Hvis vi betragter de islamiske tekster, deres indhold og den hengivenhed, som så mange muslimer - også i USA – har overfor dem; hvis vi betragter de tragiske resultater af denne lære i forhold til den nuværende sikkerhedssituation i verden, er det så ikke en pligt for enhver af os at se på islam, ikke løst og overfladisk, men med den dybeste alvor?

Der var en episode under det igangværende præsidentvalg, der i høj grad foruroligede mig. Det var interviewet med tidligere udenrigsminister, Colin Powell på "Meet the Press." For mig var dette interview et afgørende øjeblik. Han gav udtryk for sin utilfredshed med nogle af sine kollegers beskyldninger om, at Obama kunne være muslim, og sagde: "Og hvad så hvis han er? Er der noget galt i at være muslim?"

Mr. Powells irettesættelse af andre, der vover at sætte spørgsmålstegn ved muslimer eller islam og dens konsekvenser, især af folk som mig, der har været gennem utrolige lidelser, netop fordi der er "noget galt i at være muslim”, er nedslående. Hvis Powell ikke forstår, hvilke alvorlige konsekvenser det kan have at være muslim, hvem skal så forstå? Den mand, der engang havde posten som USA's udenrigsminister, hævder kategorisk, at der ikke er noget galt i at være muslim, selv om det land, han var leder for, har lidt umådeligt under muslimsk terrorisme og har betalt en høj pris på grund af den.

Jeg kan godt forstå, at Powell, der er vokset op med det amerikanske moralkodeks, nægter at dømme folk på basis af deres religiøse tilhørsforhold. Dette er hans ret. Men han har ikke ret til nonchalant at lade hånt om folks frygt for muslimer, især ikke hos de af os, der har levet i muslimske lande. Vi har sat livet på spil for at slippe væk fra dem, og nu risikerer vi vores liv igen ved at tale imod den skade, de forvolder, som er afledt af islamisk teologi og kultur.

For at forstå mit perspektiv, må man være en kvinde, der lever i Syrien, mit fædreland, eller i et af de andre arabiske muslimske lande.

Siden min immigration til USA for mere end fem præsidentvalg siden, har jeg altid betragtet amerikansk politik som en luksus, der ikke vedrørte mig. At leve i USA var nok til at tilfredsstille mig følelsesmæssigt, fysisk og intellektuelt. Alt ud over det, var mere end jeg forlangte.

Jeg kom til at betragte USA's magt som meget større end den præsident, der tilfældigvis var ved magten - demokratisk eller republikansk. Derfor antog jeg, at enhver person, der opnåede rang af præsidentkandidat, uanset partitilhørsforhold, var i stand til sikkert at lede denne store nation. På grund af dette, gjorde jeg mig aldrig den ulejlighed at undersøge, hvilken kandidat der mest fortjente at vinde; for mig var det som at slå plat og krone.

Men begivenhederne den 11. september 2001 fjernede min tillid. Jeg begyndte at spekulere på, hvor godt amerikanerne egentlig forstår politisk islam - den bagvedliggende årsag til dette og andre grufulde angreb - og hvor villige vi er til at undersøge dens ideologi eller forstå dens mål. Begivenhederne omkring det seneste valg har øget mine tvivl og mine bekymringer for dette land, som jeg elsker af hele mit hjerte.

Så hvad er problemet? Under og efter det seneste valg, var min frygt for Amerika, at Obamas sejr kunne puste liv i en yderligere vækst af islamismen, herunder islamisk terrorisme.

Hvorfor?

Der er en verden til forskel mellem islamisters og vesterlændinges psykologi. Islamister tror i absolut forstand på deres guddommelige mission med at få verden underkastet islam. De er optaget af en konstant søgen efter guddommelig mening og inspiration - også i hverdagsagtige spørgsmål.

Først var der senator Obamas muslimske baggrund. Det er almindeligt kendt, at Mr. Obama blev født med en muslimsk far, tilbragte en del af sin opvækst i Indonesien - et muslimsk land - og gik i muslimsk skole dér. Næsten hver eneste dag blev min indbakke oversvømmet med e-mail-rygter om Obama, som afspejlede mange amerikanske borgeres bekymring angående den demokratiske kandidats muslimske baggrund.

Men Mr. Obama forsikrede os om, at han er kristen, og det var nok til at fjerne den tvivl, jeg måtte have haft angående hans eventuelle muslimske identitet. Jeg slap min bekymring for USA, hvis Obama skulle vinde. Indtil videre, genvandt jeg min tillid til ham.

Men salafister fortolker selv daglige begivenheder på en måde, der ikke nødvendigvis synes at have betydning for vesterlændinge. I den forbindelse går nogle islamister så vidt som at se Obamas islamiske baggrund som en himmel-sendt bekræftelse på det første skridt i virkeliggørelsen af drømmen om at underkaste Vesten under islam. Den blotte omstændighed, at den amerikanske præsident bærer et muslimsk navn som Hussein, er nok til at forsikre dem om, at islam er på march ind i Amerika og allerede har infiltreret det Hvide Hus.

Engang browsede jeg gennem en hjemmeside på arabisk og faldt over den nyhed, at den amerikanske skuespillerinde Halle Berry havde født en datter, som hun kaldte Nahla - et arabisk navn, der betyder "bi". Dernæst læste jeg læserkommentarer til denne nyhed. Et betydeligt antal af dem var jublende, da de anså dette forlydende som et guddommeligt tegn på, at islam var begyndt at rykke ind i Amerika; alt sammen fordi ordet nahla er nævnt i Koranen.

Med hensyn til Mr. Powell; forstår han, at islam ikke bare er en religion, men en politisk doktrin, der søger at påtvinge sig ikke-muslimer, selv med magt? Hvis han gør, hvorfor skal folk ikke være tvivlrådige?

Hvad jeg fremfører her, er ikke en islamofobisk fordom. Muslimer, som mennesker fra alle andre nationale grupper, kan være enten gode eller dårlige, og de bedste iblandt dem handler ikke i overensstemmelse med islams politiske ideologi, enten fordi de ikke kender til den eller fordi de bevidst har bevæget sig ud over den. Men hvordan skal vi kunne skille de gode fra de dårlige, når en højtstående politisk embedsmand som Mr. Powell underminerer undersøgelsen af alle betænkeligheder angående dette spørgsmål?

Mr. Powell ved sikkert, at Muhammed, islams profet, holdes højt i ære blandt muslimer. Er Mr. Powell klar over, at det påhviler enhver troende muslimsk mand at efterligne Muhammeds måde at være på? Hvis ja, har Mr. Powell studeret Muhammeds liv, som det er skildret i de originale arabiske kilder, og som jeg lærte det i min skoletid?

En særlig del af profetens historie lærte jeg om i tredje klasse i grundskolen. Vi læste med stolthed om, hvordan Muhammed på en enkelt nat halshuggede otte hundrede jøder fra banu Qurayza-stammen, dernæst tog deres koner og børn som gidsler og tilbragte natten sammen med en jødisk kvinde, Safia, hvis mand, far, og bror, han lige havde dræbt. Denne nederdrægtige fortælling er kun en dråbe i havet af talrige arabiske fortællinger om Muhammeds forkastelige opførsel.

Desuden skal en sand muslim, ifølge islams højt beundrede jurister, tro på islam som både religion og politisk enhed. En engageret salafi-muslim anerkender ikke den amerikanske forfatning. Hans villighed til at leve i overensstemmelse med denne forfatning er, hvad ham selv angår, ikke andet end et uundgåeligt skridt på vejen mod at få denne forfatning udskiftet med islamisk sharia-lov.

Koranen siger: "I, der tror! Tag jer ikke jøder eller kristne til venner! De er venner indbyrdes. Den af jer, der slutter venskab med dem, bliver én af dem. Gud retleder ikke de folk, der handler uret." (5:51) Er det legitimt for kristne og jøder at være bekymrede over dette princip?

Amerikanske politikere er nødt til at afsætte midler til at fortolke de arabiske tekster, ord for ord, uden forvrængning eller forfalskning. Blandt andre tankevækkende grundsætninger de vil finde, er begrebet ”taqiyya” (bogstaveligt: "forsigtighed, omtanke, forstillelse"). Det giver en muslim mulighed for at skjule sin sande, højt værdsatte tro, når han føler, at ikke-muslimer omkring ham har overtaget, og på samme tid i hemmelighed arbejde for at nå sit "ædle" mål, således at han kan angribe dem, når tiden er moden.

Har Mr. Powell nogensinde tænkt på, at hvad han har hørt fra de utallige muslimer, han har mødt gennem sin karriere, ikke nødvendigvis var, hvad de egentlig stod for?

Jeg har altid anset Mr. Powell for at være en af giganterne i amerikansk politik. For mig var han lige så majestætisk som den amerikanske ørn. Men i det øjeblik, desværre, så jeg ørnen styrte ned fra sine højder og falde omkuld foran mig som et lille spurv; og med den faldt mange af mine overbevisninger.

Efter begivenhederne den 11. september, så jeg en pressekonference med en amerikansk general, hvis navn jeg ikke længere kan huske. Under konferencen meddelte han, at han havde læst Koranen to gange. En af journalisterne spurgte ham: "Hvilken konklusion nåede du frem til, efter at du havde læst den?" Han bøjede hovedet for et øjeblik, før han svarede: "Vi bliver nødt til at forsvare os selv."

Det er klart for mig og mange andre, der har levet i islamiske lande, at denne militærmand - en generel - forstod vores faretruende situation bedre end Mr. Powell - en politiker - der havde en høj position i regeringen. Hvis Mr. Powell havde studeret islam grundigt, som generalen havde, ville han også være kommet til den konklusion, at hans spørgsmål, "Hvad er der galt i at være muslim?" faktisk var uberettiget.

---

Oversættelse: Bombadillo