De fleste mennesker tager for givet, at Mellemøsten er en muslimsk verdensregion. De glemmer, at denne region, som naturligvis var kristendommens fødested, rummer kristne samfund med en lang historie. Disse var også de lettest tilgængelige mål for jihad, så de har været under ubarmhjertigt angreb i århundreder.

Lad os starte i slutningen af det 19. århundrede, hvor det meste af Mellemøsten blev regeret, enten aktuelt eller nominelt, af det osmanniske tyrkiske imperium. Dette imperium var i en tilstand af dødelig tilbagegang og statslig inkompetence, hvilket gjorde det til en konstant kilde til bekymring for tidens europæiske stormagter. Tanker var blevet gjort om at dele det op blandt disse magter, men det blev aldrig gjort af frygt for at starte en krig og skabe et endnu værre rod, end der allerede fandtes.

En af den smuldrende osmanniske stats tilbøjeligheder var at angribe de kristne under dens herredømme. Tragedien for de kristne samfund under tyrkisk styre, som daværende britiske premierminister William Gladstone så det, var ikke "et spørgsmål simpelthen om muhamedanisme, men om muhamedanisme blandet op med et folks særlige karakter." Han skrev om tyrkerne:

"De var i det store og hele fra den sorte dag, da de først trængte ind i Europa, menneskehedens ene store anti-humane eksemplar. Overalt hvor de drog hen, markerede en bred linje af blod sporet bag dem, og hvor deres herredømme nåede ud, forsvandt civilisation af syne. De repræsenterede overalt regering ved magt i modsætning til regering ved lov. - Men en regering ved magt kan ikke opretholdes uden hjælp af et intellektuelt element. - Derfor groede der frem, hvad der har været sjældent i verdenshistorien, en slags tolerance midt under grusomhed, tyranni og rov. Meget kristent liv blev hånligt ladt alene og en slægt af grækere var tiltrukket af Konstantinopel, som hele tiden til en vis grad har udfyldt manglerne af tyrkisk islam på tankens område."

"Muslimens holdning til kristne og jøder er som en herres til sine slaver," rapporterede den britiske vicekonsul i Mosul (en osmannisk by i det, der nu er det nordlige Irak) lidt senere i 1909, "som han behandler med en vis fornem tolerance, så længe de kender deres plads. Ethvert tegn på krav om ligestilling bliver omgående undertrykt." Dette er selvfølgelig den gamle historie om dhimmitude eller ikke-muslimers andenklasses borgerskab under muslimsk styre.

Osmannerne slingrede afsted fra overgreb til overgreb. Regelmæssige nedslagtninger af armeniere i Bayazid (1877), Alashgurd (1879), Sassun (1894), Konstantinopel (1896), Adana (1909) og Armenien selv (1895-1896) krævede i alt 200.000 liv, men de var kun øvelser til folkemordet i 1915. Slagtningen af kristne i Alexandria i 1881 var kun en generalprøve på den kunstige hungersnød, fremkaldt af tyrkerne i 1915-1916, der dræbte over hundrede tusinde maronitiske kristne i Libanon og Syrien. Så overhængende og allestedsnærværende var faren, og så frisk var erindringen om disse begivenheder i sindet på ikke-muslimerne, at analfabetiske kristne mødre daterede begivenheder som så og så mange år før eller efter "den og den massakre." Over hele Mellemøsten ødelagde blodsudgydelserne i 1915-1922 endeligt de ældgamle kristne samfund og kulturer, der havde overlevet siden romertiden - grupper som jakobitterne (syrisk ortodokse), nestorianerne (irakisk ortodokse) og kaldæerne (irakisk katolske).

Det Osmanniske Rige kollapsede efter at det begik den fejl at gå ind i 1. Verdenskrig på Tysklands side. For at redde imperiets etnisk-tyrkiske kerne, opgav tyrkiske nationalister under Mustafa Kemal (oprindelsen til udtrykket "ungtyrker") imperiets ikke-tyrkiske periferi og trak sig tilbage til deres anatolske kerneland. Derefter tog de fat på et program om etnisk udrensning for at befri dette kerneland for ikke-tyrkere. Det betød udrensning af kristne, i tillæg til en krig mod de muslimske kurdere, der stadig foregår i dag. Tyrkiets ægæiske kyst, for eksempel, hvor Hektor kæmpede mod Achilleus, havde været beboet af grækere siden klassisk tid. Disse kristne samfund blev revet op med rode eller ødelagt på stedet. Ironisk nok var Kemal en sekularist, der indførte den første adskillelse af moské og stat i en muslimsk nation. Men dette afholdt ham ikke fra at være brutal mod de kristne under tyrkisk styre, et advarselssignal til dem der forventer, at en statspålagt sekularisering ovenfra og ned kan udrydde de indgroede vaner af intolerance og dominans, som islam har fremelsket i muslimske nationer. Slutresultatet var de samme: Kirker revet ned eller omdannet til moskeer og samfundene, der plejede at tilbede i dem, spredte eller døde.

I denne periode, er afbrændingen af den græske by Smyrna og massakren på og spredningen af dens tre hundrede tusinde kristne indbyggere en af de mest bitre - hvis ikke blodigste, efter at de store skændselsgerninger i det 20. århundrede - forbrydelser i al historie. Den markerede enden på det græske samfund i Lilleasien. I tiden op til dens ødelæggelse, var Smyrna en travl havn og kommercielt centrum. Den var, i gammeldags forstand, et ægte civiliseret sted. En amerikansk generalkonsul mindedes senere et travlt socialt liv, der omfattede te-selskaber, dans, musikalske eftermiddage, tennisspil og bridge, samt soiréer givet i det højt kultiverede armenske og græske borgerskabs saloner.

Sic gloria transit [således forgår (verdens) herlighed, o.a.]: Sporadiske drab på kristne, mest armeniere, begyndte så snart tyrkerne overløb byen den 9. september 1922. Inden for dage eskalerede de til masseslagtning. Men det skete ikke "spontant", forstået som et ukontrolleret kaos skabt af en udisciplineret militær pøbel. De tyrkiske militære myndigheder eskalerede det bevidst. Den græsk-ortodokse biskop Chrysostomos blev hos sin flok. Den muslimske hob kastede sig over ham, rev hans øjne ud og slæbte ham stadig blødende ved skægget gennem gaderne i det tyrkiske kvarter, mens de slog og sparkede ham. Nu og da, når han havde styrken til at gøre det, hævede han sin højre hånd og velsignede sine forfølgere. En tyrker blev så rasende over denne gestus, at han huggede hans hånd af med sit sværd. Han faldt til jorden og blev hakket i stykker af den vrede hob. Blodbadet kulminerede med afbrændingen af Smyrna, som startede den 13. september, hvor tyrkerne satte ild til det armenske kvarter og storbranden opslugte byen. De resterende indbyggere blev fanget på havnefronten, hvorfra de ikke kunne undslippe flammerne på den ene side eller de tyrkiske bajonetter på den anden. Dette var enden på kristendommen i Lilleasien, hvis historie går tilbage til begivenheder, optegnet i Det Nye Testamente selv.

Som emne er tyrkernes folkemord på de kristne armeniere mellem 1915 og 1923 - et folkemord, som den tyrkiske regering benægter den dag i dag, hvilket ville svare til, at Holocaust-benægtelse var den tyske regerings officielle holdning - i sig selv enormt, og kan ikke behandles ordentligt her. Det skal blot noteres, at 1,5 millioner omkom.

De mellemøstlige kristne samfunds lidelser blev kortvarigt dæmpet efter 1. Verdenskrig. Især i de nyligt uafhængige eller delvist afhængige arabiske stater, der var blevet oprettet af briterne og franskmændene som deres imperiers franchisetagere, betød den nye europæiske koloniale tilstedeværelse, at det ikke længere var muligt at håndhæve den mere drastiske diskriminerende praksis, endsige lave etnisk udrensning af den overlevende kristne befolkning. Storbritannien og Frankrig var stadig meningsfuldt kristne nationer på det tidspunkt, og deres koloniale administratorer tolererede ikke grovere former for anti-kristen forfølgelse i lande under deres styre. Men dette var blot en midlertidig forbedring, ikke en permanent løsning. Som en forsker har beklaget:

"Men på det selv samme tidspunkt, da Europa opnåede sin militære og geopolitiske fordel, blev det moralske og religiøse forfald, der kulminerede i selv-folkemordene i 1914 og 1939, åbenbart. Efter at have fået grebet om steder, som deres korsfarer-forgængere kun havde drømt om at genvinde: Jerusalem, Betlehem, Antiokia, Alexandria, Konstantinopel - gjorde udtjente og demoraliserede europæiske regeringer intet forsøg på at genkristne dem, og forlod dem spagfærdigt inden for et par årtier. Den moralske afvæbning af det moderne post-kristne Europa er nu næsten total. Efter 1. Verdenskrig, med indsættelsen af nominelt "pro-vestlige" regeringer i mange muslimske lande på vraget af Det Osmanniske Rige, synes Vesten at have overbevist sig selv om eksistensen af en godartet islam." [1]

I sidste ende forlod europæerne selvfølgelig stedet; briterne fik givet verden – om end på en klodset og uærlig måde, som de til sidst forsøgte at bakke ud af - staten Israel; franskmændene fik i det væsentlige intet gennemført ud over at bringe lidt elegance til Beirut, engang kendt som Mellemøstens Paris.

Siden 2. Verdenskrig har de muslimske lande i Mellemøsten og omegn slingret fra det ene katastrofale politiske eksperiment til det andet. De har flirtet med socialisme (Egypten under Nasser), fascisme (Baath-partierne i Syrien og Irak), marxisme (Yemen), udviklingsorienteret autoritært styre (Iran under shahen), monarko-kleptokrati (Kuwait), monarko-islamisme (Saudi-Arabien), islamisme (Iran under mullaherne), etnisk valggeometri (Libanon før 1975), borgerkrig (Libanon 1975-1990), kolonialisme (syrisk styre i Libanon 1990-nu), pan-afrikanisme (Gaddafi, når han var i dét humør), falsk demokrati (Jordan), sekulær militarisme (Tyrkiet, undtagen når islamisterne nominelt havde magten), og krigsherre-despoti (Afghanistan). Hvert af disse eksperimenter har været mere eller mindre tolerante over for kristne, men konstanten har været, at ingen har været særlig venlige. Der har været et par lysende undtagelser, som årene i Libanon, da de kristne havde en sikret plads i regeringen takket være "den nationale pagt", og den pro-vestlige shah af Iran, som var temmelig rimelig, ikke kun mod kristne, men også mod jøder og Irans to eksotiske religiøse mindretal, zoroastrianerne og bahaierne.

Men generelt i tiden efter 2. Verdenskrig har den ubetydelige vantro tilstedeværelse og opfattede direkte eller indirekte dominans i den arabiske verden resulteret i en modreaktion i form af islamisk religiøs vækkelse. Navnlig i kølvandet på de arabiske nederlag i 1967 og 1973, blev de kristne udsat for nye restriktioner. I Egypten blev kopternes opførelse af nye kirker blokeret, en kvoteordning blev indført vedrørende optagelse på universiteterne, kristne blev afskåret fra høje offentlige stillinger, og de blev endda beskyldt for at samarbejde med zionisterne på grund af forsonende udtalelser fra Vatikanet om jøder. Processen med islamisk genopblussen nåede et nyt højdepunkt med shahens fald og den islamiske revolution i Iran 1979. Det er bemærkelsesværdigt, at kun religiøse samfund fra før islams komme til Persien tolereres, medens de senere, såsom bahaier, betragtes som frafaldne underlagt dødsstraf.

Så sent som i 1955 blev Istanbuls kristne udsat for, hvad William Dalrymple kaldte "de værste raceoptøjer i Europa siden Krystalnatten". Efter den sidste pogrom, har kristne kun haft nominel tilstedeværelse i Tyrkiet, helt afhængig af velvilje fra regeringen i Ankara. Længere mod øst i Lilleasien og Lepanto, overlever nogle kristne samfund, men deres antal, som for de udryddede jødiske landsbyer i Polen, er en bleg skygge af, hvad de var for kun to århundreder siden. Hele kristne folkeslag er blevet udslettet siden da i helt igennem vellykkede folkemord.

Det er bemærkelsesværdigt, at muslimers forfølgelser af kristne - i denne tid med grasserende offergørelse - er blevet et tabuemne i den vestlige akademiske verden, som er domineret af et komplekst væv af myter, direkte løgne og bevidst pålagt tavshed. Tretten århundreders religiøs diskrimination, der har forårsaget lidelse og død for talløse millioner, er blevet dækket til med myten om islamisk "tolerance", der er lige så smertefuld for ofrenes få efterkommere, som den er ubrugelig som middel til at pacificere dagens jihadister. Tavsheden og løgnene, praktiseret af den vestlige akademiske verden og medieklasse, letter fortsættelsen af den religiøse diskrimination og forfølgelse selv i dag.

Bemærkning: Her er en kort liste over de overlevende kristne samfund i Mellemøsten, lånt af ArabicBible.com.

Egypten: Kopterne i Egypten - ortodokse, katolikker og protestanter - anslås at udgøre mellem 10 og 12 millioner, spredt over hele landet. De er efterkommere af det gamle egyptiske folk, der levede under faraoerne. Deres antal svandt efter den arabisk-muslimske invasion i 740 e.Kr. og de blomstrede under briterne i det 19. århundrede. En million kopterne lever i diaspora, især i USA og Canada.

Sudan: Syv millioner sorte afrikanere lever i syd. De fleste af disse stammer er kristne anglikanere, andre er protestanter og katolikker. Efter den islamiske erobring blev afrikanerne i Nubien fordrevet mod syd. Siden den islamistiske magtovertagelse i nord i 1989, er de blevet udsat for etnisk udrensning og tvunget til at opgive deres tro for at beskytte deres liv. En million sydsudanesere lever i eksil.

Libanon: De kristne - maronitter, ortodokse, melkiter og andre, herunder protestanter - udgør omkring 1,5 mio. Siden 1975 er hundredtusinder blevet massakreret, fordrevet og eksileret. Siden 1990 har de kristne områder i Libanon været under syrisk besættelse. Der er mere end 7 millioner libanesiske kristne i diaspora. Mere end 1,5 millioner amerikanere er af libanesisk afstamning.

Irak: Omkring 1 million kristne assyrere, nestorianere, kaldæere og andre lever i Irak. De fleste er koncentreret i nord. Assyrerne er udsat for kulturel og politisk undertrykkelse. Ca. 1 million kristne fra Mesopotamien lever i Nordamerika, Europa og Australien.

Syrien: En million kristne er syriske statsborgere. Berøvet kulturelle og uddannelsesmæssige rettigheder, er Syriens aramæere, armeniere, ortodokse og melkiter til stede i nordøst og i de større byer.

Iran: Fem hundrede tusinde persiske, armenske og assyriske kristne fra alle trosretninger lever i konstant frygt i Den Islamiske Republik Iran. Kristne åndelige ledere henrettes af regeringen. Der er lidt større tolerance over for former for kristendom, der eksisterede i Persien før islam.

Noter

[1] James Jastras: "Insurgent Islam and American Collaboration", Chronicles: A Magazine of American Culture, februar 1999.

*****

Robert Locke er associeret redaktør af Front Page Magazine.

---

Serge Trifkovic modtog sin ph.d. fra University of Southampton i England og udførte ph.d.-forskning ved Hoover Institution på Stanford. Som journalist har han arbejdet for bl.a. BBC World Service, The Voice of America, CNN International, MSNBC, U.S. News & World Report, The Washington Times, The Philadelphia Inquirer, The Times of London, og The Cleveland Plain Dealer. Han er udenrigsredaktør af Chronicles.

Hans bøger om islam er:

The Sword of the Prophet: The Politically Incorrect Guide to Islam og
Defeating Jihad: How the War on Terror May Yet Be Won, in Spite of Ourselves

---

Trifkovic-serien:

Del 1.           Islams Guldalder er en myte
Del 2.           Islams andre ofre: Indien
Del 3.           Islams skændige historie om slaveri
Del 4.           Islamismens andre ofre: Tragedien i Østtimor
Del 5.           Tror muslimer, kristne og jøder på den samme Gud?
Del 6.           Islams nazi-forbindelser
Del 7.           Det moralske problem for islamisk etik
Del 8.           Islam: Eftergivenhedens dårskab
Del 9.           Islams andre ofre: Krige mod kristne
Del 10.         Saudi-Arabien, en falsk ven
Del 11.         Dum dialog med islam
Del 12.         Pakistan, en tvivlsom ven
Del 13.         Islams immigrant-invasion af Europa
Del 14.         Jihads femte kolonne i Vesten
Del 15.         Islams had-kærlighedsforhold til homoseksualitet
Del 16.         Realisme i forhold til Tyrkiet
Del 17.         Islams andre ofre: Afrika

---

Oversættelse: Bombadillo