Mens modellen for arabisk forår imploderer i Mellemøsten, er det mere end tidligere presserende for Vesten at forstå, at der bag denne fortsatte vold ligger en ubønhørlig muslimsk tilslutning til sharia-lov. Sharia er den stadige ledestjerne for deres handlinger.

I sit seneste autoritative værk med titlen Sharia versus Freedom: The Legacy of Islamic Totalitarianism, kommer dr. Andrew Bostom med endnu en oplysende murstensbog som supplement til The Legacy of Jihad: Islamic Holy War and the Fate of Non-Muslims (2005) og The Legacy of Islamic Antisemitism (2008).

Redelig forskning i vores politisk korrekte verden er en sjælden ting. Derfor står vi i gæld til Bostom for hans fortsatte bidrag, hvor han giver talrige eksempler som bevis på, at det er den "centrale placering af islamisk jihadisme" (s. 26) [sidetallene henviser til Sharia versus Freedom, o.a.], der motiverer, inspirerer, ansporer, vækker og rører dens tilhængere til at stræbe mod det globale kalifats ufravigelige mål. Under den nylige Ramadan, for eksempel, var der 260 jihad-angreb i 23 lande, med 1.209 døde og 1.910 alvorligt tilskadekomne. Den såkaldte Fredens Religion er overordentlig blodig; alligevel snakker den frie verdens ledere udenom dens vold.

Kulturen af død, ødelæggelse og bedrag, som er islam, bliver omhyggeligt udstillet af Bostom. Han demonstrerer, at islams dybe og vedvarende anti-jødiske fjendtlighed er en integreret del af denne religion. Muslimsk-inspirerede anti-jødiske følelser - hverken et biprodukt af vestlig antisemitisme eller en følge af en påstået vestlig imperialisme, for ikke at tale om den arabisk-israelske konflikt - daterer sig faktisk tilbage til før 869 e.Kr.

Bostom forklarer, at denne arv af "muslimsk anti-jødisk had og vold" ikke er en afvigende holdning tilhørende radikal islam, men snarere er "forankret i almindelig, ortodoks islamisk lære" (s. 83). Bostom smadrer den ofte gentagne idé om, at "islamiske samfunds fjendtlighed er ikke-teologisk" og "ikke forbundet med nogen bestemt islamisk doktrin" (s. 74). Han beviser, at der, tusind år før nogen "alvorlig kolonial indtrængen i regionen" (s. 38) som kunne påvirke opfattelsen af jøder, er vidnesbyrd om, at jøderne var hadet af muslimerne, fordi de stædigt afviste Muhammeds budskab.

Faktisk skabte jøderne i perioden tilmed "deres egne udtryk for muslimsk had rettet mod dem" (s. 38). Jøderne brugte udtrykkene "sinuth" for muslimsk had mod jøder og "sone" for den hadefulde muslim, hvilket således bekræfter, at det islamiske anti-jødiske had fandtes for et årtusinde siden.

En anden central myte i diskussionen af islam er, at jøder og kristne - dvs. dhimmier - blev godt behandlet. Idet han sprænger den ofte gentagne forestilling om hjertelige muslimske relationer til jødiske og kristne undersåtter i det muslimsk dominerede Spanien, henviser Bostom til den ene pogrom efter den anden i den muslimske verden, og han understreger, at Koranen 9:111 "giver en utvetydig, fejrende påkaldelse af martyriet under jihad". (s. 82) [9:111 lyder: "Allah har købt de troendes liv og ejendom af dem mod, at de vil få Haven: De skal kæmpe for Allahs sag, dræbe og selv blive dræbt ...", o.a.]

Gentagne gange undersøger Bostom "jizya-kontrakten" eller "dhimmaen", som "omfatter ... obligatoriske og anbefalede forpligtelser for den erobrede ikke-muslim" (s. 70). I de sidste tredive år har Europa ikke kunnet modstå stormløbet af muslimer, der bevidst ikke assimilerer sig i samfundene; der forlanger, at de lande, de bor i, bøjer sig efter islamisk vilje; der hysterisk kræver sharia-retsafgørelser; der har skabt sharia-kontrollerede zoner, som selv politiet er bange for at komme ind i; der har henvist kvinder til andenklasses status; og som intimiderer og truer deres værtsregeringer med vold.

Som Bostom understreger - hver gang islam vinder herredømmet i et område, resulterer en sådan overgang til dhimmi-status i slaveri, tvungen konvertering til islam og døden for ikke-troende.

Det er ingen overdrivelse at sige, at der er en ideologisk krig i gang mod Vesten. På kun 30 år, har europæisk støtte til "fælles euro-arabiske holdninger" ført til, at Europa nu befinder sig i en varig tilstand af "dhimmitude og løbsk judeofobi" (s. 170). For eksempel mener muslimer, som bor i Tyskland, at den "tyske forfatning [er] uforenelig" med Koranen (s. 172). Muslimske indvandrere, der kræver europæiske velfærdsydelser, betragter faktisk disse rettigheder som en form for jizya, der skal betales af dhimmier, alias værtslandet (s. 188).

Særligt afslørende er kapitlet med titlen "Sayonara Shari'a: Japanese Lessons, Lost?", hvor Bostom fortæller om, hvordan Japan efter Anden Verdenskrig, "under streng amerikansk vejledning" (s. 440), blev tvunget til at delegitimere sin statsreligion, shintoismen. Med andre ord ville staten ikke længere kunne pålægge religiøs tro; alligevel blev udøvelse af shintoisme som en "privat, afmilitariseret og afpolitiseret personlig tro" beskyttet (s. 441). Individuel religiøs frihed blev fastholdt, men shintoismen kunne ikke pålægges den almindelige befolkning.

Desværre er denne lektie, der frembragte en livskraftig japansk rekonstruktion og samtidig beskyttede individuelle rettigheder, blevet fuldstændig ignoreret efter de amerikansk ledede militære interventioner i Afghanistan og Irak. Snarere end at neutralisere islams krigeriske religiøs-politisk-økonomiske trosbekendelse, har vi faktisk været med til at fremme indførelsen af sharia.

Hvor ærgerligt er det ikke at vide, at der findes en velafprøvet og god modgift til totalitær statspålagt religion, men at Vesten ignorerer den? Det er vigtigt at bemærke, at der "har aldrig været en sharia-stat i historien, som ikke har diskrimineret (...) mod ikke-muslimer (og muslimske kvinder), hvor den har hersket" (s. 447).

Islam nægter at lade sig reformere. Den henviser således sine tilhængere såvel som ikke-muslimer til en tilværelse, hvor ingen "samvittighedsfrihed" kan forekomme. De moderne jihadist-prædikener bygger på ideer, der er tusind år gamle. Islam er i selve sin natur ubøjelig.

Religionsfrihed, trykkefrihed, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, demonstrationsfrihed - som alle er kardinalpunkter i den amerikanske Bill of Rights - eksisterer simpelthen ikke, vil aldrig blive tilladt og er ensbetydende med helligbrøde i den islamiske verden. Faktisk har dhimmier ingen rettigheder.

Islamisk lov og amerikansk lov er modsætninger. De kan ikke forsones, fordi sharia "undergraver ideen om alles lighed for loven." Sharia indeholder drakoniske straffe som stening for utroskab og homoseksualitet, døden for apostasi, amputation af hænder og fødder for landevejsrøveri, og piskning for at drikke vin.

For at vi ikke kommer til at formindske Koranens betydning i den islamiske politiske verden, skal det "bemærkes, at koranverset 3:112 er citeret før præamblen i Hamas' grundlæggende pagt [Hamas' Charter]" (s. 76). Dette vers er relateret til koranversene 5:60 og 5:78, som beskriver jødernes omdannelse til aber og svin (5:60). Og på Palestinian Media Watch, kan man læse om dæmoniseringen af jøder ved hjælp af disse ondsindede påstande. Desuden, som Bostom påpeger, sanktionerer det iranske præstestyre jødehad gennem sine nationale læreruddannelsesprogrammer (s. 78).

Bostom forsyner læseren med baggrundsoplysninger om stormuftien af Jerusalem, Hajj Amin el-Husseini, der spillede en central rolle i Hitlers Endlösung. Denne ikke-arier blev hilst varmt velkommen af Hitler, fordi begge mænd havde de samme mål: Verdensherredømme og udryddelsen af jøder.

Vesten må lære af fortiden. Bostom diskuterer erfaringerne af Whittaker Chambers (s. 497) og Arthur Koestler (s. 508), der i første omgang lod sig blænde af kommunismens påståede idealisme, kun for at råbe op, da denne drøm om Utopia foldede sig ud som en af de mest rædselsvækkende perioder i menneskehedens historie. Chambers giver i sin bog Witness en svidende afsløring af kommunismen, og vi ville være godt tjent med at se lighederne mellem kommunismens afvisning af frihed og islams totalitære system. Bolsjevismen og islam er fælles om at have et fanatisk verdenssyn og er "uigennemtrængelige for fornuft."

De, der faldt ind under kommunismens fortryllelse, lærte snart, hvad dens absolutte kontrol betød. Millioner af mennesker blev dræbt under Stalin. Bevidst massesult kombineret med udrensninger og slaveri var kendetegnende for kommunismen. Intellektuelt ræsonnement blev ødelagt. Det samme sker i den muslimsk dominerede verden. Muslimer nægter at blive integrerede borgere i de vestlige lande, fordi for dem er verden, i sin helhed, noget, der skal erobres. Hvor de opholder sig er sekundært. Deres islamiske hjemland er "styrkepunktet", hvorfra et islamisk angreb startes. Islam er, ligesom kommunismen, en ideologi, der "er voldsomt paranoid [og] konspiratorisk" (s. 505).

Jihadisterne regner med amerikansk uvidenhed om ideerne i Koranen og den overordnede historie om muslimsk erobring. Som Andrew McCarthy har forklaret, forsøger jihadisterne at få "islam til at virke ikke-truende, for at få dens kritikere til at fremstå som irrationelle og racistiske" (s. 47). Således kontrollerer jihadisterne fortællingen.

Ex-kommunister oplyste os om kommunismens rædsler. Muslimske apostater bliver ved med at advare os om truslen fra islam. Men vi ignorerer dem "til fare for vores egen eksistens". Bostom beviser, at enhver form for dialog eller tværreligiøs samtale med muslimer er meningsløs, fordi islam ikke tillader nogen anden måde at tænke på. På Al Azhar, centret for islamiske studier, blev der i 2008 præsenteret et skrift, der sluttede med ordene:

... Muslimsk dialog med jøder i Italien er kun mulig, når Israel er blevet elimineret.

Folkemord er således en hellig pligt for den praktiserende muslim, som dikteret af Koranen og andre af islams teologiske kilder.

Islamisk lov er totalitarisme. Der kan ikke være frihed i vestlig forstand af ordet, da den "islamiske opfattelse af 'frihed' eller hurriyya betyder perfekt slaveri" (s. 524), og dette slaveri er mellem Allah, Herren og hans menneskelige slaver.

Det er afgørende for Vesten aldrig at glemme, at taqiyya, den muslimske doktrin, der tillader at lyve under visse omstændigheder, og tawriya, en doktrin, der tillader løgn i stort set alle tilfælde, er lovlige, så længe de fremmer sharia.

Som Bostom forklarer, har muslimer, der emigrerer til Europa og USA, den samme vilje til at modificere og ændre deres værtslandes love og kulturelle skikke. De ønsker at "erstatte Vestens forestillinger om menneskerettigheder" med sharia, og "(u)nder islams styre, er der ingen lighed mellem mennesker. Absolut ikke" (s. 123).

Hvordan kan det være, at så mange mennesker udtrykker forbavselse over islams globale intentioner, når muslimske ledere igen og igen formaner deres tilhængere i den retning og erklærer, at "islam vil vende tilbage til Europa som erobrer" (s. 133)? Der er rigelige beviser på, at muslimske ledere ønsker at omplante de drakoniske og undergravende sharia-love til hele verden.

Nazisterne myrdede seks millioner jøder og millioner fra andre grupper under 2. Verdenskrig. Under Stalin var kommunismen ansvarlig for 20 millioner menneskers død. Islam har de samme globale ambitioner. Andrew Bostoms utrættelige stræben efter at oplyse er monumental. At modtage et sådant encyklopædisk opbyggende værk er en gave. At bruge det som udsigtspunkt for handling er en forpligtelse. At gøre mindre betyder, at vi vil bevæge os ned ad vejen mod dhimmitude, præcis som imamerne ønsker det.

---

Oversættelse: Bombadillo