Af
Kilde: FrontPageMagazine.com, 9. december 2002
Udgivet på myIslam.dk: 14. april 2015
En af de gode ting ved den voldelige civilisatoriske konflikt, vi krampagtigt befinder os i, er, at den tvinger os til at vende tilbage til førsteprincipper og atter gøre os bekendt med vores egen civilisations grundlæggende religiøse værdier. Den får os til at se - hvis vi blot ville fjerne de politisk-korrekte skyklapper gående ud på, at "alle kulturer er lige" - hvordan det jødisk-kristne grundlag for vort samfund er bedre end islam, som et organiserende princip for menneskets moralske liv. For den etiske filosofi, der følger af islam, er, efter nøjere undersøgelse, en forbavsende rå og forarmede konstruktion, som er årsag til mange af de islamiske landes politiske problemer.
Den centrale svaghed ved islam som moralfilosofi ligger i dens udryddelse af den individuelle samvittighed, der findes i kristendom og jødedom, til fordel for tankeløs underkastelse under det blotte bogstav af åbenbaret lov. Koranen og sunnaen (Muhammeds eksempel) er hævet over fornuft, samvittighed eller natur. En ting er rigtig - herunder handlinger og love, som er afskyelige for "erstattet" bibelsk eller "irrelevant" naturlig moral - simpelthen fordi Allah siger det, eller fordi profeten har sagt eller gjort således. Det manglende krav om et moralsk grundlag for sharia (islamisk lov) er åbenlyst og eksplicit: Der er ingen "lovens ånd" i islam, ingen rationalitet bag den, som mennesket kunne opdage ved at bruge sit gudgivne intellekt. Der er ingen skelnen mellem konsekvenserne af gerninger, og åbenbaring og tradition må ikke drages i tvivl. Ej heller må nogen anden standard om godt og ondt - allermindst enhver forestilling om "naturlig" retfærdighed som den, der antages af USA’s stiftende dokumenter - påberåbes.
Sharia kan ikke gennemtrænges af fornuft (de åbenbare uoverensstemmelser til trods), og det blotte forsøg er forbudt kætteri. Enhver muslim, der er kvalificeret til at give en sund udtalelse i spørgsmål om sharia, har ret til at fortolke anvendelsen af sharia, når en sådan fortolkning bliver nødvendig, men hvor der allerede findes en udtrykkelig befaling fra Allah eller hans Profet, kan ingen muslimsk leder eller lovgiver danne en uafhængig vurdering. Da Muhammed er den sidste profet, kan der ikke være nogen yderligere udvikling i noget juridisk spørgsmål, hvor Koranen og sunna har givet vejledning. Dette underminerer dybtgående muligheden for rationel borgerlig debat i muslimske lande og er årsag til deres retssystemers udpræget middelalderlige karakter.
Sharia er slet ikke en "morallov", der vejleder ens personlige kort over moralske distinktioner, men er en blanding af politisk teori og strafferet, som kræver, at staten straffer overtrædere. Den forudsætter og kræver, at der findes en islamisk stat til at håndhæve denne lov. For at være legitim, må al politisk magt derfor ligge hos dem, der er i besiddelse af Allahs autoritet på basis af hans åbenbarede vilje, sendt ned gennem hans profet. Islam antager et grundlæggende bevægelsesmønster i universet, inden for hvilket ...
"[p]olitik i realiteten ikke er forskellig fra religion: Sandhed kommer fra det høje og på vejen ned mødes den af ansvarlighed på vej op. Samfundet er reguleret ved lov og i den islamiske stat er retskilden guddommelig."
Politik er ikke "en del af islam," fordi dette ville betyde, at den i sin oprindelse er en særskilt sfære af tilværelsen, som så til sidst er lagt sammen med islam. Snarere er politik den iboende kerne af det islamiske krav om Allahs suverænitet. Adskillelse af moské og stat er umuligt inden for islams intellektuelle rammer; den kan kun indføres, som i Tyrkiet, fra toppen og nedefter af statens væbnede magt.
Islams nedvurdering af den individuelle samvittighed stammer grundlæggende fra dens nedværdigende syn på mennesket, sammenlignet med det, der kommer fra den jødisk-kristne tradition. I islam kan Gud godt have "pustet sin ånd i mennesket", men Han gennemsyrede det ikke med gudfrygtighed og formede det ikke i Sit billede. Den jødisk-kristne tro på syndefaldet er uadskillelig fra begrebet om frelse og længslen efter Frelseren. I islam derimod er mennesket hverken faldet eller frelst og kan derfor ikke gøre andet end at undgå vantro på Allah for at blive givet evigt liv - hvis, selvfølgelig, det er Allahs vilje. Der er ingen arvesynd i islam, og mennesket behøver kun at følge og adlyde Guds viljes robotagtige snævre vej for at opnå frelse. Frelse indebærer kun lydighed efterfulgt af himlen og 72 jomfruer, ikke en eksistentiel forløsning af menneskets sjæl. Denne opfattelses uundgåelige overfladiskhed er umiskendelig.
Den ultimative årsag til islams etiske overfladiskhed er dens tørre gudsbegreb (det samme gælder dens åndelige overfladiskhed, hvilket ses af den kendsgerning, at de mest åndelige former for islam, som sufismen, er uortodokse udgaver af religionen, der strider mod dens almindelige former). At tillægge Allah menneskelige egenskaber betragtes som en synd, tashbih, men det samme gælder det modsatte, tatil, hvilket vil sige at fratage Allah alle attributter. Vanskeligheden ved at håndtere Skaberens væsen i islam skyldes de tilsyneladende modstridende opfattelser i Koranen, der beskriver Allah som unik, men også omtaler ham som i besiddelse af øjne, ører, hænder og ansigt. Tashbih er forbudt af frygt for, at det vil føre til hedenskab og afgudsdyrkelse; tatil frygtes at føre til ateisme og agnosticisme. Med andre ord:
"[Islam] bevarer en stiv enhed i Gud, men kun på bekostning af ægte personlighed. Den klamrer sig til en stiv enkelhed, men kun ved at ofre muligheden for at forholde sig til ham. Kort sagt, den efterlader os med et tomt og goldt gudsbegreb."
Allah holder fører nøje bog over hvert menneskes gode og dårlige gerninger, og vejer alle ord og tanker mod hinanden for at præsentere et fejlfrit regnskab på den store Dommens Dag, kilden til livslang ængstelse for enhver muslim. Ingen ved, hvorfor Han fører nogle til Paradis, eller hvorfor Helvede er skæbnen for andre. En muslim knæler på jorden for Allah som en slave, der ikke ved, om hans herre vil give ham liv eller død, nåde eller fordømmelse. Han længes efter barmhjertighed og hans ærlige hensigt om oprigtigt at tilbede den eneste sande Gud giver ingen sikkerhed for evigt liv. Kristendommen tilbeder Gud Faderen; islam tilbeder Gud diktatoren, hvis ordrer er uden rationel basis og hvis barmhjertighed er lunefuldhed. Igen må vi ikke ignorere de politiske konsekvenser for samfund, der fra dette billede får deres grundlæggende opfattelse af, hvad autoritet er.
Syndere er ligeså forudbestemte som dydige troende og vil lide evigt i Gehenna, Helvede. Men selv denne beklagelige skæbne for "de ubesindige" er blevet villet af deres Skaber, som naturligvis havde evnen til at gøre alle dydige, men som i stedet: "Vi satte en barriere foran dem og en barriere bagved dem, og dernæst bredte Vi et slør over dem, så de ikke kan se." (Koranen 36:9)
Enhver forestilling om frihed forskellig fra den, der er indbygget i den fuldstændige underkastelse under Allahs vilje, er ikke et ideal, men en farlig fælde. Med en omskrivning af Marx, er frihed den realiserede underkastelses nødvendighed. I den konventionelle, ikke-islamiske forstand, som den opfattes af vestlige nationer og vore politiske efterlignere, er den både umulig og uønsket. Allah alene skaber vore handlinger og gør os i stand til at handle, mens vi kun er drivremme med en forudbestemt balance i debet eller kredit, der bestemmer vores skæbne i det hinsidige.
"Han ved, hvad der ligger foran dem og bagved dem; men de omfatter kun, hvad Han vil, af Hans viden." (Koranen 2:255)
Vort eneste formål er at tjene Allah. "Frihed" er ikke en del af dette formål, ikke mere end at "lære Gud at kende" eller at blive mere som Gud. Mennesket kan ikke stræbe højere end at adlyde Allahs vilje, som åbenbaret af hans profet. Menneskelig ufuldkommenhed skal ikke forbedres i retning af lighed med Gud, og enhver sådan forestilling er blasfemisk. Politisk fremskridt af den slags, der skete i 1776, er ikke bare umulig, den er irrelevant.
I sidste ende tjenes Allah - den ukendte, som ikke kan personliggøres - af frygt, lydighed, "underkastelse", og i håbet om rigelig himmelsk belønning. Islam afviser udtrykkeligt den opfattelse, at "den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig". (Joh 14:21) Koranen siger det modsatte: "Sig: 'Hvis I elsker Allah, så følg mig, og Allah vil elske jer og tilgive jer jeres synder!'" (Koranen 3:31) Denne "kærlighed" er blot et middel til at vinde kærlighed og tilgivelse. I sidste ende er det kærligheden til selvet, kombineret med håbet om posthum tilgivelse som belønning for lydighed. Det er ren egoisme, dvs. ikke etik overhovedet.
*****
Robert Locke er associeret redaktør af Front Page Magazine.
Serge Trifkovic modtog sin ph.d. fra University of Southampton i England og udførte ph.d.-forskning ved Hoover Institution på Stanford. Som journalist har han arbejdet for bl.a. BBC World Service, The Voice of America, CNN International, MSNBC, U.S. News & World Report, The Washington Times, The Philadelphia Inquirer, The Times of London, og The Cleveland Plain Dealer. Han er udenrigsredaktør af Chronicles.
Hans bøger om islam er:
The
Sword of the Prophet: The Politically Incorrect Guide to Islam og
Defeating
Jihad: How the War on Terror May Yet Be Won, in Spite of Ourselves
Trifkovic-serien:
Del 1. Islams Guldalder er en myte
Del 2. Islams andre ofre: Indien
Del 3. Islams skændige historie om slaveri
Del 4. Islamismens andre ofre: Tragedien i Østtimor
Del 5. Tror muslimer, kristne og jøder på den samme Gud?
Del 6. Islams nazi-forbindelser
Del 7. Det moralske problem for islamisk etik
Del 8. Islam: Eftergivenhedens dårskab
Del 9. Islams andre ofre: Krige mod kristne
Del 10. Saudi-Arabien, en falsk ven
Del 11. Dum dialog med islam
Del 12. Pakistan, en tvivlsom ven
Del 13. Islams immigrant-invasion af Europa
Del 14. Jihads femte kolonne i Vesten
Del 15. Islams had-kærlighedsforhold til homoseksualitet
Del 16. Realisme i forhold til Tyrkiet
Del 17. Islams andre ofre: Afrika
Oversættelse: Bombadillo