Læsning af Koranen i ramadanen 30: Juz Amma
(Koranen 78:1 - 114:6)
Af Robert Spencer
Oversættelse af: Reading the Qur’an during Ramadan 30: Juz Amma
Kilde: Jihad Watch, 4. juli 2016
Udgivet på myIslam.dk: 19. maj 2017

Hvis intet andet er nævnt, er alle Koran-citater i det følgende taget fra Ellen Wulffs danske oversættelse (Forlaget Vandkunsten, 2006), dog således, at "Gud" er erstattet med "Allah".


Sura 78. Budskabet - Al-Naba

Sura 78, "Budskabet" er magen til [sura 77]: en advarsel om denne frygtelige Afgørelsens Dag (v. 17), og indeholder Allahs advarsel om, at de forbandede i Helvede ikke vil "få andet at drikke end skoldende hedt, forrådnet vand" (v. 24-25), mens de retfærdige i Haven vil nyde "jævnaldrende kvinder med svulmende bryster" (v. 33). Ifølge Ibn Abbas, Mujahid og andre: "Det betyder runde bryster. De mente med dette, at brysterne på disse piger vil være fuldt afrundede og ikke hængende, fordi de vil være jomfruer på same alder. Det betyder, at de kun vil have én alder. "


Sura 79. Dem, der strækker ud - Al-Naziat

Mere af det samme kommer i sura 79, "Dem, der strækker ud", som begynder med, at Allah sværger ved himmellegemerne og englene i et sprog, der kunne henvise til dem begge eller bare en af dem. Allah kommer med mange sådanne eder i disse korte, kronologisk tidlige kapitler af Koranen - en ejendommelig vane må man sige, og én, der sætter spørgsmålstegn ved det islamiske dogme om, at Allah er den eneste talende bag hvert af Koranens ord, da det ville give langt mere mening, hvis Muhammed havde været ophavsmanden til disse eder. Hvorfor har Allah brug for at bakke sine ord op med at sværge ved et eller andet? Faraos ulydighed mod Moses' advarsel, og hans efterfølgende straf, bliver atter hentet frem (v. 15-25) som en klar analogi til farerne ved at afvise Muhammeds budskab, da han, ligesom Moses, er en advarer for dem, der frygter Dommedag (v. 45).


Sura 80. Han rynkede panden - Abasa

Koranen fortæller ofte muslimerne, at de skal adlyde Muhammed (3:32; 3:132; 4:13; 4:59; 4:69; 4:80; 5:92; 8:1; 8:20; 8:46; 9:71; 24:47; 24:51; 24:52; 24:54; 24:56; 33:33; 47:33; 49:14; 58:13; 64:12) og fremhæver ham som et "smukt eksempel" på adfærd for den enkelte muslim (33:21) - men den tager også for givet, at han er i stand til at synde. Et af de tydeligste tegn på Muhammeds sårbarhed for synd kommer i sura 80, "Han rynkede panden", hvor Allah irettesætter Muhammed for at afvise en fattig blind mand, mens han ødsler opmærksomhed på en rig mand (v. 1-12). I endnu en besynderlighed angående hvem, der taler i Koranen og hvem, den henvender sig til, begynder suraen med at tale om Muhammed i tredje person, selv om Allah andre steder i Koranen - med et par bemærkelsesværdige undtagelser - normalt henvender sig til sin profet direkte.

Allah følger dette op med en lovprisning af Koranen (v. 13-16) og en meditation over menneskehedens fordærv ved at afvise Allah, hvis tegn findes overalt i den naturlige verden (v. 17-42).


Sura 81. Indhyllingen - Al-Takwir

Sura 81, "Indhyllingen", tegner et levende og fængslende billede af Dommedag, hvor den naturlige verden vil blive væltet omkuld (v. 1-6), sjælene vil blive sorteret (v. 7), og pigebarnet, der blev begravet levende, vil blive spurgt om, for hvilken forbrydelse hun blev henrettet (v. 8-9). Muslimer har peget på dette med stolthed gennem hele den islamiske historie og påstået, at islam satte en stopper for den hedenske arabiske praksis med at begrave pigebørn levende.

Allah identificerer Muhammed som en ædel udsending "med magt og indflydelse hos tronens Herre" (v. 19-20), som ikke er besat (v. 22) og ikke formidler ordene fra en ond ånd (v. 25). Hans budskab vil gavne "enhver af jer, der gerne vil være retlinet” (v. 28), men ingen kan ville dette, med mindre "Allah vil" (v. 29) - endnu en benægtelse af menneskets frie vilje.


Sura 82. Spaltningen - Al-Infitar

Sura 82, "Spaltningen", tegner et billede af Dommedag meget lig det i sura 81. Den advarer om verdens ende og kritiserer dem, der "kalder Dommen for en løgn" (v. 9). Denne frygtelige dag er dagen, "hvor ingen kan gøre noget for nogen, og hvor alting beror på Allah" (v. 19).


Sura 83. De karrige - Al-Mutaffifin

Sura 83, "De karrige", forklarer, at på den Dag, vil de skriftlige optegnelser over de ondes gerninger (Sijjin, v. 7-9) og de skriftlige optegnelser over de retskafnes gerninger (Illiyyin, v. 18-21) blive åbnet, og alle vil blive sendt til Paradis eller Helvede. Synderne plejede at grine ad de retskafne og lave sjov med dem, men på den Dag vil de retskafne grine ad de vantro (v. 29-34).


Sura 84. Kløvningen - Al-Inshiqaq

Meget lig disse er sura 84, "Kløvningen", som begynder med endnu en genfortælling af de naturkatastrofer, der vil ledsage Dommens Dag (v. 1-5), hvorefter den går videre til at tale om de skriftlige optegnelser over hvert individs gerninger (v. 6-12) og hulheden af den jordiske lykke, som nydes af dem, der afviser Allah (v. 13-15). Så bliver den fysiske verdens vidundere igen påkaldt som bevis på Allahs eksistens (v. 16-18), og suraen ender med flere advarsler om den straf, der venter de fordærvede vantro (v. 19-25).


Sura 85. Stjernebillederne - Al-Burudj

Sura 85, "Stjernebillederne", erklærer "Død over dem, der hører til i gruben" (v. 4-10), som var fjender af de troende. Ibn Kathir forklarer: "Dette er oplysninger om en gruppe mennesker blandt de vantro. De forfulgte dem iblandt sig, som troede på Allah, og de forsøgte at tvinge dem til at opgive deres religion. Men de troende nægtede at afsværge, så de gravede en grav for dem i jorden. Så tændte de et bål i den og forberedte noget brændsel, for at holde ilden i gang. Dernæst forsøgte de at overbevise dem (de troende) om [at falde fra] deres religion (igen), men de nægtede stadig. Så kastede de dem i ilden." Derefter følger lovprisning af Allah og mere klage over de vantros forstokkede afvisning af ham (v. 11-20), efterfulgt af lovprisning af Koranen som ærværdig og indskrevet "på en velbevaret tavle" (v. 21-22) - et fundament for den islamiske lære om, at Koranen er evig.


Sura 86. Morgenstjernen - Al-Tariq

Sura 86, "Morgenstjernen", opfordrer mennesket til at tænke over dets skabelse "af en væske der vælder frem" (v. 6) som bevis på, at Allah kan opvække de døde på Dommens Dag (v. 8). Koranen er et "afgørende ord" (v. 13) - det sidste ord i alle omstridte spørgsmål - og er "ikke spøgefuld tale" (v. 14). De vantro lægger listige planer mod muslimerne (v. 15), men Allah lægger ligeledes listige planer mod dem (v. 16), så Muhammed bør give dem henstand for en stund (v. 17). "Dette betyder," siger Ibn Kathir, "at du vil se, hvad der tilstøder dem af pine, straf og ødelæggelse." Denne pine vil uundgåeligt blive til virkelighed, og ingen kan holde den tilbage.


Sura 87. Den højeste - Al-Ala

Der er endnu mere undergang og dom i disse mekkanske suraer: I sura 87, "Den højeste", fortæller Allah Muhammed, at han skal lovprise Allah for hans ordning af skabelsen (v. 1-5). Så forsikrer Allah Muhammed om, at han vil lære ham Koranen i sektioner, så han ikke vil glemme "med mindre Allah vil det" (v. 6-7) - hvilket minder om Allahs senere løfte om, at han ikke vil lade nogen del af Koranen blive glemt, undtagen at han erstatter den med noget bedre eller lige så godt (2:106). Muhammed skal advare folket; dem, der frygter Allah, vil lytte til advarslen (v. 10), mens dem, der ikke vil, bliver kastet i Ilden (v. 12-13). Dette budskab, hævder Koranen, er det samme som det, der er indeholdt i tidligere åbenbaringer, specielt bøgerne af Abraham og Moses (v. 18-19). Islamiske apologeter tager det faktum, at Koranens budskab viser sig ikke at være det samme som i de eksisterende Mosebøger, som bevis på, at jøderne har forvansket deres Skrifter.


Sura 88. Den overvældende - Al-Ghashiya

I sura 88, "Den overvældende", giver Allah en kortfattet sammenfatning af de centrale temaer i mange af disse suraer: De vantro vil blive tortureret i Helvede (v. 1-7); de troende vil nyde glæderne i Paradisets haver (v. 8-16.); skabelsen vidner om Allahs skabende hånd (v. 17-20); Muhammeds rolle er blot at advare om, hvad der skal ske, ikke at styre menneskers anliggender; og Allah vil straffe de vantro (v. 21-26).


Sura 89. Daggryet - Al-Fadjr

Maududi siger, at sura 89, "Daggryet", "blev åbenbaret i den fase, hvor forfølgelsen af de nyomvendte til islam var begyndt i Mekka." Følgelig opregner suraen de plager, som Allah bragte over dem, der havde afvist tidligere profeters ord (v. 6-14), og advarer den uretfærdige mand, der elsker rigdom og ikke brødføder de fattige, at Dommen og Helvede uundgåeligt vil komme over ham (v. 15-30).


Sura 90. Byen - Al-Balad

I sura 90, "Byen", sværger Allah ved Mekka - og Muhammed er hjemmehørende i Mekka (v. 2) - og ved båndet mellem forældre og børn (v. 3), at han har skabt mennesket til et slidsomt liv (v. 4), så derfor skal mennesket ikke tro, at han ikke står til ansvar over for nogen højere magt (v. 5-10). Men sådant et menneske har ikke forsøgt at tage den opstigende vej (v. 11-12), som indebærer at frigive slaven (v. 13), brødføde den sultne (v. 14) og tage sig af den forældreløse (v. 15) og fattige (v. 16). De, der gør disse ting, vil blive velsignede (v. 17-18), mens de, der ikke gør, vil lide i Helvede (v. 19-20).


Sura 91. Solen - Al-Shams

I sura 91, "Solen", sværger Allah ved solen (v. 1), månen (v. 2), dagen (v. 3), natten (v. 4), himlen (v. 5), jorden (v. 6) og sjælen (v. 7) at den, der renser sjælen, vil lykkes (v. 9), og den, der fordærver den, vil mislykkes (v. 10). Derefter følger (v. 11-15) endnu en henvisning til profeten Salih og historien om Allahs hunkamel, som også optræder i suraerne 11 og 26. Som Ibn Kathir forklarer: "En flok af dem samledes og forlangte, at han straks fra klippen frembragte en hunkamel, der var gravid i tiende måned, og de pegede på en bestemt klippe i deres midte. Allahs profet Salih fik dem til at love, at hvis han gjorde som de forlangte, ville de tro på ham og følge ham. Så det blev de enige om. Allahs Profet Salih, fred være med ham, stod og bad, så bad han til Allah om at opfylde deres ønske. Så åbnedes klippen, de havde peget på, og afslørede en hunkamel, der var gravid i tiende måned, nøjagtigt som de havde forlangt. Så blev nogle af dem troende, men de fleste af dem troede ikke." Ja, nogle af dem overfaldt kamelen og skar haserne over på den (v. 14), hvilket de blev behørigt straffet for.


Sura 92. Natten - Al-Layl

Sura 92, "Natten", er en formaning til velgørenhed. Den, der "skænker bort og frygter Allah" (v. 5), "for ham gør Vi vejen til medgang let" (v. 7), men den grådige gnier, der tror sig "selvtilstrækkelig" (v. 8), "for ham gør Vi vejen til trængsel let" (v. 10)


Sura 93. Morgenskæret - Al-Duha

Så vender fokus tilbage til Muhammed selv. Allah trøster Muhammed i sura 93, "Morgenskæret", og fortæller ham, at han ikke har forladt ham og ikke er utilfreds med ham (v. 3). Dette sagde Allah til Muhammed som reaktion på en kvinde, der hånede Muhammed. Ifølge en hadith: "Profeten blev syg, så han ikke holdt bøn i en nat eller to. Så kom en kvinde og sagde: 'O Muhammed! Jeg tror, at din djævel endelig har forladt dig.'" Eller i en anden version, der kommer fra Ibn Abbas: "Da Koranen blev åbenbaret for Allahs Sendebud, blev Jibrils [Gabriels] komme til ham forsinket i et antal dage (ved én lejlighed). Allahs Sendebud blev berørt af dette. Så begyndte afgudsdyrkerne at sige: 'Hans Herre har forladt ham og hader ham.'"

Allah minder Muhammed om, at han var et forældreløst barn, og at Allah i den tid tog sig af ham (v. 6), og at han derfor selv bør tage sig godt af forældreløse (v. 9). Ibn Kathir forklarer: "Dette henviser til det faktum, at hans far døde, mens hans mor stadig var gravid med ham, og hans mor, Aminah bint Wahb, døde, da han kun var seks år gammel. Efter dette var han under formynderskab af sin bedstefar, Abdul-Muttalib, indtil han døde, da Muhammed var otte år gammel. Så tog hans onkel, Abu Talib, ansvaret for ham og fortsatte med at beskytte ham, hjælpe ham, højne hans status, ære ham, og tilmed holde sit folk tilbage fra at skade ham, da han var fyrre år og Allah betroede ham profetskabet." Som vi har set, inddrager mange af de mekkanske suraer svar på indvendinger og foragt fra Muhammeds eget folk, de hedenske Quraysh i Mekka.


Sura 94. Udvidelsen - Al-Sharh

I sura 94, "Udvidelsen", trøster Allah sin profet og igen minder Muhammed om sine begunstigelser mod ham. Han har fjernet hans byrder (v. 2), og hævet ham til en agtet position (v. 4). Han har "udvidet dit [Muhammeds] bryst" (v. 1) - hvilket er beslægtet med Allahs løfte om, at den, "som Allah ønsker at retlede, hans bryst åbner Han for overgivelsen til Allah" (6:125).


Sura 95. Figentræet - Al-Tin

I sura 95, "Figentræet", advarer Allah om, at mennesket, selvom det er skabt i den "smukkeste form" (v. 4), vil blive aldeles fornedret til at blive det "laveste lave" (v. 5) - undtagen dem, "der tror og gør gode gerninger" (v. 6). Her er endnu et grundlag for den foragt for de vantro, der kendetegner så meget af den islamiske diskurs frem til denne dag - de vantro er med Allahs egne ord de "laveste lave."


Sura 96. Levret blod - Al-Alaq

Ifølge islamisk tradition: Da Muhammed, en velstående arabisk købmand fra Quraysh-stammen i Mekka, var 40 år gammel, bad han i en hule i bjergene nær Mekka. Da han havde tilbragt hele natten i andagt, kom en engel til ham og befalede ham at læse og recitere, hvad han læste. Muhammed svarede: "Jeg ved ikke, hvordan man læser."

Det åndelige væsen tålte imidlertid ingen indvendinger. Ifølge en hadith, nedskrevet af Bukhari, tvang han sin vilje ned over Muhammed på en skrækindjagende måde, der endda gik så vidt som til at true ham fysisk:

"(Profeten tilføjede): 'Englen greb mig (kraftigt), og pressede mig så hårdt, at jeg ikke kunne bære det længere. Derefter løsnede han grebet og igen bad mig om at læse, og jeg svarede: "Jeg ved ikke, hvordan man læser." Derpå greb han mig igen og pressede mig en anden gang, indtil jeg ikke kunne bære det længere. Så slap han mig fri og bad mig igen om at læse, men igen svarede jeg: "Jeg ved ikke, hvordan man læser (eller hvad skal jeg læse?)." Derpå greb han mig for tredje gang og pressede mig og derefter slap mig og sagde: "Læs op i din Herres navn, Han, som skabte (alt, der eksisterer), som skabte mennesket af levret blod! Læs op! Din Herre, den mest gavmilde, er den, (...) der lærte mennesket, hvad det ikke vidste." (Koranen 96:1-5)'"

Dette er den berømte første åbenbaring af Koranen, der nu findes som sura 96 vers 1-5. I den islamiske standard-version af denne begivenhed var det englen Gabriel, der viste sig for Muhammed, men de tidligste islamiske kilder præsenterer et lidt mere komplekst billede. Det 9. århundredes islamiske historiker Ibn Saad har registreret en muslimsk tradition, der hævder, at en engel ved navn Seraphel oprindeligt besøgte Muhammed, men blev erstattet af Gabriel efter tre år. Han noterer også, at "de lærde og dem, der var velbevandret i sira-litteraturen" modsagde denne tradition, og fastholdt, at kun Gabriel nogensinde viste sig for Muhammed. Ikke desto mindre er det svært at se, hvordan nogen kunne have fået den idé, at en anden engel havde kontaktet Muhammed, hvis islamisk tradition fra første færd havde været helt sikker på, at det var Gabriel.

I begyndelsen betragtede Muhammed sit åndelige møde med betydelig uro. Ifølge Ibn Saad led han "stor smerte og ansigtet blev støv-farvet." Ifølge det 8. århundredes islamiske historiker, Ibn Ishaq, spekulerede han på, om han var blevet dæmon-besat og overvejede endda selvmord:

"Jeg vil gå op på toppen af bjerget og kaste mig ud, så jeg kan dræbe mig selv og finde hvile. Så tog jeg af sted for at gøre det, og pludselig, da jeg var halvvejs oppe på bjerget, hørte jeg en røst fra himlen sige: 'O Muhammed! Du er Allahs apostel og jeg er Gabriel.' Jeg løftede mit hoved mod himlen for at se (hvem der talte) og se, Gabriel, i skikkelse af en mand med fødderne skrævende over horisonten, sagde: 'O Muhammed! Du er Allahs apostel og jeg er Gabriel.'"

Muhammed vendte tilbage til sin kone Khadija i stor fortvivlelse. Ifølge Aisha (via Bukhari):

"Så vendte Allahs Sendebud tilbage med den (Åbenbaringen), og hans hjerte bankede voldsomt; (og) musklerne mellem hans nakke og skuldre rystede, indtil han mødte Khadija (hans kone) og sagde: 'Dæk mig!' De dækkede ham, indtil hans frygt var ovre, og så sagde han: 'O Khadija! Hvad er der galt med mig? Jeg var bange for, at noget slemt kunne ske for mig.' Så fortalte han hende alt, hvad der var sket."

Ibn Ishaq siger, at han til hende gentog sin oprindelige frygt: "Ve mig, digter eller besat." Med "digter" mente han en af dem, der fik ekstatiske og muligvis dæmoniske visioner. Men ifølge Bukhari havde Khadija mere tillid til Muhammed, end han selv havde. Hun tog Muhammed hen for at besøge sin onkel Waraqa, en nestoriansk kristen præst, der oplyste Muhammed om identiteten af hans englelige besøgende: "Det er den samme, der holder hemmelighederne (englen Gabriel), hvem Allah havde sendt til Moses."

Uden Khadijas omsorg (hun forblev Muhammeds eneste kone indtil hendes død), og Waraqas bekræftelse, ville verden måske aldrig have kendt islam. Kort efter at Waraqa havde identificeret det væsen, der havde vist sig for Muhammed, døde den gamle mand. Og ikke længe derefter, blev den profet, han reelt havde salvet, igen blev kastet ud i en fortvivlelse så intens, at han igen overvejede selvmord. Ifølge Bukhari:

"Men efter nogle få dage døde Waraqa og Den Guddommelige Åbenbaring blev også indstillet i et stykke tid, og Profeten blev så nedtrykt - som vi har hørt - at han flere gange agtede at kaste sig ud fra toppen af høje bjerge, men hver gang han gik op på toppen af et bjerg for at kaste sig ud, viste Gabriel sig for ham og sagde: 'O Muhammed! Du er i sandhed Allahs Sendebud,' hvorefter hans hjerte blev stille, og han faldt til ro og vendte hjem."

Dette scenario udspilledes åbenbart igen, hver gang Muhammed måtte vente for længe på, at Gabriel dukkede op.

Bukhari bringer også en tradition, hvori det hedder, at "hver gang ventetiden for den næste Åbenbarings komme blev for lang, gjorde [Muhammed] som før, men når han nåede toppen af et bjerg, viste Gabriel sig for ham og sagde, hvad han havde sagt før."

I en anden Bukhari-hadith, reagerede Muhammed på genoptagelsen af åbenbaringerne på samme måde, som han reagerede på den første. Han forklarede:

"Den Guddommelige Inspiration var forsinket i et kort stykke tid, men pludselig, da jeg gik, hørte jeg en stemme i himlen, og da jeg kiggede op mod himlen, så jeg til min overraskelse den engel, som var kommet til mig i Hira-hulen, og han sad på en stol mellem himlen og jorden. Jeg blev så bange for ham, at jeg faldt om på jorden. Da jeg kom til min familie sagde jeg (til dem): 'Dæk mig! (med et tæppe), dæk mig!'"

Resten af suraen kommer fra en senere tid og er optaget af menneskets utaknemmelighed: Han tror, han opretholder sig selv (v. 7), mens han faktisk er afhængig af Allah (v. 8). Den mand, der forsøger at forhindre et menneske i at bede (v. 9-10), vender ryggen til sandheden (v. 13), men vil møde Allahs straf (v. 15-16), og ingen vil hjælpe ham (v. 17). Muhammed bør ikke lade sig gå på af ham, men hellige sig tilbedelsen af Allah (v. 19). Ibn Kathir siger, at "alt dette handler om Abu Jahl, må Allah forbande ham. Han truede Profeten, fordi han holdt salat [islamisk bøn] ved Kabaen."


Sura 97. Bestemmelsen - Al-Qadr

Det er omstridt, om sura 97, "Bestemmelsen", kommer fra den mekkanske eller medinensiske periode, men det er af ringe betydning, fordi kapitlet læremæssigt set ikke indeholder noget afgørende. "Bestemmelsens Nat" var tidspunktet for Muhammeds første åbenbaring (v. 1) - som er gengivet i 96:1-5. Den er "bedre end tusind måneder" (v. 3), for i denne nat kom Ånden ned - det vil sige Gabriel, ifølge Tafsir al-Jalalayn og andre.

I islam er Bestemmelsens Nat en særlig nat til bøn, der generelt ligger på en af de sidste ti dage af ramadan-måneden.


Sura 98. Det klare bevis - Al-Bayyina

Sura 98, "Det klare bevis", er sandsynligvis medinensisk, og deler de medinensiske suraers krigeriskhed og foragt for Bogens Folk (primært jøder og kristne). Maududi siger, at dens placering efter suraerne 96 og 97 er "meget meningsfuld. Surah Al-Alaq [96] indeholder den allerførste åbenbaring, mens Surah Al-Qadr [97] viser, hvornår den blev åbenbaret, og i denne Surah er det blevet forklaret, hvorfor det var nødvendigt at sende en Budbringer med denne Hellige Bog."

Hvorfor var det nødvendigt? Fordi jøder og kristne ikke vil give afkald på deres usandheder uden klart bevis (v. 1), og dette bevis er Muhammed og Koranen (v. 2). Men da Muhammed kom, blev Bogens Folk delt over ham (v. 4) - som Tafsir al-Jalalayn forklarer: "Før hans ankomst var de alle enige om at tro på ham, når han ville komme; så blev de folk iblandt dem, der ikke troede på ham, misundelige på ham." De var blevet befalet at tilbede Allah, "holde bøn" og "give almisse" - tre af islams fem søjler. De jøder og kristne, der afviser Muhammed og islam er de "værste af skabningen" (v. 6) - et afgørende vers blandt Koranens mange vers, der dehumaniserer de vantro - mens de retskafne er de "bedste af skabningen" (v. 7).


Sura 99. Jordskælvet - Al-Zalzala

Sura 99, "Jordskælvet", forudsiger Jordens sidste krampetrækninger (v. 1-5) og adskillelsen af de gode fra de onde (v. 6-8). Er du kejthåndet? Tafsir al-Jalalayn fortæller, at "på den dag træder menneskene frem, de vil komme fra Dommens sted, i separate grupper så de, der tager den [deres bog] i højre hånd, vil komme i Paradis, mens de, der tager den i venstre hånd, vil komme i Ilden ..." [Fed tekst er fra Koranen, resten er kommentar, o.a.]


Sura 100-104

Fem suraer følger med lignende advarsler. Sura 100, "De galopperende", noterer menneskehedens utaknemmelighed over for Allah (v. 6), og advarer om Dommens Dag (v. 9-11). Sura 101, "Tordenslaget", dvæler også ved Dommens Dag og bemærker, at ens gode gerninger skal veje tungere end ens dårlige gerninger på en skålvægt for at komme til at nyde "et behageligt liv" snarere end Ilden (v. 6 -11). Sura 102, "Ønsket om at få mere", kritiserer dem, der konkurrerer om verdslige goder (v. 1), og ignorerer dødens (v. 2) og Helvedes (v. 6) snarlige komme. Sura 103, "Eftermiddag", hævder, at menneskeheden er fortabt (v. 2) med undtagelse af dem, der har tro og gør gode gerninger (v. 3). Juristen Ash-Shafii sagde: "Hvis folk ville overveje denne sura, ville de ikke behøve mere." Sura 104, "Bagtaleren", råber ve over de velhavende mennesker (v 2.), som sladrer og sår skandale (v. 1), idet de tænker, at deres rigdom vil gøre dem udødelige (v. 3). De vil blive kastet i Helvedesilden (v. 4-6).


Sura 105. Elefanten - Al-Fil

Den tidlige mekkanske sura 105, "Elefanten", refererer til en begivenhed, der siges at have fundet sted i 570 e.Kr., året, hvor Muhammed blev født. Den yemenitiske kristne hersker Abrahah førte en kampstyrke ind i Arabien (en styrke, der rummede elefanter), i den hensigt at ødelægge Kabaen i Mekka. Kabaens vogtere kunne ikke stille noget op, men Allah sendte flokke af fugle, der ramte angriberne med sten (v. 3-4). Også her er den tanke forstærket, at lydighed mod Allah vil bringe jordisk succes og fremgang, og ulydighed mod Allah vil bringe jordisk ruin.


Sura 106-108

Sura 106, "Quraysh", opfordrer Mekkas hedenske arabiske stamme, Quraysh (som Muhammed tilhørte), der var vogtere af Kabaen - dengang en hedensk helligdom - til at tilbede helligdommens virkelige Herre, Allah (v. 3). Sura 107, "Bistand" hudfletter dem, der benægter den kommende Dom (v. 1), og afviser de forældreløse (v. 2) og trængende (v. 3), og forsømmer bønnen (v. 5). Sura 108, "Overflod", henvender sig til Muhammed og fortæller ham, at dem, der hader ham, vil blive hugget af - vil ikke få børn (v. 3). Tafsir al-Jalalayn siger, at "dette blev åbenbaret om al-Asi b. Wail, der kaldte Profeten al-abtar, 'den afhuggede', da hans søn al-Qasim døde." Muhammed havde aldrig en søn, der levede til voksenalderen.


Sura 109. De vantro - Al-Kafirun

Sura 109, "De vantro", påberåbes ofte i dag som en af Koranens erklæringer af tolerance. Ifølge de fleste forskere er den en mekkansk sura, åbenbaret på et tidspunkt, hvor muslimerne var en lille, svag og kampberedt gruppe, der følte sig truet af den hedenske Quraysh - hvilket muligvis gør den til en opfordring til tolerance af muslimerne, ikke en storsindet tildeling af tolerance til en oppositionsgruppe. Men Al-Wahidi forklarer, at denne sura var en afvisning af en invitation fra Quraysh: "Kom følg vores religion og vi vil følge din. Du tilbeder vores guder i ét år, og vi tilbeder din Allah det følgende år. På den måde: hvis det, du har bragt os, er bedre end det, vi har, vil vi deltage i den og tage vores del af godheden fra den; og hvis det, vi har, er bedre end det, du har bragt, vil du deltage i den og tage din del af godheden fra den." Muhammed afviste tilbuddet: "Allah forbyder, at jeg forbinder noget med Ham."

Under alle omstændigheder siger Tafsir al-Jalalayn, at denne sura blev åbenbaret før Muhammed "blev befalet at føre krig" mod afgudsdyrkere. Og Muhammad al-Ghazali, der er ofte omtales som reformist, skriver ildevarslende i sin bog, Journey Through the Qur’an, om grænserne for tolerance i sin kommentar til denne sura: "At undertrykke islam og nægte den retten til liv kan ikke tolereres. Det skal siges udtrykkeligt, at blod vil fortsætte med at flyde, indtil dette onde ønske er fjernet og islams magt er genoprettet og dens sharia er beskyttet og dens fuldstændige indførelse er sikret. Har undertrykkerne forstået?" (Fremhævelse tilføjet)


Sura 110. Hjælpen - Al-Nasr

Sura 110, "Hjælpen", formaner Muhammed til at lovprise Allah og bede om tilgivelse, når han ser folk træde ind islam "i flokke" (v. 2). Denne var, ifølge islamisk tradition, den sidste sura og blev åbenbaret, da Muhammed lå på sit dødsleje. Han var herre over Arabien og masse-konverteringer fandt faktisk sted - således, med missionen fuldført, døde han.


Sura 111. Palmefibre - Al-Masad

Sura 111, "Palmefibre", bliver belyst af en hadith (Bukhari, bind 6, bog 65, nr. 4770, Darussalam-udgaven), hvori Muhammed kravler op på et bjerg og begynder at indkalde Quraysh. Da de var samlet, sagde han til dem: "Jeg er en advarer for jer over for en frygtelig straf." Dette irriterede Abu Lahab, Muhammeds onkel, som råbte til den muslimske profet: "Må dine hænder være visne hele denne dag. Er det med dette formål, du har indkaldt os?" Muhammed modtog derefter denne sura, der fordømmer Abu Lahab og hans kone til Helvedes ild.


Sura 112. Den rene tro - Al-Ikhlas

Sura 112, "Den rene tro", afviser igen tanken om, at Allah har "avlet" (v. 3) - en afvisning ikke kun af kristendommen, men også af de hedenske "døtre af Allah", som Muhammed kortvarigt havde godkendt under hændelsen med de sataniske vers.


Sura 113-114

Sura 113, "Daggryet", og sura 114, "Menneskene", er kendt samlet som Al-Muawwidhatan: De to suraer om at søge tilflugt hos Allah mod det onde. De blev formentlig åbenbaret tidligt i Muhammeds profetiske karriere, og har en særlig status i islamisk fromhedsliv som besværgelser mod skade - fordi Muhammed, da han lå i sengen med sin endelige sygdom, reciterede dem om og om igen.

Og således slutter Koranen og ramadanen.




Indhold

1. Juz Alhamdulillah (Koranen 1:1 - 2:140)
2. Juz Sayaqul (Koranen 2:141 - 2:252)
3. Juz Tilka ar-Rusul (Koranen 2:253 - 3:92)
4. Juz Lantanalu al-Birra (Koranen 3:93 - 4:23)
5. Juz W-al-Muhsanat (Koranen 4:24 - 4:144)
6. Juz La Yuhibbullah (Koranen 4:145 - 5:78)
7. Juz Wa Idha sami'u (Koranen 5:79 - 6:108)
8. Juz Wa law annana (Koranen 6:109 - 7:95)
9. Juz Qal al-Mala (Koranen 7:96 - 8:39)
10. Juz Wa Alamu (Koranen 8:40 - 9:91)
11. Juz Ya'tadhiruna (Koranen 9:92 - 11:24)
12. Juz Wa ma min dabbah (Koranen 11:25 - 12:50)
13. Juz Wa ma ubarri'u (Koranen 12:51 - 14:52)
14. Juz Rubama (Koranen 15:1 - 16:128)
15. Juz Subhana Alladhi (Koranen 17:1 - 18:74)
16. Juz Qala alum (Koranen 18:75 - 20:135)
17. Juz Aqtaraba (Koranen 21:1 - 22:78)
18. Juz Qad aflaha (Koranen 23:1 - 25:10)
19. Juz Wa Qala Alladhina (Koranen 25:11 - 27:52)
20. Juz Amman khalaq (Koranen 27:53 - 29:45)
21. Juz Utlu ma uhiya (Koranen 29:46 - 33:27)
22. Juz Wa-man yaqnut (Koranen 33:28 - 36:29)
23. Juz Wa-ma-liya (Koranen 36:30 - 39:29)
24. Juz Fa-man azlamu (Koranen 39:30 - 41:54)
25. Juz Ilayhi Yuraddu (Koranen 42:1 - 45:37)
26. Juz Ha Mim (Koranen 46:1 - 51:60)
27. Juz Qala Fa-ma Khatbukum (Koranen 52:1 - 57:29)
28. Juz Qad Sami Allahu (Koranen 58:1 - 66:12)
29. Juz Tabaraka Alladhi (Koranen 67:1 - 77:50)
30. Juz Amma (Koranen 78:1 - 114:6)




Robert Spencer er direktør for Jihad Watch og forfatter til de to New York Times bestsellere The Politically Incorrect Guide to Islam (and the Crusades) og The Truth About Muhammad. Hans seneste bog, Not Peace but a Sword: The Great Chasm Between Christianity and Islam, er nu tilgængelig.




Oversættelse: Bombadillo