Læsning af Koranen i ramadanen 27: Juz Qala Fa-ma Khatbukum
(Koranen 52:1 - 57:29)
Af Robert Spencer
Oversættelse af: Reading the Qur’an during Ramadan 27: Juz Qala Fa-ma Khatbukum
Kilde: Jihad Watch, 1. juli 2016
Udgivet på myIslam.dk: 20. april 2017

Hvis intet andet er nævnt, er alle Koran-citater i det følgende taget fra Ellen Wulffs danske oversættelse (Forlaget Vandkunsten, 2006), dog således, at "Gud" er erstattet med "Allah".


Sura 52. Bjerget - Al-Tur

Sura 52 er også mekkansk og behandler mange af de samme temaer. Allah begynder med endnu en diskussion af Helvede og Paradis (v. 1-28). De vantro vil blive sendt til det Helvede, som de benægtede (v. 14), og blive spurgt om den ild, der brænder dem, er falsk (v. 15). De velsignede vil nyde kvinderne i Paradis, der har "store, sorte øjne" (v. 20), og vil få selskab af deres familier (v. 21). Ibn Kathir og Tafsir al-Jalalayn er enige om, at dette har at gøre med niveauerne i Paradis: De troende børn af fromme mennesker vil blive optaget på de niveauer, deres forældre nåede, også selv om de ikke selv var så fromme. De retfærdige vil også blive betjent i Paradis af smukke drenge (v. 24) [Ellen Wulff har: "unge tjenere". The Noble Quran har: "boyservants" - "drengetjenere", o.a.]. Tafsir al-Jalalayn uddyber: "De har unge mennesker, fine [i opførsel], til at gå rundt iblandt sig og servere, som om de - med hensyn til deres skønhed og pletfrihed - var skjulte perler." [Fed tekst er fra Koranen. Resten er kommentar, o.a.]

Dernæst retter Allah igen en skarp kritik mod de vantro, der beskylder Muhammed for at være dæmonbesat (v. 29) og en digter (v. 30) og for selv at fabrikere Koranen (v. 33). Men de kan ikke selv producere noget lignende (v. 34). Har de skabt himlene og jorden (v. 36)? Selv hvis de så et stykke af himlen falde ned over sig, ville de sige, at det blot var skyer (v. 44). Så Muhammed skal overlade dem til sig selv (v. 45) og være tålmodig (v. 48), for de vantro vil få hvad de har fortjent på Dommens Dag (v. 46).


Sura 53. Stjernen - Al-Nadjm

De fleste mennesker forbinder "De sataniske vers" med den berygtede roman af Salman Rushdie. I 1989 udstedte Irans ayatollah Khomeini en fatwa, der befalede muslimer at dræbe Rushdie for at have skrevet denne bog - og dødsdommen er til stadighed blevet bekræftet af iranske ledere, selvom ingen morder endnu har udført den.

Men det var ikke Rushdie, der opfandt "de sataniske vers". Udtrykket betegner faktisk en hændelse - omtalt i den islamiske tradition og henvist til i sura 53 - i hvilken Satan, ikke Allah, talte gennem Muhammeds mund. De vers, som Djævelen indgav Islams Profet, har siden været kendt som "de sataniske vers". Ifølge Muhammeds levnedsskildrer, Ibn Ishaq - i et afsnit af hans biografi, der er bevaret af Tabari - "var apostlen meget optaget af sit folks [den hedenske Quraysh-stammes] velfærd og ønskede at tiltrække dem så vidt, han kunne." Men i sidste ende var det Quraysh-lederne, der kom til ham med et tilbud. De ville give ham hustruer og penge, og endda gøre ham til deres konge - hvis han til gengæld ville acceptere deres betingelse. "Dette er, hvad vi vil give dig, Muhammed, så afstå fra at forhåne vore guder og tal ikke ondt om dem. Hvis du lader være med det, kan vi tilbyde dig et middel, som vil være til din fordel og til vores."

"Hvad er det?" spurgte Muhammed.

"Du tilbeder vore guder, al-Lat og al-Uzza, i et år, og vi tilbeder din gud i et år."

Efter først at have afvist tilbuddet, modtog Muhammed en åbenbaring, der sagde, at det var legitimt for muslimer at bede al-Lat, al-Uzza og Manat, den hedenske Quraysh-stammes tre foretrukket gudinder, om at gå i forbøn hos Allah. Da Muhammed var færdig med at recitere den nye åbenbaring, blev Quraysh-folkene opstemte og kastede sig ned for Allah sammen med Muhammed og muslimerne. Ibn Ishaq fortæller:

"Så begyndte folk at spredes og Quraysh kom ud, henrykte over, hvad der var blevet sagt om deres guder, og sagde: 'Muhammed har talt om vores guder på en strålende måde. Han hævdede, i hvad han læste, at de er de ophøjede Gharaniq, hvis forbøn er godkendt.'"

Gharaniq var højtflyvende traner. Muhammed mente, at de var nær Allahs trone, og at det var legitimt for muslimer at bede til al-Lat, al-Uzza og Manat som forbedere til Allah.

Ordet spredtes hurtigt blandt muslimerne: "Quraysh har accepteret islam." Da freden syntes at være nært forestående, begyndte nogle af de muslimer, der tidligere var flygtet til sikkerhed i Abessinien, at vende tilbage. Men én hovedaktør i dramaet var på ingen måde tilfreds. Det var englen Gabriel, hvis tilsynekomst for Muhammed havde født islam. Han kom til Muhammed og sagde: "Hvad har du gjort, Muhammed? Du har læst noget for disse mennesker, som jeg ikke har bragt dig fra Gud, og du har sagt, hvad Han ikke sagde til dig."

Muhammed begyndte at indse, hvor alvorligt han havde kompromitteret sit monoteistiske budskab: "Jeg har fabrikeret ting imod Allah og har tillagt ham ord, som han ikke har talt." Han "var bittert bedrøvet og var i stor frygt" for Allah, fordi han havde tilladt hans budskab at blive forfalsket af Satan. Men Allah beroligede ham: "Vi har aldrig før udsendt nogen udsending eller profet, uden at det skete, når han havde et ønske, at Satan indføjede noget i hans ønske; men Allah ophæver det, som Satan har indføjet, og derpå gør Allah sine tegn utvetydige. Allah er vidende og vis." (Koranen 22:52) Dermed, siger Ibn Ishaq, "lindrede [Allah] sin profets sorg, og gjorde ham sagen lettere." Han nedsendte også en ny åbenbaring til erstatning for Satans ord om al-Lat, al-Uzza og Manat i sura 53, der gentager den hån, som Koranen andre steder har for tanken om, at Allah skulle have døtre, mens jordiske mænd har sønner (v. 19-23).

Ikke overraskende gjorde Muhammeds kovending kun det spændte forhold til Quraysh endnu værre. Ibn Ishaq minder om, at polyteisterne begyndte at bruge denne episode imod ham:

"Da ophævelsen af, hvad Satan havde lagt Profeten på tungen, kom ned fra Allah, sagde Quraysh: 'Muhammed har vendt sig fra det, han sagde om placeringen af jeres guder i forhold til Allah, har ændret det og bragt noget andet.' Nu var de to ord, som Satan havde indgydt Profeten, i munden på enhver polyteist, og de blev mere fjendtlige og voldelige mod muslimerne og apostlens tilhængere."

Hændelsen med de sataniske vers har naturligvis i århundreder bragt muslimer akut forlegenhed. Faktisk kaster den en skygge over sandheden af hele Muhammeds påstand om at være profet. For hvis Satan kunne lægge Muhammed ord i munden én gang, og få ham til at tro, at de var åbenbaringer fra Allah, hvem kan så sige, at Satan ikke brugte Muhammed som sit talerør ved andre lejligheder? Islamiske lærde, apologeter og historikere har derfor angrebet de sataniske vers med særlig vildskab. Muhammed Husayn Haykal argumenterer i sin Life of Muhammad for, at hændelsen slet ikke fandt sted, og faktisk ikke kunne finde sted, fordi Muhammed, trods alt, var en profet:

"Denne historie fangede opmærksomheden af de vestlige orientalister, der opfattede den som sand og gentog den til ulidelighed' (...) Det er en fortælling, hvis manglende sammenhæng bliver tydelig ved selv den mindste undersøgelse. Den modsiger ufejlbarligheden af enhver profet i formidlingen af sin Herres budskab."

Han undrer sig over, at selv visse muslimske lærde holder den for sand. Og dens rødder er fast forankrede i de traditionelle kilder. Det er svært at se, hvordan og hvorfor sådan en historie skulle være blevet fabrikeret og accepteret som autentisk af fromme muslimer som Ibn Ishaq, Ibn Saad og Tabari, samt af den senere koran-kommentator Zamakhshari (1074-1143), der sandsynligvis ikke ville have fortalt den, hvis han ikke havde haft tillid til kilderne, hvis den ikke var autentisk. Her, som på mange andre områder, er de tidlige islamiske kilders vidnesbyrd overbevisende. De, der måtte ønske de sataniske vers væk, kan ikke komme uden om det faktum, at disse elementer af Muhammeds liv ikke var hans fjenders opfindelser, men blev fremført af mænd, der bestemt troede, at han var Allahs Profet.

Ud over denne uklare henvisning til hændelsen med de sataniske vers, indeholder den mekkanske sura 53 også en beretning om to af Muhammeds visioner af englen Gabriel, sammen med en udfordring til de vantro om at modbevise ægtheden af disse visioner (v. 1-18). Dernæst - efter afvisningen af de tre gudinder (v. 19-23) - forklarer Allah, at de vantro giver englene kvindelige navne (v. 27), og at Muhammed skal holde sig væk fra dem (v. 29-30).

Allah følger dette op med en drøftelse af de forskellige resultater af hhv. tro og vantro. Allah vil tilgive dem, der undgår større synder (v. 32), undtagen den, der vender sig bort efter at have antaget islam (v. 33-34) og ignorerer, hvad der blev sagt til Moses (v. 36) og Abraham (v. 37) - at ingen vil gå i forbøn for nogen anden på Dommens Dag (v. 38) og alle vil få, hvad de har fortjent (v. 39). Allah styrer alt (v. 43-49) og tilintetgjorde tidligere befolkninger af vantro (v. 50-54). Folk skal derfor lytte til Muhammeds advarsel, for Dommen kommer snart (v. 55-62).


Sura 54. Månen - Al-Qamar

Ibn Kathir meddeler, at Muhammed reciterede sura 54, såvel som sura 50, "ved større sammenkomster og anledninger, fordi de indeholder Allahs løfter og advarsler, og oplysninger om skabelsens oprindelse, Opstandelsen, Tawhid [Allahs enhed], bekræftelsen af profetskab osv. blandt de store mål." Sura 54 tager navn efter sit første vers, der henviser til spaltningen af månen - et mirakel, der ifølge en hadith fandt sted i Muhammeds levetid. Mens muslimerne under stor spænding så månen blive delt i to, råbte Muhammed: "Se, se (dette mirakel)."

Nogle nutidige muslimer hævder dog, at dette vers var en profeti, der blev opfyldt under Neil Armstrongs månelanding i 1969, hvor astronauterne gravede lidt af Månens jord op og bragte den med tilbage. Der skal dog - på trods af deres fantasifulde strejftog ind i numerologien i forbindelse med denne påstand - særdeles god vilje til at opfatte indsamling af en lille smule månejord som en spaltning af månen.

Resten af suraen kredser om omkvædet: "Vi har gjort Koranen let til påmindelse. Vil nogen lade sig påminde?", der optræder i versene 17, 22, 32 og 40. Et sekundært omkvæd er: "Hvordan var ikke Min straf og Mine advarsler?", der optræder i versene 16, 18, 21 og 30. Omkring disse er anbragt velkendte temaer: De vantro vender sig fra Allahs tegn og håner dem som magi (v. 2); Muhammed bør holde sig fra dem og overlade dem til sig selv indtil Dommedag, hvor de vil blive straffet (v. 6-8). Noah og hans oversvømmelse er en advarsel til de vantro på Muhammeds tid (v. 9-16), hvilket også gælder tilintetgørelsen af folket i Ad (v. 18-22); folket i Thamud (v. 23-31); Lots folk (v. 33-39); og Farao og hans folk (v. 41-42). Er de vantro, der afviser Muhammed, bedre end dem (v. 43)? De tror, de vil være i stand til at forsvare sig, hvis de forener sig (v. 44), men de vil ikke undslippe Dommens Dag (v. 46).


Sura 55. Den barmhjertige - Al-Rahman

Den mekkanske sura 55 er organiseret omkring et poetisk omkvæd, der gentages langt hyppigere end dem i sura 54: "Hvilken af jeres Herres velgerninger vil I to fornægte?" (v. 13, 16, 18, 21, 23, 25, 28, 30, 32, 34, 36, 38, 40, 42, 45, 53, 55, 59, 61, 65, 67, 69, 77) - lidt ligesom Bibelens Salme 136, med dens tilbagevendende "hans trofasthed varer til evig tid," skønt Koranen selv her er fokuseret på at forværre, gendrive og endda forhåne de vantros fordærvethed i deres afvisning af islam. Som Maududi siger: "Denne er den eneste sura i Koranen, hvor - foruden mennesker - også jinner, der er den anden skabning af jorden, som er udstyret med vilje- og handlefrihed, er blevet direkte tiltalt." Jinner tiltales sammen med mennesker i vers 31.

I den første del (v. 1-30), understreger Allah endnu en gang sin skaberkraft og sin magt over jordiske fænomener; i den anden del (v. 31-78) advarer han atter om Dommedag, og beskriver igen Helvede og Paradis. Kun lidt siges, der ikke er blevet sagt mange andre gange i Koranen. De "to østen" og "to vesten" i vers 17 henviser, siger Ibn Kathir, til "solopgangen sommer og vinter og solnedgangen sommer og vinter" - en afgjort geocentrisk opfattelse. [Ellen Wulff har i vers 17: "Han er Herre over østen og Herre over vesten." The Noble Quran har: "(He is) the Lord of the two easts (places of sunrise during early summer and early winter) and the Lord of the two wests (places of sunset during early summer and early winter)." Dansk: "(Han er) Herre over de to østen (steder, hvor solen står op tidligt om sommeren og tidligt om vinteren) og Herre over de to vesten (steder, hvor solen går ned tidligt om sommeren og tidligt om vinteren)", o.a.]


Sura 56. Det Uafvendelige - Al-Waqia

I sura 56, endnu en mekkansk sura, ser vi igen Allah advare om Dommedag (v. 1-7) og beskrive belønningerne for dem til højre (v. 27, 38, 90, 91) - det vil sige dem, der træder ind i Paradis (v. 10-40; 88-91). Disse omfatter selvfølgelig de legendariske jomfruer (v. 36), som er en "særlig skabelse" (v. 35). [Ellen Wulff har i vers 35-37: "(35) Vi skabte nogle kvinder, fuldkomne, (36) og gjorde dem til jomfruer, (37) elskovsfulde og på samme alder, ..." The Noble Quran har: "(35) Verily, We have created them (maidens) of special creation. (36) And made them virgins. (37) Loving (their husbands only), (and) of equal age." Dansk: "(35) Sandelig, Vi har skabt dem (piger) af særlig skabelse. (36) Og gjort dem til jomfruer. (37) De er elskovsfulde (kun mod deres ægtemænd), (og) er på samme alder", o.a.] Én måde, de er særlige på, er - ifølge islamisk tradition - at deres mødom uendeligt fornys, så de troendes oplevelse af dem altid er som den første gang.

Herefter kommer endnu en beskrivelse af Helvedes pinsler (v. 41-56; 92-94), og en advarsel til menneskeheden baseret på tegnene i den naturlige verden på Allahs magt (vers 57-76). Suraen slutter med Allahs lovprisning af Koranen som en guddommelig åbenbaring, som kun de, der er rituelt rene, bør røre (v. 77-80) - hvilket er grunden til, at de amerikanske fangevogtere ved Guantanamo, i ærbødighed for islamiske normer, kun rørte ved Koranen iført handsker.

Allah håner de vantro ved at spørge dem - eftersom de mener, at Koranen er falsk, og anser sig selv for uafhængige af ham og hans magt - hvorfor de ikke griber ind, når en mand er ved at dø (v. 83), og kalder hans sjæl tilbage til hans krop (v. 87)?


Sura 57. Jernet - Al-Hadid

Den medinensiske sura 57 blev åbenbaret efter at muslimerne havde erobret Mekka, og kun få større barrierer hindrede dem i at blive herrer over hele Arabien. Den begynder med en hyldest til Allahs magt og et spørgsmål til de vantro: "Hvorfor vil I ikke tro på Allah, når Udsendingen kalder jer til at tro på jeres Herre?" (v. 8). Omkostningerne ved erobringen kan have tæret vel rigeligt på muslimernes økonomiske ressourcer, for Allah formaner muslimerne til at bidrage til den islamiske sag, selvom han fortæller dem, at de, der bidrog før erobringen af Mekka, vil blive mere rigeligt belønnet end dem, der først hoppede på vognen, efter at muslimerne definitivt havde besejret deres fjender (v. 10-11). Maududi forklarer: "De, der ofrer deres liv og bruger deres rigdom til yderligere at fremme islams sag, når den allerede er stærk, kan ikke opnå samme rang som dem, der kæmpede med deres liv og deres rigdom for at fremme og opretholde islams sag, da den var svag."

De retfærdige vil blive belønnet med Paradisets haver (v. 12, 21), mens hyklerne vil blive straffet (v. 13) med Helvede (v. 15). Muslimerne skal ikke være som jøderne og de kristne, der modtog guddommelig åbenbaring, men hvis hjerter forhærdedes (v. 16). I stedet bør de yde generøst (v. 18), for denne verden er ikke andet end leg og morskab, og jordisk liv er kun bedrag (v. 20). Allah bestemmer og styrer alle jordiske begivenheder (v. 22) - som Tafsir al-Jalalayn forklarer: "Ingen ulykke rammer på jorden, i form af tørke, eller hos jer selv, såsom sygdom eller tab af et barn, uden at den findes i et skrift allerede, dvs. i Den Bevarede Tavle (al-lawh al-Mahfuz), inden Vi bevirker den, inden Vi skaber den." [Fed tekst er fra Koranen, resten er kommentar, o.a.] Allah påkalder tidligere profeter, sammen med jernets gave, for at vise sin omsorg for menneskeheden (v. 25). En af disse tidligere profeter var Jesus, men hans tilhængere opfandt klostervæsenet, hvilket Allah ikke havde befalet. De burde i stedet have søgt at gøre hans vilje alene; mange af de kristne er "gudløse" (v. 27). Jøderne og de kristne har ingen magt over Allahs nåde (v. 29) - hvilket, som Tafsir al-Jalalayn siger, er "i strid med deres påstande om, at de er Allahs elskede og dem, der fortjener hans lyksalighed." Ibn Kathir forklarer, at dette vers betyder, at "de ikke kan forhindre, hvad Allah giver, eller give, hvad Allah forhindrer."




Indhold

1. Juz Alhamdulillah (Koranen 1:1 - 2:140)
2. Juz Sayaqul (Koranen 2:141 - 2:252)
3. Juz Tilka ar-Rusul (Koranen 2:253 - 3:92)
4. Juz Lantanalu al-Birra (Koranen 3:93 - 4:23)
5. Juz W-al-Muhsanat (Koranen 4:24 - 4:144)
6. Juz La Yuhibbullah (Koranen 4:145 - 5:78)
7. Juz Wa Idha sami'u (Koranen 5:79 - 6:108)
8. Juz Wa law annana (Koranen 6:109 - 7:95)
9. Juz Qal al-Mala (Koranen 7:96 - 8:39)
10. Juz Wa Alamu (Koranen 8:40 - 9:91)
11. Juz Ya'tadhiruna (Koranen 9:92 - 11:24)
12. Juz Wa ma min dabbah (Koranen 11:25 - 12:50)
13. Juz Wa ma ubarri'u (Koranen 12:51 - 14:52)
14. Juz Rubama (Koranen 15:1 - 16:128)
15. Juz Subhana Alladhi (Koranen 17:1 - 18:74)
16. Juz Qala alum (Koranen 18:75 - 20:135)
17. Juz Aqtaraba (Koranen 21:1 - 22:78)
18. Juz Qad aflaha (Koranen 23:1 - 25:10)
19. Juz Wa Qala Alladhina (Koranen 25:11 - 27:52)
20. Juz Amman khalaq (Koranen 27:53 - 29:45)
21. Juz Utlu ma uhiya (Koranen 29:46 - 33:27)
22. Juz Wa-man yaqnut (Koranen 33:28 - 36:29)
23. Juz Wa-ma-liya (Koranen 36:30 - 39:29)
24. Juz Fa-man azlamu (Koranen 39:30 - 41:54)
25. Juz Ilayhi Yuraddu (Koranen 42:1 - 45:37)
26. Juz Ha Mim (Koranen 46:1 - 51:60)
27. Juz Qala Fa-ma Khatbukum (Koranen 52:1 - 57:29)
28. Juz Qad Sami Allahu (Koranen 58:1 - 66:12)
29. Juz Tabaraka Alladhi (Koranen 67:1 - 77:50)
30. Juz Amma (Koranen 78:1 - 114:6)




Robert Spencer er direktør for Jihad Watch og forfatter til de to New York Times bestsellere The Politically Incorrect Guide to Islam (and the Crusades) og The Truth About Muhammad. Hans seneste bog, Not Peace but a Sword: The Great Chasm Between Christianity and Islam, er nu tilgængelig.




Oversættelse: Bombadillo