Læsning af Koranen i ramadanen 25: Juz Ilayhi Yuraddu
(Koranen 42:1 - 45:37)
Af Robert Spencer
Oversættelse af: Reading the Qur’an during Ramadan 25: Juz Ilayhi Yuraddu
Kilde: Jihad Watch, 29. juni 2016
Udgivet på myIslam.dk: 10. april 2017

Hvis intet andet er nævnt, er alle Koran-citater i det følgende taget fra Ellen Wulffs danske oversættelse (Forlaget Vandkunsten, 2006), dog således, at "Gud" er erstattet med "Allah".


Sura 42. Rådslagningen - Al-Shura

Så i sura 42 gentager Allah, at Muhammed er inspireret, ligesom de tidligere profeter (42:3). Koranen er sendt på arabisk for at advare byernes moder (dvs. Mekka, kaldet således "fordi den er mere ædel end alle andre lande," siger Ibn Kathir) om Dommens Dag, om hvilken der ikke hersker tvivl (42:7). Hvis Allah havde villet, kunne han have gjort menneskeheden til et enkelt folk, men til nogle vælger han at skænke barmhjertighed, mens lovovertrædere ikke vil have nogen til at hjælpe sig (42:8). Ibn Kathir ser dette som yderligere bevis på absolut determinisme: Allah kunne have skabt mennesker, så de "alle enten fulgte vejledning eller fulgte vildledning, men han gjorde dem alle forskellige, og Han vejleder, hvem Han vil til sandheden og Han sender hvem Han vil på afveje." 42:44 bekræfter dette igen.

Ingen af de koran-passager der insisterer på, at Allah vejleder hvem Han vil og fører andre vild - og derved forhindrer sidstnævnte i at komme til sandheden - forklarer, hvordan han kan være retfærdig, når han bagefter straffer dem, der afviser sandheden, med evig Helvedesild.

Allah vil dømme i alle tvister (v. 10) - Tafsir al-Jalalayn forklarer: "Hvad I end er uenige med de vantro om ang. religion eller andre ting, så ligger afgørelsen derom hos Allah på Genopstandelsens Dag." [Fed er fra Koranen, resten er kommentar, o.a.] Muhammeds religion er den samme som Noahs, Abrahams, Moses' og Jesus' (v. 13), men deres tilhængere "delte sig først efter at have fået viden, idet de begik overgreb mod hinanden" (v. 14) - hvilket afstiver den islamiske idé, at jødedommens profeter og Jesus må have lært islam, og at deres budskab blev forvansket af deres tilhængere. Muhammed skal kalde folk til islam og dømme "retfærdigt" mellem dem (v. 15). Men de, der strides om Allah efter at have anerkendt ham, vil blive straffet (v. 16) - en holdning, der naturligvis kan hindre, at der stilles spørgsmål om troen. Allah fortsætter i denne ånd i versene 17-29, hvor han lover Paradis til de troende og Helvede til de vantro.

Så erklærer Allah, at "enhver ulykke, der rammer jer, får I for jeres hænders værk" (v. 30) - dvs., siger Ibn Kathir, "på grund af synder, I har begået i fortiden." Dette fører til forestillingen om, at vejen til lykke i denne verden er en mere inderlig overholdelse Allahs love - som vi i disse dage ser det udspille sig i Pakistan og over hele den islamiske verden.

Allah redegør derefter for sin magt og sikkerheden af hans dom (v. 31-39). Så i vers 40 siger han, at der, som gengældelse for en skade, skal påføres en lige skade - men Allah vil belønne dem, der tilgiver. Men at tage hævn er ikke syndigt (v. 41). Så afslutter Allah suraen med at bekræfte, at de vantro vil blive straffet (v. 45) og ikke vil have nogen beskytter på Dommens Dag (v. 46), og at Muhammed er inspireret (v. 51-52).


Sura 43. Pomp og pragt - Al-Zukhruf

Maududi siger, at sura 43 blev åbenbaret omkring samme tid som suraerne 32, 40 og 42, da den hedenske Quraysh-stamme i Mekka, stammen, hvorfra Muhammed kom, planlagde at dræbe ham - han tilføjer, at Allah henviser til deres hemmelige planer i versene 79-80.

Suraen begynder med Allahs velkendte bekræftelse af Koranens arabiske karakter og visdom (v. 3-4), og bemærker: "Den findes i Skriftens Moder her hos Os" (v. 4). "Skriftens Moder" er, ifølge islamisk tradition, Den Bevarede Tavle, det eksemplar af Koranen, der har eksisteret i al evighed hos Allah. Koranen, som Muhammed modtog gennem englen Gabriel gennem sine 23 år som profet, er en perfekt kopi af denne evige bog. Så hudfletter Allah igen de vantro og advarer dem om, at de tidligere profeter også blev udsat for spot (v. 7), og at han tilintetgjorde spotterne (v. 8).

Allah går så atter i detaljer om de forskellige tegn på hans magt i den naturlige verden, hvilke alle er tegn for de vantro (v. 9-12). Så i versene 13-25 kritiserer han de vantro for blindt at følge deres fædres religion (v. 23-24) og for at lade formode, at Allah har døtre, hvilket de selv er kede af at have (v. 16-17). Dette refererer til Quraysh-stammens gudinder, som Muhammed selv kortvarigt anerkendte som "Allahs døtre", og derefter svigtede, da han indså, at han havde kompromitteret sit monoteistiske budskab. Dette var den berygtede hændelse med de "Sataniske Vers", som har efterladt flere spor i sura 53. Angående denne passage: "Kvinder", forklarer Ibn Kathir, "betragtes som manglende noget, hvilket de råder bod på ved hjælp af smykker og pynt helt fra barndommens tid og frem, og når der er en tvist, kan de ikke udtrykke og forsvare sig tydeligt, så hvordan kan dette tilskrives Allah?"

Abraham dukker kort op (v. 26-28) for at gentage advarslen til de vantro, og derefter beskriver Allah endnu en gang i vers 29-42 de vantros utaknemmelighed og selvbedrag: de tror, de er retledte, mens de i virkeligheden er under dæmonisk indflydelse (v. 36-37). Allah forsikrer Muhammed, at Koranen er sand, og at han er på rette vej (v. 43-45). Moses dukker igen op i versene 46-56, med paralleller til Muhammed, der er mere gennemskuelige end nogensinde: de vantro latterliggør hans tegn (v. 47) og kalder ham en troldmand (v. 49); til sidst straffede Allah dem (v. 55).

Derefter følger Jesus trop (vers 57-65) med bekræftelser på, at han ikke var guddommelig (v. 59) og at han skal vende tilbage på tidspunktet for Dommen (v. 61). I en hadith siger Muhammed, at på det tidspunkt vil Jesus "bryde korset, dræbe svinene og afskaffe jizya-skatten", som kristne er påbudt under islamisk styre. Det betyder, at han vil ødelægge kristendommen og islamisere verden. Jesus prædikede også Allahs enhed (v. 63-64), men hans tilhængere opdeltes i stridende sekter (v. 65). Hvis Allah virkelig havde en søn - fortæller Allah til Muhammed, at han skal sige - ville han være den første til at tilbede ham (v. 81).

Allah opregner derefter Paradisets lyksaligheder og Helvedes pinsler (v. 66-88). De vantro vil trygle om, at det må slutte, men vil blive afvist (v. 77). Islam er sandheden, men de vantro hader sandheden (v. 78). Dem, de tilbeder, har ingen magt (v. 86); Muhammed bør vende sig bort fra dem, for de vil hurtigt nok vide, at han havde ret (v. 89).


Sura 44. Røgen - Al-Dukhan

Ifølge islamisk tradition blev sura 44 åbenbaret omkring samme tid som sura 43. Også den begynder med, at Allah lovpriser Koranen: Den er "det tydelige skrift" (v. 2), der gør tingene klare, og begyndte at blive sendt ned under en "velsignet nat" (v. 3), som var "magtens nat" [også kaldet skæbnenatten, o.a.] hen imod slutningen af ramadanen. Den blev åbenbaret som et tegn på Allahs barmhjertighed (v. 5-6). Derefter følger advarsler om Dommedag og den advarsel, at folk vil blive indhyllet i røg - en smertefuld straf (v. 10-11). Denne straf vil blive fjernet for en tid, men folk vil stadig ikke tro (v. 15). En hadith forklarer, at Muhammed havde bedt Allah om at forbande Quraysh; en anden siger, at han bad ham om at give dem syv års hungersnød, "så hungersnød ramte dem i et år og ødelagde enhver form for liv i en sådan grad, at folket begyndte at spise huder, ådsler og døde rådne dyr. Når en af dem kiggede mod himlen, ville han (indbilde sig at) se røg på grund af sult." Efter at høvdingen for Quraysh havde appelleret til Muhammed og sagt, at hans egen slægt døde (Quraysh var Muhammeds stamme), gav Muhammed efter og bad for dem, og Allah åbenbarede versene 10-16.

Farao dukker igen op i vers 17-33, udfordret af en underligt unavngiven Moses. Allah udvalgte Israels Børn frem for andre nationer (v. 32). Islamiske kommentatorer minimerer den vedvarende betydning af dette: Ifølge Mujahid: "Det betyder, at de blev udvalgt frem for dem, de levede iblandt," og Qatadah var enig: "De blev udvalgt frem for de andre folk på deres egen tid, og det blev sagt, at der i enhver periode er folk, der er valgt frem for andre." Tanwir al-Miqbas min Tafsir Ibn Abbas siger ligeledes, at israelitterne blev valgt frem for andre "på deres tid".

Så gentager Allah advarslerne til de vantro (v. 34-59) og minder om deres foragt ved tanken om de dødes opstandelse (v. 35); de vil blive tilintetgjort (v. 37). I Helvede vil de vantro spise af Zaqqum-træet, som vil skolde deres indvolde (v. 43-46), mens de retfærdige i Paradis vil nyde selskabet af "jomfruer med store sorte øjne" (v. 54).


Sura 45. På knæ - Al-Djathiya

Sura 45 fortsætter i samme spor. Koranen er fra Allah (v. 2); der er tegn for de troende i himlene og på jorden (v. 3-6, 12-13). Men de vantro håner Allahs tegn (v. 9); Helvede venter dem (v. 10-11). De troende skal tilgive de vantro (v. 14); men Ibn Kathir forklarer, at dette kun var en midlertidig bestemmelse: "Lad de troende tilgive de vantro og udholde den skade, som de retter imod dem. I begyndelsen af islam, blev muslimerne befalet at være tålmodige over for undertrykkelsen udført af afgudsdyrkerne og Skriftens Folk, så deres hjerter måtte få en hældning mod islam. Men da de vantro fortsatte med deres stædighed, lovgav Allah for de troende at kæmpe i jihad."

Allah begunstigede Israels Børn over nationerne (v. 16), men de faldt i splittelser på grund af indbyrdes misundelse (v. 17). Muhammed er nu på den rette vej (v. 18), og Ibn Kathir advarer om, at denne passage "også indeholder en advarsel til den muslimske umma. Den advarer dem om ikke at tage den vej jøderne tog og heller ikke at overtage deres skikke." De onde vil ikke blive dømt på samme måde som de retfærdige (v. 21). Allah har gjort den, der tilbeder sit eget begær, blind og forvildet (v. 23). Så afslutter versene 24-37 denne sura med flere advarsler om Dommedag: de vantro spotter (v. 25), men der er ingen reel tvivl om Dagen (v. 26). De vantro vil blive mindet om, at de var vidner til Allahs tegn (v. 31), men de tog dem for spøg og vil nu brænde for evigt (v. 35).




Indhold

1. Juz Alhamdulillah (Koranen 1:1 - 2:140)
2. Juz Sayaqul (Koranen 2:141 - 2:252)
3. Juz Tilka ar-Rusul (Koranen 2:253 - 3:92)
4. Juz Lantanalu al-Birra (Koranen 3:93 - 4:23)
5. Juz W-al-Muhsanat (Koranen 4:24 - 4:144)
6. Juz La Yuhibbullah (Koranen 4:145 - 5:78)
7. Juz Wa Idha sami'u (Koranen 5:79 - 6:108)
8. Juz Wa law annana (Koranen 6:109 - 7:95)
9. Juz Qal al-Mala (Koranen 7:96 - 8:39)
10. Juz Wa Alamu (Koranen 8:40 - 9:91)
11. Juz Ya'tadhiruna (Koranen 9:92 - 11:24)
12. Juz Wa ma min dabbah (Koranen 11:25 - 12:50)
13. Juz Wa ma ubarri'u (Koranen 12:51 - 14:52)
14. Juz Rubama (Koranen 15:1 - 16:128)
15. Juz Subhana Alladhi (Koranen 17:1 - 18:74)
16. Juz Qala alum (Koranen 18:75 - 20:135)
17. Juz Aqtaraba (Koranen 21:1 - 22:78)
18. Juz Qad aflaha (Koranen 23:1 - 25:10)
19. Juz Wa Qala Alladhina (Koranen 25:11 - 27:52)
20. Juz Amman khalaq (Koranen 27:53 - 29:45)
21. Juz Utlu ma uhiya (Koranen 29:46 - 33:27)
22. Juz Wa-man yaqnut (Koranen 33:28 - 36:29)
23. Juz Wa-ma-liya (Koranen 36:30 - 39:29)
24. Juz Fa-man azlamu (Koranen 39:30 - 41:54)
25. Juz Ilayhi Yuraddu (Koranen 42:1 - 45:37)
26. Juz Ha Mim (Koranen 46:1 - 51:60)
27. Juz Qala Fa-ma Khatbukum (Koranen 52:1 - 57:29)
28. Juz Qad Sami Allahu (Koranen 58:1 - 66:12)
29. Juz Tabaraka Alladhi (Koranen 67:1 - 77:50)
30. Juz Amma (Koranen 78:1 - 114:6)




Robert Spencer er direktør for Jihad Watch og forfatter til de to New York Times bestsellere The Politically Incorrect Guide to Islam (and the Crusades) og The Truth About Muhammad. Hans seneste bog, Not Peace but a Sword: The Great Chasm Between Christianity and Islam, er nu tilgængelig.




Oversættelse: Bombadillo