Ibtisam Ali Aboud (med sin søn Jafar) siger, at hendes mand, en syrisk alawit, blev dræbt af sin sunni-ven

Ovenstående foto og billedtekst er fra New York Times den 19. juni 2013. Det illustrerer, hvordan kaldet til jihad kan tilsidesætte alle eksisterende loyaliteter - således at en syrisk alawit pludselig kan blive myrdet af sin sunni-muslimske ven. Der er utallige andre eksempler, som da Tamerlan Tsarnaev den 11. september 2011 skar halsen over på sin jødiske "bedste ven".

En anekdote fra Det Osmanniske Rige i slutningen af det nittende århundrede:

Så en aften kom min mand hjem og fortalte mig, at padishaen havde sendt besked om, at vi skulle dræbe alle de kristne i vores landsby, og at vi var nødt til at dræbe vores naboer. Jeg var meget vred og fortalte ham, at jeg var ligeglad med, hvem der gav sådanne ordrer; de var forkerte. Disse naboer havde altid været venlige mod os, og hvis han vovede at dræbe dem, ville Allah straffe os. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at stoppe ham, men han dræbte dem - dræbte dem med sine egne hænder. (Sir Edwin Pears, Turkey and Its People, London: Methuen and Co., 1911, p. 39)

I The Independent den 25. september skrev Robert Fisk (af alle mennesker!) en artikel med titlen: "Syria crisis: In sacred Maaloula, where they speak the language of Christ, war leads neighbours into betrayal," ("Syrien-krisen: I den hellige by Maaloula, hvor de taler Kristi sprog, fører krigen naboer til forræderi"). Her følger et uddrag:

Diab-familien kan aldrig vende tilbage til Maaloula. Ikke efter at de kristne i denne smukke og hellige by så deres muslimske naboer føre de væbnede Nusra-islamister til deres hjem.

Georgios husker, hvordan han kiggede ud over sin altan og så Mohamed Diab og Ossama Diab og Yasser Diab og Hossam Diab og Khaled Turkik Qutaiman – alle fra Maaloula - gå på gaden sammen med mænd, som han sagde, var klædt i afghansk-pakistansk tøj. "En af dem havde en Kalashnikov-riffel i den ene hånd og et sværd i den anden," siger han og ryster på hovedet i vantro.

For tyve år siden ødelagde identiske tragedier landsbyer i Bosnien. Nu udspiller de sig igen i Syrien.

"Vi havde kendt vore muslimske naboer hele vort liv," siger Georgios. Han er katolik. "Ja, vi vidste, at Diab-familien var ret radikale, men vi troede, de aldrig ville svigte os. Vi spiste med dem. Vi er ét folk."

"Nogle fra Diab-familien havde forladt byen måneder forinden, og vi gættede på, at de var med Nusra. Men deres koner og børn var her stadig. Vi tog os af dem. Så to dage før Nusra-angrebet, forlod familierne pludselig byen. Vi vidste ikke hvorfor. Og dernæst førte vores naboer vore fjender ind iblandt os."

Det er en forfærdelig historie i denne smukkeste af byer, med dens 17 kirker og hellige relikvier og dens store huler i bjergsiderne. Nu overlever krigerne fra Jabhat al-Nusra - en oprørsgruppe med forbindelse til al-Qaeda - i hulerne og skyder ned på de syriske soldater i Maaloulas gader med russiske snigskytte-rifler. Du er nødt til at løbe fra hus til hus, og en kugle smadrede forruden på en parkeret bil næppe 10 meter fra balkonen, hvor Georgios fortalte sin forfærdelige historie. Oppe ad vejen, har en mortergranat - tilsyneladende affyret af Nusra-mænd - revet et hul i en kirkes kuppel. Den syriske hær siger, at den har drevet islamisterne ud af Maaloula, hvilket teknisk set er rigtigt, men for at komme ud af byen, måtte jeg køre i et militært pansret køretøj. Det er ikke en storslået sejr for nogen.

Ikke én af de 5.000 kristne indbyggere - og heller ikke et eneste medlem af det 2.000 mand store muslimske samfund - er vendt tilbage. Maaloula er næsten bogstaveligt en spøgelsesby. Kun Georgios og hans ven Hanna og et par andre lokale kristne mænd, som sluttede sig til enheder i det "nationale forsvar" for at forsvare deres hjem, er tilbage. Mindst 10 kristne blev myrdet da Nusra-militsen begyndte sin serie angreb på Maaloula den 4. september; nogle af dem blev skudt - ifølge Hanna - da de nægtede at konvertere til islam, andre aflivet med en kniv i halsen. Og der er en skræmmende historisk ironi over deres dødsfald, for de blev slagtet inden for synsvidde af Mar Sarkis-klostret, der holdes helligt til minde om en romersk soldat kaldet Sergius, som blev henrettet for sin kristne tro for 2.000 år siden.

Hanna siger, at både kristne og muslimer, før krigen nåede til Maaloula denne måned, var enige om, at byen fortsat skulle være et fredens sted. "Der var en slags samhørighed mellem os," tilføjer Georgios enigt. "Vi havde gode forbindelser. Det faldt os aldrig ind, at muslimske naboer ville forråde os. Vi sagde alle: 'Lad denne by leve i fred - vi behøver ikke at slå hinanden ihjel.' Men nu er der ondt blod. De bragte Nusra ind for at smide de kristne ud og komme af med os for altid. Nogle af de muslimer, der levede sammen med os, er gode mennesker, men 90 procent af dem vil jeg aldrig stole på igen." ...

---

Robert Spencer er direktør for Jihad Watch og forfatter til de to New York Times bestsellere The Politically Incorrect Guide to Islam (and the Crusades) og The Truth About Muhammad. Hans seneste bog, Not Peace but a Sword: The Great Chasm Between Christianity and Islam, er nu tilgængelig.

---

Oversættelse: Bombadillo