Læsning af Koranen i ramadanen 28: Juz Qad Sami Allahu
(Koranen 58:1 - 66:12)
Af Robert Spencer
Oversættelse af: Reading the Qur’an during Ramadan 28: Juz Qad Sami Allahu
Kilde: Jihad Watch, 2. juli 2016
Udgivet på myIslam.dk: 5. maj 2017

Hvis intet andet er nævnt, er alle Koran-citater i det følgende taget fra Ellen Wulffs danske oversættelse (Forlaget Vandkunsten, 2006), dog således, at "Gud" er erstattet med "Allah".


Sura 58. Striden - Al-Mudjadala

I begyndelsen af den medinensiske sura 58 fortæller Allah Muhammed, at han har hørt klagerne fra den kvinde, hvis mand forsøgte at skille sig fra hende ved at sige til hende: "Du er for mig som min moders ryg." En kvinde, der blev skilt på denne måde, kunne ikke gifte sig igen, og var nød til at forblive i sin eksmands husstand - i realiteten som en tjenestepige. Allah befaler, at sådan en skilsmisse ikke er endelig, men kan omstødes, hvis manden frigør en slave (v. 3), faster i to måneder eller bespiser 60 fattige mennesker (v. 4).

Ifølge islamisk tradition, var den her nævnte kvinde Khawlah bint Thalabah, og hendes mand var Aws bin As-Samit. Gabriel gav denne koran-passage til Muhammed efter at Khawlah havde klaget til den islamiske profet over sin situation. Også her står læseren af Koranen over for to valgmuligheder: Enten fabrikerede Muhammed åbenbaringer, som han sagde kom fra den højeste gud, for at løse problemer og afgøre spørgsmål, han stødte på i sit daglige liv - således at det, der hævder at være en evig bog, i virkeligheden er fyldt med tilfældige bagateller fra Muhammeds liv - eller også var hver eneste detalje i hans liv fra evighed af blevet fastlagt af guddommen for at belære om nogle evige sandheder, og at han derfor er den vigtigste person, der nogensinde har eksisteret. Der er intet andet alternativ.

Senere kommer flere udtryk for Koranens tilfældige og ad hoc-agtige karakter (eller alternativt: den omhyggelige guddommelige planlægning af alle detaljer i Muhammeds liv). Ifølge Qatadah blev vers 11 "åbenbaret om sammenkomster på steder, hvor Allah bliver mindet. Når nogen kom for at deltage i forsamlinger med Udsendingen, ville deltagerne tøve med at give dem plads af frygt for at miste deres egne pladser. Allah den Ophøjede befalede dem til at sprede sig og gøre plads til hinanden." Og så fortæller Allah de troende, at de skal yde bidrag før private møder med Muhammed (v. 12-13).

Denne sura omfatter også velkendte koraniske temaer, heriblandt det krigeriske løfte om, at "De, der sætter sig op mod Allah og Hans udsending, bliver kuet, ..." (v. 5). Allah ser og ved alle ting, herunder de vantros hemmelige møder, og vil straffe dem på Dommens Dag (v. 7-10). De, der danner venskab med dem, der er forbandet af Allah, tilhører Satans parti (v. 19) og vil lide i Helvede (v. 17). (Og selvfølgelig er jøder og kristne blandt dem, der er forbandet af Allah, i overensstemmelse med 9:30). Ingen, der elsker dem, der modstår Allah og Muhammed, vil komme i Paradis (v. 22).


Sura 59. Samlingen - Al-Hashr

Sura 59 blev ifølge islamisk tradition åbenbaret, efter at Muhammed havde fordrevet den jødiske an-Nadir-stamme fra Medina. Allah "indgød dem rædsel i hjertet, så at de egenhændigt, og med de troendes hænder, lagde deres huse i ruiner" (v. 2). Ibn Kathir forklarer:

"Da Allahs Sendebud migrerede til Al-Madinah, indgik han en fredsaftale med jøderne om, at han ikke ville bekæmpe dem, og de ikke ville bekæmpe ham. Men de forrådte snart traktaten, som de indgik med Allahs Sendebud. Derfor sendte Allah sin kval ned over dem; den kan aldrig afværges, og hans fastsatte skæbne ramte dem; den kan aldrig modvirkes. Profeten tvang dem til at evakuere og opgive deres befæstede forter, som muslimerne ikke troede, de nogensinde kunne få magt over. Jøderne troede, at deres befæstninger vil redde dem fra Allahs kval, men de hjalp dem ikke det mindste mod Allah. Så kom det, de ikke forventede, til dem fra Allah, og Allahs Sendebud tvang dem til at forlade Al-Madinah ..."

Ifølge historikeren Tabari, var forræderiet mod traktaten i virkeligheden en sammensværgelse - af nogle medlemmer fra Banu Nadir - om at dræbe Muhammed. Snarere end at appellere til Nadirs ledere om at udlevere de skyldige mænd, sendte Muhammed bud til Nadir-stammen: "Forlad mit land og ophold jer ikke i nærheden af mig. I ville begå forræderi." Da mændene fra Nadir protesterede og påberåbte sig pagten, svarede Muhammeds udsending: "Hjerter har ændret sig, og islam har udslettet de gamle pagter."

Abdullah bin Ubayy og nogle andre af dem, Koranen betegner som "hyklere", opfordrede Banu Nadir til ikke at forlade stedet, og lovede at komme dem til hjælp, hvis de blev angrebet (v. 11-12, 16). Idet de stolede på dette, sagde Nadir til Muhammed: "Vi vil ikke forlade vore bosteder; så gør hvad du finder passende." Med den forskydning af ansvar over på fjenden, der skulle blive karakteristisk for jihad-krigere gennem tiderne, sagde Muhammed til muslimerne: "Jøderne har erklæret krig." Så lovede Allah Muhammed, at han ville sætte "rædsel" i jødernes hjerter (v. 2), og fortalte ham, at både hyklerne og jøderne ville ende i Helvede (v. 17).

Islams profet gav sine muslimer ordre til at rykke ud mod stammen og belejre den. Under belejringen befalede han, at Banu Nadirs dadelpalmer skulle brændes af. Nadir-jøderne spurgte ham overrasket: "Muhammed, du har forbudt hensynsløs ødelæggelse og bebrejdet dem, der har gjort sig skyldige i det. Hvorfor hugger du så vore palmetræer ned og brænder dem?" Allah retfærdiggjorde Muhammeds handling ved at forklare, at han huggede palmerne ned "med Allahs tilladelse" (v. 5). Islamiske apologeter citerer ofte Muhammeds forbud mod hensynsløse ødelæggelse - men nævner ikke Muhammeds egen overtrædelse af dette dekret, og Allahs godkendelse af overtrædelsen.

Alt, hvad jøderne ikke kunne bære med sig, blev Muhammeds personlige ejendom, som han fordelte blandt de trængende (v. 6-9). Han beholdt også noget for sig selv, som Umar senere berettede: "De ejendomme, der blev efterladt af Banu Nadir, var dem, som Allah skænkede til Sin Apostel (...). Disse ejendomme var særligt beregnet for Den hellige Profet (...). Han dækkede de årlige udgifter for sin familie med indkomsten derfra, og brugte resten til køb af heste og våben som forberedelse til jihad."

Suraen ender med en advarsel om at frygte Allah, for "de, der hører til i Ilden, står ikke på lige fod med dem, der hører til i Haven" (v. 20), og med lovprisning af Koranen, som kunne have fået selv et bjerg til at bøje sig, hvis den var blevet åbenbaret på et bjerg (v. 21), såvel som lovprisning af Allah selv: "Kongen; Den Hellige; Freden; Den, Der Giver Sikkerhed; Den, Der Holder Opsyn; Den Mægtige; Den Kraftfulde; Den Stolte" (v. 23), "Skaberen; Ophavsmanden; Formgiveren. Ham tilkommer de skønneste navne" (v. 24). Disse er blandt Allahs legendariske 99 navne, fundet i islamisk tradition.


Sura 60. På prøve - Al-Mumtahana

Den medinensiske sura 60 opfordrer til en undersøgelse af det afgørende vigtige, men fuldstændig oversete, spørgsmål om referencerammer: Hvad der bliver sagt, bliver ikke altid opfattet på den måde, det er ment.

Overvej disse bemærkninger fra tidligere præsident George W. Bush og Karen Hughes, tidligere Under Secretary of State for Public Diplomacy and Public Affairs, om den islamiske fest, Eid al-Adha, der markerer afslutningen af hajj-valfarten og mindes Abrahams villighed til at ofre sin søn.

I december 2006 udsendte Bush en erklæring, der i uddrag lød:

"For muslimer i Amerika og rundt om i verden, er Eid al-Adha en vigtig anledning til at takke for deres velsignelser og mindes Abrahams tillid til en kærlig gud. Under denne særlige ceremonis fire dage, ærer muslimer Abrahams eksempel på ofring og hengivelse til Gud ved at feste sammen med venner og familie, udveksle gaver og hilsner, og engagere sig i tilbedelse gennem offer og godgørenhed."

Og sidste januar sagde Hughes:

"Eid er en fejring af forpligtelse og lydighed mod Gud og også af Guds barmhjertighed og omsorg for os alle. Det er en familiens og fællesskabets tid, en godgørenhedens tid (...). Jeg vil gerne læse et budskab fra præsident Bush for jer: 'Jeg sender hilsner til muslimer rundt om i verden, mens I fejrer Eid al-Adha. Da Gud bad Abraham om at ofre sin søn, satte Abraham sin tro på Gud over alt andet. Under Eid al-Adha, fejrer muslimer Abrahams hengivenhed og takker for Guds barmhjertighed og mange velsignelser.'"

Da de talte om Abraham, selv i forbindelse med Eid al-Adha, tænkte Bush og Hughes sandsynligvis på Første Mosebog 22:15-18, hvor Abraham belønnes for sin tro og får at vide, at han vil blive en velsignelse for jordens folk: "Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom, fordi du adlød mig."

Men de muslimske tilhørere, som Bush og Hughes henvendte sig til, læser ikke Første Mosebog. De læser Koranen. Historien om Abrahams villighed til at ofre sin søn (som ikke er navngivet) er genfortalt i 37:102-109. Og i sura 60 siger Allah, at Abraham er et "smukt eksempel" (uswa hasana, أسوة حسنة, et udtryk, der også anvendes om Muhammed i 33:21) for de troende, når han siger til sin hedenske familie og sit hedenske folk, at "mellem os og jer er fjendskabet og hadet blevet åbenlyst, for altid, med mindre I vil tro på Allah alene" (v. 4). Det samme vers siger videre, at Abraham ikke er et smukt eksempel, når han siger til sin far: "Jeg vil bede om tilgivelse for dig; ...". Had holdes op som eksemplarisk; tilgivelse bliver udtrykkeligt erklæret ikke-eksemplarisk.

Bush og Hughes styrkede således et verdenssyn, der tager legitimiteten af evigt fjendskab og had mellem muslimer og ikke-muslimer for givet - og gjorde dette netop i et forsøg på at bygge bro mellem muslimer og ikke-muslimer. Dette viser endnu en gang, hvor afgørende vigtigt det var for dem, og for alle efterfølgende amerikanske embedsmænd, samt for resten af os, at have en detaljeret forståelse af den teologiske og kulturelle referenceramme for jihadister og for muslimer i almindelighed. I mangel af dette, bliver ikke alene erklæringer udsendt, der kunne og burde have været langt mere omhyggeligt formuleret, men politiske fejl fortsætter også med at mangedobles.

Ifølge islamisk tradition blev denne sura åbenbaret efter at Muhammed og muslimerne havde sat sig for at erobre Mekka, og en muslim ved navn Hatib bin Abi Baltaah informerede mekkanerne om det forestående angreb, fordi han havde slægtninge i Mekka. Hatib bin Abi Baltaah var en veteran fra Slaget ved Badr, så derfor afviste Muhammed Umars anmodning om tilladelse til at halshugge ham og sagde: "Han var med ved Badr. Hvad kan jeg sige dig; måske så Allah på dem, der deltog ved Badr, og sagde: 'O folk fra Badr, gør hvad I vil, for jeg har tilgivet jer.'" Men så modtog Muhammed denne sura, som går i rette med Hatib for at have taget Allahs fjender som sine venner (v. 1), og fortæller ham, at hans slægtninge ikke vil hjælpe ham på Dommens Dag (v. 3). Han, og muslimer generelt, bør efterligne Abrahams had til sine vantro slægtninge, og ikke hans tilgivelse af dem (v. 4).

Ikke desto mindre holder Allah den mulighed åben, at muslimer og Quraysh en dag vil blive forsonet (v. 7), og fortæller muslimerne, at de ikke er forbudt at være venlige og retfærdige mod dem blandt Quraysh, der ikke har kæmpet imod dem (v. 8 ) - det vil ifølge Ibn Kathir sige "dem, der ikke spillede en rolle i jeres fordrivelse" - altså fordrivelsen af muslimerne fra Mekka. Men de skal ikke vende sig venskabeligt mod dem, der bekæmpede dem (v. 9). Denne passage er blevet påberåbt af jihadister i dag for at retfærdiggøre, hvad de beskriver som en defensiv jihad mod USA, som efter deres opfattelse kæmper mod muslimer.

Så går suraen over til Hudaybiyya-traktaten fra år 628, som Muhammed på ufordelagtige vilkår havde indgået med de hedenske mekkanerne. Muhammed havde chokeret sine mænd ved at acceptere bestemmelser, der syntes at være meget ugunstige for muslimerne: De mænd, der flygtede fra Quraysh og søgte tilflugt hos muslimerne, skulle returneres til Quraysh, mens de mænd, der flygtede fra muslimerne og søgte tilflugt hos Quraysh, ikke skulle returneres til muslimerne. Men ifølge Ibn Ishaq: da en kvinde af Quraysh, Umm Kulthum, sluttede sig til muslimerne i Medina, og hendes to brødre kom for at hente hende i overensstemmelse med bestemmelserne i traktaten, nægtede Muhammed at udlevere hende: Allah havde forbudt ham at gøre det med en ny åbenbaring, der sagde, at muslimske flygtninge ikke skulle returneres til dem, de var flygtet fra - en åbenbaring nu nedfældet i versene 10-13.

Ved at nægte at sende Umm Kulthum tilbage til Quraysh, brød Muhammed traktaten. Selvom muslimske apologeter gennem historien har hævdet, at Quraysh brød den først, så kom denne hændelse før alle dem af Quraysh, som muslimer peger på som traktatovertrædelser. En muslimsk skildrer af Muhammeds liv, Yahiya Emerick, hævder, at Muhammed baserede sin sag på noget af et stykke juridisk hårkløveri: Traktaten fastsatte, at muslimerne skulle returnere til Quraysh enhver mand, der kom til dem, ikke enhver kvinde. Selv om dette er sandt, så begyndte Muhammed snart - hvilket Emerick erkender - at beholde også mænd fra Quraysh, og således endeligt brød traktaten. At bryde traktaten på denne måde styrkede princippet om, at intet er godt, undtagen hvad der fremmer islam, og intet ondt, undtagen hvad der hæmmer islam. Da traktaten var blevet formelt kasseret, formulerede islamiske jurister princippet om, at våbenhviler generelt kun kunne indgås på midlertidig basis i op til ti år, og at de kun måtte indgås for at svækkede muslimske styrker kunne samle kræfter til at kæmpe videre mere effektivt.

Dette princip er uhyre relevant i dagens geopolitiske situation, uanset hvor og hvornår udenrigsministeriet eller nogen anden ikke-muslimsk politisk enhed viser vilje til at indgå en traktat med en muslimsk gruppe, der klart er bundet til traditionelle islamiske principper. Men så relevant det end er, bliver dette princip universelt ignoreret.


Sura 61. Slagordnen - Al-Saff

Om den medinensiske sura 61 fortæller Abdullah bin Salam, en af Muhammeds følgesvende, denne historie: "Vi spurgte: 'Hvem af os skal gå til Budbringeren og spørge ham om de kæreste handlinger for Allah?' Ingen af os meldte sig. Budbringeren sendte en mand til os og denne mand samlede os og reciterede denne sura, sura Al-Saff, i sin helhed."

Så hvad er blandt de "kæreste handlinger for Allah"? Allah "elsker dem, der kæmper for Hans sag, i slagorden" (v. 4). Han kan ikke lide de troende, som siger, at de har gjort ting, de ikke gjorde. Ibn Kathir forklarer: "Nogle siger, at det blev åbenbaret om alvoren ved at kæmpe i et slag, når én siger, at han kæmpede og holdt stand under slaget, selv om han ikke gjorde det. Qatadah og Ad-Dahhak sagde, at denne Ayah [vers] blev sendt ned for at formane visse mennesker, der plejede at sige, at de dræbte, kæmpede, stak og gjorde sådan og sådan i kamp, selvom de ikke gjorde noget af det."

Allah minder disse fupmagere om, at Moses advarede sit folk om ikke at krænke ham, da de vidste, at han var Allahs budbringer. Men da de gjorde det, lod Allah dem fare vild (v. 5). Han minder dem også om, at Jesus kom for at fortælle jøderne, at hans budskab bekræftede Toraens budskab, og at han var forløber for en budbringer, der ville komme efter ham, hvis navn ville være Ahmad. Men folket afviste Jesu mirakler som "trolddom" (v. 6) - hvilket minder om deres afvisning af Moses (28:36) og Muhammed (28:48).

"Ahmad" betyder "den højt lovpriste", og det er etymologisk relateret til Muhammed, som betyder "den lovpriste". Pickthall slår forbindelsen fast ved simpelthen at oversætte "Ahmad" med "den lovpriste" ("Praised One"). Og muslimer forstår universelt dette vers som en skildring af Jesu forudsigelse af Muhammeds komme.

Muslimer hævder, at denne profeti er den uforfalskede version af Jesu ord, der efter deres opfattelse overlever i forfalsket form i Johannesevangeliet 14:16-17, hvor Jesus siger: "...og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den; I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer."

"Talsmand" her er παρακλητος, Paracletos eller Paraklet. Nogle islamiske apologeter har hævdet, at dette er en forvanskning af περικλυτος, Periclytos, som betyder "den berømte" eller "den navnkundige", dvs. "den lovpriste". Men der er ingen tekstlige beviser overhovedet for dette: Ingen håndskrifter af Det Nye Testamente eksisterer, der bruger ordet περικλυτος på dette sted. Det er heller ikke sandsynligt, at de to ord kunne være blevet forvekslet. En forveksling af denne art er teoretisk en mulighed på arabisk, som ikke skriver vokaler, og som derfor ville præsentere to ord med identiske konsonantstrukturer. Men græsk skriver vokaler, så derfor ville ordene på græsk aldrig have optrådt som noget nær tæt på identiske.

Så hudfletter Allah den mand, der "finder på løgne om Allah, samtidig med at han kaldes til at overgive sig til Allah" (v. 7) - det vil ifølge Ibn Kathir sige, at "ingen er mere uretfærdig end den, der lyver om Allah og påkalder rivaler og sætter partnere ved Hans side, selv mens han bliver inviteret til Tawhid [den guddommelige enhed], og til oprigtigt at tilbede Ham." De ønsker at slukke Allahs lys og hade hans religion (v. 9), men, som det hedder i Tafsir al-Jalalayn: "Han er den, der sendte sin udsending med retledningen og sandhedens religion for at lade den sejre, for at hæve den, over al anden religion, over alle de religioner, der er imod den, selvom de, der sætter andre ved Allahs side, hader det." [Fed tekst er fra Koranen, resten er kommentar, o.a.]

Ja, det gør de - i det mindste nogle af dem.

Allah vil lade de troende komme i Paradis (v. 12) og give dem sejr (v. 13). En del af jøderne troede på Jesus og nogle gjorde ikke - Allah skænkede sejr til dem, der gjorde (v. 14). Dette henviser naturligvis til Jesus som islams profet. Under forklaringen af dette vers, skitserer Ibn Kathir den muslimske opfattelse af både jøder og kristne. Jøderne "afviste, hvad Isa [Jesus] bragte dem, nægtede hans profetskab og opfandt forfærdelige løgne om ham og hans mor. Disse er jøderne, må Allah forbande dem, indtil Dommens Dag." De kristne, i mellemtiden, "overdrev Isa, så de hævede ham over det niveau af profetskab, som Allah gav ham. De opdeltes i sekter og fraktioner, hvoraf nogle sagde, at Isa var Allahs søn, mens andre sagde, at han var én i en treenighed, hvilket er grunden til, at de påkalder faderen, sønnen og helligånden! Nogle af dem sagde, at Isa var Allah ..."


Sura 62. Fredag - Al-Djumua

Den medinensiske sura 62 rummer den påstand, at Muhammed var analfabet (v. 2). [Ellen Wulff har: "Han er den, der lod en udsending opstå i hans eget folk, en af deres egne, til at læse Hans tegn op for dem, ..." The Noble Quran har: "He it is Who sent among the unlettered ones a Messenger (Muhammad) from among themselves, reciting to them His Verses, ..." Dansk: "Han er den, der blandt de analfabetiske folk sendte en budbringer (Muhammed), en af deres egne, til at læse Hans vers op for dem, ...", o.a.] Islamiske apologeter henviser ofte til denne påstand for at fremhæve, hvad de anser for at være Koranens mirakuløse karakter. Denne sublime bog af poesi, siger de, kunne ikke have været skrevet af nogen almindelig mand - og da slet ikke af én, der var analfabet.

Men denne påstand har ingen virkelig støtte i Koranen. Som Daniel Ali har påpeget, baserer islamiske kommentatorer deres påstande på det arabiske ord "ome", som de oversætter med "analfabetiske" ("illiterate"). Dette er én betydning af ordet. Men det har en anden betydning, som intet har at gøre med at læse eller skrive. Koranens brug af ordet fastslår, at det er netop denne betydning, den bruger. I vers 2 siger Allah: "Han er den, der blandt omeyeen [flertalsformen af ome] sendte en budbringer, en af deres egne, ..." Det samme ord gentages mange andre steder i Koranen, heriblandt 2:78, 3:20, 3:75 og 7:157-158. Næsten alle muslimske lærde fortolker ordet omeyeen i disse passager som "analfabetiske".

Men hvis ordet omeyeen henviser til analfabetisme, kommer vers 2 til at sige, at Allah sendte en af deres egne ud til alle analfabeter. Det usandsynlige ved dette forstærkes af, at omeyeen, i klassisk arabisk, aldrig henviser til analfabeter eller analfabetisme. Det henviser til ikke-jødiske folk: Vers 2 siger, at Allah har sendt en ikke-jødisk/hedensk apostel til ikke-jøderne/hedningerne. Omeyeen er en adjektivisk form af det arabiske navneord for ikke-jøder/hedninger, og disse var ikke alle analfabeter på Muhammeds tid.

Resten af suraen indeholder Allahs sædvanlige hudfletninger af de vantro, plus en påmindelse om at reagere på kaldet til bøn om fredagen (v. 9-11). Der er en isnende erklæring: "Sig: 'I, som er jøder! Når I hævder, at I er Allahs venner frem for alle andre mennesker, så skulle I ønske jer døden, hvis I siger sandheden.'" (v. 6). Dette er blevet et standardtema i moderne jihadisme: Ikke længe efter 9/11, erklærede en afghansk jihadist: "Amerikanerne lever overdådige liv og de er bange for døden. Vi er ikke bange for døden. Amerikanerne elsker Pepsi Cola, vi elsker døden." En sådan kærlighed er ifølge dette vers et tegn på venskab med Allah.


Sura 63. Hyklerne - Al-Munafiqun

Sura 63 begynder på den sædvanlige måde med at Allah kritiserer hyklerne, der var imod Muhammed i Medina (v. 1-6). Ifølge Maududi kom den til Muhammed som svar på rænkespillet af en af hykleres ledere, Abdullah bin Ubayy. Da den jødiske Qaynuqa-stamme overgav sig til muslimerne, fremtrådte nogle folk fra Qaynuqa, der havde indgået alliancer blandt muslimerne, for at tale deres sag for Muhammed. Ifølge Tabari ønskede Muhammed at få alle stammens mænd slået ihjel. Men Abdullah bin Ubayy bønfaldt Muhammed: "O Muhammed, vis mine partnere godhed." Muhammed ignorerede ham. Abdullah gentog anmodningen, hvorefter islams profet vendte ansigtet bort fra Abdullah. Så tog Abdullah bin Ubayy impulsivt fat i kraven på Muhammeds kappe, hvorefter, ifølge Ibn Ishaq, "apostlen blev så vred, at hans ansigt blev næsten sort." Muhammed sagde til Abdullah: "Gid pokker havde dig, lad mig gå."

Men Abdullah svarede: "Nej, ved Gud, jeg vil ikke lade dig gå - ikke før du viser mine partnere godhed. Fire hundrede mænd uden rustning og tre hundrede med, beskyttede mig mod alle mine fjender; vil du hugge dem ned på en formiddag? Ved Gud, jeg er en mand, der frygter, at forholdene kan ændre sig." Derefter gav Muhammed efter for hans krav og accepterede at skåne Qaynuqa, når blot de overgav deres ejendom som bytte til muslimerne og forlod Medina, hvilket de straks gjorde.

Muhammed var stadig utilfreds med den alliance, som Abdullah havde indgået med den jødiske stamme. Det var på dette tidspunkt, at han modtog en nøgle-åbenbaring om det forhold, der bør herske mellem muslimer og ikke-muslimer: "I, der tror! Tag jer ikke jøder eller kristne til venner! De er venner indbyrdes. Den af jer, der slutter venskab med dem, bliver én af dem. Allah retleder ikke de folk, der handler uret." (5:51) Og Allah irettesatte med hårde ord dem, der, ligesom Abdullah bin Ubayy, frygtede et tab af forretningsmuligheder på grund af Qaynuqas ulykke (5:52). I sura 63 kritiserer Allah dem for at forsøge at hindre folk i at bidrage med penge til islams sag (v. 7, 9-10).


Sura 64. Det gensidige bedrag - Al-Taghabun

Den mekkanske sura 64 gentager, endnu en gang, ofte gentagne temaer: Allah har herredømme over alle ting (v. 1); han kender hemmelighederne i ethvert menneskes hjerte (v. 2, 4); de, der afviser Allahs sendebud, vil få en frygtelig straf (v. 5-6); de tvivler på, at de vil blive rejst fra graven og dømt (v. 7), men det vil de, og de retfærdige vil komme i Paradis (v. 9), mens de fordømte vil komme i Helvede (v. 10). Ingen ulykke rammer nogen, medmindre det er Allahs vilje (v. 11), så adlyd Allah og Muhammed, men Muhammed er ikke ansvarlig for dem, der afviser hans budskab (v. 12). Advarslen om, at ens fjender kan være ens egne koner og børn (v. 14), opstod som følge af en hændelse, som Ibn Abbas har fortalt om: "Der var mænd, der antog islam i Mekka og ønskede at udvandre til Allahs Sendebud. Men deres koner og børn nægtede at give dem lov. Senere, da de sluttede sig til Allahs Sendebud, fandt de, at de, der var med ham (følgesvendene), havde fået kundskab i religionen, så de ville straffe deres koner og børn" - hvorefter Allah rådede dem til at tilgive dem (v. 14 også).

Suraen slutter med endnu en appel om at give penge til islams sag (v. 16-17).


Sura 65. Skilsmissen - Al-Talaq

Den medinensiske sura 65 fastsætter regler for skilsmisse. Hvis en mand ønsker at skille sig fra sin kone, må han først vente gennem to menstruationsperioder for at sikre, at hun ikke er gravid (v. 1) - eller tre måneder for dem, der har passeret overgangsalderen (v. 4). Talen om at tage dem tilbage (v. 2) [The Noble Quran har her "take them back", Ellen Wulff har "behold dem", o.a.] henviser til, at en mand i islamisk lov kan tage sin kone tilbage efter at have skilt sig fra hende to gange, men efter den tredje skilsmisse kan han ikke tage hende tilbage så let. Muhammed befalede, at den fraskilte kvinde, i et sådant tilfælde, var nødt til at fuldbyrde et ægteskab med en anden mand, og af denne mand blive skilt fra ham - først da kunne hun vende tilbage til sin første mand, hvis han ønskede, at hun skulle gøre det:

"Hustruen til Rifaa Al-Qurazi kom til Profeten og sagde: 'Jeg var Rifaas kone, men han skilte sig fra mig, og det var en endelig, uigenkaldelig skilsmisse. Så giftede jeg mig med Abdurrahman bin Az-Zubair, men han er impotent.' Profeten spurgte hende: 'Ønsker du at blive gift igen med Rifaa? Det kan du ikke, medmindre du har haft et fuldstændigt seksuelt forhold til din nuværende mand.'"

Så slutter suraen med flere advarsler om ødelæggelsen af vantro befolkninger (v. 8)
og den forestående, uundgåelige Dom (v. 10).


Sura 66. Forbudet - Al-Tahrim

Ibn Abbas spurgte engang Umar, Muhammeds berømte følgesvend og anden efterfølger som leder af det muslimske samfund, om begyndelsen af den medinensiske sura 66:

"O, leder af de troende! Hvem var de to damer blandt Profetens koner, som Allah tiltalte med ordene: 'Hvis I omvender jer til Allah (66:4)'?"

Umar svarede: "Jeg er forbavset over dit spørgsmål, O Ibn Abbas. De var Aisha og Hafsa." Ifølge Umar, havde Hafsa, en af Muhammeds koner, gjort Muhammed vred ved at svare ham igen. Så da Umar hørte, at Muhammed havde skilt sig fra alle sine koner, var han ikke overrasket; faktisk jublende han og udbrød: "Hafsa er en falden taber! Jeg forventede, at det ville ske en dag."

Så gik Umar hen til Muhammed, der i første omgang afviste at modtage ham, men derefter blev formildet. "Jeg hilste ham, og stadig stående spurgte jeg: 'Har du skilt dig fra dine koner?' Han løftede blikket mod mig og svarede benægtende." Umar forklarede Abdullah, at "Profeten ikke gik til sine koner på grund af den hemmelighed, som Hafsa havde afsløret for Aisha, og han sagde, at han ikke ville gå til sine koner i en måned, fordi han blev gal på dem, da Allah formanede ham (pga. hans ed om, at han ikke ville nærme sig Maria). Da de 29 dage var gået, gik Profeten til Aisha først af alle."

Baggrunden for alt dette er, at Hafsa havde taget Muhammed på fersk gerning i seng med sin konkubine, Maria Kopteren, på netop den dag, han skulle være samme med Hafsa. Muhammed lovede at holde sig væk fra Maria og bad Hafsa om at holde sagen hemmelig; men Hafsa fortalte det til Aisha. Så trådte Allah til med åbenbaringen af truslen om skilsmisse, som vi nu finder i versene 1-6, og som frigør Muhammed fra sin ed om at holde sig væk fra Maria.

En anden tradition forklarer de samme vers derhen, at de kun handler om hans koners jalousi (eller måske Muhammeds dårlige ånde) og hans ed om at holde op med at drikke honning. I dette tilfælde vil det, som Profeten har forbudt sig selv, men som Allah har tilladt, altså være honning. Det vil sige, at Muhammed havde forsøgt at behage sine ægtefæller ved at love at opgive honning, og at Allah tillader ham at bryde denne ed og truer de vildfarne koner med skilsmisse.

Så afslutter Allah sura 66 med endnu flere advarsler om Helvede til de vantro (v. 7-12). Allah siger til Muhammed: "Bekæmp (jahidi, جاهد) de vantro og hyklerne!" (v. 9) Ibn Kathir forklarer: "Allah den Ophøjede befaler Sin Budbringer at føre jihad mod de vantro og hyklerne, mod de førstnævnte med våben og oprustning, og de sidstnævnte ved at etablere Allahs straffelov."




Indhold

1. Juz Alhamdulillah (Koranen 1:1 - 2:140)
2. Juz Sayaqul (Koranen 2:141 - 2:252)
3. Juz Tilka ar-Rusul (Koranen 2:253 - 3:92)
4. Juz Lantanalu al-Birra (Koranen 3:93 - 4:23)
5. Juz W-al-Muhsanat (Koranen 4:24 - 4:144)
6. Juz La Yuhibbullah (Koranen 4:145 - 5:78)
7. Juz Wa Idha sami'u (Koranen 5:79 - 6:108)
8. Juz Wa law annana (Koranen 6:109 - 7:95)
9. Juz Qal al-Mala (Koranen 7:96 - 8:39)
10. Juz Wa Alamu (Koranen 8:40 - 9:91)
11. Juz Ya'tadhiruna (Koranen 9:92 - 11:24)
12. Juz Wa ma min dabbah (Koranen 11:25 - 12:50)
13. Juz Wa ma ubarri'u (Koranen 12:51 - 14:52)
14. Juz Rubama (Koranen 15:1 - 16:128)
15. Juz Subhana Alladhi (Koranen 17:1 - 18:74)
16. Juz Qala alum (Koranen 18:75 - 20:135)
17. Juz Aqtaraba (Koranen 21:1 - 22:78)
18. Juz Qad aflaha (Koranen 23:1 - 25:10)
19. Juz Wa Qala Alladhina (Koranen 25:11 - 27:52)
20. Juz Amman khalaq (Koranen 27:53 - 29:45)
21. Juz Utlu ma uhiya (Koranen 29:46 - 33:27)
22. Juz Wa-man yaqnut (Koranen 33:28 - 36:29)
23. Juz Wa-ma-liya (Koranen 36:30 - 39:29)
24. Juz Fa-man azlamu (Koranen 39:30 - 41:54)
25. Juz Ilayhi Yuraddu (Koranen 42:1 - 45:37)
26. Juz Ha Mim (Koranen 46:1 - 51:60)
27. Juz Qala Fa-ma Khatbukum (Koranen 52:1 - 57:29)
28. Juz Qad Sami Allahu (Koranen 58:1 - 66:12)
29. Juz Tabaraka Alladhi (Koranen 67:1 - 77:50)
30. Juz Amma (Koranen 78:1 - 114:6)




Robert Spencer er direktør for Jihad Watch og forfatter til de to New York Times bestsellere The Politically Incorrect Guide to Islam (and the Crusades) og The Truth About Muhammad. Hans seneste bog, Not Peace but a Sword: The Great Chasm Between Christianity and Islam, er nu tilgængelig.




Oversættelse: Bombadillo