Vores politiske og intellektuelle elite er bemærkelsesværdig ufleksibel i dens sekulære liberale ideologiske antagelser. Da den ikke selv har nogen seriøs religiøs tro, nægter dens medlemmer at tage andres tro alvorligt. I stedet for at overveje det komplekse problem om forholdet mellem verdens store religioner - Vesten og resten - forsikrer den os om, at der ikke eksisterer noget religiøst problem.

De mest højlydte karaktervidner til fordel for "Fredens og Tolerancens Religion", som den i al hast blev kaldt, var ikke overraskende ikke-muslimer, populære søndag-morgen-entertainere, akademikere gennemsyret af politisk korrekthed og politikere. Deres forhastede påstande om sondringen mellem "sand" islam og dens voldelige afvigelser var groft ideologiske. De var baseret på deres enkle overbevisning om, at alle trosretninger - der har samme juridiske privilegier - i en vis forstand må være lige gode og "sande", og dermed i stand til at lovprise alle andre i en ånd af tolerance.

Hvorfor er den venstredrejede elite så ivrig efter at forsvare islam? Det er et tegn på denne elites uendelige arrogance, at den forestiller sig - selv på dette sene tidspunkt - at den kan bruge og manipulere islam til dens egne formål. Lederne af det britiske imperium - dengang flere muslimer levede under britisk styre end under nogen anden regering - var arrogante nok til at tro, at de kunne "håndtere" islam og få den til at gøre ting, som f.eks. at acceptere oprettelsen af staten Israel. Men selv de havde aldrig tanken om at bruge islam som et redskab for deres egne befalinger uden for den selv, og de led aldrig under den vildfarelse, at muslimer inderst inde i virkeligheden var englændere.

I dag, efter at have hyret militant islam til at ødelægge den kommunistiske trussel mod dens egen globale dominans, stræber vores herskende elite efter at bruge den til at udhule den kristne kulturs reliquiae reliquiarum [resternes rester – brugt om Kroatien, o.a.] i den vestlige verden, som den foragter og gerne vil erstatte med en multikulturel globalisering, der bagatelliserer alle kulturer og dermed likviderer muligheden for enhver modstand mod en verden, der er organiseret udelukkende til dens egen gavn. De to spydspidser i dette forsøg på at tilvende sig islam som et redskab, er multikulturalisme og masseindvandring. Det er den beskidte lille hemmelighed i vore nuværende globale civilisatoriske konflikter, at store dele af vores egen elite er i tvivl om, hvilken side de er på, fordi islam er en objektiv allieret i deres egen kamp for globalisering. (Selvfølgelig vil dette fornuftsægteskab ikke virke for globalisterne i det lange løb, men som med alle dødsdømte politikker, vil dette ikke afholde dem fra at forsøge på den korte bane.)

Lad os tage indvandringen først. Leeds og Leicester har erhvervet synet og lyden af Peshawar og Rawalpindi; Marseille og Toulon af forstæderne til Dakkar eller Algier; Berlin og Stuttgart af et voksende udsnit af Istanbul eller Adana. Dette sociale eksperiment - Storbritanniens Roy Jenkins, en liberal [Labour, o.a.] indenrigsminister i midten af tresserne, indrømmede drevent, at hans samtidige "kunne have overvejet sagerne mere omhyggeligt" - gik forud for Amerikas nødløsninger under den kolde krig, men eksperiments og nødløsningens konsekvenser er smeltet sammen. Antagelsen har hele tiden været, at den islamiske ånd - sluppet løs af Carters nationale sikkerhedsrådgiver dr. Brzezinskis "fremragende idé", nemlig at mobilisere radikal islam til at bekæmpe Sovjetunionen i Afghanistan - kunne kontrolleres. Den ville angiveligt blive reduceret til endnu et selvforherligende humanistisk projekt gennem dens tilhængeres nedsænkning i forbrugerkulturen og gennem deres børns multikulturelle indoktrinering i den offentlige uddannelse. Vi skulle bruge islam til at kæmpe marxismen, dernæst ødelægge den ved hjælp af McDonalds og MTV.

Den liberale kristendom, dvs. de intellektuelt fallerede former for protestantisme, som f.eks. de hurtigt svindende "brede" protestantiske trosretninger - episkopale, lutheranere og presbyterianere - har samarbejdet i hvidvaskningen af islam. De er blevet tilskyndet af post-Vatikan-II-katolikker. Kirkernes Verdensråd deler samme verdenssyn. Det søger "dialog" med islam "for at lære af hinanden og acceptere hinanden."

Hvordan er det gået med de vestlige forsøg på at tilvende sig og manipulere islam? Årtiers skjult og åbenlys støtte til "moderate" islamiske bevægelser, lande og regimer, når som helst de blev betragtet som nyttige for vestlige udenrigspolitiske mål - og især hvis de havde masser af olie eller var villige til at slutte fred med Israel, eller begge dele - har været en ubetinget moralsk og politisk katastrofe.

Egypten, Saudi-Arabien, Jordan, Tyrkiet, Pakistan, Marokko, Golfstaterne, Bosnien-Hercegovina, Nigeria, Indonesien, og nogle få andre, er blevet amerikansk politiks yndlinge, værdsatte som formodede bolværker mod saudisk eller iransk "fundamentalisme" (Iran var selv tidligere medlem af denne begunstigede gruppe.) Operationelt betyder dette ikke blot at se gennem fingre med de radikale aktiviteter af angiveligt "moderate" muslimske stater - for eksempel Saudi-Arabiens og Pakistans støtte til Taleban-regimet i Afghanistan og stort set alle islamiske landes støtte til det tyndt forklædte radikale regime i Sarajevo - men også en konsekvent amerikansk partiskhed til fordel for den muslimske side i stort set enhver konflikt med en kristen nation. [1]

Så vi bombede Serbien, en nation, der aldrig har gjort USA noget, til støtte for de bosniske muslimer. Blandt de sørgelige forudsætninger for krigen i Bosnien var, at det muslimske folks ledelse blev erobret af en gruppe atypiske islamistiske fanatikere: Izetbegovic var en ekstremist i enhver forstand af ordet; den tjetjenske ledelse var langt værre: sindsforvirrede fanatikere, der tvang Rusland ind i en krig, det var yderst tilbageholdende med at kæmpe. Kosovo UCK (også kendt som KLA) var røvere, der finansierede deres krigsførelse med narkosmugling og slaveri-prostitution, og som amerikanerne havde på deres officielle terrorliste indtil blot et par uger før de gik i krig på deres vegne.

Eftergivenheden over for Saudi-Arabien i særdeleshed, men også rækken af relaterede små despotiske sheikdømmer langs dets østlige rand, fortsætter selv i kølvandet på 11. september. Den er lige så skadelig for fred og demokrati i alle berørte områder, som den er skadeligt for Nordamerikas og Europas langsigtede sikkerhed. Den gør intet for at hjælpe den muslimske verden med at komme ud af dens tilstand af dyb benægtelse af sit ansvar for det værste terrorangreb nogensinde, en benægtelse, der er lige så irrationel som den kultur, der avler den.

De begunstigede af tre årtiers vestlig eftergivenhed har været Osama bin Laden, hans slæng og hans trosfæller over hele verden. Udtænkere og udøvere af Brzezinskis "fremragende idé" banede vejen for 11. september ved ikke at forstå islams iboende forbindelse med vold og intolerance. Den uudtalte antagelse hos arkitekterne bag de mislykkede vestlige politikker - at gavmildhed vil blive belønnet med loyalitet - er forkert: Loyalitet mod ikke-troende er ikke et muslimsk træk. Men kynisk pragmatisme er - og som Yohanan Ramati har bemærket: "Denne pragmatisme foreskriver, at når det drejer sig tåber, så malker man dem for alt, man kan få; demoraliserer dem, indtil de er ude af stand til at beskytte deres interesser og derefter fratager dem enhver indflydelse, de har tilbage."

Islam kunne have været gjort langt mindre truende, hvis Vesten ikke havde forsonet eller sponsoreret dens mest truende eksponenter. Islam var i midten af det tyvende århundrede udsat for et ødelæggende kollaps i troværdighed i den arabiske verden selv. Sekularismens kræfter var særdeles stærke. Men Amerika gik imod dem hver gang, fordi de var socialistiske, kommunistiske eller blot anti-amerikansk nationalistiske. Amerika gav helhjertet støtte til det mest fascistiske freak-show i regionen: Saudi-Arabien. Da økonomierne i de virkelige stater vaklede og gik i stå - i overensstemmelse med islams evige vanskelighed med at etablere en levedygtig økonomi på basis af et rovdyrs tankegang - blev de saudiske petrodollars hældt i etablering af voldelig fanatisme som det store alternativ. Ubønhørligt blev de mennesker, der kunne have modereret islam, skubbet til side af rablende sheiker, lykønsket af USA-diplomater.

Den muslimske verden i dag har ingen kærlighed til og meget lidt respekt for de vestlige magter i almindelighed og USA i særdeleshed. Den var i mange år en bittert splittet verden, hvor de enkelte herskere konkurrerede med hinanden om rigdom, indflydelse og til tider territorium. Dette var grunden til, at de velhavende stater i Golfstaternes Samarbejdsråd var rede til at acceptere beskyttelse af amerikanske og andre vestlige styrker. Men fire årtiers plapren om afkolonisering og "globalisering" har sat deres præg. Hvis globalisering er en god grund til at forene Europa, så er forhindringen af den en bedre grund til at forene de muslimske stater (som har meget mere til fælles end europæerne) om en politik for at vriste magten fra de vantro. [2]

De muslimske stater er klar over vestlig grådighed og dens politiske følgevirkninger, og de har tillid til, at de ikke vil blive forhindret i at øge deres militære, politiske og økonomiske kapacitet til et punkt, hvor de kan afpresse Vesten til at acceptere deres politiske, kulturelle eller religiøse krav. Efter 11. september håber de, at USA vil nøjes med at ødelægge bin Laden og Taleban og gradvist genoptage sine olie-dikterede pro-muslimske politikker. Den vestlige olie-forbrugerismes narkoluder vil altid vende tilbage til sin fyr for sit næste fix, uanset hvor meget hun beklager sig over, hvordan han behandler hende.

Sådanne politikker, drastisk manifesteret i det "store spil" under præsidenterne Carter og Reagan, har haft deres apologeter i hver efterfølgende amerikansk administration. Under Bush I blev de sammenfattet i en erklæring fra daværende viceudenrigsminister for Mellemøsten og Nordafrikanske Anliggender, Edward Djerejian, som sagde, at USA ikke betragtede islam eller islamiske bevægelser som fjenden, og anerkendte deres ret til deltage i den politiske proces. [3] Ånden i erklæringen blev gentaget og udbygget af hans efterfølger, Robert Pelletreau, under Clinton. Pelletreau beklagede i 1996, at

"billedet af islam i hovedet på den gennemsnitlige avislæser ofte er det af en udifferentieret bevægelse, der er fjendtlig over for Vesten og klar til at bruge vold og terror for at nå sine mål." [4]

Han skelnede de mange "legitime, socialt ansvarlige muslimske grupper med politiske mål fra islamister, der opererer uden for lovens rammer".

For en generation siden var det forståeligt, selv undskyldeligt, når forbenede, gudfrygtige CIA-chefer af den lavkirkelige protestantiske slags oparbejdede et had til ateisme og nød at arbejde med troende. De brugte muslimer på netop samme måde, som de brugte Den romersk-katolske Kirke i begyndelsen af 1950'erne, tidspunktet for Gladio [antikommunistisk efterretningsnetværk, o.a.]. Men eftergivenheden af deres svage efterfølgere i vores egen tid, vil kun opformere de islamiske radikales foragt og arrogance og levere brændstof til deres grænseløse ambitioner.

En ændring af den selvdestruktive tendens kræver anerkendelse af, at Vesten befinder sig i en religionskrig, hvad enten den ønsker det eller ikke, og uanset hvor meget den hader dette faktum. Denne krig udkæmpes fra den islamiske side med den dybe og urokkelige overbevisning, at Vesten synger på sidste vers. Succesen af deres demografiske oversvømmelse fremhæver billedet af "en slikbutik med ødelagt lås", og denne opfattelse forstærkes af de historiske vidnesbyrd om, at en civilisation, der mister driften til biologisk videreførelse, i realiteten er færdig. Selv efter dets uafsluttede sejr i Afghanistan, bliver Amerika set som en papirtiger, med F-16 fly og dollars, men uden et stærkt hjerte og uden langsigtet modstandskraft. Faktisk er det usikkert om noget væsentligt har fundet sted i Afghanistan: De afghanske talebanere blev tvunget til at ændre deres påklædning, da ét sæt af islamister fik en masse penge for at erstatte et andet.

Mr. Bush kan håbe på at tæmme islam under opsyn af den ikke-konfessionelle deisme, der bliver erklæret i hans retorik. I det sidste århundrede undfangede amerikanerne, inspireret af protestantiske missionærer, ambitionen om at komme tættere på den arabiske verden og kineserne end de imperialistiske europæere. Forsøgene mislykkedes, men de efterlod ekkoer i amerikansk tænkning. Ønsket om at støtte islamisk modernisme er ét af disse. Derfor den vedvarende fantasi om en amerikansk-islamisk alliance mod ekstremisme. Islamisterne er ofte ganske verdslige og nogle har vænnet sig til stor rigdom. Ikke desto mindre er den alliance, som Mr. Bush kan være på udkig efter, mindre tilgængelig end nogensinde. En Homo Islamicus findes måske ikke - en muslim er bestemt ikke en programmeret fanatiker - men at sige det, er alt for ofte indledningen til undvigende snak om små minoriteter uden magt.

Vesten kan ikke føre "krig mod terror" og samtidig være afhængig af arabisk olie, se stort på islamistiske forehavende rundt om i verden og tillade masseindvandring af muslimer i sine egne lande. Den risikerer at blive stjernen i en græsk tragedie, hvor guderne gør de uheldige herskere vanvittige, før de ødelægger dem.

På det jordnære plan betyder en tilbageføring af eksisterende politikker bl.a. at give aktiv vestlig hjælp, diplomatisk og om nødvendigt militær; at skille Indonesien af med Vest Papua og de kristne dele af Molukkerne; at fordrive Syrien fra Libanon og skabe en kristen stat i en del af Libanon; at skabe en uafhængig kristen stat i det sydlige Sudan; at løsrive de serbisk befolkede og kroatisk befolkede dele fra det muslimsk dominerede Bosnien-Hercegovina; at stoppe albanske forsøg på at overtage Kosovo eller Makedonien og at tvinge araberne til at give Israel "fred for land". Det betyder også at støtte Indien imod Pakistan og uafhængighed for olieproducerende, kristne provinser i Nigeria.

Det uundgåelige argument imod en sådan politik tilbageføring vil være, at det vil udløse islamisk terrorisme "i et aldrig tidligere set omfang". Dette er lige så falsk som den logik, der kombinerer "globalisering" og "fremme af demokrati" med støtte til muslimske diktaturer. Islamisk terrorisme er blomstret, fordi den eksisterende politik opfattes som et tegn på vestlig svaghed. Det virkelige problem, som USA og vestligt demokrati står over for, er ikke, hvordan muslimerne vil reagere på en politik, der er fjendtlig mod deres interesser, men om Vesten stadig har den moralske styrke til at vedtage nogen politik overhovedet, der giver dens magtudøvere midlertidige økonomiske tab. At tøjle deres grådighed - det betyder ikke dig personligt, præsident Bush, men det betyder nogle af dine slimede olieplettede venner, som hvisker dig i øret - er en forudsætning for succes i den uundgåelige konflikt med islam og faktisk for at opretholde amerikansk supermagtsstatus overhovedet; for en nation, der kan bringes på hælende af disse mennesker, er simpelthen ikke en supermagt. [5]

Ligesom i 1936 med nazisterne, kræver en standsning af eftergivenheden en revolution i Vestens politiske tænkning. Den kræver en erkendelse af, at en beskyttelse af de vestlige eliters økonomiske interesser mod muslimsk overgreb eller konfiskation kan blive umulig, hvis sådanne overgreb fortsat tolereres eller fremmes. Den kræver også forståelse for - hvilket Reagan uhøfligt bemærkede om marxismen - at islam betragter løgne, vold og trusler om vold som legitime midler til at nå politiske mål, og at den eneste egenskab islam respekterer hos en vantro, er evnen til med succes at bruge diplomatisk eller militær magt imod den.

At lefle for islams geopolitiske aktiviteter og at ofre mindre kristne nationer - timoresere og sudanesere i går, serbere og ortodokse cyprioter i dag, bulgarere og grækerne i morgen - er kontraproduktivt: Sådanne bidder vil kun skærpe den islamiske appetit, og bane vejen for en større konfrontation en gang i dette århundrede.

Prisen på vrangforestillinger går op. Tiden til at sælge ud er nu.

Noter

[1] James Jatras, "Insurgent Islam and American Collaboration", Chronicles, February 1999.

[2] Yohanan Ramati: The Islamic Danger to Western Civilization.

[3] http://dosfan.lib.uic.edu/ERC/briefing/dispatch/1993/html/Dispatchv4no21.html

[4] http://www.usis-israel.org.il/publish/press/state/archive/august/sd2_8-28.htm

[5] Yohanan Ramati, op. cit.

*****

Robert Locke er associeret redaktør af Front Page Magazine.

---

Serge Trifkovic modtog sin ph.d. fra University of Southampton i England og udførte ph.d.-forskning ved Hoover Institution på Stanford. Som journalist har han arbejdet for bl.a. BBC World Service, The Voice of America, CNN International, MSNBC, U.S. News & World Report, The Washington Times, The Philadelphia Inquirer, The Times of London, og The Cleveland Plain Dealer. Han er udenrigsredaktør af Chronicles.

Hans bøger om islam er:

The Sword of the Prophet: The Politically Incorrect Guide to Islam og
Defeating Jihad: How the War on Terror May Yet Be Won, in Spite of Ourselves

---

Trifkovic-serien:

Del 1.           Islams Guldalder er en myte
Del 2.           Islams andre ofre: Indien
Del 3.           Islams skændige historie om slaveri
Del 4.           Islamismens andre ofre: Tragedien i Østtimor
Del 5.           Tror muslimer, kristne og jøder på den samme Gud?
Del 6.           Islams nazi-forbindelser
Del 7.           Det moralske problem for islamisk etik
Del 8.           Islam: Eftergivenhedens dårskab
Del 9.           Islams andre ofre: Krige mod kristne
Del 10.         Saudi-Arabien, en falsk ven
Del 11.         Dum dialog med islam
Del 12.         Pakistan, en tvivlsom ven
Del 13.         Islams immigrant-invasion af Europa
Del 14.         Jihads femte kolonne i Vesten
Del 15.         Islams had-kærlighedsforhold til homoseksualitet
Del 16.         Realisme i forhold til Tyrkiet
Del 17.         Islams andre ofre: Afrika

---

Oversættelse: Bombadillo