Tror muslimer, kristne og jøder på den samme Gud?
Af Serge Trifkovic
Oversættelse af: Do Moslems, Christians & Jews Believe in the Same God?
Kilde: FrontPageMagazine.com, 29. november 2002
Udgivet på myIslam.dk: 20. januar 2015

5. del af en serie uddrag, tilpasset af Robert Locke, fra dr. Serge Trifkovics bog The Sword of the Prophet: The Politically Incorrect Guide to Islam. Se hele serien nedenfor.

Hvis intet andet er nævnt, er alle koran-citater i det følgende taget fra Ellen Wulffs danske oversættelse (Forlaget Vandkunsten, 2006), dog således, at "Gud" er erstattet med "Allah".

En af de klichéer, der uendeligt gentages af dem, der vil skjule de farlige kræfter i islam, er, at muslimer "tror på den samme Gud" som kristne og jøder. Men det er en alvorlig fordrejning af sandheden, for hvad muslimer fundamentalt tror, er, at kun de selv kender den sande natur af den Gud, som jødedommen og kristendommen fortæller løgne om, løgne, som kristne og jøder vil blive straffet for i helvede. Det faktum, at muslimer deler levantinsk monoteisme med os, gør dem til større, ikke mindre, modstandere af os på det religiøse plan. Håb om forsoning på basis af fælles monoteisme, i modsætning til en realistisk civilisatorisk afspænding baseret på "gode hegn giver gode naboer", er ønsketænkning.

Den udbredte opfattelse i den ikke-muslimske verden, at islam respekterer til Det Gamle Testamente og evangelierne som trin frem mod Muhammeds åbenbaring, er forkert. Moderne muslimske apologeter forsøger at understrege de formodede underliggende ligheder og foreneligheden af de tre trosretninger, men dette er ikke ortodoks islams opfattelse. Muhammeds insisteren på, at der er en himmelsk proto-Skrift og at tidligere "bøger" blot er forvrængede og plettede kopier sendt ned til tidligere nationer eller samfund, betyder, at disse skrifter opfattes som den "barbariske Koran" i modsætning til den sande arabiske. (Lad os et øjeblik se bort det vanskelige spørgsmål om, hvordan nogen grad af "forvrængning" af Koranen skulle kunne producere enten Det Gamle eller Nye Testamente.) Traditionen betragter også det ikke-kanoniske Barnabasevangelium og ikke Det Nye Testamente, som det evangelium, Jesus forkyndte. Koranen alene er Guds sande ord og tilsidesætter alle tidligere åbenbaringer.

Mens ortodoks kristendoms indflydelse på Koranen har været ringe, er apokryfe og hæretiske kristne legender den næst-vigtigste kilde til islam. Med andre ord indeholder islam en frygtelig masse, som kristne gennem årene bevidst har afvist som religiøst upålideligt. Der er også påvirkninger fra sabianisme, zoroastrianisme og gammel arabisk hedenskab, herunder de guddommelige sanktioner for polygami og slaveri. Beretningerne i både Koranen og hadith (autoritative fortællinger om Muhammeds ord og gerninger) om paradiset, hurier (jomfruer), unge drenge (fx Koranen 56:17 og 76:19, o.a.), jinner (åndelige væsener) og dødsenglen er taget direkte fra zoroastrianernes gamle bøger. Zoroastrianismen er også ophav til fortællingen om, at alle mennesker på Dommens Dag skal krydse en bro, der strækker sig over helvede og fører til paradis, hvor de vantro vil snuble og falde ned i helvede.

De bibelske fortællinger var blevet givet videre til Muhammed formentlig fra jødiske og kristne kilder, men det er sandsynligt, at han aldrig selv læste Det Gamle eller Det Nye Testamente. Disse fortællinger havde gjort dybt indtryk på ham, men da de var ufuldstændige og upræcise, gav de hans fantasi frit løb. Af bøgerne i Det Gamle Testamente kendte han kun Toraen eller Mosebøgerne og Salmernes Bog, mens han behandler de kristne skrifter under ét som "evangelierne". Muhammed tog disse fortællinger, som de blev givet til ham, og deres anvendelse i Koranen udgør en tilfældig, omtrentlig og ofte stærkt misforstået gengivelse af de talmudiske traditioner og apokryferne. Desuden mangler de selvfølgelig deres originalers kontekst og åndelige budskab.

Mange fortællinger fra Det Gamle Testamente er ændret til ukendelighed, og kan kun behandles som "kilde" i den mest generelle forstand. F.eks.:
- Abraham ofrede ikke Isak, men Ismael.
- "Haman" var faraos førsteminister, selv om den Haman, der kendes af jøderne, levede i Babylon tusind år senere [se Esters Bog, o.a.].
- Moses blev samlet op af floden, ikke af faraos datter [som i Bibelen, o.a.], men af hans kone.
- Det var en samaritaner, der støbte guldkalven for Israels børn og vildledte dem, selvom samaritanerne først ankom efter det babyloniske eksil.
Beretningerne om Moses' liv er mangelfulde og siger intet om hans karakter, afstamning, tiden han levede i som profet, formålet med hans mission, og hvor, hvordan og hvorfor han udnævnte Aron til sin repræsentant. Den fortæller ikke om diskussionen mellem dem og Israels folk, som er afgørende for historien. Fortællingen om Noa afspejler Muhammeds dilemmaer og problemer snarere end Noas mission, og selv navnene på de afguder, som Noa advarer imod, er arabiske.

Koranen henviser til Jesus, Maria og begivenheder i forbindelse med dem, men med en kritisk forskel. Den benægter udtrykkeligt, at Jesus blev korsfæstet: Allah gjorde jøderne så forvirrede, at de korsfæstede en anden i stedet, som lignede Kristus: "... de dræbte ham ikke, og de korsfæstede ham ikke. Det forekom dem blot således." (Koranen 4:157) Muslimer hævder, at en bedrager ved navn Shabih blev korsfæstet, og at han kun lignede Jesus i ansigtet. Det virker ulogisk for dem, der regner "stolt" for et af "Allahs 99 smukke navne", at Jesus, som var i stand til at opvække døde og helbrede blinde og spedalske, villigt overgav sig til korset og undlod at tilintetgøre jøderne, som ville skade ham. Islam forkaster hele konceptet om korsfæstelsen og hævder, at det er i strid med fornuften at antage, at Allah ikke vil tilgive menneskets synder uden korset: At sige således er at begrænse hans magt: "... Han tilgiver, hvem Han vil, og straffer, hvem Han vil ..." (Koranen 5:18)

Benægtelsen af Treenigheden er også udtrykkelig: Allah føder ikke, dvs han er ikke Fader; og blev ikke født, dvs han er ikke Søn; og der er ingen som ham, hvilket betyder, at han ikke er Helligånden. "Vantro er de, der siger: 'Allah er den tredje af tre.'" (Koranen 5:73) Men "Isa" er ikke Allahs søn, kun en særlig profet, og de kristnes modsatte påstand viser, hvor fordærvede de er. De kristne er skyldige i blasfemi på grund af deres tro på "treenigheden" af Allah, Maria og Jesus. Den "rigtige" Jesus var en retskaffen profet og en god muslim, der banede vejen for den sidste profet, Muhammed selv.

Der er en idyllisk myte i omløb blandt liberale om, at islam viser respekt for alle "Bogens Folk", dvs også kristne og jøder. Skønt islam faktisk tildeler dem højere status, end den giver til polyteister som fx hinduer (se bort fra spørgsmålet om, hvorvidt hinduismen ret forstået virkelig er polyteistisk) eller afrikanske animister, så kan dette næppe siges at være respekt. Af alle "Bogens Folk" kan kun muslimer opnå frelse. Jøders og kristnes afvisning af at anerkende Muhammed som Guds sendebud dømmer dem til vantro og evig lidelse efter døden. Kristne er dødssyndere på grund af deres tro på Kristi guddommelighed, og fordømmelsen af dem er uigenkaldelig: "Enhver, der sætter nogen ved Allahs side, vil Allah nægte adgang til Haven. Hans herberg bliver Ilden." (Koranen 5:72)

I modsætning til den kristne tro, at Gud åbenbarede sig i Kristus, er Koranen ikke en åbenbaring af Allah - et kættersk begreb i islam - men den direkte åbenbaring af hans befalinger og formidlingen af hans lov. Det er blevet sagt, at Koranen for en muslim ikke er det fuldkomne evangelium, men snarere er Kristus, det inkarnerede Ord. Dette er imidlertid noget af en spinkel metafor, ikke en gyldig parallel: Den kristne Gud "kommer ned" og søger mennesket på grund af Hans faderlige kærlighed. Syndefaldet kaster en skygge, inkarnationen gør forsoning mulig. Allah, derimod, er kold, overlegen, uforudsigelig, uerkendelig, lunefuld, fjern, og så helt igennem transcendent, at intet "forhold" er muligt. Han afslører kun sin vilje, ikke sig selv. Allah er "overalt", og derfor intetsteds relevant for os. Han er ikke interesseret i at gøre vort bekendtskab, endsige være os nær på grund af kærlighed. Vi er stadig helt ude af stand til at forstå hans hensigter og kan ikke gøre andet end, hvad vi er nødt til, at adlyde hans befalinger.

Koranen hævder at være opfyldelsen af en religiøs plan, som ufuldkomment blev åbenbaret for jøderne og de kristne. Den er den afsluttende syntese, det sidste ord. Men for at se objektivt på sagen - hvis vi et øjeblik ser bort fra spørgsmålet om sandheden af denne påstand - så er det svært at se, hvordan Koranen kan være en syntese af noget som helst. Den måde, på hvilken kristendommen giver mening som en opfyldelse af jødedommen - igen som noget rent umiddelbart, der ser fra spørgsmålet om sandheden af dens påstand - er klar for selv for den ikke-troende. Men Koranens påstand er ualmindelig usandsynlig. Ikke-muslimske kommentatorer kan ikke se, hvordan Koranen kan være en forbedring eller et fremskridt i forhold til den moralske lære, sproget, stilen eller sammenhængen i Det Gamle og Det Nye Testamente. Den ser ud, føles, lyder som en konstruktion af ren menneskelig oprindelse og hensigt - fuldstændig klar med hensyn til dens jordiske inspirationskilder og opfyldelsen af dens forfatters daglige personlige og politiske behov.

Endelig kan man ikke ignorere, at uanset hvor mildt venlige ting Koranen har at sige om jødedom og kristendom i dens ældste dele, så finder vi i de senere, yngre suraer det endelige brud med jøderne og de kristne, som heftigt fordømmes. Muslimerne skal være nådesløse mod de vantro, men venlige over for hinanden. ”Den af jer, der slutter venskab med dem, bliver én af dem.” (Koranen 5:51) Krig, ikke venskab, er obligatorisk, indtil islam hersker overalt. Muslimer er beordret til at bekæmpe de vantro og ”Lad dem finde jer skånselsløse!” (Koranen 9:123) De skal dræbe de vantro ”hvor som helst I finder dem!” (Koranen 2:191, 4:98, 9:5) Straffen for modstand er henrettelse eller at få skåret hænder og fødder af i modsatte sider. I den fase i sit liv, som disse suraer stammer fra, forsøgte Muhammed ikke længere at omvende sine tilhørere med eksempler, løfter og advarsler; han talte til dem som deres herre og suveræn, roste eller dadlede dem for deres adfærd og gav love og forskrifter efter behov. Hans rå dogmatisme træder endelig frem, blottet for al forstillelse.

*****

Robert Locke er associeret redaktør af Front Page Magazine.




Serge Trifkovic modtog sin ph.d. fra University of Southampton i England og udførte ph.d.-forskning ved Hoover Institution på Stanford. Som journalist har han arbejdet for bl.a. BBC World Service, The Voice of America, CNN International, MSNBC, U.S. News & World Report, The Washington Times, The Philadelphia Inquirer, The Times of London, og The Cleveland Plain Dealer. Han er udenrigsredaktør af Chronicles.

Hans bøger om islam er:

The Sword of the Prophet: The Politically Incorrect Guide to Islam og
Defeating Jihad: How the War on Terror May Yet Be Won, in Spite of Ourselves




Trifkovic-serien:

Del 1.           Islams Guldalder er en myte
Del 2.           Islams andre ofre: Indien
Del 3.           Islams skændige historie om slaveri
Del 4.           Islamismens andre ofre: Tragedien i Østtimor
Del 5.           Tror muslimer, kristne og jøder på den samme Gud?
Del 6.           Islams nazi-forbindelser
Del 7.           Det moralske problem for islamisk etik
Del 8.           Islam: Eftergivenhedens dårskab
Del 9.           Islams andre ofre: Krige mod kristne
Del 10.         Saudi-Arabien, en falsk ven
Del 11.         Dum dialog med islam
Del 12.         Pakistan, en tvivlsom ven
Del 13.         Islams immigrant-invasion af Europa
Del 14.         Jihads femte kolonne i Vesten
Del 15.         Islams had-kærlighedsforhold til homoseksualitet
Del 16.         Realisme i forhold til Tyrkiet
Del 17.         Islams andre ofre: Afrika



Oversættelse: Bombadillo