På trods af at vi lever i de første år af det tredje årtusinde, må enhver ærlig diskussion og vurdering af de tidlige middelalderlige korstog fortsat kæmpe med en række formidable vanskeligheder. De fleste af disse har lidt eller intet at gøre med virkeligheden af den komplekse menneskelige virksomhed, som korstogene var. De er levn fra den anti-katolske polemik i det sekstende århundrede og fremefter, der er indlejret ukritisk i folks erindringer eller ligger på bibliotekets hylder som landminer, begravet af en invaderende hær.

At de forbliver uerkendte og ubestridte selv nu, kaster et uheldigt lys over de moderne, stort set sekulariserede, vestlige samfund, hvis overlevelse fortsætter med at være truet af deres afvisning af at se virkeligheden i øjnene.

Alle middelalderlige korsfarere var katolikker - gode, dårlige og i mellem.

Det er ikke let for nogen, som i sin opvækst har været ernæret af den historiske kost, der er serveret for generationer i overvejende protestantiske lande, at forestille sig en tid, hvor alle kristne var katolikker.

Det første korstog, kaldet af pave Urban II i 1095 e.Kr., fandt sted kun nogle få år efter det tvivlsomt motiverede skisma, der skilte [østlige] katolikker med byzantinsk ritus, centreret i Konstantinopel, fra [vestlige] katolikker med latinsk ritus, centreret i gamle Rom.

Var dette skisma ikke sket, og havde det skæbnesvangre sekstende århundrede fulgt en anden kurs, kunne historiens dom meget vel have været mere fair og mindre behæftet med fordomme og uvidenhed.

I beklagelsen over partiskhed hos den del af historikerne og andre, der beskæftiger sig med korstogene, vil vi dog på ingen måde undskylde grusomheden, griskheden og de udskejelser, der alt for ofte forringede korsfarernes idealisme og skadede deres sags utvivlsomme adel.

Trods påstande om det modsatte, er der ingen årtusind-lang, dybtfølt forargelse hos muslimerne over korstogene. [1] Den nuværende anti-korstogs-agitation har mere at gøre med post-oplysningstidens fordomme og selvhad hos visse vesterlændinge, end med nogen ulmende vrede hos de middelalderlige muslimer.

Selve ordene "korstog" og "korsfarer" kan ikke findes i muslimske skrifter, der er samtidige med de begivenheder, vi er ved at diskutere. Der er ingen tilsvarende ord på arabisk eller andre sprog, der tales af muslimer, og de synes at været blevet opfundet af kristne, som skrev på arabisk på et senere tidspunkt. [2]

At-Tabari [døde 923 e.Kr.], den mest betydningsfulde muslimske historiker, og Ibn al-Qutiyya, en af de største historikere af det muslimske Spanien, nævner ikke engang Slaget ved Tours og Poitiers i 732 e.Kr., som ifølge Edward Gibbon [3] var det afgørende vendepunkt i de islamiske hæres tidlige kamp mod den vestlige kristenhed.

I Mosul styrker den islamiske historiker Ibn al-Athir indtrykket af, at korsfarernes indtrængen i første omgang blev mødt med ligegyldighed af de islamiske herskere. I 1187 kommenterer han kort og godt: "Da året 490 AH [dvs. 1096-1097 e.Kr.] kom, invaderede [frankerne] landet Syrien." [4]

Efterhånden nåede de fleste herskere over byer, der forblev på muslimske hænder, frem til en - ofte, skal det siges, af praktiske grunde - hjertelig forståelse [entente cordiale] med korsfarerne. De indgik endda alliancer med dem mod deres medmuslimer, og var engageret i handel og diplomati med dem. Handelen og diplomatiet mellem muslimer og "frankere" fortsatte efter den 2. oktober 1187, da Jerusalem faldt til Saladins styrker, og fortsætter til i dag.

Antagelser baseret på fordomme

Det hævdes - antages vil være mere korrekt - at korstogene var en intrigant paves initiativ; at de havde til formål at erhverve land til bosættelse - var en slags korstogs-imperialisme; at de muslimske befolkninger kun søgte fred og gode relationer med kristendommen og kristne; at korstogene var et storstilet plyndringstogt; at de var en uprovokeret krig mod islam. Ingen af disse påstande holder over for en grundig undersøgelse.

Ved roden af mange af disse antagelser ligger reformatorernes afvisning af pilgrimsfærd som "overtroisk" og "til ingen gavn for troen", og en manglende evne hos mange moderne mennesker til at forstå, hvordan man i middelalderen virkelig bekymrede sig om "hellige steder". Desuden er der en kynisk tendens til at se korsfarerne som opportunistiske og hjerteløse lykkeriddere og plattenslagere, hvis eneste hensigt var at profitere af krig.

Edward Gibbon - hvem Hilaire Belloc med rette beskrev som "uvidende om det religiøse gemyt, han forsøgte at bedømme" [5] - kaldte korstogene for Verdens Debat. Han skulle hellere have kaldt dem Verdens Bane, for blind fordom mod de mangesidede menneskelige bestræbelser, vi kalder korstogene, truer med at nedbryde Vestens i forvejen skrøbelige sociale immunforsvar, og gøre den sårbar over for angreb fra personer med interesse i at underminere dens institutioner.

En angrebskrig mod islam?

Jeg har allerede tidligere set på påstanden, fra blandt andre professor John Esposito fra Georgetown University, om, at korstogene var uprovokerede, og at de ødelagde 500 års fred og tolerance mellem muslimer og kristne. [6]

Her vil jeg gerne udfordre den antagelse, at korstogene var en angrebskrig mod islam. Det var de ikke. De var en krig om overlevelse, hvis primære mål var befrielsen af de kristne hellige steder - især den hellige Grav og Fødselskirken i Betlehem - og sikringen af en betryggende passage for pilgrimme til Jerusalem.

I løbet af de foregående 463 år siden Muhammeds død, havde islamiske krigere løbet Syrien, Nordafrika, Sicilien, Sardinien og en stor del af Spanien over ende. De hærgede Middelhavskysten i Frankrig og Italien. De hjemsøgte Adriaterhavet. De havde held til at sønderdele det gamle østromerske rige, erobre Persien og skubbe deres hære og sprede deres religion så langt som til Indien og de centrale asiatiske stepper.

Mongolerne/tyrkerne

Netop da det så ud til, at islam havde opbrugt sine kræfter, da maurerne i Spanien var på tilbagetog, da georgiske kristne dominerede Transkaukasien fra Det Kaspiske Hav til Sortehavet, da Sardinien og Sicilien var blevet generobret fra muslimerne; og da tilmed de hedenske danske pirater - vikingerne - de mest frygtede af alle kristenhedens fjender, var blevet katolske, og også hunnerne mod øst på Dacia-sletten, hvis rige skulle komme til at hedde Ungarn, var blevet det samme - netop da viste der sig en ny fjende: De mongolske horder, kendt som tyrkerne.

Disse fætre af hunnerne var blevet hyret som livvagter af de abbasidiske kaliffer i Bagdad. Islam tøjlede deres militaristiske og barbariske skikke, og de endte med at tilrane sig den arabiske religiøse og politiske magt og udgøre en ny og potentielt ødelæggende trussel mod kristenhedens overlevelse [og den arabiske dominans af islam] ikke kun i Østen, men også i Vesten.

Korsfarerne

Fire afgørende kristne feudale adelsmænd reagerede på opfordringen fra pave Urban 2 til at befri de hellige steder ved koncilet i Clermont i Frankrig i slutningen af 1095: Godfred af Bouillon, hertug af Nedre Lothringen; Raymond 4, greve af Toulouse og markis af Provence; hertug Robert af Normandiet, søn af Vilhelm Erobreren; og Behemond, bror til kongen af Sicilien med Tancred, Behemonds nevø.

Der gik over et år fra indkaldelsen af korstoget, før disse fire - med deres beredne riddere, fodfolk og talrige ledsagere - slog lejr uden for Konstantinopel. De ankom i smågrupper fra midten af december 1096.

De påbegynde ikke deres march mod de hellige steder, før sent på foråret 1097, fordi den byzantinske kejser, Alexius Comnenus brugte måneder på at presse de vestlige adelsmænd til at sværge troskab til ham, før han ville færge deres 300.000 våbenføre mænd over til den asiatiske side. Han havde sin egen dagsorden [at generobre Antiokia] og gjorde hvad han kunne, for at aflede dem fra deres oprindelige formål.

Der er ingen beviser til støtte for det synspunkt, at formålet med korstogene var at give vestlige kristne mulighed for at erobre og bosætte sig i kystområderne, op og ned langs det østlige Middelhav. Tværtimod tyder alt på, at paven og de feudale adelsmænd forventede, at korsfarerhærene i Konstantinopel ville blive sluttet sammen med en større styrke, kommanderet af den byzantinske kejser selv, og at deres forenede styrker skulle befri de hellige steder og genetablere byzantinsk suverænitet over territorier, der tidligere var taget fra Konstantinopel af araberne og tyrkerne. Men de ville ikke give indrømmelser til byzantinsk arrogance og falskhed. Først da det blev klart, at kejseren ikke var interesseret i at deltage, eller endda hjælpe dem, i befrielsen af Jerusalem - han ønskede Antiokia tilbage - besluttede de at fortsætte alene, med alle de risici, det indebar.

Korstogene var ikke en krig mod islam

Det er ikke vores formål her at følge korsfarernes saga i detaljer. Efterfølgende artikler vil undersøge en række andre omstridte spørgsmål i forbindelse med korstogene, herunder plyndringen af Jerusalem og plyndringen af Konstantinopel. Vores mål her er at vise, hvorfor det er misvisende at kalde korstogene en angrebskrig mod islam.

1. Havde korsfarerne forsøgt at ødelægge islam, er der stærk sandsynlighed for, at det ville være lykkedes for dem. Korstogene mislykkedes, trods den imponerende indledende succes i perioden 1096-1099, netop fordi korsfarerne ikke primært var interesseret i at bekæmpe islam.

Korsfarerne kæmpede [når det var nødvendigt] for at åbne en sikker pilgrimsrute og for at generobre de hellige steder, der var revet væk i de første berusende dage af islamisk jihadisme efter Muhammeds død i 632.

Jeg siger "når det var nødvendigt", fordi byer, der var kontrolleret af muslimer - hvoraf de fleste havde befolkninger med kristent flertal - ikke blev angrebet eller besat, når de ikke gjorde modstand.

Den tyrkiske emir af Aleppo gjorde intet forsøg på at stoppe korstogshærene, når de passerede Aleppo, så derfor fortsatte de videre til Orontes og Antiokia - det foretrukne mål for den byzantinske kejser Alexius. Dette var en fejl.

2. Havde korsfarerne virkelig søgt at ødelægge islam, ville de have besat Aleppo og afskåret Antiokia fra Damaskus og dermed fra handelsruter og militære forbindelsesveje til Arabien og Egypten. Alt mellem ørkenen og Middelhavet ville være blevet lukket for de muslimske styrker. Det gjorde de ikke.

Set i bakspejlet er det klart, at den, der kontrollerede Aleppo, holdt porten mellem ørkenen, Konstantinopel og Vesten og Palæstinas kyst. Som sagerne stod, forblev Aleppo under muslimsk kontrol ligesom også Hama, Homs og Damaskus var muslimske enklaver. Det betød, at muslimske hære - uanset om det var tyrkere fra nord, arabere fra øst eller nordafrikanere fra syd - var i stand til at chikanere de isolerede korsfarer-bosættelser ved kysten efter forgodtbefindende.

3. Havde korsfarerne søgt at ødelægge islam, ville de have besat og etableret garnisoner over hele Kilikien - ikke bare Antiokia - og afskåret tyrkerne fra de vigtigste ruter over land til Ægypten og Arabien. Det gjorde de ikke.

4. Havde korsfarerne søgt at ødelægge islam, ville de have indtaget Damaskus og kontrolleret hele Syrien, vejen til Jerusalem og alle de ruter over land, der forbandt Arabien med Egypten og Vesten. Det gjorde de ikke.

5. Havde korsfarerne søgt at ødelægge islam, ville de ikke have oprettet individuelle len langs vejen. Forsvaret af dem drænede de tiltrængte militære ressourcer og overlod befrielsen af Jerusalem til omkring 4% af den oprindelige styrke på 300.000 mand - anslået 12.000 bevæbnede mænd, hvoraf kun 1.200 var beredne riddere.

6. Havde korsfarerne søgt at ødelægge islam, ville flertallet ikke have trukket sig tilbage, efter at Jerusalem faldt til dem den 15. juli 1099, for at tage hjem til deres godser i Frankrig, Italien og Sicilien. Et år efter befrielsen af Jerusalem, var der kun 300 vestlige riddere og det samme antal af fodfolk tilbage i de dele af det sydlige Palæstina, der var kontrolleret af korsfarerne. Resten, bortset fra de få, der opholdt sig i korsfarer-garnisoner i Syrien eller det nordlige Irak, var taget hjem. [7]

7. Havde korsfarerne søgt at ødelægge islam, ville de have sikret, at de riddere, der blev tilbage - i Jerusalem, Akko, Tripoli, Antiokia, Edessa, Karak [syrisk for 'fæstning'] i Moab sydøst for Det Døde Hav og de mange andre korsfarer-citadeller, der strakte sig så vidt som Aqaba ved Det Røde Hav - blev tilstrækkelig forstærket og forsynet med våben og friske heste. Det gjorde de ikke.

8. Havde korsfarerne søgt at ødelægge islam, efter at Jerusalem faldt til dem i 1099, ville de have indtaget en mindre defensiv og sikkerhedsbevidst holdning. De ville have erobret de omkringliggende lande og byer, domineret af muslimske herskere, i stedet for at indgå traktater med dem, som de gjorde - f.eks. med fatimide-kaliffer og senere mamluk-sultaner i Egypten; emiren af Hazart [kendt som Azar i dag, mellem Antiokia og Edessa] og selv med emirerne i Damaskus.

I 1104 og 1151 allierede emirerne i Basra sig med korsfarerne mod Damaskus. I 1147 bad den muslimske kommandant i Hauran [den vigtigste øst-vest-gående vej, der forbinder Jordan og Genesaret Sø med Middelhavet] korsfarerne om hjælp mod Damaskus.

Efter Hilaire Bellocs skøn, som jeg er enig i, ville korsfarerne, hvis de permanent havde besat Damaskus og Syrien fra Middelhavet til ørkenen i hele områdets længde, kunne have skåret islam over i to. [8]

Fordi de kun holdt den yderste vestlige kystlinie - Gaza, Askalon, Jaffa, Jerusalem, Akko, Haifa, Beirut, Tripoli - blev de nordlige, østlige og sydlige sider overladt til muslimerne, der var i stand til at manøvrere frit og relativt uforstyrret af de kristne styrker. Dvs, lige bortset fra den transjordanske hovedvej, der førte til Arabien og delte sig ved Maan, omkring 220 km syd for nutidens Amman i Jordan, hvor en gren førte til Aqaba og derefter til Sinai og Egypten. Denne blev kontrolleret af korsfarerne, men defensivt.

9. Havde korsfarerne søgt at ødelægge islam, ville de have standset al muslimsk passage ad denne ørkenvej til Det Røde Hav eller Hijjaz [Arabien]. I stedet - selvom otte af deres borge og fæstninger beherskede ruten fra as-Salt til Aqaba – leverede de faktisk militær ekskorte [mod betaling] til muslimske karavaner, der rejste til og fra Mekka og opkrævede vejafgifter og toldgebyrer af de varer og personer, de transporterede. [9]

10. Havde korsfarerne søgt at ødelægge islam, ville det næsten helt sikkert være lykkedes - baseret på tidligere succeser med stærkt pansrede riddere i sadlen på robuste og godt pansrede heste [forudsat at hestene ikke blev skudt ned af bueskytter - og den jern-klædte ridder overladt hjælpeløs på jorden] mod talmæssigt langt overlegne, let pansrede muslimske krigere på hurtige og bevægelige ponyer.

Men det skete ikke. Korsfarerne, der var fokuseret på hovedmålet, at befri Jerusalem og de andre hellige steder, blev efterladt med utilstrækkeligt mandskab til at forsvare og opretholde, hvad der i realiteten var kristne øer i et muslimsk hav.

Det er ironisk, set i lyset af den efterfølgende historie, at korsfarerne af deres fjender - muslimer og endda nogle kristne - skulle blive beskyldt for at have sat sig for, hurtigt at ødelægge islam. Var de taget af sted i den hensigt, og havde de fået den lovede støtte fra byzantinerne - hvilken til stor skade blev nægtet dem med en eller to bemærkelsesværdige undtagelser - tyder alt på, at det sandsynligvis ville være lykkedes.

Var de taget af sted i den hensigt, og var det lykkedes, have de ikke måttet lide massakren på Hattins Horn fredag den 3. april 1187; alle de kristne citadeller ville ikke derved have mistet deres garnisoner og ville ikke efterfølgende have været nærmest forsvarsløse over for de muslimske styrker; fragmentet af vor Frelsers sande kors ville ikke forsmædeligt være blevet slæbt bag en hest i Damaskus, af Saladin kurderen; og Jerusalem ville ikke være faldet for anden gang til islam i oktober 1187; og Pave Urban 3 ikke ville være død [10] - som nogle kronikører fortæller os, han gjorde - af sorg over nyheden.

Hvis de virkelig var taget af sted med denne hensigt og var det lykkedes, så ville verdenshistorien, og især Europas, det byzantinske riges, Mellemøstens og Den Arabiske Halvøs historie - i kølvandet på befrielsen af Jerusalem den 15. juli 1099 - have været radikalt anderledes.

Sådan skulle det ikke gå. Den melankolske historie, der udfoldede sig efter Saladins massakre på korsfarerne på Hattins Horn, satte scenen for den nutidige konfrontation mellem en nu olierig og nylig militaristisk islam og et sekulariseret Vesten.

Sidstnævnte fumler rundt i forsøget på at håndtere et arkaisk, stammepræget politisk system, som af sin religion forbydes at integrere sig i ikke-islamiske samfund og er forpligtet til at opnå verdensherredømme, om nødvendigt fra spidsen af et sværd.

I stedet for at lede efter korruption og uværdige motiver som forklaring på opfordringen til korstog, og i stedet for at gribe til nogle af korsfarernes flossede karakter og deres strategiske fejltagelser som forklaring på Jerusalems fald til Saladin i oktober 1187, skulle verden hellere være forbløffet over, at Jerusalem forblev fri af muslimsk herredømme, så længe den gjorde.

At et så svagt og mikroskopisk latinsk Kongerige, med et ubetydeligt forsvar og relativt få forsvarere, kunne overleve og endda blomstre i 88 år, omgivet på alle sider af rasende fjender i et ugæstfrit og ukendt klima, er virkelig en grund til undren. Den moderne jødiske stat Israel, som optager meget af det samme område og deler mange af de samme dilemmaer, som korsfarerne stod med, har eksisteret i kun 60 år.

Som jeg skriver, er der værdifulde lektier at lære af den måde, hvorpå de middelalderlige korstog udfoldede sig; fra deres bemærkelsesværdige succeser til deres tragiske fiaskoer. Hvad der er behov for, er et åbent sind, der kan se gennem de spejle og den røg og damp, der fordrejer så megen historieskrivning, for at få øje på, hvad der virkelig skete og hvad der kunne eller skulle have været gjort anderledes.

Slutnoter

[1] "... den muslimske verden kunne aldrig glemme eller tilgive korsfarernes adfærd." Fra et online kursus af E. L. Skip Knox, fra Boise State University, med henvisning til plyndringen af Jerusalem.
[2] Se Bernard Lewis, The Muslim Discovery of Europe, W.W. Norton & Company, New York, 1982, p. 22.
[3] Decline and Fall of the Roman Empire
[4] Se Al-Kamil fi ‘l Ta’rikh, citeret af Bernard Lewis op. cit., p. 23.
[5] Se Hilaire Belloc, The Crusade, Cassel and Company Ltd, London etc, 1937, p. 3. Bellocs meget undervurderede, ærlige analyse af korstogenes betydning og årsagerne til deres endelige fiasko, demonstrerer et greb om den tids fremherskende sociale, politiske og religiøse faktorer, som alt for ofte mangler i meget af det, der siden er skrevet om emnet. I dette, som i meget andet han skrev, har Bellocs vurderinger klangen af sandhed over sig. Denne bog burde være obligatorisk læsning for enhver, der er interesseret i at se tingene bag fordommene og det ydre skin.
[6] "The Crusade in Context", Annals 2007/6, pp. 3-8. Dansk oversættelse: Korstogene i kontekst
[7] "De fleste korsfarere tog hjem, så hurtigt de kunne." Jonathan Riley-Smith, The First Crusaders, 1095-1131, Cambridge University Press, 1997, p. 19.
[8] ibid. passim.
[9] Se Joshua Prawer, Crusader Institutions, Clarendon Press, Oxford, 1980, p. 477.
[10] Men se Horace K. Mann, The Lives of the Popes in the Middle Ages, London, Kegan Paul, 1914, vol. x, 1159-1198, p. 297.

---

PAUL Stenhouse, MSC ph.d. har for nylig afsluttet en oversættelse - den første nogensinde - fra arabisk til engelsk af værket fra det 16. århundrede: Futuh al-Habasha, "The Conquest of Abyssinia", skrevet af Shihab al-Din Ahmad bin Abd al-Qader bin Salem bin Uthman, også kendt som Arab Faqih. Noter til oversættelsen er leveret af professor Richard Pankhurst i Addis Ababa. Denne tekst er en nøgle til forståelsen af de aktuelle begivenheder på Afrikas Horn. Den giver en øjenvidneberetning af jihad-kampagner, ført af muslimer mod etiopiske kristne i den tidlige del af det sekstende århundrede. Den er tilgængelig via Amazon.

---

Oversættelse: Bombadillo