Ude af stand til at tåle den internationale hede, har Dubai benådet Marte Deborah Dalelv, en norsk kvinde, som var blevet idømt seksten måneders fængsel for at begå den fejl at melde til politiet, at hun havde været offer for voldtægt.

Den britiske Daily Mail rapporterede, at "under De Forenede Arabiske Emiraters (UAE's) lov, kan voldtægtsforbrydere kun blive dømt, hvis gerningsmanden tilstår, eller hvis fire voksne muslimske mænd vidner om forbrydelsen". Dette er ikke kun Emiraternes lov; det er ren sharia, baseret på Koranen 24:4 og 24:13. Disse vers er på sin side, ifølge islamisk tradition, resultatet af Muhammeds frikendelse af sin yndlingshustru, Aisha, der var mistænkt for utroskab.

Allah gav Muhammed en åbenbaring, der kræver fire mandlige vidner for at fastslå en sådan forbrydelse: "Hvis nogen retter beskyldninger mod ærbare kvinder uden at kunne fremføre fire vidner, så skal I give dem firs piskeslag og aldrig siden godtage vidnesbyrd fra dem! De er gudløse, ..." (Koranen 24:4). Problemet med dette er, at kvinder, der beskylder mænd for voldtægt, men ikke kan fremskaffe fire mandlige vidner, ofte selv bliver beskyldt for zina - ulovligt seksuelt samleje - og fængslet som et resultat.

Dette er ikke begrænset blot til Dubai eller UAE. Ifølge Sisters in Islam, en muslimsk reform-gruppe, er der tegn på, at de fleste - op til 75% - af de kvinder, der sidder fængslet i Pakistan, er der på grund af voldtægt.

Og det er alt sammen på grund af en tradition om Muhammed, der beretter, at kort efter at den islamiske profet havde beordret tilsløringen af kvinder, drog muslimerne i karavane afsted til kamp. Muhammeds barnebrud, Aisha, ledsagede ham, båret i en tilsløret howdah (teltsæde) på ryggen af en kamel. Aisha fortæller:

(Vi slog lejr), da vi nærmede os byen Medina. Så annoncerede han afgang om natten. Jeg stod op, da de meddelte afgangen, og gik væk fra hærens lejr, og efter at have afsluttet kaldet fra naturen, kom jeg tilbage til mit ridedyr. Jeg rørte ved mit bryst og opdagede, at min halskæde, som var lavet af zifar-perler (dvs. yemenitiske perler, delvis sorte og delvis hvide), manglede. Så jeg vendte tilbage for at lede efter min halskæde og min søgen efter den opholdt mig. (I mellemtiden) kom de mennesker, der plejede at løfte mig op på min kamel, og tog min Hawdaj og satte den på ryggen af den kamel, som jeg plejede at bruge, idet de mente, at jeg var inde i den. I disse dage var kvinder lette i vægt for de blev ikke fede, og kød dækkede ikke deres kroppe til overflod, da de kun plejede at spise lidt mad. Så disse folk mærkede ikke nogen vægtforskel af Hawdajen, da de løftede den og satte den i nærheden af kamelen. På den tid var jeg stadig en ung dame. De fik kamelen til at rejse sig og tog alle afsted (sammen med den). Jeg fandt min halskæde efter at hæren var gået.

Da ordren om tilsløring betød, at ingen kunne se på hende eller tale med hende, og da hendes vægt ikke gjorde nogen væsentlig forskel, havde de folk, der løftede Aishas howdah op på hendes kamel, ingen mulighed for at vide, at hun ikke var der. Og således var Muhammeds yndlingskone strandet.

Mens jeg sad på mit hvilested, blev jeg overvældet af søvnighed og faldt i søvn. Safwan bin Al-Muattal As-Sulami Adh-Dhakwani befandt sig bag hæren. Da han nåede mit sted om morgenen, så han skikkelsen af et sovende menneske, og han genkendte mig ved at se mig, som han havde set mig før ordren om tvungen tilsløring (blev givet). Så jeg vågnede op, da han reciterede Istirja (dvs. “Inna lillahi wa inna llaihi raji’un” ["Sandelig, Allah tilhører vi og sandelig, til ham skal vi vende tilbage"]), så snart han genkendte mig. Jeg tilslørede straks mit ansigt med mit hovedslør, og ved Allah, vi talte ikke et eneste ord sammen, og jeg hørte ham ikke sige ét ord foruden sin Istirja. Han steg ned fra sin kamel og fik den til at knæle. Han satte sit ben på dets forben, og så kom jeg op at ride på den. Så gik han foran og ledte kamelen, der bar mig, indtil vi indhentede hæren i den ekstreme middagshede, mens den gjorde holdt (holdt pause).

Aisha havde været alene med en mand, som ikke var hendes ægtemand. For nogle var det nok til at begynde at sætte grimme rygter om hende i omløb: "(På grund af denne begivenhed) bragte nogle mennesker ødelæggelse over sig selv," sagde Aisha, "og den, der mest spredte denne Ifk (dvs. bagvaskelse), var Abdullah bin Ubai Ibn Salul" - sammen med tre andre (herunder en anden mand ved navn Mistah bin Uthatha og søsteren til Zaynab bint Jahsh), foruden nogle sekundære figurer. Rygterne fløj, og selv Muhammed blev berørt af dem og trak sig tilbage fra Aisha, der forklarer:

Da vi var vendt tilbage til Medina, blev jeg syg i en måned. Folk udbredte bagvaskernes falske påstande, mens jeg var uvidende om noget af alt dette, men jeg følte under min daværende sygdom, at jeg ikke fik givet den sædvanlige venlighed fra Allahs Sendebud, som jeg plejede at få, inden jeg blev syg. (Men nu) ville Allahs Sendebud kun komme, hilse på mig og sige: 'Hvordan er det (lady)?' og gå igen. Det vakte mine tvivl, men jeg opdagede ikke det onde (dvs. bagvaskelsen) før jeg overvandt min sygdom og jeg gik ud med Umm Mistah [dvs Mistahs mor] til Al-Manasi, hvor vi plejede at træde af på naturens vegne ...

Til sidst fortæller Umm Mistah Aisha om rygterne, hvilket naturligvis fik en allerede skrantende Aisha til at få det endnu dårligere:

Så min lidelse blev forværret, og da jeg nåede mit hjem, kom Allahs Sendebud til mig og efter hilsenen sagde: 'Hvordan er det (lady)?' Jeg sagde: 'Vil du tillade mig at gå til mine forældre?' - da jeg ønskede at få sikkerhed om nyheden gennem dem. Allahs Sendebud gav mig lov (og jeg gik til mine forældre) og spurgte min mor: 'O moder! Hvad er det, folk taler om?' Hun sagde: 'O min datter! Du skal ikke bekymre dig, for der er næppe en charmerende kvinde, der er elsket af sin mand og hvis mand har andre koner ved siden af, uden at de (dvs. kvinderne) vil finde fejl ved hende.' Jeg sagde: 'Subhan Allah! [Ære være Allah!] Taler folk virkelig sådan?' Jeg blev ved med at græde hele natten indtil daggry, jeg kunne hverken holde op med at græde eller sove, og videre om morgenen fortsatte jeg med at græde.

Og hun havde god grund til at græde: Muhammed troede øjensynligt på rygterne, selv om Aisha havde forsvarere:

(Da den Guddommelige Åbenbaring blev forsinket), tilkaldte Allahs Sendebud Ali bin Abi Talib og Usama bin Zaid for at spørge dem og rådføre sig med dem om en skilsmisse fra mig. Usama bin Zaid fortalte, hvad han vidste om min uskyld, og om den respekt, han havde for mig. Usama sagde: '(O Allahs Sendebud!) hun er din kone, og vi ved ikke andet end godt om hende.'

Temmelig ugalant mindede Ali, der senere blev shia-muslimernes store helgen og helt, Muhammed om, at der er "masser af kvinder" til rådighed for Profeten (Aisha glemte aldrig dette, og bestred senere Alis påstand om, at Muhammed havde udpeget ham som sin efterfølger: "Hvornår udpegede han ham efter ønske? Sandelig, da han døde, hvilede han mod mit bryst, og han bad om et vandfad og kollapsede derefter i denne tilstand, og jeg kunne ikke engang fornemme, at han var død; så hvornår udpegede han ham efter ønske?"). Aishas beretning fortsætter:

Ali bin Abi Talib sagde: 'O Allahs Sendebud! Allah vil ikke sætte dig i forlegenhed, og der er masser af kvinder andre end hende; men spørg tjenestepigen (Aishas slave-pige), som vil fortælle dig sandheden.' Derpå tilkaldte Allahs Sendebud Barira (dvs. tjenestepigen) og sagde: 'O Barira! Har du nogensinde set noget, der vakte din mistanke?' Barira sagde til ham: 'Ved Ham, som har sendt dig med Sandheden. Jeg har aldrig set noget ved hende (dvs. Aisha), som jeg ville ønske at skjule, bortset fra, at hun er en ung pige, der sover og efterlader sin families dej ubeskyttet, så tamgederne kommer og spiser den.'

Muhammed var tilfreds med dette og vendte sig mod Aishas anklagere. Aisha fortæller:

Så på denne dag trådte Allahs Sendebud op på prædikestolen og klagede over Abdullah bin Ubai (bin Salul) foran sine ledsagere og sagde: 'O I muslimer! Hvem vil befri mig for denne mand, der har såret mig med sin onde erklæring om min familie? Ved Allah, jeg ved intet andet end godt om min familie, og de har bebrejdet en mand, om hvem jeg ikke ved andet end godt, og han plejede aldrig at træde ind i mit hjem, undtagen i selskab med mig'. (...) Hele den dag blev jeg ved med at græde, mine tårer hørte aldrig op og jeg kunne aldrig sove.

Om morgenen var mine forældre hos mig, og jeg græd i to nætter og en dag; mine tårer hørte ikke op og jeg kunne heller ikke sove, indtil jeg troede, at min lever ville sprænge af gråd. Mens mine forældre sad hos mig og jeg græd, bad en Ansari-kvinde mig om adgang, og jeg gav hende lov til at komme ind. Hun kom ind og satte sig ned og begyndte at græde med mig. Mens vi var i denne tilstand, kom Allahs Sendebud, hilste os og satte sig. Han havde ikke siddet sammen med mig siden dagen med bagvaskelsen. En måned var gået, og ingen guddommelig åbenbaring var kommet til ham om min sag. Allahs Sendebud reciterede så Tashahhud (dvs. La ilaha illallah wa anna Muhammad-ur-Rasul Allah – ingen har ret til at blive tilbedt undtagen Allah, og Muhammed er Allahs Sendebud), og sagde: 'Amma badu [Nu til sagen]. O Aisha! Jeg har fået at vide sådan og sådan om dig; hvis du er uskyldig, vil Allah snart åbenbare din uskyld, og hvis du har begået en synd, skal du angre for Allah og bede Ham om tilgivelse, for når en person bekender sine synder og beder Allah om tilgivelse, så accepterer Allah hans anger.'

På det tidspunkt begyndte Aisha at slå igen mod sine anklagere, og citerede endog Koranen i sit eget forsvar:

Da Allahs Sendebud afsluttede sin tale, holdt mine tårer helt op med at flyde, og der var ikke engang en enkelt dråbe tilbage af dem. Jeg sagde til min far: 'Besvar Allahs Sendebud på mine vegne angående hvad han har sagt.' Min far sagde: 'Ved Allah, jeg ved ikke hvad jeg skal sige til Allahs Sendebud.' Så sagde jeg til min mor: 'Besvar Allahs Sendebud på mine vegne angående hvad han har sagt.' Hun sagde: 'Ved Allah, jeg ved ikke hvad jeg skal sige til Allahs Sendebud.' På trods af at jeg var en ung pige og kun havde lidt kendskab til Koranen, sagde jeg: 'Ved Allah, jeg ved uden tvivl, at I har hørt den (bagvaskende) tale, så den har sat sig fast i jeres sind, og I har opfattet den som sandhed. Nu - hvis jeg fortæller jer, at jeg er uskyldig, vil I ikke tro mig, og hvis jeg usandt bekender for jer, at jeg er skyldig, og Allah ved, at jeg er uskyldig, vil I sikkert tro mig. [Koranen 12:18] (...) Så vendte jeg mig over i den anden side af sengen i håbet om, at Allah ville bevise min uskyld.

Og det gjorde Allah:

Ved Allah - Allahs Sendebud var ikke stået op og ingen havde forladt huset, før den guddommelige åbenbaring kom til Allahs Sendebud. Så kom den samme tilstand over ham, som plejede at komme over ham (når han plejede at blive Guddommeligt inspireret). Sveden dryppede fra hans krop som perler, selvom det var en (kold) vinterlig dag, og det var på grund af den vægtige erklæring, som blev åbenbaret for ham. Da denne tilstand for Allahs Sendebud var ovre, rejste han sig smilende, og hans første ord var: 'O Aisha! Allah har erklæret din uskyld!' (V. 24.11-21).

Her er den fulde passage fra Koranen, der erklærer Aishas uskyld, skænder muslimerne for nogen sinde at have troet anklagerne og sætter en standard for vidnesbyrd i sager om seksuel urenhed, der stadig til denne dag er en del af islamisk lov:

Hvorfor fremførte de ikke fire vidner herpå? Da de ikke har fremført nogen vidner, er de i Guds øjne løgnere. Om nu Guds gunst og barmhjertighed i denne verden og i den hinsidige ikke havde været over jer, havde en vældig straf ramt jer for det, som I udbredte, da I greb det på tungen og tog noget, som I ikke havde nogen viden om, i jeres mund, i den formening, at det var en sag af ringe betydning, mens det for Gud var alvorligt. Da I hørte det, hvorfor sagde I da ikke: "Det tilkommer ikke os at tale derom. Højlovet være Du! Det er en falsk beskyldning!"? (Koranen 24:13-16)

Fortællingen fastslår, at Muhammed elskede Aisha og var tydeligt lettet, da åbenbaringen om hendes uskyld kom til ham fra Allah. Men som så ofte i den islamiske tradition ser det ud til, at Allahs omsorg for sin Profet fører Koranen, som formodes at være et universelt budskab gældende for alle mennesker til alle tider og steder, ind i nogle temmelig overraskende stedfæstede områder. Selv Aisha var forbløffet: "Men ved Allah - jeg troede ikke, at Allah, (for at bekræfte min uskyld), ville give en guddommelig åbenbaring, som ville blive reciteret, for jeg anser mig selv for alt for ubetydelig til at blive talt om af Allah gennem en guddommelig åbenbaring beregnet for recitation, men jeg håbede, at Allahs Sendebud måske ville få en drøm, hvori Allah ville åbenbare min uskyld."

Ja, mange andre har undret sig over dette gennem århundrederne. Og kvinder lider fortsat under den ulige bestemmelse om, at fire mandlige muslimske vidner skal fremskaffes for at bevise et tilfælde af utroskab, herunder voldtægt.

Marte Dalelv var blot den seneste. Hun vil på ingen måde blive den sidste.

---

Robert Spencer er direktør for Jihad Watch og forfatter til de to New York Times bestsellere The Politically Incorrect Guide to Islam (and the Crusades) og The Truth About Muhammad. Hans seneste bog, Not Peace but a Sword: The Great Chasm Between Christianity and Islam, er nu tilgængelig.

---

Oversættelse: Bombadillo