Det virker bestemt som om vi tilbeder den samme gud. Når det kommer til stykket, kalder vi Gud ved det samme navn. Arabisktalende kristne, herunder østlige katolikker som maronitter og melkitter, bruger ordet "Allah" om Bibelens gud.

Men er de den samme gud?

Spørgsmålet er ikke besvaret ved simpel sproglig identitet, som det fremgår af Paulus' klage til korintherne: "I finder jer jo kønt i, at der kommer nogen og prædiker en anden Jesus end ham, vi prædikede, og at I får en anden ånd end den, I fik, og et andet evangelium end det, I tog imod" (2 Kor 11:4). Den "anden Jesus", der blev prædiket blandt korintherne, var ikke en anden person af samme navn, men en opfattelse af Jesus af Nazaret, der var så radikalt forskellig fra Paulus', at han kaldte det en helt "anden Jesus".

På samme måde er det muligt, at Koranen og islamisk tradition præsenterer et billede af Gud, så radikalt forskelligt fra Bibelens og katolsk traditions billede, at det ville være vanskeligt, hvis ikke umuligt, at opretholde den påstand, at der er tale om det samme Væsen i begge traditioner, bortset fra nogle mindre trosmæssige forskelle.

Men vent et øjeblik. Er katolikker ikke forpligtet til at tro, at kristne og muslimer tilbeder den samme gud - fordi Det andet Vatikankoncil siger det? Den dogmatiske konstitution om Kirken fortæller os: "Men Guds frelsesplan indbefatter også dem, der anerkender Skaberen, og deriblandt først og fremmest muslimerne, der bekender, at de holder fast ved Abrahams tro og med os tilbeder den eneste, barmhjertige Gud, der på den yderste dag skal dømme menneskene." (Lumen Gentium 16)

Det er næsten mere vigtigt at gøre klart, hvad denne tekst ikke siger, end hvad den siger. Den første sætning, at "Guds frelsesplan indbefatter også" muslimer, har fået nogle - hovedsagelig kritikere af Kirken - til at hævde, at koncilsfædrene siger, at muslimer er frelste, og derfor ikke behøver at blive prædiket evangeliet, da de allerede har lige så stort krav på Himlen, som de kristne.

Dette er indlysende forkert. Denne erklæring om muslimer er en del af et større afsnit, der begynder med at tale om "de, der endnu ikke har taget imod evangeliet", og slutter med at bekræfte "Herrens ord: 'Forkynd evangeliet for al skabningen.'" Det taler om muligheden for frelse for dem, "der uforskyldt er uvidende om Kristi evangelium og Hans Kirke, men som dog søger Gud af et oprigtigt hjerte og i gerning under nådens indflydelse prøver at opfylde Hans vilje, som de erkender den gennem samvittighedens stemme, ..."

Det er således klart, at muslimer figurerer i "Guds frelsesplan", ikke i den forstand, at de er frelste som muslimer - dvs. ved hjælp af islamisk trosoverholdelse - men således, at de stræber efter at være opmærksomme på og adlyde Skaberens autentiske stemme, som de anerkender, og som taler til dem gennem deres samvittigheds diktater.

Dette antyder, at en muslim, der afholder sig fra selvmordsbombning, fordi han forstår, at det er koldblodigt mord, har en bedre chance for at blive frelst, og er bedre afstemt efter Skaberens tilskyndelser - inden for hvis frelsesplan, han befinder sig - end en muslim, der sprænger sig selv i luften midt i en flok vantro, fordi Koranen lover, at han ved at "dræbe og selv blive dræbt" for Allahs sag (9:111) kan få en plads i Paradis.

Den konciliære erklæring tilføjer også klogt det forbehold, der for ofte ignoreres af Kirkens kritikere, at muslimer "bekender", at de holder fast ved Abrahams tro. Om de rent faktisk holder fast ved den, kan diskuteres, men Vatikankoncilet bemærker kun, at de for deres tro hævder, at den er Abrahams tro, uden at diskutere, om hvorvidt islam faktisk er en autentisk abrahamitisk tro eller ikke.

Ligeledes bredt misfortolket - eller i det mindste givet en vægt, det klart aldrig var meningen, den skulle have - er den efterfølgende erklæring om, at muslimer "med os tilbeder den eneste, barmhjertige Gud, der på den yderste dag skal dømme menneskene." Mange ser også heri en påstand om, at evangeliet ikke behøver at blive prædiket for muslimer, eller at de allerede er frelste, fordi de tilbeder den eneste, barmhjertige Gud. Mange katolikker, herunder ret fremtrædende skribenter, har hævdet, at Det Andet Vatikankoncil og Den Katolske Kirke Katekismus, der citerer herfra, lærer, at katolikker og muslimer tilbeder den samme gud, og derefter går videre som om dette indebærer mere end det faktisk gør, eller som om det var indlysende, at koncilet således udelukker en kritisk holdning til islam eller bekymring over islamisk supremacistisk fremtrængen i Europa og USA.

I denne ånd skriver den store katolske forfatter og apologet, Peter Kreeft, misbilligende, at "mange kristne, både protestantiske og katolske, tror ikke, hvad Kirken siger om islam (for eksempel i Vatikankoncil II og den nye katekismus): At Allah ikke er en anden gud, at vi tilbeder den samme gud." Men han efterlader det uforklaret, hvad dette efter hans opfattelse præcist betyder, eller hvilket ansvar eller hvilke handlemuligheder, det giver katolikker.

Koncilsdokumentet siger måske i virkeligheden mindre, end Kreeft og andre ligesindede ville ønske, at det sagde. For det første bekræfter det klart, at muslimer, ligesom kristne, er monoteister, hvilket er en temmelig banal observation, der er blevet gjort adskillige gange gennem islams 1400-årige eksistens. Så langt tilbage som år 1076, skrev pave St. Gregory VII til Anzir, kongen af Mauretanien, at "vi tror og bekender én gud, skønt på forskellige måder."

Hvad det hævder ud over denne nøgne kendsgerning, om noget overhovedet, kan bedst konstateres ved at betragte afsnittet i lyset af disse "forskellige måder", som pave Gregor hentydede til. Det er bemærkelsesværdigt, at pave Gregor ikke siger, at den ene gud, som han og kong Anzir begge tilbeder, er den samme gud. Alt hvad han siger er, at både han og Anzir tilbeder én gud; med andre ord, at de begge er monoteister. Og Det andet Vatikankoncil giver faktisk ikke en endegyldig erklæring om dette spørgsmål. Det siger, at både katolikker og muslimer tilbeder den eneste, barmhjertige Gud, og mens dette klart giver udtryk for en vis ensartethed, kan der ikke være tvivl om én ting, det bestemt ikke betyder: At muslimer og katolikker tilbeder den samme gud i alle enkeltheder, for katolikker tror ikke, at Muhammed var en profet eller at Koranen er Guds Ord, og muslimer tror ikke, at Jesus er Guds Søn eller verdens Frelser, eller at Gud er treenig.

Det samme kan siges om jøder, naturligvis: Sammen med muslimer afviser de også Treenigheden, inkarnationen og Kristi guddommelighed, og alligevel tilbeder katolikker og jøder klart den samme Gud. Men dette skyldes, at kristendommen begyndte som en form for jødedom og i en vis forstand er en forlængelse af den, der bekræfter troen på de samme gammeltestamentlige skrifter, de samme profeter og mange andre trosforhold.

Disse ting kan ikke siges om islam, der anser sig selv for at være mindre en forlængelse af kristendommen end en afvisning og korrektion af den, således at muslimer tilmed afviser Det Gamle og Nye Testamentes skrifter som forvanskede.

I erklæringen om, at både muslimer og katolikker tilbeder den eneste, barmhjertige Gud, mente koncilet tydeligvist ikke, at muslimer og katolikker opfatter denne gud på nøjagtig den samme måde, eller at forskellene var ubetydelige. Koncilet er tavst i spørgsmålet om, hvorvidt muslimernes tilbedelse er blind eller oplyst. Så hvad siger Koncilet rent faktisk?

Andet Vatikankoncil var et storstilet forsøg på at genoprette relationer, der havde været brudt i århundreder, og bygge nye broer af tillid, hvor grupper var blevet adskilt fra Kirken gennem århundreders mistillid, mistænksomhed og decideret konflikt. Derfor lagde det vægt på at finde fælles grund i stedet for at definere forskelle, i modsætning til alle de økumeniske konciler, der var gået forud. Men man kan ikke hævde, at dets erklæring om fælles tilbedelse af den eneste og barmhjertige Gud på nogen måde mildnede Kirkens sandhedskrav eller følelse af eget ansvar for at forkynde evangeliet om Jesus Kristus; ikke mere end at fælles monoteisme fjerner dette ansvar i forhold til protestanter eller enhver anden, for dette ansvar bliver gentaget i det samme afsnit.

Det er ikke engang sikkert, at Koncilet siger, at muslimer og katolikker tilbeder den samme "eneste og barmhjertige Gud." Muslimer tror bestemt, at deres eneste og barmhjertige Gud er den samme som den, kristne (og jøder) tilbeder, for det fortæller Koranen dem (29:46). Og uanset om de ved det eller ej, så er den eneste gud, der faktisk er til rådighed for at modtage deres tilbedelse og høre deres bønner, den kristne gud. Men forskellene mellem, hvordan muslimer og katolikker opfatter den eneste og barmhjertige Gud fører til muligheden for, at mens muslimer tror, at de tilbeder den samme gud, som katolikker tilbeder, så tegner islams lære selv - trods Koranen insisteren på, at muslimer tilbeder den samme gud som kristne og jøder gør - faktisk et billede af en gud, der er væsentligt forskellig fra Bibelens og den katolske tros Gud.

Det er bemærkelsesværdigt i denne forbindelse, at Koncilet taler om "muslimerne" (Musulmanos), ikke "islam", der sammen med katolikker tilbeder den eneste og barmhjertige Gud. Det er en åbenbar kendsgerning, at muslimske mennesker tror, at deres gud og de kristnes gud er den samme. Det er langt fra lige så klart, at islams lære om Gud giver det samme billede, som ortodoks katolsk teologi giver af Gud. Selvom arabisk-talende kristne generelt bruger ordet "Allah" om Bibelens gud - det samme arabiske ord, der bruges om Koranens gud - så kræver denne navneidentitet ikke, at de to Væsener, der er nævnt i hver af bøgerne, er et og det samme. Det er muligvis således, men det kan ikke godtgøres alene på basis af en erklæring i Koranen, eller identiteten af navne.

Under alle omstændigheder er dette korte afsnit fra Lumen Gentium hårdt belastet af vægten af antagelser. Når Kreeft siger, at "mange kristne, både protestantiske og katolske, ikke tror, hvad Kirken siger om islam (for eksempel i Andet Vatikankoncil og den nye katekismus): At Allah ikke er en anden gud; at vi tilbeder den samme gud," så antager han tilsyneladende, at det at slå fast, at muslimer og kristne tilbeder den samme gud, etablerer et vigtigt slægtskab mellem de to grupper, og endda kan angive, at islam i sig selv er en fundamentalt god ting, således at katolikker bør tilskynde islamisk tro og muslimsk fromhed. Kreeft gjorde sig faktisk til talsmand for sådan en opfattelse i en debat med mig.

Disse antagelser er imidlertid ikke nødvendige eller uundgåelige følger af den konciliære tekst. Det ville ikke gøre vold på denne tekst, hvis forskellene mellem de islamiske og katolske opfattelser af den eneste og barmhjertige Gud, og mellem islam og katolicismen i almindelighed, var sådan, at katolikker ikke ville ønske at fremme muslimsk tro eller iver. Det er derfor muligt at se med mistænksomhed på udsigterne for katolsk/muslimsk samarbejde og dialog uden at afvige fra Koncilets lære.

På samme tid - selv om koncilsfædrene havde haft til hensigt at bekræfte, at katolikker og muslimer tilbeder den samme gud, så har det kun haft ringe betydning for den nutidige kirkelige eller politiske situation, hvor muslimer undertrykker og dræber kristne i flere lande uden hensyn til Koranens insisteren på, at "vores gud og jeres gud er én" (29:46). Og angående den antagelse, at Koncilet havde til hensigt at tale om et særligt slægtskab mellem katolikker og muslimer, så har katolikker en moralsk forpligtelse til at være godgørende mod alle mennesker, uanset om de tror på den samme gud, som vi gør, eller ikke. Ægte godgørenhed omfatter en bekymring for retfærdighed.

Det Andet Vatikankoncils henvisning til islam kommer i erklæringen om Kirkens holdning til de ikke-kristne religioner, Nostra Aetate:

3. Det er med agtelse, Kirken betragter muslimerne, som tilbeder den ene, levende, i sig selv værende, barmhjertige og almægtige Gud, himlens og jordens Skaber, som har talt til menneskene. De prøver også af hele deres sind at underkaste sig hans skjulte rådsslutning, på samme måde som Abraham, som den islamiske tro gerne henviser til, underkastede sig Gud. Selv om de ikke anerkender Jesus som Gud, ærer de ham ikke desto mindre som en profet; de viser ærbødighed for Maria, hans jomfruelige moder, og det hænder tilmed, at de andægtigt påkalder hende. De forventer desuden dommens dag, da Gud skal opvække alle mennesker og belønne dem hver især. De lægger derfor vægt på en moralsk livsførelse og dyrker Gud, først og fremmest gennem bøn, almisser og faste.

Da der i tidens løb har været talrige stridigheder og meget fjendskab mellem de kristne og muslimerne, opfordrer dette hellige Koncil alle til at glemme det, som har været, og oprigtigt at øve sig i gensidig forståelse og i fællesskab - til bedste for alle mennesker - at forsvare og fremme social retfærdighed, de etiske værdier samt ikke mindst fred og frihed.

Selvom dette siger en smule mere om muslimsk tro end Lumen Gentium - da det omfatter den islamiske bestemmelse af Jesus som en ikke-guddommelig profet og islams respekt for Jomfru Maria - så tilføjer det intet substantielt til den dogmatiske konstitutions [Lumen Gentiums] erklæringer om muslimer. Her igen ser vi, at den muslimske sammenkædning af islam med Abraham præsenteres, ikke som en kendsgerning, men som noget muslimer henviser til, eller "gerne henviser til". Også her ser vi, at de elsker den ene, barmhjertige Gud; med andre ord, at de er monoteister.

Dette er alt, hvad Andet Vatikankoncil faktisk siger om muslimer: De er monoteister; de siger, at de tilhører Abrahams religion og at de ærer Jesus, men ikke som Guds Søn, og Hans velsignede Moder.

Tonen er meget anderledes i tidligere Kirke-erklæringer om muslimer og islam, men der tilføjes ikke meget i form af substans. Og som pave Benedikt XVI har mindet os om, så er Andet Vatikankoncil ikke et super-koncil, der erstatter al Kirkens tidligere lære; dets lære skal snarere forstås i lyset af traditionen. Når det drejer sig om islam, så er den stadige fokus i tidligere erklæringer om islam ikke rettet mod, hvad muslimer tror, men mod islam som et kætteri, og mod muslimers fjendtlighed over for kristne og kristendommen. I denne ånd stadfæstede pave Benedikt XIV i 1754 et tidligere forbud for albanske katolikker mod at give deres børn "tyrkiske eller muhamedanske navne" i dåben, og påpegede, at ikke engang protestanter eller ortodokse var sunket så dybt: "ingen af skismatikerne og kætterne har været så ubesindige, at de har taget et muhamedansk navn, og medmindre jeres retfærdighed vejer tungere end deres, vil I ikke komme ind i Guds rige."

Pave Callixtus III lovede i 1455, i en meget lignende ånd, at "ophøje den sande Tro, og at udrydde den djævelske sekt af den fortabte og troløse Mahomet i Østen." Hverken denne erklæring eller den fra Lumen Gentium når op på niveau af en dogmatisk definition, men er det muligt for islam at være en "djævelsk sekt", der samtidig tilbeder den "eneste og barmhjertige Gud?" Bestemt, for det er altid muligt, at deres tilbedelse af den eneste og barmhjertig Gud kan være forkert rettet, skæmmet af forkerte betoninger og direkte usandheder.

Ikke desto mindre vil mange katolikker hævde, at erklæringerne fra Benedict XIV og Callixtus III (og andre som dem fra andre paver) afspejler en meget anderledes tid end vores egen, og at Andet Vatikankoncils erklæringer afspejler en mere moden ånd, samt den godgørenhed mod andre, som kristne med rette bør udvise. Og det kan meget vel være tilfældet, selv om det skal bemærkes, at skønt de kun er halvtreds år gamle, så afspejler erklæringerne om islam fra Andet Vatikankoncil synet af en svunden tid i ikke mindre grad end dem fra de tidligere paver. For i 1960'erne var sekularisme og vestliggørelse i høj grad dagens orden i mange dele af den islamiske verden. Det var for eksempel usædvanligt i Cairo i 1960'erne at se en kvinde iført hijab, et islamisk tørklæde, der er påbudt ved Muhammeds befaling om, at en kvinde, når hun færdes i det offentlige, skal tildække alt undtagen sit ansigt og sine hænder. I dag, på den anden side, kan man gå ned ad gaderne i den samme by, og blive overrasket over at se en kvinde, der ikke er således klædt.

Denne ændring har ikke kun været ydre. Hijab-tørklæderne i Cairo er kun ét af de synlige tegn på en revolution - eller mere korrekt, en vækkelse - der har fejet hen over den islamiske verden. Islamiske værdier er blevet genoplivet, herunder ikke kun i strenghed i påklædning, men også i fjendtlighed mod vestlige ideer og principper. Opstandene i forbindelse med det "arabiske forår" har over hele Mellemøsten ført til en fornyet hævdelse af islams politiske aspekter, som værende i strid med vestlige politiske modeller. Vestlige ideer om demokrati og pluralisme, der var på mode i eliten over hele den islamiske verden i den første halvdel af det 20. århundrede, er faldet i miskredit.

En konsekvens af alt dette er, at den islamiske verden, som Det andet Vatikankoncils fædre havde i tankerne, hurtigt er ved at forsvinde. Hvad Koncilet siger om muslimer, skal gives den respekt, som al Kirkens lære fortjener, og adlydes i den grad, som lydighed bør gives til alle læremyndighedens erklæringer. Disse erklæringer skal dog vurderes inden for rammerne af deres egen tid. Det andet Vatikankoncils dokumenter er ikke mindre produkter af deres tid, end erklæringerne fra Benedict XIV og Callixtus III er produkter af deres. Ligesom korsriddernes tidsalder er forsvundet, således er også tidsalderen med et dominerende sekulært Vesten - der trygt skridter ind i, hvad det kalder den "moderne" tidsalder - hurtigt ved at forsvinde. Dette er ikke for at devaluere eller nedgøre Koncilet på nogen måde, men blot for at se det, som det er, hverken mere eller mindre: En artikulering af visse evige sandheder, helt sikkert, men i sammenhæng med en række - ureflekterede og alligevel afgjort indflydelsesrige - centrale overbevisninger og antagelser om verdens og menneskehedens natur.

I sidste ende - hvor det altid er den kristnes ansvar at række hånden frem mod muslimer med respekt og agtelse - har fjendtligheden, som den islamiske verden altid har vist mod kristenheden, aldrig gjort sig mindre bemærket, end den gjorde i 1960'erne. Så derfor har en erklæring om venskab heller aldrig været mere passende, hverken før eller siden. Denne situation hersker ikke i dag, et faktum, der også har rigtig mange konsekvenser for udsigterne til dialog: Vestligt-sindede muslimer, der har en positiv holdning til Den katolske Kirke, har ikke længere nær den samme indflydelse blandt deres trosfæller, som de tidligere havde, i hvert fald ikke i den islamiske verden.

Dette er dog ikke for at sige, at vi er vendt tilbage til Benedict XIV's og Callixtus III's verden, hvor katolikker mente, at muhamedanismen, som den populært blev kaldt (til muslimernes indignation), var et kætteri, der var gennemsyret af falskhed og måske endda djævelskab, og var dedikeret til ødelæggelse af Kirken og konvertering eller undertrykkelse af kristne. Vi er århundreder væk - og adskilt af kløfter af kulturelle antagelser - fra den verden, hvor det var muligt at tænke på ens tro som noget, der kunne have fjender og derfor have behov for at blive forsvaret. Katolikker i den moderne tid har længe antaget, at denne verden var borte for evigt, og der er visse grunde til at tro, at det er tilfældet.

Men med en muslimsk forfølgelse af kristne, der er stigende ud over hele verden, er der også betydelige tegn på, at denne gamle rå verden er på vej tilbage, og måske aldrig var så langt væk, som den så ud til at være.

---

Robert Spencer er direktør for Jihad Watch og forfatter til de to New York Times bestsellere The Politically Incorrect Guide to Islam (and the Crusades) og The Truth About Muhammad. Hans seneste bog, Not Peace but a Sword: The Great Chasm Between Christianity and Islam, er nu tilgængelig.

---

Oversættelse: Bombadillo