Da fem unge muslimer fra det nordlige Virginia blev arresteret i Pakistan for at forsøge at tilslutte sig jihad-grupper, foregav det lokale muslimske samfund at være uforstående over for, hvordan det kunne være sket. Ashraf Nubani, advokat for den moské de fem kom i, sagde om deres pårørende og de andre moské-gængere: "Der er chok og vantro i disse familier og i denne moské." Mahdi Bray fra Muslim American Society med base i Falls Church, ytrede i en klagende tone: "Vi vil gerne vide, hvad vi har overset? Vi så disse børn hver dag. Set i bakspejlet, hvad kunne vi have gjort?"

Hvis Mahdi Bray så disse unge mænd dagligt, så kunne selve dette forhold have været et åbenlyst fingerpeg om, hvad der gik galt. For Muslim American Society (MAS) er den amerikanske gren af den internationale organisation for islamisk overhøjhed, kendt som Det Muslimske Broderskab, stamfader til al-Qaeda og Hamas. Et opsnappet internt dokument fra dette Broderskab siger, at Broderskabets mission i USA er "en form for stor jihad for at fjerne og destruere den vestlige civilisation indefra og sabotere dens elendige hus med deres hænder og hænderne af de troende, så det er udslettet og Guds religion er gjort sejrende over alle andre religioner."

Og ifølge en fremstilling i Chicago Tribune fra 2004 af Broderskabets aktiviteter i USA, så skal man, at for "at blive et ’aktivt’ medlem" af Muslim American Society, " - den højeste form for medlemskab – (…) fuldføre fem års uddannelse og tjeneste for det muslimske samfund, herunder studere skrifter af Broderskabets ideologer al-Banna og Qutb.” Disse er Det Muslimske Broderskabs to store teoretikere, dets grundlægger, Hasan al-Banna og Sayyid Qutb, ”faderen til moderne [islamisk] fundamentalisme.”

Af disse er Qutb den mest indflydelsesrige i dag. Hans skrifter kan med lethed findes i islamiske boghandler i USA. Og amerikanerne, især de retshåndhævende myndigheder, bør vide, hvad der står i dem.

Sayyid Qutb levede faktisk i USA fra november 1948 til august 1950, og skrev om sine oplevelser på afslørende måder. I februar 1949, mens han var hospitalsindlagt for en åndedrætslidelse i Washington, DC, hørte han om drabet på al-Banna, en begivenhed som, ifølge en usandsynlig påstand han senere kom med, fik hospitalspersonalet til at bryde ud i åben jubel.

Hans afsky for den larmende materialisme i efterkrigstidens Amerika var intens. Han skrev til en egyptisk ven om sin ensomhed: "Hvor har jeg dog brug for nogen at tale med om andet end penge, filmstjerner og bilmodeller." Da han flyttede til Greeley, Colorado, blev han imponeret over antallet af kirker i byen, men ikke over den fromhed, de fremkaldte: "Ingen går i kirke så ofte som amerikanerne gør (…). Alligevel er ingen så langt væk, som de er, fra religionens åndelige aspekt.” Han blev grundigt forarget over en dans efter en aftengudstjeneste i en lokal kirke: "Dansen intensiveres (…). Salen vrimlede med ben (…). Arme holdt om arme, læber mødte læber, bryst mødte bryst og atmosfæren var fuld af kærlighed.” Præsten forargede yderligere Qutb ved at dæmpe belysningen, hvilket skabte "en romantisk, drømmende effekt", samt spille en af tidens populære sange: “Baby, It’s Cold Outside.” Han iagttog amerikansk populærmusik i almindelighed med et gennemborende blik: "Jazz er den foretrukne musik [for amerikanerne]. Det er en slags musik, opfundet af [amerikanske] sorte for at behage deres primitive tilbøjeligheder og ønske om støj."

I sidste ende konkluderede han: "Jeg frygter, at når livets hjul er drejet og historiens bog er lukket, så vil USA ikke have bidraget med noget som helst." Han fandt ikke den amerikanske velstand modsvaret af en tilsvarende rigdom af ånd. "Jeg er bange for, at der ikke er nogen sammenhæng mellem storheden af den amerikanske materielle civilisation og de mænd, der skabte den (…). I både følelse og adfærd er amerikanerne primitive (bidaa)."

Da han vendte tilbage til Egypten, karakteriserede han Vestens indflydelse i den muslimske verden som et ubetinget onde. Han talte hånende om "amerikansk islam," en forfalskning af religionen, der alene var designet til at bekæmpe kommunismen i Egypten. (Her henviste han måske til den egyptiske diktator, Nassers tilnærmelser i 1964 til Det Muslimske Broderskab, som han håbede, ville gå med i en antikommunistisk alliance). Allerede inden sit ophold i USA, advarede han om, at "islam er en omfattende filosofi og en homogen enhed, og at indføre ethvert fremmed element i den vil betyde dens ruin. Den er som et fintfølende og perfekt stykke mekanik, der kan blive fuldstændig ødelagt ved tilstedeværelsen af en fremmed komponent."

Det vigtigste fremmedelement var sekularismen. Qutb anså vestlig sekularisme, ikke som løsningen på den islamiske verdens problemer (som mange har foreslået), men som hovedkilden til problemet: Den ødelagde islams grundlæggende enhed ved at adskille den religiøse sfære fra det daglige liv.

Qutb så Vestens to dominerende politiske og sociale filosofier, kapitalisme og kommunisme, som værende gået bankerot og værdiløse. Med bemærkelsesværdig og ofte bevægende lidenskab og kraft, placerer Qutbs indflydelsesrige bog Milestones [Milesten] udtrykkeligt islam som den sande kilde til samfundsmæssig og personlig orden, i modsætning til både kapitalismen og kommunismen. "Menneskeheden i dag står på randen af en afgrund," hævdede han i dette manifest fra koldkrigstiden, "ikke på grund af faren for total tilintetgørelse, der hænger over dens hoved - dette er blot et symptom og ikke den egentlige sygdom - men fordi menneskeheden mangler de livsvigtige værdier, der er nødvendige, ikke blot for dens sunde udvikling, men også for dens sande fremskridt.” Måske med sin tid i Amerika i tankerne, fortsatte han: "Selv den vestlige verden indser, at den vestlige civilisation er ude af stand til at opstille sunde værdier som vejledning for menneskeheden. Den ved, at den ikke besidder noget, der kan tilfredsstille dens egen samvittighed og retfærdiggøre dens eksistens."

For Qutb var både kapitalisme og kommunisme opbrugte kræfter: "Demokratiet i Vesten er blevet sterilt i en sådan grad, at det låner fra systemerne i Østblokken, især fra det økonomiske system, under navnet socialisme. Det er det samme med Østblokken. Dens sociale teorier, først og fremmest marxismen, tiltrak i begyndelsen ikke kun et stort antal mennesker fra Østeuropa, men også fra Vesten, fordi det var en livsform baseret på en tro."

Med beundringsværdig forudseenhed for en mand, der skriver i 1964, hvor marxismen for mange iagttagere stadig havde stillingen som historiens fortrop, proklamerede Qutb, at "marxismen nu er besejret på tankens plan, og hvis det påstås, at ikke en eneste nation i verden er virkelig marxistisk, så vil det ikke være nogen overdrivelse.” Han hævdede, at marxismen var dømt til at mislykkes, fordi "denne teori i det store og hele er i modstrid med menneskets natur og dets behov. Denne ideologi trives kun i et degenereret samfund eller i et samfund, der er blevet kuet som følge af en eller anden form for forlænget diktatur." Et kvart århundrede før Sovjetunionens fald, beskrev han "det kollektive landbrugs fiasko" som blot en del af "fejlen i et system, der er imod den menneskelige natur." Qutb konkluderer: "Det er af afgørende betydning for menneskeheden at få et nyt lederskab!"

Dette nye lederskab ville komme fra islam. Hvad den muslimske umma behøvede, var, ifølge Qutb, en genoprettelse af islam i hele dens fylde og renhed, herunder alle sharialovens regler til ordning af samfundet. "Hvis vi ser på kilderne til og grundlaget for moderne måder at leve på, bliver det klart, at hele verden er gennemsyret af jahiliyya [uvidenhed om den guddommelige vejledning], og at alle de vidunderlige materielle bekvemmeligheder og avancerede opfindelser ikke gør denne uvidenhed mindre. Denne jahiliyya er grundlæggende et oprør mod Guds herredømme på jorden. Den overfører til mennesket en af Guds største attributter, nemlig herredømme, og gør nogle mænd til herrer over andre."

Sand frihed kunne kun blive mennesket til del ved at genoprette det guddommelige herredømme - det vil sige, sharia. For at fremme dette mål tilsluttede han sig formelt Det Muslimske Broderskab kort efter sin tilbagevenden til Egypten fra USA.

I formuleringen af sin vision for en genopstået islam, som ville bane vejen for en genoprettelse af civilisation og sande værdier i verden, afveg han på ét væsentligt område fra andre muslimske intellektuelles tænkning på sin tid: Han betegnede ikke blot ikke-muslimske lande, men også store dele af den muslimske verden, som jahiliyya, den muslimske betegnelse for den præ-islamiske periode med vantro, uvidenhed og mørke. Han baserede denne vurdering på det faktum, at de fleste muslimske lande ikke fulgte sharia, hverken helt eller delvist, og skriver i Milestones, at "det er nødvendigt at genoplive det muslimske samfund, der er begravet under brokkerne af flere generationers menneskeskabte traditioner, og som er knust under vægten af disse falske love og sædvaner, der ikke har selv den fjerneste forbindelse med den islamiske lære, og som, på trods af alt dette, kalder sig selv 'den islamiske verden.’"

Han fremhæver islam som "en udfordring til alle typer og former for systemer, der er baseret på idéen om menneskets herredømme; med andre ord, hvor mennesket har bemægtiget sig denne guddommelige egenskab. Ethvert system, hvor de endelige beslutninger tilskrives mennesker, og hvor kilderne til al autoritet er menneskelig, guddommeliggør mennesket ved at indsætte andre end Gud som herskere over menneskene."

Som svar på denne uretmæssige guddommeliggørelse af mennesket, skal islam, ifølge Qutb: "forkynde Guds autoritet og suverænitet" og dermed "fjerne al menneskelig kongeværdighed og bekendtgøre herredømmet af universets Opretholder over hele Jorden. Med Koranens ord: ’Han er den, som er gud i himlen og gud på jorden.’ (43:84) ’Dommen hører alene Gud til. Han har befalet, at I kun skal tjene Ham. Det er den rette religion.’ (12:40)"

I praksis betød dette indførelse af sharia. Qutb foragtede derfor demokratiet, fordi det underlagde samfundet menneskeskabte love, der var et produkt af overvejelser gjort af vælgerne eller lovgivningsmagten. Allahs love kommer ikke an på flertalsafstemninger. Han anbefalede aktiv og altomfattende modstand mod regeringer i muslimske lande, der ikke gennemførte sharia. Han insisterede: "Vi må også frigøre os selv fra jahili-samfundets greb" - det vil sige samfund, ordnet efter menneskeskabte love (bogstaveligt: uvidenhedens samfund) i stedet for guddommelige love - "jahili begreber, jahili traditioner og jahili lederskab. Vores mission er ikke at gå på kompromis med jahili-samfundets praksis, og vi kan heller ikke være loyale over for det. Det er ikke værd at gå på akkord med jahili-samfund, på grund af dets jahili-egenskaber. Vores mål er først at ændre os selv, så vi senere kan ændre samfundet."

Denne modstand skal være international, i overensstemmelse med den traditionelle islamiske opfattelse, at religion overskrider nationalitet: "En muslim har ikke noget land, bortset fra den del af Jorden, hvor Guds sharia er etableret og de menneskelige relationer er baseret på forholdet til Gud; en muslim har ingen nationalitet udover hans tro, som gør ham til medlem af det muslimske samfund i dar al-islam; en muslim har ingen slægtninge udover dem, der deler troen på Gud, hvorved der etableres et bånd mellem ham og andre troende gennem deres forhold til Gud."

Tanken om, at muslimske regeringer mister deres legitimitet, hvis de ikke håndhæver sharia, er vendt tilbage gentagne gange i hele den islamiske historie. Den berømte middelalder-lærde Ibn Taymiyya (1263-1328) "erklærede, at en hersker, som undlader at håndhæve sharia strengt i alle dens aspekter, herunder udførelse af jihad (og derfor ikke er tilstrækkeligt muslimske) mister sin ret til at herske." Ikke desto mindre var en sådan opfattelse relativt uhørt blandt sekulariserede, vestligt påvirkede muslimer på Qutbs tid; det har derfor fået mange analytikere af islamisk radikalisme til at betegne ham en fornyer og stille hans synspunkter op i modsætning til "traditionel islam." [Se f.eks. Zeidan: Islamisk fundamentalismes syn på livet som en stadig kamp]

Men Qutbs syn på sharia var slet ikke nyskabende. Og han gjorde gældende, at det ikke var ekstremistisk, men blot handlede om styre efter islamisk lov. "Guds styre på jorden etableres ikke ved, at nogle indviede mennesker - præsterne - gives kompetence til at styre, som det var tilfældet med Kirkens herredømme, eller at nogle talsmænd for Gud bliver herskere, som det er tilfældet i et 'teokrati'. At etablere Guds styre betyder, at hans love bliver håndhævet og at den endelige beslutning i alle anliggender træffes i henhold til disse love."

Naturligvis er sondringen mellem sharialovens styre og en teokratisk herskende elites styre overordentlig fin, som man kan se i Iran i dag. Egyptens arabiske socialistiske leder, Gamal Abdel Nasser, var godt klar over de teokratiske konsekvenser af Qutbs skrifter og gav ham ti års fængsel og tortur og beordrede ham til sidst henrettet i 1966. Et år for inden, skrev Qutb fra sin fængselscelle: "Hele Egypten er fængslet (…). Jeg blev anholdt på trods af min immunitet som dommer, uden anholdelseskendelse (…) min eneste forbrydelse var min kritik af den manglende indførelse af sharia."

Nasser kan have været mest optaget af Qutbs opfordringer til jihad. Disse var baseret på idéen om, at etableringen af Allahs styre ikke ville ske uden forhindringer. "Da denne bevægelse [dvs. islam] kommer i konflikt med jahiliyya, der har kontrol over idéer og overbevisninger, som styrer livet i praktiske former og som har politisk og materiel myndighed bag sig, er den islamiske bevægelse nødt til at skabe parallelle ressourcer for at konfrontere denne jahiliyya."

Blandt disse ressourcer var jihad. "Denne bevægelse bruger prædiken og overtalelse til at reformere idéer og overbevisninger og den bruger fysisk magt og jihad til at afskaffe de organisationer og myndigheder i jahili-systemet, der forhindrer folk i at reformere deres idéer og overbevisninger, og i stedet tvinger dem til at adlyde deres fejlagtige former og får dem til at tjene menneskelige herrer i stedet for den almægtige Gud."

Væbnet kamp, jihad, var en nødvendighed. "Etableringen af Guds herredømme på Jorden, afskaffelsen af menneskets herredømme, fjernelsen af suveræniteten fra usurpatoren for at give den tilbage til Gud, samt håndhævelsen af den Guddommelige Lov (sharia) og afskaffelse af menneskeskabte love, kan ikke opnås alene gennem prædikevirksomhed. De, der har tilranet sig Guds myndighed og undertrykker Guds skabninger, vil ikke opgive deres magt blot pga. prædikevirksomhed; hvis det havde været tilfældet, ville opgaven med at etablere Guds religion i verden have været meget let for Guds profeter! Dette er i strid med beviserne fra profeternes historie og fortællingerne om kampen for den sande religion, der er foregået gennem generationer."

Muslimer, siger Qutb, skal ikke kun prædike, men også "slå hårdt ned på alle de politiske kræfter, der tvinger folk til at bøje sig for dem, som hersker over dem uden at ænse Guds befalinger, og som forhindrer folk i at lytte til forkyndelsen og acceptere troen, hvis de ønsker det. Efter at have ødelagt den tyranniske magt, hvad enten den er i politisk eller racemæssig form, eller i form af klasseskel inden for samme race, så vil islam etablere et nyt socialt, økonomisk og politisk system, hvor menneskets frihed bliver virkeliggjort i praksis."

Qutbs henvisning til profeternes historie er en indikation af, hvor fast hans opfattelse af jihad er baseret på en tæt og omhyggelig læsning af Koranen og undersøgelse af profeten Muhammeds eksempel. I Milestones citerer han udførligt den store middelalder-lærde Ibn Qayyim (1292-1350), der, som Qutb siger, "har opsummeret karakteren af islamisk jihad." Ibn Qayyim beskriver faserne af Muhammeds profetiske karriere: "I tretten år efter begyndelsen af sit virke som Sendebud, kaldte han folk til Gud gennem forkyndelse, uden kamphandlinger eller jizya, og blev befalet at lægge bånd på sig selv og praktisere tålmodighed og overbærenhed. Så blev han befalet at migrere, og senere blev tilladelse givet til at kæmpe. Så blev han befalet at bekæmpe dem, der bekæmpede ham, og at afholde sig fra dem, der ikke førte krig mod ham. Senere blev han befalet at bekæmpe polyteisterne, indtil Guds religion var fuldt etableret."

Qutb sammenfatter faserne: "Ifølge den forklaring som Imam Ibn Qayyim giver, blev muslimerne således først holdt tilbage fra kamp; derefter fik de tilladelse til at kæmpe; så blev de befalet at kæmpe mod aggressorer, og endelig blev de kommanderet til at bekæmpe alle polyteister."

Det forhold, at disse faser af jihad kan findes hos Qutb, såvel som i skrifter af moderne jihadister og middelalderlige muslimske lærde, understreger den traditionelle karakter af nutidens jihad. Moderne mujahedin har ikke "kapret" islam; de er - i det mindste efter egen opfattelse – ved at genoprette den. Ibn Qayyim, som citeret af Qutb, går videre med at skitsere betingelserne for post-jihad-samfundet, dvs. dhimmitude: "Efter befalingen om jihad kom, blev de ikke-troende inddelt i tre kategorier: 1, dem, med hvem der var fred; 2, de folk, med hvem muslimerne var i krig; og 3, dhimmierne (…). Det blev også forklaret, at krig bør erklæres mod dem blandt ’Bogens Folk’, der erklærer åbent fjendskab, indtil de går ind på at betale jizya eller accepterer islam. Om polyteister og hyklere blev det i dette kapitel befalet at erklære jihad mod dem og behandle dem skånselsløs. "

I sidste ende, forklarer han, blev de, med hvem muslimer havde fred eller traktater, muslimer selv; "så var der kun to slags tilbage: folk i krig og dhimmierne. Folkene i krig var altid bange for [Muhammed]. Nu var folk i hele verden af tre slags: 1, muslimerne, der troede på ham; 2, dem, med hvem han havde fred; og 3, modstanderne, som fortsatte med at bekæmpe ham.” I tråd med dette siger Qutb, at hvis nogen forkaster islam, så "er det en pligt for islam at bekæmpe ham, indtil han enten bliver dræbt eller erklærer sin underkastelse."

Qutb taler hårdt om modernistiske og moderate muslimer, som forsøger at omarbejde jihad til at blive en kamp for selvforsvar. Selv mens de "taler om jihad i islam og citerer Koran-vers," siger han, så forstår de ikke ”karakteren af de forskellige faser, gennem hvilke denne bevægelse udvikler sig, eller forholdet mellem versene, afsløret ved forskellige lejligheder, og hver fase." Med andre ord, de har ikke forstået, at Allah gradvist har åbenbaret det muslimske ansvar for at føre jihad, som skitseret ovenfor af Ibn Qayyim.

Dette fører til yderligere fejl: "Derfor - når de taler om jihad, så taler de ubehjælpsomt og sammenblander de forskellige faser, og derved forvrider hele konceptet om jihad og afleder fra Koran-vers endelige og generelle principper, som der ikke er nogen begrundelse for. Dette er fordi de betragter hvert vers i Koranen, som om det var det endelige princip i denne religion." Dette er formentlig noget i retning af, hvad Qutb ville sige til de moderne muslimske talsmænd, der citerer Koranens "tolerance-vers" uden at komme ind på udviklingsfaserne i den hellige bogs lære om jihad.

Qutb henfører væksten i den idé, at jihad kun er en kamp for selvforsvar, til en defaitistisk holdning. "Denne gruppe af tænkere, som er et produkt af den nuværende muslimske generations ynkelige tilstand, kender kun islam af navn og har opgivende nedlagt deres åndelige og rationelle våben. De siger, ’Islam har kun foreskrevet defensiv krig'! og tror, at de har gjort noget godt for deres religion ved at afstå fra dens metode, som er at afskaffe al uretfærdighed på Jorden, få folk til at tilbede Gud alene og føre dem ud af trældommen under andre og ind i gruppen af Herrens tjenere."

Han raser mod forsøg fra "disse defaitist-agtige mennesker på at sammenblande de to aspekter," det vil sige, tvangskonvertering og kampen for at etablere Allahs eneherredømme, og på at "begrænse jihad til ’defensiv krig’, som det hedder i dag. Den islamiske jihad har ingen forbindelse til moderne krigsførelse, hverken i dens årsager eller i måden, den føres på." Enhver der forstår, at jihad faktisk er en kamp for at etablere Allahs herredømme, "vil også forstå opgaven for jihad bil saif (stræben gennem kamphandlinger), som er at bane vejen for en stræben gennem prædiken. Han vil forstå, at islam ikke er en ’defensiv bevægelse’ i den snævre betydning, som i dag teknisk går under navnet ’defensiv krig.’"

Hvem er i sidste ende ansvarlig for denne forvanskning af jihad? Qutb bebrejder de "orientalistiske", vestlige fortolkere af islam. (Ironisk nok er det den selv samme lejr, der af Edward Said - den berømte Princeton professor, palæstinensisk aktivist og forfatter til Orientalisme - beskyldes for at karikere jihad ved at gøre den til en kamp på slagmarken.) "Denne snævre betydning," siger Qutb, "har det fået tillagt af dem, der er under omstændighedernes pres og er besejret af de listige angreb fra orientalisterne, der fordrejer begrebet, islamisk jihad. Det var en bevægelse for at udslette tyranni og indføre sand frihed for menneskeheden, ved hjælp af midler, tilpasset den faktiske menneskelige situation, og den havde bestemte trin, hvor den for hvert enkelt benyttede nye metoder. Hvis vi insisterer på at kalde islamisk jihad for en defensiv [forsvarende] bevægelse, så må vi ændre betydningen af ordet ’forsvar’, og give det betydningen: 'menneskets forsvar' mod alle de elementer, der begrænser dets frihed. Disse elementer tager form af overbevisninger og begreber, såvel som af politiske systemer, baseret på økonomiske, racemæssige eller klassemæssige forskelle."

Med andre ord siger Qutb god for "defensiv jihad", hvis det betyder at forsvare menneskeheden mod demokrati, kapitalisme, kommunisme, racisme og så videre. Hans syn på offensiv og defensiv jihad er ikke nyskabende: Han følger den sunni-muslimske shafii retsskole, der stadfæster, at "jihad havde til hensigt at føre krig mod de ikke-troende pga. deres vantro og ikke kun, da de kom i konflikt med islam.” Denne shafii-skole har stadig magten på Cairos ansete al-Azhar universitet.

Orientalister, siger Qutb, har fordrejet ideen om jihad ved at sammenblande den med tvangsomvendelse; men muslimske lærde har ikke reageret ordentligt. "Orientalisterne har malet et billede af islam som en voldelig bevægelse, der med sværdet påtvang folk dens tro. Disse ryggesløse orientalister ved godt, at dette ikke er sandt, men ved denne metode forsøger de at fordreje de sande motiver for islamisk jihad. Men vores muslimske lærde, disse besejrede folk, søger at finde begrundelser for defensiv [krig], som kan neutralisere denne anklage. De er uvidende om islams natur og dens funktion, og at den har en ret til at tage initiativet for den menneskelige friheds skyld."

Til støtte for sin påstand om, at jihad ikke udelukkende føres for at forsvare muslimske lande, påberåber Qutb sig igen den tidlige islamiske periode. "Hvad de personer angår, der forsøger at forsvare begrebet, islamisk jihad, ved at fortolke det i snæver forstand som det gængse begreb, defensiv krig, og som driver forskning for at bevise, at de slag, der blev udkæmpet af islamisk jihad alle var for forsvaret af islams hjemland mod angreb fra omkringliggende magter – nogle af dem anser islams hjemland for kun at være den arabiske halvø – så mangler de kendskab til islams natur og dens primære mål. Et sådant forsøg er ikke andet end produktet af et sind, der er besejret af den nuværende vanskelige situation og de forræderiske orientalisters angreb på den islamiske jihad. Kan nogen sige, at hvis [de tre første kaliffer] Abu Bakr, Umar eller Uthman havde været overbevist om, at de romerske og persiske magter ikke ville angribe den arabiske halvø, så ville de ikke have forsøgt at udbrede islams budskab i hele verden? Hvordan kunne islams budskab være blevet spredt, når det stod overfor sådanne materiale hindringer, som statens politiske system, det socioøkonomiske system baseret på racer og klasser, og bag alt dette, regeringens militære magt?"

Efter at have citeret en række Koran-vers om jihad, tilføjer Qutb: "Med disse vers fra Koranen, og med mange traditioner om Profeten - fred være med ham – som priser jihad, og med hele islams historie, som er fuld af jihad, vil alle muslimers hjerte afvise denne forklaring på jihad, som er opfundet af de mennesker, hvis sind har affundet sig med nederlag under ugunstige forhold og under de kløgtige orientalisters angreb på islamisk jihad."

De, der falder for sådanne ideer er (i bedste fald) for bløde og (i værste fald) forrædere af islam: "Hvad er det for en mand, der, efter at have lyttet til Guds befaling og Profetens traditioner - fred være med ham - og efter at have læst om de begivenheder, der fandt sted under den islamiske jihad, stadig mener, at det er et midlertidigt påbud, forbundet med forbigående omstændigheder, og at den kun drejer sig om forsvaret af grænser? "

Qutbs afsky for dette synspunkt skinner igennem i mange passager af Milestones. Han stiller det i modsætning til det internationalistiske udsyn, som muslimer bør have. "De, der siger, at islamisk jihad blot gjaldt forsvaret af ’islams hjemland,’" hævder Qutb, "formindsker storheden af den islamiske livsform og finder den mindre vigtig end deres 'hjemland.' Dette er ikke det islamiske synspunkt, og deres opfattelse er en frembringelse af den moderne tid - helt fremmed for islamisk bevidsthed. Hvad der er acceptabelt for islamisk bevidsthed er dens tro, den livsform, som denne tro foreskriver, og det samfund, der lever i henhold til denne livsform. Hjemlandets jord har i sig selv ingen værdi eller vægt. Fra det islamiske synspunkt er den eneste værdi, som jorden kan opnå, en følge af, at den kan blive stedet, hvor Guds herredømme er etableret og Guds vejledning bliver fulgt; og derved bliver den en fæstning for troen, et sted for dens måde at leve på, der med rette kan kaldes ’islams hjemland,’ et center for bevægelsen for menneskets fulde frihed."

Måske med Nassers og andres panarabiske bevægelser i tankerne, understregede Qutb islams universelle karakter og kald: "Denne religion er ikke blot en erklæring om frihed for araberne, ej heller er dens budskab begrænset til araberne. Den henvender sig til hele menneskeheden, og dens arbejdsområde er hele Jorden. (…) Denne religion ønsker at bringe hele verden tilbage til dens Opretholder og befri den fra trældom under andre end Gud. "

Men hvad med Koranens befaling til muslimer om ikke at "begynde fjendtligheder"? I sin monumentale, flerbinds-kommentarer til Koranen, I Koranens skygge, der blev afsluttet i Nassers fængsel, udlægger Qutb ikke sura 2:190 ("Men I må ikke begå overtrædelser! Gud elsker ikke dem, der begår overtrædelser”) som en befaling til muslimer om at undgå at angribe deres modstandere, som det blev fortolket af mange, der lærte, at jihad kun var defensiv. [Pichthals engelske oversættelse af 2:190 lyder: Fight in the way of Allah against those who fight against you, but begin not hostilities. Lo! Allah loveth not aggressors.] "’Aggression,'" siger Qutb, "indebærer angreb på ikke-kombattanter og fredelige, ubevæbnede civile, der ikke udgør nogen trussel mod muslimer, eller mod deres samfund som helhed. Dette omfatter kvinder, børn, ældre og dem, der er helliget religiøs aktivitet, såsom præster og munke af enhver religiøs og ideologisk overbevisning. Aggression vil også medføre overskridelse af de moralske og etiske grænser, som islam sætter for udkæmpelse af en retfærdig krig." Han undgår tydeligt at sige, at dette vers begrænser jihad til selvforsvar.

Ifølge Qutb udelukker selve karakteren af kaldet til islam faktisk tanken om, at jihad kun kunne være til selvforsvar. "Da målet med islams budskab er en afgjort erklæring om menneskets frihed, ikke blot på det filosofiske plan, men også i livets faktiske forhold, så er den nødt til at bruge jihad. Det er uden betydning om islams hjemland - i den sande islamiske forstand, dar al-islam - er i en tilstand af fred, eller om det er truet af dets naboer."

Hvad så med ikke-muslimske lande, som ikke angriber muslimer? Kan de lades i fred? Kun hvis de betaler den særlige kopskat for ikke-muslimer (jizya), som er det ypperste symbol på dhimmitude og underkastelse: "Det kan ske, at islams fjender finder det hensigtsmæssigt ikke at skride til handling mod islam, hvis islam lader dem være indenfor deres geografiske grænser for at fortsætte nogles herredømme over andre, og ikke spreder sit budskab og sin erklæring om universel frihed inden for deres område. Men islam kan ikke godkende dette, medmindre de underkaster sig dens autoritet og betaler jizya, hvilket vil være en garanti for, at de har åbnet deres døre for forkyndelsen af islam og ikke, gennem statsmagten, vil sætte hindringer i vejen."

Ja, det er "en grundlæggende menneskeret at kunne tage imod islams budskab. Ingen myndighed bør nægte menneskeheden denne ret, og under ingen omstændigheder bør nogen som helst forhindring have lov til at afværge, at det guddommelige budskab bliver leveret." Som kommentar til sura 2:191 ("Fristelse til frafald er værre end drab!"), siger Qutb: "Islam anser religiøs forfølgelse og enhver trussel mod religionen som farligere for islams fremtidige stabilitet og eksistens end egentlig krig. [Pichthals oversættelse af 2:191 lyder: “persecution is worse than slaughter.” Det arabiske ord for hhv. ‘fristelse til frafald’ og ’persecution’ er ‘fitna’] Ifølge dette store islamiske princip går troens overlevelse og fremgang forud for bevarelsen af selve det menneskelige liv." Kristendom og andre trosretninger ville naturligvis sige det samme, men ingen undtagen islam pålægger som reaktion, ikke at ofre sit eget liv, men at tage andres liv.

For Qutb er voldelig jihad en nødvendig del af processen med at etablere sand fred, hvilket er det samme som sharialovens overhøjhed: "Når islam stræber efter fred, er dets mål ikke den overfladiske fred, som kræver, at blot den del af jorden, hvor islams tilhængerne er bosat, vedblivende er sikker. Den fred, som islam ønsker, er, at religionen (dvs. samfundets lov) bliver renset til ære for Gud, at alle menneskers lydighed rettes mod Gud alene, og at nogle mennesker ikke skal være herrer over andre. Efter Profetens periode - fred være med ham – skal kun de sidste faser af jihad-bevægelsen følges; de indledende eller midterste faser kan ikke indføres."

Det vil sige, som Ibn Qayyim udtrykker det, at der nu kun findes to slags ikke-muslimer: dem, der er i krig med islam, og dem, der har underkastet sig den. I en rapport om "rødderne til jihad" lader BBC’s Mellemøsten-analytiker Fiona Symon forstå, at Qutb bryder med traditionen ved at klassificere "alle ikke-muslimer [som] vantro - selv de såkaldte ’Bogens Folk’, de kristne og jøderne.” Men Ibn Qayyim (og andre autoriteter, jeg har citeret gennem hele denne bog) gør det klart, at Qutb i dette spørgsmål var i fuld overensstemmelse med islamisk tradition. Ikke alene er islams kald universelt; det er evigt. "Denne kamp," siger Qutb, "er ikke en midlertidig fase, men en evig tilstand - en evig tilstand, eftersom sandhed og løgn ikke kan sameksistere på denne jord."

Mens han fastholder, at jihad ikke udelukkende er til selvforsvar, så nægter Qutb ikke, at forsvaret af islam er en del af muslimens pligt - især i betragtning af tingenes tilstand i den moderne verden: "I dag fortsætter muslimer med at være mål for religiøs forfølgelse under et væld af kristne, zionistiske og sekulære regimer i mange dele af verden. Denne situation gør jihad til en pligt for muslimer." Men målet for denne jihad, som han gør det klart i Milestones og andre steder, er ikke blot afskaffelse af forfølgelse, men indførelsen af sharia overalt.

Dette absolutistiske perspektiv er jihadisters opfattelse i dag. Qutb er en bredt respekteret figur, og hans bøger er let tilgængelige i islamiske boghandeler, selv i USA. Milestones bliver udbudt til salg af de fleste online muslimske boghandeler. Det Muslimske Broderskab tæller Hasan al-Banna og Sayyid Qutb, som de to førende lys. Broderskabet, såvel som muslimer rundt omkring i verden i dag, hilser al-Banna, myrdet under mystiske omstændigheder, og Qutb, henrettet af Nasser, som shuhada, martyrer. Nogle muslimer betragter endog Qutb som den førende sunni-tænker i det tyvende århundrede. Zafar Bangash, direktør for Institute of Contemporary Islamic Thought i London, kalder Qutb "en mand med fejlfrie islamiske kvalifikationer, [der] har ydet et enormt bidrag til muslimsk politisk tænkning på et tidspunkt, hvor den muslimske verden stadig var hypnotiseret af sådanne vestlige begreber som nationalisme, nationalstaten og nationernes fædre." Qutbs biograf hævder, at hans genstand er "den mest berømte personlighed i den muslimske verden i anden halvdel af det 20. århundrede."

Broderskabet blev i mellemtiden forbudt af den egyptiske regering i 1948 for dets deltagelse i terrorvirksomhed, men al-Banna reagerede på forbuddet ved at erklære, at "når ord er forbudt, tager hænderne fat." I de efterfølgende år blev Brødrene tilladt og forbudt igen, forsøgte at myrde Nasser flere gange og fik i 1970 det løfte af Anwar Sadat, at sharia ville blive indført i Egypten. Den 6. oktober 1981, mens sharia stadig ikke var Egyptens eneste kilde til den offentlige orden, blev Sadat myrdet af fire Muslimske Brødre. Broderskabet er stadig til stede i Egypten, fortsætter en forsigtig giv-og-tag politik med Mubarak-regeringen og spreder Qutbs budskab vidt og bredt.

I dag tager Broderskabet stolt æren for at have ”befriet muslimske lande fra kolonialistiske magter i næsten ethvert muslimsk land. Ikhwan [Brødrene] har været aktive blandt muslimer i de centralasiatiske muslimske republikker siden 70’erne, og deres engagement har for nyligt kunnet ses i republikker som Tadsjikistan. I den senere tid har de spillet en stor rolle i kampen for Afghanistan og Kashmir.” De proklamerer: ”Allah er vores mål. Sendebudet [Muhammed] er vores leder. Koranen er vores lov. Jihad er vores vej. At dø på Allahs vej er vort højeste håb.“

Og i USA bør vi huske, at når talsmænd for amerikanske muslimske grupper taler om fred og jihad som en rent defensiv krig, så kan de forventes at have læst Qutb, eller i det mindste være fortrolig med hans ideer. Derfor: Fred betyder et samfund under sharia-loven. Jihad er krig i forsvaret af Allahs lov. Indførelse af sharia er befrielse af menneskeheden. De, der i dag lever under, hvad Qutb ville have betragtet som Bill of Rights' tyranni, bør tage dette til efterretning.

---

Robert Spencer er direktør for Jihad Watch og forfatter til de to New York Times bestsellere The Politically Incorrect Guide to Islam (and the Crusades) og The Truth About Muhammad. Hans seneste bog, Not Peace but a Sword: The Great Chasm Between Christianity and Islam, er nu tilgængelig.

---

Oversættelse: Bombadillo