Resumé

Denne artikel undersøger fænomenet "antisemitisme i den muslimske verden", ved at belyse en enkelt del af den islamiske tradition, nemlig den ældste bevarede biografi over profeten Muhammed, Sirat Rasul Allah, eller Allahs Profets Liv af Ibn Ishaq (d. 767 e.Kr.)

Introduktion

En række forskere har undersøgt intensiveringen og spredningen af antisemitisme i store dele af den muslimske verden, som den er forløbet gennem de sidste 80 år eller deromkring, og nogle af dem - heriblandt Andrew Bostom, [1] Robert Wistrich, [2] Matthias Küntzel, [3] Klaus Gensicke, [4] Meir Litvak, [5] Bernard Lewis, [6] Yehoshafat Harkabi, [7] David Patterson, [8] Bat Ye’or, [9] Mark Durie, [10] Itamar Marcus, [11] Neil J. Kressel, [12] og Jeffrey Herf [13] - har sporet dens rødder længere tilbage i islamisk historie. Oven i dette har medieanalytikerne fra Middle East Media Research Institute og Palestinian Media Watch samlet en enorm og voksende mængde antisemitisk materiale fra muslimske kilder. [14] Desuden viser nylige meningsmålinger fra Pew Research Center meget høje niveauer af anti-jødisk fordomsfuldhed over hele den muslimske verden. [15] Muslimske antisemitter har hæmningsløst lånt fra vestlige antisemitiske værker som f.eks. Zions Vises Protokoller, [16] men, som de førnævnte forskere viser, har de også gennemsøgt den islamiske tradition for at finde materiale, der kunne bruges i udformningen af deres antisemitiske propaganda. En fuld forståelse af islamisk antisemitisme kræver således ikke kun en undersøgelse af de aktuelle begivenheder, men også en forståelse af den islamiske tradition og dens behandling af jøder.

Denne artikel vil undersøge en enkelt vigtig del af den islamiske tradition i denne henseende, nemlig den ældste bevarede biografi eller sira over Muhammed, Sirat Rasul Allah eller Allahs Profets Liv, skrevet af Muhammad Ibn Ishaq Ibn Yasar, almindeligt kendt som Ibn Ishaq, der døde i Bagdad omkring år 767 e.Kr. (eller 151 AH). Ibn Ishaqs sira er overleveret til os i en forkortet og kommenteret udgave, begået af en senere lærd, Ibn Hisham (d. c. 833 e.Kr.). Det er dog muligt at omgøre nogle af Ibn Hishams forkortelser, da andre historikere - som al-Tabari - citerer store dele af den oprindelige uforkortede udgave i deres skrifter. [17] Ibn Ishaqs biografi danner grundlag for stort set alle senere biografier over Muhammed i den islamiske tradition. [18] Den er, med F. E. Peters' ord, "den klassiske og kanoniske Muhammed-biografi." [19] Blandt forskere i tidlig islam er der meget delte meninger om, hvorvidt Ibn Ishaqs sira er pålidelig. [20] Jeg vil helt undlade at tage stilling til dette spørgsmål og fokusere udelukkende på indholdet af bogen, da dens indvirkning på islamisk tradition er ubestridelig, også selvom dens historiske nøjagtighed måske ikke er. [21]

Jeg vil bruge Alfred Guillaumes engelske oversættelse af Ibn Ishaq, udgivet af Oxford University Press, [22] og citere passager i nogenlunde samme orden som i Ibn Ishaqs fortælling. (I det følgende henviser sidetal i parenteser til Guillaumes oversættelse; alle andre henvisninger gives i fodnoter.) Mit vigtigste anliggende vil være den ideologiske konflikt mellem Muhammed og jøderne, og kun sekundært de militære og politiske aspekter af denne konflikt. Min tese er, at roden til konflikten mellem Muhammed og jøderne, som skildret af Ibn Ishaq, var Muhammeds insisteren på - og jødernes benægtelse af - at de jødiske skrifter utvetydigt identificerer Muhammed som den sidste profet, som jøderne har ventet på i århundreder. Denne teologiske konflikt ligger til grund for de politiske og militære dimensioner af konflikten, og fik Muhammed til at udløse en intens anti-jødisk propaganda-kampagne, som producerede anti-jødiske stereotyper, der stadig lever i dag i den muslimske verden. [23] Denne artikel vil bringe dokumentation til støtte for Neil J. Kressels påstand om, at "langt fra at være et biprodukt af den arabisk-israelske konflikt, har jøde-hadet rødder i islams lange historie og komplekse teologi." [24]

Muhammeds liv op til hijra'en (570-622)

Tidligt i siraen sætter Ibn Ishaq scenen for Muhammeds forhold til jøderne med sin beretning om en rejse til Syrien, hvor den meget unge Muhammed ledsager sin onkel, Abu Talib. "Da karavanen nåede Busra i Syrien, var der en munk dér ved navn Bahira i sin celle" (s. 79). Efter at have konsulteret visse unavngivne kristne bøger og fundet seglet for profetskab på Muhammeds ryg, erklærer Bahira Muhammed som profet og advarer derefter Abu Talib: "Tag din nevø tilbage til hans land og vogt ham omhyggeligt mod jøderne, for ved Allah! Hvis de ser ham og ved om ham, hvad jeg ved, så vil de gøre ham ondt ..." (s. 81). Faktisk får vi at vide, at flere fra "Skriftens folk" bemærkede ved Muhammed, hvad Bahira havde bemærket, og "de forsøgte at få ram på ham, men Bahira holdt dem væk og mindede dem om Allah og beskrivelsen af ham, som de kunne finde i de hellige bøger (...). Han gav dem ikke fred, før de erkendte sandheden af, hvad han sagde, og forlod ham og gik bort" (s. 81). Ibn Ishaq fortæller os, at "jødiske rabbinere, kristne munke og arabiske sandsigere havde talt om Allahs apostel før hans mission, da hans tid nærmede sig. For rabbinernes og munkenes vedkommende var det om hans beskrivelse og beskrivelsen af hans tid, som de fandt i deres skrifter, og om hvad deres profeter havde indskærpet dem" (s. 90). Med kun én undtagelse, bringer Ibn Ishaq ingen specifikke citater af tekster, der angiveligt skulle forudsige Muhammeds komme. Den ene undtagelse er hans citat fra Johannesevangeliet 15:23-16:1, der handler om den kommende Talsmand eller Paraklet [Trøster] eller sandhedens ånd (som kristne opfatter som en henvisning til udsendelsen af Helligånden) (s. 103-4).

Ibn Ishaq nævner flere specifikke beretninger om jøder i Arabien op til Muhammeds tid, der forudsagde, at en profet med Muhammeds egenskaber ville komme, kun for at afvise Muhammed ud af "ondskab og misundelse", da de faktisk mødte ham (s. 93-95). En af disse beretninger citerer Koranen 2:89: "Da et skrift fra Allah kom til dem, til bekræftelse af det, de allerede havde; (...) da der nu kom noget til dem, som de kendte, så troede de ikke derpå. Måtte Allahs forbandelse komme over de vantro!" (s. 93).

Efter at Muhammed var begyndt at prædike islam offentligt i år 613 (åbenbaringerne startede i 610) - fortæller Ibn Ishaq os - ankom en delegation på omkring tyve kristne fra Abessinien (eller Najran) til Mekka for at undersøge hans påstande. "Da de havde stillet alle de spørgsmål, de ønskede, opfordrede apostlen dem til at komme til Allah og læste Koranen op for dem. Da de hørte Koranen, fyldtes deres øjne med tårer, og de accepterede Allahs kald [notehenvisning udeladt], troede på ham og erklærede hans sandhed. De erkendte i ham de ting, der var blevet sagt om ham i deres skrifter" (s. 179; jf. siderne 271, 277). Denne passage viser, at Muhammed så de kristne skrifter på samme måde, som han så de jødiske skrifter, nemlig således, at de tydeligt forudsagde hans komme som profet. [25] Men jøderne var tilsyneladende langt mere talrige i Hijaz end de kristne, så Ibn Ishaq har meget mere at sige om dem, især efter hijra'en. [26]

Disse passager fra de første 200 sider af Ibn Ishaqs sira, der dækker Muhammeds liv op til hijra'en, giver os følgende temaer: Jødernes og kristnes hellige bøger beskriver Muhammed tydeligt og forudsiger hans komme, med den klare konsekvens, at kun uærlige og onde Bogens Folk, vil benægte hans profetskab. [27]

Muhammeds liv efter hijra'en (622-632)

Efter hijra'en i år 622 e.Kr. maler Ibn Ishaq i starten et bemærkelsesværdigt fredeligt billede: Muhammed indgår en pagt med medinenserne og jøderne (den såkaldte "Medina-konstitution"), beskrevet som "en venlig aftale med jøderne", der sikrede dem i deres religion og deres ejendom (s. 231). Muslimerne, for deres del, slår sig ned og kan praktisere deres tro med en frihed, der havde været ukendt i Mekka: "Bønnen blev indført, almisse-skatten og fasten blev foreskrevet, juridiske straffe fastsat, det forbudte og tilladte foreskrevet, og islam tog bolig iblandt dem" (s. 235).

Men denne fredelige idyl blev hurtigt knust af to grupper, jøderne og hyklerne:

Omkring dette tidspunkt begyndte de jødiske rabbinere - ud af misundelse, had og ondskab - at vise fjendtlighed mod apostlen, fordi Allah havde valgt sin apostel blandt araberne. De fik selskab af mænd fra al-Aus og al-Khazraj, der stædigt havde holdt fast ved deres hedenske religion. De var hyklere, der klamrede sig til deres fædres polyteisme og benægtede opstandelsen; men da islam dukkede op og deres folk strømmede til den, blev de tvunget til at foregive at acceptere den for at redde deres liv. Men i hemmelighed var de hyklere, hvis sympati lå hos jøderne, fordi de opfattede apostlen som en løgner og modarbejdede islam. (s. 239)

Ibn Ishaq tilføjer: "Det var de jødiske rabbinere, der plejede at genere apostlen med spørgsmål og skabe forvirring, for således at blande sandhed med løgn" (s. 239). Derefter bringer han en lang og detaljeret liste over Muhammeds "jødiske modstandere" (s. 239-240). Efter fremlæggelsen af denne liste, siger han: "Disse var de jødiske rabbinere, de hadske modstandere af apostlen (...), de mænd, der stillede spørgsmål og fremkaldte vanskeligheder for islam i et forsøg på at udrydde den, med undtagelse af Abdullah b. Sallam og Mukhayriq [notehenvisning udeladt]" (s. 240). [28] Da Abdullah b. Sallam og Mukhayriq var konvertitter til islam (s. 239-40), er budskabet klart: De eneste gode rabbinere er dem, der konverterer til islam.

Ibn Ishaq fortæller i detaljer historien om Abdullah bin Sallams omvendelse til islam, og citerer Abdullah som følger: "Da jeg hørte om apostlen, vidste jeg fra hans beskrivelse, navn og tidspunktet for hans komme, at han var den, vi ventede på, og jeg blev meget glad derover, selvom jeg tav stille med det, indtil apostlen kom til Medina" (s. 240). Abdullah holdt sin omvendelse hemmelig og gik til Muhammed og sagde: "Jøderne er en nation af løgnere og jeg ville ønske, at du tog mig ind i et af jeres huse og skjulte mig for dem. Spørg dem om mig, så de kan fortælle dig om den position, jeg havde iblandt dem, før de fandt ud af, at jeg var blevet muslim." Muhammed gjorde netop dette, og jøderne bekræftede, at Abdullah var deres respekterede leder og rabbiner. Abdullah kom derefter frem fra sit skjul og formanede jøderne:

'O jøder, frygt Allah og tag imod, hvad Han har sendt jer. For ved Allah, I ved, at han er Allahs apostel. I vil finde ham beskrevet i jeres Torah og endda ved navn. Jeg vidner om, at han er Allahs apostel, jeg tror på ham, jeg holder ham for sand og jeg anerkender ham.' De beskyldte mig for at lyve og hånede mig. Så mindede jeg apostelen om, at jeg havde sagt, de ville gøre dette, for de var et forræderisk, løgnagtigt og ondt folk. (s. 241)

Påstanden om, at jøderne lyver om og fordrejer indholdet af deres skrifter, gentages igen og igen i Ibn Ishaq. I sin lange kommentar til Koranens sura 2, fortæller Ibn Ishaq os, at "de første hundrede vers i sura, Koen, kom ned med henvisning til disse jødiske rabbinere og hyklerne fra Aus og Khazraj ..." (s. 247). Allahs budskab i sura 2 indeholder følgende formaninger rettet mod jøderne:

• "... skjul ikke den viden, som I har om Min apostel, og hvad han har bragt, når I vil finde det hos jer, i hvad I ved fra bøgerne, der er i jeres hænder." (s. 250)

• "... I modsiger, hvad I ved, der er i Min bog." (s. 250)

• "... der er en del af dem, der lytter til Allahs ord, derefter ændrer det, efter at de har forstået det, og gør således bevidst." (s. 251)

• "... En del af dem ændrede befalingerne, de havde fået ..." (s. 251)

• "'Og når der kommer til dem, hvad de ved, benægter de det. Allahs forbandelse er over de vantro. Ulykkeligt er det, for hvilket de sælger sig selv, i vantro på, hvad Allah har sendt ned, modstræbende over, at Allah skulle sende sine gaver ned over hvem Han vil af sine tjenere,' dvs. at Han skulle have givet dem til én, der ikke var en af deres. 'De har pådraget sig vrede over vrede, og for de vantro kommer der en skændig straf.' [henvisning udeladt] Den dobbelte vrede er Hans vrede over det, de har set bort af Toraen, som de havde, og Hans vrede over deres vantro på denne profet, som Allah havde sendt til dem." (s. 254)

• "... De ved om dig [Muhammed] fra den viden, de har, og benægter det." (s. 254) [29]

Et interessant aspekt ved Ibn Ishaqs kommentar til sura 2 er hans behandling af det berømte vers 256, der lyder: "Der er ingen tvang i religionen." Ifølge Ibn Ishaq blev dette vers citeret af Muhammed i et brev til jøderne i Khaybar på følgende måde: "... Finder I i det, som Han [Allah] har sendt ned til jer, at I skal tro på Muhammed? Hvis I ikke finder dette i jeres skrift, så er der ingen tvang over jer. 'Den rette vej er blevet tydelig over for vildfarelsen' [note udeladt], så jeg kalder jer til Allah og Hans profet" (s. 256). Dette er den eneste hentydning til vers 2:256 i hele siraen, og det er afgørende, at forskriften: "Der er ingen tvang i religionen," kun er anført i betinget form: "Hvis I i jeres skrifter ikke finder forudsigelsen af Muhammeds komme som profet, så er der ingen tvang over jer." Men i det selv samme afsnit hævder Muhammed, at betingelsen ikke er opfyldt. Som vi har set, afviser hele siraen gentagne gange, at betingelsen er opfyldt og insisterer på, at jøderne ved, at deres skrifter forudsiger Muhammeds komme, og derefter lyver om det. Faktisk er Ibn Ishaqs "Muhammeds liv" [dvs. Sirat Rasul Allah] fyldt med eksempler på religiøs tvang sanktioneret af Muhammed. [30] Nær slutningen af siraen, bringer Ibn Ishaq et citat af Abu Bakr, hvori han opsummerer Muhammeds karriere som følger: "Allah sendte Muhammed med denne religion og han kæmpede for den, indtil mænd accepterede den frivilligt eller ved tvang" (s. 668-9). Ibn Ishaq støtter således de klassiske islamiske lærde, der hævder, at vers 2:256 blev ophævet af vers åbenbaret senere, især versene i sura 9. [31]

Ifølge Ibn Ishaqs skildring siger Muhammed selv gentagne gange til jøderne, at hans komme som profet tydeligt er forudsagt i de jødiske skrifter. Efter den muslimske sejr over den hedenske Quraysh-stamme i Slaget ved Badr, samlede Muhammed jøderne fra banu Qaynuqa på markedspladsen i Medina og sagde til dem: "O jøder, vær på vagt, for at Allah ikke skal bringe den hævn over jer, som han bragte over Quraysh, og bliv muslimer. I ved, at jeg er en profet, der er blevet sendt - I vil finde dette i jeres skrifter og i Allahs pagt med jer" (s. 363; se også siderne 248, 249, 250, 252, 257, hvor accept af Muhammed siges at være en del af jødernes pagt med Gud). Muhammed sendte det samme budskab til jøderne i Khaybar: "Apostlen skrev til jøderne i Khaybar (...): '... Allah siger til jer, O Skriftens Folk, og I vil finde det i jeres skrift: "Muhammed er Allahs apostel ... "'" (s. 256). Ind imellem får man et glimt af den forbløffelse, som Muhammeds påstande fremkaldte hos hans jødiske samtalepartnere: "'Han har ikke bragt os noget, vi genkender, og han er ikke den, vi talte om til jer.'" "'Ingen pagt blev nogensinde indgået med os om Muhammed.'" "'O Muhammed, du har ikke bragt os noget, vi genkender ...'" (alle på s. 257). "'Er det sandt, Muhammed, at hvad du har bragt, er sandheden fra Allah? For vores vedkommende kan vi ikke se, at det er indrettet, som Toraen er.' Han [Muhammed] svarede: 'I ved meget vel, at det er fra Allah; I vil finde det skrevet i Toraen, som I har.'" (s. 269; jf. s. 270)

Ibn Ishaq skriver også, at Muhammeds nærmeste tilhængere udbredte det samme budskab: Ved ankomsten til en jødisk skole, opfordrede Abu Bakr en rabbiner "til at frygte Allah og blive muslim, fordi han [rabbineren] vidste, at Muhammed var Allahs apostel, som havde bragt sandheden fra Ham, og at de ville finde det skrevet i Toraen og Evangeliet" (s. 263).

Visse vers i Koranen, der lader til at anslå en forsonende og tolerant tone i forhold til jøderne, får en helt anden betydning i Ibn Ishaqs kommentar. Tag for eksempel 3:113-117: "De er ikke ens. Blandt Skriftens folk findes et fællesskab, der står op i nattens timer for at læse Allahs tegn op, og de kaster sig ned i bøn [note udeladt]. De tror på Allah og den yderste dag; de påbyder det rette og forbyder det forkastelige; de kappes om de gode ting. De er blandt de retfærdige. ..." I Ibn Ishaqs fortolkning henviser disse vers kun til en lille gruppe jøder, der var konverteret til islam: Abdullah bin Sallam, Thalaba bin Saya og Usayd bin Saya (s. 262). [32] Budskabet er med andre ord, at de eneste gode jøder er dem, der konverterer til islam. Ibn Ishaqs indflydelse kan spores århundreder senere i en af de mest respekterede kommentarer til Koranen, Tafsir Ibn Kathir (1301-1373). Ibn Kathir skriver om vers 3:113ff:

Muhammed bin Ishaq og andre ... sagde: "Disse Ayat [vers] blev åbenbaret om gejstlige fra Skriftens folk, der tog imod troen. For eksempel er der Abdullah bin Salam, Asad bin Ubayd, Thalabah bin Sayah, Usayd bin Sayah og så videre. Denne Ayah [vers] betyder, at dem iblandt Bogens Folk, som Allah irettesatte tidligere [i 3:111], på ingen måde er de samme som dem iblandt dem, der antog islam. [33]

Sura 109 er et andet sæt vers, der synes at formidle en holdning af religiøs tolerance: "Sig: 'I vantro! Jeg tilbeder ikke den, som I tilbeder, og I tilbeder ikke den, som jeg tilbeder. (...) I har jeres religion, og jeg har min.'" Ifølge Ibn Ishaq blev disse vers åbenbaret i Mekka før hijra'en, da Muhammed befandt sig i en svag position og var under pres for at gå ind på et synkretistisk kompromis med polyteisterne, der forfulgte ham. En gruppe polyteister kom til Muhammed med dette forslag: "Muhammed, kom, lad os tilbede, hvad du tilbeder, og du tilbeder, hvad vi tilbeder. (...) Hvis det, du tilbeder, er bedre end det, vi tilbeder, vil vi tage del i det, og hvis det, vi tilbeder, er bedre end det, du tilbeder, kan du tage del i dette" (s. 165). Ibn Ishaq gør det klart, at Muhammeds svar var en eftertrykkelig afvisning af ethvert kompromis mellem streng monoteisme og Quraysh-stammens polyteisme. Sura 109 er således ikke en accept af religiøs tolerance, men en afvisning af synkretisme. Desuden medførte åbenbaringen af 9:5 nogle år senere i 631 en fuldstændig og total intolerance mod enhver form for polyteisme i Arabien. [34] Ibn Ishaq sætter også åbenbaringen af sura 109 i forbindelse med "De Sataniske Vers", en episode, der også førte til en eftertrykkelig afvisning af synkretisme efter Muhammeds korte og fejlagtige flirt med tanken (s. 165-7). Det er også værd at bemærke, at sura 109 udelukkende er henvendt til polyteister, ikke til Bogens Folk.

Et centralt tema i Ibn Ishaqs skildring af jøderne er, at de er kroniske overtrædere af deres pagt med Allah. I en af passagerne citeret ovenfor, knytter Muhammed specifikt anerkendelse af ham som profet sammen med troskab mod den jødiske pagt: "I ved, at jeg er en profet, der er blevet sendt - I vil finde dette i jeres skrifter og i Allahs pagt med jer" (s. 363). Koranen 2:65 (og 5:60 og 7:166) hævder, at Allah tidligere har straffet generationer af jøder for deres utroskab mod pagten (specifikt ved at overtræde sabbatten) ved at omdanne dem til "aber, som man kyser bort", en påstand gentaget af Ibn Ishaq, der beskriver denne forvandling til dyr som guddommelig hævn (s. 250-1, 462). Ibn Ishaq skildrer Muhammeds angreb på den sidste af de jødiske stammer i Medina, banu Qurayza, som følger: "Da apostlen nærmede sig deres fæstninger sagde han: 'I brødre af aber, har Allah vanæret jer og bragt Sin hævn over jer?'" (s. 461). [35] Dette var ikke et stykke umotiveret verbalt overfald fra Muhammeds side. Ved at afvise Muhammeds krav om at være profet, krænkede jøderne i banu Qurayza deres egen pagt som jøder, eftersom Toraen (mente Muhammed) klart navngav og forudsagde Muhammed som en profet, jøderne skulle acceptere. Ligesom jøderne i fortiden, der havde brudt deres pagt, og som Allah havde straffet ved at forvandle dem til aber, således havde jøderne fra banu Qurayza også brudt pagten, og var dermed, billedligt talt, "brødre af aber".

En vigtig detalje i Ibn Ishaqs behandling af jøderne har at gøre med stening af ægteskabsbrydere. Ifølge Ibn Ishaq havde jøderne på Muhammeds tid opgivet stening for utroskab. Deres undladelse af at stene ægteskabsbrydere præsenteres som endnu et eksempel på, hvordan de benægter, ignorerer og fordrejer indholdet af deres egne skrifter og krænker deres pagt. En af de mange versioner af denne historie fortalt af Ibn Ishaq lyder: Da Muhammed blev præsenteret for en mand og kvinde, der var fanget i utroskab, bad han om en Tora (for at kunne bestemme den guddommeligt fastsatte straf for utroskab). En rabbiner rakte en Tora frem, men med sin hånd dækkende over steningsverset. Abdullah bin Sallam - rabbineren, der var konverteret til islam - slog rabbinerens hånd væk og udbrød: "Dette, O Allahs profet, er steningsverset, som han nægter at læse for dig." Så sagde Muhammed: "'Ve jer jøder! Hvad har fået jer til at opgive Allahs dom, som I holder i jeres hænder?' (...) Apostlen sagde: 'Jeg er den første til at genoplive Allahs orden og Hans bog og at praktisere den.' De blev behørigt stenet ..." (s. 267). I en anden version af den samme historie i Ibn Ishaq, får vi at vide, at "den mest Tora-lærde mand i live", (s. 266) rabbineren Abdullah bin Suriya, fortæller Muhammed privat: "Ja, (...) de [jøderne] ved meget vel, (...) at du er en profet sendt (af Allah), men de misunder dig" (s. 267). Moralen af historien er klar: Man kan ikke have tillid til, at jøderne vil give en ærlig fremstilling af indholdet af deres egne hellige bøger, hverken når det drejer sig om straffen for utroskab, eller forudsigelsen af Muhammeds komme som profet.

Det er interessant at stille siraen (og også Koranen) op imod den klassiske islamiske lære om åbenbaring. Ifølge klassisk islamisk lære, blev Toraen og Evangeliet oprindeligt åbenbaret af Allah til henholdsvis Moses og Jesus, men blev forvansket af senere generationer af jøder og kristne, så de i deres nuværende versioner ikke er de autentiske guddommelige åbenbaringer (læren om tahrif). [36] Men hverken siraen eller Koranen bekræfter utvetydigt denne lære. I passagerne citeret ovenfor får vi flere gange at vide, at jøderne på Muhammeds tid ved, at deres skrifter forudsiger Muhammeds komme og at de lyver, når de benægter dette. De bliver skildret som uærlige, ligesom rabbinerne der nægtede, at stening er den åbenbarede straf for utroskab, ikke som intetanende ofre for tekstmanipulation begået af tidligere generationer af jøder. [37] Selvfølgelig er mange af passagerne i siraen og Koranen tvetydige: Beskyldninger om, at jøderne undertrykker eller ændrer Allahs ord kunne godt opfattes som udtryk for den klassiske islamiske tahrif-doktrin, men det samlede billede tegnet af Ibn Ishaq antyder kraftigt, at Muhammeds anklage var, at jøderne på hans tid simpelthen løj om, hvad de vidste stod i deres hellige bøger. [38] En sidste detalje i Ibn Ishaqs diskussion af Muhammeds politik overfor jøderne har at gøre med det berømte jizya-vers, Koranen 9:29:

Bekæmp dem, som ikke tror på Allah og den yderste dag, og som ikke forbyder, hvad Allah og Hans udsending forbyder; og blandt dem, der har fået Skriften, skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet er rede til at betale skat! (s. 620).

Her understreger Ibn Ishaq to ting. Den første er, at indtægter, der kommer fra hovedskatten afkrævet Bogens Folk, er til for at kompensere muslimerne for det økonomiske tab opstået ved udelukkelsen af polyteister fra pilgrimsfærden til Kabaen i Mekka (i overensstemmelse med Koranen 9:28: "De, der sætter andre ved Allahs side, er urene. (...) Hvis I frygter fattigdom; - Allah kan gøre jer rige af sin overflod, ..."). Som Ibn Ishaq udtrykker det: "Allah gav dem kompensation for, hvad Han tog fra dem i deres tidligere polyteisme, ved hjælp af hvad Han gav dem i form af hovedskat taget fra Skriftens Folk" (s. 620). Det andet punkt er, at indførelsen af jizya - ifølge Ibn Ishaq - er direkte forbundet med Skriftens Folks angiveligt onde handlinger og deres løgne mod Allah, hvilket Koranen gør klart i versene umiddelbart efter jizya-verset (9:30-3: "Jøderne siger: 'Ezra er Allahs søn!' Og de kristne siger: 'Messias er Allahs søn!' Det er de ord, de tager i deres mund. De efterligner, hvad de, der var vantro, sagde tidligere. Måtte Allah bekæmpe dem! Hvor kan de være så forløjede? ...") Det er vigtigt at huske på, at ære er af central betydning i traditionel arabisk kultur, og det at blive tvunget til "at købe beskyttelse mod en mere magtfuld stamme (...) alvorligt forringer ens ære." [39] Ibn Ishaq lader således formode, at indførelsen af jizya har både et praktisk formål - at øge indtægterne for muslimerne - og et ideologisk formål - at straffe og vanære Bogens Folk for deres påståede religiøse fordærv.

Ibn Ishaq citerer senere Muhammed for at sætte jizya-beløbet til "én fuld dinar" og bestemme, at jøder og kristne, som betaler jizya-skatten, "ikke skal vendes bort" fra deres religion og skal have "Allahs og Hans apostels garanti", mens de, der undlader det, er fjender af Allah og hans apostel (s. 643).

Moderne illustrationer af en gammel stereotype

Den negative skildring af jøder i siraen fortsætter med at påvirke den islamiske diskurs i dag, hvilket et par eksempler vil vise.

• I sine radioudsendelser for Nazityskland [til den islamiske verden, o.a.], trak Hajj Amin al-Husseini - grundlæggeren af den palæstinensiske arabiske nationale bevægelse - kraftigt på den islamiske tradition til at skabe sin ondsindede antisemitiske propaganda, hvori han bl.a. fortalte sit publikum: "Enhver muslim ved, at jødisk fjendskab mod araberne går helt tilbage til islams begyndelse. Enhver muslim ved, at de modarbejdede og sårede profeten (...). Så Koranen siger: 'Du vil finde, at de mest fjendtlige folk er jøderne' [jf. Koranen 5:82]." [40] Som Jeffrey Herf bemærker, var Hajj Amin al-Husseinis antisemitiske propaganda næsten udelukkende baseret på islamiske kilder, ikke på nazistiske kilder som Mein Kampf eller Zions Vises Protokoller. [41]

• Nogle få år efter 2. Verdenskrig, skrev Sayyid Qutb - en af Det Muslimske Broderskabs vigtigste teoretikere - et essay med titlen: "Vores kamp mod jøderne", hvori han sporer kampen tilbage til Muhammeds liv: "Vort samfund er bekymret over jødisk bedrag og sammensværgelse: 'O Bogens Folk. Hvorfor dækker I bevidst sandheden med løgn og derved skjuler sandheden?' [jf. Koranen 3:70-71] Dette er et karaktertræk ved Bogens Folk, som muslimer skal forstå og være på vagt overfor: Bedrag og sammensværgelse (...). Jøderne begyndte på dette fra første øjeblik (... Jøderne) erstattede sandhed med løgn i hele den (islamiske) arv - med undtagelse af (... Koranen), hvis bevarelse Allah har garanteret for evigt." [42]

• Dr. Muhammad Sayyed Tantawi var indehaver af de mest prestigefyldte sunni-muslimske religiøse poster i Egypten: Stormufti (1986-1996), storimam i Al-Azhar-moskeen og storsheik af Al-Azhar-universitetet (1996-2010). I 1969 skrev Tantawi en doktorafhandling om jødernes rolle i den islamiske historie. Ud over at gentage blodanklagen (at jøder bruger blodet fra myrdede ikke-jøder til at blande i deres matzo-brød) og konspirationsteorierne fra Zions Vises Protokoller, trækker Tantawi tema efter tema fra Koranen og siraen, og påstår, at "Koranen beskriver dem [jøderne] som vantro og løgnere, som utaknemmelige, egoistiske, arrogante og feje, som rapkæftede og bedragere, oprørere og lovovertrædere (...) de bryder traktater og aftaler og handler uret mod Allah; (...) de foragter Koranen og fordrejer dens ord ..." [43] Tantawi ekkoer også Ibn Ishaq på flere specifikke måder, fx ved at overtage Ibn Ishaqs fortolkning af versene 3:113ff: "Koranen beskriver jøderne med deres egne særlige degenererede egenskaber, dvs. at de dræber Allahs profeter, forvansker Hans ord ved at sætte dem de forkerte steder (...). Kun et mindretal af jøderne holder deres ord (...). (A)lle jøder er ikke ens. De gode bliver muslimer, de dårlige gør ikke (Koranen 3:113)." [44]

• Lederen af den iranske revolution i 1979, ayatollah Khomeini, hævdede i sit "Program for oprettelse af en islamisk regering" fra 1970: "Vi ser, at jøderne (må Allah forbande dem) har fusket med Koranens tekst og har lavet visse ændringer i de koraner, de har trykt i de besatte områder. Det er vores pligt at forhindre denne forræderiske indblanding (...). Jøderne og deres udenlandske bagmænd er imod selve fundamentet for islam ..." [45]

• Mange islamiske prædikanter fortsætter med at omtale jøder som "brødre af aber og svin", i efterfølgelse af både Koranen og Muhammed, da han talte til jøderne fra banu Qurayza. [46] Ved et stævne på Vestbredden den 9. januar 2012, for eksempel, blev muftien for Den Palæstinensiske Myndighed, sheik Muhammed Hussein, introduceret af en Fatah-taler, der erklærede: "Vores krig med efterkommerne af aber og svin [dvs. jøderne] er en krig om religion og tro." Langt fra at distancere sig fra denne introduktion, fortsatte muftien med at recitere en hadith, bragt af både Bukhari og Muslim, hvori Muhammed forudsiger muslimernes udryddelse af jøderne ved tidernes ende. [47] Talen blev sendt af Den Palæstinensiske Myndigheds officielle tv-station. Den 27. august 2012 udgav Det Muslimske Broderskabs hjemmeside en artikel af Hussein Shehata - lærer på Al-Azhar-universitetet og medlem af Det Muslimske Broderskab - hvori han opfordrede "dem, der faster (i ramadanen), til at huske deres brødre, dem, der fører jihad for Allahs sag: I Palæstina, mod jøderne, efterkommerne af aber og svin ..." [48] i 2010 omtalte Egyptens præsident, Mohamed Morsi, jøder som "efterkommere af aber og svin". [49]

Konklusion

Nogle forfattere, som f.eks. Karen Armstrong, insisterer på, at Muhammeds konflikt med jøderne udelukkende var politisk, ikke religiøs eller teologisk. [50] Armstrong kommer med to beslægtede (og lige fejlagtige) påstande, nemlig, at "Muhammed aldrig bad dem [jøderne] om at acceptere al-Llahs religion, som han bragte, medmindre de særskilt ønskede at konvertere", [51] og at "antisemitisme er en last i den vestlige kristendom, ikke islam." [52] Armstrongs metode er at gennemsøge siraen selektivt for stof, der kan bruges til at sætte Muhammed i et gunstigt lys i et moderne vestligt publikums øjne, mens hun samtidig ignorerer eller nedtoner de mindre flatterende dele af fortællingen - især angående Muhammeds behandling af jøderne - uden at forklare, hvorfor de pænere dele af siraen bør betragtes som mere pålidelige end de mindre flatterende. Den samme fejlagtige tilgang kan findes i nyere apologetiske værker af højt profilerede muslimske forfattere som Omid Safi, [53] Tariq Ramadan [54] og Reza Aslan. [55]

Muhammeds konflikt med jøderne havde bestemt politiske og militære aspekter. Men Armstrong overser det materiale, jeg har sammenfattet her, som uden nogen tvivl beviser, at Muhammeds konflikt med jøderne - ifølge den islamiske tradition - frem for alt var religiøs eller ideologisk, og at den medførte både en systematisk bagvaskelse af jøderne, der kun kan beskrives som antisemitisk, og et betydeligt pres på jøderne om at konvertere til islam.

Uanset om Ibn Ishaqs fortælling er historisk korrekt eller ikke, så har den en vis indre logik og sandsynlighed ved sig. Muhammed hævdede at være en profet i rækken fra Abraham og Moses, én, hvis komme var tydeligt forudsagt i Toraen, og det var klart af afgørende betydning for ham, at jøderne var enige i hans læsning af Toraen. Rabbinerne i Medina stillede pinlige spørgsmål og satte Muhammeds teologiske påstande under pres. De benægtede, at Toraen forudsagde hans komme som profet, og de benægtede, at en araber kunne blive en profet i den jødiske tradition (s. 239, 257).

Efter udvandringen til Medina i 622, var Muhammed i krig med den hedenske Quraysh-stamme i Mekka. Hans autoritet som politisk og militær leder, og dermed hans overlevelse, afhang af, at hans tilhængere accepterede ham som en profet, der modtog autentiske guddommelige åbenbaringer. Jøderne - på grund af den hebraiske bibels moralske vægt og deres rabbineres læsefærdighed - udgjorde således den største ideologiske trussel mod Muhammed og den spirende islamiske stat. [56] Ifølge Ibn Ishaq arbejdede han på at miskreditere dem ved igen og igen at kalde dem løgnere, hvis påstande om deres egne skrifter ikke var til at stole på. Endelig fandt han grunde til at knuse dem militært og, ved slutningen af sit liv, at beordre deres fordrivelse (sammen med andre ikke-muslimer) fra Den Arabiske Halvø (s. 523, 525, 689).

Ibn Ishaqs sira - som et ekko af store dele af Koranen - efterlader læseren med det klare indtryk, at enhver jøde, der læser Toraen og nægter at konvertere til islam, ipso facto er en løgner, og at kendetegnet for jøder, der nægter at konvertere til islam, er forræderi, vantro og uærlighed. Dette er afgjort en af de dybeste rødder til anti-jødisk fordom, der lever videre til denne dag i islamiske samfund.

Efter nazisternes Holocaust, indledte mange kristne en seriøs indsats for at forstå og overvinde den forfærdelige arv af kristen antisemitisme. Denne indsats omfattede en fornyet undersøgelse og tolkning af den kristne traditions fundamentale dokumenter, herunder de kanoniske evangelier selv. [57] Det er på tide for muslimer at underkaste deres egen tradition den samme kritiske gennemgang. De bliver hindret, ikke hjulpet, i denne indsats af "politisk korrekte" vestlige forfattere som Karen Armstrong, der fordrejer historien ved usandt at insistere på, at antisemitisme er en ren kristen sygdom uden rødder i den islamiske tradition.

Appendiks

Koranvers, der beskylder jøderne for uredelighed i forhold til deres egne skrifter [58]

2:59 "Derefter forvanskede de, der handlede uret, ét udsagn til noget andet ..."

2:75 "Forventer I virkelig, at de vil tro jer? En del af dem har jo allerede hørt Allahs ord, men derpå bevidst forfalsket dem efter at have forstået dem."

2:79 "Ve dem, der skriver et skrift med egen hånd og derpå siger: "Dette kommer fra Allah!" blot for at sælge det for en ussel pris! ..."

2:89 "Da et skrift fra Allah kom til dem, til bekræftelse af det, de allerede havde; og de havde tidligere bedt om sejr over dem, der var vantro – da der nu kom noget til dem, som de kendte, så troede de ikke derpå. ..."

2:101 "Da der kom en udsending til dem fra Allah for at bekræfte det, de allerede havde, kastede en del af dem, der havde fået Skriften, Allahs skrift om bag ryggen, som om de intet vidste."

2:140 "Hvem handler mere uret end den, der holder et vidnesbyrd fra Allah skjult hos sig selv?"

2:146: De, til hvem Vi har givet Skriften, de kender den, som de kender deres egne sønner; men en del af dem skjuler sandheden mod bedre vidende.

2:159-160 "De, der skjuler, hvad Vi har sendt ned af klare beviser og retledningen, efter at Vi har tydeliggjort det for menneskene i Skriften, dem forbander Allah; og alle, der kan udtale en forbandelse, forbander dem. Dog ikke dem, der omvender sig og forbedrer sig og lægger alt åbenlyst frem. ..."

2:174 "De, der skjuler, hvad Allah har sendt ned af Skriften, og sælger det for en ussel pris, de fylder kun maven med ild. ..."

2:211 "Spørg Israels børn, hvor mange tydelige tegn Vi har bragt dem! Hvis nogen, efter at Allahs nåde er kommet til ham, laver om på den! - Allah er streng til at straffe."

3:70-71 "I Skriftens folk! Hvorfor tror I ikke på Allahs tegn, når I dog er vidne til dem? I Skriftens folk! Hvorfor hyller I sandheden ind i løgn? Hvorfor skjuler I sandheden, når I har viden?

3:78 "En del af dem fordrejer ordlyden i Skriften, for at I skal tro, at det, de siger, hører til Skriften; men det hører ikke til Skriften. De siger, at det kommer fra Allah; men det kommer ikke fra Allah! De siger en løgn om Allah, og de ved det godt."

3:187 "Og da Allah sluttede pagt med dem, der havde fået Skriften: 'Vis den frem for menneskene! I må ikke holde den skjult,' så kastede de den bag sig og solgte den for en ussel pris. Hvilken ulykkelig handel!"

5:12-13 "Allah sluttede en pagt med Israels børn. (...) Men fordi de brød deres pagt, forbandede Vi dem og forhærdede deres hjerte, så de rykker ordene ud af deres sammenhæng og har glemt en del af de påmindelser, som de har fået. Du vil altid se forræderi fra deres side, undtagen fra nogle få af dem. ..."

5:15 "I Skriftens folk! Vor udsending er kommet til jer for at oplyse jer om meget af det, som I har holdt skjult af Skriften, ..."

5:41: "De rykker ordene ud af deres sammenhæng ..."

6:91 "Sig: 'Hvem har nedsendt Skriften, som Moses bragte til lys og retledning? I gør den til ark af papyrus, som I åbent viser frem, men meget holder I skjult. ...'"

13:36 "De, til hvem Vi har givet Skriften, glæder sig over, hvad der er blevet sendt ned til dig. Men blandt forbundsfællerne er der nogle, der afviser dele deraf. ...

Noter

[1] Andrew Bostom, red. The Legacy of Islamic Antisemitism (Amherst, NY: Prometheus Books, 2008).

[2] Robert Wistrich, Antisemitism: The Longest Hatred (New York: Shocken Books, 1991), 195-267; "Muslim Anti-Semitism: A Clear and Present Danger" (N.P.: The American Jewish Committee, 2002), dansk oversættelse: "Muslimsk Antisemitisme: En klar og aktuel fare"; A Lethal Obsession: Anti-Semitism from Antiquity to the Global Jihad (New York: Random House, 2010). Sidstnævnte værk er også udgivet i en opdateret tysk oversættelse som: Robert Wistrich, Muslimischer Antisemitismus: Eine Aktuelle Gefahr (Berlin: Edition Critic, 2011); se anmeldelse af Manfred Gerstenfeld på http://jcpa.org/wp-content/uploads/2013/05/BR9.pdf.

[3] Matthias Küntzel, Jihad and Jew-Hatred: Islamism, Nazism and the Roots of 9/11 (New York: Telos Press Publishing, 2007).

[4] Klaus Gensicke, The Mufti of Jerusalem and the Nazis: The Berlin Years, overs. Alexander Fraser Gunn (London and Portland, OR: Vallentine Mitchell, 2011). [Denne bog er en oversættelse og opdateret revision af Klaus Gensicke, Der Mufti von Jerusalem und die Nationalsozialisten: Eine Politische Biographie Amin el-Husseinis (Darmstadt: Wissenschatliche Buchgesellschaft, 2007).]

[5] Meir Litvak, "The Anti-Semitism of Hamas", Palestine-Israel Journal of Politics, Economics, and Culture 12 (2005); Meir Litvak and Esther Webman, From Empathy to Denial: Arab Responses to the Holocaust (New York: Columbia University Press, 2009).

[6] Bernard Lewis, Semites and Anti-Semites (New York and London: W.W. Norton and Company, 1999); The Jews of Islam (Princeton: Princeton University Press, 1984).

[7] Yehoshafat Harkabi, Arab Attitudes to Israel, overs. Misha Louvish (Jerusalem: Israel Universities Press, 1972).

[8] David Patterson, A Genealogy of Evil: Anti-Semitism from Nazism to Islamic Jihad (Cambridge: Cambridge University Press, 2011).

[9] Bat Ye’or, The Dhimmi: Jews and Christians Under Islam, overs. David Maisel, Paul Fenton, and David Littman (Rutherford NJ: Fairleigh Dickinson University Press, 1985), Islam and Dhimmitude: Where Civilizations Collide, overs. Miriam Kochan and David Littman (Madison NJ: Fairleigh Dickinson University Press, 2002).

[10] Mark Durie, The Third Choice: Islam, Dhimmitude, and Freedom (N.P.: Deror Books, 2010).

[11] Itamar Marcus and Nan Jacques Zilberdik, Deception: Betraying the Peace Process (Jerusalem: Palestinian Media Watch, 2011).

[12] Neil J. Kressel, “The Sons of Apes and Pigs:” Muslim Anti-Semitism and the Conspiracy of Silence (Washington DC: Potomac Books, 2012).

[13] Jeffrey Herf, Nazi Propaganda for the Arab World (New Haven and London: Yale University Press, 2009).

[14] Middle East Media Research Institute; Palestinian Media Watch.

[15] For nyere meningsmålinger, der viser ekstremt høje niveauer af anti-jødisk fordomsfuldhed i muslimske lande, se Pew Research Center Global Attitudes Project Report, July 21, 2011, “Muslim-Western Tensions Persist,” især siderne 42-3; http://www.pewglobal.org/files/2011/07/Pew-Global-Attitudes-Muslim-Western-Relations-FINAL-FOR-PRINT-July-21-2011.pdf

[16] Menahem Milson, "European Plot on the Arab Stage: The Protocols of the Elders of Zion in the Arab Media," Middle East Media Research Institute, May 20, 2011, www.memri.org.

[17] Alfred Guillaume, The Life of Muhammad: A Translation of Ibn Ishaq’s Sirat Rasul Allah (Oxford and Karachi: Oxford University Press, 1955), p. xxx-xxxi.

[18] Francis Peters bemærker, at "alle de tidligste overlevede fremstillinger af Muhammeds liv er stærkt afhængige af Ibn Ishaqs oprindelige sira." F. E. Peters, “The Quest of the Historical Muhammad,” International Journal of Middle East Studies, 23 (1991), s. 304.

[19] F. E. Peters, Muhammad and the Origins of Islam (Albany: State University of New York Press, 1994), s. 49.

[20] Se f.eks. F. E. Peters, “The Quest of the Historical Muhammad,” International Journal of Middle East Studies, 23 (1991), s. 291-315, genoptrykt i F. E. Peters, Muhammad and the Origins of Islam, pp. 257-268, og Fred M. Donner, Muhammad and the Believers: At the Origins of Islam (Cambridge, MA and London, UK: The Belknap Press of Harvard University Press, 2010), s. 50-56 og 242-244. For en mere tillidsfuld opfattelse af Ibn Ishaqs pålidelighed, se W. Montgomery Watt, “The Reliability of Ibn Ishaq’s Sources,” i Watt, Early Islam: Collected Articles (Edinburgh: Edinburgh University Press, 1990), s. 13-23. Et meget skeptisk syn på Ibn Ishaq findes hos Patricia Crone og Michael Cook, Hagarism: The Making of the Muslim World (Cambridge: Cambridge University Press, 1980). Et meget lettilgængeligt resumé af forskningen på dette område er Robert Spencer, Did Muhammad Exist? An Inquiry Into Islam’s Obscure Origins (Wilmington, DE: ISI Books, 2012).

[21] Med M. J. Kisters ord: "Siraens fortællinger skal sigtes nøje og omhyggeligt for at udskille, hvad der er af historisk gyldige oplysninger, hvilke faktisk er sparsomme og magre. Men værdien af denne information for udforskningen af det muslimske samfunds sociale, politiske, moralske og litterære ideer kan ikke overvurderes; i århundreder, siden det muslimske samfund opstod, har Profetens højt ærede personlighed tjent som et ideal til efterfølgelse og efterligning." M. J. Kister, “The Sirah Literature,” i red. A. F. L. Beeston et al., Arabic Literature to the End of the Umayyad Period (The Cambridge History of Arabic Literature) (Cambridge: Cambridge University Press, 1983), s. 352-367.

[22] Alfred Guillaume, The Life of Muhammad: A Translation of Ibn Ishaq’s Sirat Rasul Allah (Oxford and Karachi: Oxford University Press, 1955). Ibn Ishaqs Sirat Rasul Allah var faktisk indlejret i en ambitiøs "universel historie", der dækkede verdenshistorien fra skabelsen og frem til Ibn Ishaqs egen tid (abbaside-kalifatet). For en rekonstruktion af Ibn Ishaqs historie for perioden før Muhammeds tid (dvs. den del, der fører op til, hvor Guillaumes værk begynder), se Gordon Darnell Newby, The Making of the Last Prophet: A Reconstruction of the Earliest Biography of Muhammad (Columbia, SC: The University of South Carolina Press, 1989).

[23] Fred M. Donner har hævdet, at Muhammed anførte en økumenisk bevægelse, der bød velkommen til jøder og unitariske kristne samt ex-polyteistiske konvertitter til monoteisme. Donner hævder, at islam ikke fremstod som en særskilt religiøs bekendelse, før flere generationer efter Muhammeds død, og at de klassiske islamiske forfattere fra de senere århundreder fortolkede Koranen anakronistisk og genfortalte Muhammeds liv, for at få det til at se ud som om, at Muhammed anførte en bevægelse af rene muslimer, der bekendte den klassiske islam fra senere århundreder. Donner vil således formentlig afvise Ibn Ishaqs sira som et produkt af denne senere anakronistiske indstilling, og dermed minimere de ekstreme og endda voldelige spændinger mellem Muhammed og jøderne som fortalt af Ibn Ishaq. Se Fred M. Donner, “From Believers to Muslims: Confessional Self-Identity in the Early Islamic Community” Al-Abhath 50-51 (2002-2003), s. 9-53. Hvis Donner har ret, vil det ikke påvirke tesen i nærværende artikel, der udelukkende fokuserer på indholdet af Ibn Ishaqs sira, og lader spørgsmålet om dens historiske nøjagtighed ude af betragting.

[24] Neil J. Kressel, “The Sons of Pigs and Apes,” s. 1.

[25] Ibn Ishaq forbinder (noget prøvende) denne hændelse i Muhammeds liv med et bestemt vers i Koranen, 28:51 [28:52-53]: "De, til hvem Vi har givet Skriften forud for denne, de tror på den. Når den læses op for dem, siger de: 'Vi tror på den. Det er sandheden fra vor Herre. Vi overgav os til Allah før den'" (s. 179). Moralen i historien er, at kristne (ligesom jøder), der er tro mod deres egne skrifter, vil konvertere til islam, så snart den præsenteres for dem.

[26] Ibn Ishaq hævder tilmed, at polyteisterne fra Mekka vidste, at Muhammed fortalte dem sandheden, "men misundelse forhindrede dem i at indrømme hans sandhed" (s. 140-1). Så både jøder, kristne og polyteister skildres som uærlige, når de afviser Muhammeds budskab: De eneste ærlige ikke-muslimer er dem, der konverterer til islam.

[27] Koranen hævder dette udtrykkeligt, hvor den omtaler Muhammed som "Udsendingen, Profeten af sit folk, som de finder beskrevet hos sig selv i Toraen og Evangeliet; ..." (7:157)

[28] Maxime Rodinson kommer med en klog bemærkning om jøderne i Medina: "Selv hvis de havde været positive overfor den nye bevægelse, var det ikke let for dem at sanktionere det, der efter deres opfattelse var en analfabets usammenhængende vrøvl, og de kunne heller ikke let undgå at påpege, hvordan Koranen fordrejede de gammeltestamentlige historier, samt de ​​fejl og anakronismer, den var fuld af." Maxime Rodinson, Muhammad, overs. Anne Carter (New York: The New Press, 1980), s. 161. W. Montgomery Watt er inde på det samme: Efter vandringen til Medina, "blev jøderne ... mere og mere fjendtlige, og brugte deres viden om Det Gamle Testamente til at kritisere Muhammeds påstand om, at Koranen var Allahs tale. I et stort set analfabetisk miljø var det let for dem at hævde og tilsyneladende bevise, at Koranen var fejlagtig i forskellige sager, nævnt i Det Gamle Testamente. Og argumentets konklusionen var selvfølgelig, at Koranen ikke var Allahs tale og Muhammed derfor ikke var en profet. I betragtning af denne sags alvor, må det have været en af Muhammeds vigtigste bekymringer i de første måneder." W. Montgomery Watt, Muhammad: Prophet and Statesman (Oxford: Oxford University Press, 1961), s. 99. Ibn Ishaq og Koranens sura 2 gør det helt klart, at dette faktisk var en stor bekymring for Muhammed efter hijra'en. Jf. Tor Andrae, Mohammed: The Man and His Faith, overs. Theophil Menzel (New York: Scribner, 1936), s. 192.

[29] Koranvers, der beskylder jøder eller "Bogens Folk" for at fordreje eller lyve om deres skrifter, omfatter følgende: 2:59, 2:75, 2:79, 2:89, 2:101, 2:140, 2:146, 2:159, 2:160, 2:174, 2:211, 3:70-71, 3:78, 3:187, 5:12-15, 5:41, 6:91, 13:36. (Se Appendiks for tekst.) Alle disse undtagen ét (6:91) kommer fra Medina-suraer, i overensstemmelse med Ibn Ishaqs fortælling, hvorefter Muhammed kun havde relativt lidt kontakt med jøder i Mekka før hijra'en.

[30] Se Joseph S. Spoerl, “Islam and War: Tradition vs. Modernity” Comparative Islamic Studies 4 (2008), s. 181-212, især. s. 191-195.

[31] David S. Powers, “The Exegetical Genre nasikh al-Qur’an wa mansukhuhu,” i Andrew Rippin, red., Approaches to the History of the Interpretation of the Qur’an (Oxford: Clarendon, 1988), s. 117-138, og David Bukay, “Peace or Jihad? Abrogation in Islam,” Middle East Quarterly, Fall 2007, s. 3-11; dansk oversættelse: "Fred eller jihad? Abrogation i islam".

[32] I almindelighed er Koranen ret sparsom i sin ros af "Bogens Folk", og balancerer altid sin lunkne ros med en meget hårdere kritik. Typiske vers hævder: "Nogle af dem er troende, men de fleste er gudløse" (3:110); "Du vil altid se forræderi fra deres side, undtagen fra nogle få af dem" (5:13); "I Skriftens folk! (...) de fleste af jer er gudløse" (5:59); "Der findes blandt dem et fællesskab, der er tilbageholdende; men ondt er det, som mange af dem gør" (5:66).

[33] Shaykh Safiur-Rahman Al-Mubarakpuri et al., red., 2. udgave, Tafsir Ibn Kathir (abridged) (Riyadh: Darussalam, 2003), Bind 2, s. 246.

[34] F. E. Peters, Muhammad and the Origins of Islam, s. 244, og Reuven Firestone, Jihad: The Origins of Holy War in Islam (Oxford: Oxford University Press, 1999), s. 88-89.

[35] Ibn Ishaqs behandling af banu Qurayza-episoden er selv blevet genstand for videnskabelig kontrovers: se W. N. Arafat, “New Light on the Story of the Banu Qurayza and the Jews of Medina”, Journal of the Royal Asiatic Society of Great Britain and Ireland (new series) 108 (1976), s. 100-107, og (som en tilbagevisning af Arafat) M. J. Kister, “The Massacre of the Banu Qurayza: A Re-examination of a Tradition,” Jerusalem Studies in Arabic and Islam 8 (1986), s. 61-96. Se også Gordon Darnell Newby, A History of the Jews of Arabia: From Ancient Times to Their Eclipse under Islam (Columbia, SC: The University of South Carolina Press, 1988), s. 92-93.

[36] "Forpligtelsen til at tro [på Allahs inspirerede bøger] angår de oprindelige åbenbaringer, ikke de forskellige skrifter i hænderne på ikke-muslimer, som tekstmæssigt er forvanskede i deres nuværende form." Ahmad ibn Naqib al-Misri, The Reliance of the Traveller: A Classic Manual of Islamic Sacred Law, overs. Nuh Ha Mim Keller, rev. udg. (Beltsville, MD: 1994), s. 811. Camilla Adang forklarer, at der i den islamiske tradition er en mangfoldighed af meninger om dette spørgsmål, hvor nogle muslimske lærde bekræfter, at jøder og kristne faktisk har forvansket teksterne til deres skrifter (tahrif al-Nass), mens andre kun hævder en forskel i tolkning uden at teksten er blevet forvansket (tahrif al-Ma'ani). Camila Adang, Muslim Writers on Judaism and the Hebrew Bible: From Ibn Rabban to Ibn Hazm (Leiden: E.J. Brill, 1996), s. 223-248.

[37] I modsætning hertil skildrer Ibn Hazm (ca. 994-1064) jøderne som "uvidende ofre for en løgnagtig eller uvidende forfader." Dette forhindrer ham dog ikke i at udsætte jøderne for den mest modbydeligt nedgørende stereotypering. Theodore Pulcini, Exegesis as Polemical Discourse: Ibn Hazm on Jewish and Christian Scriptures (Atlanta: The American Academy of Religion, 1998), s. 132-134.

[38] Gordon Darnell Newby lader formode, at den klassiske doktrin om tahrif først dukkede op nogle år efter Ibn Ishaqs sira blev til: Newby, The Making of the Last Prophet, s. 12. Tor Andrae hævder fejlagtigt: "Da jøderne bestred hans påstand om, at Den Arabiske Profet er nævnt i deres hellige skrifter, svarede han, at deres skrifter var forvanskede." Tor Andrae, Mohammed: The Man and His Faith, s. 192. Hvis man skal tro Ibn Ishaq, så påstod Muhammed ikke noget sådant. I stedet beskyldte han jøderne for at lyve om, hvad de vidste stod i deres (formentlig pålidelige) skrifter. Andrae læser anakronistisk den klassiske doktrin om tahrif tilbage i siraen, hvor den ikke kan findes.

[39] Raphael Patai, The Arab Mind (New York: Charles Scribner’s Sons, 1973), s. 90. Se også Philip Carl Salzman, Culture and Conflict in the Middle East (Humanity Books/Prometheus Books: Amherst NY: 2008), s. 106.

[40] Jeffery Herf, Nazi Propaganda for the Arab World, s. 153.

[41] Ibid., s. 197, 213.

[42] Andrew G. Bostom red., The Legacy of Islamic Antisemitism, s. 356.

[43] Middle East Media Research Center, Special Dispatch #3108, July 20, 2010, http://www.memri.org/report/en/print4463.htm.

[44] Citeret i Andrew Bostom red., The Legacy of Islamic Antisemitism, s. 33.

[45] Citeret i Robert Wistrich, Antisemitism: The Longest Hatred, s. 219.

[46] Se Menahem Milson, "Arab and Islamic Anti-Semitism," Middle East Media Research Institute Antisemitism Documentation Project, Inquiry and Analysis Series Report #442, May 27, 2008, og “Case Study: Portraying Jews and ‘Apes and Pigs,’” Palestinian Media Watch. Se også Middle East Media Research Institute Special Report #11, Nov. 1, 2002; og på det samme websted, Special Dispatch Series #1217 (July 28, 2006) og #1050 (Dec. 16, 2005). Se også Neil J. Kressel, “The Sons of Pigs and Apes,” s. 26-33.

[47] “Case Study: Portraying Jews and ‘Apes and Pigs,’” Palestinian Media Watch.

[48] “Article on Muslim Brotherhood Website Praises Jihad Against America and the Jews – ‘The Descendants of Apes and Pigs,’” Middle East Media Research Institute, Special Dispatch #4936, Sept. 7, 2012, http://www.memri.org/report/en/0/0/0/0/0/0/6656.htm.

[49] David D. Kirkpatrick, “Morsi’s Slurs Against Jews Raise Doubts,” The New York Times, Jan. 15, 2013, s. A1; også “Egyptian President Mohamed Morsi In 2010: No To Negotiations With The Blood-Sucking, Warmongering ‘Descendants Of Apes And Pigs’: Calls to Boycott U.S. Products,” Middle East Media Research Institute, Jan. 4, 2013, Special Dispatch No. 5118, http://www.memri.org/report/en/print6909.htm.

[50] Karen Armstrong, Muhammad: A Biography of the Prophet (New York: HarperCollins, 1992), s. 185.

[51] Ibid., s. 155.

[52] Ibid., s. 209.

[53] Omid Safi, Memories of Muhammad: Why the Prophet Matters (New York: HarperCollins, 2009).

[54] Tariq Ramadan, In the Footsteps of the Prophet: Lessons from the Life of Muhammad (Oxford and New York: Oxford University Press, 2007).

[55] Reza Aslan, No god but God: The Origins, Evolution, and Future of Islam (New York: Random House, 2005).

[56] W. Montgomery Watt skriver: "Det vigtigste aspekt ved bruddet med jøderne var det intellektuelle. Jøderne angreb hele sættet af ideer, som Muhammeds position var baseret på. De erklærede, at nogle af tingene i Koranen modsagde de gamle skrifter, som de var i besiddelse af, og derfor måtte være falske; i det tilfælde kunne de ikke være åbenbaringer og Muhammed ikke være en profet. Dette var meget alvorligt. Hvis mange af muslimerne mente, at det, jøderne sagde, var sandt, ville hele strukturen af samfundet, der så omhyggeligt var opbygget af Muhammed, smuldre væk (...). [Muhammed] havde brug for støtte fra mænd, der helhjertet troede på det religiøse aspekt af hans mission. Jøderne gjorde, hvad de kunne for at berøve ham en sådan støtte, og som indehavere af skrifterne var de i stand til at handle effektivt." W. Montgomery Watt, Muhammad: Prophet and Statesman, s. 114-115.

[57] Se f.eks. den romersk-katolske ærkebiskop Joseph Cardinal Bernardins 1995-forelæsning på Det Hebraiske Universitet: "Antisemitisme: Den historiske arv og udfordring for kristne" (“Antisemitism: The Historical Legacy and Challenge for Christians”), i Thomas A. Baima red., A Legacy of Catholic-Jewish Dialogue: The Joseph Cardinal Bernardin Lectures (Chicago: Liturgy Training Publications, 2012), s. 1-19. Om fjernelsen af antisemitisk sprog fra romersk-katolske religiøse undervisningsmaterialer, se Robert D. McFadden, “Sister Rose Thering, Nun Dedicated to Bridging Gap with Judaism, Dies at 85,” The New York Times, May 8, 2006, s. A21.

[58] Fra The Koran, overs. N. J. Dawood (London: Penguin Books, 1999).

---

Joseph S. Spoerl er professor i filosofi ved Saint Anselm College.

---

Oversættelse: Bombadillo