste en skærpende omstændighed, til hele rækken af problemer med underudvikling, analfabetisme, undertrykkelse, fattigdom, sygdom og stivsind. For så længe landets islamiske karakter udtrykkeligt opretholdes af general Musharraf og hans efterfølgere, kan Pakistan ikke udvikle sig til et demokrati, en effektiv økonomi eller en civiliseret stat - ikke uden at underminere den religiøse begrundelse for selve dens eksistens. Landets politiske struktur garanterer således dets underkastelse til politiseret islam. I modsætning til nabolandet Indien har Pakistan aldrig været et funktionelt demokrati. Det lovgiver diskrimination af kristne og andre religiøse mindretal, og det hjælper skjult terrorister i Jammu og Kashmir i Indien.

Altid på randen af fallit, har Pakistan i det meste af dets 55-årige eksistens været under militærdiktatur. Ingen af dets ledere har nogensinde afgivet magten frivilligt. Nogle blev henrettet på falske anklager, navnlig den demokratisk valgte premierminister Bhutto. Hans bøddel, den ultra-fromme islamistiske general Zia ul-Haq, var Pakistans militærdiktator fra 1977 til 1988. Han havde stærke bånd til Det Muslimske Broderskab og sharia blev genindført efter en fingeret folkeafstemning. På det nationale plan er Pakistan en ustabil krudttønde, hærget af religiøse skel, som sætter sunni-muslimer mod shia-muslimer (20% af befolkningen); af etnisk konflikt mellem pashtunere, baluchier, sindhier og punjabier; og af social ulighed, med 40% af befolkningen under fattigdomsgrænsen. Det er også et af de mest korrupte lande i verden, et land, hvor - ifølge FN - den kriminelle økonomi er større i faste priser, end den lovlige økonomi. [1]

Og alligevel blev dets præsident Pervez Musharraf - beskrevet i tusindvis af amerikanske ledende artikler som "en nøgleallieret i den amerikansk ledede kamp mod terror" - budt varmt velkommen af præsident Bush i Det Hvide Hus i februar 2002. Han kom til Washington for at bede om penge, våben og politisk støtte i den territoriale konflikt med Indien, mens han erklærede sit mål om at gøre sit land til "en moderne, progressiv islamisk stat". Den besøgende mente tydeligvis, at det var tilbagebetalingstid: Efter angrebene den 11. september 2001 tillod Musharraf Amerika at bruge pakistanske luftbaser og landets luftrum, hvorved han opnåede ros fra Bush og en forbedring af de amerikansk-pakistanske relationer, der var blevet forværret siden afslutningen af den kolde krig. USA droppede de mangeårige økonomiske sanktioner, der var en følge af Pakistans atomprogram, lovede op til 600 millioner dollars i lån og bistand og opfordrede IMF til at give Pakistan et lån på 135 millioner dollars. Desuden ønsker Pakistan at begynde at købe militært udstyr i USA, og har søgt om frigivelse af 28 amerikanske F-16 jagere, der blev solgt til Pakistan, men tilbageholdt af Kongressen, da Pakistan udviklede atomvåben.

Mens Musharrafs samarbejde var nyttigt for den militære kampagne i Afghanistan, sikrede den pakistanske hærs bevidste undladelse af at blokere flugtvejene, at alle de store fisk smuttede sikkert væk. Det pakistanske militær var tilbageholdent med at risikere ildkamp med deres tidligere Taleban-klienter og -allierede, og gik aldrig ind i de fjerntliggende grænseområder. Alt, hvad Musharraf har gjort, kan kun delvist udsone Pakistans mange tidligere synder, og bør snarere behandles som en investering med ubestemt udbytte. Det vil være forkert at antage, at Musharraf vil blive en pakistansk Kemal Atatürk, den brutale, men effektive fornyer af Tyrkiet, eller at Pakistan i sig selv er en stabil, pålidelig og ansvarlig partner for USA, endsige en "allieret" som Storbritannien er eller Rusland kan blive.

Moderne jihad blev født ud af ideer udtænkt på Afghanistans slagmarker, men efterfølgende modnet i og spredt fra Pakistans politiske, militære og religiøse etablissement. Disse bevægelser nød støtte fra det pakistanske militærs efterretningsstrukturer, og især dets magtfulde, 40.000 mand stærke Inter-Service Intelligence Agency (ISI). [2] Det blev rigt og mægtigt, takket være amerikanernes rolle i at hjælpe islamiske fundamentalister med at bekæmpe deres sovjetiske fjende i det sidste årti af den kolde krig. Det pakistanske militærs etos kan bedst forstås ud fra forordet til The Koranic Concept of War af brigadegeneral S. K. Malik:

"Men i islam bliver krig kun ført for at etablere Herrens overherredømme, når alle andre argumenter ikke har kunnet overbevise dem, der afviser Hans vilje og arbejder imod selve formålet med menneskehedens skabelse ... Mange vestlige forskere har peget deres anklagende fingre på nogle af versene i Koranen for at kunne hævde, at islams verden er i en tilstand af bestandig kamp mod ikke-muslimer ... Udfordringen af Guds autoritet af én, der er Hans slave, udsætter denne slave for risikoen for at blive holdt skyldig i forræderi."

Det er derfor "nødvendigt at fjerne sådanne kræft-misdannelser selv om det er ved kirurgiske midler, for at redde resten af menneskeheden", slutter den gode brigadegeneral. Med venner som disse ...

Det var sådan en ånd, ISI-officererne var gennemsyret af, da CIA overlod det til ISI at væbne mujahedin til tænderne. ISI's tidligere og nuværende loyaliteter er i bedste fald usikre. Det helgarderede sine indsatser i den afghanske krig i 2001, og arrangerede sandsynligvis mordet sidste oktober [2001] på den afghanske oppositionsleder Abdul Haq. Den amerikanske efterretningstjeneste indrømmede, at den ikke havde nogen idé om, "hvilken side af gaden de spiller på."

I årtier har Pakistan ført sin egen stedfortræderkrig mod Indien gennem sine Kashmir-surrogater kontrolleret af ISI, selv mens det benægtede enhver forbindelse med eller kontrol over dem. [3] Bombeangrebene på Srinagars lovgivende forsamling og Delhi-parlamentet sidste år [2001], der dræbte snesevis af mennesker og bragte to lande på randen af krig, var terrorhandlinger par excellence udført af muslimske grupper med pakistanske forbindelser.

Under intenst internationalt pres efter angrebene, lovede Musharraf endelig i januar [2002] at stoppe Pakistans støtte til terrorister, der havde krydset grænsen for at udføre angreb i Indien. Et par uger senere, og kun dage før hans efterfølgende tur til Washington, vendte han fuldstændigt om og gentog Pakistans længe miskrediterede officielle holdning: At volden i den indiske delstat Jammu og Kashmir er resultatet af en "lokal" befrielsesbevægelse, der handler uafhængigt af, men ikke desto mindre er særdeles værdig til, Pakistans støtte. Denne endeløse kryben i skjul og kommen med udflugter er typisk.

Fremtiden for Pakistans atomprogram burde bekymre USA endnu mere, men også på dette område støder vi på den benægtelse og lyserøde optimisme, der har karakteriseret Washingtons relationer til den muslimske verden i årtier. Før han forlod Pakistan ved slutningen af sit officielle besøg i november 2001, erklærede forsvarsminister Donald Rumsfeld, at Washington ikke var bekymret over det mulige misbrug af Pakistans atomvåben.

I 1972, efter dets tredje krig med Indien, startede Pakistan i hemmelighed sit atomvåbenprogram. Det var angiveligt fredeligt - det er sådan, de alle starter - og Canada leverede en reaktor, tungt vand og et produktionsanlæg. Men i 1974 lagde vestlige leverandører embargo på nuklear eksport til Pakistan, fordi de havde mistanke om dets sande dagsorden, og i 1976 holdt Canada op med at levere atombrændsel. I 1979 indførte USA økonomiske sanktioner, da Pakistan blev taget i at importere udstyr til sit uranberigelsesanlæg i Kahuta. Dette blev mere end opvejet af støtte fra arabiske stater, især Libyen, som gav midler og adgang til hemmeligt erhvervet vesteuropæisk teknologi og materiel, og Saudi-Arabien, som gav Pakistan penge og adgang til amerikansk producerede supercomputere.

Efter den sovjetiske invasion af Afghanistan ændrede Reagan-administrationen radikalt USA's politik. Det hævede sanktionerne og gav generøs militær og finansiel støtte på grund af Pakistans hjælp til de afghanske oprørere, der kæmpede mod Moskva. Processen nåede sin logiske konklusion den 28. maj 1998, da Pakistan detonerede en række nukleare anordninger, og blev det første islamiske land i nukleare den klub. USA indførte sanktioner, som det også havde gjort mod Indien.

Da de jublende masser strømmede ud i Pakistans gader for at fejre nyheden, råbte de "Allahu Akbar"! De bar modeller af Hatf - Pakistans nukleare missil - mærket "islamisk bombe". I fredagsbønner understregede mullaher, at testene var en "triumf for islam". Spørgsmålet, der plager den amerikanske efterretningstjenester nu, er ikke så meget, om der vil komme en nuklear krig mellem Pakistan og Indien, men hvad vil der ske, hvis noget af Pakistans nukleare arsenal - to dusin sprænghoveder, ikke-opgjort spaltemateriale - falder i de forkerte hænder. Selv hvis regimet overlever, kan Pakistans nukleare materiale blive stjålet af officerer eller overløbne videnskabsmænd med sympati for ekstremisterne, og anvendt til primitive terroranordninger.

I 2001 blev amerikanske efterretningsofficerer foruroligede over afsløringen af, at to pensionerede pakistanske nukleare forskere har haft forbindelser med Taleban. Begge mænd, Sultan Bashiruddin Mahmood og Chaudry Abdul Majid, havde tilbragt deres karriere ved den pakistanske atomenergikommission, hvor de arbejdede med våbenrelaterede projekter. Dette indikerer, at ekstremistiske sympatier breder sig ud over den pakistanske hær ind i landets angiveligt meget disciplinerede kernevåben-laboratorier.

Benazir Bhutto lovede et nyt morgengry for Pakistan i 80'erne, men måtte i sidste ende indgå kompromiser med de religiøse grupper. Hun har måske troet, at de ville acceptere gyldigheden af hendes akkreditiver på trods af hendes køn, men hun tog fejl. Hendes karriere er ikke en demonstration af, at kvinder kan lykkes i islam, men tværtimod, at de er uvelkomne på toppen. Den civile regering under premierminister Nawaz Sharif blev væltet den 12. oktober 1999 af general Musharraf - der nu en selvudnævnt præsident. Dette var det første militærkup i et større land efter afslutningen af den kolde krig og det første i et land med atomvåben.

Pakistan har en forfatning, som garanterer religionsfrihed, men chikane af kristne i Punjab-landsbyer er vedvarende. Enhver tvist med en muslim - oftest over land - kan blive en religiøs konfrontation; Kristne bliver ofte anklaget for blasfemi mod islam, en forbrydelse, der er forbundet med dødsstraf. Pakistan har nogle af de strengeste blasfemilove i den muslimske verden. Oprørske muslimer i Rahimyar Khan, en by i det sydlige Punjab, nedbrændte et dusin kirker i 1997 efter at have angrebet kristne, de anklagede for at have smidt iturevne sider af Koranen ind i en moské. Dette viste sig at være en fabrikation opfundet af de omkringboende muslimer som påskud for at overtage deres jord.

Den pakistansk-fødte Patrick Sookhdeo, der voksede op som muslim, konverterede til kristendommen og til sidst blev anglikansk præst, beklager, at Vesten foretrækker at benægte de kristne samfunds lidelser i hænderne på muslimer:

"Vi kan redde Kuwait, fordi der er olie, men hvorfor skulle vi ønske at redde sorte sudanesiske kristne? Og kirken valgte interreligiøs dialog. De ønskede desperat et forhold til muslimerne. Så det betød, at de kristne minoriteter måtte ofres på de gode samfundsrelationers alter." [4]

Som den pakistanske journalist Najum Mushtaq påpeger, bliver det blotte syn af World Trade Centers nedstyrtende tårne hyldet i gaderne i Karachi, som symbol på ødelæggelsen af myten om den amerikanske magt:

"Den stærkt indoktrinerede, religiøst sindede offentlighed ser det som et troens mirakel ... I officiel såvel som almindelig sprogbrug, er Pakistans ideologi og islamisk ideologi udskiftelige størrelser. Og de, der besidder "ejendomsretten" til islam her - de sekteriske gejstlige og militante - fortolker religionen på en anti-vestlig, anti-amerikansk, anti-indisk måde. De har en anti-kultur, der i øvrigt er sammenfaldende med de pakistanske soldaters indstilling." [5]

Det kan være nødvendigt og klogt for USA at føje sig efter de soldater, der ledes af general Musharraf, for at nogle værre ikke skal tage deres plads. Men det ville være tåbeligt at foregive, at de er - eller nogensinde kan blive - Amerikas pålidelige og betroede allierede. [6] Vi begik denne fejl én gang med shahen af Iran, to gange med det saudiske monarki, og Himlen ved, at vi ikke har brug for en tredje gang. Amerika må hærde sig til den realpolitiske nødvendighed af at indrømme over for os selv, at vi laver forretninger med fuldstændige bastarder, og holde op med at foregive, at ethvert land, hvis herskere forbigående indretter deres interesser efter vore egne, er en virkelig ven, der kan stoles på.

Noter

[1] www.en.monde-diplomatique.fr/1999/11/01leader

[2] Jf. “The Unseen Power” af Michael Schaffer, U.S. News & World Report, 12. november 2001; se også f.eks. Asia Times, “America’s Pact with the Devil,” 18. september 2001: http://www.atimes.com/ind-pak/CI18Df02.html

[3] Se Patterns of Global Terrorism during 2000, udgivet af Counter-Terrorism Division of the U.S. Department of State, april 2001.

[4] The Washington Times, 16. january 2002.

[5] “Moderate Jihad?” http://www.bullatomsci.org/issues/2000/ja00/ja00mushtaq_report.html

[6] “The Unseen Power” af Michael Schaffer, U.S. News & World Report, 12. november 2001

*****

Robert Locke er associeret redaktør af Front Page Magazine.

---

Serge Trifkovic modtog sin ph.d. fra University of Southampton i England og udførte ph.d.-forskning ved Hoover Institution på Stanford. Som journalist har han arbejdet for bl.a. BBC World Service, The Voice of America, CNN International, MSNBC, U.S. News & World Report, The Washington Times, The Philadelphia Inquirer, The Times of London, og The Cleveland Plain Dealer. Han er udenrigsredaktør af Chronicles.

Hans bøger om islam er:

The Sword of the Prophet: The Politically Incorrect Guide to Islam og
Defeating Jihad: How the War on Terror May Yet Be Won, in Spite of Ourselves

---

Trifkovic-serien:

Del 1.           Islams Guldalder er en myte
Del 2.           Islams andre ofre: Indien
Del 3.           Islams skændige historie om slaveri
Del 4.           Islamismens andre ofre: Tragedien i Østtimor
Del 5.           Tror muslimer, kristne og jøder på den samme Gud?
Del 6.           Islams nazi-forbindelser
Del 7.           Det moralske problem for islamisk etik
Del 8.           Islam: Eftergivenhedens dårskab
Del 9.           Islams andre ofre: Krige mod kristne
Del 10.         Saudi-Arabien, en falsk ven
Del 11.         Dum dialog med islam
Del 12.         Pakistan, en tvivlsom ven
Del 13.         Islams immigrant-invasion af Europa
Del 14.         Jihads femte kolonne i Vesten
Del 15.         Islams had-kærlighedsforhold til homoseksualitet
Del 16.         Realisme i forhold til Tyrkiet
Del 17.         Islams andre ofre: Afrika

---

Oversættelse: Bombadillo