(Koranen 39:30 - 41:54)
Af
Kilde: Jihad Watch, 28. juni 2016
Udgivet på myIslam.dk: 4. april 2017
Sura 39. Flokkene - Al-Zumar (fortsat)
Allah advarer så igen om Dommedag (39:30-52). De vantro truer Muhammed med, at han vil blive straffet af deres falske afguder - og her igen gentager Allah, at "Den, som Allah leder vild, kan ingen retlede" (39:36). De vantro er forstokkede og selvmodsigende; de anerkender, at Allah skabte alle ting, men påkalder alligevel deres falske guder (39:38). Der er en mærkelig udtalelse i 39:42: "... Han holder dem, som Han har besluttet skal dø, tilbage [fra at vende tilbage til livet], og sender de øvrige ud [til deres kroppe] indtil en fastsat tidsfrist. Deri er der tegn for folk, som vil lade sig påminde." Koran-oversætter Abdullah Yusuf Ali forklarer dette ved at hævde, at søvn er en lille død: "Under søvnen, som er dødens tvillingebror, er vore sjæle midlertidigt frigjort fra kødets trældom. Allah tager dem i den pågældende tid. Hvis vi, som det sker for nogle, skal dø fredeligt under søvnen, kommer vores sjæl ikke tilbage til den fysiske krop, og sidstnævnte henfalder og dør. Hvis vi stadig, i henhold til Allahs dekret, har en periode af livet tilbage at opfylde, kommer vores sjæl tilbage til kroppen, og vi genoptager vores funktion i dette liv."
Allah afviser tanken om, at enhver kan gå i forbøn for enhver anden foran ham (39:43-44), og understreger igen de vantros fordærv: når de hører om Allah, "krymper hjertet sig i livet på dem", men de hører om deres afguder med glæde (39:45). På Dommens Dag vil de vantros onde gerninger indhente dem (39:51).
I versene 53-60, bringer Allah igen Muhammed en række advarsler, han skal give videre til de vantro, og sige til dem, at de skal vende sig til Allah, før det er for sent. Derefter afslutter Allah suraen med flere advarsler om Dommedag (v. 61-75), når "De, der var vantro, drives i flokke til Helvede", og igen vil blive mindet om de budbringere, de ikke lyttede til (v. 71), mens de troende kommer i Paradis i flokke (v. 73) - den endelige konsekvens af deres ulighed.
Sura 40. Den Tilgivende - Al-Ghafir
"Alt har et væsen," siger Ibn Abbas, "og Koranens væsen er familien af Ha Mim" - det vil sige suraerne 40 til 46, der alle begynder med de arabiske bogstaver ha og mim [h og m]. (Som altid siger de muslimske kommentatorer, at "kun Allah kender" betydningen af disse tilsyneladende tilfældige bogstaver, der indleder mange af Koranens kapitler). Om Ha-Mim-suraerne tilføjede Ibn Masud: "Når jeg kommer til Ha-Mim-familien, er det som at komme til en smuk have, og så giver jeg mig god tid." Disse er alle mekkanske suraer, og de deler de generelle egenskaber for kapitlerne fra denne periode: Rasende fordømmelser af de vantro, men ingen af de opfordringer til krigsførelse mod dem, der kendetegner de medinensiske suraer, og færre specifikke fordømmelser af jøder og kristne end der optræder i de kronologisk senere kapitler.
Den første af disse, sura 40, er kendt som "Den troende", fra vers 28, men da denne titel er [næsten] den samme som i sura 23 ["De troende"], er den også kendt som "Den Tilgivende", fra vers 3. Tidlige islamiske autoriteter hævdede generelt, at den blev åbenbaret for Muhammed lige efter sura 39, og den deler da også mange af temaerne fra denne sura. Allah genfortæller mange af disse temaer i starten af kapitlet: Koranen er fra Allah (v. 2); der er ingen anden gud (v. 3); kun de vantro bestrider hans tegn (v. 4), f.eks. Noahs folk, som Allah straffede (v. 5) - de og andre vantro "hører til i Ilden" (v. 6).
Englene beder for de troende omkring Allahs trone (v. 7-9) og vil sige til de vantro i Helvede, at Allah hader dem endnu mere, end de hader sig selv (v. 10). Qatadah forklarede den almindelige opfattelse: "Allahs had til vildledningens folk - når Tro er blevet præsenteret for dem i denne verden, og de har vendt sig bort fra den og nægtet at acceptere den - er større end deres had til sig selv, når de med egne øjne ser Allahs straf på Opstandelsens Dag." Men her igen er beslutningen om, hvem der er vejledt til sandheden og hvem der forbliver en vantro, helt overladet til Allah: Ingen kan vejlede dem til sandheden, som Allah lader komme på afveje (v. 33) - hvilket betyder, forklarer Ibn Kathir, at "enhver, som Allah sender på afveje, ikke vil have nogen anden vejleder end Ham."
Tafsir al-Jalalayn forklarer de vantros spørgsmål: "Herre! (...) Du har ladet os dø to gange og to gange givet os liv. Vi vedkender os vore synder. Er der ingen vej ud?" (v. 11): "For de var livløse dråber af sæd, så blev de givet liv, så blev de lagt til at dø, derefter bragt tilbage til livet for Opstandelsen." På deres spørgsmål: "Er der ingen vej ud?" af Helvede, siger de to Jalal'er [forfatterne til Tafsir al-Jalalayn, o.a.], at "svaret til dem vil være: Nej!" For de forkastede tanken om, at kun Allah måtte tilbedes, og de satte partnere ved hans side (v. 12). Muhammed skal derefter påkalde Allah, selvom de vantro hader, at han gør det (v. 14), og skal advare de vantro om den forestående Dommedag (v. 15-18). De vantro burde rejse rundt på jorden og se, hvad der blev af dem, der i tidligere tider nægtede at tilbede Allah alene - for Allah er streng til at straffe (v. 21-22, 82-3).
Så i versene 23-55, vender Allah endnu en gang tilbage til historien om Moses og Farao, med vægt på Faraos hensigt om at dræbe Moses (v. 26). En troende fra Faraos slægt spørger: "Vil I slå en mand ihjel, fordi han siger: 'Allah er min Herre!'?" (v. 28) Ifølge Maududi kom denne sura til Muhammed, da de vantro planlagde at dræbe ham, så parallellerne er indlysende: Som vi har set mere end én gang, fortæller Koranen historien om en tidligere profet udelukkende for at bringe en pointe om modtagelsen af Muhammeds budskab af hans samtidige. Og ligeledes advarer denne unavngivne troende og samtidige med Moses sit folk om, at de risikerer at lide samme skæbne som dem, der afviste de tidligere profeter (v. 31, 34).
Farao ønskede i sin stolthed at bygge et tårn "således at jeg kan stige op til Moses' gud!" (v. 36-7), men i sidste ende blev hans folk kastet i Ilden (v. 45-6). I Helvede vil de vantro skændes om, hvis skyld det var, at de endte dér (v. 47-48). Også her vil de vantro bede om at komme ud af Helvede, men vil blive afvist (v. 49-50). Allah lover at gøre sine budbringere sejrende (v. 51); As-Suddi forklarer: "Det sker aldrig, at Allah sender en budbringer til et folk, og bare lader dette folk dræber ham eller nogle af de troende, som kalder dem til sandheden. For når denne generation dør ud, så sender Han dem én, der vil støtte deres kald og søge hævn for deres blod fra dem, der gjorde dette mod dem i denne verden. Så Profeterne og de troende kan blive dræbt i denne verden, men deres kald vil sejre i denne verden." Og Ibn Kathir tilføjer: "Allah skænkede sejr til Sin Profet Muhammed og hans ledsagere over dem, der modsatte sig ham, ikke troede på ham og viste fjendtlighed mod ham. Han lod Sit Ord og Sin religion sejre over alle andre religioner (...). Denne religion vil fortsætte med at sejre, indtil Timen begynder."
Allah fortæller Muhammed, at han skal være tålmodig, for hans løfter vil vise sig sande (v. 55, 77) - hvilket igen viser hans enorme omsorg for sin profet. Vi har set, at det er Muhammeds centrale placering i islam, der førte til, at muslimer blev kaldt "muhamedanere" i Vesten. Muslimer afviser universelt dette udtryk som krænkende og insisterer på, at de ikke tilbeder Muhammed; men læsere af Koranen, både muslimer og ikke-muslimer, der ser Allahs konstante bekymring for sin profet, står over for to muligheder: De kan se Koranens gentagne erklæringer om Allahs enorme omsorg for sin profet som et forsøg fra Muhammeds side på at afstive sin statur og sine privilegier som profet blandt sine tilhængere, eller de kan acceptere den påstand, at Muhammed i det væsentlige var det vigtigste og mest guddommeligt elskede menneske, der nogensinde har levet. Der synes ikke at være nogen anden mulighed til rådighed.
Allah fortsætter derefter med at kritisere de vantro, der ikke er drevet af andet end stolthed (v. 56) - et ofte gentaget koranisk udtryk, der har fået mange muslimer gennem tiderne og i dag til at antage, at ikke-muslimer ved besked om islams sandhed, men afviser den af egoistisk egeninteresse. De troende og ikke-troende er ikke lige (v. 58) - De, der afviser Allahs tegn, er vildledte (v. 62-3). Udformningen af den naturlige verden vidner om Allahs omsorg for menneskeheden og om hans magt (v. 61, 64, 67). De, der afviser Allah, vil snart erkende sandheden (v. 70). De, som folk tilbeder foruden Allah, vil svigte dem (v. 74). De, der først bekender tro på Allah efter at have fået et glimt af hans straffe, vil stadig blive straffet (v. 85).
Sura 41. Fremlagt nøjagtigt - Fussilat
Ifølge Muhammeds første levnedsskildrer, Ibn Ishaq, blev sura 41 åbenbaret til Muhammed efter at Utba bin Rabia, en høvding fra den hedenske Quraysh-stamme, stillede Muhammed en række forslag, "som betyder, hvis han delvist accepterer dem, at vi vil give ham, hvad han ønsker, og han vil lade os være i fred."
Utba nærmede sig Muhammed og mindede ham om, at han var af Quraysh-stammen (selv om de havde afvist hans profetiske krav). "Hvis det du ønsker er penge, vil vi samle ind til dig af vores ejendom, så du kan blive den rigeste af os; hvis du vil have ære, vil vi gøre dig vores høvding, så ingen kan beslutte noget udenom dig; hvis du ønsker herredømme, vil vi gøre dig til konge, og hvis dette spøgelse, som kommer til dig og som du ser, er således, at man ikke kan slippe af med ham, vil vi finde en læge til dig, og bruge alle vore midler for at få dig helbredt, for ofte bliver en dæmon ved med at besætte en mand, indtil han kan blive helbredt for den."
Muhammed svarede ved at recitere vers 1-37 i denne sura. Ibn Ishaq fortæller videre: "Da Utba vendte tilbage til sine ledsagere, bemærkede de, at hans udtryk var fuldstændig ændret, og de spurgte ham, hvad der var sket. Han sagde, at han havde hørt ord, som han aldrig havde hørt før, som hverken var poesi, magi eller trolddom. 'Følg mit råd og gør, som jeg gør; overlad denne mand helt til sig selv, for, ved Gud, de ord, som jeg har hørt, vil blive forkyndt vidt og bredt. Hvis (andre) arabere dræber ham, vil andre have befriet jer for ham; hvis han gør det af med araberne, vil hans suverænitet blive jeres suverænitet, hans magt jeres magt og I vil blive velstående gennem ham.'"
De andre Quraysh-høvdinge blev hånlige og sagde: "Han har forhekset dig med sin tunge." Men Utba stod fast og sagde blot: "I har hørt min mening, gør hvad I mener rigtigt."
Hvad der imponerede Utba så meget, var endnu en gentagelse af mange ofte gentagne temaer i Koranen. Koranen er klar og på arabisk (v. 3) - hvilket har givet anledning til ideen om, at Koranen ikke kan oversættes, men i sit væsen er på arabisk, og kun dens mening kan gengives på andre sprog. Den bringer gode nyheder og advarsler, som de fleste ikke tager sig af (v. 4-5). Allah fortæller Muhammed at han skal sige til de vantro, at han er bare en almindelig mand og at Allah er én, og at de ikke skal forbinde andre guder med ham (v. 6). Et tegn på hans nærvær og magt er, at Allah skabte universet på otte dage (v. 9-12) - hvorved han modsiger 7:54, 10:3, 11:7 og 25:59, hvor han skabte det på seks dage.
Allah tilintetgjorde folket Ad (v. 15-16) og de vantro fra Thamud (v. 17-18). Så beskriver Allah nogle af de vantros pinsler i Helvede, hvor selv deres hud vil bebrejde de vantro for deres afvisning af islam (v. 19-25). De vantro prøver at overdøve recitationen af Koranen (v. 26), men de vil få deres straf i Helvede (v. 27-28). De vantro i Helvede vil bede Allah om at vise dem, hvem der vildledte dem, så de kan pine dem yderligere (v. 29). I mellemtiden beskytter englene de troende (v. 30-32). Godhed og ondskab kan ikke være lige (v. 34); de vantro skal ikke kaste sig ned for solen og månen, men for Allah (v. 37).
Allah afslutter derefter suraen med skarpt at kritisere de vantro for at afvise islam (v. 38-54). De er arrogante (v. 38) og er kendt af Allah (v. 40-41). Koranen er en bog af ophøjet magt, som er uden falskhed (v. 41-42) og som indeholder det samme budskab som de tidligere åbenbaringer (v. 43) - hvilket, som vi har set, fører til den herskende muslimske tanke om, at de jødiske og kristne skrifter - fordi de ikke indeholder det samme budskab som Koranen - er forvanskede. Hvis Koranen var blevet åbenbaret på et andet sprog end arabisk, ville de vantro have klaget over det (v. 44). Allah gav Moses "Skriften" (Toraen), men stridigheder opstod om den. "Hvis der ikke på forhånd havde foreligget et ord fra din Herre, var sagen allerede blevet afgjort imellem dem." (v. 45). Ibn Kathir siger, at dette betyder, at hvis Allah ikke havde dekreteret, at "udsætte regnskabet til Dommedag" så "ville straffen have været fremskyndet for dem. Men de har en afsat tid, efter hvilken de ikke kan finde flugt."
På Dommens Dag vil afguderne, som de vantro påberåber, lade dem i stikken (41:48). Når Allah gør en mand velstående, glemmer han, at han en dag vil dø og blive dømt (41:50).
Robert Spencer er direktør for Jihad Watch og forfatter til de to New York Times bestsellere The Politically Incorrect Guide to Islam (and the Crusades) og The Truth About Muhammad. Hans seneste bog, Not Peace but a Sword: The Great Chasm Between Christianity and Islam, er nu tilgængelig.
Oversættelse: Bombadillo