Læsning af Koranen i ramadanen 26: Juz Ha Mim
(Koranen 46:1 - 51:60)
Af Robert Spencer
Oversættelse af: Reading the Qur’an during Ramadan 26: Juz Ha Mim
Kilde: Jihad Watch, 30. juni 2016
Udgivet på myIslam.dk: 14. april 2017

Hvis intet andet er nævnt, er alle koran-citater i det følgende taget fra Ellen Wulffs danske oversættelse (Forlaget Vandkunsten, 2006), dog således, at "Gud" er erstattet med "Allah".


Sura 46. Sandklitterne - Al-Ahqaf

Den mekkanske sura 46 er den sidste i "Ha Mim"-serien af suraer (40-46), og holder sig nøje til temaerne i de andre:

Koranen er åbenbaret af Allah (v. 2); Allah skabte himlene og jorden med et retfærdigt formål, men de vantro afviser troen (v. 3); dem, som de beder til foruden Allah, er magtesløse (v. 4-5); de vantro afviser Koranen som "trolddom" (v. 7) eller forfalskning.

Allah fortæller Muhammad, at han skal reagere på dette ved at sige, at Allah ville straffe ham, hvis han usandt tillagde Allah ord, som han ikke havde sagt (v. 8). Muhammed bringer intet nyt budskab - en implicit bekræftelse af den islamiske påstand, at islam var den oprindelige religion, som blev delt af alle de tidligere profeter, fx Abraham, Moses, Jesus osv., men at deres ondsindede tilhængere forvanskede deres budskaber. Til støtte for dette argument påkalder Koranen "et vidne af Israels børn" som "kan bevidne noget tilsvarende" fra de jødiske skrifter (v. 10).

Islamisk tradition – som den er nedskrevet af Muhammeds første biograf, Ibn Ishaq, og hadithsamleren Bukhari - identificerer dette vidne som Abdullah bin Salam, en rabbiner, der var en tidlig konvertit til islam. Som rabbiner var Abdullah fascineret af Muhammed, og gik hen for at se ham. Efter at have fået adgang til Muhammed spurgte han ham "om tre ting, som ingen kan vide medmindre han er en Profet. Hvad er det første varsel om Timen? Hvad er det første måltid af folkene i Paradis? Og hvad får et barn til ligne sin far eller mor?"

I stedet for at påpege det modstridende aspekt ved spørgsmålet - at Abdullah kun kunne vide, om Muhammeds svar var korrekte, hvis han selv var en profet - sagde Muhammed til ham: "Lige nu har Jibril (Gabriel) oplyst mig om det."

Abdullah var overrasket: "Gabriel?"

"Ja," sagde Muhammed.

"Han, blandt englene, er en fjende af jøderne," bemærkede Abdullah, hvorefter Muhammed reciterede et vers fra Koranen: "Sig: 'Hvis nogen er en fjende af Gabriel; det var ham, der sendte Koranen ned til dit hjerte med tilladelse fra Allah, til bekræftelse af det, der allerede var før den, til retledning og som et godt budskab til de troende - hvis nogen er en fjende af Allah og Hans engle og udsendinge, af Gabriel og Mikael, så er Allah fjende af de vantro!'" (2:97-98).

Derefter gik han over til at besvare Abdullahs tre spørgsmål:

"Angående det første varsel om Timen, vil det være en brand, der vil samle folk fra øst til vest. Og angående det første måltid for folk i Paradis, vil det være den ekstra lap af fiskeleveren. Og hvis en mand får udløsning før kvinden [under et samleje] vil barnet ligne faderen, og hvis kvinden får udløsning før manden, vil barnet ligne moderen."

Efter at have hørt disse svar, konverterede Abdullah straks til islam og kritiserede sit eget folk, idet han udbrød: "Jeg vidner om, at La ilaha illallah (ingen har ret til at blive tilbedt foruden Allah), og at du er Allahs Apostel, O Allahs Apostel; jøderne er løgnere, og hvis de skulle få at vide, at jeg har antaget islam, vil de beskylde mig for at være en løgner."

Abdullah berettede, at han "blev muslim, og da jeg vendte hjem til mit hus, befalede jeg min familie at blive det samme." Han bad om Muhammeds hjælp til at lægge en fælde for jøderne: "Jøderne er en nation af løgnere og jeg ønsker, du vil tage mig ind i et af dine huse og skjule mig for dem; dernæst spørg dem om mig, så de kan fortælle dig, hvilken position jeg havde blandt dem, før de fik at vide, at jeg var blevet muslim. For hvis de ved det på forhånd, vil de ytre bagvaskende løgne om mig." Muhammed indvilligede, indkaldte de jødiske ledere med Abdullah til stede, men skjult, og spurgte dem, hvad de mente om Abdullah. De svarede: "Han er vores leder, og søn af vores leder; vores rabbiner, og vores lærde mand."

Muhammed spurgte dem: "Hvad ville I tænke, hvis Abdullah bin Salam konverterede til islam?"

De jødiske ledere svarede: "Må Allah beskytte ham mod det!"

Fælden var klappet. Abdullah trådte frem og råbte: "Jeg bevidner, at la ilaha illallah (ingen har ret til at blive tilbedt foruden Allah), og at Muhammed er Allahs Sendebud. O jøder, frygt Gud og tag imod, hvad Han har sendt jer. For ved Gud, I ved, at han er Guds apostel. I vil finde ham beskrevet i jeres Tora og endda navngivet. Jeg vidner om, at han er Guds apostel, jeg tror på ham, jeg anser ham for at være sand, og jeg anerkender ham."

Men jøderne sagde nu: "Abdullah er den værste af os, og søn af den værste af os."

Abdullah udbrød: "O Allahs Sendebud! Dette er, hvad jeg var bange for!" Han fortalte senere: "Jeg mindede apostlen om, at jeg havde sagt, de ville gøre det, for de var et forræderisk, løgnagtigt og ondt folk."

For muslimer gennem historien ville sådanne fortællinger kun forstærke tanken om, at den jødiske (såvel som den kristne) Skrift vidner om Muhammed i klare vendinger. Ibn Saad beretter, at Muhammed engang besøgte et jødisk seminarium, hvor han udfordrede den mest lærde rabbiner: "Ved du, at jeg er Allahs Apostel?"

Rabbineren svarede: "Ved Allah! Ja, og folk ved, hvad jeg ved. Sandelig, dine kendetegn og kvaliteter er tydeligt nævnt i Toraen, men de er misundelige på dig." Det var kun den syndige stædighed af jøder og kristne, der forhindrede dem i at anerkende dette - faktisk var denne synd så stor, at den i sidste ende fik dem til at ændre deres Skrifter for at fjerne alle henvisninger til Muhammed. Ideen om jøder og kristne som syndige frafaldne fra islams sandhed, skulle blive en hjørnesten i islamisk tænkning vedrørende ikke-muslimer.

Koranen går videre med at sige, at de vantro nedgør de troende ved at påstå, at hvis islam var sand, ville folk af så lav kvalitet som de troende ikke have været de første til at acceptere den (v. 11). Alligevel bekræfter Koranen på arabisk Moses' Bog (v. 12). De, der bekender tro på Allah, vil ikke sørge, men vil nyde Paradisets Have (v. 13-14).

En god muslim bør ære sine forældre; men nogle vantro børn irettesætter deres forældre for deres islamiske tro. "De er fortabte" (v. 15-18). De vantro nyder denne verden, men vil i den næste komme i Helvede (v. 20). Dér vil de erkende islams sandhed og smage straffen for at have afvist den (v. 34). Profeten Hud [broder til Ad, o.a.] (se suraerne 7, 11 og 26) dukker atter op for at understrege dette - han advarer sit folk (v. 21), men de lytter ikke og bliver tilintetgjort (vers 24-25). Allah fortæller dernæst Muhammed, at en flok jinner lyttede til ham recitere Koranen (v. 29), og tog tilbage og advarede deres med-jinner om, at de, der ikke accepterer budskabet, tager fejl og vil smage straffen (v. 32). Allah afslutter suraen med at fortælle Muhammed at han skal være tålmodig og udholdende i forkyndelsen af sit budskab; de vantro vil snart møde den guddommelige straf.


Sura 47. Muhammad

Den medinensiske sura 47 kendes alternativt som Al-Qital, "Kampen" - og faktisk er den meget optaget af krig mod de vantro. Den bekræfter om dem, der modsætter sig islam, at "deres handlinger lader Han (Allah) gå tabt" (v. 1, 8-9, 28, 32). Bulandshahri forklarer: "Selvom de vantro kan have udført mange gode gerninger og gjort store tjenester for menneskeheden, så vil disse gerninger ikke blive anerkendt på Dommens Dag på grund af deres vantro." Derimod vil Allah forbedre tilstanden for de troende (v. 2, 7, 35).

Lærdomme som disse førte til den almindelige islamiske idé, at islamisk renhed vil føre til verdslig velstand, og vantro omvendt til fallit i dette liv. For Allah beskytter de troende, mens de vantro ikke har nogen beskytter (v. 11). I en hadith fra An-Nasais samling - en af de seks samlinger, som muslimer finder mest pålidelige - beder Muhammed: "O Allah, jeg søger tilflugt hos dig fra vantro og fattigdom." En eller anden spurgte ham: "Er de lige?" Muhammed svarede: "Ja." Denne forbindelse modbevises ofte klart af virkeligheden, men bliver alligevel fastholdt hårdnakket.

Dernæst kommer Allahs anvisninger om at halshugge de vantro, når de troende møder dem i kamp (v. 4). Islamiske kommentatorer forstår altovervejende dette vers bogstaveligt. Ibn Kathir siger, at det betyder, at når muslimer "kæmper mod" de vantro, skal de "hugge dem ned helt med jeres sværd." Tafsir al-Jalalayn udpensler det endnu mere: "... med andre ord: dræb dem. Der tales om 'hug over halsen', fordi den overvejende årsag til at blive dræbt er at blive hugget over halsen." Zamakhshari lader "hug over halsen" betyde, at muslimer specifikt bør ramme ikke-muslimer på halsen snarere end andre steder for at sikre sig, at de er døde og ikke bare sårede.

Koran-oversætter Abdullah Yusuf Ali fra det 20. århundrede, tager ligeledes påbuddet bogstaveligt, og retfærdiggør det ved at sige: "Man kan ikke føre krig med fløjlshandsker." Men Muhammed Khatib, en moderne sunni-kommentator, siger, at denne befaling kun gælder for Muhammeds tid, selvom shia-muslimer "mener, den er en universel forskrift." Nutidige sunnitiske jihad-grupper, som f.eks. Zarqawis Al-Tawhid wal-Jihad i Irak, pegede for et par år siden på dette og andre koranvers som retfærdiggørelser for deres halshugninger.

Det samme vers fortsætter med at opfordre til at tage fanger med henblik "enten på benådning eller på løskøbelse" af krigsfanger. Dette er blevet nedfældet i islamisk lov: Umdat al-Salik - en manual for islamisk retslære, der er certificeret af Al-Azhar Universitetet i Cairo (den mest respekterede autoritet i sunni-islam) som værende i overensstemmelse med "det ortodokse sunni-samfunds praksis og tro" - udstikker, på linje med dette vers, fire muligheder for fanger: "Når en voksen mand er taget til fange, overvejer kaliffen interesserne ... (af islam og muslimerne) og træffer afgørelse ved at vælge mellem fangens død, slaveri, løsladelse uden betaling, eller løskøbelse til gengæld for penge eller en muslimsk fange, der holdes af fjenden" (o9.14).

Derefter kommer et ofte gentaget omkvæd: Rejser de vantro ikke omkring på jorden og ser, hvordan Allah har ødelagt tidligere vantro folkeslag (v. 10, 13)? Allah vil lukke de troende ind i Paradisets haver, mens de vantro vil spise som kvæget spiser og drikke kogende vand, der vil rive deres indvolde i stykker (v. 12, 14-15). Nogle lytter til Muhammed, men er uoprigtige (v. 16), og nogle beder endda om, at et kapitel af Koranen skal blive sendt ned for dem - men når ét sendes ned, som befaler kamphandlinger, trækker de sig tilbage (v. 20). Ibn Kathir forklarer, at "Allah nævner, at de troende havde håbet, at jihad ville blive lovbefalet. Men da Allah forordnede det, vendte mange af folkene sig bort" - og måden han forklarer det på, gør det klart, at den pågældende jihad involverer varm krig: De trak tilbage, siger Ibn Kathir, på grund af "deres frygt, rædsel og fejhed ved tanken om at møde fjenderne."

Derefter følger flere hudfletninger af de vantro, med genbrug af velkendte anklager: Allah har forbandet de vantro og gjort dem døve og blinde (v. 23); deres hjerter er låst, så de ikke kan forstå Koranen (v. 24); og de falder fra islam, fordi Satan narrer dem (v. 25). Dette liv er blot "tidsfordriv og adspredelse", men dem, der adlyder Allah, vil ikke behøve at opgive deres jordiske gods (v. 36); men de bør ikke tøve med at bruge penge for Allahs sag (v. 38).


Sura 48. Sejren - Al-Fath

Sura 48 er også fra Medina. Den "sejr" fra Allah, der nævnes i vers 1, er for nogle den muslimske erobring af Mekka sent i Muhammeds liv; for andre er den Hudaybiyya-traktaten, som Muhammed indgik på ufordelagtige vilkår med den hedenske Quraysh-stamme fra Mekka, inden han erobrede denne by. Umar, en af Muhammeds nærmeste tilhængere, spurgte ham om denne tre gange, men fik ikke noget svar, og gik derefter bort i frygt for, at en passage af Koranen ville blive åbenbaret om ham! Men i stedet kom denne sura, der fortæller Muhammed, at Allah vil tilgive ham hans tidligere og fremtidige synder (v. 2), og lade de troende komme ind i Paradis (v. 5), mens hyklerne og polyteisterne vil komme i Helvede (v. 6).

De, der sværger loyalitet til Muhammed sværger loyalitet til Allah (v. 10). De, der nægtede at følge Muhammed for at møde Quraysh af frygt for at blive massakreret, kommer med undskyldninger, men Allah ved, at de håbede, at Muhammed og muslimerne ikke ville vende tilbage (v. 11-12). Allah siger til Muhammed at han skal fortælle dem, at de vil blive indkaldt til at kæmpe mod et magtfuldt folk, medmindre dette folk underkaster sig islam; hvis de så kæmper, vil de blive belønnet (v. 16). Islamiske lærde har været uenige om, hvilket magtfuldt folk, der er tale om - nogle har foreslået perserne og byzantinerne. Den blinde, lamme og syge behøver ikke at deltage i jihad-krigsførelse, men de, der gør, vil komme i Paradis (v. 17). Allah er tilfreds med de troende, der svor Muhammed troskab under træet (v. 18) - Ibn Kathir siger, at der var 1.400 muslimer, der gjorde det, under et træ nær Hudaybiyya. Allah sendte dem as-sakinah (v. 18), som i Det Gamle Testamente er Guds nærvær, men som af muslimske kommentatorer opfattes som "ro". Han lover også de troende meget krigsbytte (v. 19), hvilket de snart skulle få ved angrebet på den jødiske bosættelse i Khaybar-oasen.

De vantro vil flygte, hvis de kæmper mod muslimerne (v. 22). Allah beskyttede de troende mod de vantro ved Hudaybiyya, og gav dem "ro" (v. 24-26) - og den våbenhvile, han indgik med mekkanerne ved Hudaybiyya, vil tillade Muhammed og muslimerne at besøge Kabaen (v. 27). De, der følger Muhammed, er barmhjertige mod de troende, men barske mod de vantro (v. 29) - en skarp kontrast til Jesu påbud i Bjergprædikenen: "Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer" (Matt 5:44).


Sura 49. Kamrene - Al-Hudjurat

Den sene medinensiske sura 49 begynder med, at Allah fortæller de troende, hvordan man opfører sig i Muhammeds nærvær (v. 1-5). Man kan undre sig over, at en fuldkommen og evig bog, som indeholder religiøs og etisk undervisning, der er gældende for alle tider, indeholder et afsnit, der kun gælder for mennesker, der levede i islams første generation, men svaret på dette kan udledes af instruktionen til muslimerne om ikke at stille sig frem i Muhammeds nærvær (v. 1). Det betyder, siger Ibn Kathir, at de ikke bør "haste med at træffe beslutninger før ham, men snarere følge hans eksempel i alle sager." Efter Muhammeds død kan muslimer gøre dette ved at adlyde deres profets direktiver, som de er nedfældet i de autentiske hadither - et faktum som traditionelle muslimer bruger til at irettesætte nutidige muslimer, der erklærer, at de følger Koranen alene.

Allah følger dette op med mere generelle instrukser til de troende (v. 6-18). De skal ikke uden videre tro, hvad en ond person siger (v. 6). Muhammed er hos dem, og hvis han adlød alle de troendes ønsker - i stedet for Allahs befalinger - ville der blive problemer (v. 7). Troende bør ikke kæmpe mod hinanden, men de bør gå sammen om at kæmpe mod en oprørsk gruppe, indtil den vender tilbage til Allahs sandhed (v. 9): Dette er en hovedbegrundelse for interne magtkampe blandt islamiske sekter. De sande troende er dog et enkelt broderskab (v. 10, 13) - ét, der er hævet over alle andre bånd, herunder nationale og endda familiære. Maududi forklarer, at "de nationale og racemæssige forskelle, der forårsager universel korruption i verden, er blevet fordømt."

Derefter følger revselsen af en gruppe beduiner, hvis tro er ufuldkommen; de formanes til at adlyde Allah og Muhammed (v. 14).


Sura 50. Qaf

Muhammed plejede at recitere den mekkanske sura 50 hver fredag under sin fredagsbøn, og under Eid-festerne ved slutningen af hhv. ramadanen og pilgrimsfærden til Mekka. Den begynder med en ed - "Ved den prisværdige Koran!" (v. 1) - men det er uklart, hvem der sværger eller hvad eden handler om. Ali foreslår i en parentetisk bemærkning, at den er en ed om, at Muhammed er en profet: "Ved den prisværdige Koran (du er Allahs Sendebud)." Tafsir al-Jalalayn mener derimod, at den handler om de vantro: "Ved den prisværdige Koran, ved den ædle Koran, de vantro i Mekka har bestemt ikke troet på Muhammed (Allah velsigne ham og give ham fred)."

Men hvem sværger? Allah er ifølge islamisk doktrin den eneste talende i Koranen, men det er mærkeligt, at han - den almægtige guddom - skulle have behov for at sværge ved ting, der står lavere end ham selv, for at etablere sin sandfærdighed. Alligevel findes sådanne eder til overflod i den sidste del af Koranen (som den er arrangeret, ikke kronologisk).

Allah gør derefter igen opmærksom på den naturlige verdens vidundere som bevis på Allahs magt, og kritiserer de vantro for at betvivle de dødes opstandelse (v. 2-14). Allah opregner nogle tidligere grupper, han tilintetgjorde - folk, som også afviste opstandelsen og hans sendebud (v. 12-14). Så udsender Allah endnu en advarsel om Dommedag og Helvedes ild (vers 15-30). Hvert menneske er ledsaget af to engle, den ene registrerer hans gode gerninger, og den anden hans dårlige gerninger (v. 17). De, der afviser Allah og tilbeder andre guder, vil blive sendt til Helvede (v. 24, 26). De retfærdige, derimod, vil træde ind i Paradisets haver (v. 31-35). Muhammed skal derfor være tålmodig (v. 39), for Dommedag kommer (v. 42); Koranen er en advarsel (v. 45).


Sura 51. De, som hvirvler rundt - Al-Dhariyat

Den mekkanske sura 51 er en poetisk meditation over Dommen, Helvede og Paradis. Allah sværger ved vindene (v. 1), at hvad Muhammed er blevet lovet, er sandt (v. 5). De vantro er vildledte (v. 9), og de, der spreder løgn, er forbandede (v. 10) - det vil sige dem, der håner og spørger, hvornår Dommens Dag vil komme (v. 12). De vil smage Helvede (v. 14), mens de retfærdige vil nyde Paradiset (v. 15), fordi de steg tidligt op for at bede (v. 18) og gav almisser til de fattige (v. 19).

Allah fortæller historien om Abrahams "hædersgæster" (v. 24-37) - en beretning, der minder om besøget af Herren og de "tre mænd" hos Abraham i Første Mosebog 18. Som i Første Mosebog fortæller gæsterne Abraham, at hans kone skal føde en søn (v. 28), og hun griner hånligt, fordi hun er gammel og ufrugtbar (v. 29).

Dernæst - også som i Første Mosebog - går mændene videre til Sodoma og Gomorra, som ikke er navngivet her, men er identificeret som "folk, der forbryder sig" (v. 32), som vil blive tilintetgjort (v. 33) efter at de retfærdige er blevet evakueret (v. 35). Så følger flere fortilfælde af de vantros ødelæggelse: Farao (v. 38-40); folket fra Ad (v. 41-42); folket fra Thamud (v. 43-45); og Noahs folk (v. 46).

Så opregner Allah igen nogle af tegnene på sit nærvær i den naturlige verden (v. 47-49), og derefter, i versene 50-53, tilsyneladende fortæller Muhammed, hvad han skal sige til de vantro. Men i denne passage er der ingen tilkendegivelse af - hvilket er tilfældet mange andre steder i Koranen - at Allah fortæller Muhammed, at han skal sige disse ting, og alligevel taler Muhammed i første person. Dette gør denne til endnu en problematisk passage for den islamiske tro på, at Allah er den eneste talende i Koranen. Så i versene 54-60 beroliger Allah Muhammed og fortæller ham, at han skal vende sig fra de vantro og at det ikke er hans skyld, at de ikke tror (v. 54). De vil blive straffet på den frygtelige dag (v. 60).




Indhold

1. Juz Alhamdulillah (Koranen 1:1 - 2:140)
2. Juz Sayaqul (Koranen 2:141 - 2:252)
3. Juz Tilka ar-Rusul (Koranen 2:253 - 3:92)
4. Juz Lantanalu al-Birra (Koranen 3:93 - 4:23)
5. Juz W-al-Muhsanat (Koranen 4:24 - 4:144)
6. Juz La Yuhibbullah (Koranen 4:145 - 5:78)
7. Juz Wa Idha sami'u (Koranen 5:79 - 6:108)
8. Juz Wa law annana (Koranen 6:109 - 7:95)
9. Juz Qal al-Mala (Koranen 7:96 - 8:39)
10. Juz Wa Alamu (Koranen 8:40 - 9:91)
11. Juz Ya'tadhiruna (Koranen 9:92 - 11:24)
12. Juz Wa ma min dabbah (Koranen 11:25 - 12:50)
13. Juz Wa ma ubarri'u (Koranen 12:51 - 14:52)
14. Juz Rubama (Koranen 15:1 - 16:128)
15. Juz Subhana Alladhi (Koranen 17:1 - 18:74)
16. Juz Qala alum (Koranen 18:75 - 20:135)
17. Juz Aqtaraba (Koranen 21:1 - 22:78)
18. Juz Qad aflaha (Koranen 23:1 - 25:10)
19. Juz Wa Qala Alladhina (Koranen 25:11 - 27:52)
20. Juz Amman khalaq (Koranen 27:53 - 29:45)
21. Juz Utlu ma uhiya (Koranen 29:46 - 33:27)
22. Juz Wa-man yaqnut (Koranen 33:28 - 36:29)
23. Juz Wa-ma-liya (Koranen 36:30 - 39:29)
24. Juz Fa-man azlamu (Koranen 39:30 - 41:54)
25. Juz Ilayhi Yuraddu (Koranen 42:1 - 45:37)
26. Juz Ha Mim (Koranen 46:1 - 51:60)
27. Juz Qala Fa-ma Khatbukum (Koranen 52:1 - 57:29)
28. Juz Qad Sami Allahu (Koranen 58:1 - 66:12)
29. Juz Tabaraka Alladhi (Koranen 67:1 - 77:50)
30. Juz Amma (Koranen 78:1 - 114:6)




Robert Spencer er direktør for Jihad Watch og forfatter til de to New York Times bestsellere The Politically Incorrect Guide to Islam (and the Crusades) og The Truth About Muhammad. Hans seneste bog, Not Peace but a Sword: The Great Chasm Between Christianity and Islam, er nu tilgængelig.




Oversættelse: Bombadillo