Af
Kilde: FrontPageMagazine.com, 20. november 2002
Udgivet på myIslam.dk : 10. august 2014
Som den seneste kampagne for erstatning har vist, bliver Vesten stadig taget i skole for, at den tidligere tillod slaveri. Men i virkeligheden er Vesten, snarere end at være ophav til slaveriet i verden, den eneste civilisation, der indefra og på eget initiativ har skabt en succesfuld bevægelse for at afskaffe den. Andre civilisationer, som den islamiske civilisation, er ikke endnu nået dertil. Til denne dag er muslimske lande de vigtigste steder i verden for køb af slaver for kontanter.
Dette burde ikke komme som nogen overraskelse, for slaveri finder eksplicit positiv støtte i islam, mens den i kristendommen blot finder stiltiende accept. Kristendommen er ikke eksplicit imod slaveri, som den lange accept af slaveri i de forskellige kirker viser, men den giver det på den anden side heller ikke sin tilslutning. Endnu vigtigere er, at det var fra evangeliske kristne kredse, at afskaffelsesbevægelsen opstod i Amerika og Storbritannien, og at ingen kirke støtter slaveri i dag. Skønt både Det Gamle og Det Nye Testamente anerkender slaveri, behandler evangelierne ikke denne institution som guddommeligt indstiftet. Kristendommen anerkendte slaveri som en kendsgerning i livet, som en del af, hvordan verden fungerer, og sådan fungerede verden faktisk på nytestamentlig tid.
Koranen derimod ikke alene antager eksistensen af slaveri som en permanent kendsgerning ved den menneskelige eksistens, men den regulerer også dets praksis meget detaljeret, hvorved den, gennem detaljerede åbenbaringer af Guds vilje for, hvordan det skal gennemføres, giver det guddommelig sanktion. Muhammed og hans ledsagere ejede slaver. Koranen anerkender den grundlæggende ulighed mellem herre og slave, og de førstnævntes rettigheder over de sidstnævnte. For at være fair, opfordrer den også - uden faktisk at befale - til godhed mod slaver, og anser en muslimsk slave for at tilhøre en højere orden end en fri vantro, hvilket dog ikke berettiger ham til at blive frigivet.
Koranen garanterer udtrykkeligt muslimer retten til at eje slaver, enten ved at købe dem eller modtage dem som en krigens gave. Muhammed havde snesevis af slaver, både mandlige og kvindelige, og han handlede regelmæssigt med dem, da han havde opnået uafhængig rigdom i Medina. Nogle af slavernes navne er registreret for eftertiden. Hvad kvinderne angår:
"Hver gang Muhammed tog en kvinde som fange - hvis han tilslørede hende, ville muslimerne sige, at han tog hende som hustru, men hvis han lod hende være utilsløret, ville de sige: 'Han ejede hende som en slave'; dvs. hun blev hans ejendom til højre hånd.”
I tråd med Muhammeds egne racistiske opfattelser af sit eget folk, var araberne, som ”alle racers adel", undtaget slaveri. Mere om de nutidige konsekvenser af dette i Afrika følger senere.
De fire kaliffer eller religiøse herskere, der fulgte efter Muhammed, søgte at hindre slavebindingen af frie muslimer, og det blev til sidst forbudt. Men antagelsen af frihed som menneskets normale tilstand blev ikke udstrakt til ikke-muslimer. Ulydige eller oprørske dhimmier (undertvungne folkeslag, dvs. kristne, hinduer, jøder, afrikanere) blev ofte reduceret til slaveri, og fanger taget under jihad blev også gjort til slaver, hvis de ikke kunne udveksles eller frigives mod løsepenge. I Afrika lavede arabiske herskere jævnligt togter mod sorte stammer i syd og fangede slaver, idet de hævdede, at deres togter var jihad; i Indien blev mange hinduer gjort til slaver med samme påskud.
Den guddommelige sanktion for slaveri i islam betyder, at ulydighed indebærer evig straf. Koranen siger, at:
"Der er tre, hvis bøn ikke vil blive accepteret, og hvis dyder heller ikke vil blive taget hensyn til: Den bortløbne slave, indtil han vender tilbage til sin herre; kvinden, med hvem hendes mand er utilfreds; og den berusede, indtil han bliver ædru." [NB! Trifkovic begår en fejl her. Dette er ikke et Koran-citat, men en kommentar til Koranen 4:34 (der handler om kvinder) af den muslimske lærde Jalal al-Din al-Suyuti. Kilde: WikiIslam, o.a.]
Historisk set - skønt den blev beklaget - var der ikke ingen fastsat straf for mishandling i sharia, islamisk lov, hvilket overlod beskyttelsen af slavernes velbefindende til dommeres lunefulde nåde – forudsat selvfølgelig, at de kunne få deres sag for retten: Slaver havde ingen juridiske rettigheder. Koranen befaler, at en fri mand kun skulle dræbes for [drabet på, o.a.] en anden fri mand, en slave for en slave og en kvinde for en kvinde. En hadith - en officielt anerkendt overlevering - siger, at ”en muslim ikke bør dræbes for [at have dræbt, o.a.] en ikke-muslim, og heller ikke en fri mand for en slave."
En muslimsk slaveejer var ved lov berettiget til at nyde sine slavinder seksuelt. Mange afrikanske slaver var eunukker. Kastration var imod islamisk lov, men dette blev massivt omgået. For afrikanske fanger kunne intet mindre end ”kastration til niveau med maven" gøre det; ikke noget med blot at fjerne testiklerne, som det skete med slaviske og græske fanger. Kun sådanne radikalt kastrerede eunukker blev betragtet som egnede til at vogte haremet.
Under islams såkaldte Guldalder, var slavehandelen indenfor det islamiske imperium og langs dets grænser enorm. Den begyndte at blomstre på tidspunktet for den muslimske ekspansion i Afrika i midten af det 7. århundrede og overlever stadig i dag i Mauretanien og Sudan. Spanierne og portugiserne købte oprindeligt sorte afrikanske slaver til deres amerikanske kolonier fra arabiske forhandlere. Nubiere og etiopiere, med deres slanke træk og tynde næser, blev foretrukket frem for de ækvatoriale bantuer, der blev opfattet som rå væsener, for hvem hårdt slid og simple tjenende opgaver var passende.
Der er betragtelige forskelle mellem slavehandelen i den islamiske verden og dens transatlantiske variant. Førstnævnte har stået på i 13 århundreder og er en integreret del af den islamiske civilisation, mens tilstrømningen af slaver til Den Nye Verden varede mindre end en tredjedel af den tid og blev effektivt stoppet i midten af det 19. århundrede.
Lidt over ti millioner afrikanere blev ført til Amerika i denne periode, mens det antal, der blev ført islams kernelande - skønt umuligt at fastslå med præcision - er mange gange større. Alligevel er der millioner af efterkommere af slaver i Amerika og praktisk taget ingen i den muslimske verden udenfor Afrika. Med alle dens rædsler, fandt den atlantiske slavehandel sted i en kapitalistisk sammenhæng, hvor slaverne var kostbare stykker ejendom, der ikke måtte ødelægges. I den muslimske verden var slaverne betydeligt billigere - langt mere tilgængelige - og blev betragtet som en undværlig handelsvare. De blev effektivt arbejdet til døde og efterlod således ingen efterkommere.
I modsætning til myten om, at islam er en religion uden racefordomme, har slaveriet i den muslimske verden været, og er fortsat, af brutal racistisk karakter. For at finde virkelig endemisk, åbenlys, rå anti-sort racisme og slaveri i dag, må man tage til de to islamiske republikker i Afrika: Mauretanien og Sudan. Sorte mennesker er blevet gjort til slaver i så stor skala, at ordet sort er blevet synonymt med slave. Den blandede race - de overvejende negroide, men selverklærede "arabiske" indbyggere i overgangszonen syd for Sahara - er blevet indoktrineret til at behandle deres rent sorte sydlige naboer med racistisk foragt. (Til denne dag kan det kan være livsfarligt at spørge en mørkhudet, men arabisktalende sudanesisk eller mauretansk muslim, om han er ”sort").
For de rent sorte befolkninger i Sudan og Mauretanien, markerede uafhængigheden fra kolonistyre enden på et pusterum uden slaveri. Slaveriet er blevet ”afskaffet" flere gange i Mauretanien siden uafhængigheden, senest den 5. juli 1980. Alligevel peger resultater fra Anti-Slavery Society (1982) og Africa Watch (1990) på eksistensen af mindst 100.000 ”fuldtids" slaver og yderligere 300.000 halvslaver - alle sorte - der stadig holdes af arabiske mauretaniere. Selv statsoverhovedet fra 1960 til 1978, Mokhtar Ould Daddah, holdt slaver i præsidentpaladset. Den mauretanske regering har ikke forsøgt at udrydde slaveriet, men fejlet; den har ikke forsøgt overhovedet. Selv den gamle arabiske praksis med at danne slavehære er blevet genoplivet i Mauretanien, hvor tusindvis af haratinere med magt blev rekrutteret, bevæbnet og sendt ud for at overtage sorte afrikanske landsbyer i syd, hvor de massakrerede indbyggerne.
I 1983 indførte den arabisk kontrollerede sudanesiske regering streng islamisk lov i hele landet og underkastede sorte kristne og andre ikke-muslimer i syd dens dekreter. Så i 1992 blev et religiøst dekret udstedt, der gav retfærdiggørelse til det militære stormløb på ikke-muslimer. Siden da, har FN og menneskerettighedsgrupper dokumenteret talrige tilfælde af slaveri.
Den muslimske verden mangler endnu på eget initiativ at producere en seriøs bevægelse for afskaffelse af slaveri, en bevægelse, der ikke ville være en konsekvens af vestligt pres.
Den Arabiske Halvø blev i 1962 verdens næstsidste region til officielt at afskaffe slaveri, men år senere blev det anslået, at Saudi-Arabien alene rummede en kvart million slaver. Tusinder af kilometer væk fra Afrika, i Pakistans nordvestlige grænseprovins, bliver piger helt ned til 5 år bortauktioneret til højestbydende. Afghanske piger i alderen 5 til 17 sælges for mellem ca. 450 og 550 kroner. Prisen afhænger af farven på deres øjne og hud; hvis de er jomfruer, er prisen højere. Pigerne er sælges normalt til prostitution eller kan, hvis de er heldige, blive indlemmet haremmer i Mellemøsten.
Hvis de er heldige.
*****
Robert Locke er associeret redaktør af Front Page Magazine.
Serge Trifkovic modtog sin ph.d. fra University of Southampton i England og udførte ph.d.-forskning ved Hoover Institution på Stanford. Som journalist har han arbejdet for bl.a. BBC World Service, The Voice of America, CNN International, MSNBC, U.S. News & World Report, The Washington Times, The Philadelphia Inquirer, The Times of London, og The Cleveland Plain Dealer. Han er udenrigsredaktør af Chronicles.
Hans bøger om islam er:
The
Sword of the Prophet: The Politically Incorrect Guide to Islam og
Defeating
Jihad: How the War on Terror May Yet Be Won, in Spite of Ourselves
Trifkovic-serien:
Del 1. Islams Guldalder er en myte
Del 2. Islams andre ofre: Indien
Del 3. Islams skændige historie om slaveri
Del 4. Islamismens andre ofre: Tragedien i Østtimor
Del 5. Tror muslimer, kristne og jøder på den samme Gud?
Del 6. Islams nazi-forbindelser
Del 7. Det moralske problem for islamisk etik
Del 8. Islam: Eftergivenhedens dårskab
Del 9. Islams andre ofre: Krige mod kristne
Del 10. Saudi-Arabien, en falsk ven
Del 11. Dum dialog med islam
Del 12. Pakistan, en tvivlsom ven
Del 13. Islams immigrant-invasion af Europa
Del 14. Jihads femte kolonne i Vesten
Del 15. Islams had-kærlighedsforhold til homoseksualitet
Del 16. Realisme i forhold til Tyrkiet
Del 17. Islams andre ofre: Afrika
Oversættelse: Bombadillo