En tysk akademiker frygter en voldelig reaktion fra ortodokse muslimer på grund af sin "blasfemiske" teori om, at Koranen er blevet ændret og revideret. En sådan reaktion skal ikke tages let; Salman Rushdie-affæren er en alvorlig påmindelse om magten af et vredt muslimsk samfund. Efter at forfatteren skrev sin roman, De sataniske vers, som muslimer betragtede som blasfemisk, blev en fatwa, eller religiøst dekret, erklæret imod ham i 1989, der fik ham til at frygte for sit liv. Rushdie er først for nylig [2000] dukket op i offentligheden efter næsten 10 år i skjul.

Ifølge muslimsk tro er Koranen det evige, uændrede Guds ord, der gennem 14 århundreder er forblevet det samme.

Men dr. Gerd R. Puin - en anerkendt islamicist ved Saarlands Universitet, Tyskland - siger, at den ikke er ét enkelt værk, der har overlevet uændret gennem århundrederne. Den rummer måske historier, der blev skrevet før profeten Muhammed begyndte sin mission og som efterfølgende er blevet omskrevet.

Puins konklusioner har udløst vrede reaktioner blandt ortodokse muslimer. "De har sagt, at jeg ikke er den rette lærde til at fremsætte bemærkninger om disse manuskripter," siger han.

Som en semitisk filolog, der har specialiseret sig i arabisk kalligrafi og koranisk paleografi, har han undersøgt Sana'a-manuskripterne, ældgamle udgaver af Koranen opdaget i Sana'a, hovedstaden i Yemen.

Hans resultater er så kontroversielle, at de yemenitiske myndigheder har nægtet ham yderligere adgang til manuskripterne.

Han siger, at de kaster nyt lys over Koranens tidlige udvikling som en bog med en "teksthistorie", hvilket modsiger den fundamentale muslimske tro på, at den er Guds uforanderlige ord.

Ethvert spørgsmålstegn sat ved autenticiteten af den koraniske tekst som Guds ord kan forvente en fjendtlig reaktion. Fatwaen, eller dødsdommen, blev afsagt over Rushdie, fordi han i De sataniske vers antydede, at Koranen kunne indeholde vers fra andre kilder - hovedsagelig Satan.

Akademikere, der fremsætter radikale fortolkninger af Koranen, sætter deres liv på spil. I 1990 fremkaldte dr. Nasr Abu Zaid, tidligere lektor i Koranstudier ved Cairo Universitetet, et nationalt ramaskrig i Egypten over sin bog The Concept of the Text. Der kom dødstrusler fra muslimske ekstremister, almindelig offentlig chikane og i 1995 blev han dømt til at være apostat af Egyptens højesteret. Retten tvang ham til at skille sig fra sin kone, fordi ægteskab mellem en apostat og en muslim er forbudt i henhold til islamisk lov.

Zaids påstand var uden tvivl mindre radikal end Puins. Zaids bog hævdede, at "Koranen er en litterær tekst, og den eneste måde at forstå, forklare og analysere den på, er ved en litterær tilgang". Som muslim forblev Zaid i Egypten et stykke tid for at afvise apostasi-anklagerne, men flygtede til sidst med sin kone til Holland pga. stadig flere dødstrusler.

Puin mener ikke, at han vil modtage den samme reaktion, fordi han i modsætning til Zaid eller Rushdie har et ikke-muslimsk navn.

Hans påstand om, at Koranen har ændret sig siden dens formodede standardisering og at præ-islamiske tekster er krøbet ind, vil ikke desto mindre blive betragtet som yderst blasfemisk af muslimer. Han har endnu ikke skrevet en bog om sine radikale fund, men siger, at den er "et mål" for den nærmeste fremtid.

Dr. Tarif Khalidi, lektor i Islamiske Studier ved Cambridge Universitet, advarer om, at bogen kan skabe en kontrovers svarende til den omkring De sataniske vers. "Hvis dr. Puins synspunkter bliver taget op og udbasuneret i medierne, og kun få muslimer forholder sig rationelt til det, så kan Helvede bryde løs."

Khalidi frygter at muslimer ikke vil anerkende, at Puins arbejde med Sana'a-manuskripterne er blevet gjort med akademisk objektivitet, men vil se det som et bevidst "angreb på den koraniske teksts integritet".

Manuskripterne, der antages at være de ældste overlevende eksemplarer af koranen, blev opdaget i den ældgamle Store Moské i Sana'a i 1972, da bygningen blev renoveret efter kraftige regnskyl. De var skjult i loftet i et bundt gamle pergament- og papirdokumenter. De blev næsten smidt væk af bygningsarbejderne, men blev opdaget af Qadhi Isma'il al-Akwa, den daværende præsident for Yemens styrelse for oldtidslevn, der så deres betydning og søgte international bistand til at bevare og undersøge dem.

Al-Akwa formåede at interessere Puin, der i 1979 besøgte Yemen i forskningsøjemed. Puin på sin side overbeviste den tyske regering om at organisere og finansiere et restaureringsprojekt. Restaureringen afslørede, at nogle af pergamentsiderne kunne dateres til det 7. og 8. århundrede, islams afgørende to første århundreder, hvorfra meget få manuskripter har overlevet.

Hidtil har der været tre oldstids-eksemplarer af Koranen. En kopi i Tashkent-biblioteket i Usbekistan og en anden i Topkapi-museet i Istanbul, Tyrkiet, er fra det 8. århundrede. En kopi bevaret i British Museum i London, kendt som Ma'il-manuskriptet, stammer fra det sene 7. århundrede. Men Sana'a-manuskripterne er endnu ældre. Desuden er Sana'a-manuskripterne skrevet i en skrift, der stammer fra Hijaz – den region i Arabien, hvor profeten Muhammed levede - hvilket gør dem til ikke alene de ældste overlevende, men et af de tidligste eksemplarer af Koranen nogensinde.

Puin bemærkede mindre tekstmæssige variationer, ukonventionel ordning af kapitlerne (sura'erne), såvel som sjældne former for retskrivning. Dernæst bemærkede han, at arkene var palimpsester - manuskripter med spor efter tidligere versioner, der var blevet vasket væk eller slettet og derefter overskrevet.

Disse resultater fik dr. Puin til at hævde, at Koranen havde gennemgået en tekstmæssig udvikling. Med andre ord er den udgave af Koranen, vi har i dag, ikke den, der menes at være blevet åbenbaret for profeten.

Dette er noget, som muslimer vil finde krænkende. Den idé, at Koranen er Guds bogstavelige ord, uændret og permanent, er afgørende for islam. Den traditionelle muslimske opfattelse går ud på, at Gud åbenbarede Koranen for Muhammed i fragmenter mellem 610 og 632 e.Kr. De åbenbarede vers blev "nedskrevet på palmeblade og flade sten og i menneskers hjerter [dvs. lært udenad]", og forblev i denne tilstand i profetens levetid.

Omkring 29 år efter Muhammeds død, i den tredje muslimske kalif Uthmans regeringstid, blev der udarbejdet en standardkopi af Koranen i bogform, fordi den allerede var begyndt at cirkulere i forskellige læsninger og udgaver i det voksende islamiske imperium. Denne uthmanske reviderede tekst, blev, ifølge den muslimske opfattelse, udarbejdet med den allerstørste omhu på basis af tidligere eksemplarer af Koranen, der var lavet i overensstemmelse med profetens anvisninger.

Ortodokse muslimer insisterer på, at der ikke er sket ændringer i Koranen siden den uthmanske revision. Men denne opfattelse udfordres af Sana'a-manuskripterne, som dateres til kort tid efter den uthmanske tekst.

"Der er dialektmæssige og fonetiske variationer, der ikke giver mening i teksten", siger Puin. "Den arabiske skrift er meget ufuldstændig - endnu mere i de tidlige stadier af dens litteratur."

Som anden tidlig arabisk litteratur blev Sana'a-Koranen skrevet uden diakritiske tegn, vokalsymboler eller nogen vejledning til, hvordan den skulle læses, siger Puin. "Teksten blev skrevet så ufuldstændigt, at den kun kan læses rigtigt, hvis man har en stærk mundtlig tradition." Sana'a-teksten var, ligesom alle andre tidlige koraner, en støtte for dem, der allerede havde den gemt i hukommelsen, siger han. De, der ikke var bekendt med Koranen, ville læse den anderledes, fordi der ikke var diakritiske tegn og vokalsymboler.

Som årene gik, blev den korrekte læsning af Koranen mindre klar, siger han. Folk lavede ændringer, for at få mening ud af teksten. Puin giver som eksempel Hajjaj bin Yusuf, guvernør i Irak fra 694-714 e.Kr., der "var stolt af at have indsat mere end 1.000 alif'er [alif er det første bogstav i det arabiske alfabet] i den koraniske tekst".

Allen Jones, professor i Koranstudier ved Oxford Universitet, er enig:

"Hajjaj er også ansvarlig for at have indføjet de diakritiske tegn i Koranen. Hans forandringer markerer et afgørende øjeblik i Koranens historie."

Efter Hajjajs ændringer i årene omkring år 700, blev "den koraniske tekst ret stabil", siger han.

Puin accepterer dette til en vis grad, men siger, at visse ord og udtaleformer blev standardiseret i det 9. århundrede. Han siger, at den uthmanske tekst var det skelet, hvorpå "mange lag af fortolkning blev tilføjet" - med det resultat, at teksten ændrede sig.

Dette er blasfemi ifølge ortodokse muslimer og er ikke helt accepteret af andre akademikere.

Jones indrømmer, at der har været foretaget "ubetydelige" ændringer af den uthmanske tekst. Khalidi siger, at den traditionelle muslimske redegørelse for Koranens udvikling stadig er mere eller mindre sand. "Jeg har endnu ikke set noget, der radikalt har kunnet ændre min opfattelse," siger han.

Han mener, at Sana'a-Koranen bare kunne være et dårligt eksemplar, der blev brugt af mennesker, som den uthmanske tekst ikke var nået frem til. "Det er ikke utænkeligt, at det, efter offentliggørelsen, tog lang tid for den uthmanske tekst at sive ud til alle egne."

Puins anden radikale teori er, at præ-islamiske kilder er kommet ind i Koranen. Han hævder, at to stammer den nævner, As-Sahab-ar-Rass (Brøndens fæller eller "dem ved brønden", K. 25:38) og As-Sahab-al-Aiqa (Tornebuskenes fæller) ikke er en del af den arabiske tradition, og at folk på Muhammeds tid bestemt ikke havde kendskab til dem.

"Disse er meget uspecifikke navne, mens andre stammer nævnes specifikt," siger dr. Puin.

Hans forskning har vist, at ar-Rass levede i det pre-islamiske Libanon og at al-Aiqa levede i Aswan-regionen i Egypten omkring 150 e.Kr., ifølge Ptolemæus' Atlas [Geographia]. Han hævder, at præ-islamiske kilder trængte ind i Koranen, formodentlig da det voksende islamiske imperium kom i kontakt med disse regioner og kilder.

Khalidi siger, at det at finde ikke-islamiske betegnelser i Koranen ikke diskrediterer den muslimske tro på nogen måde, fordi det ikke truer Koranens integritet. "Koranen blev åbenbaret på et bestemt tidspunkt med denne tids ordforråd", siger han.

Puin stiller også spørgsmålstegn ved en anden hellig tro, som muslimer har om Koranen, nemlig, at den blev skrevet på det reneste arabiske. Han har fundet mange ord af fremmed herkomst i teksten, herunder ordet "koran" selv. Muslimske lærde forklarer, at "koran" betyder recitation, men Puin hævder, at det faktisk er afledt af et aramæisk ord, qariyun, som betegner et lektionarium indeholdende tekststykker til læsning under en gudstjeneste. Han siger, at Koranen indeholder de fleste af de bibelske fortællinger, men i en kortere form og er ”en opsummering af Bibelen til oplæsning under gudstjenesten.”

Ortodokse muslimer har altid fastholdt, at Koranen er et selvstændigt skrift og aldrig en forkortet udgave af Bibelen, selv om begge tekster indeholder den samme profetiske tradition.

Khalidi siger, at han er træt af vestlige islamforskeres konstante forsøg på at analysere Koranen på samme måde, som Bibelen er blevet det. Men Puin ser behovet for en "videnskabelig tekst" af Koranen, og det er, han har i sinde at opnå. Han siger, at muslimer tror, at "Koranen blev gennemarbejdet for tusind år siden" og "ikke længere er et tema".

Ikke alle muslimske reaktioner på ham har været fjendtlige. Salim Abdullah, direktør for Det Tyske Islamiske Arkiv, der er tilknyttet den magtfulde pan-islamiske Muslimske Verdensliga, har givet ham et positivt svar.

"Han spurgte mig, om jeg ville tillade ham at offentliggøre en af mine artikler om Sana'a-manuskripterne", sagde Puin. Advaret om den mulige kontrovers, den kunne vække, svarede han: "Jeg længes efter den form for diskussion af dette emne."

---

Oversættelse: Bombadillo