Islamismens andre ofre: Tragedien i Østtimor
Af Serge Trifkovic

Oversættelse af: Islamism's Other Victims: The Tragedy of East Timor
Kilde: FrontPageMagazine.com, 25. november 2002
Udgivet på myIslam.dk: 20. oktober 2014

4. del af en serie uddrag, tilpasset af Robert Locke, fra dr. Serge Trifkovics bog The Sword of the Prophet: The Politically Incorrect Guide to Islam. Se hele serien nedenfor.

Venstrefløjen (for ikke at nævne islamisterne) bliver aldrig træt af at skildre krigen mod terror som et tilfælde af Amerika versus islam. Men som læsere af dette magasin [Frontpage, o.a.] allerede vil vide, har muslimske fundamentalister brutaliseret mennesker over hele verden i årevis, og at 9/11 blot var vores forsinkede introduktion til problemet. Tag for eksempel de indonesiske muslimers morderiske terror mod kristne i Østtimor, der for det meste er ukendt i Amerika, selvom Washington assisterede og tilskyndede den.

Østtimor er den østlige ende af øen Timor, som er en del af den store øgruppe, der i dag udgør østaten Indonesien. Oprindeligt en portugisisk koloni - det var én af de berømte "Krydderiøer" - blev det en fristende godbid for militærregeringen i nabolandet Indonesien, da det portugisiske imperium kollapsede ved et ublodigt militærkup i 1975. Indonesien havde ikke noget gyldigt krav på det, men præsident Gerald Ford og udenrigsminister Henry Kissinger, som var på besøg i Jakarta, godkendte alligevel Indonesiens invasion af det tidligere portugisiske område den 7. december 1975. De bad kun om, at angrebet blev udskudt til efter deres afrejse.

Kissinger fortalte journalister, at "USA forstår Indonesiens holdning til spørgsmålet om Østtimor" og USA undlod at stemme ved den efterfølgende afstemning i FN, der fordømte invasionen. Som daværende amerikanske FN-ambassadør Daniel Patrick Moynihan sagde: "USA ønskede, at tingene skulle gå, som de gjorde og arbejdede for at opnå det. Udenrigsministeriet ønskede, at FN skulle vise sig aldeles ineffektiv i alle de foranstaltninger, den foretog. Denne opgave blev givet til mig, og jeg udførte den med en ikke ubetydelig succes." Suharto var glad for at have modtaget USA-støtte til invasionen på grund af den indonesiske hærs afhængighed af amerikanske våben, der efter amerikansk lov kun måtte bruges til defensive formål.

Østtimoreserne ønskede ikke at blive tvangsindlemmet i Indonesien og et oprør fulgte. Washington fortsatte med at levere Indonesien våben, der tydeligvist ikke var beregnet til generelle defensive formål, men var specielt udvalgt til at imødekomme behovene i en kampagne for oprørsbekæmpelse. Gennem de efterfølgende to og et halvt år af denne kampagne - der førte til døden af omkring en tredjedel af befolkningen - skrev The New York Times kun to korte historier om "problemet med de østtimoresiske flygtninge."

Præsident Suhartos blodbad tåler sammenligning med Pol Pots. I 1989 anslog Amnesty International, at Indonesien havde myrdet 200.000 østtimoresere ud af en befolkning på 600.000-700.000.

Indonesiens behandling af religiøse mindretal var allerede blevet afprøvet i Vestpapua. Suhartos antikommunistiske akkreditiver gjorde det muligt for ham at bevare den amerikanske regerings støtte, mens han terroriserede indbyggerne i Hollandsk Ny Guinea, som blev overdraget til Indonesien i 1962 og dets navn ændret til Irian Jaya, Sejrende Irian. Stammefolkene i Vestpapua havde intet tilfælles med Indonesien bortset fra, at begge tidligere var blevet styret af Holland. De er melanesiere og ikke indo-malajer, og kristne eller animister. Indonesien er et etnisk forskelligartet land - ærlig talt et skoleeksempel på multikulturalismens tåbeligheder - bestående af en dominerende, ekspansionistisk og overbefolket javanesisk kerne, der fastholder de andre områder med magt.

Under Suharto indsamlede hæren alle børnene fra de kristne missioner og tvang dem til at gå i statsskoler. Passiv modstand mod indonesisk kontrol var udbredt og nidkære muslimske officerer reagerede ved at beordre soldater til at dræbe landsbyboernes svin, et vigtigt element i deres basisøkonomi. Snart gik de over til at dræbe mennesker: I september 1973 var mere end 30.000 civile blevet dræbt af indonesiske soldater, et tal, der steg til anslået 100.000 i 1990.

At dømme efter motivationsmønstre og stedlige aktørers opfattelser - både morderes og ofres - var Østtimor-konflikten en islamisk jihad mod kristne vantro, identisk i form og formål med andre tragedier forårsaget af islams umættelig appetit på andre folks land, ejendom, kroppe og sjæle. Biskop i hovedstaden Dili, mgr. Coste Lopez, udtalte senere: "Soldaterne, der landede, begyndte at dræbe enhver de kunne finde. Der var mange døde i gaderne." De havde fået at vide, at de kæmpede en jihad, og hele landsby-befolkninger, for eksempel i Remexio og Aileu, blev slagtet.

I Dili blev hundredvis fra det etnisk kinesiske mindretal skudt og smidt fra kajen i havet. I Maubara og Luiquica blev hele kinesiske befolkninger udslettet. Nitten skibe blev fortøjet i Dili havn for at laste plyndret gods - biler, radioer, møbler, traktorer og hvad der ellers kunne røves. Kirker og seminariet blev plyndret og deres bøger brændt. Mange præster var flyttet til højdedragene med deres menigheder og var i stand til at berette om massakrerne på børn i Lospalos, Viqueque, Amoro og Sumalai. Præster blev slået, kirker invaderet og deres menigheder arresteret. Ved udgangen af november 1976 havde dødstallet nået 100.000. Militæret fokuserede på de bedre uddannede lag blandt de timoresiske præstestuderende, lærere, sygeplejersker og embedsmænd.

Den australske konsul i Østtimor, James Dunn, rapporterede, at østtimoresiske flygtninge ikke engang var sikre i Vesttimor: To tusind mænd, kvinder og børn var blevet brændt eller skudt i Lamaknan [et område i Belu-distriktet, der grænser op til Østtimor, o.a.]. I koncentrationslejren på øen Atauro, blev fangerne givet en lille dåse majs per person per uge. De måtte supplere dette med blade, rødder og hvad de ellers kunne finde. Straffen for at lytte til udenlandske udsendelser eller at tale portugisisk inkluderede prygl, brændemærkning med cigaretter i ansigtet og på kønsdelene, elektrisk stød, nedsænkning i vand og fjernelse af tånegle.

Da Østtimor først var af vejen, var næste mål det kristne mindretal i Indonesien selv. I 1999-2000 udgjorde forfølgelse, ødelæggelse af ejendom og aflivning af Indonesiens kristne en bevidst kampagne for religiøs udrensning, aktivt tilskyndet af det indonesiske militær, som er overvældende muslimsk. Uafhængige tv-optagelser har vist talrige eksempler på soldater, marinesoldater og politi, der tog parti.

De værste grusomheder blev begået på øen Ambon, hvor en opblussen af vold fulgte ankomsten af 2.000 Laskar Jihad-medlemmer fra Java og Syd Sulawesi - en militant muslimsk styrke, der var besluttet på at deltage i den "hellige krig" mod de kristne på øen. Indonesiske soldater, der var sendt til Molukkerne, kæmpede sammen med de militante muslimer, hvilket førte til et kristent råb om en neutral fredsbevarende FN-styrke. De fleste af kampene foregik omkring byen Ambon. Vold i det nordlige Halmahera resulterede i, at op mod 100.000 mennesker flygtede fra deres hjem til jungler og bjerge.

Over for muslimernes bedre samordning og tegn på, at de indonesiske væbnede styrker assisterede (eller i det mindste ikke forhindrede) de muslimske angreb, befandt de kristne sig i forvirring. Kampagnen med anti-kristen vold aftog omsider i 2001, efter at muslimske indvandrere fra de overbefolkede øer Java og Sulawesi var blevet godt etableret i de fordrevne kristnes hjem og på deres jorder.

Hændelser som dem, der fandt sted i Østtimor, synes trivielle for de fleste amerikanere, når de læser deres morgenaviser. Men forhåbentlig er folk efterhånden ved at lære, at disse hændelser, der er sket - og fortsætter med at ske - ud over verden, alle er dele af det større problem med islams manglende evne til at skabe venlige politiske forbindelser med resten af verden. En verden, som omfatter os. Og de forstærker den afgørende lektie, at hele denne situation ikke er noget Amerika har skabt eller som er Amerikas skyld. Islam er unik blandt verdens civilisationer i dag på grund af dens manglende evne til at komme overens med andre.

*****

Robert Locke er associeret redaktør af Front Page Magazine.




Serge Trifkovic modtog sin ph.d. fra University of Southampton i England og udførte ph.d.-forskning ved Hoover Institution på Stanford. Som journalist har han arbejdet for bl.a. BBC World Service, The Voice of America, CNN International, MSNBC, U.S. News & World Report, The Washington Times, The Philadelphia Inquirer, The Times of London, og The Cleveland Plain Dealer. Han er udenrigsredaktør af Chronicles.

Hans bøger om islam er:

The Sword of the Prophet: The Politically Incorrect Guide to Islam og
Defeating Jihad: How the War on Terror May Yet Be Won, in Spite of Ourselves




Trifkovic-serien:

Del 1.           Islams Guldalder er en myte
Del 2.           Islams andre ofre: Indien
Del 3.           Islams skændige historie om slaveri
Del 4.           Islamismens andre ofre: Tragedien i Østtimor
Del 5.           Tror muslimer, kristne og jøder på den samme Gud?
Del 6.           Islams nazi-forbindelser
Del 7.           Det moralske problem for islamisk etik
Del 8.           Islam: Eftergivenhedens dårskab
Del 9.           Islams andre ofre: Krige mod kristne
Del 10.         Saudi-Arabien, en falsk ven
Del 11.         Dum dialog med islam
Del 12.         Pakistan, en tvivlsom ven
Del 13.         Islams immigrant-invasion af Europa
Del 14.         Jihads femte kolonne i Vesten
Del 15.         Islams had-kærlighedsforhold til homoseksualitet
Del 16.         Realisme i forhold til Tyrkiet
Del 17.         Islams andre ofre: Afrika



Oversættelse: Bombadillo