Sprog er det første offer i krige over udenrigspolitik. Med en omskrivning af Thukydides, må ord, under ideologisk konflikt, ændre deres sædvanlige betydning, og tage imod den, der nu gives dem.

Et ord, der har været centralt for vores udenrigspolitik i over et århundrede, er "kolonialisme". I stedet for at beskrive et historisk fænomen - med al den kompleksitet, blanding af godt og ondt og modstridende motiver, der findes på enhver side af historien - er "kolonialisme" nu et ideologisk artefakt, der fungerer som et groft skældsord. Som et resultat er vore udenrigspolitiske beslutninger blevet deformeret af en selvlede og skyld, der ivrigt udnyttes af vore modstandere.

Den store forsker i sovjet-terror, Robert Conquest, bemærkede denne sproglige korruption for årtier siden. Historiske udtryk som "imperialisme" og "kolonialisme", skrev Conquest, henviser nu til "en ondsindet kraft uden andet program end at undertvinge og udnytte uskyldige mennesker". Som sådan er disse udtryk sproglige "sjæle-blokader og tanke-slukkere", som primært tjener til "at forvirre og selvfølgelig erstatte den komplekse og nødvendige forståelsesproces med simpel og unødig opflamning af sjælen. Især i Mellemøsten er "kolonialisme" blevet brugt til at skjule den faktiske historie, der forklarer regionens kroniske dysfunktioner, og til at legitimere politikker, der er dømt til at mislykkes, fordi de bygger på fordrejninger af denne historie.

Den forsimplede miskreditering af kolonialisme og dens onde tvilling imperialisme blev fremtrædende i begyndelsen af det 20. århundrede. I 1902 reducerede J. A. Hobsons indflydelsesrige bog, Imperialism: A Study, kolonialisme til et ondartet økonomisk fænomen, redskabet for kapitalismens "økonomiske parasitter", som Hobson kaldte dem, der søgte ressourcer, markeder og profitter i udlandet. I 1917 byggede Vladimir Lenin - konfronteret med den klassiske marxismes fejlslagne historiske forudsigelser af den proletariske revolution - videre på Hobsons ideer i Imperialismen: Kapitalismen højeste stadium. Nu ville de indfødte koloniserede folk opfylde den historiske rolle med at ødelægge kapitalismen, som det europæiske proletariat ikke havde opfyldt.

Disse ideer påvirkede de anti-koloniale bevægelser efter 2. Verdenskrig. John-Paul Sartre skrev i sin indledning til Franz Fanons anti-koloniale tirade, Fordømte her på jorden: "Indfødte i underudviklede lande foren jer!" og satte den tredje verden i stedet for den klassiske marxismes "proletarer i alle lande". Denne venstrefløjens idealisering af den koloniale tredje verden og dens dæmonisering af det kapitalistiske Vesten har overlevet Sovjetunionens sammenbrud og miskrediteringen af marxismen, og er blevet herskende visdom i både den akademiske og folkelige kultur. Den har garanteret Vestens refleksmæssige skyld, tanken om, at "enhver vesterlænding er skyldig indtil det modsatte er bevist", som den franske filosof Pascal Bruckner skriver, for Vesten indeholder et "fundamentalt onde, der skal sones for", nemlig kolonialisme og imperialisme.

Denne venstreorienterede brug af ord som kolonialisme og imperialisme forvandler dem til ideologisk ladede udtryk, der i sidste ende forvrider historiens tragiske sandheder. De indebærer, at Europas udforskninger og erobringer udgjorde en ny orden af ondskab. I virkeligheden er bevægelser af folkeslag i deres søgen efter ressourcer, samt tilintetgørelsen af dem, der allerede havde dem, historiens stadige dynamik.

Hvad enten det var romerne i Gallien, araberne i hele Middelhavsområdet og det sydlige Asien, hunnerne i Østeuropa, mongolerne i Kina, tyrkerne i Mellemøsten og på Balkan, bantu i det sydlige Afrika, khmer i Østasien, aztekerne i Mexico, irokeserne i Northeast, eller sioux over hele The Great Plains, har menneskets historie været plettet af menneskets stadige anvendelse af brutal vold for at erhverve land og ressourcer og tilintetgøre eller erstatte dem, der var i besiddelse af dem. Lærde kan finde subtile nuancer af ondskab i den europæiske version af denne allestedsnærværende aggression, men for ofrene er den slags finere skelnen irrelevant.

Men denne ideologisk ladede og af historien udfordrede brug af ord som "kolonial" og "kolonialistisk" bliver ved med at florere i analyser af det århundrede lange kaos i Mellemøsten. Både islamister og arabiske nationalister har, ledsaget af sympati fra den vestlige venstrefløj, givet de europæiske "kolonialister" skylden for den manglende udvikling, det politiske bandituvæsen og den endemiske vold, hvis rødder primært ligger i stammekultur, snæversynet sharia-lov og sekteriske konflikter.

Desuden er det himmelråbende hykleri når arabiske muslimer klager over imperialisme og kolonialisme. Som Mellemøst-historiker Efraim Karsh dokumenter i sin Islamic Imperialism: "De arabiske erobrere handlede fra starten på en typisk imperialistisk måde, ved at undertvinge indfødte befolkninger, kolonisere deres jord og fratage dem deres rigdom, ressourcer og arbejdskraft." Ja, hvis man ønsker at finde en kultur, der er defineret ved imperialistiske ambitioner, så passer islam meget bedre ind i billedet end europæere og amerikanere, efternølere som de er, i det store spil om imperialistisk dominans, som muslimer spillede med succes i tusind år.

"Fra det første arabisk-islamiske imperium fra midten af det 7. århundrede til osmannerne, det sidste store muslimske imperium," skriver Karsh, "har historien om islam været historien om storhed og fald af universelle imperier og ikke mindre vigtigt, af imperialistiske drømme."

Et nyligt eksempel på denne forvirring forårsaget af skødesløst sprog, kan findes i en kommentar til den igangværende opløsning af Irak som følge af sekteriske og etniske konflikter. Der er voksende enighed om, at oprettelsen af de nye nationer i regionen efter 1. Verdenskrig lagde kimen til den aktuelle uro. Uden at tage hensyn til de etniske og sekteriske forskelle, skabte briterne landet Irak ud af tre osmanniske provinser, der nogenlunde havde koncentreret kurdere, sunnier og shiitter i individuelle provinser.

Der er meget af værdi at lære af denne historie, men selv intelligente kommentatorer tilslører denne værdi med vildledende ord som "kolonial". Da for eksempel skribent på Wall Street Journal, Jaroslav Trofimov, for nylig skrev om oprettelsen af de mellemøstlige lande, beskrev han Frankrig og England som "kolonimagter". Tilsvarende - om samme emne - brugte klummeskribent Charles Krauthammer udtrykket "koloniale grænser". I begge tilfælde er adjektiverne historisk vildledende.

Frankrig og England var selvfølgelig "kolonimagter", men deres kolonier lå ikke i Mellemøsten. Regionen havde i århundreder været under Det Osmanniske Riges herredømme. Vestlig "kolonialisme" var således ikke ansvarlig for regionens dysfunktioner. Det var snarere den osmanniske ledelses inkompetente politikker og imperialistiske fantasier i århundredet før 1. Verdenskrig, kulminerende i den katastrofale beslutning om at gå ind i krigen på Tysklands side, der bar en stor del af ansvaret for det kaos, der fulgte Centralmagternes nederlag.

En anden vigtig faktor var briternes tvivlsomme ønske om at oprette et arabisk nationalt hjemland på ruinerne af Det Osmanniske Rige, og at tilfredsstille de imperiale fordringer af deres allierede, den hashemitiske klan, der snedigt overbeviste briterne om, at deres egoistiske og marginale aktioner under krigen havde været vigtige i kampen mod tyrkerne.

Det er klart, at de europæiske magter ønskede at påvirke disse nye nationer for at beskytte deres egne geopolitiske og økonomiske interesser, men de havde intet ønske om at kolonisere dem. Idealister kan fordømme denne indblanding, eller se den som uretfærdig, men det er ikke "kolonialisme" ret forstået.

Krauthammers brug af "koloniale grænser" til at beskrive regionens lande er ikke mere nøjagtig. Som alle kombattanter i en stor kamp, begyndte briterne og franskmændene - i forventning om Centralmagternes nederlag - at planlægge ordningen af regionen i 1916 på et møde, der producerede Sykes-Picot-aftalen senere samme år. Men der er intet usædvanligt eller uheldigt ved dette. I februar 1945 mødtes Churchill, Roosevelt og Stalin i Jalta for at forhandle deres indflydelsessfærer i Tyskland og Østeuropa efter krigen. Det ville være mærkeligt, hvis Ententemagterne ikke havde lagt deres planer for den besejrede fjendes territorier.

Som en del af fredsaftalerne og -konferencerne efter 1. Verdenskrig, blev franskmændene og briterne således - under autoritet af de forhandlede aftaler og overvåget af Folkeforbundet - givet "mandaterne" over de tidligere osmanniske territorier, der lå mellem Egypten og Tyrkiet. I 1924 blev målet med mandaterne præciseret i artikel 22 i Folkeforbundspagten:

"Visse folkesamfund, som tidligere hørte til det tyrkiske rige, har naaet et udviklingstrin, som gør det mulig foreløbig at anerkende deres bestaaen som uafhængige nationer under forudsætning af, at der indtil det tidspunkt, da de er i stand til at styre sig selv, ydes dem raad og bistand til deres forvaltning af en dertil befuldmægtiget stat. Ved valget af denne stat bør først og fremmest disse folkesamfunds egne ønsker komme i betragtning." [Kilde: Det danske Fredsakademi - http://www.fredsakademiet.dk/ordbog/treaty/folkeforbundspagten.pdf]

Således blev de lande, der blev skabt på det gamle osmanniske territorium, sanktioneret af folkeretten som de sejrende Ententemagters legitime fortrinsret. Der var intet "kolonialt" ved de nye landes grænser.

Man kan med fuld ret udfordre mandatmagternes [de befuldmægtigede staters, o.a.] sande motiver, tvivle på deres oprigtighed i erklæringen af deres bekymring for regionens befolkninger, eller kritisere deres grænser for at tjene europæiske interesser snarere end dem af de folk, der levede der. Men uanset deres planer, så var kolonisering ikke en af dem. I 1924 var kolonialisme faktisk længe blevet draget i tvivl af mange i Vesten, og på tidspunktet for efterkrigstidsordningen var det herskende ideal ikke kolonialisme, men etnisk selvbestemmelse som udtrykt i nationalstaten, hvilket Woodrow Wilson havde opfordret til i februar 1918: "Nationale aspirationer skal respekteres; mennesker kan nu kun blive domineret og styret ved deres eget samtykke." Den engelsk-franske erklæring, udstedt et par dage før krigen sluttede den 11. november 1918, var enig og sagde, at deres mål i de tidligere osmanniske territorier var "etableringen af nationale regeringer og forvaltninger, som opnår deres autoritet fra den indfødte befolknings initiativ og frie valg".

Igen kan man stille spørgsmålstegn ved visdommen i at forsøge at skabe vestlige nationalstater og politiske systemer i en region, der stadig var intenst præget af stammer, og med en religion, i hvilken ideen om en sekulær nation er fremmed import. Denne uforenelighed fortsætter med at være et vedvarende problem næsten et århundrede senere, hvor vi ser den fejlslagne nationsopbygning i Irak og Afghanistan, og håbet om det arabiske forår knust af den arabiske vinters vold og uro.

Men uanset hvilke synder europæerne har begået i Mellemøsten, er kolonialisme ikke en af dem. At udtrykket bliver misbrugt kan lyde banalt, men det legitimerer jihadisternes fortælling om vestlig skyld, og retfærdiggør muslimsk tilbagebetaling gennem terrorist-vold, nu parfumeret som "antikolonial modstand". Det forstærker, hvad Mellemøst-forsker J. B. Kelly kaldte den "forebyggende kryben", dvs. Vestens villighed til at beskylde sig selv for regionens problemer, som præsident Obama gjorde i sin Cairo-tale i 2009, da han fordømte en "kolonialisme, der nægtede rettigheder og muligheder for mange muslimer".

Denne undskyldende holdning har præget vores udenrigspolitik og opildnet vore fjender i et halvt århundrede. I dag er regionen i større fare for at bryde sammen i udbredt vold og en større trussel mod vore nationale interesser end på noget andet tidspunkt i de sidste halvtreds år. Måske skulle vi begynde at bygge vores udenrigspolitik på fundamenterne af historisk sandhed og præcist sprog.

---

Bruce S. Thornton er forsknings-stipendiat ved Hoover Institution. Han fik sin bachelor i latin i 1975 og sin ph.d. i litteraturvidenskab - græsk, latin og engelsk - i 1983, begge fra University of California, Los Angeles. Thornton er i øjeblikket professor i klassik og humaniora ved California State University i Fresno, Californien. Han er forfatter til ni bøger og talrige essays og anmeldelser om græsk kultur og civilisation og deres indflydelse på vestlig civilisation. Hans seneste bog, udgivet i marts 2011, har titlen The Wages of Appeasement: Ancient Athens, Munich, and Obama's America.

---

Oversættelse: Bombadillo