Det er ikke bare islam, det er stammementaliteten
Af Bruce Thornton
Oversættelse af: It’s Not Just Islam, It’s the Tribal Mentality
Kilde: FrontPageMag.com, 12. marts 2015
Udgivet på myIslam.dk: 25. marts 2015

Mantraet "intet at gøre med islam" fik sig et slag for nylig i The Atlantic, et af de førende organer for modtaget venstre-liberal visdom. Mange har hyldet Graeme Woods artikel om de islamiske doktriner bag IS's grusomheder som en åbenbaring. Regelmæssige læsere af FrontPage og Jihad Watch vil ikke være så imponerede. I årevis har de forstået sammenhængen mellem jihadisme og islam. I 1994 trak Andy McCarthy denne forbindelse, da han retsforfulgte de ansvarlige for den første bombning af World Trade Center det foregående år, en forbindelse, som FBI dengang ignorerede eller lod ude af betragtning - en fejl, der i øvrigt er blevet en ødelæggende tradition blandt dem, der har til opgave at beskytte vort lands sikkerhed og interesser. For alle andre, der har været opmærksomme på fremkomsten af moderne jihadisme, er Woods artikel en hund-bider-mand-historie.

Man kan håbe, at jihad-benægterne - nu hvor sandheden er blevet afsløret af en af Acela-korridorens orakler - måske vil blive klogere, selvom jeg ikke tør vædde på det. Ubegrundede antagelser udgør hovedmassen i det progressive sind, som er notorisk modstandsdygtigt over for empiriske beviser og sunde argumenter. Men det nuværende rod i Mellemøsten skyldes mere end blot islam og dens traditionelle krigeriskhed, supremacistiske prætentioner og frihedskrænkende religiøse love og doktriner. Disse træk afspejler variationer over stammementaliteten, som er i modstrid med modernitet og principperne for liberalt demokrati, og som stadig er stærk i Mellemøsten, regionen, der engang blev beskrevet som bestående af "stammer med flag".

Trods alle forskellene mellem stammefolk, er elementerne i denne mentalitet de samme, fra de gamle gallere og germanere, som Cæsar erobrede, og vikingerne, der terroriserede store dele af Europa, til de amerikanske indianere, som det amerikanske kavaleri kæmpede imod, og jihad-banderne, der hærger i Mellemøsten.
For det første har denne mentalitet ikke meget begreb om en fælles menneskelighed, der overskrider etnicitet eller kultur. Universelle principper er knappe og personlig identitet trækkes udelukkende fra stammens kollektive skikke og traditioner. Udenforstående skal mistænkes, plyndres eller erobres når muligt. Loyalitet er ikke rettet mod principper, men blod. De fleste stammefolk betragter deres stamme som menneskehedens højdepunkt, de eneste ægte mennesker. Derfor er deres ord for "menneske" normalt identisk med navnet på deres stamme. De er bogstaveligt talt etnocentriske.

For det andet er vold, især mod udenforstående, et acceptabelt middel til at løse konflikter og hævde stammens overlegenhed. Ikke alene vold i krig, men også grusom tortur og slagtning af udenforstående, herunder kvinder og børn, er legitime midler til at tjene stammens interesser. Hvad vi kalder terrorisme, var faktisk en taktik i stammekrigsførelsen, som havde til hensigt at forhindre en regulær krig ved at skabe så meget rædsel blandt fjenderne, at de ville give op uden kamp, et fænomen, der var almindeligt i de forskellige indianerkrige i amerikansk historie. Derfor den skræmmende ansigtsmaling, tatoveringer, krigsskrig, bizarre frisurer, samt former for tortur som skalpering, lemlæstelse af fjender, eller slagtning af deres kvinder og børn, som alt sammen har til hensigt at skræmme og demoralisere fjenden. Samme hensigt forklarer de larmende trusler, praleriet og fornærmelserne, der er typiske for stammekrige og -diplomati. Denne praksis kan dokumenteres i stammesamfund fra irokeserne til de gamle gallere.

Dernæst gælder loyalitet i stammesamfund kun mod dem indenfor stammen. Alliancer med andre stammer eller folk er ad hoc og betinget af stammens umiddelbare interesser. De kan opgives eller forrådes, hvis omstændigheder eller opfattelser ændrer sig. Desuden er respekt for andre uden for stammen udelukkende baseret på disses evne til at påføre deres fjender vold. Den "stærkeste stamme", en status baseret på dens effektivitet og succes i konflikt, vil tiltrække allierede, som atter vil forlade overherren, når de mister denne opfattelse af hans styrke. Under Cæsars krige i Gallien allierede forskellige galliske og germanske stammer sig således med romerne, når de optrådte dominerende, og forrådte dem på et øjeblik, hvis de troede dem svage. Det samme skete under det amerikanske kavaleris krige mod Plains-indianerne, hvor mange stammer, der var ofre for Sioux eller Apache eller Cheyenne, allierede sig med amerikanerne, hvis de så ud til at vinde, og derefter skiftede side i det øjeblik, de virkede svage.

Endelig er stammesamfund centreret om den mandlige kriger og hans ære. Glem kvindestudiernes fantasier om matriarkalske stammesamfund. Stammekulturer privilegerer mændene, for mænd kæmper og stammens overlevelse og ære afhænger af tapperhed i krig. Kvinder føder børn og arbejder, hvilket skeletrester af præ-kontakt amerikanske indianere demonstrerer. Kvindelige knogler viser langt mere skade fra hårdt fysisk arbejde end mandlige. Det betyder ikke, at kvinder ikke havde nogen status i stammen, eller ikke havde mere ligestilling end kvinder i mere avancerede civilisationer. Men den mandlige kriger dominerede stadig, og kulturen var hovedsageligt centreret om mænd og deres duelighed i krig, hvilket gav ære, hvad vi kalder prestige, for hele stammen.

Lyder det bekendt? Det bør, for islam er til dels en "teologisering" af stammementaliteten. Islams vigtig nyskabelse var at omdefinere "stammen" til at dække hele ummaen af troende, og derved i realiteten skabte en "superstamme", der rakte ud over blot blod som bindemiddel.

Men stammekrigerens etos holder ved: I jihad-doktrinen; stamme-grusomheder i nutidens terror og dens makabre videoer; privilegeringen af mænd i polygami; æresdrab og sociale restriktioner på kvinder; foragten for den vantro "anden" i den koraniske tro på, at muslimer er det "bedste fællesskab"; forræderiet mod alliancer i den religiøse godkendelse af at lyve overfor vantro (taqiyya); og i den besættelse af "ære", som vi i dag finder i voldelige muslimske reaktioner på "blasfemi" mod Muhammed eller Koranen.

At ignorere stammementaliteten er lige så farlig for vores udenrigspolitik som at bagatellisere den islamiske doktrin. Det kroniske kaos i det nordlige Irak i dag handler ikke kun om sunni-shia-kløften, eller om IS's drøm om et kalifat. Det afspejler også det forvirrende antal stammer og klaner i området, hvis komplekse alliancer og fjendskaber løbende skifter alt efter omstændighederne og opfattelserne af hvilken stamme, der er den stærkeste. Vores allierede i dag, kan på et øjeblik blive vores fjende i morgen. Fraktioner, der lader til at være "moderate" i dag, kan blive jihad-terrorister i morgen. Vore "venner" vil fortælle os, hvad vi ønsker at høre i dag, og derefter forråde deres ord i morgen. Vigtigst, alt hvad vi gør, der skaber opfattelsen af svaghed - især at give indrømmelser, eller at undlade at tage hævn, eller handlinger af barmhjertighed - vil også skade vores prestige som den "stærkeste stamme" og opmuntre stammer til at forlade os.

Denne stammeadfærd definerede de fleste folk, herunder europæerne, før modernitetens komme. Den har overlevet blandt mellemøstlige muslimer, fordi den blev kodet ind i religiøse doktriner, der lover global magt for stammen af troende i dette liv og paradis i det næste, især for jihad-krigere. Denne sammensmeltning forklarer til dels de muslimske krigeres spektakulære succes gennem 1000 år, en krigerisk præstation, hvis minde i dag giver brændstof til bitterheden og vreden hos de muslimer, der ønsker at genoprette denne tabte ære. Den bidrager også til mange muslimske samfunds vanskelighed ved til at forsone sig med moderniteten, især med liberalt demokrati og dets last af menneskerettigheder, konfessionel tolerance og ligestilling for kvinder og folk af anden tro.

Selvfølgelig har millioner af muslimer på verdensplan formået at komme ud over stammekulturen og justere deres tro til moderniteten. Men andre millioner har ikke, og det er dem, der forretter det meste af lemlæstelsen og myrderiet på alle kontinenter undtagen Antarktis. Vores taktik og strategi i konfrontationen med denne trussel skal selvfølgelig være baseret på en korrekt forståelse af de åndelige imperativer, der motiverer jihadisterne. Men de skal også tage hensyn til de stammementaliteter, der respekterer magt og højagter den stærke.

Obama-administrationens serielle eftergivenhed over for Iran - i øjeblikket den "stærkeste stamme", der spreder sin indflydelse over hele regionen - har skadet vores prestige blandt allierede som Jordan, Saudi-Arabien og Egypten, som allerede shopper rundt for at finde en mere pålidelig og magtfuld partner. Hvis vi ønsker at tilintetgøre jihadisterne, så stands Irans nukleare ambitioner og beskyt vore interesser. Vi skal igen blive den "stærkeste stamme".




Bruce S. Thornton er forsknings-stipendiat ved Hoover Institution. Han fik sin bachelor i latin i 1975 og sin ph.d. i litteraturvidenskab - græsk, latin og engelsk - i 1983, begge fra University of California, Los Angeles. Thornton er i øjeblikket professor i klassik og humaniora ved California State University i Fresno, Californien. Han er forfatter til ni bøger og talrige essays og anmeldelser om græsk kultur og civilisation og deres indflydelse på vestlig civilisation. Hans seneste bog, udgivet i marts 2011, har titlen The Wages of Appeasement: Ancient Athens, Munich, and Obama's America.




Oversættelse: Bombadillo