Strenge moskeer, kvinder henvist til baggrunden og en puritansk tro som afviser forandring. Den form for islam, der driver Taleban og påvirkede den unge amerikaner, der kæmpede ved dens side, har slået rod i modernismens Mekka: Amerika. Disse moskeer og kvinder befinder sig i Dearborn, Michigan, frugterne af Amerikas "særlige forhold" til det mest stivsindede totalitære diktatur i verden. Velkommen til saudi-forbindelsen, en af de bedst bevarede hemmeligheder i det officielle føderale USA [inside the Beltway – dvs. indenfor ringvejen omkring Washington D.C.].

Den skabende ånd bag projektet befinder sig i Muhammeds hjemland, og det brændstof, der gør det muligt, er olie. Den Muslimske Verdensliga (MV) blev grundlagt i Mekka, Saudi-Arabien i 1962, og et årti senere skabtes Organisationen for Den Islamiske Konference, OIC [som siden omdøbtes til Den Islamiske Samarbejdsorganisation, o.a.], med hovedkvarter i den saudiske by Jeddah. Begge organisationer, og et utal af tilsyneladende private velgørenhedsorganisationer helliget islamisk missionsvirksomhed, er rigt forsynet med petrodollars fra Saudi-Arabiens lille, ultra-rige herskende kleptokrati. Dets medlemmer yder bistand til lande, der er villige til at følge islamiseringens vej, og bygger moskeer hvor som helst de kan. De udsender missionærer, sørger for litteratur og driver elektroniske medier. MV driver verdens største trykpresser, der producerer millioner af eksemplarer af Koranen hvert år til verdensomspændende distribution.

Kongeriget Saudi-Arabien er det mest intolerante islamiske regime i verden. Udøvelse af enhver anden religion end islam er lige så strengt forbudt i dag som på Muhammeds tid. Selv Taleban tillod mere råderum for religiøse mindretal. Mens saudierne fortsætter med at bygge moskeer over hele verden, må tusindvis af kristne blandt de hundredtusinder af udenlandske arbejdere fra Indien, Europa, Amerika og Filippinerne praktisere deres tro i hemmelighed og i frygt. De bliver arresteret, pisket eller deporteret for at udtrykke den offentligt.

Fordi saudi-penge hjælper til at sprede islamistisk styre, som undertrykker kristendommen, til andre lande, som Sudan, er Saudi-Arabien nu det mest magtfulde og åbent anti-kristne land på jordens overflade. Det fører en verdensomspændende stedfortræderkrig mod kristendommen - og for at være retfærdig også mod andre religioner, som islam kommer i kontakt med: Jødedommen i Israel, hinduismen i Indien, animismen i Afrika, bahai-troen i Iran og buddhismen i Sydøstasien - som ikke har set sin lige i intensitet siden de dage, da kommunisterne var seriøse omkring ateisme.

Saudi-Arabien lader ikke alene hånt om dets egen befolknings rettigheder, det tramper også på amerikanernes. I Saudi-Arabien kan amerikanske borgere tilbageholdes på ubestemt tid, f.eks. som det behager en saudisk muslimsk far, der kan kidnappe dem fra deres amerikanske mor. Dette skete for Patricia Roush, hvis døtre Alia og Aisha nu er klædt fra top til tå i den sorte abaya. Alia er blevet gift bort til én af hendes fars fætre, og Aisha er den næste, for hvem purdah’et vil falde [dvs. ”tæppet” som adskiller kønnene, o.a.]. Udenrigsministeriet instruerede den amerikanske ambassade i Riyadh om at være "upartisk". Ray Mabus, forhenværende amerikansk ambassadør i Saudi-Arabien, forklarer, at diplomater føler, de bør arbejde med de "store ting".

Vestlige politikere lyver om Saudi-Arabien hele tiden. "Saudi-Arabien er en god og pålidelig ven af den civiliserede verden," erklærede Storbritanniens Tony Blair under en rundtur i Mellemøsten i 2001. "Civilisation" er et relativt begreb for en post-modernismens ypperstepræst som Mr. Blair, men hans begejstring for Huset Saud er måske lettere at forstå, når man betænker, at Storbritanniens våbenhandlere har deres mest lukrative kunde i ørkenriget. Og vi er selv lige så fast suget til den samme patte som briterne: På kun seks år (1991-1997) var der våbenaftaler til en værdi af 23 mia dollars mellem USA og Saudi-Arabien. Det betyder arbejdspladser og kongresmedlemmer på steder, hvor forsvarsanlæg er placeret.

Den beskidte lille hemmelighed er, at store dele af de amerikanske og europæiske eliter bliver bevidst fodret med saudi-penge, direkte og indirekte, for at bestikke dem til at udøve pres på hjemmefronten til gavn for Saudi-Arabien. The Carlyle Group, for eksempel, er en Washington DC-baseret investeringsbank, der har specialiseret sig i at investere den saudiske kongelige rigdom i udlandet. Den har også en bekvem vane med at ansætte folk, der befinder sig tæt på Bush-administrationen. Nuancer af Clintonsk korruption? For at være fair, er der ingen rygende pistol i syne her, men som borgere har vi ret til at undres over, hvad der høfligt kaldes "interessekonflikter". Kan nogen se på dette og ikke "fange", hvordan spillet så tydeligt spilles?

Saudi-Arabiens "royale" kleptokrati (et dynasti, hvis ælde ikke kan hamle op med de fleste anstændige whisky-mærker) ejer enorme dele af store amerikanske koncerner, og dette er den "store ting." Det rækker at sige, at den nuværende amerikanske ambassadør dér er Dallas-advokaten Robert Jordan, en mand uden diplomatisk erfaring, men også den advokat, der i 1990 forsvarede George W. Bush i en undersøgelse af beskyldninger om insiderhandel. Jordan kommer fra Dallas-kontoret af Houston-advokatfirmaet Baker & Botts, der har et kontor i Riyadh og hvis klientliste omfatter The Carlyle Group. En af direktørerne i The Group er tidligere præsident George Bush Sr., mens James A. Baker III er den nuværende Baker i Baker Botts. Baker var klassekammerat med Donald H. Rumsfeld på Princeton. Rumsfeld, den nuværende [2002] forsvarsminister, var værelseskammerat med Frank C. Carlucci. Carlucci, som var leder af det nationale sikkerhedsråd under præsident Ronald Reagan, er i øjeblikket formand for The Carlyle Group. Mindst 2 millioner dollars af Carlyles midler er kommet fra bin Laden-familien i Saudi-Arabien.

Fokus på den "store ting" gav også tusinder af unge saudi-arabere let adgang til amerikanske visa under forskellige påskud, mange af dem fast besluttet på at føre jihad mod de vantro. De saudiske myndigheder gav dem udrejsevisa fuldt vidende om, hvad de havde til hensigt. Som minimum var de ivrige efter at slippe af med de potentielt besværlige brushoveder, der kunne skabe problemer hjemme. En værre mulighed er, at de kan have betragtet det resulterende kaos, eksemplificeret ved de overvejende saudiske selvmordsgrupper den 11. september, som ikke nødvendigvis forkert eller uønsket. Snarere end at forhindre unge saudiarabere i at lade sig hverve til militære eventyr i udlandet eller at lukke munden på de sheiker, der opmuntrer dem, har Saudi-Arabien primært forsøgt, siger nogle embedsmænd, at føre problemet til steder uden for dets grænser.

Den 12. september 2001 [dagen efter terrorangrebet, o.a.], besluttede den saudiske leder, kronprins Abdullah ibn Abdulaziz, og hans olieminister, Ali Nuaimi, at bryde et nyligt løfte til andre OPEC-lande om at skære i olieproduktionen. De sørgede i stedet for hurtig levering af yderligere ni millioner tønder olie til USA, hvilket bidrog til at reducere prisen fra næsten 30 dollars pr tønde før 9/11 til under 20 dollars kun uger senere. Dette var en forebyggende gestus af folk med dårlig samvittighed. De vidste, at nogen, et eller andet sted i USA, ville lægge to og to sammen: At når som helst islamiske terrorister bringer død, ødelæggelse og kaos til den ikke-muslimske verden, er der saudiere lurende i baggrunden, enten som hjernerne bag, eller direkte deltagere, eller som bankmænd.

Hele tiden har de islamiske "velgørenhedsorganisationer", der finansierede terrorister, haft prominente medlemmer af den kongelige familie i deres bestyrelser. Siden 1992 har en enkelt saudisk velgørenhedsorganisation, Al Haramin Foundation, distribueret hundreder af millioner af dollars, penge, der ofte ender i ekstremistiske kasser.

USA er stadig tilbageholdende med at sætte saudierne stolen for døren [read the riot act to the Saudis]. Forsvarsminister Donald H. Rumsfeld, normalt ikke en forblommet mand, optrådte - under et besøg i Saudi-Arabien i kølvandet på terrorangreb - mærkeligt undvigende på spørgsmålet om saudiske midler til islamisk terror, og indrømmede, at han ikke havde bedt saudierne om at indefryse aktiver tilhørende mennesker og grupper med tilknytning til Mr. bin Laden, selvom USA havde bedt alle lande om at gøre det.

Saudi-Arabien er et økonomisk og socialt dårligt fungerende samfund. Det har 18 millioner borgere (og 6 millioner udenlandske arbejdere), og havde en vækst i indbyggertallet på over 4 procent om året fra 1980 til 1998. Den gennemsnitlige saudi-familie har nu mellem seks og syv børn. Per capita-indkomsten er kollapset fra et toppunkt på 19.000 dollars i 1981 til 7.300 dollars i 1997. Arbejdsløsheden er grasserende, men unge mennesker ønsker ikke de dårligere betalte jobs, som de fremmede har. Regeringen kan ikke længere finansiere det generøse velfærdssystem, det skabte på højden af olieboomet. Fra et toppunkt på 227 mia. dollars i 1981 er olieindtægterne nu nede på under 50 mia. dollars. Pengene tjent under boomet, blev klattet væk på paladser, korruption, våben og udenlandske arbejdere, der blot sendte dem tilbage til deres egne lande. Den fabelagtige strøm af rigdom blev ikke brugt til at skabe et seriøst industrielt grundlag, på trods af latterlige fagter i den retning. Den eneste ekspanderende industri er islamisk ekstremisme.

Det saudiske system er ikke bare tyrannisk - det er til tider grænsende til det komiske. I 1966 klagede næstformanden for Det Islamiske Universitet i Medina over, at den kopernikanske teori blev undervist på Riyadh Universitet. Tre hundrede år efter at de kristne teologer måtte indrømme, at Jorden gik rundt om Solen, blev den geocentriske teori bekræftet i centrene for saudisk lærdom. I 1967 blev adskillelsen af kønnene i skolerne sat til at begynde i en alder af ni, hvilket var alderen, hvor piger skulle til at bære slør. Kongen blev tvunget til at fyre informationsministeren pga. "krænkende" tv-programmer: Tilsyneladende havde censorerne overset en tegneserie, hvori Mickey Mouse gav Minnie et lille kys. Dette er et land, hvor sexslaver rutinemæssigt købes til haremmer af de meget rige, der ikke har nogen skrupler med at tage "jetten" til Paris (den engang indtagende og mere bekvemme Beirut er blevet ødelagt af borgerkrig) for at bruge weekender på afslappende øvelser, de ville blive halshugget for hjemme.

De fanatiske og løgnagtige (samt ødsle og korrupte) ørken-herskeres evne til at gøre enhver umulighed mulig, skyldes ene og alene landets oliereserver, som tegner sig for op mod en femtedel af hele den amerikanske import. Saudierne er helt klar over, at dette er deres eneste, om end enormt magtfulde trumfkort, og gik hurtigt i gang med en kostbar public relations-kampagne for at forsøge at genskabe tilliden til det saudi-amerikanske "særlige forhold". De ser Amerika - et land, hvor de rige vel at mærke normalt arbejder i virkelige jobs - som dekadent og afhængigt af deres dyrebare sorte klister for dets forbruger-livsstil. De ser vores korruption som den perfekte garanti for, at de aldrig kommer til at betale prisen for deres egen.

For tiden har saudierne og deres trosfæller ingen grund til at tvivle på, at al snak om at fremme demokrati er tom propaganda til internt brug, og at USA foretrækker at handle med autokratiske herskere, som er meget lettere at bestikke. Slutresultatet, indtil videre, favoriserer et undertrykkende plutokrati uden folkevalgte repræsentative organer, lysår og verdener fra alt det, Amerika og resten af den vestlige verden holder nært og kært. Amerika og resten af Vesten har hårdt brug for at frigøre sig fra behovet for at skulle lefle for saudiske luner, herunder at bøje sig for dens regerings ikke-eksisterende og ikke-gengældte "ret" til at finansiere tusindvis af moskeer og islamiske "kulturcentre" rundt omkring i verden, der lærer had og udgør den logistiske infrastruktur for islamisk terrorisme.

Deres mulighed for at bryde den saudiarabiske forbindelse forudsætter deres frigørelse fra import af mellemøstlig olie. Denne frigørelse er mulig og nødvendig. Den kræver kun politisk vilje og økonomisk investering i udvikling af nye teknologier. Dette er, og har altid været, den afgørende forudsætning for udviklingen af en meningsfuld anti-terror-strategi. At planlægge på basis af enhver anden strategi er at forestille sig - med den slags pagt-med-djævelen-kynisme, der altid er for smart til sit eget bedste - at Amerika kan finde sit eget langsigtede gode ved at støtte i bund og grund onde mennesker, der hader os, alene fordi de er korrupte nok til at tilfredsstille vore kortsigtede behov.

*****

Robert Locke er associeret redaktør af Front Page Magazine.

---

Serge Trifkovic modtog sin ph.d. fra University of Southampton i England og udførte ph.d.-forskning ved Hoover Institution på Stanford. Som journalist har han arbejdet for bl.a. BBC World Service, The Voice of America, CNN International, MSNBC, U.S. News & World Report, The Washington Times, The Philadelphia Inquirer, The Times of London, og The Cleveland Plain Dealer. Han er udenrigsredaktør af Chronicles.

Hans bøger om islam er:

The Sword of the Prophet: The Politically Incorrect Guide to Islam og
Defeating Jihad: How the War on Terror May Yet Be Won, in Spite of Ourselves

---

Trifkovic-serien:

Del 1.           Islams Guldalder er en myte
Del 2.           Islams andre ofre: Indien
Del 3.           Islams skændige historie om slaveri
Del 4.           Islamismens andre ofre: Tragedien i Østtimor
Del 5.           Tror muslimer, kristne og jøder på den samme Gud?
Del 6.           Islams nazi-forbindelser
Del 7.           Det moralske problem for islamisk etik
Del 8.           Islam: Eftergivenhedens dårskab
Del 9.           Islams andre ofre: Krige mod kristne
Del 10.         Saudi-Arabien, en falsk ven
Del 11.         Dum dialog med islam
Del 12.         Pakistan, en tvivlsom ven
Del 13.         Islams immigrant-invasion af Europa
Del 14.         Jihads femte kolonne i Vesten
Del 15.         Islams had-kærlighedsforhold til homoseksualitet
Del 16.         Realisme i forhold til Tyrkiet
Del 17.         Islams andre ofre: Afrika

---

Oversættelse: Bombadillo