Af alle de store religioner er islam den mindst tilbøjelige til dialog med andre trosretninger. Blandt ikke-muslimer søger den konvertitter eller lydige undergivne, ikke partnere i en dialog. Ikke desto mindre findes der blandt nogle vildførte vestlige social-konservative et a priori ønske om at smede en alliance af troende mod den syndige verdens moralske og åndelige forfald, en "økumenisk jihad", en alle religioners kamp mod mangel på tro:

"Hvis vi vil arbejde og kæmpe og elske i handling side om side med vore protestantiske og katolske og ortodokse og jødiske og muslimske naboer, vil vi komme til at opfatte noget, vi ikke forstod før (...). Hvis vi ikke vægrede os ved at have Stalins tilhængere som vore allierede mod Hitler, skal vi ikke vægre os ved at have Muhammeds tilhængere som vore allierede mod Stalin." [1]

Denne historiske analogi overser én ting: Stalins anti-nazisme fik ham ikke til at ophøre med at være en skurk lig Hitler. En politisk fornuftsægteskab for at bekæmpe marxismen under den kolde krig er én ting, men at søge fælles fodslag med islam i en økumenisk jihad er en af de dummeste ideer i årtier.

Den samme fantasi driver præsident Bushs islam-rådgiver, David Forte, professor ved Cleveland-Marshall College of Law. Han taler ikke arabisk og indrømmer uden videre, at han kun "fusker" med islamisk retslære. Ikke desto mindre er hans overbevisning om, at islamiske terrorister og muslimske aggressorer per definition er kættere og ikke "rigtige" muslimer, blevet fuldt overtaget af George W. Bush, hvis taler synes at plukke hele sætninger fra Fortes skrifter.

Professor Forte abonnerer også på teorien om "økumenisk jihad", som ganske vist i sin hensigt er meget forskellig fra den sædvanlige liberale islamofili, men som måske i sine konsekvenser er endnu mere ødelæggende:

"Forte ønsker ikke bare at frelse islam fra dens kritikere. Som en katolsk konservativ, der virker i en arbejdsgruppe i Vatikanet for at styrke familien, ønsker han at forløse den religiøse ortodoksi selv - eller i det mindste rense den for ekstremistiske pletter. ’Intet, der er så ondt, kan være religiøst’, er han glad for at sige. Det er en banalitet, der går perfekt i spand med Bushs egen uforknytte forkærlighed for religiøsitet af enhver art." [2]

Med andre ord har vi i dag en syg alliance mellem de multikulturelle relativister til venstre, for hvem intet ikke-vestligt kan være ondt, og en støjende, men i sidste ende blød religiøsitet til højre, for hvem intet religiøst kan være ondt.

Forte skrev i sin 1999-bog om islamisk lov, at "selv om radikale ofte skaber et portræt af Vesten som en 'djævel', er deres virkelige uvilje rettet imod traditionel islam." Nutidens ekstremister, hævder han, er en teologisk marginal tradition, "som islam tidligt afviste for at være i strid med Profetens universelle budskab". I en bemærkelsesværdig fordrejning af virkeligheden, beskylder Forte de sekulariserede medier for at bringe negative stereotyper af islam, fordi den er en religion:

"Når de taler om islam, taler de om jihad. De antager overlegent, at vold er en væsentlig del af islam."

Denne fejlagtige opfattelse kan koges ned til den overbevisning, at troende, uanset deres betegnelse, er bedre mennesker end ikke-troende, og at et religiøst udsyn - ethvert religiøst udsyn - er at foretrække frem for den postmoderne sekularismes nihilistiske ødemarker. Ærligt talt er der en vis barsk logik i dette, hvilket bare viser, hvor farlig denne sekularisme er, fordi den får ethvert alternativ til at se bedre ud end den selv.

Men sådanne påstande kan ikke ændre virkeligheden. Et problem eksisterer. Islam er ikke kun en religiøs lære, den er også en uafhængig og lukket verdensanskuelse, og en livsstil, der kræver primær loyalitet af enhver, der kalder sig "muslim".

Der er "kristendommen" og det, der plejede at være "kristenheden", men i islam er en sådan skelnen umulig. Uanset hvilken politisk enhed en muslimsk troende måtte tilhøre - til den arabiske verden i Nordafrika og Mellemøsten, til nationalstaterne i Centralasien eller Iran, til de hybride enheder Pakistan og Indonesien, til de internationale protektorater i Bosnien og Kosovo eller til de post-moderne, post-nationale liberale demokratier i Vesten - så er han først og fremmest borger i islam, og hører moralsk, åndeligt og intellektuelt, og i princippet totalt, til den Verden af Tro, i hvilken Muhammed er Profeten og Mekka er hovedstaden. Dette er naturligvis ikke sandt for enhver muslim, men det er sandt for enhver sand muslim: Det er islams centrale verdslige krav.

Visse post-kristne fortalere for "økumenisk jihad" ofrer beredvilligt læren om nåde, inkarnation, og Treenighed på den åbne tværreligiøse dialogs alter, hvilket til sidst skulle føre til ultimativt deistisk sammenhold, "en ægte religiøs pluralisme", hvori "islam er anerkendt som et andet, men lige så gyldigt svar til Gud, skabt af et andet åbenbaringsøjeblik, nemlig Mohammeds modtagelse af Koranen." [3] Ved at give afkald på enhver fordring om doktrinær overbevisning og forankring i deres formodede tradition, ophører disse mennesker med at repræsentere noget som helst overhovedet. Ved stadig at foregive at være kristne, opmuntrer de deres muslimske samtalepartnere til at tro, at der ikke er behov for at engagere sig i nogen "dialog" - som alligevel er en modbydelighed set fra det islamiske teologiske synspunkt - fordi en så åbenlys mangel på tro og overbevisning på den "kristne" side vil få dem til at forvente en snarlig og hurtig tilslutning til Allah og hans profet som det eneste logiske resultat. Den "dialog", der vil være, starter derfor på den muslimske side med den antagelse, at en klar og ærlig gentagelse af islamisk troslære, vil få andre til at se lyset.

Et eksempel på den muslimske holdning til tværreligiøs dialog blev givet på 1980-konferencen i Society for the Study of Theology i Oxford. De delegerede fik at vide, at en vis Abdus-Samad Sharafuddin fra Kong Abdul-Aziz-universitetet i Jeddah - selvom han ikke var i stand til at møde frem personligt - anmodede arrangørerne om at distribuere sit indlæg med titlen "About the Myth of God Incarnate - An Impartial Survey of its Main Topics" [Myten om Gud inkarneret - en uvildig undersøgelse af dens hovedelementer]. Forfatteren forklarede, at hans arbejde var af monumental betydning, fordi "det splitter et ældgammelt mørke som et lyn fra en klar himmel; som et rationelt, Gud-sendt lyn rammer det London-horisonten for at bringe en ældgammel bommert i kristen tænkning til eksplosion." [4]

(Forestillingen om, at islam har en vidunderlig klar enkelhed i forhold til kristendommens rodede kompleksitet, er ikke ny. Den er blevet besvaret for årtier siden af C. S. Lewis:

"Hvis kristendommen var noget, vi selv have fundet på, kunne vi selvfølgelig gøre den nemmere. Men det er den ikke. Vi kan ikke konkurrere i enkelhed med folk, der opfinder religioner. Hvordan skulle vi kunne det? Vi arbejder med Kendsgerninger. Selvfølgelig kan enhver være klar og ukompliceret, hvis han ikke har nogen kendsgerninger at bekymre sig om." [5])

Sharafuddin indledte sin undersøgelse med at erklære, at den kristne tilbedelse af Jesus som Herre er åbenlys afgudsdyrkelse: Kristus tænkt som Gud inkarneret er et symbol på afvisningen af tilbedelsen af én Gud. Han sluttede den med at forklare, at den sande forståelse af Jesus er givet i koranverset: "Messias, Marias søn, var kun en udsending som andre udsendinge, der var før ham ..." (5:75) Begrebet Treenigheden blev "tilbagevist" med et andet korancitat.

Fortalerne for en "økumenisk jihad" - fra præsident George W. Bush og professor Forte til en kristen konservativ som Peter Kreeft - er fælles om to vildfarelser. Deres mangelfulde forståelse af islamisk teologi får dem til at forestille sig, at "Allah" mere eller mindre kan udskiftes med andre monoteisters "Gud". (Om dette spørgsmål se venligst se min artikel: "Tror muslimer, kristne og jøder på den samme Gud?"). Deres ufuldstændige forståelse af fænomenet: sekulær globalisering, får dem til at søge en lige så monolitisk modvægt på religionens side.

I virkeligheden er den eneste mulige modstand, ikke at sløre grænserne mellem gamle identiteter, men at bekræfte disse identiteter. Islam er en naturlig allieret af globalisering, eftersom den ønsker verdensregering og glæder sig over afviklingen af de traditionelle nationale enheder i Vesten. Den kan kun juble ved synet af en mægtig post-human kulturel Leviathan, der fortærer resterne af kristenheden og baner vejen for en tro, som endnu er urelativeret, uberørt af tvivl på sig selv, immun over for kritisk granskning af egne antagelser. Måske når Bill Gates ankommer til Mekka på sin første hajj, vil de forstå.

Noter

[1] Peter Kreft: "Ecumenical Jihad," i Reclaiming the Great Traditions, InterVarsity Press, 1997, s. 24.

[2] Franklin Foer: "Blind Faith." The New Republic, 22. oktober 2001.

[3] Jf. John Hick: "Islam and Christian Monotheism", i Dan Cohn-Sherbok (red.), Islam in a World of Diverse Faiths, New York, St. Martins Press, 1991.

[4] Dan Cohn-Sherbok, "Incarnation and Trialogue," i Dan Cohn-Sherbok (red.), op.cit.

[5] C. S. Lewis, Mere Christianity, New York, The Macmillan Company, 1943, s. 145.

*****

Robert Locke er associeret redaktør af Front Page Magazine.

---

Serge Trifkovic modtog sin ph.d. fra University of Southampton i England og udførte ph.d.-forskning ved Hoover Institution på Stanford. Som journalist har han arbejdet for bl.a. BBC World Service, The Voice of America, CNN International, MSNBC, U.S. News & World Report, The Washington Times, The Philadelphia Inquirer, The Times of London, og The Cleveland Plain Dealer. Han er udenrigsredaktør af Chronicles.

Hans bøger om islam er:

The Sword of the Prophet: The Politically Incorrect Guide to Islam og
Defeating Jihad: How the War on Terror May Yet Be Won, in Spite of Ourselves

---

Trifkovic-serien:

Del 1.           Islams Guldalder er en myte
Del 2.           Islams andre ofre: Indien
Del 3.           Islams skændige historie om slaveri
Del 4.           Islamismens andre ofre: Tragedien i Østtimor
Del 5.           Tror muslimer, kristne og jøder på den samme Gud?
Del 6.           Islams nazi-forbindelser
Del 7.           Det moralske problem for islamisk etik
Del 8.           Islam: Eftergivenhedens dårskab
Del 9.           Islams andre ofre: Krige mod kristne
Del 10.         Saudi-Arabien, en falsk ven
Del 11.         Dum dialog med islam
Del 12.         Pakistan, en tvivlsom ven
Del 13.         Islams immigrant-invasion af Europa
Del 14.         Jihads femte kolonne i Vesten
Del 15.         Islams had-kærlighedsforhold til homoseksualitet
Del 16.         Realisme i forhold til Tyrkiet
Del 17.         Islams andre ofre: Afrika

---

Oversættelse: Bombadillo