Washington Post fortæller, at nogle blandt udenrigsminister John Kerrys ledende medarbejdere mener, det er på tide at sige "nok" til Kerrys forgæves og illusoriske forsøg på at mægle en fred mellem israelere og arabere og gennemføre "to-stats-løsningen". Dette er en åbenbaring, man skulle tro, den ledende diplomat for historiens stærkeste magt ville have fået for årtier siden. Siden den mislykkede Oslo-aftale fra 1993, har det været indlysende for alle, undtagen den uoprigtige, den uvidende og jødehaderen, at araberne ikke ønsker en "palæstinensisk stat, der lever i fred side om side med Israel," noget, de kunne have fået mange gange i fortiden. Tværtimod - hvilket de beviser serielt i ord og gerning - ønsker de Israel ødelagt.

Som Caroline Glick dokumenter i sin nye bog The Israeli Solution, er "to-stats-løsningen" en diplomatisk kimære for Vesten, og en taktik for revanchistiske arabere, der ikke kan nå deres mål om udryddelse med militære midler. Men den "palæstinensiske stat" er blot en af mange myter, halve sandheder og direkte løgne, der indhyller vestlige diplomater og ledere i tåger, og bringer Israels sikkerhed og muligvis eksistens i fare.

Først er der avisanden om, at Israel på en eller anden måde er en illegitim stat, en neo-imperialistisk forpost, som vesterlændinge skabte for at beskytte deres økonomiske og geopolitiske interesser. I denne populære myte, "stjal" invaderende jødiske kolonister landet og etnisk udrensede regionen for dens sande besiddere, det indfødte "palæstinensiske folk". Denne forbrydelse blev gentaget efter Seksdageskrigen i 1967, da Israel erobrede "Vestbredden", besatte den som en kolonimagt og udsatte dens indbyggere for et brutalt diskriminerende regime. Denne løgns fortsatte magt over sindene kan ses af den hyppige sammenligning af Israel med Sydafrika under apartheid. Og denne falske historiske analogi er så videre drivkraften bag bevægelsen "Boykot, Afståelser og Sanktioner" [“Boycott, Divestment, and Sanctions” (BDS)], der forsøger at gøre Israel til endnu mere af en pariastat ved at gentage disse taktikkers succes i demonteringen af det hvide styre i Sydafrika.

Hver eneste dimension af denne fortælling er falsk. Staten Israel blev til ved den samme legitime proces, som skabte de andre nye stater i regionen, og som var konsekvensen af afviklingen af Det Osmanniske Rige efter 1. Verdenskrig. I overensstemmelse med sejrrige staters traditionelle praksis, skabte de allierede magter Frankrig og England staterne Libanon, Syrien, Irak og Jordan, og selvfølgelig Israel, for at konsolidere og beskytte deres nationale interesser. Denne legitime ret til at omtegne landkortet kan have været dårligt udført og kortsynet - regioner, der indeholdt mange forskellige sekter og etniske grupper var dårlige kandidater til at blive stabile nationalstater, hvilket Iraks og Libanons historier viser, mens kurderne - en primær kandidat til egen nationalstat - blev ignoreret. Men retten til at gøre det kom af de allieredes sejr og centralmagternes nederlag, den hævdvundne pris for at starte en krig og tabe den. På samme måde i Europa, hvor det østrig-ungarske kejserrige blev afviklet, og de nye stater Østrig, Ungarn, Jugoslavien og Tjekkoslovakiet blev skabt. Og ærke-aggressoren Tyskland blev straffet med et betydeligt tab af territorium, hvilket efterlod omkring 10 millioner tyskere strandet uden for fædrelandet. Israels ret til sit land er lige så legitim som Jordans, Syriens og Libanons.

Så er der melodramaet om "fordrivelsen" af "palæstinenserne", der nu er dømt til at leve som statsløse "flygtninge" på grund af Israels aggression. Denne fortælling ignorerer selvfølgelig det faktum, at de fleste af de arabere, der flygtede fra Palæstina, forlod landet frivilligt i den første bølge, primært den arabiske elite, der begyndte i november 1947 efter FN-afstemningen for en deling. På det tidspunkt var det klart for observatører, at de fleste arabere valgte at flygte fra deres formodet fædrene hjemland. I september 1948 skrev Time Magazine, der ikke var nogen ven af Israel: "Der er kun lidt tvivl om, at den vigtigste af de faktorer [der forklarer den arabiske flugt], var radiomeddelelser fra Den Arabiske Højkomité, der opfordrede araberne til at tage bort." Disse blev i 1948 efterfulgt af 300.000 andre, der enten forsøgte at undgå konflikten, eller blev tilskyndet af Den Arabiske Højkomité med løftet om, at de efter sejren kunne vende tilbage og finde, som generalsekretæren for Den Arabiske Liga, Azza Pasham, sagde i maj 1948, "at alle de millioner, som jøderne havde brugt på udvikling af landet og økonomien, ville være et let bytte, for det ville være en enkel sag at smide jøderne i Middelhavet." Israelernes tilbagetrækning fra Gaza i 2005 bekræftede kun den forudsigelse, der ikke kunne virkeliggøres i 1948. Drivhus-industrien i Gaza, som amerikanske jødiske donorer købte for 14 millioner dollars og forærede til Den Palæstinensiske Myndighed med henblik på at styrke Gazas økonomi, blev i stedet ødelagt af røvere.

Men fra et historisk perspektiv er det irrelevant, hvordan araberne blev flygtninge. Da grækerne i 1922 tabte deres krig, de kæmpede mod tyrkerne for at genvinde suveræniteten over landområder, deres forfædre havde beboet i næsten 3000 år, blev 1,5 millioner grækere overført fra Tyrkiet i bytte for en halv million tyrkere fra Europa. Efter 2. Verdenskrig, flygtede 12 millioner tyskere eller blev fordrevet fra Østeuropa, med mindst en halv million døde. I begge tilfælde, uanset om det er retfærdigt eller ej, var prisen for at starte en krig og tabe omfattede forflyttelser af taberne. Kun i de palæstinensiske araberes tilfælde er denne evige pris for aggression blevet vendt på hovedet, så de, der sejrede i en krig, de ikke startede, er blevet dæmoniseret for lidelserne af flygtninge, der blev til pga. deres etniske og religiøse fællers aggression.

Endnu en historisk anomali: I ingen anden konflikt har flygtninge ikke kunnet integreres i lande, der har samme etniske, religiøse og kulturelle identitet som dem selv. De fleste af de omkring 800.000 jøder, for eksempel, der blev fordrevet fra lande som Egypten og Irak, hvor deres forfædre havde levet i århundreder, blev hilst velkommen i Israel, som betalte regningen for deres underhold og integration i samfundet. De arabiske stater, på den anden side, fastholdt deres arabiske og muslimske brødre og søstre i usle lejre, der har udviklet sig til usle byer, hvor deres underhold betales af FN's Hjælpeorganisation for Palæstinaflygtninge (UNRWA), den eneste FN-organisation, der er dedikeret til kun én gruppe af flygtninge. Det internationale samfund har således muliggjort de arabiske staters revanchistiske politik, som Alexander Galloway, leder af UNRWA, sagde i 1952: "Det er helt klart, at de arabiske lande ikke ønsker at løse det arabiske flygtningeproblem. De ønsker at holde det som et åbent sår, som en hån mod FN og som et våben mod Israel. Arabiske ledere er rystende ligeglade med, om flygtningene lever eller dør."

Dette bringer os frem til hovedmyten: At der findes et særskilt palæstinensisk "folk", landets oprindelige indehavere, der uretfærdigt er blevet nægtet et nationalt hjemland. Bemærk i citaterne ovenfor, at ingen araber nogensinde refererer til disse mennesker som "palæstinensere", men som "arabere", hvilket er, hvad de fleste af dem er, med samme religion, sprog og kultur som deres arabiske naboer i Jordan, Libanon, og Syrien. I virkeligheden, som Sha'i ben-Tekoa dokumenterer i sin bog Phantom Nation, fremkom den første FN-resolution, der henviser til "palæstinensere" i stedet for til "arabere", først 3 år efter Seksdageskrigen, hvilket markerer den internationale anerkendelse af et "palæstinensisk folk" og en palæstinensisk nation som endnu en arabisk taktik til at få støtte i Vesten ved at udnytte en idé, der er fremmed for traditionel islam. Inden da, var "palæstinensisk" en geografisk betegnelse, der mere typisk blev anvendt på jøder. Talrige citater fra arabiske ledere indeholder ikke en eneste henvisning til et palæstinensisk folk, mens talrige identificerer indbyggerne i den geografiske enhed Palæstina som "arabere".

I 1937, for eksempel, sagde sekretæren for Den Arabiske Højkomité, Auni Abdel Hadi: "Der er ikke sådant et land som Palæstina. 'Palæstina' er et land, zionisterne opfandt. 'Palæstina' er fremmed for os.” Den kristne araber George Antonius, forfatter til den indflydelsesrige The Arab Awakening, fortalte David Ben-Gurion: "Der var ingen naturlig barriere mellem Palæstina og Syrien, og der var ingen forskel mellem deres indbyggere." Senere i sin bog definerede han Syrien som inkluderende Libanon, Palæstina og Jordan. I et vidneudsagn til FN i 1947 sagde Den Arabiske Højkomité: "Politisk set er araberne i Palæstina ikke uafhængige i den forstand, at de danner en særskilt politisk identitet." Tredive år senere sagde Farouk Kaddoumi, daværende leder af PLO's politiske afdeling, til Newsweek: "Jordanere og palæstinensere betragtes af PLO som ét folk." Efter Seksdageskrigen var et medlem af PLO's eksekutivkomité, Zuhair Muhsin, endnu mere eksplicit: "Der er ingen forskel mellem jordanere, palæstinensere, syrere og libanesere. Vi er alle dele af én nation. Det er kun af politiske grunde, vi omhyggeligt understreger vores palæstinensiske identitet (...). Ja, eksistensen af en separat palæstinensisk identitet tjener kun taktiske formål. Grundlæggelsen af en palæstinensisk stat er et nyt værktøj i den fortsatte kamp mod Israel."

Sådanne eksempler kan mangedobles, hvilket gør al snak om et separat palæstinensisk "folk", der fortjener dets eget land, til intet andet end propaganda, understøttet af en falsk historie, der hævder, at de arabere, der kom til Palæstina i 7. århundrede e.Kr. som erobrere og besættere, eller senere som omrejsende arbejdere og indvandrere, er de "oprindelige" indbyggere, der nedstammer fra bibelske folkeslag som kana'anæerne eller de skyggeagtige jebusitter - en påstand, der ikke støttes af nogen skriftlige eller arkæologiske beviser. I mellemtiden er der selvfølgelig rigelige beviser for, at jøderne løbende har beboet området siden 1300 f.Kr. Endnu engang er historiens logik vendt på hovedet, med efterkommerne af de oprindelige indbyggere anset for fremmede, mens efterkommere af erobrere og besættere helliggøres som ofre.

En sådan omvending er Orwells 1984 værdig. Alligevel har disse løgne og myter - og der er mange flere - formet og defineret konflikten mellem Israel og araberne, og sat parametrene for diplomatiske løsninger. Men vi bør lytte til den bibelske formaning om sandhedens frigørende magt. Og sandheden er, at fanatikere, fyldt med folkemorderisk had, gennem et århundrede voldeligt og ondsindet har angrebet en liberal-demokratisk nation, der lovligt er etableret i dets befolknings gamle hjemland. Indtil vort diplomati og vore udenrigsforbindelser i regionen er baseret på denne sandhed, vil "to-stats-løsningen" fortsætte med at være en farlig farce.

---

Bruce S. Thornton er forsknings-stipendiat ved Hoover Institution. Han fik sin bachelor i latin i 1975 og sin ph.d. i litteraturvidenskab - græsk, latin og engelsk - i 1983, begge fra University of California, Los Angeles. Thornton er i øjeblikket professor i klassik og humaniora ved California State University i Fresno, Californien. Han er forfatter til ni bøger og talrige essays og anmeldelser om græsk kultur og civilisation og deres indflydelse på vestlig civilisation. Hans seneste bog, udgivet i marts 2011, har titlen The Wages of Appeasement: Ancient Athens, Munich, and Obama's America.

---

Oversættelse: Bombadillo