Det bliver stadig vanskeligere at føre ærlige, empirisk velinformerede samtaler om islam, både i den akademiske verden og udenfor. Så langt tilbage som i 1974 bemærkede den store franske islam-forsker, Maxime Rodinson, at hans område af islamiske studier var ved at udarte til pro-islamisk apologetik. Med Rodinsons ord: "Forståelse er blevet afløst af apologetik, kort og godt." [1] For nylig har den amerikanske professor i Religiøse Studier, Aaron Hughes, beskrevet miljøet indenfor de amerikanske islamiske religiøse studier som domineret af forskere, der "har skabt en egalitær, progressiv og pluralistisk udgave af islam, som de (...) kalder 'autentisk.'" Dette er der i sig selv intet galt i. Muslimer er frie til at udvikle islam i hvilken som helst retning, de ønsker. Problemet opstår, når disse muslimske lærde og deres ikke-muslimske støtter "hævder, at rivaliserende udlægninger af islam er forfalskninger, der enten er baseret på orientalisme eller islamofobi (hvis man er ikke-muslim) eller på kvindehad eller homofobi (hvis man er en muslim, der er uenig med dem)." [2] De, der vover at påpege det åbenlyse faktum, at mange efter sigende "autentiske" elementer af den islamiske tradition ikke er egalitære, progressive eller pluralistiske, bliver udsat for en spærreild af forhånelser og ofte skammet til tavshed.

En god illustration af, hvordan denne skadelige dynamik udspiller sig på græsrodsniveau, kan findes lige her i min egen hjemstat, New Hampshire, USA. Den 19. maj 2016 hørte jeg et foredrag af Robert Azzi i Transfiguration Episcopal Church i Derry, NH. Foredraget havde titlen: "Spørg en muslim om alt." Azzi er en lokal arabisk-amerikansk muslimsk journalist, der har holdt det samme foredrag mange gange over hele New Hampshire og som skriver regelmæssigt for lokale aviser. Azzi har også været rådgiver for fakultetet, de studerende og administrationen ved Phillips-Exeter Academy, en elite-forberedelsesskole i Exeter, NH, hvor Azzi havde særlig nær forbindelse med den tidligere rektor, Tom Hassan (ægtemand til NH-guvernør og nu US-Senator, Maggie Hassan). Azzi taler arabisk og har boet og rejst meget i den arabiske verden. Han brænder for at forsvare muslimer og arabere mod urimelige stereotyper. I sig selv er dette prisværdigt. Arabisk kultur er rig og varieret, og at stereotypere er både uretfærdigt og farligt. Problemerne opstår, når Azzi imødegår antimuslimske fordomme med sine egne halve sandheder og hele usandheder.

Azzi abonnerer på en progressiv, pluralistisk, tolerant og fredelig form for islam, men han kammer straks over i personlige angreb på enhver, der vover at påpege, at hans version af islam ikke er den eneste, og at intolerante og reaktionære former for islam desværre også har en stærk fordring på at blive betragtet som autentisk islamiske. I stedet for at fremme forståelsen af islam, gør Azzi det umuligt for sit amerikanske publikum at forstå, hvad der rent faktisk sker i islams verden, fordi Azzis version af islam i virkeligheden er meget særegen og ikke repræsentativ for, hvordan rigtig mange muslimer faktisk praktiserer og bekender deres tro.

Ikke tilfældigt er Azzi en af de førende anti-israelske aktivister i New Hampshire, og en forkæmper for BDS-bevægelsen, dvs. bevægelsen for boykot, afhændelse og sanktion rettet mod Israel, for at tvinge Israel til at give adgang til millioner af palæstinensiske "flygtninge" og opgive dets identitet som en jødisk stat. [3] Et af Azzis retoriske mål er uden tvivl at overbevise sine amerikanske tilhørere om, at israelske jøder ikke har grund til at frygte at blive et mindretal under et arabisk muslimsk flertal i en fremtidig forenet palæstinensisk stat. For at opnå dette mål hvidvasker han islam og arabisk kultur. Heri er han på linje med andre radikale anti-israelske aktivister fra BDS- og én-stats-bevægelserne. [4]

Faktisk har Azzi en lang veldokumenteret historie om at vildlede amerikanere om den arabiske og islamiske verden. I 1974 skrev han en artikel i National Geographic Magazine, i hvilken han gav en uberettiget rosenrød skildring af jøders situation i Syrien, på et tidspunkt, hvor syriske jøder blev udsat for alvorlig forfølgelse. [5] Forlegen over det resulterende ramaskrig, blev National Geographic tvunget til at offentliggøre et dementi et par måneder senere. [6]

Azzis pro-islamiske apologetik rummer et bestemt mønster af unøjagtighed, der er udbredt blandt islamiske apologeter, når de taler til et vestligt publikum - så man kan lære meget ved at analysere og tilbagevise hans retorik. Dette gør jeg i det følgende ved først at behandle ikke-muslimers stilling i den islamiske tradition, dernæst krig og terrorisme, og til sidst kvinders stilling.

A. Ikke-muslimers stilling i den islamiske tradition

På et spørgsmål om muslimske holdninger til jøder og andre ikke-muslimer, svarede Azzi ved at citere vers 2:62 fra Koranen, hvori det hedder: "De, der tror, og de, der er jøder, kristne og sabier; de, der tror på Allah og den yderste dag og handler ret, de vil få deres løn hos deres Herre." [7] Azzi har ret til at lave sin egen fortolkning af dette vers, men han undlod at fortælle sit publikum, at almindelig, dominerende islam aldrig har fortolket dette vers derhen, at Allah skulle finde jøders og kristnes tro acceptabel efter islams komme. I stedet har muslimske lærde fastslået, at dette vers kun udtrykker Allahs accept af de jødiske og kristne trosretninger indtil Muhammeds komme (ca. 570-632 e.Kr.). Med leveringen af Koranen til Muhammed, er kun islam acceptabel for Allah. [8] Dette bekræftes af andre vers i Koranen, fx: "Religionen er hos Allah overgivelsen til Allah [dvs. islam]" (Koranen 3:19) og: "Hvis nogen ønsker sig en anden religion end overgivelsen til Allah [islam], så bliver den ikke godtaget fra ham" (Koranen 3:85). Dette har altid været, og er fortsat, den almindelige muslimske opfattelse. [9]

Faktisk tager Azzi vers 2:62 ud af dets sammenhæng med ikke blot den islamiske eksegetiske tradition, men også med Koranen og med Muhammeds liv.

Ifølge den tidligste bevarede Muhammed-biografi, er Koranens sura 2 ikke meget andet end et udvidet angreb på jøderne, der havde gjort Muhammed vred ved at nægte at acceptere hans krav om at være profet. [10]

Det umiddelbart foregående vers, 2:61, siger om jøderne: "Fornedrelse og elendighed blev deres lod; de pådrog sig Allahs vrede, for de troede ikke på Allahs tegn, og de slog med urette profeterne ihjel. For de var ulydige og gik gang på gang for vidt." [11]

Haggai Ben Shammai, en ledende autoritet om de jødisk-muslimske relationers historie, [12] skriver, at denne forbandelse af jøderne har en central plads i den muslimske tradition om jøderne. Ifølge Ben Shammai:

"Henvisningen er faktisk til israelitterne i ørkenen, men for alle de muslimske eksegeter, uden undtagelse, var det helt klart, at henvisningen var til jøderne i deres egen tid. Det arabiske ord, der oversættes med 'blev deres lod' betyder også, bogstaveligt, at 'fornedrelse og elendighed' blev dekreteret for dem for evigt." [13]

Azzi fik publikum til at tro, at Muhammed var tolerant og respektfuld mod de jøder, han stødte på i Arabien, især i Medina, og at konflikter mellem Muhammed og jøderne ikke var teologiske, men kun politiske, fremprovokeret af et jødisk traktat-brud. Intet af dette er korrekt. Muhammeds konflikt med jøderne var teologisk fra starten. [14] Mens han var i Mekka, havde Muhammed lært sine tilhængere, at hans komme som profet var forudsagt i Toraen og Evangeliet (se Koranen 7:157). Efter at være flyttet til Medina, kom Muhammed for første gang til at leve blandt et stort antal jøder. De jødiske rabbinere vovede at modsige Muhammeds påstand om, at Toraen forudsagde hans komme som en profet, jøderne skulle følge. Muhammed reagerede med raseri og fordømte gentagne gange jøderne som løgnere, der fordrejede indholdet af deres egne skrifter. Den tidligste Muhammed-biografi, skrevet af Ibn Ishaq (ca. 704-767), siger, at "jøderne er en nation af løgnere (...) et forræderisk, løgnagtigt og ondt folk." [15] Ibn Ishaqs Life of Muhammad, en af de vigtigste kilder til islamisk tradition, er fyldt med sådanne anti-jødiske skældsord. Med ordene af Jacob Lassner, en lærd, der til fulde behersker de arabiske og hebraiske traditioner gennem hele den islamiske historie: "Uanset hvor de måtte være, vil jøder til stadighed blive beskyldt for at afvise Profetens mission, som deres tidligere trosfæller gjorde, de jødiske stammer i Arabien." [16]

Azzi håndplukkede et par pæne historier om Muhammed fra de traditionelle kilder, uden at forklare publikum, at de samme kilder maler et samlet portræt af Muhammed, hvor han er vred og fjendtlig mod alle, der afviste hans påstand om at være profet, og hvor han er villig til at tvinge folk til at konvertere til islam. [17] I den til dato mest autoritative og lærde Muhammed-biografi skriver den tyske historiker Tilman Nagel: "Ingen steder i Koranen bliver andre troende tolereret i deres [religiøse] forskellighed. Sådanne tanker var helt fremmede for Muhammed." [18] Yohanan Friedmann, en ledende ekspert i arabisk og islamisk historie, skriver: "Helt fra begyndelsen af deres historie, har muslimer intenst troet, at islam er den eneste sande tro, at den udelukker fremkomsten af enhver anden gyldig religion i fremtiden, og at den erstatter selv de religioner, der allerede eksisterende på tidspunktet for dens opståen." [19]

I en af sine mere ekstreme historiske fordrejninger, fortalte Azzi publikum, at den store jødiske lærde, Maimonides, nød godt af den islamiske "tolerance". (Maimonides levede fra 1135 til 1204, ikke i det 17. århundrede som Azzi fejlagtigt lod formode.) I virkeligheden blev Maimonides' egen familie truet med døden af muslimer, der forsøgte at presse dem til at konvertere, og hans lærer, den jødiske lærde Juda ibn Sussan, led martyrdøden i 1165 efter at have nægtet at konvertere til islam. I et brev til jøderne i Yemen, skrev Maimonides om de muslimske arabere:

"Husk på, mine trosfæller, at på grund af vore synders store antal, har Gud kastet os ind midt i dette folk, araberne, som har forfulgt os alvorligt og indført skadelig og diskriminerende lovgivning imod os (...). Aldrig har en nation forulempet, kuet, nedværdiget og hadet os så meget som dem." [20]

Historikeren Martin Gilbert bemærker: "For Maimonides, der var bekendt med korsfarer-angrebene på Europas jøder, var disse ord om islam en velovervejet historisk dom." [21] Azzi bemærkede med rette, at europæiske kristne var voldsomt antisemitiske, ofte værre end muslimerne, men deraf følger ikke, at islam var (eller er) "tolerant" overfor jøder og andre ikke-muslimer.

Den klassiske islamiske holdning til ikke-muslimer fører uundgåeligt til det relaterede emne: den islamiske lov om krig. Klassisk islam er så krænket og truet af vantro, at den befaler krig mod alle ikke-muslimer. Joseph Schacht, en ledende ekspert i islamisk lov, skriver: "Basis for de islamiske holdninger til de vantro er loven om krig; de skal enten konverteres eller underkues eller dræbes ..." [22]

B. Islam, krig og terrorisme

Koranen befaler muslimer, i vers 9:5, at besejre og konvertere polyteistiske afgudsdyrkere, [23] og i vers 9:29 at besejre og ydmyge "dem, der har fået Skriften", hvilket betyder primært jøder og kristne, men også zoroastrianere og samaritanere. [24] Disse to kategorier, hedninge og Bogens Folk, omfatter alle folk på jorden; de klassiske eksegeter opfattede derfor disse vers som en befaling om universel krig mod alle ikke-muslimer. Med historikeren Hugh Kennedys ord, kan især vers 9:5 "næsten betragtes som stiftelsesteksten for de muslimske erobringer (...)," hvor også vers 9:29 spiller en central rolle, således at "Koranen gav den ideologiske begrundelse for krigene under de muslimske erobringer." [25]

Azzi hævdede, at det først var efter de middelalderlige korstog, at islam blev fjendtligt indstillet mod den kristne verden. Denne påstand er falsk (og kun ét eksempel på Azzis foruroligende vane med at skyde skylden for problemer med islam over på ikke-muslimers påståede tidligere ugerninger [26]). Som vi har set, var ideologisk fjendskab mod ikke-muslimer til stede i islam helt tilbage fra Muhammeds tid. I sit klassiske studie af jihad i islam, påpeger historikeren David Cook fra Rice University, at islam meget tidligt udviklede sig til en imperialistisk ideologi med en påstået guddommelig fuldmagt til at erobre ikke-muslimer. Længe før det første korstog, skriver Cook, "i de første adskillige århundreder af islams historie, var fortolkningen af jihad ufortrødent aggressiv og ekspansiv." [27] I sin afskedsprædiken sagde Muhammed til sine tilhængere: "Jeg blev befalet at bekæmpe folk, indtil de siger, at der kun er én Gud; og når de siger det, er deres blod og deres ejendom beskyttet, og de er ansvarlige over for Gud." [28] Ifølge Cook "er der ikke skygge af bevis på," at de tidlige muslimske krige mod det kristne Byzantinske Rige blev udkæmpet i selvforsvar. [29] Jihad i islam er primært en offensiv, imperialistisk, missionerende krigsførelse, som historikeren Patricia Crone forklarer:

"I klassisk [islamisk] lov er jihad missionerende krigsførelse. Den er rettet mod de vantro, som ikke behøver at have gjort sig skyldige i fjendtlige handlinger mod muslimer (selve deres eksistens er en årsag til krig), og dens formål er at indlemme de vantro i Islams Hus, helst som konvertitter, men alternativt som dhimmier [dvs. ydmygede skatskyldige], indtil hele verden er blevet undertvunget." [30]

Koranen foreskriver, at islam skal sejre over al anden religion (9:33, 48:28, 61:9), og de klassiske autoriteter i den muslimske tradition har altid forstået dette som militær erobring af og politisk dominans over ikke-muslimer. [31]

Versene umiddelbart efter vers 9:29 (9:30-35) fremhæver den påståede religiøse fordærvethed af jøder og kristne som årsag til at angribe dem. Vers 9:29 befaler muslimer at bekæmpe jøder og kristne "indtil de kuet er rede til at betale skat!" Det arabiske ord, der her oversættes med "kuet" er saghirun, som rummer betydningerne lavtstående, underdanig, servil, ydmyg, ussel, foragtet, nedværdiget og sagtmodig. [32] Dette vers opfordrer til at pålægge jøder og kristne en særlig skat, jizya-skatten. Mahmud ibn Umar al-Zamakshari (1070-1144), forfatter til en standard koran-kommentar, forklarer, at "jizya skal tages fra dem under nedgørelse og ydmygelse (...). Opkræveren skal gribe ham i nakkeskindet, ryste ham og sige: "Betal jizya!", og når han betaler den, skal han have et slag over nakken." [33] Den største teolog i sunni-islams historie, Abu Hamid al-Ghazali (1058-1111), foreskriver, at "når jizya betales, skal dhimmien hænge med sit hoved, mens opkræveren tager fat i hans skæg og slår [dhimmien] på den fremstående knogle under hans øre [dvs. underkæben] ..." [34]

I en anden standard koran-kommentar siger Ibn Kathir (1301-1373), en meget indflydelsesrig sunnitisk shafii-lærd, om vers 9:29, at det blev sendt ned for at straffe jøderne og de kristne for deres uredelige afvisning af Muhammed: "Havde de været sande troende i deres religioner, ville denne tro have instrueret dem til at tro på Muhammed, fordi alle Profeter bragte den gode nyhed om Muhammeds komme og befalede dem at adlyde og følge ham." Ligesom al-Zamakshari og al-Ghazali, ser Ibn Kathir vers 9:29 som en befaling om, at jøder og kristne skal "vanæres, ydmyges og nedgøres." [35]

Den amerikanske sømand [skipper, o.a.] James Riley, der led skibbrud og blev gjort til slave ved Marokkos kyst i 1815, giver en øjenvidneberetning af jizya-opkrævningen i dette land:

"Snart dukkede jøderne op (...); da de nærmede sig, tog de deres tøfler af, tog deres penge i begge deres hænder, og holdt dem ved siden af hinanden på højde med brystet, og kom langsomt frem til talben eller den muhamedanske skriver, udpeget til at modtage dem; han tog dem fra dem, gav hver af dem et hurtigt slag med sin knytnæve på hans blottede pande som en kvittering for hans penge, hvorved jøderne sagde: "Nahma Sidi" (tak, herre) (...) ham, der sagde nej [han kunne ikke betale], eller ikke var klar, blev øjeblikkeligt grebet af maurerne, der, efter at have kastet ham fladt til jorden med ansigtet nedad, gav ham omkring halvtreds slag med en tyk stok på ryggen og bagdelen, og dernæst førte ham bort, fik jeg at vide, til et fangehul (...) mange af dem ændrede deres religion, blev modtaget af maurerne som brødre, og blev ført til moskeen, og fyrsteligt trakteret ... " [36]

Denne anekdote røber en vigtig sandhed, formuleret af Yohanan Friedmann, nemlig, at "det grundlæggende formål med jizya-skatten er at tvinge Bogens Folk til at antage islam; hensigten (taqdir) med Koranen 9:29 er 'indtil de antager islam eller betaler jizya (fa-yakunu al-taqdir hatta yuslima aw yu’tu al-jizya….'." [37] Det vil sige, at betaling af jizya, set fra Koranens synspunkt, er en næstbedste løsning i forhold til konvertering, og at den gøres tilpas ubehagelig, så den bliver et incitament til at konvertere. [38]

Det, vi kalder "radikal islam", er på mange måder en genoplivning af klassisk islamisk imperialistisk etos i den moderne verden. [39] For eksempel skrev Osama bin Laden:

"Vore samtaler med det vantro Vesten og vores konflikt med dem er i sidste ende centreret omkring ét spørgsmål (...) og det er: Tvinger islam med sværdets magt - eller gør den ikke - folk til at underkaste sig dens autoritet, korporligt om ikke åndeligt? Ja. Der er kun tre valg i islam: Enten villig underkastelse [dvs. konvertering]; eller betaling af jizya, gennem fysisk, men ikke åndelig, underkastelse under islams autoritet; eller sværdet (...). Opsummeret er situationen for enhver person i live: Enten underkast dig [dvs. konverter], eller lev under islams overhøjhed eller dø." [40]

Vi finder en lignende proklamation af klassisk islamisk imperialisme i den iranske forfatning, hvori det hedder, at de iranske væbnede styrker "ikke kun vil være ansvarlige for at bevogte og bevare landets grænser, men også for at opfylde den ideologiske mission af jihad for Allahs sag; det vil sige, at udbrede Allahs lovs suverænitet til hele verden ..." [41] Lederen af Islamisk Stat (også kendt som IS, ISIS eller ISIL eller Daesh), har åbent erklæret Islamisk Stats ønske om at erobre "Rom" (dvs. Europa), og hele verden. [42] Dens officielle magasin [Dabiq] proklamerer: "Vi vil erobre jeres Rom, bryde jeres kors og slavebinde jeres kvinder (...) og (...) sælge jeres sønner som slaver på slavemarkedet," [43] og "Snart, med Allahs tilladelse, vil den dag komme, hvor muslimen vil færdes overalt som en herre ..." [44]

Azzi hævder, at terrorisme ikke har rod i den islamiske tradition overhovedet, men disse citater fra tre af de vigtigste kilder til islamisk terrorisme i verden i dag - al-Qaeda, Iran og Islamisk Stat - viser, hvor uret han har. Islamisk terrorisme er i det mindste delvist drevet af klassisk islamisk imperialistisk ideologi. Dette er især vigtigt for amerikanere at forstå. Som historikeren Efraim Karsh påpeger:

"Amerikas position som den førende verdensmagt blokerer de arabiske og islamiske imperialistiske ambitioner. Som sådan er det et naturligt mål for aggression. Osama bin Ladens og andre islamisters krig er ikke imod Amerika i sig selv, men er snarere den seneste manifestation af den tusindårige jihad for et universelt islamisk imperium ..." [45]

Et andet aspekt af moderne islamisk terrorisme er dens foragt for ikke-muslimers liv, herunder ikke-kombattanter. Denne foragt er også forankret i klassisk islamisk lov, som kun giver meget svag og let tilsidesat beskyttelse af livet for ikke-muslimske fjendtlige civile i krigstid. [46]

Under sin fordømmelse af terrorisme som uislamisk, citerede Azzi et vers fra Koranen, der (med hans ord) angiveligt skulle lyde: "Hvis du dræber ét menneske, dræber du menneskeheden." Azzi mente tilsyneladende sura 5:32, der har følgende ordlyd: "På grund af dette har Vi foreskrevet Israels børn, at hvis nogen dræber et menneske, uden at det sker som hævn, lige for lige, eller for at have skabt fordærv i landet, er det, som om han havde dræbt alle mennesker." Bemærk, at dette vers klart efterlader et smuthul i forbuddet mod at dræbe: Drab er forkert, undtagen som gengældelse for at have dræbt en anden eller for at have skabt fordærv i landet. Azzi nævnte ikke denne vigtige undtagelse, og han nævnte heller ikke det umiddelbart følgende vers (5:33), som forklarer, hvad der skal ske med dem, der har "skabt fordærv": "Gengældelsen for dem, der fører krig mod Allah og Hans udsending og stræber efter at skabe fordærv i landet, er, at de bliver dræbt eller korsfæstet eller får deres hænder og fødder hugget af i modsat side eller bliver fordrevet fra landet." Islamiske terrorister, selvfølgelig, mener antageligt, at de gør gengæld mod dem, der dræber muslimer, eller at de straffer dem, der skaber fordærv i landet ved at føre krig mod islam. [47] Dette var typisk for hele Azzis foredrag: Han vildledte sit publikum ved at citere et vers fra Koranen delvist og unøjagtigt, og forværrede unøjagtigheden ved at tage verset ud af kontekst.

Azzi fordømte også selvmordsbombninger som uislamiske med den begrundelse, at islam fordømmer selvmord, men så sagde han: "Vi er nødt til at spørge, hvad der forårsager den fortvivlelse, der fører til selvmordbombning." Han lod formode, at muslimske børn fra Minnesota eller Colorado eller Palæstina bliver drevet til desperate terrorhandlinger af anti-muslimsk fordom eller diskrimination. Han antydede også, at sådanne terrorangreb kan være drevet af mental forstyrrelse, med hvilken han forklarede San Bernardino-angrebet. Også her udelukkede Azzi et vigtigt aspekt af historien. Som nævnt ovenfor, er radikal islam forankret i klassisk islamisk imperialismes etos. Irans eller al-Qaedas eller Islamisk Stats terrortaktik er motiveret, ikke blot af særlige anklager mod ikke-muslimer, men af ønsket om verdenserobring. Desuden kan islam meget vel fordømme selvmord i betydningen forsætligt selv-drab, [48] men den skelner dette fra selvmorderisk tapperhed i kamp, som den anser for tilladt og endda prisværdig. [49] Denne sondring er baseret på ord af Muhammed selv, der lærte, at selvmorderiske angreb på fjenden gjorde fortjent til alle Paradisets belønninger. [50]

C. Kvinders stilling i den islamiske tradition

Adspurgt om kvinders stilling i den islamiske tradition, begyndte Azzi med at anerkende, at kvinder ikke bliver behandlet godt i islamiske lande i dag. Han tilskrev dette en misforståelse af islam. Verdens mest islamiske lande, viser det sig altså, forstår ikke islam! Ifølge Azzis fortælling, er Koranen et feministisk dokument, men fortolkningen af Koranen blev hurtigt kapret af patriarkalske mænd, som skrev kommentarerne til Koranen (tafsir-litteraturen). Azzi havde ret i at påpege, at der er muslimer, som skriver feministiske gen-fortolkninger af Koranen i dag. Men det var forkert af ham at afvise de traditionelle kommentarer til Koranen så hurtigt. Disse blev trods alt skrevet af omhyggelige lærde, der fordybede sig i islams historie og stod kulturelt og tidsmæssigt tættere på det miljø, hvori Koranen blev til, end nogen moderne fortolker.

Azzi efterlod sit publikum med det falske indtryk, at Koranen ikke sanktionerer noget, en moderne vesterlænding ville fordømme som kvindefjendsk. I virkeligheden tolererer Koranen kvinders sexslaveri (23:1-6, 33:50, 70:29-30), børneægteskab (65:4), polygami (4:3) og hustruvold (4:34); den udnævner mænd til at stå over kvinder og befaler kvinder at adlyde mænd (4:34); den siger, at det juridiske vidnesbyrd af én mand svarer til to kvinders vidnesbyrd (2:282); den tillader mænd at indespærre kvinder indtil døden for at have begået en utugtig handling (4:15); den foreskriver, at en mand skal arve dobbelt så meget som en kvinde (4:11); den antyder, at sønner er mere værd end døtre (37:149); og den giver en ægtemand retten til at "holde, hvem af dem [dine koner] du vil, hen og kalde, hvem du vil, til dig [din seng], ..." (33:51); Koranen fortæller også mænd, at "Jeres kvinder er pløjejord for jer, så gå til jeres pløjejord, som I vil." (2:223). [51]

Azzi havde tilsyneladende også til hensigt at efterlade sit publikum med det indtryk, at Muhammed, i modsætning til de senere koran-kommentatorer, var en proto-feministisk, men her ignorerede Azzi bekvemt de tidligste Muhammed-biografier. Disse biografier skildrer Muhammed som en mand, der tillader voldtægt og sexslaveri af kvindelige krigsfanger [52] og citerer Muhammed for at sige til sine mænd: "Irettesæt kvinder venligt, for de er jeres fanger, der ikke har kontrol over sig selv." [53] Tilman Nagel påpeger, at det arabiske ord der her bruges af Muhammed (al-awani), leder tanken hen på krigsfanger i lænker. [54] Nagel hævder, at Muhammed sigtede mod en underkastelse (Unterwerfung) af kvinder begået af mænd, der i virkeligheden var langt mere gennemgribende, end hvad de mere afslappede skikke i det præ-islamiske Arabien havde pålagt. [55] Som historiker Robert Hoyland bemærker: "Der er vidnesbyrd om betydelig variation i ægteskabelig skik i det præ-islamiske Arabien ..." [56] Langt fra at frigøre kvinder, erstattede Muhammed denne variation med ensartethed, og gjorde Arabien endnu mere patriarkalsk end før islams komme. Den ældste bevarede Muhammed-biografi giver os et grafisk eksempel på dette i skikkelse af en vis Muadh, som Muhammed håndplukkede til at rejse til Yemen (eller Yaman) for at tjene som muslimsk missionær:

"Muadh tog til Yaman og gjorde, som han blev befalet, og en kvinde kom til ham og sagde: 'O følgesvend af Guds apostel, hvilke rettigheder har en mand over sin kone?' Han sagde: "Ve dig, en kvinde kan aldrig opfylde sin mands rettigheder, så gør dit yderste for at opfylde hans krav så godt du kan.' Hun sagde: 'Ved Gud, hvis du er følgesvend af Guds apostel, må du vide, hvilke rettigheder en mand har over sin kone!" Han sagde: 'Hvis du tog tilbage og fandt ham med sine næsebor løbende med pus og blod, og du sugede, til du fik det fjernet, ville du ikke have opfyldt din forpligtelse.'" [57]

Forfatteren Ibn Ishaq - en troende muslim, der skrev for et muslimsk publikum og brugte muslimske kilder - udtrykker ikke misbilligelse af Muadhs ord. Han melder heller ikke om indsigelse fra Muhammeds side.

Dette billede bekræftes af de traditionelle samlinger af Muhammeds ord (hadith). Især af Sahih Bukhari, en hadith-samling - begået af Muhammed al-Bukhari (810-870) - der "i sunni-islam rangerer lige under Koranen." [58] Her følger nogle af Muhammeds udtalelser som fortalt af al-Bukhari: "Det er ikke tilladt for en mand at være alene med en kvinde, og ingen dame bør rejse undtagen med en muhram (dvs. hendes mand eller en person, hun under ingen omstændigheder kan gifte sig med, fx hendes far, bror, etc.)." [59] "Profeten sagde: 'Efter mig har jeg ikke efterladt nogen lidelse mere skadeligt for mænd end kvinder.'" [6011] "Da Profeten hørte nyheden om, at folket i Persien havde gjort Khosraus datter til deres dronning (hersker), sagde han: 'En nation, som gør en kvinde til sin hersker, vil aldrig lykkes.'" [61] Ifølge al-Bukhari forklarede Muhammed kvinders underlegenhed som følger:

"Så kom han [Muhammed] forbi kvinderne og sagde: 'O kvinder! Giv almisse, for jeg har set, at flertallet af beboerne i Helvedesilden er jer (kvinder).' De spurgte: 'Hvorfor er det sådan, O Allahs Apostel?' Han svarede: 'I bander ofte og er utaknemmelige over for jeres ægtemænd. Jeg har ikke set nogen mere mangelfuld i intelligens og religion end jer. En forsigtig, fornuftig mand kunne blive ledt på afveje af nogle af jer.' Kvinderne spurgte: 'O Allahs Apostel! Hvad mangelfuldt er der i vores intelligens og religion?' Han sagde: 'Er ikke vidnesbyrdet fra to kvinder lig med én mands?' De svarede bekræftende. Han sagde: 'Dette er manglen i hendes intelligens. Er det ikke sandt, at en kvinde hverken kan bede eller faste under hendes menstruation?' Kvinderne svarede bekræftende. Han sagde: 'Dette er manglen i hendes religion.'" [62]

Den islamiske tradition tilskriver også Muhammed følgende erklæring: "Det er ikke tilladt for en kvinde, der tror på Allah og Den Sidste Dag, at lade nogen komme ind i sin mands hus, hvis han er imod, eller at gå ud, hvis han ikke bryder sig om det." [63] "Enhver, der forlader sin mands hus [... uden hans tilladelse], vil englene forbande, indtil hun vender tilbage eller angrer." [64] "Mænd er allerede ødelagte, når de adlyder kvinder." [65]

Da Muhammed ifølge islamisk doktrin besidder isma, dvs. guddommeligt skænket immunitet mod synd og fejl, er hans ord og eksempler næsten lige så vigtige som Koranen selv som basis for islamisk lov. [66] Dette, foruden de ovennævnte koranvers, er grunden til, at islamisk lov lægger så snævre grænser for kvindelig frihed.

Konklusion

Ligesom islamiske apologeter gør overalt, citerer Azzi omhyggeligt udvalgte anekdoter fra tidlige islamiske kilder, der efterlader et positivt indtryk af islam, mens han bevidst udelader de mindre flatterende anekdoter, uden at give nogen grund til, de flatterende dele er mere historisk pålidelige end de mindre flatterende. Hans mål er ikke at oplyse eller uddanne, men at hvidvaske islam og dæmonisere enhver, der vover at påpege de mange kendsgerninger, han forvrider eller udelader, alt imens han giver vesterlændinge skylden for manglerne i den muslimske verden.

I dag over hele den muslimske verden, står ikke-muslimske minoriteter overfor udbredt diskrimination og forfølgelse, og denne mishandling kan spores tilbage til de elementer i den islamiske tradition, jeg har beskrevet, og til andre, som jeg ikke har nævnt, heriblandt forbuddene mod apostasi og blasfemi. [67] Ligeledes kan den kroniske islamiske terror mod ikke-muslimske lande spores tilbage til den klassiske islamiske imperialismes etos, der animerer radikale islamiske bevægelser. Endelig bliver kvinder i dag udsat for varierende grader af diskrimination over hele islams verden, ikke på trods af, men på grund af Koranens lære og Muhammeds ord og eksempel. I stedet for at hjælpe sit amerikanske publikum med at forstå disse fænomener, får Azzi dem til at virke uforståelige. Enhver muslim, der taler til et ikke-muslimsk publikum, bør være ærlig og ydmyg nok til at indrømme, at mishandling af ikke-muslimer og kvinder er almindelig i den islamiske kultur, fordi den er rodfæstet i klassiske islamiske kilder og principper. Han bør også indrømme, at islam må reformeres, hvis sådan en mishandling skal stoppes. I stedet angriber Azzi vredt enhver, der antyder, at islam har behov for grundige reformer, og han har den frækhed at bebrejde det ikke-muslimske Vesten for hadet og volden, der udgår fra den muslimske verden.

Jeg håber, at denne artikel også har sat Azzis anti-israelske argumentation i perspektiv. Efter at have lært, hvor dybt rodfæstet jødehadet er i den islamiske tradition, bør det ikke komme som nogen overraskelse, at de jøder i Israel, som er flygtninge fra muslimske lande eller disse flygtninges efterkommere (ca. halvdelen af alle israelske jøder), er de mest anti-arabiske af alle israelere. [68] Disse er de israelere, der stemmer på Likud, og som mest glødende afviser Robert Azzi og hans ideologiske allierede i BDS-bevægelsen med deres forsøg på at tvinge Israel til at give adgang til millioner af såkaldte palæstinensiske "flygtninge", og dermed tvinge jøderne ind i mindretalsstatus under et muslimsk flertal. Azzis hvidvaskning af den islamiske tradition gør det umuligt at forstå de israelske jøders perspektiv eller deres beslutsomme vilje til at opretholde en stat med jødisk flertal i et Mellemøsten, der er oversvømmet af vold, had og religiøs intolerance. Azzis hvidvaskning af islam tilslører også kilderne til det intense had mod Israel, der vansirer den muslimske verden. Som Benny Morris skriver, er der for en traditionel muslim "noget unaturligt, for ikke at sige ligefrem blasfemisk, i forestillingen om jøder - et dhimmi-folk, en underlegen race - der nærer, og forsøger at fremme, politiske ambitioner, og dette på muslimsk jord." [69]

Folk i New Hampshire kan "spørge en muslim om alt", men hvis denne muslim er Robert Azzi, bør de se på svarene med stor skepsis. At lytte til muslimske apologeter som Azzi er ingen erstatning for selv at læse de primære kilder til den islamiske tradition.

Noter

[1] Maxime Rodinson, “The Western Image and Western Studies of Islam,” i Joseph Schacht og C. E. Bosworth red., The Legacy of Islam, second ed. (Oxford: Clarendon, 1974), p. 59.

[2] Aaron Hughes, Islam and the Tyranny of Authenticity: An Inquiry into Disciplinary Apologetics and Self-Deception (Sheffield, UK and Bristol, CT: Equinox, 2015), p. xiii.

[3] Om BDS-bevægelsens mål, se Omar Barghouti, BDS: The Global Struggle for Palestinian Rights (Chicago: Haymarket Books, 2011).

[4] Se Joseph S. Spoerl, “Whitewashing Palestine to Eliminate Israel: The Case of the One-State Advocates,” Jewish Political Studies Review, Vol. 26, Nos. 3-4 (Fall 2014), pp. 73-90,
http://jcpa.org/article/whitewashing-palestine-eliminate-israel-case-one-state-advocates/.

[5] Robert Azzi, “Damascus, Syria’s Uneasy Eden,” National Geographic Magazine, April 1974, Volume 145, Issue 4, pp. 512-535. Om forfølgelsen af syriske jøder på den tid, se Joan Peters, From Time Immemorial (Chicago: JKAP Publications, 1984), pp. 119-127.

[6] National Geographic Magazine, November 1974, Volume 146, Issue 5, p. 587.

[7] Hvis intet andet er angivet, er engelske koran-citater taget fra A. J. Droge, The Qur’an: A New Annotated Translation (Sheffield, UK and Bristol, CT: Equinox, 2013). De danske citater er fra Ellen Wulffs oversættelse, Koranen, Forlaget Vandkunsten, København, 2006.

[8] Tafsir Ibn Kathir, er tilgængelig online i engelsk oversættelse på http://www.qtafsir.com/index.php?option=com_content&task=view&id=373.
Desuden, Tafsir Ibn Kathir (forkortet), red. og overs. Shaykh Safiur-Rahman Al-Mubarakpuri et al., second edition (Riyadh: Darussalam, 2003), Volume 1, pp. 247-9. Se også Jalalu’D-Din Al-Mashalli and Jalalu’D-Din As-Suyuti, Tafsir Al-Jalalayn, overs. Aisha Bewley, revideret udg. (London: Dar Al Taqwa, 2014), p. 23.

[9] Ahmad ibn Naqib al-Misri, Reliance of the Traveller: A Classic Manual of Islamic Sacred Law, Nuh Ha Mim Keller, translator and editor, revised edition (Beltsville, MD: Amana Publications, 1994), pp. 652-3 (p1.0), 822 (v2.1), 846-851 (w4.0)..

[10] Alfred Guillaume, The Life of Muhammad: A Translation of Ibn Ishaq’s Sirat Rasul Allah (Oxford: Oxford University Press, 1955), pp. 247-259. See also Joseph S. Spoerl, “Muhammad and the Jews according to Ibn Ishaq,” The Levantine Review Vol. 2, No. 1 ( Spring 2013), pp. 84-103, https://ejournals.bc.edu/ojs/index.php/levantine/issue/view/576.

[11] Her citerer jeg Haggai Ben Shamais engelske oversættese af dette vers [ikke relevant for den danske oversættelse, o.a.].

[12] Således beskrevet af Jacob Lassner, Jews, Christians, and the Abode of Islam (Chicago and London: The University of Chicago Press, 2012), p. 55.

[13] Haggai Ben Shammai, “Jew-Hatred in the Islamic Tradition and the Koranic Exegesis,” i Shmuel Almog ed. Antisemitism Through the Ages (Oxford: Pergamon Press, 1988), p. 164.

[14] Guillaume, Life of Muhammad, pp. 247-259, og Spoerl, “Muhammad and the Jews according to Ibn Ishaq.”

[15] Guillaume, Life of Muhammad, p. 241. Ordene er talt af Muhammeds følgesvend, Abdullah bin Sallam, i Muhammeds tilstedeværelse og med Muhammeds klare acceptl.

[16] Lassner, Jews, Christians, and the Abode of Islam, p. 168.

[17] For talrige eksempler, se Joseph S. Spoerl, “Tolerance and Coercion in the Sira of Ibn Ishaq,” The Levantine Review, Volume 4, No. 1 (Spring 2015), pp. 43-66, https://ejournals.bc.edu/ojs/index.php/levantine/issue/view/854.

[18] Min [Spoerls] oversættelse. Tilman Nagel, Mohammed: Leben und Legende (München [Munich]: Oldenbourg Wissenschaftsverlag GmbH, 2008), p. 777n70.

[19] Yohanan Friedmann, “Islam is superior…”, The Jerusalem Quarterly, Volume 11, Spring 1979, p. 36.

[20] Bat Ye’or, The Dhimmi: Jews and Christians under Islam, trans. David Maisel et al. (Rutherford, NJ: Fairleigh Dickinson University Press, 1985), pp. 351.

[21] Martin Gilbert, In Ishmael’s House: A History of Jews in Muslim Lands (New Haven and London: Yale University Press, 2010), p. 57.

[22] Joseph Schacht, An Introduction to Islamic Law (Oxford: Clarendon, 1982), p. 130.

[23] Vers 9:5 lyder: "Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Allahs side, hvor som helst I finder dem! I skal pågribe dem, belejre dem, og ligge på lur efter dem i hvert et baghold! Men hvis de omvender sig, holder bøn og giver almisse, så lad dem frit gå! Allah er tilgivende og barmhjertig." Klassiske muslimske fortolkere fastslår, at vers 9:5 "ophæver alle andre vers i Koranen, der befaler noget mindre end en total offensiv mod de vantro." David Powers, “The Exegetical Genre nasikh al-Qur’an wa mansukhuhu,” i Andrew Rippin, red., Approaches to the History of the Interpretation of the Qur’an (Oxford: Clarendon, 1988), pp. 117-138.

[24] Vers 9:29 lyder: "Bekæmp dem, som ikke tror på Allah og den yderste dag, og som ikke forbyder, hvad Allah og Hans udsending forbyder; og blandt dem, der har fået Skriften, skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet er rede til at betale skat!"

[25] Hugh Kennedy, The Great Arab Conquests (Philadelphia: Da Capo Press, 2007), pp. 50-1.

[26] I et andet eksempel på, hvordan han skyder skylden på Vesten, fortalte Azzi sit publikum, at den sunni/shiitiske splittelse slet ikke var så slem, før vestlige magter forværrede den i det 20. århundrede, en fremstilling, der ignorerer, hvor tidlig og hvor voldsom denne splittelse var i islamisk historie. Som historiker Fred Donner fra University of Chicago skriver: "... borgerkrigene [i tidlig islam] var bemærkelsesværdige ved den vildskab, hvormed de blev ført." Fred M. Donner, Muhammad and the Believers: At the origins of Islam (Cambridge, MA and London, UK: Belknap Press of Harvard University Press, 2010), pp. 189

[27] David Cook, Understanding Jihad (Berkeley: University of California Press, 2005), p. 30.

[28] Cook, Understanding Jihad, p. 25; se også Rizwi Faizer ed., The Life of Muhammad: Al-Waqidi’s Kitab al-Maghazi, trans. Rizwi Faizer, Amal Ismail, and Abdulkader Tayob (London and New York: Routledge/Taylor and Francis, 2011), p. 544.

[29] Cook, Understanding Jihad, p. 96.

[30] Patricia Crone, God’s Rule: Government and Islam (New York: Columbia University Press, 2004), pp. 364-5. Om den offensive karakter af klassisk jihad, se også Ella Landau Tasseron, “Jihad,” iThe Encyclopedia of the Qur’an (Leiden: Brill, 2001-6), Volume III, pp. 35-43; Ann K. S. Lambton, State and Government in Medieval Islam (Oxford: Oxford University Press, 1981), p. 201; Joseph S. Spoerl, “Jihad and Just War,” The Levantine Review, Volume 2, Number 2, pp. 159-187, https://ejournals.bc.edu/ojs/index.php/levantine/issue/view/592; and Majid Khadduri, War and Peace in the Law of Islam (Baltimore: The Johns Hopkins University Press, 1955), pp. 44-5, 51, 53, 60-1, og passim. Khadduri skriver: "Jihad kan betragtes som en form for religiøs propaganda, der kan udføres ved overtalelse eller ved sværdet" (s. 56). Hvis man læser krigsversene i Koranen i forbindelse med den tidligste Muhammed-biografi, bliver det klart, at disse vers befaler offensiv, ikke defensiv krigsførelse: se Joseph S. Spoerl, “Islam and War: Tradition vs. Modernity,” Comparative Islamic Studies, Volume 4, Numbers 1-2 (2008), pp. 181-212.

[31] Yohanan Friedmann, “Islam is superior…”, The Jerusalem Quarterly, Volume 11, Spring 1979, pp. 36-42; Yohanan Friedmann, Tolerance and Coercion in Islam: Interfaith Relations in the Muslim Tradition (Cambridge: Cambridge University Press, 2003), pp. 34-5 and passim.

[32] Raymond Ibrahim, Crucified Again: Exposing Islam’s New War on Christians (Washington, DC: Regnery, 2013), p. 22.

[33] Citeret i Bernard Lewis, The Jews of Islam (Princeton: Princeton University Press, 1984), pp. 14-5.

[34] Al-Ghazali, Kitab al-Wagiz Fi Fiqh Madhab al-Imam al-Safi’I, i Andrew Bostom red., The Legacy of Jihad: Islamic Holy War and the Fate of Non-Muslims (Amherst NY: Prometheus Books, 2005), p. 199.

[35] Tafsir Ibn Kathir (abridged), ed. and trans. Shaykh Safiur-Rahman Al-Mubarakpuri et al., second edition (Riyadh: Darussalam, 2003), Volume 4, pp. 404-6.

[36] James Riley, Sufferings in Africa: Captain Riley's Narrative. An Authentic Narrative of the Loss of the American Brig Commerce (Hartford: S. Andrus and Son, 1847), pp. 199-200.

[37] Yohanan Friedmann, Tolerance and Coercion in Islam: Interfaith Relations in the Muslim Tradition, pp. 99-100.

KOROK

[38] Den vigtige teolog, Fakhr al-Din al-Razi (1149-1209), hævder udtrykkeligt, at hele pointen med jizya er at fremkalde konvertering: Jane Dammen McAuliffe, “Fakhr al-Din al-Razi on ayat al-jizyah and ayat al-sayf,” i Michael Gervers og Ramzi Jibran Bikhazi red., Conversion and Continuity: Indigenous Christian Communities in Islamic Lands, Eighth to Eighteenth Centuries, Papers in Medieval Studies 9 (Toronto: Pontifical Institute of Medieval Studies, 1990), pp. 103-119 at p. 111. Jizya var også en stor økonomisk byrde og også dette fremkaldte konvertering: Se S. D. Goitein, A Mediterranean Society: The Jewish Communities of the Arab World as Portrayed in the Documents of the Cairo Geniza, Vol II, The Community (Berkeley: University of California Press, 1971), pp. 380-1; S. D. Goitein, “The Jews Under Islam, Part I: 6^th-16^th Centuries,” in Elie Kedourie ed., The Jewish World (London: Thames and Hudson, 1979), pp. 180-1; S. D. Goitein, “Evidence on the Muslim Poll Tax from Non-Muslim Sources: A Geniza Study,” Journal of the Economic and Social History of the Orient 6 (1963), pp. 278-295.

[39] Se Cook, Understanding Jihad, p. 164 og passim, og Joseph S. Spoerl, “Jihad and Just War,” The Levantine Review, Volume 2 Number 2 (Winter 2013), pp. 159-187, esp. pp. 178-181, https://ejournals.bc.edu/ojs/index.php/levantine/issue/view/592.

[40] Raymond Ibrahim ed. and trans., The Al Qaeda Reader (New York: Broadway Books, 2007), p. 42.

[41] Iran, Constitution, “Preamble,” section heading “An Ideological Army,” http://www.servat.unibe.ch/icl/ir00000_.html. Irans forfatning siger også, at den blev skrevet for "at bane vejen for dannelsen af et enkelt verdenssamfund", og udtrykker "håbet om, at dette århundrede vil opleve etableringen af en universel hellig regering og undergangen af alle andre" (Præambel).

[42] Aymenn Jawad al-Tamimi, “Abu Bakr al-Baghdadi’s Message as Caliph,” July 2, 2014, The Gatestone Institute, http://www.gatestoneinstitute.org/4387/baghdadi-isis-caliphate.

[43] Dabiq, Issue 4, Dhul-Hijjah 1435, p. 37,
http://www.clarionproject.org/news/islamic-state-isis-isil-propaganda-magazine-dabiq.

[44] Dabiq, Issue 1, Ramadan 1435, p. 8,
http://www.clarionproject.org/news/islamic-state-isis-isil-propaganda-magazine-dabiq.

[45] Efraim Karsh, Islamic Imperialism: A History (New Haven and London: Yale University Press, 2006), p. 234.

[46] Se Patricia Crone, God’s Rule: Government and Islam, p. 358, og Ella Landau Tasseron, “’Non-Combatants’ in Muslim Legal Thought,” Research Monographs on the Muslim World, Series No. 1, Paper No. 3, December 2006, The Hudson Institute, http://www.hudson.org/content/researchattachments/attachment/1136/20061226
_noncombatantsfinal.pdf; og Joseph S. Spoerl, “Jihad and Just War,” The Levantine Review, Volume 2 Number 2 (Winter 2013), pp. 159-187, især siderne 172-177,
https://ejournals.bc.edu/ojs/index.php/levantine/issue/view/592.

[47] Den unge somaliske amerikaner, der angreb folk med bil og kniv på Ohio State University i slutningen af november 2016, sagde således på Facebook kort før angrebet: "... dødtræt af at se mine muslimske brødre og søstre blive dræbt og tortureret OVERALT," og "Villig til at dræbe en milliard vantro som gengældelse for en enkelt HANDICAPPET muslim." Mitch Smith og Adam Goldman, “From Somalia to U.S.: Ohio State Attacker’s Path to Violence,” New York Times, Dec. 1, 2016, www.nytimes.com.

[48] Ahmad ibn Naqib al-Misri, Reliance of the Traveller: A Classic Manual of Islamic Sacred Law, ed. and trans. Nuh Ha Mim Keller, revised ed. (Beltsville, MD: Amana Publications, 1994), p. 670 (p25.0).

[49] "Der er ingen uenighed blandt [islamiske] lærde om, at det er tilladt for en enkelt muslim at angribe en front af vantro direkte og kæmpe mod dem, selv om han ved, at han vil blive dræbt." Al-Misri, Reliance of the Traveller, p. 718 (q2.4(4)). Se også Franz Rosenthal, “On Suicide in Islam,” Journal of the American Oriental Society, Vol. 66, No. 3 (July-Sept. 1946), pp. 239-259.

[50] Guillaume, Life of Muhammad, p. 300.

[51] Den engelske oversættelse af versene 33:51 and 2:223 brugt her er fra N.J. Dawood, The Koran (Harmondsworth: Penguin, 1999). [Den danske er som sædvanlig fra Ellen Wulff].

[52] Alfred Guillaume, The Life of Muhammad, p. 512, og Rizwi Faizer ed., The Life of Muhammad: Al-Waqidi’s Kitab al-Maghazi, pp. 202, 336, 451, 462. Jf. Maxime Rodinson, Muhammad, trans. Anne Carter (New York: The New Press, 1980), p. 197. Se også Sahih Bukhari, Volume 3, Book 46, Number 718; Volume 5, Book 59, Number 459; Volume 7, Book 62, Number 137; and Volume 8, Book 77, Number 600 (oversat af Muhammad Muhsin Khan, tilgængelig online på http://www.sahih-bukhari.com/)

[53] Guillaume, The Life of Muhammad, p. 651. Jf. Faizer, The Life of Muhammad: Al-Waqidi’s Kitab al-Maghazi, p. 544.

[54] Nagel, Mohammed, p. 333.

[55] Nagel, Mohammed, pp. 324-336. Se også p. 782n225, om nutidige muslimske feministers misforståelser.

[56] Robert Hoyland, Arabia and the Arabs: From the Bronze Age to the Coming of Islam (London and New York: Routledge/Taylor and Francis, 2001), p. 128.

[57] Guillaume, The Life of Muhammad, p. 644.

[58] David Cook, Understanding Jihad, p. 17.

[59] Sahih Bukhari, Volume 4, Book 52, Number 250.
(See http://www.sahih-bukhari.com/).

[60] Sahih Bukhari, Volume 7, Book 62, Number 33.

[61] Sahih Bukhari, Volume 9, Book 88, Number 219.

[62] Sahih Bukhari, Volume 1, Book 6, Number 301.

[63] Al-Misri, Reliance of the Traveller, p. 538 (m10.3).

[64] Al-Misri, Reliance of the Traveller, p. 682 (p42.2).

[65] Al-Misri, Reliance of the Traveller, p. 672 (p28.1 (1)).

[66] W. Madelung, “Isma,” i H.A.R. Gibb ed., The Encyclopedia of Islam, Volume 4 (Leiden: Brill: 1954), p. 182.

[67] Paul Marshall and Nina Shea, Silenced: How Apostasy and Blasphemy Codes Are Choking Freedom Worldwide (New York and Oxford: Oxford University Press, 2011); Paul Marshall, Lela Gilbert, and Nina Shea, Persecuted: The Global Assault on Christians (Nashville: Thomas Nelson, 2013), pp. 123-256; Farideh Dayyanim Goldin, Wedding Song: Memoirs of an Iranian Jewish Woman (Hanover and London: Brandeis University Press, 2003); Samuel Tadros, Motherland Lost: The Egyptian and Coptic Quest for Modernity (Stanford, CA: The Hoover Institution Press, 2013); se også U.S. State Department’s annual International Religious Freedom Reports for Muslim countries:
http://www.state.gov/j/drl/rls/irf/; og Joseph S. Spoerl, “What a Muslim Brotherhood State Looks Like,” The New English Review, June 2013, http://www.newenglishreview.org/custpage.cfm/frm/140161/sec_id/140161; og Ibrahim, Crucified Again.

[68] Lassner, Jews, Christians, and the Abode of Islam, p. 214. Se også Benny Morris, Righteous Victims: A History of the Zionist-Arab Conflict, 1881-2001 (New York: Vintage Books, 2001), p. 13, og Benny Morris, 1948: A History of the First Arab-Israeli War (New Haven and London: Yale University Press, 2008), p. 415. Om den voldelige fordrivelse af jøder fra muslimske lande i det 20. årh., se Maurice M. Roumani, “The Silent Refugees: Jews from Arab Countries,” Mediterranean Quarterly 14 (2003): 41-77; Adi Schwartz, “A Tragedy Shrouded in Silence: The Destruction of the Arab World’s Jewry,” Azure No. 45 (Summer 2011): 47-79; and “The Forgotten Refugees: Jews from Arab Countries and Iran,” en dokumentarfilm produceret af Ralph Avi Goldwasser, udgivet på Youtube den 23. august 2012,
https://www.youtube.com/watch?v=KH8RL2XRr48.

[69] Morris, Righteous Victims, p. 39.

---

Joseph S. Spoerl er professor i filosofi ved Saint Anselm College.

---

Oversættelse: Bombadillo